07:29 tog jeg dette billede af Marktplatz i Oberwesel. Der er nu liv i gaden og oppe på skråningen ligger byen i tåge.
…men derovre hos Bäckerei Poss havde der i de 2 sidste timer (forekom det mig) været aktivitet med biler der kom rullende ind over brostenene, standsede, åbnede og lukkede bildøre og startede og kørte videre. Og det i et sådan omfang, at jeg kun kunne antage, at bageren er meget populær!
Til sidst i gårsdagens rejsebeskrivelse skrev jeg til godnatbilledet, at sceneriet over Marktplatz virkede stille og roligt. Jeg vidste dog ikke hvor længe. Natten gik også med at skelne godstog fra persontog – og der var mange eksempler at lære fra. Der er det ved Rhinbyerne, at hvor idylliske de end tager sig ud, så er der altid en travl jernbane mellem byen og floden. Selv om vores værelse ikke vendte ud mod floden og dermed jernbanen, så blev støjen kastet tilbage fra bygningerne på markedspladsen og lige ind gennem vores åbne vindue – forekom det mig. Jeg tror heller ikke, at Inge fik megen søvn 
Men 7:45 var hun og aktivitetsmåleren ude i byen…
…kom forbi et meteoritmuseum med et meget muntert facademaleri!
…og kiggede nærmere på klosterets omgivelser.
…og trodsede strabadserne med at gå længere opad…
…kiggede tilbage undervejs…
…og fortsatte helt op!
Hvor der var en have, hvorfra der i klart vejr nok er en pragtfuld udsigt over byen og Rhinen. Der var små statuer og vandbassiner og meget andet at fornøje øjet med.
07:50 var jeg igang med yoghurten…
07:51 tog Inge dette billede oppe fra haven over klosteret og Rhinen.
Og 3 minutter senere var hun tilbage på Marktplatz.
På billedet fra i aftes var Weinhaus Weilers postkasse ikke så tydelig, så det var helt fint, at Inge fik den fotograferet inden hun mødtes med mig ved morgenbordet.
Dette er en pølseskive. Og hvorfor vises den her. Jo, det skyldes, at jeg oppe i Ostfriesland af en eller anden grund kom i tanker om at der i min barndom i Aabenraa var noget, der hed “Servelatpølse” – eller noget i den retning. Jeg kunne ikke redegøre præcist nok for Inge hvad sådan en egentlig var, så hun troede nok, at jeg spandt en historie.
På dagens morgenbord stod en tallerken med skinke, postej, pølser osv. og jeg spurgte Frau Weiler om hvad pølserne hed. En af dem kaldte hun Cervelatwurst, og vi checkede efterfølgende på nettet:
Kødpølse (også Cervelatpølse) er betegnelsen for en kogt pålægspølse lavet af finthakket kød (oftest svinekød) og stivelse.
Oprindeligt betød cervelatpølse en pølse tilberedt af hjernemasse (italiensk cervello betyder hjerne), men i sidste halvdel af 1800-tallet var det saltede og røgede pølser af fint hakket svinekød.
Nu ved jeg også hvordan det skal staves 
. Man bliver så klog af at rejse!
Inge talte så begejstret om sin morgentur, at vi begge gik derop, så jeg også kunne se haveanlægget ved klosteret. Tågen var begyndt at lette, så det gav mening at lave et pano-billede deroppefra.
Her et nærmere kig mod syd over Oberwesel.
Senere, omkring 9:30 havde jeg noget, der skulle tilbage i bilen. Den var parkeret få minutters gang borte, og det gav anledning til at kigge på floden. Bemærk det lange tog ovre på den modsatte bred – fuld af biler – og fragtskibet. Floden bruges altså ikke kun af turister.
10:15 havde solen “spist skyerne” som morbror Jørgen sagde. Sommeren var tilbage. Jeg havde tidligere købt billetter hos Köln-Düsseldorfer, som driver en flåde af passagerbåde, og som havde en rute, der passede til en dagsudflugt for os. En som Frau Weiler havde anbefalet os i går.
Afgang var nominelt 10:50. Vi kom afsted med 15 minutters forsinkelse. Men hvad, vi er jo på ferierejse og kunne straks glæde os over udsigten til den første Rhinborg på turen: Schönburg 
Dorthea havde på sin rejse med drengene i 1936 sejlet forbi her og på turen købt en serie fotografier fra Rhinen. Deriblandt dette af Oberwesel taget oppe fra Schönburg.
Selv om det var i september, var jeg i sommerhumør – jeg sejlede nu ligesom Dorthea og drengene i 1936 – og borgene vi ville se, var de samme.
Her er Schönburg igen med Oberwesel’s rosa kirke. Om borgen skrives:
Die Schönburg in Oberwesel nimmt eine Sonderstellung unter den mittelrheinischen Burgen ein: Sie verblieb bis zu ihrer Zerstörung im Besitz des Reiches. Erbaut wurde sie in der ersten Hälfte des 12. Jahrhunderts wohl durch Pfalzgraf Hermann von Stahleck. Später erweiterten die Trierer Erzbischöfe vor allem die Verteidigungsanlagen der zusammengewachsenen Burgengruppe. Unter anderem die über 20 Meter hohe Schildmauer sowie die weitläufigen Zwinger wurden in dieser Zeit errichtet. Trotz baulicher Eingriffe während des 20. Jahrhunderts verfügt die Schönburg noch über eine beachtliche Bausubstanz, wobei die hohe Schildmauer hervorsticht.
Ved Kaub sejlede vi forbi det Burg Pfalzgrafenstein, som højttalerne annoncerede som det mest fotograferede objekt på Rhinen. Kameraerne var da også fremme i stort antal. Rheinland/Pfalz’s website skriver:
Mitten im Bacharacher Engtal, dort wo der Rhein seit dem 15. Jh. auch „Wildes Gefähr“ oder „Wilde Fahrt“ heißt, thront auf einem Rheinfelsenriff bei Kaub die Burg Pfalzgrafenstein. Wie ein steinernes Schiff erhebt sich die mittelalterliche Zollburg aus der Mitte des Rheins und sorgte für mehrere Jahrhunderte für eine gute Einnahmequelle verschiedener feudaler Herren.
Burg Pfalzgrafenstein og lidt mere af dens omgivelser. Oppe til venstre ses Burg Gutenfels, om hvilken der skrives:
Die Burg Gutenfels in Kaub gilt als Musterbeispiel des stauferzeitlichen Burgenbaus und bestimmt das dortige Landschaftsbild. Die Anlage wurde 1222 von den Herren von Falkenstein-Münzenberg errichtet und diente zusammen mit der Burg Pfalzgrafenstein der Sicherung des dortigen Rheinzolls. Im Ort Kaub hat sich auch die Zollschreiberei aus dem 16. Jahrhundert erhalten. 1504 hielten Stadt und Burg einer mehrwöchigen Belagerung durch Truppen des Landgrafen Wilhelm von Hessen stand. Vermutlich wurde erst daraufhin der Name „Gutenfels“ für die Burg geläufig.
Kort efter sejlede vi forbi byen Bacharach med Burg Stahleck oppe på bjergsiden. Om den borg skrives:
Die Burg Stahleck ist eine Höhenburg im Mittelrheintal. Ihr wassergefüllter Halsgraben ist eine Seltenheit in Deutschland.
Der Name der Burg setzt sich aus den mittelhochdeutschen Wörtern stahel für Stahl und ecke als Bezeichnung für einen Bergsporn zusammen und bedeutet unbezwingbare Burg auf einem Bergsporn. Sie wurde wahrscheinlich Ende des 11. oder zu Beginn des 12. Jahrhunderts errichtet und war ein kurkölnisches Lehen. Seit Bacharach unter den Pfalzgrafen bei Rhein zum Handels- und Stapelplatz unter anderem für den pfälzisch-rheingauischen Weinhandel geworden war, fungierte die Anlage gleichzeitig als Zollburg.
Ab Anfang des 13. Jahrhunderts war Stahleck in Wittelsbacher Besitz und verblieb dort bis zum Beginn des 19. Jahrhunderts, obwohl sie während des Dreißigjährigen Krieges von verschiedenen Parteien insgesamt achtmal belagert und erobert wurde. 1689 durch Sprengungen stark beschädigt, war Stahleck nach Ende des pfälzischen Kurstaats Ruine und Eigentum des französischen Staats, der sie gemäß den Bestimmungen des Wiener Kongresses 1815 an das Königreich Preußen abtreten musste.
Der seinerzeit in Koblenz beheimatete Rheinische Verein für Denkmalpflege und Heimatschutz erwarb die Burganlage 1909 von der preußischen Domänenverwaltung und ließ sie ab 1925 als Jugendherberge wiederaufbauen. Vollständig wiederhergestellt war die Burg jedoch erst im Jahr 1967 mit Abschluss der Arbeiten am Bergfried.
Der er stadig ungdomsherberg på stedet og det får fine karakterer på nettet.
Vi trængte undervejs til en Apfelschörle, hvilket ikke var noget problem. Der var masser af plads i restauranten under soldækket.
Dorthea og drengene sejlede deres Rhintur den 1. juli 1936, altså i højsæsonen, men tilsyneladende var der også fint med plads i restauranten for dem. Hun skrev i rejsedagbogen:
“Vi spiste en dejlig middag i damperens spisesal; menuen var: legeret suppe (m. ris), kalvesteg og abrikoser med flødeskum, og vi drak en flaske Rüdesheimer til. En god times tid sad vi der nede i spisesalen;…”
og som undertekst i sit fotoalbum skrev hun under billedet:
“Skål og velkommen til Rhinen! Ved middagen.”
Det var, da vi sad der, at denne groufie blev taget. Og årsagen var, at Inge ovre fra hendes side af bordet bemærkede reklamen for den tyske Weinbrand, Asbach. Den gik jeg i mine unge dage i Bremen meget op i, især da jeg opdagede, at der var/er forskellige kalibre af denne Weinbrand.
Vi nærmede os Assmannshausen (ja, farverne ser lidt kunstige ud, men det er fordi billedet er taget gennem restaurantens vinduer, der har solfilter på).
Dorthea købte på sin Rhintur en lille serie fotografier (måske postkort), og deriblandt var der dette af Assmannshausen, som det så ud i 1936.
…hvor vi skulle i land.
Det kom vi, og styrede direkte mod den Seilbahn, der kører op til Niederwald. Vi ville nemlig gå resten af vejen til Rüdesheim.
…og her er vi allerede et godt stykke oppe over Rhinen. Vi sad i en såkaldt Sessellift – dvs. at vi kunne sidde og dingle med benene.
De sidste 50 meter inden ankomsten var spækket med advarselstavler for hvad man skulle gøre og hvad man absolut ikke skulle gøre, for at komme sikkert ud af liften.
Vi kom op ved den grønne pil og skulle hen til den hvide pil, hvor der gik en anden Seilbahn ned til byen Rüdesheim. Der var vist 4.5 km at gå.
Hvis man er til skov, så var turen OK, men udsigt var der ingen af på den rute (den korteste) vi valgte. Så vi gik i skov. Skiltningen var ikke altid helt entydig, hvilket jeg normalt ikke bryder mig om.
Men vi kom frem – frem til Das Niederwalddenkmal, som var et af delmålene på denne dagstur. Inge tog dette billede, medens jeg var engageret andetsteds. Jeg havde spottet et toilet, hvilke der ikke havde været mange af undervejs fra Rhindamperen.
Da jeg havde gjort mig færdig og kom ud til Inge, kunne jeg komplettere med et par udsigter over Rhinen. Her lige over til Bingen…
…og her drejet op ad floden, så vi lige får Rüdesheim med yderst til venstre i billedet.
Om das Niederwalddenkmal (også kaldet Das Denkmal der Germania) skrives der:
Das Niederwalddenkmal bei Rüdesheim wurde als Andenken an den deutsch-französischen Krieg und das nachfolgend entstandene deutsche Kaiserreich errichtet. Es ging auf einen Vorschlag des Schriftstellers Ferdinand Heyl im „Rheinischen Kurier“ zurück, der von Kaiser Wilhelm I. und Reichskanzler Otto von Bismarck dankend angenommen wurde, zumal das Denkmal zum Großteil mit Spendengeldern aus der Bevölkerung errichtet wurde. Den Wettbewerb gewann der Dresdener Bildhauer Johannes Schilling, den Entwurf der Architektur lieferte der Architekt Karl Weißbach. Gegossen wurde die Figur in München von Ferdinand von Miller. Bei der Grundsteinlegung am 16. September 1877 wie auch bei der Einweihung am 28. September 1883 war Kaiser Wilhelm I. persönlich anwesend. Seitdem erhebt sich die über 12 m hohe Figur der Germania als „Wacht am Rhein“, eichenlaubbekränzt und mit der Kaiserkrone in der erhobenen Hand, auf dem nochmals etwa 26 m hohen Steinsockel. Dieser ist mit Reliefs und den Allegorien von Krieg und Frieden geschmückt. Das Hauptrelief mit den in Lebensgröße dargestellten Personen, Kaiser Wilhelm I. zu Pferd, umgeben von Fürsten und Generälen, symbolisiert die Einheit der Nation im Kaiserreich, während die Seitenreliefs den Aufbruch der Soldaten in den Krieg und ihre Heimkehr zeigen.
Der Niederwald stellt seit dem 13. Jahrhundert eine Kulturlandschaft dar, die eine hohe historische Kontinuität aufweist. Das Denkmal der Germania wurde in dem 1787 angelegten englischen Park des Jagdschlosses Niederwald (erbaut 1763-66) errichtet. Von weither sichtbar, bildet es einen markanten Orientierungspunkt am Eingang zum Weltkulturerbe Oberes Mittelrheintal, zu dem es seit 2002 gehört.
I Dortheas fotoserie, som hun købte på Rhinturen var der dette imposante billede af “Germania” med udsigt over Rüdesheim.
Lige ved siden af “Germania” står das Niederwaldtempel. Jeg har hentet lidt tekst forskellige steder:
Niederwaldtempel, einem im Jahr 1788 im Auftrag des Grafen von Ostheim erbauter Aussichtstempel. Er war seinerzeit Bestandteil des Niederwaldparks, einem Landschaftspark, den unter anderem auch Beethoven, Goethe und Brentano aufsuchten.
Bei einem schweren Luftangriff gegen Ende des 2.Weltkrieges, im November 1944, wurde auch der Niederwaldtempel zerstört. Über die folgenden Jahrzehnte war nur noch eine runde verwüstete Plattform mit Stümpfen der Säulen zu sehen.
Durch die Initiative einiger Rüdesheimer Bürgerinnen und Bürger, die den schönen Niederwaldtempel noch aus Kinderzeiten kannten, wurde im Jahr 2003 der “Förderverein Wiederaufbau Niederwaldtempel e.V.” gegründet. Etwa 100 Mitglieder, die ebenfalls Begeisterung für das Projekt und das Engagement der Gründer zeigten, konnten bereits an Pfingsten 2006 die Einweihung des wieder erstandenen Tempels öffentlich feiern.
Der er så mange triste minder om krigen, så vi behøver ikke endnu en udbombet ruin. Måske er templet tåbeligt i sig selv, her i 2016, men det markerer et kendt udsigtspunkt med en historisk udsigt, så jeg kan godt lide dette borgerinitiativ.
Vi lod Rüdesheimer Seilbahngesellschaft transportere os ned fra Niederwald…
…til Rüdesheim. Vores første besøg i byen.
Vi fik købt nogle postkort og spurgt om vej til byens bedste Eisdiele. Vi fik anbefalet Eiscafé Tirreno på Marktstrasse. Ny energi i høje glas med blå fod! Der blev skrevet postkort igen, hvilket var vigtigt, for vores gamle dame i Aabenraa har været her i byen og så vil et kort vække gode ferieminder 🙂
I min drengetid startede busturismen og et af danskernes yndede feriemål var Rüdesheim. Når byen kom på tale, blev den snævre værtshusgade Drosselgasse altid nævnt. Nu gik Inge og jeg igennem den. For os virkede den indelukket og ikke tiltrækkende, men vores mening var ikke alles, for inde midt i gyden vi hørte på dansk: “Åh, her ser hammerhyggeligt ud!”
Vi havde fået anbefalet at se Sigfried’s Mechanisches Musikkabinett, og opsøgte stedet. Men der var tvungen fører på en rundvisning, som varede længere tid, end vi havde til rådighed. Vi skulle jo sejle hjemad igen med sidste Rhindamper på dagens sidste afgang. Så vi begav os ned mod kajen, men det var lige med at finde en passage over eller under jernbanen. Min navigation gav ikke pote umiddelbart, så vi satte os på en bænk i skyggen og kiggede på udsigten over Rhinen – der dog mestendels så sådan ud
Vi fandt dog anlægsbroen, hvor Rhindamperen allerede lå. Vi var 15:30, en halv time i god tid og skulle vente indtil 16:00 før vi måtte gå ombord. Her i Rüdesheim var det, at Dorthea og drengene i 1936 – for 80 år siden – endte deres Rhintur, for at fortsætte med tog til Frankfurt.
Vi skulle sejle med den over 100 år gamle veterandamper “Goethe” – en hjuldamper. Det stod jeg og glædede mig til – måske var det den samme (eller i hvert fald en nogenlunde magen til) som Dorthea og drengene havde sejlet med dengang i 1936 – da det pludselig gik op for mig, at min hat ikke længere sad på mit hoved, ejheller lå på bænken ved siden af Inge! Jeg måtte have glemt den på bænken, eller tabt den undervejs derfra og herhen…
…og mindsandten om ikke hatten af en venlig sjæl var sat op på stakittet bag bænken. En dame bemærkede at jeg gik lige hen og tog den og satte den på hovedet. Hun spurgte forbavset om det var min, hvilket jeg bekræftede og forklarede hende at vi havde siddet og hvilet her på bænken og at det først var henne ved Rhindamperen, at det gik op for mig, at den manglede. “Og så har en sat den op på stakittet – sådan skal og bør det være!”, sagde hun.
Inge sad, hvor jeg havde forladt hende. Hvorfor vi tog denne groufie, husker jeg ikke. Måske på grund af det evindelige godstog, der kører forbi, måske de 2 el-cykler af mærket Pegasus, måske bare fordi jeg igen sidder med min hat på hovedet! Inge mener iøvrigt, at jeg ligner en nar med den på og at den er for lille. Det sidste argument kan jeg gå med til, og jeg skal i fremtiden holde øje med egnede kandidater 
Vi kom ombord ved 16-tiden som lovet og styrede direkte op i restauranten for at få et vinduesbord. Vi var nemlig klar over, at det for os ville blive lidt for sportsligt at sidde udenfor på soldækket. Det lykkedes, vi fik et godt bord, bestilte drikkevarer…
…og lænede os tilbage som de 2 turister vi jo nu engang var, og kiggede på Rüdesheim og vinmarkerne der strakte sig bag byen og op til “Germania” i udkanten af Niederewald…
…som vi her ser lige op på. Hvis vi lige ser bort fra, at der ikke er en middelalderborg i billedet, så er det egentlig indbegrebet af, hvad Rhinen er her i Welterbeområdet: infrastruktur, vindyrkning og historie
Her i Binger Loch, hvor Rhinen bliver smal står der Binger Mäuseturm, hvis navn er sagnomspundet på en måde, så jeg – selv om den er lidt lang – må videregengive den her:
Bis in die Zeit der Römer reicht seine Geschichte zurück. Damals stand jedoch ein noch hölzerner Vorgänger an seiner Stelle. Doch die Geschichte des waren Mäuseturms beginnt im 14. Jahrhundert. Der Turm diente in dieser Zeit als Zollwachturm zur Verstärkung des Zollsystems der Burg Ehrenfels und der Burg Klopp.
Der Name Mäuseturm entstand Jahre später, als der Turm schon lange seine Funktion als Zollturm verloren hatte. Er leitet sich entweder von dem mittelhochdeutschen mûsen, das so viel wie spähen oder lauern bedeutet oder von dem althochdeutschen Wort muta ab, das Wegezoll bedeutet. Einige Zeit nachdem der Wegezoll auf den Flüssen abgeschafft worden war verschwand die Bedeutung dieser Wörter aus dem Gedächtnis der Menschen und die Bewohner des Rheintals verstanden den ursprünglichen Namen nicht mehr. So entstand wohl die Bezeichnung Mäuseturm.
Es dauerte nicht lange da verbreitet sich eine Sage, die auch den Namen erklären sollte. Nach Dieser ließ der Mainzer Erzbischof Hatto II. im 10. Jahrhundert den Turm erbauen. Viele Jahre war der wegen seiner Hartherzigkeit bekannte Erzbischof im Amt, als über das Rheintal eine große Dürre hereinbrach. Schnell litten die Menschen Hunger und wandten sich in Ihrer Not an den Erzbischof. Trotz bis zum bersten gefüllter Kornkammer verwehrte der Erzbischof den Bürgern seine Hilfe. Als diese nun in Ihrer Verzweiflung laut vor seinem Palast klagten und die Zahl der Bittsteller immer größer wurde, sah Erzbischof Hatto darin einen Aufstand. Kurzer Hand ließ er die Bürger verhaften und in eine Scheune sperren. In seiner Grausamkeit ließ er sie anzünden und rief lachend, während die armen Bürger schreiend verbrannten: „Hört doch, hört, wie die Kornmäuse pfeifen!“.
Als er sich nun am Abend nach seiner Tat in sein Haus zurück zog und sein Abendmahl genießen wollte, krochen plötzlich aus allen Ecken und Ritzen Mäuse und stürzten sich auf den Erzbischof. Flüchtend sprang er auf sein Pferd und galoppierte schutzsuchend zur Burg Ehrenstein. Doch dort angekommen erwarteten ihn schon die Mäuse. Er flüchtete sich in seiner Verzweiflung in ein Boot und setzte hinüber zu einer kleinen Insel auf der ein Turm stand. Dort ließ er von seinen Dienern ein Bett an Ketten aufhängen, so dass es über dem Boden schweben sollte. Als er sich des Nachts zur Ruhe gelegt hatte schwammen hunderte von Mäusen durch den Rhein hinüber zum Turm der den schlafenden Erzbischof barg. Es half nichts, die Mäuse krochen durch alle Ritzen und Gitter und fraßen den Bischof bei lebendigen Leib bis kein Krümmel von ihm übrig geblieben war. Selbst seinen Namen, der auf den Tapeten seiner Kammer stand nagten Sie heraus. Er hatte seine gerechte Strafe erhalten.
Noch heute soll bei Nacht, wenn der Sturm tobt der Geist des Erzbischofs in Gestallt einer grauen Wolke um den Mäuseturm schweben, da er wegen seiner schweren Schuld noch immer nicht die ewige Ruhe gefunden haben soll.
Næste gang jeg planlægger en rejse, må jeg sørge for at læse sådanne historier inden jeg tager hjemmefra. Tænk, hvis jeg her på dette sted på Rhindamperen kunne have genkaldt historien. Det havde da givet en herlig oplevelse og bredt smil!
Måske – ikke usandsynligt – kendte Dorthea historien og kunne fortælle den da Ivar fra deres skib fotograferede der Mäuseturm. Hun skrev i sin rejsedagbog: “…så kom der en ordentlig tordenbyge, der dog var forbi inden vi nåede Mäuseturm, som Ivar fotograferede, og da vi gik i land i Rüdesheim var det smukt vejr igen.”
Burg Ehrenfels ligger skråt overfor der Mäuseturm, der blev bygget i det 14. århundrede som toldvagttårn for at forstærke Burg Ehrenfels i dens rolle som told-spærresystem. En anden rolle kan der Mäuseturm også have haft på den tid, nemlig at være signaltårn med det formål at forhindre skibe at støde samme her, hvor Rhinen ændrer sin løbsretning fra øst-vest til nord.
Resten af turen tilbage til Oberwesel forløb adstadigt ombord på “Goethe”. Der var god plads i restauranten og vi havde mere end 180 graders udsigt.
17:35 gik vi fra borde og få minutter senere var “Goethe” allerede videre…
…ned ad floden mod Koblenz. Vi havde været på Rheinfahrt – ligesom Dorthea og drengene i 1936 og selv om vi ikke sejlede så langt og så længe som dem, så var det fint nok.
Jeg var glad for at vi sejlede med dette gamle skib, for det ligner meget det, som Dorthea og drengene sejlede med i 1936.
Jeg fik startet uret lidt sent, men den første og sidste del var jo identisk
Etapen fra Assmannshausen til Rüdesheim havde bragt os op i 349 meters højde og dermed 277 meters højdeforskel fra kajen i de 2 byer. Hele rejsen var på knap 50 km og varet ca. 6:30 timer, så det var intet under at vi var ved at være sultne, da klokken var 18:30…
10 minutter senere var vi bænket ved bordet. Menyen lød på…
Kürbiscrèmesuppe mit Ingwer und Chili, som smagte udmærket…
Simmertaler Rumpsteak, Schalottenbutter, Pommes frites und gemischtes Salate, hvor kødet var hårdt og sejt som gammelt sålelæder…
…og til dessert Eisparfait Grand Marnier, som smagte udmærket.
20:30 var Inge og aktivitetsmåleren ude at gå aftentur i byens gader. Dagens godnatbillede bliver så dette med Schönburg flot belyst oppe på bjergsiden.