Livet undervejs…

Klokken 6 præcis startede vi hjemmefra, man kan næsten sige med militær præcision, men hvorfor siger man egentlig det? Det aner jeg ikke! Der er stjernehimmel på gps’en og det fortæller at det er nat, måske skulle man sige morgen og at det ikke er sommerdage, for så ville det være lyst…

Da det blev lyst kunne vi se at vejret var gråt i gråt. At det småregnede engang imellem behøvede vi ikke dagslys for at bemærke, det gør vinduesviskerne helt af sig selv, men vi glædede os over at der ingen drillenisser var på vejene.
En lille oplevelse ved en betalestation: En mand i en lille kassebil kører helt hen til bommen, stiger ud og går tilbage, kigger lidt på betalingsautomaten, putter sin billet ind, kigger lidt på den igen, finder tegnedrengen frem og tager et kreditkort ud, stikker det i automaten, venter, tager det ud igen, bommen går op, han kigger lidt på automaten, tager kvitteringen og putter den i tegnedrengen, som bliver puttet i lommen, han går tilbage til bilen, sætter sig ind og kører videre. Andre mennesker sidder dovent i bilen og ruller vinduet ned, næh – denne mand kom lige et smut ud af bilen og fik rørt sig lidt. Bravo monsieur!

En lille kop kaffe og Steen havde lavet madpakke med hjemmebagt brød og schweitsisk ost og det har jeg munden fuld af da han mente der skulle tages et billede.

Efter at have kørt igennem det ene vinområde efter det andet – stadig med ganen knastør, (nej, det er ikke sandt, den havde både fået espresso og san pellegrino vand) – dukkede Hoch Schwarzwald op forude.

…og imellem skyerne kunne vi ane sne på højdedragene.

og målflaget kom til syne.

Vores værelse var klart til os og der var en lille anretning som velkomst – dejligt at være nået frem.

Vi havde tilbagelagt 636 km på 7:18 timer med 1 times hvilepauser med en gennemsnitshastighed på 101 km/t.

Vi gik os en lille runde ned i byen og var forbi vores vindame. Hun sælger dejlige vine fra regionen Baden, som vi netop befinder os i. På billedet ovenfor ser vi op forbi kirken og bagved er skihop banen og vi lærte at fra den 20.-22. december var der skihop for damer. Sådan noget foregår ofte om aftenen, så vi så skihop-damer ude for at motionere, det var nemt at se at der var forskellige nationaliteter, men de var næsten alle af små størrelser, men hvad ved vi om skihop?

Vi var lidt spændt på om Cafe Diva holdt åbent. Vi havde først lært den at kende i sommers. Det var den og en lille kop kaffe var ikke at kimse af, og nu er det jo ikke lige sæson for iskaffe, så en lille torte var nok på sin plads efter den lange køretur, Steens sunde ostemad og en gåtur i byen. Vi valgte en Apfel-Zimt-Sahne torte og blev ikke skuffede. Den var aldeles dejlig, og selv om der har været en masse snak om kanel, så kan denne kage anbefales, hvis nogen kommer i nærheden af den. Vi havde ikke hørt om den før, men glemmer den sent.

Tilbage på hotellet kom vi i tanker om at vi havde glemt at få udfyldt noget meget vigtigt, nemlig hvad vi ønskede at spise i aften! Ja, der er vigtige beslutninger at tage, men det fik vi da heldigvis gjort og med et smil…

Og jo, lige en meget vigtig ting mere – det var at tage imod den velkomstdrink hotellet tilbyder, det ville da være uhøflig ikke at tage imod den ikke? I glassene perler det fint i en tør Sekt fra regionen.

Inden vi så os om var vi blevet sultne, eller…. nå, ja ikke så meget, men vi var trætte og besluttede ikke at spise for sent. Her er deres Wildpastete, den er nærmest arrangeret helt juleligt og med et smil.
Hotellet var helt fuldt og vi kunne forstå til aftensmaden – hvor alle hilste høfligt på hinanden – at det ikke var første gang at mange holdt juleugen her. Gennemsnitalderen var svær at sige noget præcist om, men vi er hverken de yngste og eller de ældste. At mange havde holdt adskillige jul’er her fortæller os også at det er en god oplevelse for folk – ellers ville de jo ikke komme igen og igen…

Det blev alligevel ikke til “tidlig i seng”, for vi havde glemt at der var “Fakkelvandring gennem Hinterzarten” ved 21-tiden, og det ville vi da være med til. Det havde vi jo ikke prøvet før, og ja, man skal have fakler med, for ofte gik vi gennem helt mørke landskaber og der var også af og til meget glat. Det var en dejlig 3 kilometers tur, der blev ledet af hotelets ejer, Herrn Erfuhrt. Vi gik gennem gader, hvor huse var smukt pyntede med hvide lys, altså ikke alskens farvede lys, vi gik gennem kulsorte skovområder, vi gik langs en rislende bæk som vi kun kunne se fordi der lå sne og var med til at lyse op….

Tilbage på hotellet skulle faklerne blæses ud og de blev lagt i en spand, som ses til venstre. Der var blevet kørt en grillvogn ud, næh, det var nok ikke en grillvogn, men jeg aner ikke hvad den hedder, men der var gasblus på toppen som et gammeldags komfur – alt for at holde indholdet i en høj kobbergryde varmt.

Der var vinterkrus i vognen, med snemænd og kirke og det sneede lystigt på dem og deri blev der hældt Glühwein, godt at varme sig på efter fakkelturen – og den var god! Snakken gik godt og lystigt og vores planer for i morgen blev ændret – men ferier er vel også at være parat til andre end forventede oplevelser, ikke?

Det var en smuk morgen at stå op til. Morgenmaden ventede på os og den var lige så dejlig som den plejer at være her på stedet.

Om morgenen tager gæsterne stilling til hvad de kunne tænke sig til aftensmad. I anledning af julen var der kun 2 menuer at vælge imellem og det var gala menuen og den vegetariske menu. Man må her på hotellet mene at der ikke skal være en vital menu her i juledagene – næh, her skal man schlemmern. Vi valgte gala’en, så må vi se om jeg springer lammesuppen over eller om jeg ikke overlever den, men måske er den krydret så stærkt at man ikke kan smage “det lille søde lam, som ikke overlevede 2013.”

Vi skulle jo sikre os at der var plads til bla. “det lille søde lam” og resten af aftensmaden i aften, så vi besluttede at gå til Titisee for at besøge træskæreren dernede, som vi også havde besøgt i sommers. Hotellets juletræ er nemlig kun pyntet med træting der er købt dernede, og selv om vi ikke selv har juletræ, så kunne vi jo godt kigge på de flotte julepynt-genstande i helt lyst træ
Vi skulle forbi skihopbanen og der var man i fuld gang med formiddagens kvalifikationer. Det var koldt og de folk der gik derop var også varmt, meget varmt klædt på, og netop mens vi gik forbi hørte vi at en fransk dame skulle springe næst og i vores sind ønskede vi hende held og lykke. Vi så ingen danske flag vifte i den stille formiddagsvind.

Vi gik langs den gamle landevej og det var godt, for der var saltet. Ofte var der dog steder hvor det var meget glat, men det schwarzwaldske landskab var meget smukt.

“Ich bin der Weg zu Wahrheit und Leben” står der ved et vejsidekors på vej til Titisee.

Røde Deutsche Bundesbahn tog havde travlt med at bringe folk et eller andet sted hen, men alle farver virker meget juleagtige…

Vi kom ind på mindre skovstier, hvor der ofte var spejlglat og det på længere strækninger. Vi nåede Titisee med alle lemmer i behold, fandt træskærerens butik/værksted. Blandt de mange udskårne figurer var en blå engel, håndskåret i en meget let og skrøbelig træsort, som er meget svær at skære i fordi det går så nemt i stykker. Men det betingede også hvordan den blev snittet til, hvilket gav englen meget fine træk og blid, levende fremtoning. Englen råbte så meget på os at vi besluttede at tage den med os – og nej, vi har ingen foto af den, men det er en smuksak! Træsorten hedder vistnok Cembra-fyr på dansk og Sweiss-pine på engelsk – på tysk er det Zirbelkiefer.
Og åhja, træsnitteren kom selv ned i butikken. Han kunne huske os fra i sommers og ville straks vise os en gruppe syngende engle han havde færdigsnittet i sommers og som da ventede på at blive malet med en helt bestemt teknik og af en hel bestemt maler. Det var den i mellemtiden blevet og den var altså blevet meget flot!

Vi besluttede at tage toget tilbage tilbage, da vi blev frarådet at gå tilbage til Hinterzarten. Det var skovvejene for glatte til, mente træskæreren og hans assistent, hvilket vi jo også selv havde opdaget undervejs til Titisee. Nu er der også det, at vi kan køre gratis med tog og busser i området. Det er nemt, vi får en billet af hotellet som vi kan bruges mens vi er her.

Vi trængte til kaffe inden vi skulle videre i dagens oplevelser og gik indenfor på Diva’en. I dag var det en Heidelbeer-Baiser kage der tiltrak sig opmærksomheden. Ja, den virker jo som om den har noget med julemad at gøre – den er nærmest rødkålsfarvet, men det smagte den slet ikke af

Steen fik ovenpå den taget sig sammen til at få skrevet et par postkort….

Vi skulle køre med bus. Her er ændringen af vores plan: vi havde troet vi skulle til Weihnachtsmarkt i Freiburg, men vi blev af alle – både i går aftes og i dag – anbefalet det romantiske Weihnachtmarkt i Ravennaslugten i stedet for, og det valgte vi gerne. Så kunne vi slippe for mylderet af mennesker i Freiburg.

Hvis vi skal tro billetnumrene, så har der været 61 tusinde besøgende og det får mig til at tænke over om jeg nogensinde har set en billet med nummmer 00001? Nå, hvorom alting er, så ses på brochuren hvordan das Weihnachtsmarkt ser ud, når der er lys og glade dage og når det er blevet mørkt.
Julemarkedet var hyggeligt, også i dagslys, der var lige så mange forskellige boder hvor der solgtes mad eller Glühwein som brochuren lovede. Fisk blev røget på stedet, kød blev kogt/grillet i en slags kæmpestor lukket grillovn, Glühwein blev lavet i udgaver med både hvid og rød vin og hvor vinen blev benævnt! Altså ikke bare den billigste vin fra indkøbscenteret. Desværre fik vi ikke taget os sammen til at smage nogen af delene. En ting jeg bemærkede var at børn ikke løb naragtige rundt med nissehuer. Jeg tror kun jeg så 2 nisserhuer og de sad på hovederne af 2 handlende i en bod, der blev kaldt “julemandens værksted”, så der var det vel på sin plads.

Da vi havde beset alle udstillingsboderne gik vi ned for at tage bussen tilbage til Hinterzarten, og mens vi stod og ventede på den, hørte vi nogle damer tale sammen. De havde ligesom os også været inde og se glaspusteriet, hvor de var blev belært om at det ikke mere hed en glaspuster, men en glasdesigner, det grinede de af og snakkede også om at nu var en rengøringsdame Bodenkosmeterikerin i stedet for Putzfrau!
Fra bussen tog Steen dette billede over mod stedet, hvor julemarkedet finder sted.

Stadig fra bussen tog Steen dette billede for at vise Hinterzartens juleudsmykning. Jeg ved nu ikke hvor vellykket det er, altså fotografiet…

Vi besluttede os efter en så anstrengede dag, at vi ville smage dagens anbefalede pre-dinner drink, der hed noget i retning af “vinavlerens sekt med en likør i”. Da Steen troede at det var 2 forskellige likører måtte han lige op til damen bag baren…

Det var en æble-ingefær likør! Hele ensemblet smagte ikke sødt, som vi havde frygtet, men var friskt og behageligt og den gled nemt ned mens kokkene prøvede at holde låget ned på det søde lille lam i suppegryden, der ikke måtte overleve julen 2013 og heller ikke i årene frem give uld til mange dejlige trøjer som folk kan holde sig varme i…

Her er det så, det søde lille lam. Suppeterrinen var da meget flot, jeg spiste et lille stykke af kødet, men blev enig med mig selv om at jeg hellere vil have en ulden trøje på. Steen var flink og tog resten af kødet fra suppendasen som i sig selv var udmærket. Ja, jeg kunne bare have bestilt noget andet, men tog beslutningen om at prøve, da jeg har hørt så meget vrøvl om at lam smager dejligt. Men som skrevet, jeg holder mig til uldne trøjer, de er behagelige at have på og giver en dejlig varme…

Ligesom vi var på vej op på værelset med det sidste af vinen i glassene, stoppede vi op! Vi kom nemlig i tanker om at vi skulle høre pianomusik, så vi fandt os et par stole og pianisten begyndte at spille. Inden vi så os om var kaminhallen, som rummet hedder, helt fuldt. Hotellets dagsavis havde annonceret at “Zum Ausklang des Tages” spillede Herr Aleksandr Vorobyvov på flyglet – et meget charmerede ordspil at slutte dagen med.

Dagen startede med overskyet vejr, sneen smelter ligeså langsomt, hotellets udendørs svømmepøl er åbnet en times tid hver morgen og den er 29 grader varm, (den indendørs er 30 grader varm) men det ser ikke ud til, at der er nogen nede og få klorterapi…..

Der var de sædvanlige svære beslutninger at tage om morgenen med hensyn til hvordan aftensmaden skulle kombineres efter vores smag ud fra dagens 3 menuer. Vi hentede dog kraft til beslutningsprocessen i et glas Winzersekt og selvfølgelig også kildevand fra Schwarzwald.

Det var så hvad vi ønskede at glæde vores smagsløg med i aften! Der er som sagt alvorlige valg der skal tages hver morgen, og så viser billedet ikke dagens 3. menu, vegetarmenuen, hvorfra vi dog ikke valgte en ret.

Vi besluttede os for at tage  til skispring. Det havde vi aldrig været før – andet end foran fjernsynet – og når det nu bogstaveligt talt var lige om hjørnet, købte vi os et par billetter og gik derhen ved 11-tiden.

På vejen op til skihopstedet kom vi forbi en mindesten på højre side – lige over for billetkontrolløren.

På stenen stod “Stefan Kozlowski født 25. maj 1921 og død (lidt ulæselig dato og måned i 1942)”. Mens Steen stod og fotograferede den kom en ældre herre, der også skulle til skispring, gående med sin datter, det skulle senere vise sig at være hans kone. Han henvendte sig til Steen og fortalte at han havde tilbragt sine drengeår her i Hinterzarten, og med tårer i øjnene berettede han kort historien om hvad der var sket her, men den historie må Steen hellere fortælle.
Steen fortæller: Stefan Kozlowski var polsk soldat der efter at være taget til fange af tyskerne under krigen med 400-500 andre polakker var blevet bragt til dette hjørne af Tyskland – sandsynligvis for at erstatte alle de lokale mænd i skovbruget og andre funktioner som jo var indkaldte til hæren. Stefan havde haft et forhold til en tysk pige – det blev opdaget, og næste morgen kaldte tyskerne alle polakkerne sammen netop her (i nærheden af kirkegården) for at de skulle se Stefan blive hængt – og tage ved lære deraf, at polsk blod ikke skulle blandes med arisk blod”.

Her er vi på skispringsstadiet. Ude til venstre ses en storskærm, hvor man kunne se skispringerinderne, først ¨når de “sad på bjælken” oppe i tårnet og senere når de var kommet ned. Der var også kommentator på, så vi var hele tiden underrettet om hastighed, springlængde og placeringer. Vi lærte også hvordan man hjælper en spingerinde ned ved at sige noget lignende som “Siiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiieeeeeee…” indtil de landede. Ja, jeg kan godt lide som tyskerne stadig bruger “-inde” til sidst, så er man da ikke i tvivl om det er en mand eller en kvinde de snakker om….

Vi kunne se hvordan camerafolkene stak camereaet helt op i ansigtet på springerinderne, mens de stod og ventede på at se deres karakterer og placeringer komme frem på storskærmen. Ja, virkelig, næsten helt op i næsen på dem og af og til var objektivet helt inde på 20 centimeters afstand af næsen.

Springerinderne vadede forbi os, de skulle jo op til deres næste spring. Dvs. det håbede de jo på, for det var kun de 30 bedste der kom med i 2. springrunde, som var finalen.

Skitramperne som sikkert har et meget finere navn, skulle gøre banen klar til finalen.

Mens landingsbanen blev trampet til og finalisterne kom op i tårnet hørtes “blæser musik” og det gik vi hen og hørte på, og ja, vi er i Tyskland – en lille by i DK ville nok ikke kunne samle så mange mennesker til blæseindstrument-musik. Hvad der er værd at bemærke er at der er så mange unge mennesker med, og fotografen, Herrn Steen flyttede altså ikke benene nok og fik fotograferet hele orkesteret forfra. Det kunne han godt have gjort, da de leverede dejlig blæsermusik og de fleste havde end ikke handsker på, så forestil jer bare fingre på metal…

Vi valgte at stå på sidelinien og se finalen. Det blev en japaner der vandt foran en russer og en tysker. Vi gik derfra og var en oplevelse rigere og jeg ved at skihop ikke er en sportsgren jeg vil tage fat på….

Vores fødder var begyndt at fortælle os at de ikke længere var så varme, som de ønskede sig, så vi besluttede at gå en tur inden vi gik tilbage til hotellet. Det ses i baggrunden med sit røde tag og balkoner.

Næste programpunkt skulle også nås og det kan I læse her, det skulle vi da også høre!

Her sidder Janine (bagerst) og Friedhilde (forrest) i hotelets Kaminhalle hvor de underholdt med forskellige julesange og melodier fra den tyske bjergverden.

Medens musikken spillede og det samtidig var kaffetid måtte vi da have en kop kaffe og når vi nu var i Schwarzwald var det også forpligtende at tage et stykke Schwarzwaldertorte til – en kær pligt som også gav glæden ved en meget luftig og lækker kage, hvor kirsebærrene havde tilbragt lang tid i Kirschwasser inden de blev integreret i kagen.

Det hele gav åbenbart Steen energi til også at skrive postkort – forhåbentlig til glæde for modtagerne.

Flere forpligtelser… …og Tyskland er et land præget af præcision. Vi ankom et par minutter for sent, og fik siddeplads på et par barstole, som viste sig at være blandt de bedste pladser. Vi var dog ikke de sidste, der er nemlig også franske gæster på hotellet

Her ses henne i hjørnet ved juletræet hotelejer-familien. Papa var den der forklarede – det gjorde han mægtig godt, kun ros til ham – og vi fik forklaret noget om hotellet vi ikke vidste.

De forskellige teams blev kaldt ind og her er det køkken-teamet der som chef har en kvindelig kok. Hun er så gammel endda men har været på hotellet i 15 år. Ejerne har kun været her 14 år så hun fulgte med “i købet”. En god ide at præsentere medarbejderne, som nok også føler sig værdsat og vi ser dem jo ikke fordi de arbejder ude i gemakkerne.

Aftenens madbillede bliver a la Meyer. Rødbedeterrinen med æble-peberrodscreme smagte rent ud sagt skidegodt! Det her var kun forretten og vi blev dejligt mætte, som ordene siges og menes: dejligt!

Lad dagen rinde ud med denne dejlige adventssang…

…og dette aftensbillede fra vores balkon. Endnu en dag med oplevelser er slut, oplevelser vi ikke anede hvordan ville blive, da vi åbnede øjnene i morges.

Det var begyndt at småregne i går aftes og her til morgen var det stadig regndråber himlen beskænkede naturen med, så der er mindre sne tilbage. Nå, nu må vi se hvad dagen vil bringe…

Først var der morgenmaden og hver morgen møder jeg denne pude når jeg sætter mig. “Bergfried” et godt afslappende ord at starte og slutte dagen på. Nå ja, det hedder vores hotel også.

Steens blødkogte æg kommer med en lille holde-sig-varm-hue på, så det er perfekt, når han tager huen af og banker med æggeskeen på ægget for at krakelere skallen, så den kan pilles af.

Og morgenens vigtige beslutninger blev taget efter at vi havde spist morgenmad og ikke før, dvs. appetitmæssigt var vi ikke sultne da det skete…

Vi havde en pakke der skulle sendes og nej, den skulle ikke nå frem til jul; men at bemærke er, at man har noget tørret græs med i sløjfeknuden – sandsynligvis græs fra de grønne bakkedrag der omgiver Titisee!

Regnen var blevet færdig med at sende væde ned på Hinterzarten og vi gik ned på posthuset som lå 800 meter “…und dann rechts beim Bahnhof” som Herrn Erfurth forklarede – og det passede sørme.

Steen fik en ekstraordinær høflig og behjælpsom betjening og som det ses endog også “fyldpapir” til at fylde kassen ud omkring det der skulle sendes. Der var også tape og vi fik valgt postkort til de næste par dage, da der nok vil være lidt forretningslukket. Så nogen kan se frem til at modtage en pakke og nej, den blev ikke sendt til Danmark.

På vej hen til næste butik – i nærheden af Kurhuset – så vi denne pæl, og vi synes at toppens figurer var meget fortællende.

Næste butiksstop var Vinothek’et og det er nok ikke svært at gætte hvad de sælger. Men man skal læse teksten på baldakinens gule nedhæng for at bemærke at her sælges kun vine fra et vinområde i Baden, nærmere betegnet Markgräflerland – dejlige vine….

Med eftermiddagens program in mente var det nok en god idé med en gåtur, her vender Steen sig om og fotograferer vores hotel. Det er det i midten med det røde tag.

Vi tænkte at hjerterne hellere måtte få lidt motion og valgte en bred rute der var isfri og gik opad.  Her ses nattens regn tydeligt.

Endnu et blik over mod vores hotel i baggrunden.

Opad gik det i mudder og hjulspor af skovfolkenes kæmpekøretøjer, men op til landevejen kom vi da og så begyndte det at gå nedad – mudderfrit

Vi kom ud af skoven og blev hilst med en åbent, venligt og jeg vil tro typisk Schwarzwalder landskab.

Og en lidt anderledes Herrgott – her er en families forfædre nævnt med fornavne og livsperioder. Mon de er begravet her, eller er det ligesom en kirketavle med en liste over samtlige præster der har været tilkyttet kirken? Eller drejer det sig mere om hvem der har boet på gården?

Steen lavede et panorama af landskabet.

Endnu en minde om nogen døde, denne var om Germanina Hohenwiel.

Steen ville lige lave året 2013’s snebold.

Vejret og landskabet var bare smukt og luften dejlig frisk og vejen var isfri.

Den sidste Jesus på korset som vi mødte i dag, men det er vel også meget aktuelt her i julen hvor det er hans fødsel, det drejer sig om…

Den oprindelige tur til posthuset blev om eftermiddagen til en længere tur på ca. 11 km som bragte os 238 m. op i 1052 m. højde på Windeck højdedraget.

Da vi kom tilbage til hotellet var der lige tid til en Apfeltorte og en kop kaffe inden den næste anstregende og udfordrende oplevelse, vi havde meldt os til.

Der kunne kun være 12, så vi følte os lidt heldige, men vi havde også meldt os til tidligt. Vi indfandt os og oven på den anstrengende gåtur satte vi os godt og komfortabelt tilrette og glædede os til at blive belært om tyske vine – og det blev vi!

Vi var som skrevet tolv mennesker. Sommelieren kendte alle deltagernes individuelle smagsorientering, da han er den der anbefaler vine til os hver aften. Han havde forberedt sig og udleverede en liste over hvilke vine vi skulle prøvesmag. Der var også spøtte-ud-spand, der også kunne benyttes til tømning af glasset, hvis man ikke havde slupret alt i sig, og endelig perlende mineralvand til skylning af glasset og ganen, samt brød til at neutralisere…

Nu står der 8 tomme flasker, og de 12 prøvesmagere var i godt humør. Til sidst havde vi siddet og drukket resterne af de vine, vi bedst kunne lide, og ja, så var der et par stykker der ville snakke. Den ene var manden, som havde tilbragt sin barndom i Hinterzarten og fortalte os forleden om den polske fange – den anden en mand som havde boet 1 år i København og faktisk havde lært sig så meget dansk at vi skal til at passe på hvad vi sidder og snakker om! Netop denne herre havde vi studeret et par aftener og han var i vores små hjerner steget fra indledningsvis være lidt småtosset til at være levemand – og nu vidste vi pludselig meget mere om netop ham.

Åh ja, så var vi da sultne igen og i aften er det hovedretten vi viser. Det var den vilde skotske laks, der var blevet ovenbagt med et tykt lag af en peberrod-æble mousse. Hertil serveredes en blanding af vilde og tamme ris til. Anderledes og dejligt med en god kraftigt smagende og groftrevet peberrod her, i modsæting til andre steder hvor man normalt kun ser et par citronskiver ved siden af, som man så skal sidde og presse 2 dråber citron ud af – og resten af måltidet sidde med citronfingre!

Men vi havde jo mere at skulle nå denne aften…

Denne “ildtangsgryde” blev lavet og Steen kan historien om hvad der sker, så den fortæller han med glæde: I kobbergryden holdes en let krydret Spätburgunder varm. Hen over gryden lægges en cylinder af sukker. I den store suppeske hældes 72% rom, som i skeen varmes over det andet gasblus til det er så varmt at det ved at blive vippet lidt ud over skeens kant antændes. Den brændende og varme rom hældes langsomt over sukker-cylinderen, og denne process gentages til sukkeret er smeltet og dryppet ned i den varme, krydrede Spätburgunder. Feuerzangenbowle laves altså ikke på nogle få minutter, og det var interessant hvordan aromaen af den varme vin, den brændende rom og det smeltende sukker langsomt bredte sig i hele kaminstuen – vi sad længst borte og kunne fornemme alt!

Mens vi ventede på “ildtangsgryden” lod vi Lillejuleaften slutte med  et glas Winzer-sekt og da “ildtangsgryden” var parat rundede vi helt af med den. Det er nok er den bedste glögg- lignende drik jeg har fået nogensinde – ja, den smagte godt af rom. Krusende den varme vin serveredes i, hørte også til i julekategorien. Vi sad og hørte il maistro læse julehistorier af den moderne slags – desværre for os ikke-indfødte var det lidt svært at høre for nogle af gæsterne sludrede ved bordene omkring os. Når man er udlænding skal man ofte høre det lidt bedre end de indfødte, men hyggeligt var det, selv om tyskerne ikke kender det ord. En god lillejuleaften var rundet af og vi så heldigvis ikke en eneste nissehue – det hele er så afslappet her!