Netop som vi skulle til at skrive på rejsebloggen i går ved 17-tiden lød der et brag, så endnu et og så kom de bare derudaf. Et kig ud af vinduet viste at det var et større fyrværkeri der var startet, så vi kom ud på balkonen for at få det hele med – og det var ikke så lidt. Fra 10. etage havde vi det store overblik.
Mørket var begyndt at falde på og paradishjulet i forlystelsesparken markerede sig med alle sine skiftende lyskombinationer. Midt i hjulet er der et stort digitalt ur. Ja det ser ikke så stort ud, men det er fordi paradishjulet er meget stort. Bare sammenlign med bilerne nede på gaden.
Ved 19-tiden meldte trætheden sig og sulten ligeså. Vi havde holdt godt ud mht. at justere os til japansk tid, og mente at have fortjent lidt vin. Den italienske restaurant i hotellet valgte vi, fordi den virkede uhøjtidelig og dog interessant med sine 24 høje ægte palmetræer. Men ak og ve, da vi kom, meddelte de at der ikke var ledige borde før klokken 20. Det var jo ikke så godt, for så skulle vi holde ud en time mere. Det blev så til at de ville ringe til os på værelset så snart der blev et bord ledigt. Vi var lige drejet om hjørnet til elevatorene for at tage op og skrive lidt mere på rejsebloggen, da damen kom løbende efter os og sagde at der nu var et ledigt. Der blev ikke mere på bloggen den dag, for vi valgte maden og vinen frem for skriveriet.
Vi havde egentlig lyst til en pizza – ja, ja, vi er i Japan og burde måske have taget noget mere eksotisk, men vores maver var stadig i Europa – og da restauranten hed ”Tosca” mente vi at det kunne gå an. Det kunne det, Margherita’en var udsøgt frisk i smagen og den med japansk skinke og rucola var også fin. Og dejen var meget interessant, faktisk en af de bedre vi har fået, restauranter i Europa medregnet. Vi lod den ledsage af en rød fra Australien.
Før desserten kom Ole Lukøje, så den del af spisekortet har vi endnu til gode.