Livet undervejs…

08:45 var udsigten således. Ikke meget lys på himlen. Ifølge røgfanerne i baggrunden blæste frisk vind fra sydøst.

På vej til Magasin du Nord bemærkede vi, at det Kongelige Theater flagede på halv stang…

Vi mente, at det var i anledning af noget i forbindelse med Ludvig Holberg (evt. hans dødsdag), for vi har før set flaget på halv stang den 30. december og ham forsynet med en tyk laurbærkrans. Men han døde den 28. januar, så det kan ikke være den årsag, vi først troede – så hvorfor mon der flages på halv stang og hvorfor har Ludvig fået den krans? Nå, der er så meget man ikke ved….

Kronprinsens Palæ på Amalienborg flagede på hel stang, så Frederik må have været hjemme. Mors palæ renoveres, så hun er måske på Fredensborg Slot for at forberede nytårstalen

Jeg tog S-toget for at tage på besøg i Gentofte…

…og kunne ikke lade være med at reflektere lidt over den lokale havnefront og synes, at vi da boede væsentligt mere sympatisk ved havnen i Struer

…og så fik jeg afprøvet mit rejsekort. Det virkede fint og jeg slap for det sædvanlige postyr med at finde klippekort frem, og få købt ekstra, fordi der ikke var nok til overs fra sidste besøg i byen.

Inge havde holdt dagsrytmen med kaffepause hos Emmery’s og i dag kunne hun læse avisen i fred og ro. Jeg var jo ikke til at forstyrre og det tror jeg nok, at hun nød.

…og så havde hun haft timingen helt rigtig denne gang

Jeg havde et hyggeligt besøg med velsmagende frokost hos Henrik og Anni i deres nye hus – et dejligt og velbeliggende hus, lige det de havde ønsket sig! Fint når den slags kan gå i opfyldelse. Min retur til byen gik – på deres opfordring – denne gang med bus til Nørreport Station. Den rute havde jeg aldrig prøvet før og det gik forbavsende hurtigt at komme derind.

Vi mødtes med Marie og hendes veninde Anette til et glas vin hos Café Victor, som havde været så elskværdig at reservere os et bord. Og det var godt, for der var propfyldt! Altid dejligt at mødes med Marie, vi har bare så meget at snakke om, men de unge damer havde en kørelejlighed til Hornbæk omkring klokken 20, så farvel og tak for denne gang. Vi ser frem til den næste, hvor vi igen bare fortsætter, hvor vi slap i dag…

Da de unge var gået, sluttede Inge og jeg af med en løgsuppe. Lige hvad vi trængte til – ikke for meget, ikke for lidt. Og den var go’!
Endnu en dag var til ende. Den havde været fuld af oplevelser af den ene eller anden slags, men havde også åbnet spørgsmål, som vi måske/måske ikke finder svaret på en skønne dag. Om vi så gør det eller ej, så vil dagens oplevelser forblive gode minder!

Rolands fødselsdag
Han må have opført sig nogenlunde pænt i det forgangne år, siden det kan smitte så fint af herovre ved Øresund…

D’Angleterre flagede behørigt – det er ikke mig, som  har fortalt dem, at det i dag er Rolands fødselsdag

Vi havde forskelligt, vi gerne ville kigge nærmere på hos Illums Bolighus. Jeg var for eksempel interesseret i stegepander og især hvordan de ligger i hånden. Det grinede Inge lidt af, for jeg kan jo ikke jonglere med en pandes indhold ligesom TV-kokkene – og hvor meget mad er det nu lige, at jeg laver Ja, vi kiggede også på ure, og hvilket ur er det lige, at man gerne vil se tiden på?

I posen er der “radioknapper” og marcipanbrød. I butikken blev vi overrasket over, at der ikke som normalt var propfuldt i caféen. Forklaringen er, at La Glace har udvidet markant og de gæster, som ellers ville have siddet tæt nu i lokalet ved siden af disken, har nu god plads at fordele sig på. Udvidelsen har ikke påvirket kvaliteten

…og så en tur op langs kajen for at gøre de sidste indkøb inden lukketid.

Vi kunne igen konstatere, at Rigets Flag vejede smukt i vinden, at Mastekranen stadig stod, hvor den plejer og at museums-krigskibet “Peder Skram” stadig lå ved kaj og holdt sig flydende. Meget tilfredsstillende, og jeg ville gerne have haft min far med på denne gåtur. Man kan komme ombord på “Peder Skram” og det ville han have nydt enormt!

Jeg skal ikke afsløre, hvad vi har købt, men mere bruge billedet til at illustrere, at der skulle handsker på herude i vinden.

Og så – 3 minutter i 6 – tændte vi for fjernsynet…

…for at se og høre Dronningens nytårstale. Hun fik rodet lidt rundt i sine papirer, men var ret cool med hensyn til at få styr på situationen. Jeg vil hellere se et statsoverhoved eller minister on-line med de småfejl, der måtte komme i udsendelsens løb, end de sammenklippede studieoptagelser statsministre benytter sig af, for det giver et falsk indtryk af, at de er perfekte.
Tidligere kiggede Dronningen ofte på kameraet og det var nemt at få et billede af hende i den situation, men i år havde hun øjnene i papirerne næsten hele tiden. Det ville jeg også have haft :-)))

Vi spiste aftensmad på d’Angleterre. Maden var god, de havde valgt minimale zen portioner, og det skal ikke forstås sådan, at vi ikke blev mætte, men mere at de havde valgt de små portioner, noget man stort set ikke ser mere. Maden var velsmagende og det var ikke lynmad, tværtimod, for der ikke var tvivl om, at de intense smagsindtryk var resultaterne af lang tids tilberedning – eller hvordan kokke nu vil udtrykke det.
På den negative konto kan man måske notere, at vi knap havde tømt tallerkenen, før næste ret stor der.
Og åh nåja, så var deres servietringe af kohorn. Ja, det tror jeg de var og at de kommer ude fra Hornfabrikken i Bøvlingbjerg. Vi må huske at spørge fabrikanten, næste gang vi kommer derud. Sidst fortalte de, at de har lavet 30.000 æggeskeer til Georg Jensen . dog med den klausul, at de ikke måtte sælge dem selv. Det skulle kun ske via Georg Jensens butikker.  I den på Amagertorv så vi æggeskeerne i en eksklusiv æske med 4 skeer i, som var placeret ved siden af Georg Jensens æggebægre. Vi har også servietringe derude fra, men vi valgte nogle halvsmalle -måske skal vi opgradere os selv med brede servietringe, så det hos bliver ligeså “fint” som på d’Angleterre :-)))))))

Københavnerne holdt sig ikke tilbage med hensyn til fyrværkeri. Her et kig ud omkr. 20:20.

23:59 strømmede “Admiralens” nytårsgæster ud på kajen – som sædvanligt – for at at se på fyrværkeri, men vi havde prime pladser på 4. sal og vi kunne stå inde i varmen med åben vindue/balkon-dør.

… og de blev ikke skuffet, for præcis 00:00 gik de igang ovre på plænen ved Operaen!

…de måtte dog vente 10 minutter før “Admiralens” eget show startede ovre på Kvæsthusbroen.Det var lige så stort og langvarigt som sidste år

Inge snuppede dette billede af fyrværkerifotografen – det illustrerer fint, hvor voldsomt det gik for sig udenfor

Men så faldt roen over byen. Endnu en dag – ja, også endnu et år var til ende. Roland var blevet et år ældre og vi havde fejret nytåret, for mig det første som pensionist – og jeg kan kun spørge mig selv om, hvor er tiden dog blevet af, andre kan jo ikke svare

Vi sagde “Godt Nytår” til hinanden og var på banen 07:30. Og nej, jeg er ikke beruset, selv om jeg ser dobbelt…

Dog måtte maven vente en halv time til der var morgenmad nedenunder. Det havde jeg naturligvis glemt, siden vi fik beskeden – det havde Inge ikke, og hun stak denne besked hen under næsen på mig. Men sådan var det vist også sidste år

I går besluttede jeg at ville fotografere fregatten i “Admiralens” lobby her til morgen. Jeg har fra første besøg for mange år siden her på hotellet syntes om dette skib som tema-rigtig dekoration. Fregatten er opstillet af Orlogsmuseet, hvilket dengang (for 25+ år siden ?) forårsagede kritiske røster, men som den ansvarlige for udstilling af museets modeller (en vis Hr. Munthe Morgenstierne) sagde: “Det er i alle tilfælde den eneste museums-udstilling, som har åbent hele døgnet, året rundt!” – og det synes jeg var helt fint svaret. Denne skibemodel virker fantastisk godt her i hotellets foyer og den ses af et stort internationalt publikum, som ikke ville ulejlige sig med, eller have tid til, at gå på Orlogsmuseet for at se skibet og modelsamlingen i øvrigt.

Normalt står kanonerne udenfor hoveddøren. Jeg antager, at de er bragt indenfor i anledning af nytårsaften for at undgå at de bliver beskadiget af fulde folk.

Vi lever sundt hver morgen – her den typiske åbning på måltidet, når vi er på “Admiralen”.

Københavnervejret var gråt, måske vejret ville vaske al fyrværkerirøgen væk. Det småregnede egentlig ikke, det var bare gråt i gråt…

Nu er vi ikke så kendte med at skulle til Hovedbanegården, så vi var der i ret god tid. Men det gjorde ikke noget, for vi så, at DSB havde en lounge og tænkte, at den kunne vi da med fordel benytte. Det kunne vi dog ikke, for selv om DSB sælger 1′-billetter og fragter passagerer i dag har selskabet skruet servicen ned – uden at skrue billetprisen ned. Jeg tager det som et tegn på, at DSB ikke har konkurrence. Den var ikke gået i en lufthavn, hvor der er konkurrence blandt flyselskaberne

…men så kunne vi kigge på Hovedbanegårdens adspredelser. Som dreng ville jeg have bedt mine forældre om penge til at få toget til at køre – det er jeg helt sikker på – og min far ville have været motiveret. Det ville jeg også have været, hvis Roland i drengeårene havde spurgt mig om det, men jeg husker ikke at have været i den situation . Og idag puttede jeg ikke penge i – det skulle jeg måske gøre næste gang

Jeg havde købt billet hos DSB online og også samtidig bestilt pladsbilletter. Det gav problemer netop i dette øjeblik. Der var 2 sektioner i toget – en i hver ende af togstammen- der gik til Struer. Jeg havde pladser i vogn 81 og den stod til Struer via Aarhus. Inge mente, at vi skulle sætte os ind i den sektion der gik via Herning, men jeg var tro mod min pladsbillet og styrede mod vogn 81 helt oppe i spidsen af toget. Konduktøren så billetten og argumenterede som Inge – naturligvis, for det var det fornuftige – og på min bekymring om ledige pladser  i den anden ende af togstammen, sagde han, at det ikke ville være noget problem. Togturen over Herning er 1 time kortere, som Inge sagde, hun havde aldrig kørt med toget til Struer/Hurup over Aarhus.

Så 5 min før afgang var vi i fuld fart ned langs togstammen til vogn 61 – den sidste vogn. Men dermed ville vi komme hjem 1 time tidligere, end hvis vi var kørt over Århus. Inge mindede mig senere med en hovedrysten om, at vi jo kunne have gået i ro og mag igennem toget, og dermed undgået at løbe i fuldt firspring på perronen. Nå, jeg lærer nok at køre med tog i Danmark og lægge mine franske togvaner af mig

Konduktørens forudsigelse med hensyn til plads holdt stik. Vi havde hele stillekupéen for os selv og dermed masser af plads til kufferterne og det er jo godt, for i toget er der ikke plads til rejsende, som har været undervejs i flere dage og medbringer tilsvarende bagage. Indretningen er mere til daglige pendlere eller weekend-rejsende. Dog så vi en ung mand, som medbragte en sammenrullet skumgummimadras. Den kunne han selvfølgelig nemt få op på “bagagebakken”, som hollænderne kalder hylden oppe under loftet, men for pensionister er altså ikke så nemt at svinge en kuffert på 20 kilo derop…

Endelig installeret kunne vi rejse behageligt og blandt andet med adsprede os med aviserne fra i går Jeg fik vist læst Børsen og Politikken fra sidste år, så nu er jeg orienteret om hvad der sker i Danmark, ja i hele verden….

Fra den gamle Lillebæltbro kunne vi kigge ned til Kongebrogården, hvor vi nu for flere år siden tilbragte nogle sommerdage. Nu havde vejrliget fået vasket fyrværkerirøgen væk, det var dejligt…

…og den nye Lillebæltsbro fra en for os usædvanlig vinkel…

…og Vejlefjordbroen, også fra en udsædvanlig vinkel – ud at se med DSB

…og så nærmede vi os Struer. Det vidste vi, fordi den fugleflok var en flok af måger

På vejen fra stationen mødte vi vores ovenbo, som standsede bilen midt på gaden for at informere os om, at postkassen var blevet sprængt i luften. “Jeg hørte et enormt brag”, sagde han og det kan vi godt forestille os, for der skulle nok lidt af et kanonslag til at gøre dette arbejde. Tænk sig, at nogen synes, det er sjovt og at de ved at ødelægge andres installationer er nogle helvedes karle.
Senere fik vi at vide, at det var den 30. december at denne ugerning fandt sted. Ovenboen sad ca. 22:30 og læste avisen med den lille skotske hund ved siden af, da et enormt brag lød nede fra garagerne. Hunden sprang 1 meter op i luften af skræk, fortalte han. Og selvfølgelig havde han kun forberedt sig til at berolige hunden nytårsaften. Stakkels hund, stakkels mand, stakkels postkasse…

Vores ovenbo havde pænt samlet delene sammen og lagt dem i entréen i trappehuset.

…og sorteret posten til os og underboen

…og det lod til at ovenboen også var så elskværdig at tømmme postkassen i den periode vi har været borte, så noget af det tilsendte var bevaret helskindet – det var mest reklamer som muligvis har forhindret at postkassens klap kunne lukkes. Det var pænt af ham!!! Nu om dage får man jo det meste af posten elektronisk, så hvor længe mon der egentlig er brug for postkasser? Måske bliver de en dag omdøbt til “reklamekasser” – mon så det så stadigvæk er sjovt at sprænge dem i luften? Det er det nok, for her drejer det sig om at pleje den indre svinehund ved simpelt hen at ødelægge.
Nå, endnu en rejse er til ende og vi er igang med et nyt år.