Morgenen kom som planlagt. Det var delvis overskyet, men der var da lidt blåt på himlen.
Morgenmaden blev startet med en omgang Bircher müsli.
Roland fik en lille morgenhilsen fra byen.
Og så var vi igen på motorvejene. Vi kørte gennem nogle regnbyger, som prøvede at vaske forruden ren for de sidste rester af afgående insekter, og vi kom til Kamener Kreutz med helikopterskulpturen, som vi har omtalt på tidligere rejser, og sagt at der ikke er mange kunstværker i det offentlige rum der bliver set af flere end dette.
Da vi kørte over Rhinen var det blevet tåget.
En tysk kaffetår blev der også tid til.
Skyerne var tunge i Belgien og det regnede da også af og til. Det gør det ofte når vi kører gennem Belgien. Der var også godt med trafik, men det er der vist næsten altid i Belgien.
Vi nåede også en kop dejlig Belgisk kaffe.
Frankrig forude, og grænsehusene – eller mon det hedder tolderhusene – var de ikke færdige med at rive ned. Måske har arbejderne også holdt ferie.
Vi kørte forbi velkomst-skiltet til Frankrig.
Vi kom hjem og havde fulgt ruten på kortet herover. Strækningerne Bremen-Münster og Liège-Chantilly er normalt de samme hver gang, variationerne indtræffer mellem Liège og Münster og afhænger af hvordan bilens navigator fortolker trafikforholdene.
Taskerne blev tømt og venter på at blive pakket væk, inden de næste gang skal tages frem og fyldes og ud på en ny tur.