06:31 – Zugspitze med sin hvide top siger “God Morgen”. Herligt at kunne stå lige op fra sengen og gå ud på balkonen – og se dette! Jeg tror, at jeg brummede “Edelweiss, Edelweiss, du grüsst mich jeden Morgen…” forestillende mig at der måtte være mange af disse “schöne und weisse” blomster oppe på bjergskråningerne 
En halv time senere kunne Zugspitze solbade sin bjergtop.
07:23 kom daggryet også til Grainau.
Husavisen, der her gik under navnet “Hauspostille” lovede godt vejr og anbefalede en nostalgitur til Zugspitze. God kombination, som vi snakkede lidt med receptionisten om. Hun anbefalede, at vi ikke tog toget, for da sad man bare og bumlede, hvorimod der fra die Seilbahn ved Eibsee op til toppen var en super udsigt. Altså: auf und ab mit der Seilbahn!
Men det er både godt vejr OG lørdag…
Videre snak om det ved receptionen medførte, at vi gemmer Zugspitze til en anden dag, hvor vi får albuerum på toppen og ikke skal stå som sardiner i dåse i der Seilbahn.
09:15 fotograferede Inge Zugspitze, og allerede da var varmedisen begyndt at gøre sig gældende. Men stadig smukt panorama foran os, når vi løftede blikket fra bogen.
Godt en time senere var vi inde i Garmisch med det formål at købe nye Halbschuhen til Inge og det samme til mig. Inge står på butikkens “Hausberg”, en facilitet der ofte findes i tyske skobutikker, der sælger vandrestøvler og -sko. Receptionisten på hotellet havde anbefalet os butikken og at parkere under der Spielbank.
Lige hvor vi kom op fra parkeringskælderen lå en anden butik, som især Inge var interesseret i. Ifølge receptionisten var det byens bedste butik, når det drejer sig om Trachten-Mode. Det viste sig, at det ikke kun drejede sig om Trachten, men var et sted hvor man kunne købe regionalt-præget dame- og herretøj i Spitzenkvalität. Inge fik tid for sig selv, medens jeg checkede gågaden for postkort og magneter til opslagstavlen
Allerede 11:45 var vi på vej tilbage til Grainau. Det går effektivt til, når vi er på shoppingtur. Vi havde ikke spildt tiden.
I Grainau holdt vi ind hos der Holzschnitzer Simon for at se, hvad han havde i sin butik. Måske var der en bjørn derinde? Det var der, men ikke en vi ville købe. Derimod blev det til et lille krucifiks.
Derefter gik turen omkring Grainaus post- og avis- og papirbutik for at købe et ark selvklæbende frimærker.
En god halv times tid senere var vi ude i vandrestøvlerne og startede på stien lige bag hotellet.
Inge var gået lidt i forvejen og ventede på mig ved et lille Kriegergedächtniskapelle, der lå oppe på skråningen, hvor den lille sti fra hotellet stødte til Höhenrain Panoramaweg.
„Kriegergedächtniskapelle am Höhenrain
Diese Gedächtniskapelle wurde vom Veteranen- und Kriegerverein Grainau unter kräftiger Mithilfe der Gemeinde Gainau, der bayerischen Staatsforstverwaltung sowie zahlreicher Bürger nach einem Planentwurf von Hanns Ostler aus Garmisch im Jahre 1957 errichtet. Taferl und Namen zeugen von den vielen Grainauern, die bei den Kampfhandlungen des unseligen 2. Weltkrieges den Tod fanden. Jährlich wird insbesondere für die gefallenen und vermissten Grainauer, aber in Erinnerung auch an alle weiteren Opfer der Weltkriege ein Messopfer gefeiert.
Die Kameradschaft unterhält seit dem Bau diese Gedenkstätte. Über ein kleines Opfer für den laufenden baulichen Unterhalt würde sich der Verein freuen.
Vergelt’s Gott
Krieger- und Soldatenkameradschaft Grainau e.V. – vormals und Kriegerverein“
Her eksempler på de små “Taferl”, som de pårørende familier har sat op.
Der var mange navne på mænd fra sognet. Der var 8 med samme efternavn! Ved kapellet holdes også gudstjeneste en gang imellem, for eksempel så jeg en annonce på Grainaus website under “Kirchen und Gottesdienste”:
Kriegergedächtnis-Kapelle am Höhenrain 22. Mai 2016
Für alle Gefallenen und Verstorbenen der Gemeinde Grainau. Die Musikkapelle Grainau umrahmt den Gottesdienst. Bei Regen findet die Messe in der kath. Pfarrkirche statt.
Et sidste billede fra kapellet: udsigten fra bænken under halvtaget. Et smukt sted for efterladte at tænke og mindes, og for alle andre at reflektere over værdien af fred!
Selv om det var den 24. september, var der alligevel vilde blomster “auf dem Alm”. Disse her ligner krokusser, men er det ikke. Disse her smukke blomster hedder “Herbstzeitlos” og er de samme, som vi kalder Tidløs og den er lige giftig. I Danmark er det en haveplante, men hernede i bunden af Tyskland vokser den vildt og der var hele Almwiesen fulde af dem. Meget smukt.
Terrænet var nemt at gå i…
…og Höhenrain Panoramaweg levede virkeligt op til sit navn!
Vi kom forbi en tavle, der informerede om, hvordan netop denne udsigt til Waxenstein vil ændre sig fra nu til 2100, hvis den globale opvarmning fortsætter og når +3.5 grader C til den tid. Den nederste streg er skovgrænsen for bjergfyr i dag, den øverste som forudset i 2100. På dette højere niveau er Waxenstein dog så stejl, at bjergfyr ikke nemt kan få fodfæste og på de 85 år kan der ikke dannes en egentlig skovbund. Bøgetræerne vil overtage. Vi bliver så kloge af at rejse…
Et kig tilbage hen mod Zugspitze, som havde fået selskab af et par små hvide skyer.
Vi fortsatte ad stien i retning mod Garmisch. Billedsmuk dag – og så den 24 september!
Vi ville tage en groufie med det 2277 meter høje Waxenstein i baggrunden og skiftede mobiltelefonen til “selfie-mode” for at kunne se, hvad vi fotograferede. Men i den mode er hele skærmen udløser, så da jeg ville fokusere på os, blev fotografiet taget – men bjerget kom da med 
“Naturlig kunst i det offentlige rum” kunne man vel med rette kalde denne installation af kolort og grankogler. Inge advarede mig mod den – tænk hvis jeg med mine støvler var kommet til at vandalisere værket 
“Han ligner en nar!” er jeg sikker på at Inge tænkte, da hun her så mig fotografere mod solen. Men i mangel af en solblænde på mobilen, måtte jeg jo finde på noget her ude i åbent terræn
Stien gik ned til landevejen, som vi krydsede og fortsatte ad en sti tilbage mod Grainau.
Herfra kunne vi kigge op på det lidt højere terrain vi havde gået på på udturen. Min farmor Dorthea ville have elsket at spadsere med os her…
Vi kom ind i byen og noterede med tilfredshed, at traditionen med at bemale huse og skrive hvem, der bor i dem, var bibeholdt på nogle af dem. Det er jo næsten et trompe-l’œil maleri med paletten, fuglen, navneskiltet, osv. Bravo!
Vi drejede om et hjørne og – voila, en Italienisches Eiskaffee – lige hvad vi havde brug for!
Der var travlhed ude, men i “Venezias” indre mere afslappet – og ikke så varmt, så der satte vi os. Da vi fik kontakt med ejeren, bestilte vi vores klassiker. Lige hvad vi havde brug for!
Her er ruten fra hotellet til Eisdielen. 3.72 km med 65 meters højdeforskel havde vi gået. Ikke olympiske distancer, men en dejlig spadseretur havde det været.
Skråt overfor Eisdielen lå et lille kapel, Kapelle Sankt Josef, om hvilket Pfarrverband Zugspitze skriver:
Wahrscheinlich ist sie in der zweiten Hälfte des 18. Jahrhunderts in der Übernahme älterer Bausubstanzen erbaut worden. Die Jahreszahl 1772 gibt jedenfalls für die Innenraumdekoration einen Anhaltspunkt. Damit hatte das damals eigenständige Untergrainau einen Ortsmittelpunkt. Die Untergrainauer lieben ihre Josefskapelle.
Mit dem Sterben des Hl. Josefs mit Bild am Hauptaltar und der Stuckdecke die von einem Künstler aus der Umgebung stammt, ist die Kapelle ein qualitätsvolles Zeugnis heimischer Kirchenkultur.
I kapellet tiltrak 2 træskærerarbejder min opmærksomhed. Her er et af dem. I bemaling mindede den mig om en Sankt Florian figur, jeg engang var lige ved at købe i Schwarzwald.
Den anden var denne figur af Maria med barnet. Mere farverig og dekoreret, men alligevel graciøs og med meget liv i.
Så stod programmet på “Lazy Afternoon”. Her er jeg ved at hente data fra Inges Garminur, som jeg låner, nu hun bruger aktivitetsmåleren.
En lille halv times tid inden aftensmad gik Inge en lille runde og knipsede dette billede af Waxenstein og dens naboer, som de flot præsenterer sig i aftensolen.
18:30 fortsatte ferierejsen ved aftensbordet…
Tilbage på balkonen sagde vi godnat til Zugspitze.
…og jeg havde tilsyneladende behov for at sige godnat til min smartphone 