Livet undervejs…

07:29 tog jeg dette billede af Marktplatz i Oberwesel. Der er nu liv i gaden og oppe på skråningen ligger byen i tåge.

…men derovre hos Bäckerei Poss havde der i de 2 sidste timer (forekom det mig) været aktivitet med biler der kom rullende ind over brostenene, standsede, åbnede og lukkede bildøre og startede og kørte videre. Og det i et sådan omfang, at jeg kun kunne antage, at bageren er meget populær!
Til sidst i gårsdagens rejsebeskrivelse skrev jeg til godnatbilledet, at sceneriet over Marktplatz virkede stille og roligt. Jeg vidste dog ikke hvor længe. Natten gik også med at skelne godstog fra persontog – og der var mange eksempler at lære fra. Der er det ved Rhinbyerne, at hvor idylliske de end tager sig ud, så er der altid en travl jernbane mellem byen og floden. Selv om vores værelse ikke vendte ud mod floden og dermed jernbanen, så blev støjen kastet tilbage fra bygningerne på markedspladsen og lige ind gennem vores åbne vindue – forekom det mig. Jeg tror heller ikke, at Inge fik megen søvn

Men 7:45 var hun og aktivitetsmåleren ude i byen…

…kom forbi et meteoritmuseum med et meget muntert facademaleri!

…og kiggede nærmere på klosterets omgivelser.

…og trodsede strabadserne med at gå længere opad…

…kiggede tilbage undervejs…

…og fortsatte helt op!

Hvor der var en have, hvorfra der i klart vejr nok er en pragtfuld udsigt over byen og Rhinen. Der var små statuer og vandbassiner og meget andet at fornøje øjet med.

07:50 var jeg igang med yoghurten…

07:51 tog Inge dette billede oppe fra haven over klosteret og Rhinen.

Og 3 minutter senere var hun tilbage på Marktplatz.

På billedet fra i aftes var Weinhaus Weilers postkasse ikke så tydelig, så det var helt fint, at Inge fik den fotograferet inden hun mødtes med mig ved morgenbordet.

Dette er en pølseskive. Og hvorfor vises den her. Jo, det skyldes, at jeg oppe i Ostfriesland af en eller anden grund kom i tanker om at der i min barndom i Aabenraa var noget, der hed “Servelatpølse” – eller noget i den retning. Jeg kunne ikke redegøre præcist nok for Inge hvad sådan en egentlig var, så hun troede nok, at jeg spandt en historie.
På dagens morgenbord stod en tallerken med skinke, postej, pølser osv. og jeg spurgte Frau Weiler om hvad pølserne hed. En af dem kaldte hun Cervelatwurst, og vi checkede efterfølgende på nettet:

Kødpølse (også Cervelatpølse) er betegnelsen for en kogt pålægspølse lavet af finthakket kød (oftest svinekød) og stivelse.
Oprindeligt betød cervelatpølse en pølse tilberedt af hjernemasse (italiensk cervello betyder hjerne), men i sidste halvdel af 1800-tallet var det saltede og røgede pølser af fint hakket svinekød.

Nu ved jeg også hvordan det skal staves . Man bliver så klog af at rejse!

Inge talte så begejstret om sin morgentur, at vi begge gik derop, så jeg også kunne se haveanlægget ved klosteret. Tågen var begyndt at lette, så det gav mening at lave et pano-billede deroppefra.

Her et nærmere kig mod syd over Oberwesel.

Senere, omkring 9:30 havde jeg noget, der skulle tilbage i bilen. Den var parkeret få minutters gang borte, og det gav anledning til at kigge på floden. Bemærk det lange tog ovre på den modsatte bred – fuld af biler – og fragtskibet. Floden bruges altså ikke kun af turister.

10:15 havde solen “spist skyerne” som morbror Jørgen sagde. Sommeren var tilbage. Jeg havde tidligere købt billetter hos Köln-Düsseldorfer, som driver en flåde af passagerbåde, og som havde en rute, der passede til en dagsudflugt for os. En som Frau Weiler havde anbefalet os i går.

Afgang var nominelt 10:50. Vi kom afsted med 15 minutters forsinkelse. Men hvad, vi er jo på ferierejse og kunne straks glæde os over udsigten til den første Rhinborg på turen: Schönburg 

Dorthea havde på sin rejse med drengene i 1936 sejlet forbi her og på turen købt en serie fotografier fra Rhinen. Deriblandt dette af Oberwesel taget oppe fra Schönburg.

Selv om det var i september, var jeg i sommerhumør – jeg sejlede nu ligesom Dorthea og drengene i 1936 – og borgene vi ville se, var de samme.

Her er Schönburg  igen med Oberwesel’s rosa kirke. Om borgen skrives:
Die Schönburg in Oberwesel nimmt eine Sonderstellung unter den mittelrheinischen Burgen ein: Sie verblieb bis zu ihrer Zerstörung im Besitz des Reiches. Erbaut wurde sie in der ersten Hälfte des 12. Jahrhunderts wohl durch Pfalzgraf Hermann von Stahleck. Später erweiterten die Trierer Erzbischöfe vor allem die Verteidigungsanlagen der zusammengewachsenen Burgengruppe. Unter anderem die über 20 Meter hohe Schildmauer sowie die weitläufigen Zwinger wurden in dieser Zeit errichtet. Trotz baulicher Eingriffe während des 20. Jahrhunderts verfügt die Schönburg noch über eine beachtliche Bausubstanz, wobei die hohe Schildmauer hervorsticht.

Ved Kaub sejlede vi forbi det Burg Pfalzgrafenstein, som højttalerne annoncerede som det mest fotograferede objekt på Rhinen. Kameraerne var da også fremme i stort antal. Rheinland/Pfalz’s website skriver:
Mitten im Bacharacher Engtal, dort wo der Rhein seit dem 15. Jh. auch „Wildes Gefähr“ oder „Wilde Fahrt“ heißt, thront auf einem Rheinfelsenriff bei Kaub die Burg Pfalzgrafenstein. Wie ein steinernes Schiff erhebt sich die mittelalterliche Zollburg aus der Mitte des Rheins und sorgte für mehrere Jahrhunderte für eine gute Einnahmequelle verschiedener feudaler Herren.

Burg Pfalzgrafenstein og lidt mere af dens omgivelser. Oppe til venstre ses Burg Gutenfels, om hvilken der skrives:
Die Burg Gutenfels in Kaub gilt als Musterbeispiel des stauferzeitlichen Burgenbaus und bestimmt das dortige Landschaftsbild. Die Anlage wurde 1222 von den Herren von Falkenstein-Münzenberg errichtet und diente zusammen mit der Burg Pfalzgrafenstein der Sicherung des dortigen Rheinzolls. Im Ort Kaub hat sich auch die Zollschreiberei aus dem 16. Jahrhundert erhalten. 1504 hielten Stadt und Burg einer mehrwöchigen Belagerung durch Truppen des Landgrafen Wilhelm von Hessen stand. Vermutlich wurde erst daraufhin der Name „Gutenfels“ für die Burg geläufig.

Kort efter sejlede vi forbi byen Bacharach med Burg Stahleck oppe på bjergsiden. Om den borg skrives:
Die Burg Stahleck ist eine Höhenburg im Mittelrheintal. Ihr wassergefüllter Halsgraben ist eine Seltenheit in Deutschland.
Der Name der Burg setzt sich aus den mittelhochdeutschen Wörtern stahel für Stahl und ecke als Bezeichnung für einen Bergsporn zusammen und bedeutet unbezwingbare Burg auf einem Bergsporn. Sie wurde wahrscheinlich Ende des 11. oder zu Beginn des 12. Jahrhunderts errichtet und war ein kurkölnisches Lehen. Seit Bacharach unter den Pfalzgrafen bei Rhein zum Handels- und Stapelplatz unter anderem für den pfälzisch-rheingauischen Weinhandel geworden war, fungierte die Anlage gleichzeitig als Zollburg.
Ab Anfang des 13. Jahrhunderts war Stahleck in Wittelsbacher Besitz und verblieb dort bis zum Beginn des 19. Jahrhunderts, obwohl sie während des Dreißigjährigen Krieges von verschiedenen Parteien insgesamt achtmal belagert und erobert wurde. 1689 durch Sprengungen stark beschädigt, war Stahleck nach Ende des pfälzischen Kurstaats Ruine und Eigentum des französischen Staats, der sie gemäß den Bestimmungen des Wiener Kongresses 1815 an das Königreich Preußen abtreten musste.
Der seinerzeit in Koblenz beheimatete Rheinische Verein für Denkmalpflege und Heimatschutz erwarb die Burganlage 1909 von der preußischen Domänenverwaltung und ließ sie ab 1925 als Jugendherberge wiederaufbauen. Vollständig wiederhergestellt war die Burg jedoch erst im Jahr 1967 mit Abschluss der Arbeiten am Bergfried. 

Der er stadig ungdomsherberg på stedet og det får fine karakterer på nettet.

Vi trængte undervejs til en Apfelschörle, hvilket ikke var noget problem. Der var masser af plads i restauranten under soldækket.

Dorthea og drengene sejlede deres Rhintur den 1. juli 1936, altså i højsæsonen, men tilsyneladende var der også fint med plads i restauranten for dem. Hun skrev i rejsedagbogen:
“Vi spiste en dejlig middag i damperens spisesal; menuen var: legeret suppe (m. ris), kalvesteg og abrikoser med flødeskum, og vi drak en flaske Rüdesheimer til. En god times tid sad vi der nede i spisesalen;…”
og som undertekst i sit fotoalbum skrev hun under billedet:
“Skål og velkommen til Rhinen! Ved middagen.”

Det var, da vi sad der, at denne groufie blev taget. Og årsagen var, at Inge ovre fra hendes side af bordet bemærkede reklamen for den tyske Weinbrand, Asbach. Den gik jeg i mine unge dage i Bremen meget op i, især da jeg opdagede, at der var/er forskellige kalibre af denne Weinbrand.

Vi nærmede os Assmannshausen (ja, farverne ser lidt kunstige ud, men det er fordi billedet er taget gennem restaurantens vinduer, der har solfilter på).

Dorthea købte på sin Rhintur en lille serie fotografier (måske postkort), og deriblandt var der dette af Assmannshausen, som det så  ud i 1936.

…hvor vi skulle i land.

Det kom vi, og styrede direkte mod den Seilbahn, der kører op til Niederwald. Vi ville nemlig gå resten af vejen til Rüdesheim.

…og her er vi allerede et godt stykke oppe over Rhinen. Vi sad i en såkaldt Sessellift – dvs. at vi kunne sidde og dingle med benene.

De sidste 50 meter inden ankomsten var spækket med advarselstavler for hvad man skulle gøre og hvad man absolut ikke skulle gøre, for at komme sikkert ud af liften.

Vi kom op ved den grønne pil og skulle hen til den hvide pil, hvor der gik en anden Seilbahn ned til byen Rüdesheim. Der var vist 4.5 km at gå.

Hvis man er til skov, så var turen OK, men udsigt var der ingen af på den rute (den korteste) vi valgte. Så vi gik i skov. Skiltningen var ikke altid helt entydig, hvilket jeg normalt ikke bryder mig om.

Men vi kom frem – frem til Das Niederwalddenkmal, som var et af delmålene på denne dagstur. Inge tog dette billede, medens jeg var engageret andetsteds. Jeg havde spottet et toilet, hvilke der ikke havde været mange af undervejs fra Rhindamperen.

Da jeg havde gjort mig færdig og kom ud til Inge, kunne jeg komplettere med et par udsigter over Rhinen. Her lige over til Bingen…

…og her drejet op ad floden, så vi lige får Rüdesheim med yderst til venstre i billedet.

Om das Niederwalddenkmal (også kaldet Das Denkmal der Germania) skrives der:
Das Niederwalddenkmal bei Rüdesheim wurde als Andenken an den deutsch-französischen Krieg und das nachfolgend entstandene deutsche Kaiserreich errichtet. Es ging auf einen Vorschlag des Schriftstellers Ferdinand Heyl im „Rheinischen Kurier“ zurück, der von Kaiser Wilhelm I. und Reichskanzler Otto von Bismarck dankend angenommen wurde, zumal das Denkmal zum Großteil mit Spendengeldern aus der Bevölkerung errichtet wurde. Den Wettbewerb gewann der Dresdener Bildhauer Johannes Schilling, den Entwurf der Architektur lieferte der Architekt Karl Weißbach. Gegossen wurde die Figur in München von Ferdinand von Miller. Bei der Grundsteinlegung am 16. September 1877 wie auch bei der Einweihung am 28. September 1883 war Kaiser Wilhelm I. persönlich anwesend. Seitdem erhebt sich die über 12 m hohe Figur der Germania als „Wacht am Rhein“, eichenlaubbekränzt und mit der Kaiserkrone in der erhobenen Hand, auf dem nochmals etwa 26 m hohen Steinsockel. Dieser ist mit Reliefs und den Allegorien von Krieg und Frieden geschmückt. Das Hauptrelief mit den in Lebensgröße dargestellten Personen, Kaiser Wilhelm I. zu Pferd, umgeben von Fürsten und Generälen, symbolisiert die Einheit der Nation im Kaiserreich, während die Seitenreliefs den Aufbruch der Soldaten in den Krieg und ihre Heimkehr zeigen.
Der Niederwald stellt seit dem 13. Jahrhundert eine Kulturlandschaft dar, die eine hohe historische Kontinuität aufweist. Das Denkmal der Germania wurde in dem 1787 angelegten englischen Park des Jagdschlosses Niederwald (erbaut 1763-66) errichtet. Von weither sichtbar, bildet es einen markanten Orientierungspunkt am Eingang zum Weltkulturerbe Oberes Mittelrheintal, zu dem es seit 2002 gehört.

I Dortheas fotoserie, som hun købte på Rhinturen var der dette imposante billede af “Germania” med udsigt over Rüdesheim.

Lige ved siden af “Germania” står das Niederwaldtempel. Jeg har hentet lidt tekst forskellige steder:
Niederwaldtempel, einem im Jahr 1788 im Auftrag des Grafen von Ostheim erbauter Aussichtstempel. Er war seinerzeit Bestandteil des Niederwaldparks, einem Landschaftspark, den unter anderem auch Beethoven, Goethe und Brentano aufsuchten.
Bei einem schweren Luftangriff gegen Ende des 2.Weltkrieges, im November 1944, wurde auch der Niederwaldtempel zerstört. Über die folgenden Jahrzehnte war nur noch eine runde verwüstete Plattform mit Stümpfen der Säulen zu sehen.
Durch die Initiative einiger Rüdesheimer Bürgerinnen und Bürger, die den schönen Niederwaldtempel noch aus Kinderzeiten kannten, wurde im Jahr 2003 der “Förderverein Wiederaufbau Niederwaldtempel e.V.” gegründet. Etwa 100 Mitglieder, die ebenfalls Begeisterung für das Projekt und das Engagement der Gründer zeigten, konnten bereits an Pfingsten 2006 die Einweihung des wieder erstandenen Tempels öffentlich feiern.

Der er så mange triste minder om krigen, så vi behøver ikke endnu en udbombet ruin. Måske er templet tåbeligt i sig selv, her i 2016, men det markerer  et kendt udsigtspunkt med en historisk udsigt, så jeg kan godt lide dette borgerinitiativ.

Vi lod Rüdesheimer Seilbahngesellschaft transportere os ned fra Niederwald…

…til Rüdesheim. Vores første besøg i byen.

Vi fik købt nogle postkort og spurgt om vej til byens bedste Eisdiele. Vi fik anbefalet Eiscafé Tirreno på Marktstrasse. Ny energi i høje glas med blå fod! Der blev skrevet postkort igen, hvilket var vigtigt, for vores gamle dame i Aabenraa har været her i byen og så vil et kort vække gode ferieminder

I min drengetid startede busturismen og et af danskernes yndede feriemål var Rüdesheim. Når byen kom på tale, blev den snævre værtshusgade Drosselgasse altid nævnt. Nu gik Inge og jeg igennem den. For os virkede den indelukket og ikke tiltrækkende, men vores mening var ikke alles, for inde midt i gyden vi hørte på dansk: “Åh, her ser hammerhyggeligt ud!” 

Vi havde fået anbefalet at se Sigfried’s Mechanisches Musikkabinett, og opsøgte stedet. Men der var tvungen fører på en rundvisning, som varede længere tid, end vi havde til rådighed. Vi skulle jo sejle hjemad igen med sidste Rhindamper på dagens sidste afgang. Så vi begav os ned mod kajen, men det var lige med at finde en passage over eller under jernbanen. Min navigation gav ikke pote umiddelbart, så vi satte os på en bænk i skyggen og kiggede på udsigten over Rhinen – der dog mestendels så sådan ud 

Vi fandt dog anlægsbroen, hvor Rhindamperen allerede lå. Vi var 15:30, en halv time i god tid og skulle vente indtil 16:00 før vi måtte gå ombord. Her i Rüdesheim var det, at Dorthea og drengene i 1936 – for 80 år siden – endte deres Rhintur, for at fortsætte med tog til Frankfurt.

Vi skulle sejle med den over 100 år gamle veterandamper “Goethe” – en hjuldamper. Det stod jeg og glædede mig til – måske var det den samme (eller i hvert fald en nogenlunde magen til) som Dorthea og drengene havde sejlet med dengang i 1936  – da det pludselig gik op for mig, at min hat ikke længere sad på mit hoved, ejheller lå på bænken ved siden af Inge! Jeg måtte have glemt den på bænken, eller tabt den undervejs derfra og herhen…

…og mindsandten om ikke hatten af en venlig sjæl var sat op på stakittet bag bænken. En dame bemærkede at jeg gik lige hen og tog den og satte den på hovedet. Hun spurgte forbavset om det var min, hvilket jeg bekræftede og forklarede hende at vi havde siddet og hvilet her på bænken og at det først var henne ved Rhindamperen, at det gik op for mig, at den manglede. “Og så har en sat den op på stakittet – sådan skal og bør det være!”, sagde hun.

Inge sad, hvor jeg havde forladt hende. Hvorfor vi tog denne groufie, husker jeg ikke. Måske på grund af det evindelige godstog, der kører forbi, måske de 2 el-cykler af mærket Pegasus, måske bare fordi jeg igen sidder med min hat på hovedet! Inge mener iøvrigt, at jeg ligner en nar med den på og at den er for lille. Det sidste argument kan jeg gå med til, og jeg skal i fremtiden holde øje med egnede kandidater 

 

Vi kom ombord ved 16-tiden som lovet og styrede direkte op i restauranten for at få et vinduesbord. Vi var nemlig klar over, at det for os ville blive lidt for sportsligt at sidde udenfor på soldækket. Det lykkedes, vi fik et godt bord, bestilte drikkevarer…

…og lænede os tilbage som de 2 turister vi jo nu engang var, og kiggede på Rüdesheim og vinmarkerne der strakte sig bag byen og op til “Germania” i udkanten af Niederewald…

…som vi her ser lige op på. Hvis vi lige ser bort fra, at der  ikke er en middelalderborg i billedet, så er det egentlig indbegrebet af, hvad Rhinen er her i Welterbeområdet: infrastruktur, vindyrkning og historie 

 

Her i Binger Loch, hvor Rhinen bliver smal står der Binger Mäuseturm, hvis navn er sagnomspundet på en måde, så jeg – selv om den er lidt lang – må videregengive den her:

Bis in die Zeit der Römer reicht seine Geschichte zurück. Damals stand jedoch  ein noch hölzerner Vorgänger an seiner Stelle. Doch die Geschichte des waren Mäuseturms beginnt im 14. Jahrhundert. Der Turm diente in dieser Zeit als Zollwachturm zur Verstärkung des Zollsystems der Burg Ehrenfels und der Burg Klopp.
Der Name Mäuseturm entstand Jahre später, als der Turm schon lange seine Funktion als Zollturm verloren hatte. Er leitet sich entweder von dem mittelhochdeutschen mûsen, das so viel wie spähen oder lauern bedeutet oder von dem althochdeutschen Wort muta ab, das Wegezoll bedeutet.  Einige Zeit nachdem der Wegezoll auf den Flüssen abgeschafft worden war verschwand die Bedeutung dieser Wörter aus dem Gedächtnis der Menschen und die Bewohner des Rheintals verstanden den ursprünglichen Namen nicht mehr. So entstand wohl die Bezeichnung Mäuseturm.
Es dauerte nicht lange da verbreitet sich eine Sage, die auch den Namen erklären sollte. Nach Dieser ließ der Mainzer Erzbischof Hatto II. im 10. Jahrhundert  den Turm erbauen. Viele Jahre war der wegen seiner Hartherzigkeit bekannte Erzbischof im Amt, als über das Rheintal eine große Dürre hereinbrach. Schnell litten die Menschen Hunger und wandten sich in Ihrer Not an den Erzbischof. Trotz bis zum bersten gefüllter Kornkammer verwehrte der Erzbischof den Bürgern seine Hilfe. Als diese nun in Ihrer Verzweiflung laut vor seinem Palast klagten und die Zahl der Bittsteller immer größer wurde, sah Erzbischof Hatto darin einen Aufstand. Kurzer Hand ließ er die Bürger verhaften und in eine Scheune sperren. In seiner Grausamkeit ließ er sie anzünden und rief lachend, während die armen Bürger schreiend verbrannten: „Hört doch, hört, wie die Kornmäuse pfeifen!“.
Als er sich nun am Abend nach seiner Tat in sein Haus zurück zog und sein Abendmahl genießen wollte, krochen plötzlich aus allen Ecken und Ritzen Mäuse und stürzten sich auf den Erzbischof. Flüchtend sprang er auf sein Pferd und galoppierte schutzsuchend zur Burg Ehrenstein. Doch dort angekommen erwarteten ihn schon die Mäuse. Er flüchtete sich in seiner Verzweiflung in ein Boot und setzte hinüber zu einer kleinen Insel auf der ein Turm stand. Dort ließ er von seinen Dienern ein Bett an Ketten aufhängen, so dass es über dem Boden schweben sollte. Als er sich des Nachts zur Ruhe gelegt hatte schwammen hunderte von Mäusen durch den Rhein hinüber zum Turm der den schlafenden Erzbischof barg. Es half nichts, die Mäuse krochen durch alle Ritzen und Gitter und fraßen den Bischof bei lebendigen Leib bis kein Krümmel von ihm übrig geblieben war. Selbst seinen Namen, der auf den Tapeten seiner Kammer stand nagten Sie heraus. Er hatte seine gerechte Strafe erhalten.
Noch heute soll bei Nacht, wenn der Sturm tobt der Geist des Erzbischofs in Gestallt einer grauen Wolke um den Mäuseturm schweben, da er wegen seiner schweren Schuld noch immer nicht die ewige Ruhe gefunden haben soll.

Næste gang jeg planlægger en rejse, må jeg sørge for at læse sådanne historier inden jeg tager hjemmefra. Tænk, hvis jeg her på dette sted på Rhindamperen kunne have genkaldt historien. Det havde da givet en herlig oplevelse og bredt smil!

Måske – ikke usandsynligt – kendte Dorthea historien og kunne fortælle den da Ivar fra deres skib fotograferede der Mäuseturm. Hun skrev i sin rejsedagbog: “…så kom der en ordentlig tordenbyge, der dog var forbi inden vi nåede Mäuseturm, som Ivar fotograferede, og da vi gik i land i Rüdesheim var det smukt vejr igen.”

Burg Ehrenfels ligger skråt overfor der Mäuseturm, der blev bygget i det 14. århundrede som toldvagttårn for at forstærke Burg Ehrenfels i dens rolle som told-spærresystem. En anden rolle kan der Mäuseturm også have haft på den tid, nemlig at være signaltårn med det formål at forhindre skibe at støde samme her, hvor Rhinen ændrer sin løbsretning fra øst-vest til nord.

Resten af turen tilbage til Oberwesel forløb adstadigt ombord på “Goethe”. Der var god plads i restauranten og vi havde mere end 180 graders udsigt.

17:35 gik vi fra borde og få minutter senere var “Goethe” allerede videre…

…ned ad floden mod Koblenz. Vi havde været på Rheinfahrt – ligesom Dorthea og drengene i 1936 og selv om vi ikke sejlede så langt og så længe som dem, så var det fint nok.

Jeg var glad for at vi sejlede med dette gamle skib, for det ligner meget det, som Dorthea og drengene sejlede med i 1936.

Jeg fik startet uret lidt sent, men den første og sidste del var jo identisk 

Etapen fra Assmannshausen til Rüdesheim havde bragt os op i 349 meters højde og dermed 277 meters højdeforskel fra kajen i de 2 byer. Hele rejsen var på knap 50 km og varet ca. 6:30 timer, så det var intet under at vi var ved at være sultne, da klokken var 18:30…

10 minutter senere var vi bænket ved bordet. Menyen lød på…

Kürbiscrèmesuppe mit Ingwer und Chili, som smagte udmærket…

Simmertaler Rumpsteak, Schalottenbutter, Pommes frites und gemischtes Salate, hvor kødet var hårdt og sejt som gammelt sålelæder…

…og til dessert Eisparfait Grand Marnier, som smagte udmærket.

20:30 var Inge og aktivitetsmåleren ude at gå aftentur i byens gader. Dagens godnatbillede bliver så dette med Schönburg flot belyst oppe på bjergsiden.

 

07:30 – altså før morgenmad – bragte vi første læs af bagage til bilen. Vi skulle nemlig videre i dag.

Efter en relativt hurtig morgenmad var Inge ude at gå tur med aktivitetsmåleren, medens jeg hentede bilen hen på Marktplatz foran hotellet og pakkede resten. Hun stødte på dette mindesmærke med “Germania” på toppen, rejst i 1895 af borgere i Oberwesel til minde om deltagerne og ofrene i krigene i 1866 (den preussisk-østrigske krig) og 1870-71 (den preussisk-franske krig).

Og denne lille kuriositet: et blomsterbed, der gjorde opmærksom på, at det var et blomsterbed – og ikke et hundepissoir 

Og så gik det opad til haven bag das Minoritenkloster. Hvor det i går morges var diset over floden, var der nu fin sigtbarhed.

…ligeledes mod nord.

Og nedgangen til byen var også meget bedre belyst nu. I går var den nærmest mistænkeligt skummel.

Vi havde 500 km at køre, så vi skulle ikke vente alt for længe med at komme afsted. Det gjorde vi heller ikke. Jeg var færdig med at pakke nogenlunde på det tidspunkt, da Inge kom tilbage, og så kørte vi sydpå langs Rhinen.
Efter at have været 3:30 timer undervejs så Inge en afviser til Klosterkirche Oberelchingen – der svingede vi ind – dels for at se kirken, dels for at holde hvil og spise de Brötchen vi havde med fra hotellet. Der lå madposer til frit brug, så vi kunne tage det med 0s, som vi ikke fik spist. Der var nemlig ikke ta’-selv-morgenmads-buffet, men gammeldags individuel servering til hvert bord. Vi var ca. 5 km nordøst for Ulm.

I 1600-tallet havde klosteret en mere vægtig fremtoning en tilfældet er idag, hvor stort set kun kirken består…

Die Klosterkirche St. Peter und Paul wurde 1142 errichtet als 60 Meter lange, dreischiffige romanische Basilika. Bei einem Brand im Jahr 1773 wurde der östliche Teil der Klosterkirche ein Raub der Flammen, der Turm stürzte ein. Der Wiederaufbau der Kirche 1773 bis 1784 unter Abt Robert I. Koch fiel in die Zeit, als sich der Baustil änderte. So ist der Chor im Stil des Rokoko, das Langhaus dagegen frühklassizistisch ausgestaltet. 

Die Doppeltürme konnten nicht mehr vollendet werden, da das Kloster 1802 im Zuge der Säkularisation aufgelöst wurde und zu Bayern kam. Bis 1840 wurde fast die gesamte Klosteranlage abgebrochen. Außer der Kirche stehen heute nur noch die Klostermauer und das Westtor (Martinstor).

 

Kirken var prægtig! Lang og lys og stort set kun dekoreret i hvidt og guld.

Fast das gesamte Mauerwerk der Klosterkirche stammt noch aus der Gründerzeit. Die Maße der Kirche betragen 60 m Länge, 20 m Breite und 18 m Höhe. Als ursprünglicher Grundriss wurde das Kreuz gewählt.

Den Raumeindruck bestimmt der gewaltige Aufbau des Hochaltars. Er wurde von ]ohann Michael Fischer aus Dillingen gestaltet, der im Wesentlichen für die Ausstattung der Kirche verantwortlich war. Drei Stufen führen zum Altartisch, der einem Sarkophag ähnlich gestaltet ist. Sechs große korinthische Säulen ragen in die Höhe und Umrahmen das große Altarbild. Das Motiv dieses Bildes ist der Offenbarung des Johannes entnommen. Es ist ein Meisterwerk von Januarius Zick (1785).

Dekorationen var gennemført, så selv i loftet og omkring orgelet manglede der ikke ornamentering eller billedmæssig udsmykning.

Wahre Meisterschaft verraten die Deckenfresken, die Januarius Zick 1782/83 schuf. Der große Künstler nimmt die Prägung der Wallfahrtskirche auf und setzt in den Fresken des Hauptschiffes den Sieben Schmerzen, fünf Freuden Mariens entgegen.

Jeg havde ikke før hørt om Marias 7 smerter, før jeg læste at denne kirke valfartsmæssigt er viet til netop Marias 7 smerter, som er:
Simeons profeti til den gravide Maria om de prøvelser, som hendes barn skal gennemgå (Matthæus 2,13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lukas 2,43-45), Maria’s møde med Jesus, mens han bærer korset på vej til Golgatha, Korsfæstelsen (Johannes 19,25), Nedtagelsen af korset (Matthæus 27,57-59), og Jesu begravelse (Johannes 19,40-42).

Og i den sammenhæng er jeg her bagefter ked af, at jeg ikke fik fotograferet statuen “Das Gnadenbild der Schmerzensmutter Maria”, hvor hun iført kostbart klæde er gennemboret af 7 sværd. Dramatisk!

Vi bemærkede, at også i denne kirke var der et ur integreret i dekorationen. Præster havde for vane at glemme tiden, når de spandt sig ud i lange prædikener, og det var menigheden ikke tjent med. Som uret her sad i buen indtil højalteret, kan det ses fra prædikestolen – og fra bænkene, som menigheden sidder på 

Hvad vi sjældent ser – hvis ikke dette er første gang for os – er et påklædt skelet af en gejstlig, lagt i en gennemsigtig prægtigt dekoreret sarkofag, som er integreret i et alter. Her drejer det sig om klosterets grundlægger:
Der Altar des hl. Benedikt im südlichen Seitenschiff zeigt den Ordensgründer als ganz in Gold gefasste Gestalt, umgeben von einem Chor der Engel, die Zeichen des Heiligen tragen: Abtsstab, Kelch, Palmzweig und Siegeskranz. Ihm zur Seite stehen zwei seiner Getreuen Maurus (li.) und Placidus.

Der er endnu sådan et alter, og hovedpersonen er her martyren, den hellige Claudius. Her ses, at skelettet er kunstfærdigt stivet af på en måde, der får det til at virke “levende” og martyren vinker ud til beskueren.

Det var også nyt at se den genopstandne Kristus med et hjerte-ædelstens-lignende symbol i stråleglans lige under halsen.

I kirke var der også denne mindetavle for de af sognets mænd, der blev dræbt under den 2. verdenskrig. Der var 38.

Nu krig kom på tale, så er kirkens historie også knyttet til Napoleonskrigene, fordi:
Am 14. Oktober 1805 fand auf den Feldern unmittelbar nördlich der Klosteranlage die Schlacht von Elchingen statt, bei der im Rahmen des Dritten Koalitionskrieges die Armeen Frankreichs und Österreichs aufeinandertrafen. Sie war das größte Gefecht der Schlacht von Ulm, welche den Koalitionskrieg praktisch zugunsten Napoleons entschied. Am Abend dieses Tages nahm Napoleon in den Gebäuden des Klosters Elchingen Quartier.

Napoleon drog videre med sin hær til Austerlitz. Havde jeg kendt til dette lille bitte afsnit af historien, havde jeg helt sikkert fotograferet kirken oppe fra landevejen, og samtidig forestillet mig, hvordan denne dramatiske begivenhed havde udspillet sig.

På vej ud af kirken bemærkede den altid observante Inge dette pilgrimsstempel. Vi fandt et postkort frem og fik det stemplet. På den måde kunne den gamle dame i Aabenraa få en direkte hilsen herfra.

Ude i klosterhaven satte vi os med vores Brötchen medbragt fra Oberwesel. Jeg havde taget pølse på min (Inge ost på sin) og den var udmærket, så vi fik da noget godt ud af bageren på Marktplatz, da det jo nok var ham, der havde leverancen til hotellet.

Nedenfor, hvor vi spiste, var en have med skulpturer, hvis formsprog jeg godt kunne lide – enkelt og udtryksfuldt!

2:30 timer senere var vi – efter en lille tur gennem Østrig – kommet frem til Grainau. 500.5 km havde vi tilbagelagt og dermed overskredet den nominelle etapelængde med kun 500 meter 

Og vi var kravlet opad og nedad nogle gange, mest opad – allerhøjest til 1122 meter – og landede på 763 meter i Grainau.

Vi checkede ind, noterede os sengeredningen, og bemærkede hjertet på tæppet…

…som introducerede Hotel Waxenstein 

16:30 var kaffen serveret! Hotellet har navn efter en af bjergtoppene i udsigten.

18:45 var køkkenets hilsen foran os. Vin havde vi med fra kaminstuen – og jeg undrer mig over at se mig selv kigge på mobiltelefonen istedet for på min kønne kone  Der må bestemt være en forklaring.

Forretten ser her delikat ud, det var den også, en salat med vagtelæg…

Suppen også velsmagende- Bergkäse + Sahne + Brühe.

Som hovedret valgte vi Fjordforelle + Rettich + Sesam + Pilawreis. Udmærket og vinen gik stadig godt til retterne og vi lærte at Fjordforelle ikke er det samme som laks, selv om det ser sådan ud.

Desserten: Schokolade + Birne + Rosmarin – også udmærket. Jeg strækker mig lidt i stolen – så stor er desserten heller ikke 

20:00 tog vi det første udsigtsbillede fra balkonen. De 2 lys er oppe fra toppen af Zugspitze, altså ca 2960 meter over havet og en højdeforskel fra hvor vi stod på ca. 2200 meter!

Godnatbilledet blev udsigten over terrassen, hvor vi havde drukket kaffe efter vores ankomst i eftermiddag, med Grainaus lys i baggrunden.

 

 

06:31 – Zugspitze med sin hvide top siger “God Morgen”. Herligt at kunne stå lige op fra sengen og gå ud på balkonen – og se dette! Jeg tror, at jeg brummede “Edelweiss, Edelweiss, du grüsst mich jeden Morgen…” forestillende mig at der måtte være mange af disse “schöne und weisse” blomster oppe på bjergskråningerne 

En halv time senere kunne Zugspitze solbade sin bjergtop.

07:23 kom daggryet også til Grainau.

Husavisen, der her gik under navnet “Hauspostille” lovede godt vejr og anbefalede en nostalgitur til Zugspitze. God kombination, som vi snakkede lidt med receptionisten om. Hun anbefalede, at vi ikke tog toget, for da sad man bare og bumlede, hvorimod der fra die Seilbahn ved Eibsee op til toppen var en super udsigt. Altså: auf und ab mit der Seilbahn!
Men det er både godt vejr OG lørdag…
Videre snak om det ved receptionen medførte, at vi gemmer Zugspitze til en anden dag, hvor vi får albuerum på toppen og ikke skal stå som sardiner i dåse i der Seilbahn.

09:15 fotograferede Inge Zugspitze, og allerede da var varmedisen begyndt at gøre sig gældende. Men stadig smukt panorama foran os, når vi løftede blikket fra bogen.

Godt en time senere var vi inde i Garmisch med det formål at købe nye Halbschuhen til Inge og det samme til mig. Inge står på butikkens “Hausberg”, en facilitet der ofte findes i tyske skobutikker, der sælger vandrestøvler og -sko. Receptionisten på hotellet havde anbefalet os butikken og at parkere under der Spielbank.

Lige hvor vi kom op fra parkeringskælderen lå en anden butik, som især Inge var interesseret i. Ifølge receptionisten var det byens bedste butik, når det drejer sig om Trachten-Mode. Det viste sig, at det ikke kun drejede sig om Trachten, men var  et sted hvor man kunne købe regionalt-præget dame- og herretøj i Spitzenkvalität. Inge fik tid for sig selv, medens jeg checkede gågaden for postkort og magneter til opslagstavlen 

Allerede 11:45 var vi på vej tilbage til Grainau. Det går effektivt til, når vi er på shoppingtur. Vi havde ikke spildt tiden.

I Grainau holdt vi ind hos der Holzschnitzer Simon for at se, hvad han havde i sin butik. Måske var der en bjørn derinde? Det var der, men ikke en vi ville købe. Derimod blev det til et lille krucifiks.

Derefter gik turen omkring Grainaus post- og avis- og papirbutik for at købe et ark selvklæbende frimærker.

En god halv times tid senere var vi ude i vandrestøvlerne og startede på stien lige bag hotellet.

Inge var gået lidt i forvejen og ventede på mig ved et lille Kriegergedächtniskapelle, der lå oppe på skråningen, hvor den lille sti fra hotellet stødte til Höhenrain Panoramaweg.

„Kriegergedächtniskapelle am Höhenrain
Diese Gedächtniskapelle wurde vom Veteranen- und Kriegerverein Grainau unter kräftiger Mithilfe der Gemeinde Gainau, der bayerischen Staatsforstverwaltung sowie zahlreicher Bürger nach einem Planentwurf von Hanns Ostler aus Garmisch im Jahre 1957 errichtet. Taferl und Namen zeugen von den vielen Grainauern, die bei den Kampfhandlungen des unseligen 2. Weltkrieges den Tod fanden. Jährlich wird insbesondere für die gefallenen und vermissten Grainauer, aber in Erinnerung auch an alle weiteren Opfer der Weltkriege ein Messopfer gefeiert.
Die Kameradschaft unterhält seit dem Bau diese Gedenkstätte. Über ein kleines Opfer für den laufenden baulichen Unterhalt würde sich der Verein freuen.
Vergelt’s Gott
Krieger- und Soldatenkameradschaft Grainau e.V. – vormals und Kriegerverein“

Her eksempler på de små “Taferl”, som de pårørende familier har sat op.

Der var mange navne på mænd fra sognet. Der var 8 med samme efternavn! Ved kapellet holdes også gudstjeneste en gang imellem, for eksempel så jeg en annonce på Grainaus website under “Kirchen und Gottesdienste”:
Kriegergedächtnis-Kapelle am Höhenrain 22. Mai 2016
Für alle Gefallenen und Verstorbenen der Gemeinde Grainau. Die Musikkapelle Grainau umrahmt den Gottesdienst. Bei Regen findet die Messe in der kath. Pfarrkirche statt.

Et sidste billede fra kapellet: udsigten fra bænken under halvtaget. Et smukt sted for efterladte at tænke og mindes, og for alle andre at reflektere over værdien af fred!

Selv om det var den 24. september, var der alligevel vilde blomster “auf dem Alm”. Disse her ligner krokusser, men er det ikke. Disse her smukke blomster hedder “Herbstzeitlos” og er de samme, som vi kalder Tidløs og den er lige giftig. I Danmark er det en haveplante, men hernede i bunden af Tyskland vokser den vildt og der var hele Almwiesen fulde af dem. Meget smukt.

Terrænet var nemt at gå i…

…og Höhenrain Panoramaweg levede virkeligt op til sit navn!

Vi kom forbi en tavle, der informerede om, hvordan netop denne udsigt til Waxenstein vil ændre sig fra nu til 2100, hvis den globale opvarmning fortsætter og når +3.5 grader C til den tid. Den nederste streg er skovgrænsen for bjergfyr i dag, den øverste som forudset i 2100. På dette højere niveau er Waxenstein dog så stejl, at bjergfyr ikke nemt kan få fodfæste og på de 85 år kan der ikke dannes en egentlig skovbund. Bøgetræerne vil overtage. Vi bliver så kloge af at rejse…

Et kig tilbage hen mod Zugspitze, som havde fået selskab af et par små hvide skyer.

Vi fortsatte ad stien i retning mod Garmisch. Billedsmuk dag – og så den 24 september!

Vi ville tage en groufie med det 2277 meter høje Waxenstein i baggrunden og skiftede mobiltelefonen til “selfie-mode” for at kunne se, hvad vi fotograferede. Men i den mode er hele skærmen udløser, så da jeg ville fokusere på os, blev fotografiet taget – men bjerget kom da med 

“Naturlig kunst i det offentlige rum” kunne man vel med rette kalde denne installation af kolort og grankogler. Inge advarede mig mod den – tænk hvis jeg med mine støvler var kommet til at vandalisere værket 

“Han ligner en nar!” er jeg sikker på at Inge tænkte, da hun her så mig fotografere mod solen. Men i mangel af en solblænde på mobilen, måtte jeg jo finde på noget her ude i åbent terræn 

Stien gik ned til landevejen, som vi krydsede og fortsatte ad en sti tilbage mod Grainau.

Herfra kunne vi kigge op på det lidt højere terrain vi havde gået på på udturen. Min farmor Dorthea ville have elsket at spadsere med os her…

Vi kom ind i byen og noterede med tilfredshed, at traditionen med at bemale huse og skrive hvem, der bor i dem, var bibeholdt på nogle af dem. Det er jo næsten et trompe-l’œil maleri med paletten, fuglen, navneskiltet, osv. Bravo!

Vi drejede om et hjørne og – voila, en Italienisches Eiskaffee – lige hvad vi havde brug for!

Der var travlhed ude, men i “Venezias” indre mere afslappet – og ikke så varmt, så der satte vi os. Da vi fik kontakt med ejeren, bestilte vi vores klassiker. Lige hvad vi havde brug for!

Her er ruten fra hotellet til Eisdielen. 3.72 km med 65 meters højdeforskel havde vi gået. Ikke olympiske distancer, men en dejlig spadseretur havde det været.

Skråt overfor Eisdielen lå et lille kapel, Kapelle Sankt Josef, om hvilket Pfarrverband Zugspitze skriver:
Wahrscheinlich ist sie in der zweiten Hälfte des 18. Jahrhunderts in der Übernahme älterer Bausubstanzen erbaut worden. Die Jahreszahl 1772 gibt jedenfalls für die Innenraumdekoration einen Anhaltspunkt. Damit hatte das damals eigenständige Untergrainau einen Ortsmittelpunkt. Die Untergrainauer lieben ihre Josefskapelle.

Mit dem Sterben des Hl. Josefs mit Bild am Hauptaltar und der Stuckdecke die von einem Künstler aus der Umgebung stammt, ist die Kapelle ein qualitätsvolles Zeugnis heimischer Kirchenkultur.

I kapellet tiltrak 2 træskærerarbejder min opmærksomhed. Her er et af dem. I bemaling mindede den mig om en Sankt Florian figur, jeg engang var lige ved at købe i Schwarzwald.

Den anden var denne figur af Maria med barnet. Mere farverig og dekoreret, men alligevel graciøs og med meget liv i.

Så stod programmet på “Lazy Afternoon”. Her er jeg ved at hente data fra Inges Garminur, som jeg låner, nu hun bruger aktivitetsmåleren.

En lille halv times tid inden aftensmad gik Inge en lille runde og knipsede dette billede af Waxenstein og dens naboer, som de flot præsenterer sig i aftensolen.

18:30 fortsatte ferierejsen ved aftensbordet…

Tilbage på balkonen sagde vi godnat til Zugspitze.

…og jeg havde tilsyneladende behov for at sige godnat til min smartphone 

6:59 knipsede jeg Zugspitze…

7:13 gik jeg igen ud på balkonen og fotograferede ind over Grainau i retning af Garmisch.

Lige efter prøvede  jeg at “hente” Zugspitzes top ved at “zoome” med mobilens kamera. Der var nemlig kommet “guld” på toppen.

7:38 tog Inge dette billede af Grainau, der vågnede op til en smuk søndag.

Og vi spiste morgenmad til denne udsigt. Ikke dårligt – og så den 25. september!

Hauspostillen havde det hele. Der Bauernregel med at hvis vi i dag har tåge, så bliver vinteren våd. Die Wettervorhersage lover kun flot vejr i dag, så det bliver en fin vinter 
Som udflugtstip anbefales en “geologisk vandring”, der hvor Zugspitzes nordflanke faldt ned for 4000 år siden, eller til Walchensee oppe ved Kochel.

Men vi valgte vores egen gåtur hen til, og måske omkring, Eibsee. Så igen op til Höhenrain Panoramaweg…

Hvor vi i går drejede til højre mod øst, gik vi i dag til venstre mod vest.

Jeg havde ikke gået ret langt før en fold i strømpen generede. Helt tilpas kom vi forbi en “Hüttle”.

Der var ikke meget panorama  over stien. Måske for 50 år siden, men nu var træerne så høje at der kun sjældent var et vue. Her dog et blik på toppen af Zugspitze. Henne for enden af stien skulle vi tage en beslutning om, hvilken sti vi ville fortsætte ad. Vi valgte til højre…

…og det begyndte snart at gå opad igen. Her heller ikke meget panorama
Vi tænkte på vandrestokkene, der ikke var kommet med på turen…

Jeg lagde også en sten på, og på grund af dens  minimale størrelse kan den slet ikke ses på dette billede 

Det blev ved og ved med at gå opad – og stadig ingen panorama. Dog fandtes der en bænk, hvilken var kærkommen, for vi havde vist klaret ca. 240 højdemeter på dette tidspunkt.

På toppen kom vi til en korsvej, hvor vi ifølge turistbureauets kort skulle tage den venstre brede sti. Den var bare ikke bred. Startede som en lille skovsti hvor vi igen tænkte på vandrestokkene, der lå i bagagerummet i hotellets garage. Her på billedet er stien dog blevet relativt komfortabel.

Hvor Inge fotograferede mig ovenfor, kunne vi for første gang se ned på Eibsee – og så er det dog ikke Eibsee, men en lille “blindtarm” på søen, kaldet “Untersee”.

Lidt længere fremme kom endnu en foto-mulighed af Untersee.

Og så gik det nedad. 7 minutter senere var vi ved Eibsee. Det var der også mange andre, der var. Det antal vi havde mødt indtil nu kunne ellers tælles på 1 hånd. Vi satte os på bænken.

Lige bag bænken lå Untersee jadegrøn og med en turistmæssigt perfekt baggrund.

Jeg troede, at her ville vi have en næsten 100% panoramasti, men der var egentlig kun få muligheder for at se det flotte bjergpanorama. Fra dette “hul” i vegetationen kunne vi se over til den Sailbahn, der kører op til spidsen af Zugspitze.

10 minutter senere kom der i det nordvestlige “hjørne” af søen en mulighed for at få et godt blik over søens små øer.

På Wikipedia fandt jeg et kort med angivelse af øerne i Eibsee. Da vi var der, lagde jeg ikke mærke til at der var så mange. Vi får også her at vide, at søens vandflade er 973 meter over havet.

20 minutter senere, ovre ved die “Anlegestelle”, lavede jeg dette pano.

Der Herrgott kom igen ind i billedet på søens sydside.

Vi fik gennemført runden omkring Eibsee og fortsatte – uden at gå ind i den restaurant, der var der – videre mod Grainau. Undervejs mødte os dette syn af køer, der blev fodret

…og vi kom forbi Badersee, hvor jeg troede, at jeg så et stort dyr svømme i det meget klare vand. Det viste sig at være et par dykkere 

Vi nærmede os Grainau og kunne ane hotellet længere fremme.

Kom forbi endnu den Herrgott, som vi kan se fra vores balkon. De er som regel robust fremstillet og kan stå for vind og vejr.

Og så var vi overfor hotellet, men lige over kunne vi ikke smutte. Vores værelse er i venstre hus, etagen lige under taget og 3. vindue fra venstre.

Vi gik den røde rute – mod uret – 18. km – på en halv liter vand og 2 små stykker chokolade!
Prøv at se, hvordan Garmins kort skriver Österreich på den tyske side af grænselinien og omvendt med Deutschland 

294 meters højdeforskel havde vi haft på vores tur. Eibsees vandspejl er oppe i 973 meters højde – tænkte jeg  ikke på første gang jeg kørte fra Garmisch til Eibsee for et par år siden.

…så vi havde fortjent aftensmaden – fra forret…

…til dessert.

Inge gik en tur med sin aktivitetsmåler – eller var det omvendt  – og fortalte, at hotellet udenfor var pyntet med masser af små lamper.

Det lød interessant. Jeg gik ud for at kigge…

 

Og minsandten om der ikke var julestemning derude!

…og endnu mere, når man som gæst ankom og så det fra parkeringspladsen.
Og så fik vi på den måde godnatbilledet.

 

 

 

 

 

 

Dagens allerførste billede, knipset 07:19 er dette af danserinden (eller er det en danser?) på lampefoden.

1 minut senere fik Zugspitze opmærksomheden. Bjerget havde fået selskab på toppen – af en grå sky.

5 minutter senere var Inge ude på morgentur med aktivitetsmåleren. Det kom der dette billede ud af: Hotel Waxenstein med sit Hausberg Waxenstein i baggrunden.

Vi skal rejse videre idag, så turforslag og andet lignende er ikke af interesse. Måske er det værd at lægge mærke til Der Bauernregel: “Septemberwärme dann und wann, zeigt einen strengen Winter an”:
Jeg mener at have læst i danske medier, at vinteren forventes at blive streng – interessant at følge om denne bonderegel kommer til at passe…

09:08 sagde jeg farvel til Zugspitze, Waxenstein og deres naboer deroppe i højderne og begyndte at pakke bilen.

Inge gik tur med sin aktivitetsmåler, medens jeg pakkede færdigt. Vi havde aftalt at mødes ved posthuset i Grainau, fordi Inge – ud over at skulle tilfredsstille den krævende aktivitetsmåler – også var undervejs med et par postkort, der skulle i postkasse. Hun så undervejs dette prægtige træsnit-arbejde af en tømrer – det må jeg huske at se, når jeg næste gang kommer til Grainau, for flot er det – og så med Waxenstein i baggrunden. Ret godt set af fotografen 

Vores første etape gik til Eng Alm i Østrig – som man kun i bil kan komme til fra Tyskland. I Wallgau skulle vi betale vejafgift (Maut) for at køre til Vorderriss.

For 4 Euro fik vi lov at køre strækningen, der i øvrigt følger Isar-floden.

Allerede 3 minutter senere blev det interessant – en overdækket træbro! Det er ikke almindeligt.

Undervejs var der ikke mange panoramablikke fra vejen. Det var nødvendigt at holde ind på en P-plads. Og på denne fandt vi et par, som nød formiddagskaffen med brød til -hvis det da ikke var morgenmad! De var nemlig undervejs i en autocamper  Et smukt sted var det…

…med en fantastisk udsigt. Ren visuel alpinisme! Dorthea ville have fundet alle de lovprisende adjektiver frem, hvis hun skulle beskrive dette scenario – og sluttet med: “Det var så enestående storslået, at vi måtte standse bilen og stige ud for rigtigt at kunne fornemme dette prægtige alpelandskab. Vi fotograferede.” 

I nærheden af, hvor vi parkerede ved denne landskabelige perle, var denne informationstavle. Den fortæller at Isars øvre løb, som vi stod ved, er Tysklands eneste tilbageværende Wildfluss, og dermed lever og yngler truede dyr og planter her. De nævnte specier er Flussregenpfeifer (Flodhjejle), Flussläufer, Sumpfschrecken, Gefleckte Schnarrschrecken, Kiesbankgrashüpfer, Bachforelle, Frauenschuh und Deutsche Tamarsiken! Altså et par fugle, en lille håndfuld græshopper, en bækørred og et par planter, hvoraf jeg kan gætte mig til Fruesko 

Vi kom til enden af denne Mautstrasse langs Isar-floden og drejede ved Vorderriss mod syd i retning af Hinerriss. Halvvejs til Hinterriss krydsede vi grænsen til Østrig. Vejret var absolut dejligt!

Lige efter Hinterriss stødte vi på endnu en Mautstation.

For 4.5o Euro fik vi tilladelse til at køre til Eng og tilbage hertil.

Men så fik vi også brochure og et “panoramakort” over området.

…hvor vi i den øverste venstre fjerdedel finder Grosser Ahornboden og P10, hvortil vi kan køre – og ikke længere.

Der var så smukt at køre op gennem dalen, at jeg burde have holdt ind noget oftere – men her i Grosser Ahornboden måtte jeg, som Dorthea skrev, standse og stå ud for at fotografere. Her Inges billede af mig, der forsøger at lave…

…dette panoramabillede. Ahornbodens website fortæller:
Der große Ahornboden befindet sich in Tirol und ist ein begehrtes Ziel für all jene, die die Kraft der Natur in Verbindung mit der puren Almidylle geniessen möchten. Damit dies so bleibt wird der Ahornboden geschützt. Bereits seit 1972 steht der große Ahornboden als Naturdenkmal unter besonderem Schutz. Dazu gehört, dass die Ahornbäume nicht gefällt werden dürfen. Nachdem einige der rund 600 Jahre alten Bäume absterben, werden einzelne Bäume nachgepflanzt. Dafür kann man eine Baumpatenschaft übernehmen.
Og om træerne skriver wikipedia:
Lediglich während des Dreißigjährigen Krieges war die Alm einige Jahre ungenutzt. Aus dieser Zeit stammen die meisten der heute im Tal vorzufindenden alten Ahornbäume. Die Bäume hatten nur während jener Jahre ohne Almbetrieb die Gelegenheit hochzuwachsen, ohne gleich wieder abgeweidet zu werden. Als nach dem Krieg das Vieh erneut in dieses Almtal getrieben wurde, waren die Bäume bereits zu groß, um abgefressen zu werden und blieben so, als Bestand von etwa gleichaltrigen Bäumen, bis heute erhalten.

Vi kom så op til enden af vejen og parkerede bilen. Jeg var fokuseret på at finde et toilet, og imedens jeg var optaget af denne vigtige aktivitet kiggede Inge sig omkring og fik dokumenteret, at så langt kom vi 
Her er det passende at fortælle, hvorfor vi skulle netop hertil. Eng Alm er “Drehort” for mange naturoptagelser til TV-serien “Sturm der Liebe” – og på denne rejse har vi til hensigt at se forskellige Drehorte 

Informationstavlen fik hun fotograferet, og heraf lærte vi, at Alpenpark Karwendel, hvori vi befandt os, er Østrigs største naturpark med et areal på 727 km2 – og et indbyggertal på 47, så der er albuerum, hvis vi ser bort fra den 1.000.000 turister, der årligt kommer til parken .

Og her har vi så hele kortet over Silberregion Karwendel (som det åbenbart også hedder).

…og da jeg kom ud fra toilettet og fortalte, at der var pænt og rent og at Inge nok ville være tilfreds med faciliteterne, forsvandt hun ind og jeg blev ude. Indenfor bemærkede hun skiltningen til “damer” og “herrer” – det havde jeg haft alt for travlt til 

Næste etape var også sidste etape for idag, og den var kun på 118 km. Vi skulle til Ellmau i Østrig.

På vej gennem Grosser Ahornboden og ned til Hinterriss måtte jeg indhente det forsømte med hensyn til fotografering – ellers ville Dorthea have en høne at plukke med mig, når vi engang mødes på den sky, hvor hun sidder nu 

Halvvejs nede mod Maut-stationen holdt vi ind ved en af de markerede P-pladser og kiggede os omkring med kameraerne/telefonerne.

Inge tog et billede tilbage op i dalen, hvor vi kom fra.

Lige inden Maut-stationen holdt vi ind til siden igen.

Vi måtte ud af bilen, igen som Dorthea, fordi der var så smukt, at det absolut måtte fotograferes. Her et blik tilbage op i dalen.

Vi kørte tilbage til Bayern og fortsatte hen langs grænsen for at komme hen til “hullet” ind til Østrig. Her ved Fallerklamm Brücke standsede vi og gik ud på den for at se, hvilke panoramaer, der mon lå gemt derudefra.

Der var dette mod sydvest over Sylvensteinsee – en Stausee, skabt af en dæmning lidt længere fremme…

Vi kørte hen og parkerede på dæmningen.

På den “lave” ende af dæmningen løber Isar videre. Jeg overvejede, hvordan det mon må være at bo dernede – 44 meter lavere end vi stod, vel vidende at der er alt det vand på den anden side af muren. Jeg tror, at tanken om dæmningsbrud må banke på en gang imellem… På den anden side blev den netop konstrueret i 1954 for at sikre dalen mod højvande i Isar, hvilket jo er godt for befolkningen.

I den ande retning ser vi tilbage imod die Fallerklamme Brücke, som er lidt til vestre for mit hoved.

5 km længere fremme kørte vi ind i Østrig. Og lidt efter ud af Østrig, og lidt efter ind i Østrig. Vejen er anlagt pragmatisk og flytter sig frem og tilbage over grænselinien.

I Achental eller Achenkirch fik vi diesel på og købte samtidig en vignette, der giver tilladelse til at benytte motorvejene i Østrig i en periode på 10 dage. Ikke fordi vi forventede at få brug for det i de næste par dage, men man ved jo aldrig, hvornår der er en omkørsel, der kræver motorvej, så vi kunne lige så godt købe vignetten med det samme.

Og så kom vi til Achensee og holdt ind på en P-plads med udsigt – her mod syd…

…og her mod nord, hvor vi kom fra. Ja, søen ser ud til at være lang. Det er den også med sine 8.4 km.
Der bis zu 133 m tiefe Achensee ist der größte See Tirols. Er hat hervorragende Wasserqualität (annähernd Trinkwasserniveau) bei bis zu zehn Meter Sichtweite unter Wasser. Seine Wassertemperatur ist einem Gebirgssee entsprechend niedrig und überschreitet kaum jemals 20 °C. Gelegentlich wird der Achensee auf Grund seiner Größe und der etwa für Segler und Surfer optimalen Windverhältnisse als Tiroler Meer bezeichnet.

I nærheden må en færdselsulykke med dødelig udgang have fundet sted, for på gelænderet var denne lille ansamling af kerter og sørgende engel med “Wir vermissen Dich”. Gad vidst hvad turistchefen tænker om sådan et privat initiativ?

Der var ingen Einkehr-mulighed, der bød sig, så vi kørte videre på tom mave og lavt koffein-niveau ad almindelige veje. Dvs. at vi ikke benyttede motorvejen i Inn-dalen, hvilket var bevidst, for det er ikke ret spændende at køre i det ene underjordiske rør efter det andet og kun komme op i lyset en gang imellem – som fisk, der skal op og snappe lidt ilt 
Vi checkede ind på Der Bär, som har nr. 9 på kortet. Det findes til venstre for bynavnet “ELLMAU”. Bemærk det runde gule symbol med et filmkamera i – det indikerer, at stedet er eller bliver benyttet som Drehort, sandsynligvis for TV-serien “Der Bergdoktor” og muligvis for andre film. Der er altså blevet drejet en eller flere Bergdoktor-scener på hotellet. Andre Drehorte findes i og omkring byen. Jeg kan tælle 6 på det lille kortudsnit her.

Jeg husker ikke om vi fik os en kop kaffe og et stykke kage først, men lidt over klokken 3 gik vi os en tur op omkring Marien Kapelle, der også er en Drehort. Disse Drehorte er faktisk grunden til, at vi er her i Ellmau, for på denne ferie er målet at komme lidt rundt i de landskaber, som vi ser i de tyske serier. Ellmau er “Der Bergdoktor”-byen!

Allerede før vi nåede helt op til Marien Kapelle, var der en postkort-udsigt over Ellmau med bjergområdet  Wilder Kaiser (del af Kaisergebirge) i baggrunden. Den grønne gåtur på kortet hedder netop også “Postkartenrunde” 

Et kig indenfor i kapellet…

Oppe fra kapellet tog jeg dette billede over den østlige del af Golfplatz Wilder Kaiser. Golfpladsen har 27 huller – ren luksus i et bjergområde, men Inn-dalen her ved Ellmau er også relativt bred. De høje bjerge i baggrunden er “Wilden Kaiser”, de lavere i for- og mellemgrunden er “Zahmen Kaiser”.

Og hvis vi drejer hovedet lidt mere mod højre ser vi fjerne bjerge, som jeg ikke kender navne på 

På vej ned fra Marien Kapelle stødte vi på træfigurer. Denne er snittet til musikfilm-serien “Melodien der Berge”.

Nede i byen var der Tirolercharme…

Die Pfarrkirche “Zum Heiligen Michael” er fra midt i 1700-tallet.

Den gav os en fin barok-oplevelse. Det praktiske ved kirken er, at den ligger lige ved byens vigtigste vejkryds og er med sit høje tårn et udmærket pejlemærke, når vi skal hjem fra en eller anden gåtur.

Udenfor gik vi – som vi plejer – forbi mindesmærket for de af sognets mænd, der mistede livet i de to verdenskrige. Den 2. var den mest blodige for Ellmau og det kan godt give en kuldegysning at tænke på, hvordan de har haft det i deres sidste leveår og allersidste tid.

Fra kirken gik det op ad bakke til hotellet og her fik vi fotograferet udsigten fra værelset mod vest…

… og her mod nordvest til Wilder Kaiser. En byggekran midt i udsigten, så vi var spændte på, hvordan byggepladslarmen ville være – hvis vi kunne høre den 

19:00 indfandt vi os i baren for at få et glas vin. Husets velkomstdrink.

Vi havde rejst godt i dag – ikke så meget med de relativt få (185) km vi lagde bag os i bil og gåturen op om Marien Kapelle, mere oplevelsesmæssigt i det absolut skønne vejr og de betagende Alpelandskaber – og det den 26. september!

Vi havde også været op og ned, og Ellmau ligger i 820 m højde – ligesom Hinterzarten i Schwarzwald 

Aftensmaden smagte dejligt – også salatbuffetten som vi aflagde et besøg, inden hovedretterne serveredes ved bordet. Vi sad i en hyggelig stue i alpestil og Inge havde udsigt til fjerne bjerge mod vest.

Lidt over 21:00 var vi mætte og trætte og trak os tilbage…

06:39 – pudsigt at opleve morgenrøde i vest…

Inden jeg gik ned til morgenmad ved 7:30-tiden bemærkede jeg at Wilder Kaiser var begyndt at få lidt morgenrøde på toppen. Der var ingen støj fra byggepladsen på den anden side af gaden.

20 minutter senere var dalen også solbeskinnet og der var en dejlig udsigt – endda til das Bergdoktorhaus, som er i den lille gruppe huse der lige kan ses over den græsbeklædte bakke, der stadig ligger i skygge i forgrunden. Smedejerns-arbejdet er hotellets logo, en bjørn i en cirkel, kunstfærdigt ophængt.

Billedet ovenfor benyttede jeg som vedhæng til denne besked til Charlotte. Jeg var blandt de første i restauranten og gik og hentede vand, brød etc. til os, da jeg havde et markant déjà vu mht. en lang og ranglet mandsperson, sidst i fyrrene. Et ekstra diskret kig overbeviste mig om, at han var der Bergdoktor’s rolle-lillebror. Ud over at hotellet er Drehort, så er den altså også Wohnort for i hvert fald en af skuespillerne.

Her ser det ud som om morgenrøden også er kommet på min kniv, men det er fra lampen over bordet. Den er iøvrigt lavet af kalve(?)læder (med hår på ydersiden) og broderede Edelweiss-blomster på. Meget sympatisk.

Husavisen “Morgenpost” havde som alle andre et Spruch og vejrudsigten. Her var det vejrudsigten, der var mest interessant: Sonne pur hele dagen Golf er vi ikke interesseret i…

… men udsigten til spansk aftensmad gik rent ind. Husavisens forslag om at gå op til Die Bergdoktor-Praxis / das Bergdoktorhaus faldt tilfældigt sammen med, hvad vi havde forestillet os for formiddagens gåtur. Vi valgte jo netop at bo i Ellmau, fordi den havde mange Drehorte til TV-serien “der Bergdoktor” 

På kortet fandt vi “Das Bergdoktorhaus” (rød pil) og ca. 09:40 forlod vi hotellet (grøn pil).

Nede ved kirken skråede vi over kirkegården…

…og lidt ude ad Austrasse fik vi bekræftet, at vi var på rette vej.

Udsigten var – selv om vi er i dalen – fremragende og Wilder Kaiser præsenterer sig flot. Men Sonne pur er det ikke, som husavisen forudsagde. Det kommer måske senere.

Das Bergdoktorhaus ligger oppe hvor vejen forsvinder over bakken.

Et kig bagud over byen var så fint med de disede bjergtoppe i baggrunden. Jeg er ikke sikker på, hvad de bagerste og højeste hedder – måske er det Loferer Steinberge 30-35 km borte med toppe på op over 2500 meters højde.

Og her igen Wilder Kaiser, som her lidt oppe fra præsenterer sig lidt bedre end set nede fra dalen.

Og oppe ved huset var det helt klart, at vi ikke var alene om at se TVserien “Der Bergdoktor” 

Når der Bergdoktor ikke er på banen vikarierer en papfigur for ham. Se hans blå lapsesko! Dem havde jeg ikke bemærket før jeg skrev på bloggen her  Jeg tror, at papfiguren er nogenlunde hans højde, for rolle-lillebroderen er lige så høj som han, og i restauranten syntes jeg, at han var et hoved højere end mig.

Inden døre i “konsultationen” hos Dr. Melchinger, som er den ældre læge, hvis praksis der Bergdoktor har overtaget. Dr. Melchinger er altid hjælpsom med erfaring og gode råd i serien.

…og her konsultationsværelset hos der Bergdoktor, hvis rollenavn er Martin Gruber.

Udenfor var en bod med merchandize og jeg købte magneter til tavlen derhjemme – med TVseriens hovedpersoner på. Så har vi noget kulørt med minder om en gåtur i Alperne, når vi er derhjemme igen.

Vi gik lidt videre ad die Bergdoktorrute inden vi vendte om…

..og gik ned til dal-stationen for svævebanen til Hartkaiser. Der ville vi op.

Die Hartkaiserbahn kan siges at være Ellmaus svævebane, hvor Going og Scheffau også har deres.

Selv om banen har eksisteret siden 1973 er alle faciliteter gennemmoderniseret og helt nye – kun 1 år gamle. Det var jo betryggende. Den regionale website skriver:
Der 20. Jänner 1973 stellt ein bedeutsames und zukunftsweisendes Datum für den Aufschwung des Ellmauer Tourismus dar. An diesem Tag wurde am Ellmauer Hartkaiser die fertig gestellte Standseilbahn unter Beisein zahlreicher heimischen Vertreter aus Politik und Wirtschaft feierlich eingeweiht und somit die Basis für eine erfolgreiche Zukunft gelegt…
…Mit Ende der Wintersaison 2015 wurde die Standseilbahn durch eine Gondelbahn erneuert. Der Neubau der Hi-Tech 10er Gondel Hartkaiserbahn mit Mittelstation & WLAN in der SkiWelt Ellmau bedeutet auch in Sachen Service einen Quantensprung: Völlig neu gebaut wurde die Talstation der SkiWelt Ellmau mit Sportshop, beheiztem Skidepot auf 1500 m², Restaurant, Apres Ski Lokal und Gratis-Tiefgarage mit 150 Plätzen.

In weniger als neun Minuten werden die Fahrgäste von Ellmau auf 1.530 Meter befördert. Die Gesamtlänge beträgt über 2,1 Kilometer, der Höhenunterschied 703 Meter. Alle Kabinen sind mit Sitzheizung und WLAN ausgestattet, behindertengerecht & ein besonders langer Einstiegsbereich sorgt für bequemes und entspanntes Zusteigen.

…så jeg kunne have surfet på nettet, hvis det havde været vigtigt for mig – det var det ikke.

Der var fin tid til en alpin groufie 

…og så var vi oppe!

Og her kunne vi få bekræftet at bjergene i det fjerne, som vi havde set på  vej op til das Bergdoktorhaus rent faktisk var Loferer Steinberge. Og heroppe fra kan man i klart vejr også se helt til vores gamle venner, die Watzmännern, Berchtesgaden baggrundskulisse! Lige nu er der bare en sky i vejen derude mod øst.

På toppen var der en slags Erlebnispark med adskillige oplevelser – især for børn. Men denne “lydforstærker” skulle jeg nu alligevel prøve, og jeg må tilstå, at det var fabelagtigt, hvor tydeligt jeg kunne høre nogle insekter, som havde fundet vej ind i tragterne og i øvrigt fugle i træerne. Og det helt uden brug af elektronik 

Helt oppe på toppen var der endda et udsigtstårn – som om vi ikke var højt nok oppe. Men der skulle vi naturligvis også op.

Stien op til toppen gav flotte udsigter mod syd.

Og helt oppe i toppen af tårnet var der denne udsigt over til Wilder Kaiser. I forgrunden svævebanens bjergstation, hvor vi ankom.

Der var også en kikkert med information i billedet, og her fik jeg endnu engang bekræftet, hvilke bjerge vi tidligere havde set i østlig retning- og, hvis vi kigger nærmere efter, så ser vi også Watzmann med sine 2712 meters højde over havet.

Nede igen på bjergstationen trængte vi til et eller andet, og Inge fik den udmærkede idé at dette skulle være en Apfle-Schörle. Den er læskende og giver lidt energi, og så kunne vi her slappe af med at kigge på panoramaudsigt – i ordets egentlige betydning!

Og denne groufie skulle sendes med email til Roland og whatsapp til Charlotte – med de bedste hilsner her oppe fra godt 1500 meters højde.

Der skulle tages en beslutning om nedturen fra bjerget. Svævebane eller gåben. Modigt valgte vi sidstnævnte med udsigt til 2:30 timers gåtur – nedad! Tallene yderst til højre på de 2 øverste skilte angiver vandrevejens nummer på vandrekortene.

Med returbilletterne i lommen gik vi nedad. Måske ville billetterne være gode at have når vi nåede midtvejsstationen…

Heroppe var stien fin og bred. Vandrestokke var der ikke behov for…

Efter en halv times tid var vi nede ved en Einkehr-Möglichkeit i 1415 meters højde.

Længere nede stødte vi på figurer, som ham her.

Det var det første medlem af Rübezahl-familien – her Onkel Wilhelm – der var sat op langs stien herfra og ned til Rübezahlalm i 1170 m højde. Vist mest for børn, men som skulpturer var de meget sjove.

På Rübezahlalm var der også en Einhehr-Möglichkeit med samme navn. Den har været her siden 1778. Dengang dog ikke med servering som nu. Elektricitet blev lagt ind 1987 og nu kan ejerne køre herop i bil, så menukortet blev nok udvidet samtidig med  Vi holdt ikke pause her, men fortsatte ad stien, der går ud af billedet til højre.

Og så kom vi til Midtvejsstationen – og skulle vælge om vi ville stige på, eller om vi var heltmodige til fods. Det var vi…

…og ganske kort tid efter begyndte det at gå meget stejlt nedad. Vi manglede helt klart vandrestokkene nu. Vejen var endnu bred, men med mange løse sten.

100 meter længere nede – i 1043 meters højde – gik stien overraskende nok ikke til venstre, men til højre…

…ind i skoven hvor vi skulle være på vagt overfor trærødder, der var nemme at snuble i, især når det gik stejlt nedad.

Men vi kom omsider ud af skoven – og det fortsatte nedad. Vi manglede definitivt stokkene 

Endelig, omkring 16:00 fik vi dalstationen i syne.

Vi rundede kirken på dens kirkegård og havde kun det sidste stejle vejstykke op til hotellet.

16:30 sad vi på hotellets terrasse med the og kage. Det føltes helt rigtigt.

Og vel også lidt fortjent. Prøv at se! Næsten 2 timer konstant nedtur – uden vandrestokke, som igen lå komfortabelt i bagagerummet 

14.7 km havde vi tilbagelagt, heraf 2.1 km med svævebanen. De fede røde lige streger er andre svævebaner.

17:48 var aftenudsigten fra værelset denne.

I receptionen fik jeg dette blad om regionen Wilder Kaiser. “Der Bergdoktors” hovedrolleindehavere var prominent på forsiden  Vi besluttede at tage klokken seks vinen på værelset, så den gik jeg ned i baren efter.

Tilbage på værelset kunne jeg sende denne meddelelse til Charlotte. Jeg var næsten blevet prominent af at hente 2 glas hvidvin 

19:00 var vi på pletten som ønsket af hotellets direktion…

Der var jo annonceret Spanisches Diner.

Og så var der ostebuffetten, som jeg ikke fik billede af…

Det var en dejlig aftensmad – og ja, vi blev mætte 

…og vi havde spist i prominent selskab 

 

Det første morgenbillede i dag blev taget 07:10 – og det lignede helt klart en fin dag.

Inge gjorde mig opmærksom på hotellets bil. Ganske godt fundet på – virkningen er som på et veludført trompe l’oeil maleri.

Hotellets Morgenpost lovede Sonne pur for hele dagen…

…og rettede smagsløgene ind på italiensk aftensmad. Dagens forslag var folkedans klokken 20:00 ved svævebanens dalstation.

Men vi havde vores eget forslag: at gå die Bergdoktor-Runde med Einkehr im Filmgasthof, der hedder Föhrendorf og findes i Auwald øverst til venstre i kortet.

09:24 var vi nede i vejkrydset ved kirken og kiggede over på en Drehort:
Die Frühstückspension Postbauer der Familie Leitner, direkt auf dem Kirchplatz in Ellmau diente in der Serie “Der Wilde Kaiser” als Pfarramt. Weiters wurde vor der Frühstückspension Postbauer der Heimatfilm “Heimkehr mit Hindernissen” mit Hauptdarsteller Hansi Hinterseer gedreht. Auch Musikdreharbeiten fanden schon bei der ersten Film- und TV Pension, wie sich die Frühstückspension mittlerweile bezeichnen kann, statt.

Vi drejede mod øst og gik gennem byen. Bemærkede denne “installation” af hesteskohest med familien Halm på bukken 

Der Herrgott er aldrig langt væk her i alpelandet…

…og ham her havde denne smukke udsigt til Wilder Kaiser.

Vi kom til Going…

…og gik hen til kirken.
Die Dorfkirche zählt zu den schönsten Rokokokirchen Tirols. Geweiht ist sie dem Heiligen Kreuz und dem Märtyrer Laurentius. Der Baumeister war Andrä Hueber, der Freskant Matthias Kirchner, beide aus Kitzbühel. Die Altäre und Heiligenfiguren wurden vom Goinger Thomas Blieml gestaltet. Am linken Seitenaltar steht in der Altarnische eine bemerkenswerte Madonna, etwa um 1480 geschnitzt.
Erbaut wurde das spätbarocke Goinger Wahrzeichen in der derzeitigen Form in den Jahren 1774/75 von Baumeister Andre Huber aus Kitzbühel. 

Vi gik indenfor…

…og fandt sådan et loft i en landsbykirke!
Das zur Kirchenweihe geschaffene Deckengemälde von Matthias Kirchner stellt mehrere Szenen der Legende um das heilige Kreuz dar, daher auch der Name der Pfarrkirche „zum heiligen Kreuz“.

Der Dorfplatz ist das Herzstück des Ortes. Hier findet man auch den Gasthof „Wilder Kaiser“, der seit Beginn der Dreharbeiten vom beschaulichen ehemaligen Bauernhaus, in dem der Besitzer Johann Gschwendtner wohnt, zum Film-Gasthof wurde. „Während der Dreharbeiten geht es rund“, meint der betagte Hausherr, „da bleibt mir nur noch mein Zimmer als Rückzugsort“. Außerhalb der Drehzeiten ist es ruhig im Haus, das viele Geschichten erzählen könnte.

Bag mig var der endnu en stand-in i pap for en af hovedrolle-spillerne i Der Bergdoktor med rollenavnet Susanne Dreiseitl. Hun er værtinde på das Gasthaus “Wilder Kaiser” på Goings Dorfplatz, som er fotograferet ovenfor. Pladsen benyttes ofte i TVserien.
Am Kirchplatz in Going findet man im Sommer eine kleine Bergdoktorhütte mit
weiteren Infos zum Drehort und einer schönen Überraschung.

Sognet her har også en mindetavle over de faldne i de 2 verdenskrige. 2 kolonner for den første og 3 for den anden! Muss mann sich überlegen…

Vi fortsatte vores tur og fik på vej ud af Going mulighed for at se en stump af Der Wilder Kaiser, som turistchefen nok har fået bragt herned. Vi og andre turister vil efter at være gået forbi her, at der Wilder Kaiser består af Wettersteinkalk. Jeg ville umiddelbart have troet, at alt hernede i Alperne er granit  Vi bliver så kloge af at rejse…

Vi fulgte floden og drejede nordpå under hovedvejen. Oppe på skråningen kom vi til en gård med kvægdrift, og jeg må sige, at lignende faciliteter for små kalve har jeg ikke set før 

Heroppefra kunne vi se tilbage til Ellmau og Hartkaiserbjerget, som vi var på igår.

Kvægavleren havde længere oppe installeret en kvægspærre, som vi så i funktion. En bil kan langsomt køre igennem og skubbe de to “antenner” til side. Køer derimod, vil føle noget ubehageligt ved at gøre det samme – så det gør de åbenbart ikke.

Her ved Kreutzung Steiner i 822 meters højde drejede vi mod øst. Interessant hvordan der også er afvisere til ferieboliger, pensioner etc. Men logisk nok, for det er jo for turisterne, at skiltene er sat op.

Lidt efter gav det et nyt vue over dalen over til Ellmau. Pilen viser hvor vi bor. Lidt nede ad den højre vej, skal vi dreje til højre…

Pudsigt nok kom vi forbi dette skilt, som viser udsigten fra Marien Kapelle ovre på den anden side af dalen, hvor vi bor. Vi ser altså, hvordan der ser ud, her hvor vi står 

Gåturen var i blidt Alpeland uden de store udfordringer…

… og alle forestillinger Arne og Dorthea havde om Tirol er opfyldte her. Måske ville Arne hellere være i bil højere oppe i bjergene, men han ville også vide, at der kunne han køre op når som helst. De flytter sig ikke. Og så ville han, som jeg, se frem til at få en forfriskning i “Gasthof Föhrenhof” henne i Auwald.

Inde i Auwald så jeg “Föhenhof” og styrede direkte derhen. Det viste sig ikke at være det rigtige sted. Jeg havde været for ivrig og ikke bemærket at der også stod “Landhotel” og ikke “Gasthof”. Der var så kun service for gæsterne her, og damen pegede …

… hen ad gaden til “Gasthof Föhrenhof” – og tilføjede at de desværre havde Ruhetag indtil 16:00 idag. Det var ikke godt nyt, for vi havde set frem til en dejlig pause i en af TVseriens Drehorte  Vi var midtvejs på en ca. 12 km lang tur, og der var ikke andre Einkehr-Möglichkeiten direkte på turen.

…så vi måtte nøjes med et lille informationsblad om Drehorten. Vi genkender “værtinden” som vi så en papfigur af i Going og der Bergdoktor som vi så en papfigur af igår 

Ovre på den anden side af hovedvejen skulle vi hen forbi brændevinsbrænderiet inden det går opad på en sidste runde til Ellmau – altså ikke direkte til Ellmau Dorf, som vist på det underste gule skilt.

Jeg tog fejl af en sidevej og kom forbi brændevinsbrænderiet med det til højre for os, og ikke til venstre – men vidste det ikke endnu, her hvor jeg smager på Ellmaus udmærkede vandværksvand. Vi var netop ved vandværket. Sidevejen førte lidt længere op men her sagde Inge, at det ikke så rigtigt ud. Jeg gik længere op og måtte give hende ret, fordi vejen blev nemlig til en lille sti langs et skovbryn.

Vi kom så rigtigt omkring brændevinsbrænderiet og her manglede jeg en klar vejviser til at overbevise os om, at vi var på rette vej. Men det var vi og havde jeg lagt mærke til skiltet til “Mühltal Hof” havde jeg været mere overbevist end jeg var der 

Her er Auwinkel med vandværket og brænderiet set fra “den rigtige vej”.

Det gik opad, henad, og mere opad – til vi kom til “Das Bergdoktorhaus”. Her var der åbenbart optagelser til TVserien, for der Bergdoktors grønne Mercedes var parkeret her. Mænd skulle gerne fotograferes med den som baggrund, så det skulle jeg også 

Lidt nede flokkedes TV-turister omkring der Bergdoktor, som står med ryggen til os og rager et halvt hoved op over de andre. Han må have givet nogle minutter til sine fans efter filmarbejdet. Jeg spurgte Inge om hun skulle have en autograf, og det skulle hun da selvfølgelig…

…men da jeg kom ind i flokken hørte jeg ham snakke engelsk og så sige Bye, Bye til en dame – og vende ryggen til os alle. Jeg prøvede med “Dr. Gruber” (hans filmrollenavn) men han var vant til at publikum vil “misbruge” ham til sidste minut. Han var vel også sulten og havde en lunch der ventede på en gasthof nede i byen 

12:30 var vi nede i dalen og havde kun turen hen til kirken og så til højre op ad bakken til hotellet.

Vores tur havde varet 3:30 timer og blev 13.8 km lang, inklusive lidt frem og tilbage ovre ved golfklubben og nede ved brændevinsbrænderiet.

Og vi havde en akkumuleret højdeforøgelse på 308 meter.

Vi var altså hjemme medens frokostbuffetten stadig var på banen. Det benyttede vi os af og restituerede på balkonen med lidt guf og hver vores bog. For tiden læser jeg “Den tålmodige snigskytte” af Arturo Perez-Reverte og fandt anledning til at fotografere denne side, hvor forfatteren i replikker lufter sit eget syn på kunst.

Ved spisetid lignede himlen noget der var forandring i, men igen i dag var vi super-heldige med vejret.

Inge havde en farverig udsigt, som hun fotograferede inden gæsten overfor indfandt sig.

Den italienske menu kunne starte. Læg mærke til den store træfigur i det første madbillede. Ham kunne jeg godt lide. Maden smagte også udmærket i aften.

20:40 sagde vi godnat til Der Bär og trak os tilbage.

07:16. Tåge i dalen, men ellers tegn på en fin dag.

07:34 er Inge ude for at tilfredsstille aktivitetsmåleren og tager dette billede. Jeg sidder i restauranten ved det midterste vindue…

… og fotograferer udsigten fra morgenbordet, som hun er i. Det var ikke planlagt på forhånd, men meget sjovt sammenfald. Vi spiste igen morgenmad blandt TV-celebriteter og kiggede ikke ret meget i Morgenposten, ud over at notere, at der lovedes “Sonne pur” for hele dagen – som igår. Men vi skulle videre. Vi skulle nordpå.

10:00 præcist kørte vi forbi rådhuset i Rosenheim, som planlagt fordi den er Drehort for TVserien “Die Rosenheim Cops” – og minsandten om de ikke drejede en scene derinde. Vi vendte om 100 meter længere nede ad gaden og smuttede ned i rådhusets parkeringskælder, hvor vi havde det svineheld at finde en plads – vist den eneste ledige 

På vej ind i politistationen ses her de to kriminalkommisærer (tv) med rollenavnene Korbinian Stadler (ved døren) og Sven Hansen, samt betjenten med rollenavnet Michi Mohr.

Politichefen med rollenavnet Gert Achtziger (med hvid skjorte og slips) følger optagelserne på en skærm.

Her har vi de 2 kriminalkommisærer i en pause beskyttet mod solen. Inge fortalte mig, at det var for at sminken ikke skulle løbe, hvis de begyndte at svede for meget.

Næste mål på ruten var “Hotel Fürstenhof” fra TVserien “Sturm der Liebe” i en lille by Vagen vest for Rosenheim.

Slottet var ikke særlig tilgængeligt, men vi kunne dog få et billede af parken, som lige nu markerer sig ved sit fravær af skuespillere og optagehold  Vejret var dejligt og nu har vi set stedet.

Næste mål var et lille kapel nærheden af Dietramzell, Maria Elend, der er benyttet som Drehort i TVserien “Forsthaus Falkenau”. Vejen dertil var spærret, så vi kiggede istedet på klosteret i Dietramzell, hvis website introducerer det på følgende måde:

Grüß Gott,
Sie besuchen ein im Jahre 1099 vom Abt Udalschalk von Tegernsee gegründetes Kloster. Erster Propst des ehemaligen Augustiner-Chorherren-Stifts war Dietram. In der ersten Hälfte des 18. Jahrhunderts gelang es den Pröpsten Petrus Offner aus Beuerberg und Dietram II. aus Weilheim durch eine großzügige Bautätigkeit das Kloster zu einem Barockjuwel umzugestalten. Trotz Säkularisation ist noch viel vom alten Inventar erhalten, da ein Teil des Klosters Aussterbekloster der Klarissen von St. Jakob am Anger in München war. 1831 kamen die Salesianerinnen nach Dietramszell.

Klosterkirken var rigt dekoreret, hvilket tyder på, at adskillelsen mellem kirke og stat er gået skånsomt hen over Dietramzell.

Bemærk loftet!

Vi opgav så at se Maria Elend og begav os mod næste mål, som var Landgasthaus Liegl, der optræder som “Gasthaus Rosenbräu” i TVserien “Die Rosenheim Cops”. Det skulle ikke være langt borte fra Dietramzell. Men vejen derind var spærret af vejarbejde. Jeg holdt ind til siden for at kigge på navigatoren om der var et alternativ. Medens vi holdt der standsede en bilist, rullede vinduet ned og spurgte, om han kunne hjælpe. Jeg fik af en eller anden grund ikke sagt Landgasthaus Liegl, men den by, som gaden, hvorpå værtshuset lå, nemlig Bad Tölz. Den by fik vi derfor retningen på og kørte i den retning, men så ingen sideveje, der kunne lede op til den lille bitte landsby, som vist hed Obermühltal, hvor værtshuset lå. Jeg opgav så og kørte videre mod Wolfratshausen – men vendte om, for det kunne da ikke passe, at vi ikke kunne finde det værtshus! Vi kørte ned til Bad Tölz og op ad vej 2368 – og minsandten om vejen også var spærret her. Jeg spurgte en landmand, hvordan det hang sammen det hele. Han sagde, at jeg bare skulle køre ind i byen, for dem der bor der, skal  jo også leve. Der vil altid være en udvej, en sidevej  Og vi kørte forbi flere “spærret vej”-skilte og ind i byen, hvor der var vejarbejde, men ikke sådan at man ikke kunne køre der!

12:54 blev dette billede taget. Og der var meget stille. Et ældre par, værtsparret formodentlig, sad og småslumrede i solen. Det virkede lukket og min forestilling da jeg planlagde ruten, om at få en forfriskning her, kunne jeg godt glemme.

Den sorte prik viser, hvor værtshuset er. Jeg havde kørt 35 km omvej – først mod vest, lidt mod nord inden jeg ombestemte mig til alligevel at forsøge at finde det, så ned til Bad Tölz og op nordpå mod Dietramzell – og brugt 1 time på denne historie!

Vi fortsatte rejsen og kørte gennem Wolfrathshausen, hvor TVserien “Hubert & Staller” foregår, og ind i Starnberg på toppen af Ammersee, der i TVserien “Forsthaus Falkenau” er byen “Störtzing”. Fandt et P-hus i bymidten, spurgte os for om der var en Eisdiele i nærheden – hvilket der var, dog ikke på et særligt romantisk sted, viste det sig – og gik derhen for at få en Eiskaffee.
Vi fortsatte rejsen op forbi Augsburg, hvor oplevelsen var de mange vejarbejder og medfølgende omveje. Et sted ignorerede jeg “vej spærret længere fremme”-skiltet i den tro at jeg ved en rundkørsel kunne fortsætte rejsen som planlagt, men netop der var der spærret – jeg manglede 100 meter fri bane!

18:30 havde vi fået bagage op på værelset i Hotel Deutsches Haus på Weinmarkt i Dinkelsbühl (huset med det røde bindingsværk midt i billedet over parasollerne) og kunne gå ud for at få et glas vin.

Weiser’s Café skråt overfor hotellet fik vi anbefalet…

…hvor vi straks bestilte vin og øl. Det havde været en dag med en lidt for ambitiøs rejseplan, hvilket gør omveje og vejarbejder stressende, og det skal man jo ikke planlægge med.

Inge havde alligevel overskud til at lave denne lille installation på café-bordet 

Vi havde tilbagelagt 385 km og været godt 8 timer undervejs…

Tilsammen havde vi oplevet 2126 højdemeter undervejs på turen  i det smukke sydtyske landskab.

Og som vi snakkede om hos Café Weiser, så var det jo synd at komme så sent til en historisk by som Dinkelsbühl, hvor der er meget at se, og hvor hyggelige slentreture venter lige uden for hoteldøren. Vores værelse er det 1. vindues-sæt fra venstre på 2. etage. Der var parkeringsservice fra hotellets side. De fik nøglen og vil hente den til os i morgen tidlig.

19:10. Spisetid. På vej over markedspladsen fik vi lidt indirekte solnedgang.

Hvor min rejseplanlægning og -gennemførelse for idag havde været lidt udfordrende for os, så var hotelreserveringen til gengæld i orden og den indbefattede et bord i restauranten. Folk blev høfligt afvist ved døren, fordi der var fuldt optaget. Vi sad et godt sted 

På min side af bordet serveredes en af dagens retter: Wildschwein mit hausgemachten Knödeln, Salatteller und Preiselbeeren.

På Inges side stod den på hausgemachten Nudeln mit Trüffeln und Champagnerschaumsauce.

Aftensmaden mættede lige så godt som den smagte – så der var ikke plads til dessert. I stedet gik vi en lille tur. Bemærk kirketårnet. Oppe i det hænger en stor klokke. Hotelværten pegede på kirken, da han viste os værelset og sagde, at vi nok kom til at kende den 

Vi er jo i Bayern, og her er Madonna med barnet velkomne og bør ikke mangle – det vidste hotellet.

Der blev passet godt på os. Denne fyr stod lige ud for vores dør, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte præsentere mig 

Vi fik lidt ekstra vin med op på værelset. Men hvor er vi? Inge fotograferer og jeg…

…kigger ned på markedspladsen, hvor der foran hotellet var en mindre forsamling af turister. Vægteren stod så langt inde mod muren, at jeg ikke kunne få ham med på billedet. Sådan en lille byvandring inden sengetid med vægteren, der fortæller om, hvordan vægtere arbejdede før i tiden, er tilsyneladende populær.
Vi gik til ro – så meget som kirkeklokken nu ville – men efter Oberwesel ved Rhinens bred var vi veltrænede

06:15. Münster Sankt-Georg havde vi tilbragt natten med – men den bimlede ikke hele tiden. Der var en Ruhepause fra omkring klokke 22:00 til 06:00

07:00 var der kommet lidt mere lys på bybilledet, og det var ved at være tid til morgenmad.

…gik forbi dagens avis. Man beskæftiger sig igen, igen, med VW-skandalen, som rækker langt ud over firmaet selv, og forbundsregeringen er ifølge forsiden her nervøs for, hvor vidtrækkende skandalen vil påvirke tysk eksport.

Inge havde i nattens løb bemærket, at der ved siden af sengen var et lille vindue, der tillod et blik ned på Ledermarkt til Sankt Paulskirche. Gad vidst hvornår det er lavet, og hvad motivationen var, når nogenlunde samme udsigt er mulig fra de almindelige vinduer  

08:15 var Inge på tur med sin aktivitetsmåler, medens  jeg pakkede bilen. Fin idé, for så fik hun indhentet en lille smule af den turisme hun ikke fik i går. Her er hun omme i Ledermarkt med Wörnitztor fremme foran ved bymuren.

Og på vej derhen kom hun forbi Löwenbrunnen på Altrathausplatz.

Videre ad Spitalstrasse langs bymuren fra 1372.

Og undervejs et hurtigt kig til venstre ad Kirchöflein. I baggrunden ses vores “genbo”: tårnet på Münster Sankt-Georg.

Videre ad Spitalstrasse…

…og kom forbi et lille hus med en model af sig selv på ydermuren 

…og endte på Dr. Martin Luther Strasse. Her tog hun dette billede mod Rothenburger Tor.

Den altid observante Inge bemærkede beskrevne brosten. De er dog ikke “Stolpersteine” til minde om jøder dræbt i koncentrationslejre. Måske tidligere beboere eller måske snarere nuværende beboere, der har givet en skilling eller to til restaureringen af kirken Münster Sankt-Georg skråt overfor hotellet

Hun fortsatte ned forbi vores hotel og på hjørnet af Marktplatz og Segringer Strasse tiltrak Stadtsbibliotheket hendes interessen. Gustaf-Adolf Haus hedder det.
Das Gustav-Adolf-Haus ist benannt nach dem schwedischen Offizier, der in diesem Gebäude einige Tage verbrachte. Es handelte sich dabei um die frühere Ratstrinkstube, aus dessen Fenster man die Ratsbeschlüsse einfach herausschrie. Das Haus ist sehr schief gebaut, was vor allem an den Fenstern erkennbar ist. In der Renaissance wurde Giebel und Fenster renoviert sowie die farbigen, in der Sonne wunderbar schillernden Dachziegel angebracht. Heute befindet sich der Touristik-Service und die Städtische Bücherei in den historischen Gemäuern.

Byens turist-service skriver følgende om Segringer Tor, som Inge her ser henne for enden af Segringer Strasse:
1648 bei der schwedischen Belagerung beschädigt und später eingestürzt, wurde der Turm 1655 vom italienischen Baumeister Antonio Don im Barockstil wieder aufgebaut. Die anschließende Stadtmauer sicherte im weiteren Verlauf mit zahlreichen Wehrtürmen die Südwestflanke der Stadt. In der Tordurchfahrt führt eine Treppe in den Stadtgraben.

Die breite Segringer Straße gibt einen reizvollen Blick über die Altstadt und ihre Dachlandschaft frei. Maler entdeckten bereits um 1890 das Städtchen für ihre Motive, Dinkelsbühl wurde zur Sommerfrische für Münchener und Berliner Künstler.

Og her venter en leverance tilsyneladende på, at boghandleren kommer og åbner butikken. Ja, det skulle man tro, men her kan man døgnet rundt hente sig en bog for 1 Euro stykket! Der var mange forskellige genre at vælge imellem. Om boghandleren slår en parasol op, når det er “fugtigt” vejr, vides ikke, men mon ikke….

Forbi die Stadtverwaltung kom Inge også. Om bygningen skriver turist-servicen:
1733 als Privathaus für den Posthalter, Senator und späteren Bürgermeister Bauer gebaut. Seit 1855 Gebäude der Stadtverwaltung. Spruchband mit Zitat aus dem so genannten “Richtungsbrief” von 1387, der die Zünfte am Stadtregiment beteiligte. Im gegenüberliegenden ehemaligen Gasthaus “3 Mohren” speiste am 4. November 1797 Johann Wolfgang von Goethe auf seiner Reise nach Nürnberg.

Jeg gætter på, at hun dernæst gik østpå ad Lange Gasse…

…for derefter at gå op ad Turmstrasse. Og her har vi Münster Sankt-Georg igen.

Inges morgenrunde med aktivitetsmåleren er slut 08:45, og billederne derfra understreger vigtigheden af også at have god tid til turisme, når man er på rejse. Pilen peger på det lille vindue, som Inge bemærkede indefra 

Medens Inge havde været på gåtur pakkede jeg bilen. Hotellet bragt bilen tilbage fra garagen, vist nok allerede ved 7-tiden, så det var ikke noget problem med. Vores genbo-kirke hold dørene lukkede, så et besøg derinde var desværre ikke muligt. Derfor stod vi allerede 09:00 (åbningstid) ved en boghandel for at købe postkort…

…og begav os på vej nordpå. Klokken 11 tankede vi diesel. Vejret var ikke længere højt sommervejr, men det ville også være utaknemmeligt at forlange det efter de mange strålende dage, vi har haft undervejs.

Omkring 11:30 var der et eller andet, der inspirerede til at forlade A7/E45 ved frakørsel 97 og køre til Hammelburg. Måske at vi på et skilt ude på motorvejen læste, at Hammelburg er den ældste vinby i Franken  Vi standsede på markedspladsen, men den var så uinspirerende, at vi bare stod ud og tog et par billeder – gjorde ikke yderligere forsøg på at finde en god Café eller et Konditorei – og fortsatte nordpå ad vej 2291 til vi kom på motorvejen igen ved tilkørsel 96.

12:40 kørte vi ind i die Tiefgarage under “Hotel Goldener Karpfen” i Fulda. Hotellet er kendt for sine finurligheder, og de startede allerede med Gøg og Gokke i garagen 

Vi havde kørt 223 km og været 3:25 undervejs.

Jeg er overrasket over de højdeforskelle vi oplevede på køreturen i dag. Den forskel på 360 meter mellem bakke og dal havde jeg ikke bemærket. Det første “lavpunkt” var da vi kørte langs floden Main ved Marktbreit, og det andet var da vi kørte over floden Saale  ved Hammelburg. Der nåede vi ned på 178 m.

Aftalen med en af de 2 ejerinder af hotellet var, at vi bare skulle komme, så ville der være flere “Design-Stil”-værelser at vælge imellem.

Jeg valgte Hollywood Suiten med “Rock & Roll – Elvis Presley”-stilen 

Som sagt er der mange finurligheder på hotellet. Inge lagde mærke til denne lille – potentielt dramatiske – morsomhed 

Og hun lagde ogå mærke til Abtei St. Maria, da vi undervejs for at finde domkirken Dom zu Fulda gik igennem Nonnengasse. Den slags skilte var der ved de bygninger i Fulda, som byen havde noget at fortælle om. Tilpas diskrete men også “nemme” at lægge mærke til.

Vi kiggede indenfor i klosterkirken…

…og bemærkede de fornemme træsnit på den side af kirken, der var bedst oplyst af dagslyset. Maria i midten er royalt udstyret med krone og stjerneglorie.

Hovedalteret var meget moderne, og det var også tilfældet med dette lille sidealter til højre for trappen, der førte op til hovedalteret. Meget sympatisk.

Usædvanligt var også dette kruxifix, hvor korset er som et Y.

Videre ned ad Schlossstrasse og hen forbi Stadtschloss. Byens website skriver bla.:
Den glanzvollen Mittelpunkt unter den profanen Bauwerken bildet das Stadtschloss, die Residenz der Fuldaer Fürstäbte und Fürstbischöfe.
Das heutige barocke Schloss wurde als Vierflügelanlage mit zwei Seitenflügeln, die einen Ehrenhof einfassen, in den Jahren 1708-1714 erweitert. Der Baumeister der Schlossanlage, die auf den Vorgängerbauten entstand, war Johann Dientzenhofer, der auch den barocken Dom erbaute. Sein Auftraggeber war Fürstabt Adalbert von Schleiffras.

Og så var vi ved domkirken – og Sankt Michaels Kirche lidt i baggrunden til højre. 2 klenodier i verdensklasse så tæt sammen!

Selv i gråvejret var det et bygningsværk, der gjorde indtryk. Her ser vi domkirken fra Michaelsberg, for vi ville se den “lille” kirke først.

Jeg var virkelig spændt på at se kirken…

…og blev ikke skuffet! Som jeg sagde til Inge, så mindede den mig om et af de computerspil, som hun og Roland spillede tilbage i første halvdel af 1990’erne. Det foregik i omegnen af Carcasonne i Sydfrankrig 
Om kirken skriver wikipedia:
Die Michaelskirche in Fulda wurde im vorromanischen, karolingischem Baustil im Auftrag von Abt Eigil in den Jahren 820 bis 822 erbaut. Sie gilt als der älteste Nachbau der Grabeskirche in Deutschland und zählt zu den bedeutendsten mittelalterlichen Sakralbauten Deutschlands. Sie diente als Totenkapelle des 744 gegründeten Klosters Fulda, eines der führenden kulturellen Zentren des frühen Mittelalters[1] und als Grablege ihres Erbauers Eigil.
Ihre Bedeutung beruht auch auf dem Umstand, dass sich in der Vita Abt Eigils des Fuldaer Mönchs Brun Candidus eine zeitgenössische Deutung der Bausymbolikerhalten hat, die sich ausdrücklich auf Rabanus Maurus beruft.

Et kig opad.

I dette gamle gudshus fandt vi helt moderne inventar, som dette relikvieskrin.

Dette dramatiske alterbillede, var jo meget levende, hvis man kan sige det om 2 døde…

Igen var det Inge, som bemærkede, at der også her var et pilgrimsstempel at få. Vi købte et postkort og sender et stempel med.

Vi forlod St. Michaelskirche og gik hen i domkirken. Wikipedia fortæller:
Der Dom St. Salvator zu Fulda (Hoher Dom zu Fulda) ist die Kathedralkirche des Bistums Fulda und als Grabeskirche des heiligen Bonifatius Ziel der Bonifatiuswallfahrt. Er stellt den Mittelpunkt des Fuldaer Barockviertels dar und ist zugleich das Wahrzeichen der Stadt Fulda. Unter Fürstabt Adalbert von Schleifras wurde er 1704–1712 von Johann Dientzenhofer als dreischiffige Basilika errichtet und am 15. August 1712 auf das Patrozinium Christus Salvator geweiht. Der Dom diente zunächst als Abteikirche des Klosters Fulda und wurde 1752 Kathedrale des Fürstbistums.

Inge bemærkede disse 4 “treenigheds-hænder” i gulvet. Sandsynligvis med symbolsk betydning, som jeg ikke har kunnet finde information om…

Om højalteret:
Der Bildhauer Johann Neudecker und der Stukkator Giovanni Battista Artari haben gemeinsam das Bildwerk geschaffen. Am 15. August 1712 weihte Fürstabt Adalbert von Schleifras den Hochaltar zu Ehren der in den Himmel aufgenommenen Gottesmutter Maria, die von der Dreifaltigkeit empfangen wird. Der als Baldachin gebildete Hochaltar gibt den Blick auf den langgestreckten Mönchschor frei.

Sådanne gravepitafier minder mig om illustrationerne i en gammel Eventyrbog, vi som børn fik læst op fra. Rent gys for en lille dreng – også for en stor dreng  Bemærk at skelettet holder en fjerpen i hånden…

Et andet af slagsen viser en afdød biskop løfte låget på kisten. Det drejer sig her om den hellige Bonifiatius, og Wikipedia skriver:
Die Bonifatiuskapelle, eine Krypta und Überrest der Ratgarbasilika ist Ziel der jährlichen Bonifatiuswallfahrt. Dort ruhen in einem reichverzierten Sarkophag die Gebeine des heiligen Bonifatius, des Apostels der Deutschen. Der Sarkophag ist mit einem Reliefbild und einem Antependium von Johann Neudecker versehen. Papst Johannes Paul II. betete im November 1980 bei seinem Besuch in Fulda am Grab des heiligen Bonifatius und erinnerte in seiner Predigt an Bonifatius als den „Anfang“ des Evangeliums in Deutschland.

Jeg ved ikke hvem alteret her er viet til, men det er lige så meget pulten i nederste venstre hjørne, der gjorde, at jeg fotograferede her. Jeg synes, den er herlig.

Som gammel orgelbygger-stik-i-rend-dreng har jeg altid et øje til kirkers orgler. Her hovedorgelet:
Im Zuge der Gesamtrestaurierung des Doms in den Jahren 1992 bis 1996 wurde das historische Orgelgehäuse restauriert; dabei wurde die alte Farbfassung freigelegt und soweit möglich in der ursprünglichen Form wieder hergestellt. Die Firma Rieger Orgelbau fertigte 1996 ein neues Orgelwerk, unter Verwendung von 24 Registern der Vorgängerorgel von Wilhelm Sauer. Das heutige Orgelwerk hat 72 Register auf 4 Manualwerken (Hauptwerk, Rückpositiv, Schwellwerk, Oberwerk) und Pedal.

Inge var på jagt efter en bestemt creme, og jeg manglede tandtråd – så vi havde 2 ærinder her  på Løveapoteket. Apotekeren havde lige været på ferie i Dänemark, war begeistert… og han mente, at den tandtråd han solgte,  var den bedste på markedet  – Inge fandt desværre ikke det, hun søgte.

På min forespørgsel om en god café med gode kager, vidste apotekeren råd – lige 50 meter længere henne ad gaden hos Café Thiele. Jeg går lidt i forvejen for at se, om der var plads.

Det var der, og 14:50 var der kage og kaffe på bordet.

Da vi senere kom forbi en WMF-butik drejede vi ind for at kigge nærmere på det bestik, som vi var meget tilfredse med i Norden. Det viste sig at hedde “Merit” og ikke “Chromeag” som jeg havde læst bag på en gaffel. Vi købte ikke bestikket i denne omgang, men jeg forlod butikken med 2 af de grønne superskarpe køkkenknive  

16:05 var vi tilbage ved hotellet.

Så var det godt at sidde og skrive et postkort til den gamle nabo i Aabenraa. Jeg ser ikke valfartsstemplet på dette kort, så det må være det, vi købte i morges i Dinkelsbühl.

Fik også tid til at knipse et interiørbilledefra Hollywood Suiten 

…og et til.

Og vi tog os en slapper med den medbragte litteratur. Bemærk mit tilfældigvis aktuelle bogmærke, jeg holder i venstre hånd, som jeg har benyttet lige siden vi besøgte Graceland i Randers 

Det blev kaffetid, så vi måtte ud i gadebilledet igen. Drejede ind på Löherstraße og fandt virksomheden “rösterei.kaffeekultur”. Der var en god aroma i luften…

…fordi Herrn Klose var ved at riste kaffebønner med stor koncentration 

17:24 var den på bordet. Den var udmærket og intens. Herr Klose kom hen og sagde, at nu var der en god mulighed for at tage billeder. Troede at jeg gerne ville have et, medens de ristede bønner blev hældt ud af maskinen. Jeg sagde mange tak, men jeg havde allerede et godt. Det troede han ikke på, så jeg viste ham det af ham selv (det ovenfor) og så spurgte han, om jeg ville sende ham en kopi. Det sagde jeg, at jeg gerne ville. Disse små kafferisterier der er mange af i Tyskland – de serverer fantastisk kaffe og her kan man råbe ordet KAFFE!

20 minutter senere havde vi en anden smag i munden – i hotelles bar – vin fra Franken. Og vi hørte sækkepibemusik gennem det åbne vindue.

…og inden aftensmaden tilfredsstillede vi Inges aktivitetsmåler med en lille runde i nabolaget – også for at se, om vi kunne finde kilden til denne sækkepibemusik. Dette var hvad vi mødte: et lokalt sækkepibeorkester, der var ved at pakke ned efter at have underholdt på et alderdomshjem.

Jeg fik startet uret lidt sent, først efter besøget hos nonnerne, til vores bytur.

Hotelejerdamerne havde alle mulige små finurligheder rundt om i hotellet, heriblandt denne interessante bordpynt, som vi diskuterede, medens vi ventede på aftensmaden.

Sådan ser jeg ofte ud, når maden lige er serveret – for at få et billede af den til denne rejseblog 

Det var en veggie-ret med kantareller, som jeg ikke husker navnet på. Men jeg husker at den smagte godt og mættede så meget, at der ikke var plads til dessert.

Godnatbilledet blev dette.

07:05. Morgenbillede med en gylden karpe bøjet i neon. Det 112 år gamle hotel er tro mod sit navn i flere forskellige former rundt om i etablissementet.

Og drivkræfterne er disse to damer, her i en yngre udgave foran et billede af bedstemoderen, som måske var grundlæggeren.

I årene har søstrene samlet kunst, moderne interessant kunst…

…med Kaiser Wilhelm II som en undtagelse. Her passer han elevatoren på vores etage, men er ellers prominent i restauranten som et gennemgående tema. Om det var bedstemoderen, der startede samlingen af souvenirs fra hans tid, ved  jeg ikke. Dette billede har søstrene fået som gave fra venner i en eller anden anledning efter år 2000.

Da Inge fotograferede dette, bemærkede hun bådene og at dampskibet havde en kulsort skorsten, som om den var den forurenende part. Alsammen malet i forskellige prikker i forskellige farver, men med blå og rød som hovedpart – som om det hele er set i en flimrende solnedgang!

Jeg valgte – som den første af os nede i restauranten – nabobordet til det bord, vi sad ved i går aftes, hvor der var 2 almindelige stole. Bænke langs vægge er mange gange 5-10 cm lavere, og dermed lavere end stolene.

…vi var dermed mere i øjenhøjde.

I lokalet ved siden af havde Kaiser Wilhelm II fra sine forskellige pladser på væggene opsyn med morgenbuffetten 

Vi skulle videre, og medens  jeg pakkede bil gik Inge en runde med aktivitetsmåleren og fotograferede lidt undervejs. Her Spitzbrunnenplatz med hotel Goldener Karpfen til højre bag træerne. Med godt vejr og beværtningen under parasollerne i fuld gang, må det være en hyggelig plads at komme forbi.

Vi skulle mødes i garagen, og her ved nedkørslen knipsede hun dette vægmaleri i 1930’er-stil…

…og dette Gøg og Gokke motiv inde hvor vores bil holdt. Lustig!

Ca. 09:30 startede vi og forlod byen gennem Paulstor – tror jeg den hedder 

…og 11:25 svingede vi op foran Hotel Link. Og hvorfor det? Vi var jo på vej til Hildesheim! Jo, jeg havde i går “renset” min telefon for musikfiler og valgt “alle filer” i menuen. Og nu kunne vi ikke længere høre den lydbog, vi er i gang med. Bogen var stadigvæk i app’en, men kunne ikke spille. Så hvordan skulle vi ordne en ny download af bogen? En idé var at finde en internetcafé. Vi svingede ind i den nærmeste by, som var Sontra (havde aldrig hørt om den før, men det har mange danskere igennem tiden, erfarede vi) og spurgte os for. Der var ikke sådan noget som en internetcafé i denne lille by. Var der et hotel? Ja, vi skulle lige under viadukten og til højre, så var der et hotel. Og her forelagde jeg problemet, og spurgte, om jeg måtte bruge deres internet. Damen kiggede noget reserveret på mig og spurgte om jeg var gæst på hotellet. Neejj, det var jeg ikke, jeg var undervejs. Nå, så forbarmede hun sig over mig og spurgte manden om password. Og med det fik jeg downloaded bogen igen.

Vi købte hver en økologisk Apfelsaft – hjemmepresset på hotellet – og medens vi drak den, snakkede vi lidt med damen. Hun forstod, at vi var danskere, og fortalte at engang overnattede der mange danske busrejsende her, fordi busselskaberne gerne ville undgå den tætte trafik omkring Kassel. Hun hentede en brochure til os, for måske kunne vi blive fremtidige kunder. Vi takkede, drak ud og sagde auf wiedersehen!

13:55 stod jeg så i kø – en lille kø – for at checke ind på hotellet i Hildesheim.

Værelset var som bestilt og jeg hentede bagagen op fra bilen. 14:20 var det ordnet…

Der var jo så meget interessant at se her i byen, at vi ikke havde tid at spilde, så 20 minutter senere var vi på Andreasplatz – på vej til domkirken – hvor vi kunne betragte dette stykke kunst i det offentlige rum. Jeg ved ikke om det har en titel, men det formidler et kristent/religiøst budskab. Skulpturelt kan jeg godt lide det, som om det kommer op fra Jordens indre med dette budskab 
Havde jeg forberedt mig bedre hjemmefra ville jeg her have kunnet fortælle Inge, at kirken blev fuldstændig ødelagt under bombeangrebet den 20. marts 1945, og;
In den Jahren 1956 bis 1965 wurde sie wieder aufgebaut und am 29. August 1965 als letzte der kriegszerstörten Kirchen in Hildesheim eingeweiht. Erst am 10.11.1883, dem 400. Geburtstag Martin Luthers, wurde der Grundstein zum Weiterbau des Turmes zu seiner jetzigen Höhe von 114,5 m gelegt. 

Vi stod altså, uden at vide det, i en meget ny kirke og måske derfor havde den over alteret die Abendmahlsgruppe i moderne udtryks- og indtryksfuldt kunstnerisk Gestalt.
Abendmahlsgruppe über dem Altar:
Sie erinnert an das Geschehen beim letzten Abendmahl, das Jesu mit seinen Jüngern feierte. Auch das Eingangsportal im Westen mit dem Durchzug des Volkes Gottes durch das Schilfmeer in das verheißene Land ist ein Werk Ulrich Henns.
At kirken har Nordtysklands højeste tårn, fik os ikke til at drømme om at klatre derop

Opmærksomme Inge bemærkede denne tavle i stenbroen. Turistinformationen fortæller om ruten:
Wenn Sie Hildesheim auf eigene Faust entdecken möchten, folgen Sie den in das Straßenpflaster eingesetzten Rosenpflastersteinen. Die Rosen weisen Ihnen den Weg zu zahlreichen Sehenswürdigkeiten: Vom historischen Marktplatz mit dem berühmten Knochenhauer-Amtshaus geht es an Kirchen und historischen Gebäuden vorbei ins Fachwerkviertel. Folgen Sie der Route über den grünen Kehrwiederwall und durch romantische Gassen zu den UNESCO-Welterbekirchen Mariendom und St. Michaelis.

…og vi var dermed på Rosenrouten  og ville følge den et stykke videre, for vi skulle netop hen til disse 2 kirker.

Men vi skulle ikke videre lige straks. Vi havde bemærket den dejlige duft af nyristet og nylavet kaffe ovre fra den café der.

Medens kaffen blev lavet diskuterede vi, i hvilken retning vi skulle gå herfra.

Den kom som bestilt – og det var, hvad vi trængte til. Igen en kop fantastisk god kaffe.

Vores første blik på Dom Maria Himmelfart zu Hildesheim. Bag glasfacaden gemmer sig Dommuseum Hildesheim. Det sprang vi lige over…

…og gik ind i Dom’en.
Der Hildesheimer Dom St. Mariä Himmelfahrt ist eine der ältesten Bischofskirchen Deutschlands. Baugeschichtlich geht er bis in das 11. Jahrhundert zurück, seine Ursprungsgeschichte reicht sogar bis in das Jahr 815.

Her var denne fantastiske “krans”: Der Heziloleuchter.
Der Heziloleuchter hat einen kreisrunden Reif von 6 m Durchmesser als Grundform. Der Reif ist aus vergoldetem Kupfer gefertigt und trägt am oberen und unteren Rand lateinische Inschriften. Der dazwischen liegende Bereich ist waagerecht in drei Felder geteilt, von denen das mittlere konvex nach außen gebogen ist. Sie sind mit durchbrochenem Blattwerk und Ranken reich verziert. Der obere Rand ist mit quadratischen Zinnen besetzt, welche die 72 Kerzen tragen.
In diesen Reif sind in abwechselnder Folge zwölf Türme und zwölf Tore eingefügt. Die Türme haben den Grundriss eines Griechischen Kreuzes mit vier Apsiden (von Turm zu Turm abwechselnd rund und rechteckig), jede mit einer Türöffnung. Nach oben tragen die Türme jeweils einen schmaleren Dachaufbau, der die Zinnen des Reifs überragt und in einer Kugelspitze endet. Möglicherweise standen in den Türmen ursprünglich kleine Statuen oder Ampeln.
Die Tore sind flach, kaum höher als der Reif und nach hinten verschlossen; dort sind die Tragseile verankert. Jedes Tor ist von zwei schmalen, ebenfalls reich ornamentierten Rundtürmen flankiert und mit Zinnen sowie dem Namenszug eines Apostels bekrönt. In der Toröffnung stand vermutlich eine Apostelfigur.In der Mitte hing einst eine große Ampel an einer Kette herunter.

Over alteret var endnu en “Hjullampe”.

Der Thietmarleuchter, traditionell Azelinleuchter, ist der älteste der vier in Deutschland erhaltenen romanischen Radleuchter. Er wurde im 11. Jahrhundert für den Hildesheimer Dom angefertigt…
…Der Leuchter hing bis 2010 in der St.-Antonius-Kirche beim Kreuzgang des Hildesheimer Doms. Seit dem Ende der umfangreichen Sanierungsarbeiten am Dom 2014 und dem Umbau der Antoniuskirche zum Dommuseum hat er seinen Platz im Altarraum der Kathedrale. Der Heziloleuchter kehrte an seinen ursprünglichen Platz im Langhaus der Kirche zurück.
Der Thietmarleuchter ist Vorbild und Schwesterwerk des Heziloleuchters, der von Azelins Nachfolger Hezilo in Auftrag gegeben wurde. Vielleicht waren beide Leuchterkronen von Anfang an als Ensemble geplant, so wie sie dann jahrhundertelang im Dom hingen: der Heziloleuchter im Langhaus, der etwa halb so große Thietmarleuchter im Chor. Die Domrestaurierung stellte diese Konstellation wieder her.

Fantastiske arkitektoniske detaljer. Bliver helt ydmyg…

…og dem var der flere af. Disse træsnit med metalagtig belægning!

Og et meget moderne domkirkeorgel – som skrevet før, når man har arbejdet med fremstilling af orgler, selv  om det er på allerlaveste niveau, så er et orgel aldrig ligegyldigt.

Neue Domorgel:
Im Zuge der Renovierung des Domes erbaute die Orgelbaufirma Seifert (Kevelaer) unter Wiederverwendung der bisherigen Domorgel eine neue Domorgelanlage, bestehend aus Haupt- und Chororgel. Die Anlage wurde zur Eröffnung des Domes nach seiner Sanierung im August 2014 fertiggestellt. Zu diesem Zweck war die Hauptorgel im Februar 2010 abgebaut worden.
Die neue Hauptorgel hat 77 Register auf sechs Manualwerken (spielbar von einem viermanualigen Spieltisch) und Pedal. In ihr wurden 56 Register und die Technik (Windladen) der alten Orgel wiederverwendet. Da im Zuge der Domsanierung die Chor- und Orgelempore abgerissen wurde, musste die neue Hauptorgel sowohl optisch (Prospekt) als auch klanglich auf die geänderten akustischen Verhältnisse angepasst werden. Dazu wurde insbesondere der Bassbereich des Instruments verstärkt. Außerdem wurde das Schwellwerk um einige typisch romantische Register ergänzt. Die Spanischen Trompeten wurden im Inneren der Orgel untergebracht, und um ein romantisches Hochdruckwerk ergänzt.

Det ville jeg gerne høre 

Så kom vi til en stor gammel dør, som vi kunne fornemme var noget særligt. Og det var den også. Meget gammel – 1001 år gammel – Bernwards dør!
Die Bernwardstür ist eine um das Jahr 1015 datierte zweiflügelige Bronzetür im Westportal des Doms zu Hildesheim. Ihr reicher biblischer Figurenschmuck, der Szenen aus dem 1. Buch Mose und dem Leben Jesu Christi einander gegenüberstellt, gilt als erster Bildzyklus der deutschen Plastik. Nach der Restaurierung weisen die Türflügel in einem Vorraum wieder nach außen und stellten so dem Ankommenden die porta salutis, die Tür zum Heil vor Augen. Aus konservatorischen Gründen werden die Torflügel nur zu feierlichen Anlässen geöffnet. Die Tür, die ihren Namen nach ihrem Auftraggeber, Bischof Bernward von Hildesheim (983–1022), erhielt, gilt als eines der Hauptwerke der ottonischen Kunst.

I kirkens krypt fandtes 1000 år gamle murrester og…

…relikvieskrin i fantastiske udførelser. Her der Godehardschrein.

Der Godehardschrein ist wie ein prächtiger Palast gestaltet. Sein Eichenholzkern ist mit vergoldeten Silberplatten bedeckt und mit Figuren sowie Edelsteinen geschmückt. Das Innere birgt die Reliquien des heiligen Godehard, der als Nachfolger Bernwards von 1022 bis 1038 Bischof von Hildesheim war. Der Schrein steht in der Krypta des Doms über seinem Grab.
An den Längsseiten sind zwölf nahezu vollplastisch herausgearbeitete Apostelfiguren angebracht. Die Stirnseiten zeigen Christus zwischen Maria und Johannes dem Täufer sowie auf der gegenüberliegenden Seite den heiligen Godehard, flankiert von Bischof Bernhard und einem bisher nicht identifizierten Bischof. Mit dem bislang unbekannten Kleriker zur Linken Godehards könnte allerdings jener Hermann aus Thüringen gemeint sein, dem der Godehardkult im Dom nachweislich entscheidende Impulse verdankt.

Og så måtte vi udenfor for at se den 1000-årige rosenbusk – med en utrolig historie og overlevelsesevne!
Die Legende, die den Tausendjährigen Rosenstock umgibt, reicht bis in die Gründungsgeschichte des Bistums Hildesheim zurück. Seinerzeit, im Jahre 815, soll Ludwig der Fromme, Sohn und Nachfolger Kaiser Karls des Großen, zwischen den Blüten einer wilden Heckenrose eine kostbares Reliquiar vergessen haben, dass er dort zur Feier einer Messe hatte aufhängen lassen. Als er zurückkehrte, um das Reliquiar wieder zu holen, ließ es sich nicht mehr vom Rosenstock entfernen. Ludwig der Fromme sah darin ein göttliches Zeichen und ließ zu Ehren der Gottesmutter an Ort und Stelle eine Kapelle bauen. Soweit die Legende. Tatsache jedenfalls ist, dass um 815 die Geschichte des Bistums begonnen hat.
Bei einem Bombenangriff im März 1945 während des Zweiten Weltkriegs verbrannte der Rosenstock und lag unter Trümmern begraben. Wie ein Wunder erschien es den Überlebenden dieser Katastrophe, als die Reste der Rose dennoch neue Triebe entwickelten. Acht Wochen nach der völligen Zerstörung des Hildesheimer Doms sprossen aus den verschütteten Wurzeln 25 neue Triebe hervor.

Vi forlod domkirken, som vi her har et kig tilbage på…

…og styrede op mod Michaeliskirche.

Vi var stadig på die Rosenroute.

Der var ikke langt derhen. Jeg glædede mig til at komme indenfor 
Seit 1985 ist St. Michaelis zu Hildesheim gemeinsam mit dem Hildesheimer Dom auf der Welterbeliste der UNESCO verzeichnet. Erbaut wurde die Kirche von 1010 bis 1022 unter Bischof Bernward von Hildesheim erbaut. Sie ist ein Schlüsselwerk der mittelalterlichen Kunst. St. Michaelis ist der einzige umfassend erhaltene Kirchenbau aus der ottonischen Zeit. Die Sanierungsarbeiten begannen im September 2005. Insgesamt wurden über 10 Millionen Euro aufgewendet. Im Jahr 2010 feierte die Kirche ihr tausendjähriges Jubiläum.

Det var en fantastisk kirke at være i. Århundredene – flere end 10 af dem – fornemmedes straks.
Die bemalte Holzdecke im Mittelschiff des Langhauses, die im 13. Jahrhundert entstand, ist einzigartig nördlich der Alpen. Johannes Sommer datierte 1966 die Deckenmalerei zeitgleich mit den Westchor-Erweiterungen in die Jahre gegen 1200 und begründet dies hauptsächlich damit, dass es nach dem 1204 resignierten Abt Theoderich II. im Kloster keine Persönlichkeit mehr gab, die zu solchen Leistungen fähig gewesen wäre. Die Untersuchungen im Rahmen der interdisziplinären Begutachtung der Decke im Jahre 1999 weisen jedoch auf ein Fälldatum der für die Decke verwendeten Eichen zwischen 1190 und 1220 hin.

Smukke bueformationer overalt.

Vi kom hen i østkoret, hvor en moderne Kristusfigur tiltrak sig opmærksomhed. Sammen med alteret i forgrunden og søjlen til venstre er krucifixet en samlet modernisering af koret, der – hvis jeg har forstået det korrekt – er udført af den samme person i 2015. Det afsluttede den genopbygning og modernisering af kirken, der begyndte efter dens ødelæggelse den 20. marts 1945.

Vi syntes, at spillet mellem lys, skygge og selve krucifixet virkede godt. Jeg har fundet lidt information om det og manden bag:
Duttenhoefer, Professor für Gestaltung an der Hochschule Mannheim, bezeichnete Kreuz, Altar, Kanzel und Lesepult für die St.-Michaelis-Kirche als Höhepunkt seiner künstlerischen Arbeit. Grundlage der Gestaltung vor allem des Altars sei das Quadrat, das auch die Basis des Kirchenraums sei. Der Altar ist 98 Zentimetern hoch, Länge und Breite betragen jeweils 1,48 Meter. Das Kreuz hat eine Höhe von 3,40 Meter.
Die Objekte bestehen aus Eisen, das mit Eisennitrat gerostet worden ist. „In einer Automobilgesellschaft ist Rost der Feind, hat aber eine warme Ausstrahlung“, sagte Duttenhoefer. Er wies darauf hin, dass der linke Arm der Christusfigur in die Höhe zeige, höher sei als der rechte. „Die Waagerechte bedeutet Passivität“, begründete er. Als ebenfalls dynamisches Element beinhaltet der Lendenschurz eine aufsteigende Diagonale, der Fuß dazu eine leichte Gegenbewegung. Der linke Arm enthält keinen Nagel, Duttenhoefer will so auf die Verbindung von Kreuzigung am Karfreitag und Auferstehung zu Ostern verweisen.

I et hjørne var denne “installation”, der viste sig at være et sted til…

…os, til at bede og til at tænde lys.

…og her fandtes lys og tændstikker og en lille krukke til penge for lyset. Jeg ved ikke hvad der menes med “Flügelschattentrost” – men udleder frit, at det må være noget med trøst i vingernes skygge, og at det må dreje sig om englevinger  Det kunne også være mere dystert, nemlig at murbrokkerne minder om de skygger, som bombemaskinerne kastede over byen den 22. marts 1945…

Og der var et lille skrift to go De  er altså gode til dette her. Jeg tænker ikke kun på denne moderne installation / mere intime reflektionssted i denne kæmpekirke, men på hele moderniseringen og genopbygningen af ældgamle sønderbombede kultursteder, som vi har oplevet rundt om i landet.

Et blik i retning zum Hohen Chor im Westen. De romanske buer med hvid/røde dekorationer virker fantastisk – måske endda på en sjov måde, og giver et muntert præg over bygningens indre.

Polstringen af stolene var efter selvhjælps-princippet. Praktisk!

Og så orgelet. Altid interessant at se kirkers orgel, især de moderne udgaver.

Die Orgel in der Michaeliskirche wurde im Jahre 1999 von dem Orgelbauer Gerald Woehl (Marburg) erbaut. Das Instrument steht frei im Bogen des südlichen Querschiffes zur Westvierung hin, gegenüber der nördlichen Chorschranke. Das Gehäuse nimmt die Grundform des Gebäudes auf, indem es als ein über Eck gestelltes Quadrat gestaltet ist, welches aus der Mittelachse herausgerückt ist. Es hat einen vierseitigen Prospekt.
Das Orgelwerk selbst ist für die Darbietung einer breiten Palette an Orgelliteratur angelegt, d. h. von der Musik J. S. Bachs und der Musik der deutschen Romantik, als auch für die Darbietung französisch-symphonischer Orgelmusik bis hin zur Musik der Gegenwart.

Så kom vi hen til alteret (Marienaltar) i den anden ende. Det er fra 1520 og er normalt åbent, som vi ser det her. På Wikipedia fandt jeg denne beskrivelse:
Der Altar ist fast immer geöffnet, so dass im Altarinneren sieben in goldene Gewänder gekleidete Heilige zu sehen sind. Im Mittelpunkt steht Maria mit dem Jesuskind – daher wird auch der Begriff Marienaltar verwendet. Ihr zur Seite stehen links der Evangelist Johannes (mit dem Kelch) und rechts Johannes der Täufer (mit dem Lamm). Auf der Innenseite des linken Flügels sind Barbara und Jakobus, auf der Innenseite des rechten Flügels Andreas und Elisabeth von Thüringen zu sehen.

Der lå også en deroppe – en figur i evig hvile – den hellige Bernwardt – kirkens grundlægger…

Han holder sin kirke i hånden, og fra en video om kirken lærte jeg, at denne model af kirken spillede en stor rolle ved genopbygningen af kirken efter bombardementerne i 1945. De små glasbobler på bryst og på højre hånd er helt moderne på en måde. Det ser ud som om det er små transparente relikvieskrin.

…og nede i krypten under figuren og mig deroppe ved alteret, ligger den hellige Bernwardt – kirkens grundlægger – som designede kirken til også at indeholde sit eget gravmæle – som han posthumt benyttede fra 1022. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe – think big! 

Da vi forlod Michaeliskirche og satte kurs mod hotellet, kom vi forbi denne mulighed for blinde at fornemme kirkens ydre arkitektur.

Et kig tilbage mod kirken. Før krigen kaldtes Hildesheim “Nordens Nürnberg” med henvisning til den gamle bydel. Bindingsværk og gamle huse, smalle stræder og krogede gader. Alles leider abgebrannt…

10 minutter senere – 16:21 – havde jeg været oppe på værelset for at lette det naturlige pres – og vi kunne fortsætte…

Og sådan ser markedspladsen ud i pano-format. Bäckeramtshaus til venstre ved parasollerne, derefter Knochenhaueramtshaus (som det eneste genopført originalt, altså ikke kun genopbygning af facaden), Hotel van Valk, et gult hus og yderst til højre das Ratshaus. Ude på pladsen står Rolandsbrunnen.

Set oppe fra hotelværelset: Rathaus yderst til venstre og das Tempelhaus (med de to tårne). Til højre for det das Wedekindhaus, Lünzelhaus og Bäckeramtshaus.

Der Marktplatz wurde nach dem Alten Markt und dem Andreasplatz erst relativ spät zum Handels- und Lebenszentrum der Stadt. Dort stellten sich in der Frühen Neuzeit Bürgerschaft und Gilden in repräsentativen Bauten dar. Als einzige von diesen Gebäuden überstanden das Rathaus und das Tempelhaus den verheerenden Bombenhagel im März 1945, wenn auch erheblich beschädigt. Weitgehend unbeschädigt blieb nur der als Rolandbrunnen bekannte Marktbrunnen. Der Wiederaufbau der Nachkriegszeit brachte einerseits mit der Stadtsparkasse von Diez Brandi 1949 eine zurückhaltend zeitgenössische Formensprache hervor, die den historischen Kontext berücksichtigte, andererseits entstand 1962/63 mit dem Hotel Rose von Dieter Oesterlen ein dezidiert funktionalistisches Gebäude. An seinem kriegszerstörten Vorgängerbau, dem Knochenhaueramtshaus, entzündete sich eine Debatte über den Wiederaufbau. Mehrere Bürgerinitiativen forderten in den 1980er Jahren eine Rekonstruktion des Marktplatzes und zogen die Stadtverwaltung auf ihre Seite. Nach Abriss der Nachkriegsbauten wurden in wenigen Jahren die drei an das Rathaus anschließenden Platzseiten mit Rekonstruktionen neu bebaut; neben dem Knochenhaueramtshaus und dem benachbarten Bäckeramtshaus auch das Wedekindhaus. Der seither Historischer Marktplatz genannte Platz wurde zum touristischen Mittelpunkt der Stadt.

Fotografiet af markedspladsen ovenfor er fotograferet fra vinduerne her.

På væggene hos os var der fotografier fra markedspladsen før den ulyksalige krig. Et af dem er vist her med Rolandbrunnen foran das Knochenhaueramtshaus. Det forekommer mig, at Rolandbrunnen stod et lidt andet sted på pladsen, end det er tilfældet nu. Her er ikke en bil, eller cykel – men husene står der. Det gjorde de ikke efter 22. marts 1945.

It’s always 5 o’clock somewhere… 17:30 kigger vi i hotelbaren på de nye danske færdselstavler.

Baren hedder “Stadtschenke”.

Og så blev det spisetid. Jeg havde reserveret bord og vi fik et med udsigt til Marktplatz – og tjeneren var flink at tage et billede af os. Min arm var ikke lang nok til en groufie…

Aftenens godnatbillede. Mon jeg kigger på kort?