Livet undervejs…

Sidder i lufthavnen – igen, skulle jeg til at skrive – og denne gang sidder vi i den afdeling, hvor der skænkes champagne, så den er vi da nødt til at smage lidt af, ikke? Men læg mærke til hvor spartansk vort lille måltid er – tørt brød. Og så er der lige lidt litteratur.

Livet skal nydes mens vi kan – og der skal leges mens man kan, og det kan man gøre ved at lave postkort på stedet og sende det med det samme til levering i Rolands lomme inden for de næste 10 sekunder!

Steen underholdt sig i flyet med at lave en “Bitstrips”-mand der skal ligne ham selv. Men han blev vist ikke helt færdig med den.

Inde i taxien – og en meget snakkesalig taxi-chauffør, der havde meget at fortælle. Selv om han kun havde boet i Manchester de sidste 5 år – efter at være vokset op i London og senere boet nogle år i Skotland – så var der ingen tvivl om at han var meget glad for at bo her, for her hilste folk på hinanden. Det gjorde man ikke i London mere….

Vi sidder og glæder os til hvad der venter os de næste par dage.

Installeret på hotelværelset tog vi et billede ud over byen, Steen havde bestilt early check in og værelset var klart. Nej, nej det regner ikke, hvad det ellers ofte gør i Manchester, næh det er glasset der trænger til at der kommer en vinduespudser forbi. Men det havde åbenbart væltet ned med regn her til morgen inden vi kom til byen…

Der er jo ikke noget med at sidde stille med benene oppe og kigge ud over byen, nej eftermiddagen var planlagt til at få Steens sommergarderobe up to date. Ja, ikke bare det at han overhovedet havde noget tøj at gå på arbejde i, men samtidig skal han jo også tænke på at det skal slides op som pensionist tøj. En af fordelene ved at købe mandetøj her er at han kan få det hele i samme butik, hvor der også er en ekspedient, som nærmest er blevet Steens personal shopping assistant og han giver nye udfordringer tøjmæssig! I dag blev der talt meget “causual”, “smart causual” og “formal” tøj-stil….

…og medens Steen hoppede ud og ind af bukser og jakker, kunne jeg gå og belære mig selv om forskellige kravetyper.

Nu var klokken blevet 19 vores central-europæiske tid, så nu trængte vi til en kop kaffe og blev anbefalet dette sted hvor vi endte med earl grey te…

…og lidt af en pecan-walnut-tærte til – ja, gaflen kunne selv stå i den, men den smagte udmærket. Vi spiste ikke det hele for vi skulle mødes til dinner om lidt over en time.

Vi mødtes på hotellet og der var bestilt bord til os på The Grill on the Alley. Pudsigt nok var det et af de spisesteder som vores taxichauffør havde anbefalet…

Vi valgte en af dagens retter: stegt andebryst med noget risotto til. Men det er ikke helt sandt, for det var bygotto. Der blev også tid til lidt vanilieis til dessert.

Imens blev der snakket og snakket og til sidst råbt og råbt, for der var levende musik og stuvende fuldt.

Der blev set billeder fra bestigningen af Ben Nevis forrige week-end.

Der blev også taget en selfie og vi kom da lige med allesammen. Det var en god aften.

Det var stadig lyst, da vi gik derfra. Ja, det var en god aften!

….og det havde været en lang dag for os, så det var dejligt at der i skuffen med hotellets tea-and-coffee-making-facilities også var en lyn-hurtig vandvarmer og te-poser med kamille.

Manchester City klokken lidt før 05:00 lokal tid. Det så ud til at blive en dag uden regn.

Vi gjorde noget helt usædvanligt for os. Vi tændte for fjernsynet på et hotelværelse! Jeg havde ved check in i går bemærket at der blev sagt at nu var der ikke længere hotel-brochurer og alle de andre løse papirer der altid findes overalt på hotelværelser – og som det første vi gør er at samle dem sammen i en bunke og lægge dem hen i et hjørne hvor de generer mindst. Nu er alle oplysninger at finde på TV’et og det synes jeg er er en skide god idé, og et lille skridt på vejen for at gøre hotelværelser papirløse.

I England er der ikke bircher-müsli til morgenmad. Der er i stedet porridge, så det tog vi selvfølgelig. De var portionsanrettede, men vi kunne altså kun spise halvdelen af den portion, der skulle jo også lige være plads til lidt ristet brød og lidt engelsk ost….

Nå, med en godt lagt bund af havregrød i maven skulle Steen allerførst have købt nogle sommerskjorter.

På vores fortsatte tur rundt i Manchester for at ordne et par små-indkøb bemærkede vi på en rulletrappe, at her bliver man belært om hvor og hvordan man skal stå på en rulletrappe. Der er ikke noget med at man står på hvert trin og man står kun 2 ved siden af hinanden.

Manchester er vel ikke Manchester uden levende musik og der var mange grupper og enkelt-personer der stod rundt omkring og spillede.

På et posthus blev der også købt frimærker til postkort.

Og så var det tiden hvor der skulle kigges efter støvlebutikker. Den første gav pote, idet der var en kompetent medarbejder der kunne måle og diskutere problemer og finde løsninger omkring den stadig hævede lilletå. Det blev til et par vandrestøvler, og Steen kunne glæde sig over ved skranken at blive spurgt om vi var medlem af en eller anden klub, for så ville han se om der var rabataftale med dette firma. Det viste sig at medlemsskabet af Flying Blue fra KLM/AF gav 20 % rabat i denne butikskæde!

Tilbage på hotelværelset blev vores små-indkøb sat på sengen….

Nå, der blev ikke lang tid til at sidde med benene oppe. Det var afsted igen! Vi ville lige have en kop te og en sandwich, men, men, men – vi løb ind i englændernes frokostpause. Først var der ventetid på at få et bord og vi stod pænt i kø og ventede. Derefter fik vi at vide at der var ½ times ventetid på varm mad. Mens vi ventede på maden nåede vi at skifte borde 3 gange. Første gang var da vi skiftede fra bordet ved døren hvor der var træk fordi den gik op og i hele tiden til bordet lige ved siden af hvor personalet satte det brugte porcelæn (det larmede uhyggeligt). Anden gang da vi skiftede derfra til bordet ved WC-døren hvor folk stod i kø og man kunne høre hver eneste lyd derude fra. Tredie gang da vi skiftede til et bord ved vinduet, hvor vi så spiste. Maden var blevet færdig i mellemtiden. Ja, man kan godt bruge en halv times ventetid til noget.

Vi havde besluttet at bruge nogle timer om eftermiddagen på et nærliggende museum, som vi ofte har besøgt. Denne gang hed deres særudstilling “Time Machine” og værkerne var lavet af en portugisk kunstnerinde.

Den første udstillingsgenstand vi så var denne, og Steen udbrød: “Sådan en bil havde min far!” og mit spørgsmål var om den også var dekoreret på samme måde som den vi stod foran nu. Det var den naturligvis ikke og man kan reflektere om man i denne installation egentlig vil skyde sig selv og alle de, der kommer bagefter en…

Bilen var fyldt med “plysdyr” og Lucky Luke, og man kan spørge selv om de vil dø eller overleve denne tidsmaskine….

Det næste udstillingsgenstand var en helikopter besat med flamingo-fjer. Ja det er en rigtig helikopter – eller har været, skal vi nok sige…

Der var en 20-30 mintter lang film hvor vi fulgte en gammel 3 hjulet bil i Portugal køre til en Fatima shop, og den næste udstillede genstand var den 3-hjulede bil stående i et mørkt rum…

… og når vi kiggede ind i den overdækkede last-rum, så vi dette i et par øjeblikke medens lysene var tændt. Måske var tiden så kort for at undgå at Fatima-figurerne smeltede alt for hurtigt. Derefter slukkedes lyset og så kunne vi stå og vente på at de blev tændte igen, måske var det tidsmaskinen til hvornår voksfigurene smeltede

Den sidste genstand var disse tre dynamiske skulpturer lavet of dampstrygejern. Tilsammen hed de “Full steam ahead” og de skiftedes til at åbnes og lukke sig – altså, strygejernene løftede sig og af og til sprøjtede de damp ud. En ganske sjov ide som egentlig var fængslene at se på. Her ses de delvis og helt løftede.

Vi var også lige igennem en udstilling med skulpturer, hvor der var både gamle og nye. Dette var en af de nyere og den er lavet af cigaretter…

Denne krage var lavet af en gammel paraply og kragen er selvfølgelig parat til at tage/spise en anden gammel paraply. Hvad hånden skal forestille i denne skulptur har jeg ingen ide om.

Steens telefon skulle selvfølgelig bimle og bamle. En ejendomsmægler ringede…

Dette ordsprog fik mig til at tænke på en ung mand, der ikke har så lang tid tilbage på denne jord og hans 2 døtre, som vel begge er omkring de 10 år, og deres sidste minderige øjeblikke sammen….

Lige en kop kaffe inden vi forlod museet. Kopperne var med størrelse på suppeterriner, og kaffen var tilsvarende tynd, så det var ikke mange slurke vi tog af den og levnende mere end det halve 

Ude på gaden skulle løbeuret lige finde satelliter nok til at bestemme positionen.

Steen var henne for at hente sine oplagte bukser og imens han prøvede dem studerede jeg dagens strømpemode for engelske gentlemen.

Tilbage på hotellet efter en oplevelsesrig eftermiddag var det som om at nu trængte vi til et glas vin. Følgende naturens kalden gik vi ned i hotellets bar, hvor bordbytningen fortsatte. Vi endte vist ved nummer 3…

Videre skulle vi, for vi havde aftalt møde på en italiensk restaurant San Carlo. Det viste sig at være et ganske og aldeles dejligt sted med en meget velduftende atmosfære. Steen og jeg tog en fiskeret der indeholdt flere forskellige slags fisk, ganske dejligt.

Den blev omhyggeligt anrettet af en italiensk tjener.

Vi snakkede og snakkede så meget at tjenere måtte rundt flere gange før vi havde fået set på dessertkortet, men det fik vi og det fortrød vi ikke.

En af de venlige italienere tog et billede af os. Som det fremgår af billedet her er restauranten meget rummelig og alle virkede glade. Ja, det hele var meget italiensk. Vi gik alle 4 mætte og meget tilfredse og glade over at have tilbragt en dejlig aften i godt selskab tilbage til hotellets bar til en night-cap indtil  de unge tog en taxi til banegården. Restauranten var stuvende fuld hele tiden, så snart et bord var tomt blev det lynhurtigt besat med nye sultne mennesker….

Fra hotel-baren tog vi vores vinglas og hvad der stadig var i dem med op på værelset og Steen legede lidt med nogle apps på telefonen og han fik dette billede, næsten som et gammeldags ridset postkort.

Rådhusets ur viser at klokken er næsten 5 om morgenen. Det ser overskyet ud, men ingen regn. Tilbage i sengen og sove et par timer mere tænkte og gjorde Steen.

Senere var der lige det der med at huske at få mobiltelefonen med ned til morgenmaden.

En lille del af den dejlige morgenmadsbuffet her på hotellet. Men ingen porridge til os i dag. Vi skulle mødes til frokost med sønnike og veninden.

Og snart sad vi i en taxi…

…på vej til Manchester Piccadilly station.

Vi stod i en lang kø, men der herskede ro og orden som der gør i køer i England og fik købt os et par dags-billetter der var gyldige i et stort område omkring Manchester.

Her er flere forskellige togselskaber der kører de samme ruter og der er forskellige priser på dem, men vores billetter gjalt dem alle og vi vores tog var med Northern.

Afgangen var præcis og det blev tekstet til Roland.

De unge mennesker var på stationen i Maccelesfield, en by der var kendt for at der tidligere blev blevet vævet silke. Derfor kaldes den lokale fodboldklub “silkeklubben” eller noget lignende. Restauranten var blevet startet med en svensk kok og var kommet lidt svært fra starten fordi ejerinden ikke anede en disse om at drive restaurant. Så var en fra en eller anden tv-udsendelse kommet til hjælp for at få den igang og derefter var den blevet en succes.

Steen måtte have sig en Åbro lager som slet ikke hedder en Åbro i England, men selvfølgelig en Abro!

Vi valge en røget markrel med rødbede/æble salat og det var en dejlig frokost. Jeg nøjedes med perlende mineralvand til.

Ja, vi var alle glade og tilfredse med stedet og maden.

Os, vi skulle videre i dagens planlægning og var tilfredse med vores private chauffør.

Mr. Pickles sad og ventede på os og håbede at Steen ville levne noget pizza til ham, men han blev skuffet for der var ingen pizza og vi mødte desværre ikke søsteren Mermite igen. Hun havde lidt trafikdøden siden sidst vi var der, sådan er det med katte, de lever deres eget liv og det skal de også…

Vi gik en lille eftermiddagstur rundt i byen og havde ikke før set den lokale “smedie”. Prøv at lægge mærke til hvordan hesten og rytteren er integreret i stakittet. Fremragende lavet. Det ser jo ud som om den er ved at springe over!!!

På ruten vi gik var der opstillet en ny oplysningstavle og der var en del pegen og diskuteren – og os, vi var bare turister….

Tilbage hos de unge mennesker prøvede vi at se hvilke planter vi kunne genkende som ukrudt og hvilke som haveplanter. Egentlig noget mærkeligt at gøre for alt har jo sin ret til at gro. Det eneste man skal sørge for er at ingen planter kvælver alt det andet og bliver enerådige.

Udsigtsterrassen er under udarbejdelse og der var også tid til at nyde udsigten derfra selv om den ikke ses fra dette billede…

Dagen gik hurtigt og inden vi så os om var vi på vej ind i The Red Lion, hvor der var bestilt bord til os.

Der blev bestilt vand og hvilket navn til en vand: “Prinsen af naturligt vand”

Nu var det jo ikke kun vand vi kom for at få. Stedet er blevet kendt for sin franske løgsuppe. Det blev anmeldt af nogle spise-skibenter og de lovpriste suppen, som havde kogt i 48 timer. Så selvfølgelig skulle vi smage den og den var god, rigtig god.

Nu havde suppen stået som en forret, så vi havde også bestilt en hovedret, men ingen af os kunne spise den op. Retfærdigvis skal siges at den også var meget velsmagende og noget af det grønne er grønkål, så det har englænderne også. Hvorfor mon vi aldrig ser det i Frankrig?

Vi blev kørt til Disley station og det var vinke, vinke og tak for en dejlig dag.

Toget kom og kørte os tilbage til Manchester.

Tilbage på hotelværelset så vi solens næsten vandrette belysning af byen og Union Jack. Gad vide hvorfor flaget har det navn?

The size and power of the Royal Navy internationally at the time could also explain why the flag was named the “Union Jack”; considering the navy was so widely utilised and renowned by the United Kingdom and colonies, it is possible that the term “Jack” occurred because of its regular use on all British ships using the “Jack Staff” (a flag pole attached to the bow of a ship). The term ‘Union Jack’ possibly dates from Queen Anne’s time (r. 1702–14), but its origin is uncertain. It may come from the ‘jack-et’ of the English or Scottish soldiers, or from the name of James I who originated the first union in 1603. Even if the term “Union Jack” does derive from the jack flag, after three centuries, it is now sanctioned by use and has appeared in official use, confirmed as the national flag by Parliament and remains the popular term.

Det så ud til at blive en meget smuk dag, og det kan jeg også godt røbe, at det blev. Nu er der nogen, der mener at sommeren starter den 1. juni og den første dag i sommeren 2014 var dejlig sommerlig.

Jeg tog ingen havregrød til morgenmad, men i bunden af tallerkenen her er der hvad englænderne kalder græsk yoghurt, men det er bestemt slet ikke som den danske græske yoghurt, denne er mere som almindelig A38 eller lignende, dog mere syrlig. Den er ganske dejlig. Oven på yoghurten et drys af hvad de her kalder bircher müsli – der er nok det hele til en bircher müsli, men i tør form. Oven på det friske røde frugter og et drys kerner. Jeg var tilfreds med hvad jeg havde fået blandet sammen!

Mens vi ventede på elevatoren – og nej, vi tager ikke trapperne til 12. etage – fik vi øje på denne herlige bænk. Ja, det er en bænk og den bliver brugt.

Og nej, vi gik heller ikke til stationen denne smukke sommervejrs-morgen.

Steen følte sig stadig ikke overbevist om at sommeren var begyndt og havde stadig jakken på, da taxi-manden skullle betales. Englænderene vidste at sommeren var begyndt, de havde fundet sommertøjet frem.

I dag skulle vi med toget der gik til Buxton.

Vi stod af i Middlewood, som vi havde fået besked på. Vi skulle nemlig ud og gå en tur på The Middlewood Way.

Middelwood Way er en gammel jernbane, hvor skinnerne er taget op og nu er det en gå/cykle/ride/løbe sti.

Steen sender sms, stadig påklædt som var det forår og ikke sommer.

Ja, jeg havde fået fleecen om livet og smøget skjorteærmerne op.

…og som aftalt så mødte vi et par unge mennesker der var gået ruten op for at vi kunne gå ruten sammen ned. Den rute vi gik var knap 8 kilometer lang, så de unge mennesker gik næsten det dobbelte.

De vidste at det var sommer og havde fundet sommertøjet frem.

Undervejs gik vi op i en lille by der lå ved banelinien. De unge, der havde gået langt og os der ikke havde gået så langt endnu, var blevet enige om en is her i sommervarmen ville være på sin plads.

Vi tog også hvad vi troede var en selfie, men fik at vide at en selfie er, når der kun er en person på pilledet, hvilket egentlig er logisk nok, men når der er flere på, hedder det en groufie.

Undervejs blev vi belært ved forskellige tavler. Ja, altså kun hvis vi læste hvad der stod på dem 

Der var smukke engelske landskabs-scener at kigge på undervejs.

Vi kom til Bollington og gik lige ud på jernbanebroen for at se den smukke udsigt derfra. Der foregik en eller anden begivenhed nede på “green’en”, som de unge mennesker havde læst om, men det var de ikke blevet meget klogere af. Nede på parkeringspladsen til højre i billedet havde Roland parkeret bilen og det viste sig at være en velvalgt skyggeplads.

Men inden vi gik ned til bil tog vi her på jernbanebroen  en groufie og vi kan se at Steen nu har fået smøget ærmerne lidt op på trøjen. Jeg har smøget mine skjorteærmer ned for insekterne, men det var nu altså for tidligt på sommeren til at de var kommet på vingerne endnu…

Vi kørte hen til Bulls Head på Wilmslow Road midt mellem hvor Roland bor og hvor han arbejder. Her var der bestilt frokostbord til os…

Vi sad ude på terrassen og spiste. Det gjorde alle de andre også. Nej, jeg husker at der også sad nogen inden for, men jeg fik en dejlig quiche med asparges og laks og masser af mineralvand til.

Senere på eftermiddagen var det planlagt at Steen og Roland skulle ud at køre en lille tur, men først skulle forruden gøres ren.

Steen fik lært hvordan man sætter sig ind i denne bil og  fik tilpasset sikkerhedsselerne, der har stropper over begge skuldre og maven, og alle samles i den røde lås. Som at sætte sig i en Spitfire fra 2. verdenskrig, mente han.

Der blev bakket ud og ned.

…og d’herrer var parat til at køre derudaf. Dog blev Steen anbefalet at tage hatten af hvis han ville havde den med tilbage til Paris.

Sådan! God tur.

Roland kørte ham en god runde oppe bakkerne. Måske skal Steen have en tube Brylcreme med på næste Englandsrejse…

…og han kunne fornemme hvordan udsigten er fra en racerbil. Hvad der ikke kan fotograferes er fornemmelsen af hver ujævnhed i vejen, støjen fra differentialet, lidt benzinlugt og gas fra udstødningen en gang i mellem – og især ikke fornemmelsen af acceleration, der er formidabel!

Legetøj for store drenge 

Køreturen må have givet yderligere energi, for nu var der lige lidt DIY som skulle ordnes, bla. at gøre sommerbordet parat til sommeren.

Huset senest ankomne beboer er “Småkage”. Den er ikke helt venlig endnu, men den har også kun boet der et par måneder. Hos gæsterne skal den i alt fald ikke sidde endnu, men den lod sig da fotografere…

Nu var det igen vinke, vinke og farvel og tak for en vel tilrettelagt weekend med mange forskellige oplevelser og indtryk. Denne gang er det Whaley Bridge i baggrunden.

Vi ventede på toget nogle minutter og vidste jo at man gerne skal små-snakke med andre medrejsende, og da Steens interesse for teknik var blevet vækket under køreturen med Roland, snakkede han med et par damer om teknikken på deres mountain bikes. Den ene af damerne fortalte om sit horn – eller skulle jeg sige cykel-klokke – der kunne udstøde en båt-lyd der ikke stod tilbage for en stor lastbils eller et stort krydstogtsskib. Hornet var drevet af trykluft og blev demonstreret og vi var helt med på, hvad hun mente, da hun sagde at en almindelig ringeklokke hører folk ikke, men dette horn fik dem til at danse mærkværdige danse….

Toget kom og vi steg alle om bord og kørte til Manchester.

Tilbage på hotellet gik vi ned og tog os et glas vin og blev enige om at tage en sandwich. Vi var godt nok blevet budt på aftensmad hos de unge mennesker, men valgte at tage tilbage til byen, og klokken var da også blevet 20, inden vi kunne skåle og være tilfredse med endnu en dejlig dag.

og vi glædede os over at vi havde fået et postkort 

Mandag morgen. Udsigten er fra vente-på-elevator-hjørnet på 12. etage, hvor der ligger nogle af dagens aviser. Vi er i et land hvor der stadig er mange papiraviser. Måske ligger der for at man kan sætte sig og læse en mens man venter på elevatoren, og samtidig kan man snuppe sig en god-bid fra skålen med æbler… Nu er der bare det, at elevatorene er ret hurtigte og der er 3 af dem…

En af nyhederne på forsiden var at Churchill’s yngste datter var død, og i disse dage bliver der jo også talt meget om landingen i Normandiet for 70 år siden…

Steen fik hentet sine sommerskjorter og sin Harrington, kufferterne fik vi pakket og tog en taxi til lufthavnen. Hvad der er værd at bemærke her er hvordan taxichaufføren har monteret en æske engangsservietter på solskærmern 

I lufthavnen lavede Steen et digitalt postkort.

Fjernsynet var der tændt for. Jeg havde nær skrevet “som altid i lufthavne”. Her drejede det sig også om D-Day, men fokus var på historien om en soldat, der gik i land sammen med sine soldaterkammerater med den forskel at han ikke havde et våben i hånden, men sin sækkepibe som han spillede på.

William “Bill” Millin (14 July 1922 – 17 August 2010), commonly known as Piper Bill, was personal piper to Simon Fraser, 15th Lord Lovat, commander of 1 Special Service Brigade at D-Day. Millin is best remembered for playing the pipes whilst under fire during the D-Day landing in Normandy. Pipers had traditionally been used in battle by Scottish and Irish soldiers. However, the use of bagpipes was restricted to rear areas by the time of the Second World War by the British Army. Lovat, nevertheless, ignored these orders and ordered Millin, then aged 21, to play. When Private Millin demurred, citing the regulations, he recalled later, Lord Lovat replied: “Ah, but that’s the English War Office. You and I are both Scottish, and that doesn’t apply.” He played “Hielan’ Laddie” and “The Road to the Isles” as his comrades fell around him on Sword Beach. Millin states that he later talked to captured German snipers who claimed they did not shoot at him because they thought he was crazy.

Efter et glas hvidvin lavede jeg mig en kop sort kaffe og tog en flapjack til. Navnet på kagen lærte jeg af en venlig dame.

A flapjack, muesli bar, cereal bar, or granola bar is a sweet tray-baked oat bar made from rolled oats, butter, brown sugar and golden syrup. The item is known as a “flapjack” in the United Kingdom, the Isle of Man and Ireland and as a “muesli bar” or “cereal bar” in Australia and New Zealand. In other countries, including Canada, the United States, and South Africa, such products are referred to as “granola bars”.

Vi kunne fra vinduerne se at vores Air France maskine ankom. Så skulle de rejsende der nu kom til Manchester ud af maskinen, den skulle gøres ren og vi skulle ind i den. Nu havde det holdt sig tørt hele tiden mens vi var i Manchester, men da vi kom til lufthavnen kom der nogle få dråber, og det ser ud som om der kommer mere regn…

Undervejs i luften sagde vi ja til den tilbudte lille bakke med småbidder, frugtsalat og chokolade, sagde også ja til lidt hvidvin og perlende vand. Og så gik tiden hurtigt og glassene, eller jeg skulle nok skrive plastikbægerne, blev tømt som det sidste og så landede vi i CDG.

….og kufferterne kom rimelig hurtigt – dejligt!

Vores venlige taxi-chauffør ventede på os.

…og han havde fundet sommerskjorten frem. Han kørte os hjem og så var endnu en tur til ende.