En tidlig mandag morgen, en næsten tom parkeringsplads. Vi var de eneste der overnattede på hotellet om natten, men vi skulle tidligt op, have pakket bilen, spist morgenmad og så sydpå.
Det var en smuk morgen af køre afsted, det var næsten helt vindstille, så alt spejlede sig i de forskellige vande, vi kørte forbi.
En næsten tom parkeringsplads i det midtjydske. Det er som om der er en uendelig stilhed, ikke?
…og jo jo, vi er der også, men det var begyndt at blæsee, så meget at telefonen tippede da der skulle tages billede. Men vi kom da med….
Vi forlod Danmarks land i solskin og flagene blafrede i vinden, mælkebøtterne blomstrede, ikke alle træer var sprunget ud, trafikken var der ikke noget at skrive om…
Det var en dag, hvor mange insekter af forskellige slags sagde farvel, og mange af ligene efterlod klistrede substanser der var svære at vaske af. Men det skulle de jo, hvis vi skulle blive ved med at kunne se ud gennem forruden…
Der blev også tid til en kop tysk kaffe til os.
Nord for Hamborg kørte vi sammen med en hel masse gule biler. Ja vi kunne glæde os over at de ikke var røde, men køen afvikledes egentlig meget nemt.
Vi nåede Bremen hen på eftermiddagen og var glade over at vores tidsreserve inden lukketid ikke var blevet ædt af langvarige trafikpropper.
Møllen stod stadig Am Wall, vejret så ud som om der kunne komme en regnbyge, men det skete ikke og vi strøg rundt og ordnede nogle af vore mange indkøb.
Da vi trængte til en lille Verschnaufspause, besluttede vi at indlede iskaffe-sæsonen og det blev Stecher, som fik æren.
Vi havde bestilt bord hos Grashoff og der spiser man ikke sent, så vi nåede ikke alle vore indkøb – de må vente til en anden god gang. Vi valgte en af deres klassiske retter for sæsonen, nemlig hvide asparges fra området, nye kartofler og Katenschinken og en sovs, som vi kun husker for den gode smag – navnet har vi glemt.
Steen undrede sig over dette tilsyneladende trofæ i bistro’en. Ja, han troede at det var et symbol på at etablissementet havde vundet et eller andet prestigiøst, og spurgte selvfølgelig om det. Næh, det havde ejeren lavet, og når køkkenet havde en ret parat ringede de ikke på en klokke, næh, det var skeen der slog på glasset – bare et enkelt slag. Sympatisk, ikke?
Vi var egentlig ikke mere sultne, men lod os alligevel friste til en dessert. Steen valgte den klassiske flamberede crêpe og der er stadig ild i den, men jeg ved ikke om det kan ses. Selv valgte jeg en crême brulé lavet på mandelmælk, en skefuld is til – kan anbefales – og så med et glas tysk riesling til….
Det blev nat i Bremen og vi lukkede øjnene.