For en uges tid siden så vi i de regionale TV-nyheder at Per Arnoldi var ved at sætte en udstilling op i Viborg Kunsthal. Den ville vi gerne se, så vores (kul)tur gik denne tirsdag til Viborg. Regnvejr på hele turen – til gengæld fri og ubesværet parkering lige foran porten til den gamle bryggerigård, som nu heddder Viborg Kunsthal.
Et tyndt glasskab i porten oplyste, at Pers udstiling hed “Rodchenkos Korridor”. Hvem Rodchenko var, vidste vi ikke, men det var jo også Pers billeder vi kom for at se 🙂
“Handlingens resonans” var lavet i anledning af 100-året for kvinders valgret.
Da vi kom hjem checkede jeg Rodchenko og fandt denne beskrivelse af ham som kunstner: “Alexander Rodchenko is perhaps the most important avant-garde artist to have put his art in the service of political revolution. In this regard, his career is a model of the clash between modern art and radical politics. He emerged as a fairly conventional painter, but his encounters with Russian Futurists propelled him to become an influential founder of the Constructivist movement”.
Den indre gård var virkelig charmerende med sin stenbelægning og centrale fyldige træ.
Ud over at male havde Per også designet vitrine-bordene i udstillingsrummene. I denne lå en mængde kompositionsforslag.
Jeg fandt derhjemme flg. sagt af Alexander Rodchenko:
“In order to educate man to a new longing, everyday familiar objects must be shown to him with totally unexpected perspectives and in unexpected situations. New objects should be depicted from different sides in order to provide a complete impression of the object.”
… Måske er det denne indstilling, der har inspireret Per til denne serie malerier? Men det viste vi ikke, da vi var der, og det var helt fint, for så var vi helt åbne over for, hvad vi så.
Inge gjorde mig opmærksom på, hvordan billederne virkede på afstand – og da jeg så ned for enden af udstillingsrummene…
…så jeg spejlet (eller glasrammen) ved døren i en klarhed, jeg ikke havde bemærket tæt på. Da jeg stod foran det første gang var jeg så optaget af hans teknik og den “rå” måde, han havde arbejdet på, at jeg ikke bemærkede helheden.
For os var det mest interessante i udstillingsrummet med temaet kvinders stemmeret de smalle hylder, hvor dokumentation og billeder var stillet…
…sådan nogle kunne vi højst sandsynligt få meget glæde af. Ingen skinner oppe under loftet og snore, der hænger ned. Her kan stilles småt og stort, bredt og smalt…
…og i 13 lags krydsfiner med ru overflade så den ganske godt ud.
Her er en anden smal hylde med samme funktion.
…og de frigjorte kvinder i spejderuniformer var stillet i gulvhøjde på træklodser. Virkede fint. Ja, vi blev helt inspireret af denne “brugskunst” 🙂
I et sidelokale og derunder var udstillet fotografier af orkestre, sangere og sangerinder. Den var ganske interessant og flere af dem formidlede meget fint stemninger på scenerne og/eller de optrædendes adfærd.
I underetagen var der et mørkerum hvori 2 lysbilledapparater projicerede farveflader med enkle tekster og ved siddepladserne (nederst th. i billedet) lå der højttalere hvori kvindesagskvinder holdt taler for mange år siden.
Endnu en del af kvindesagsudstillingen var en trappe med meget høje trin. Vi tænkte, at en installation som denne ikke var fair over for svagtgående og gamle. Lidt en elite-installation for unge mennesker 🙂
Det var den måske også, for på det næstøverste var der 2 hovedsæt, hvori man kunne høre et evigheds-poème med sætninger på 3-4 ord – som måske også mest var for unge mennesker. Så alt i alt passede det sammen – men det gjorde vi nok ikke 🙂