Vi sagde “Godt Nytår” til hinanden og var på banen 07:30. Og nej, jeg er ikke beruset, selv om jeg ser dobbelt…
Dog måtte maven vente en halv time til der var morgenmad nedenunder. Det havde jeg naturligvis glemt, siden vi fik beskeden – det havde Inge ikke, og hun stak denne besked hen under næsen på mig. Men sådan var det vist også sidste år 🙂
I går besluttede jeg at ville fotografere fregatten i “Admiralens” lobby her til morgen. Jeg har fra første besøg for mange år siden her på hotellet syntes om dette skib som tema-rigtig dekoration. Fregatten er opstillet af Orlogsmuseet, hvilket dengang (for 25+ år siden ?) forårsagede kritiske røster, men som den ansvarlige for udstilling af museets modeller (en vis Hr. Munthe Morgenstierne) sagde: “Det er i alle tilfælde den eneste museums-udstilling, som har åbent hele døgnet, året rundt!” – og det synes jeg var helt fint svaret. Denne skibemodel virker fantastisk godt her i hotellets foyer og den ses af et stort internationalt publikum, som ikke ville ulejlige sig med, eller have tid til, at gå på Orlogsmuseet for at se skibet og modelsamlingen i øvrigt.
Normalt står kanonerne udenfor hoveddøren. Jeg antager, at de er bragt indenfor i anledning af nytårsaften for at undgå at de bliver beskadiget af fulde folk.
Vi lever sundt hver morgen – her den typiske åbning på måltidet, når vi er på “Admiralen”.
Københavnervejret var gråt, måske vejret ville vaske al fyrværkerirøgen væk. Det småregnede egentlig ikke, det var bare gråt i gråt…
Nu er vi ikke så kendte med at skulle til Hovedbanegården, så vi var der i ret god tid. Men det gjorde ikke noget, for vi så, at DSB havde en lounge og tænkte, at den kunne vi da med fordel benytte. Det kunne vi dog ikke, for selv om DSB sælger 1′-billetter og fragter passagerer i dag har selskabet skruet servicen ned – uden at skrue billetprisen ned. Jeg tager det som et tegn på, at DSB ikke har konkurrence. Den var ikke gået i en lufthavn, hvor der er konkurrence blandt flyselskaberne 🙂
…men så kunne vi kigge på Hovedbanegårdens adspredelser. Som dreng ville jeg have bedt mine forældre om penge til at få toget til at køre – det er jeg helt sikker på – og min far ville have været motiveret. Det ville jeg også have været, hvis Roland i drengeårene havde spurgt mig om det, men jeg husker ikke at have været i den situation . Og idag puttede jeg ikke penge i – det skulle jeg måske gøre næste gang 🙂
Jeg havde købt billet hos DSB online og også samtidig bestilt pladsbilletter. Det gav problemer netop i dette øjeblik. Der var 2 sektioner i toget – en i hver ende af togstammen- der gik til Struer. Jeg havde pladser i vogn 81 og den stod til Struer via Aarhus. Inge mente, at vi skulle sætte os ind i den sektion der gik via Herning, men jeg var tro mod min pladsbillet og styrede mod vogn 81 helt oppe i spidsen af toget. Konduktøren så billetten og argumenterede som Inge – naturligvis, for det var det fornuftige – og på min bekymring om ledige pladser i den anden ende af togstammen, sagde han, at det ikke ville være noget problem. Togturen over Herning er 1 time kortere, som Inge sagde, hun havde aldrig kørt med toget til Struer/Hurup over Aarhus.
Så 5 min før afgang var vi i fuld fart ned langs togstammen til vogn 61 – den sidste vogn. Men dermed ville vi komme hjem 1 time tidligere, end hvis vi var kørt over Århus. Inge mindede mig senere med en hovedrysten om, at vi jo kunne have gået i ro og mag igennem toget, og dermed undgået at løbe i fuldt firspring på perronen. Nå, jeg lærer nok at køre med tog i Danmark og lægge mine franske togvaner af mig 🙂
Konduktørens forudsigelse med hensyn til plads holdt stik. Vi havde hele stillekupéen for os selv og dermed masser af plads til kufferterne og det er jo godt, for i toget er der ikke plads til rejsende, som har været undervejs i flere dage og medbringer tilsvarende bagage. Indretningen er mere til daglige pendlere eller weekend-rejsende. Dog så vi en ung mand, som medbragte en sammenrullet skumgummimadras. Den kunne han selvfølgelig nemt få op på “bagagebakken”, som hollænderne kalder hylden oppe under loftet, men for pensionister er altså ikke så nemt at svinge en kuffert på 20 kilo derop…
Endelig installeret kunne vi rejse behageligt og blandt andet med adsprede os med aviserne fra i går 🙂 Jeg fik vist læst Børsen og Politikken fra sidste år, så nu er jeg orienteret om hvad der sker i Danmark, ja i hele verden….
Fra den gamle Lillebæltbro kunne vi kigge ned til Kongebrogården, hvor vi nu for flere år siden tilbragte nogle sommerdage. Nu havde vejrliget fået vasket fyrværkerirøgen væk, det var dejligt…
…og den nye Lillebæltsbro fra en for os usædvanlig vinkel…
…og Vejlefjordbroen, også fra en udsædvanlig vinkel – ud at se med DSB 🙂
…og så nærmede vi os Struer. Det vidste vi, fordi den fugleflok var en flok af måger 🙂
På vejen fra stationen mødte vi vores ovenbo, som standsede bilen midt på gaden for at informere os om, at postkassen var blevet sprængt i luften. “Jeg hørte et enormt brag”, sagde han og det kan vi godt forestille os, for der skulle nok lidt af et kanonslag til at gøre dette arbejde. Tænk sig, at nogen synes, det er sjovt og at de ved at ødelægge andres installationer er nogle helvedes karle.
Senere fik vi at vide, at det var den 30. december at denne ugerning fandt sted. Ovenboen sad ca. 22:30 og læste avisen med den lille skotske hund ved siden af, da et enormt brag lød nede fra garagerne. Hunden sprang 1 meter op i luften af skræk, fortalte han. Og selvfølgelig havde han kun forberedt sig til at berolige hunden nytårsaften. Stakkels hund, stakkels mand, stakkels postkasse…
Vores ovenbo havde pænt samlet delene sammen og lagt dem i entréen i trappehuset.
…og sorteret posten til os og underboen 🙂
…og det lod til at ovenboen også var så elskværdig at tømmme postkassen i den periode vi har været borte, så noget af det tilsendte var bevaret helskindet – det var mest reklamer som muligvis har forhindret at postkassens klap kunne lukkes. Det var pænt af ham!!! Nu om dage får man jo det meste af posten elektronisk, så hvor længe mon der egentlig er brug for postkasser? Måske bliver de en dag omdøbt til “reklamekasser” – mon så det så stadigvæk er sjovt at sprænge dem i luften? Det er det nok, for her drejer det sig om at pleje den indre svinehund ved simpelt hen at ødelægge.
Nå, endnu en rejse er til ende og vi er igang med et nyt år.