07:16. Tåge i dalen, men ellers tegn på en fin dag.
07:34 er Inge ude for at tilfredsstille aktivitetsmåleren og tager dette billede. Jeg sidder i restauranten ved det midterste vindue…
… og fotograferer udsigten fra morgenbordet, som hun er i. Det var ikke planlagt på forhånd, men meget sjovt sammenfald. Vi spiste igen morgenmad blandt TV-celebriteter og kiggede ikke ret meget i Morgenposten, ud over at notere, at der lovedes “Sonne pur” for hele dagen – som igår. Men vi skulle videre. Vi skulle nordpå.
10:00 præcist kørte vi forbi rådhuset i Rosenheim, som planlagt fordi den er Drehort for TVserien “Die Rosenheim Cops” – og minsandten om de ikke drejede en scene derinde. Vi vendte om 100 meter længere nede ad gaden og smuttede ned i rådhusets parkeringskælder, hvor vi havde det svineheld at finde en plads – vist den eneste ledige 
På vej ind i politistationen ses her de to kriminalkommisærer (tv) med rollenavnene Korbinian Stadler (ved døren) og Sven Hansen, samt betjenten med rollenavnet Michi Mohr.
Politichefen med rollenavnet Gert Achtziger (med hvid skjorte og slips) følger optagelserne på en skærm.
Her har vi de 2 kriminalkommisærer i en pause beskyttet mod solen. Inge fortalte mig, at det var for at sminken ikke skulle løbe, hvis de begyndte at svede for meget.
Næste mål på ruten var “Hotel Fürstenhof” fra TVserien “Sturm der Liebe” i en lille by Vagen vest for Rosenheim.
Slottet var ikke særlig tilgængeligt, men vi kunne dog få et billede af parken, som lige nu markerer sig ved sit fravær af skuespillere og optagehold Vejret var dejligt og nu har vi set stedet.
Næste mål var et lille kapel nærheden af Dietramzell, Maria Elend, der er benyttet som Drehort i TVserien “Forsthaus Falkenau”. Vejen dertil var spærret, så vi kiggede istedet på klosteret i Dietramzell, hvis website introducerer det på følgende måde:
Grüß Gott,
Sie besuchen ein im Jahre 1099 vom Abt Udalschalk von Tegernsee gegründetes Kloster. Erster Propst des ehemaligen Augustiner-Chorherren-Stifts war Dietram. In der ersten Hälfte des 18. Jahrhunderts gelang es den Pröpsten Petrus Offner aus Beuerberg und Dietram II. aus Weilheim durch eine großzügige Bautätigkeit das Kloster zu einem Barockjuwel umzugestalten. Trotz Säkularisation ist noch viel vom alten Inventar erhalten, da ein Teil des Klosters Aussterbekloster der Klarissen von St. Jakob am Anger in München war. 1831 kamen die Salesianerinnen nach Dietramszell.
Klosterkirken var rigt dekoreret, hvilket tyder på, at adskillelsen mellem kirke og stat er gået skånsomt hen over Dietramzell.
Bemærk loftet!
Vi opgav så at se Maria Elend og begav os mod næste mål, som var Landgasthaus Liegl, der optræder som “Gasthaus Rosenbräu” i TVserien “Die Rosenheim Cops”. Det skulle ikke være langt borte fra Dietramzell. Men vejen derind var spærret af vejarbejde. Jeg holdt ind til siden for at kigge på navigatoren om der var et alternativ. Medens vi holdt der standsede en bilist, rullede vinduet ned og spurgte, om han kunne hjælpe. Jeg fik af en eller anden grund ikke sagt Landgasthaus Liegl, men den by, som gaden, hvorpå værtshuset lå, nemlig Bad Tölz. Den by fik vi derfor retningen på og kørte i den retning, men så ingen sideveje, der kunne lede op til den lille bitte landsby, som vist hed Obermühltal, hvor værtshuset lå. Jeg opgav så og kørte videre mod Wolfratshausen – men vendte om, for det kunne da ikke passe, at vi ikke kunne finde det værtshus! Vi kørte ned til Bad Tölz og op ad vej 2368 – og minsandten om vejen også var spærret her. Jeg spurgte en landmand, hvordan det hang sammen det hele. Han sagde, at jeg bare skulle køre ind i byen, for dem der bor der, skal jo også leve. Der vil altid være en udvej, en sidevej Og vi kørte forbi flere “spærret vej”-skilte og ind i byen, hvor der var vejarbejde, men ikke sådan at man ikke kunne køre der!
12:54 blev dette billede taget. Og der var meget stille. Et ældre par, værtsparret formodentlig, sad og småslumrede i solen. Det virkede lukket og min forestilling da jeg planlagde ruten, om at få en forfriskning her, kunne jeg godt glemme.
Den sorte prik viser, hvor værtshuset er. Jeg havde kørt 35 km omvej – først mod vest, lidt mod nord inden jeg ombestemte mig til alligevel at forsøge at finde det, så ned til Bad Tölz og op nordpå mod Dietramzell – og brugt 1 time på denne historie!
Vi fortsatte rejsen og kørte gennem Wolfrathshausen, hvor TVserien “Hubert & Staller” foregår, og ind i Starnberg på toppen af Ammersee, der i TVserien “Forsthaus Falkenau” er byen “Störtzing”. Fandt et P-hus i bymidten, spurgte os for om der var en Eisdiele i nærheden – hvilket der var, dog ikke på et særligt romantisk sted, viste det sig – og gik derhen for at få en Eiskaffee.
Vi fortsatte rejsen op forbi Augsburg, hvor oplevelsen var de mange vejarbejder og medfølgende omveje. Et sted ignorerede jeg “vej spærret længere fremme”-skiltet i den tro at jeg ved en rundkørsel kunne fortsætte rejsen som planlagt, men netop der var der spærret – jeg manglede 100 meter fri bane!
18:30 havde vi fået bagage op på værelset i Hotel Deutsches Haus på Weinmarkt i Dinkelsbühl (huset med det røde bindingsværk midt i billedet over parasollerne) og kunne gå ud for at få et glas vin.
Weiser’s Café skråt overfor hotellet fik vi anbefalet…
…hvor vi straks bestilte vin og øl. Det havde været en dag med en lidt for ambitiøs rejseplan, hvilket gør omveje og vejarbejder stressende, og det skal man jo ikke planlægge med.
Inge havde alligevel overskud til at lave denne lille installation på café-bordet
Vi havde tilbagelagt 385 km og været godt 8 timer undervejs…
Tilsammen havde vi oplevet 2126 højdemeter undervejs på turen i det smukke sydtyske landskab.
Og som vi snakkede om hos Café Weiser, så var det jo synd at komme så sent til en historisk by som Dinkelsbühl, hvor der er meget at se, og hvor hyggelige slentreture venter lige uden for hoteldøren. Vores værelse er det 1. vindues-sæt fra venstre på 2. etage. Der var parkeringsservice fra hotellets side. De fik nøglen og vil hente den til os i morgen tidlig.
19:10. Spisetid. På vej over markedspladsen fik vi lidt indirekte solnedgang.
Hvor min rejseplanlægning og -gennemførelse for idag havde været lidt udfordrende for os, så var hotelreserveringen til gengæld i orden og den indbefattede et bord i restauranten. Folk blev høfligt afvist ved døren, fordi der var fuldt optaget. Vi sad et godt sted 
På min side af bordet serveredes en af dagens retter: Wildschwein mit hausgemachten Knödeln, Salatteller und Preiselbeeren.
På Inges side stod den på hausgemachten Nudeln mit Trüffeln und Champagnerschaumsauce.
Aftensmaden mættede lige så godt som den smagte – så der var ikke plads til dessert. I stedet gik vi en lille tur. Bemærk kirketårnet. Oppe i det hænger en stor klokke. Hotelværten pegede på kirken, da han viste os værelset og sagde, at vi nok kom til at kende den
Vi er jo i Bayern, og her er Madonna med barnet velkomne og bør ikke mangle – det vidste hotellet.
Der blev passet godt på os. Denne fyr stod lige ud for vores dør, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte præsentere mig 
Vi fik lidt ekstra vin med op på værelset. Men hvor er vi? Inge fotograferer og jeg…
…kigger ned på markedspladsen, hvor der foran hotellet var en mindre forsamling af turister. Vægteren stod så langt inde mod muren, at jeg ikke kunne få ham med på billedet. Sådan en lille byvandring inden sengetid med vægteren, der fortæller om, hvordan vægtere arbejdede før i tiden, er tilsyneladende populær.
Vi gik til ro – så meget som kirkeklokken nu ville – men efter Oberwesel ved Rhinens bred var vi veltrænede