Manchester City klokken lidt før 05:00 lokal tid. Det så ud til at blive en dag uden regn.
Vi gjorde noget helt usædvanligt for os. Vi tændte for fjernsynet på et hotelværelse! Jeg havde ved check in i går bemærket at der blev sagt at nu var der ikke længere hotel-brochurer og alle de andre løse papirer der altid findes overalt på hotelværelser – og som det første vi gør er at samle dem sammen i en bunke og lægge dem hen i et hjørne hvor de generer mindst. Nu er alle oplysninger at finde på TV’et og det synes jeg er er en skide god idé, og et lille skridt på vejen for at gøre hotelværelser papirløse.
I England er der ikke bircher-müsli til morgenmad. Der er i stedet porridge, så det tog vi selvfølgelig. De var portionsanrettede, men vi kunne altså kun spise halvdelen af den portion, der skulle jo også lige være plads til lidt ristet brød og lidt engelsk ost….
Nå, med en godt lagt bund af havregrød i maven skulle Steen allerførst have købt nogle sommerskjorter.
På vores fortsatte tur rundt i Manchester for at ordne et par små-indkøb bemærkede vi på en rulletrappe, at her bliver man belært om hvor og hvordan man skal stå på en rulletrappe. Der er ikke noget med at man står på hvert trin og man står kun 2 ved siden af hinanden.
Manchester er vel ikke Manchester uden levende musik og der var mange grupper og enkelt-personer der stod rundt omkring og spillede.
På et posthus blev der også købt frimærker til postkort.
Og så var det tiden hvor der skulle kigges efter støvlebutikker. Den første gav pote, idet der var en kompetent medarbejder der kunne måle og diskutere problemer og finde løsninger omkring den stadig hævede lilletå. Det blev til et par vandrestøvler, og Steen kunne glæde sig over ved skranken at blive spurgt om vi var medlem af en eller anden klub, for så ville han se om der var rabataftale med dette firma. Det viste sig at medlemsskabet af Flying Blue fra KLM/AF gav 20 % rabat i denne butikskæde!
Tilbage på hotelværelset blev vores små-indkøb sat på sengen….
Nå, der blev ikke lang tid til at sidde med benene oppe. Det var afsted igen! Vi ville lige have en kop te og en sandwich, men, men, men – vi løb ind i englændernes frokostpause. Først var der ventetid på at få et bord og vi stod pænt i kø og ventede. Derefter fik vi at vide at der var ½ times ventetid på varm mad. Mens vi ventede på maden nåede vi at skifte borde 3 gange. Første gang var da vi skiftede fra bordet ved døren hvor der var træk fordi den gik op og i hele tiden til bordet lige ved siden af hvor personalet satte det brugte porcelæn (det larmede uhyggeligt). Anden gang da vi skiftede derfra til bordet ved WC-døren hvor folk stod i kø og man kunne høre hver eneste lyd derude fra. Tredie gang da vi skiftede til et bord ved vinduet, hvor vi så spiste. Maden var blevet færdig i mellemtiden. Ja, man kan godt bruge en halv times ventetid til noget.
Vi havde besluttet at bruge nogle timer om eftermiddagen på et nærliggende museum, som vi ofte har besøgt. Denne gang hed deres særudstilling “Time Machine” og værkerne var lavet af en portugisk kunstnerinde.
Den første udstillingsgenstand vi så var denne, og Steen udbrød: “Sådan en bil havde min far!” og mit spørgsmål var om den også var dekoreret på samme måde som den vi stod foran nu. Det var den naturligvis ikke og man kan reflektere om man i denne installation egentlig vil skyde sig selv og alle de, der kommer bagefter en…
Bilen var fyldt med “plysdyr” og Lucky Luke, og man kan spørge selv om de vil dø eller overleve denne tidsmaskine….
Det næste udstillingsgenstand var en helikopter besat med flamingo-fjer. Ja det er en rigtig helikopter – eller har været, skal vi nok sige…
Der var en 20-30 mintter lang film hvor vi fulgte en gammel 3 hjulet bil i Portugal køre til en Fatima shop, og den næste udstillede genstand var den 3-hjulede bil stående i et mørkt rum…
… og når vi kiggede ind i den overdækkede last-rum, så vi dette i et par øjeblikke medens lysene var tændt. Måske var tiden så kort for at undgå at Fatima-figurerne smeltede alt for hurtigt. Derefter slukkedes lyset og så kunne vi stå og vente på at de blev tændte igen, måske var det tidsmaskinen til hvornår voksfigurene smeltede
Den sidste genstand var disse tre dynamiske skulpturer lavet of dampstrygejern. Tilsammen hed de “Full steam ahead” og de skiftedes til at åbnes og lukke sig – altså, strygejernene løftede sig og af og til sprøjtede de damp ud. En ganske sjov ide som egentlig var fængslene at se på. Her ses de delvis og helt løftede.
Vi var også lige igennem en udstilling med skulpturer, hvor der var både gamle og nye. Dette var en af de nyere og den er lavet af cigaretter…
Denne krage var lavet af en gammel paraply og kragen er selvfølgelig parat til at tage/spise en anden gammel paraply. Hvad hånden skal forestille i denne skulptur har jeg ingen ide om.
Steens telefon skulle selvfølgelig bimle og bamle. En ejendomsmægler ringede…
Dette ordsprog fik mig til at tænke på en ung mand, der ikke har så lang tid tilbage på denne jord og hans 2 døtre, som vel begge er omkring de 10 år, og deres sidste minderige øjeblikke sammen….
Lige en kop kaffe inden vi forlod museet. Kopperne var med størrelse på suppeterriner, og kaffen var tilsvarende tynd, så det var ikke mange slurke vi tog af den og levnende mere end det halve 
Ude på gaden skulle løbeuret lige finde satelliter nok til at bestemme positionen.
Steen var henne for at hente sine oplagte bukser og imens han prøvede dem studerede jeg dagens strømpemode for engelske gentlemen.
Tilbage på hotellet efter en oplevelsesrig eftermiddag var det som om at nu trængte vi til et glas vin. Følgende naturens kalden gik vi ned i hotellets bar, hvor bordbytningen fortsatte. Vi endte vist ved nummer 3…
Videre skulle vi, for vi havde aftalt møde på en italiensk restaurant San Carlo. Det viste sig at være et ganske og aldeles dejligt sted med en meget velduftende atmosfære. Steen og jeg tog en fiskeret der indeholdt flere forskellige slags fisk, ganske dejligt.
Den blev omhyggeligt anrettet af en italiensk tjener.
Vi snakkede og snakkede så meget at tjenere måtte rundt flere gange før vi havde fået set på dessertkortet, men det fik vi og det fortrød vi ikke.
En af de venlige italienere tog et billede af os. Som det fremgår af billedet her er restauranten meget rummelig og alle virkede glade. Ja, det hele var meget italiensk. Vi gik alle 4 mætte og meget tilfredse og glade over at have tilbragt en dejlig aften i godt selskab tilbage til hotellets bar til en night-cap indtil de unge tog en taxi til banegården. Restauranten var stuvende fuld hele tiden, så snart et bord var tomt blev det lynhurtigt besat med nye sultne mennesker….
Fra hotel-baren tog vi vores vinglas og hvad der stadig var i dem med op på værelset og Steen legede lidt med nogle apps på telefonen og han fik dette billede, næsten som et gammeldags ridset postkort.