Livet undervejs…

Aktiviteterne startede klokken 08:00, hvor Inge gik ud på sin morgentur. Hun lagde mærke til, at den spæde solopgang bekræftede vejrudsigten, som hun bestemt checkede i går. Et godt startfoto til dette afsnit af Livet Undervejs. Samtidig begyndte jeg at pakke bilen.

Et kvarter senere var Inge ude på dæmningen mellem Struer Bugt og Kilen. Herfra så vejrsituationen sådan ud- lidt blandet, vil jeg sige.

Da hun en time senere var på vej tilbage over dæmningen så alt meget bedre ud. Tegnede virkelig til en smuk dag.
Jeg havde fået pakket bilen, da Inge kom tilbage. Vi var stadig i god tid og tænkte, at en kop te og en bolle med honning ikke ville være så tosset, inden vi kørte hjemmefra. Det gjorde vi ca. 10:45.

Det var vores hensigt at kigge indenfor hos familierne i Sydthy og samtidig aflægge kirkegården i Boddum et besøg. Første stop var hos familien i Boddum, som vi mødte, da vi svingede ind på Burhøjgårdvej, og de gjorde det samme, bare i modsat retning. Hele familien sad i bilen, så vi fik gennem bilruderne ønsket hinanden glædelig jul,  og aftalte at lægge vores lille julehilsen i deres mellemgang.
Så de eneste hjemme var katten og den rare og meget menneske- og bilglade hund. Mirakuløst nok sprang den ikke op og grisede hverken mine bukser eller bilens ydre og indre. Jeg parkerede bevidst helt henne ved døren, så hunden ikke kunne få tilløb over den våde gårdsplads, inden den sagde goddag til os
Katten derimod smuttede med ind i mellemgangen.

Vi kørte, men på “Æ Smeds Bak'” fik Inge idéen at checke med familien, om det var OK, at katten var inde. De ville helst, at vi satte den ud, så vi vendte tilbage og fik katten ud. Hunden var i mellemtiden forsvundet, og bukser og bil var stadig pænt rene 

Derefter til Boddum kirkegård for at fjerne nedfaldne blade fra gravstedet. Den var iøvrigt pænt pyntet med gran. Jeg kunne mindes mine sidste køreture med Hjalmar hvor han sad ude i bilen, mens jeg gik ind og rev graven, det var jo noget han plejede at gøre, mens han selv kunne, nu måtte “yngre” kræfter jo tage over…

Kirsten havde været der med en “julekrans”. Der lå også en buket røde tulipaner. Det var ikke første gang, at vi så Hjalmars fuglebad og kat der, og begge dele passede stadig godt til resten af gravstedet.

Derefter kørte vi til Birkevej, hvor Nina og Stine var hjemme. Christian var på arbejde, den stakkel. Vi afleverede vores lille hilsen uden at røbe, hvor vi skulle hen. Det stod jo i kortet, sagde vi. Nina bød på kaffe fra sin nye espressomaskine. Den sagde vi ja tak til og fik en hyggelig snak imedens om julen og traditioner…

Derefter kørte vi til Adbøl for at aflevere en julehilsen til Lene og familien. Da vi svingede ind ad vejen ned til huset bemærkede vi Boddumfamiliens bil holde der og da vi kom helt ned, så vi gennem ruden dem dem alle bænket omkring et bord. Da vi mødte dem tidligere på formiddagen, var de altså på vej herhen
Vi var åbenbart også blevet observeret indefra, og Lene bød velkommen i døren.

Indenfor var alle ganske rigtigt bænket omkring et bord, der bugnede af alt, hvad man kunne ønske sig til en brunch. Årsagen til sammenkomsten var, at Rune havde fødselsdag. Kjeld var på arbejde, ellers var alle der. Lene ville straks finde ekstra tallerkerner, knive og gafler frem, men vi skulle videre og takkede pænt nej.

Vi blev en lille halv times tid og fik snakket lidt med alle, og jeg fik fotograferet den kæmpestore hund, der også var i stuen. Den var heldigvis skikkelig og velfodret, og jeg spurgte senere Lene i en email, hvilken race det var. Hun svarede, at det er en hunhund af Broholmer-typen, en gammel dansk race fremavlet på Broholm Slot på Østfyn.
På vej derfra snakkede vi om, at det havde været meget hyggeligt med denne tur omkring familien, hvor vi ønskede dem alle glædelig jul.

Ruten gik op over Vejlerne. Sidste gang vi var her bemærkede vi ikke de store møller ved Østerild. Det havde Anker ikke kunnet forstå, for alle så dem. De kan ses 30 km borte om natten! Så, når vi nu skulle op på den egen, ville vi sikre os at have set disse store og meget omtalte vindmøller. Vi regnede med denne gang helt sikkert at kunne se dem ved Østerild, og 5-10 km vest for byen kom der da også nogle møller til syne, men der var i vores øjne ingen KÆMPE-møller iblandt! Vi var ihvertfald ikke imponerede. Jeg læste i går på nettet, at når de er rigtig store, så skal de vist også rage 50 meter højere i vejret end de største, der er der nu. Til den tid kan vi måske få øje på dem
På den anden side af Østerild kiggede vi os tilbage, men der er plantagebevoksningen i vejen, så der var ikke noget at se. Da vi kom ud på Bygholm Vejle og holdt ind ved fuglehusene for at kigge os tilbage, var de overhovedet ikke til at få øje på, og vores begejstring over de møller var til at overskue. Så dem må vi vente med at se til en anden god gang.

Naturen i Vejlerne nød vi dog som altid, og jeg derudover de opvarmede faciliteter i hytten og den medbragte banan  og imens fik Inge tilfredsstillet sin aktivitetmåler.

BMW’ens navigator mente, at vi skulle forlade den slagne vej til Aalborg og køre ad Mellemmøllevej og over Tranum, for så (næsten) at støde til den slagne vej ved Birkelse. Det viste sig at være en mere interessant rute end den normale gennem Brovst.
Fra Birkelse fortsatte vi over Lille Vildmose for at komme ud til motorvejen syd for Brønderslev. Ved Hjørring kørte vi østover mod Frederikshavn for midtvejs at svinge fra i Sindal og køre over Mosbjerg til Jerup. Herfra var der kun 25 minutters kørsel til Ruths Hotel.

Det begyndte at blive mørkt ved 15-tiden. Bilens navigator skiftede til natvisning allerede 15:07.

Det var næsten helt mørkt, da vi ankom til hotellet ca. 15:30. Checkede ind i værelse 71 med den ene kuffert og laptopperne. Lod resten ligge i bilen og satte os ind for at få en kande te og kage. Det blev til Earl Grey og Nøddecookies. Vi må have trængt til dette lille traktement, for da vi kom i tanker om billeder til bloggen her, var kagerne allerede spist 

Selv om vi kun havde kørt ca. 260 km, havde vi været knap 5 timer undervejs hjemmefra, så det var dejligt at sidde og slappe af og få ro på.

Det kommer med alderen, erfarer jeg. Der var tid til at spekulere om Weekendavisen, som jeg telefonisk havde omadresseret, var kommet til  hotellet. Receptionisten beklagede, at det ikke var tilfældet og mente, at  jeg skulle spørge morgenmadsdamerne i morgen, for de administrerer aviser til restauranten og til salg til andre feriegæster i Gl. Skagen, som også køber morgenbrød her.

Bilen blev så tømt, og derefter fandt vi støvlerne frem og gik en tur inden aftensmaden. Den gik ned til stranden ved Solnedgangspladsen for at samle nogle sten til min nye hobby: at dekorere sten. Jeg havde planlagt at male på sten her i juleferien, jeg var jo et sted hvor der var masser af sten, men der var ravnesort på stranden, så det var ikke så ligetil. Men det lykkedes alligevel at samle nogle måske egnede sten ved mobiltelefonens lys og lys fra biler, der ankom til pladsen.

Fra Solnedgangspladsen gik vi hen ad Højensvej til cykelstien ophørte – og netop der dukkede spørgsmålet op om, hvor Højen slutter og Gl. Skagen begyndertilbage til hotellet. Det måtte vi have spurgt nærmere til ved lejlighed. Tilbage ved hotellet kunne vi rigtigt se hvor flot hotellet havde sat juletræer op på sommerterrassen. Meget hyggeligt og det gav fornemmelsen af, at der ville vi gerne ind. Og det kunne vi jo også komme – vi havde en nøgle
Jeg havde parkeret lige overfor hotellets hovedindgang og syntes det var perfekt. Inge derimod anbefalede, at jeg kørte den ind i gæsteparkeringen, der var omgivet af en lav mur. Den var propfuld, da vi kom tidligere på eftermiddagen, men hun havde nu fundet en ledig plads. Egentlig havde jeg tænkt at holde i parkeringskælderen, men jeg lod åbenbart til at være den eneste, der havde den tanke – og, alternativt set, syntes jeg, at jeg holdt skidegodt, så jeg lod den stå, hvor den stod 

Vi kom ned for at spise 18:45 og valgte at gå lige til bords i brasseriet, da der var et passende bord ledigt. Det var nemt at vælge, for vi ville have fisk. Det blev “dagens Skagen fisk”: kulmule på en seng af kartoffelkompot og i en sø af beurre blanc. Inge ville som sædvanlig gerne have hvid vin, og da de er lidt francofile her på stedet, blev det en hvid Bourgogne  Jeg ville gerne have en øl fra Skagen Bryghus og valgte en Rav Larsen. Den gav anledning til at genopleve denne original, Rav Larsen, som vi begge kendte til i vores unge dage.
En søgning på nettet gav bla. følgende resultater i en “tråd” fra maj 2013 hos Skagen Avis:

“…Sommeren 1960. Manden stod med sin lille bod på P-pladsen på Grenen og præsenterede sig selv med et pænt lille skilt, der stod på en lille kasse. Teksten lød: Her står Svend Børge Larsen. Tidligere tjenstegørende i Fremmedlegionen. Sådan husker jeg det. Svend stod ofte og læste i en lille bog på fransk. Samtidig med at han havde lagt forskellige ravsmykker frem”.

“…Som dreng i 70’erne boede jeg på Skarpesvej. Og naboen malede allerede dengang billeder til Larsen. det eneste Larsen skulle var og signere dem. Jeg kan huske jeg spurgte om hvorfor han malede til Larsen.. ” Det er fordi Larsen ikke selv kan nå og male alle de billeder han kan sælge. Og det er rigtigt vi børn var lidt bange for Larsen. Han var jo en af orginalerne i Skagen og han så jo anderledes ud end de fleste. Jeg har talt med Larsen nogle gange når han besøgte vores nabo, men turde næsten “kun” når naboen var der også .
Naboen var Carl (Calle) Hintze Mathisen. Jeg syntes faktisk han malede bedre end Larsen”.

Jeg var ikke klar over, at det ikke var alle billeder, han solgte med sin signatur, der var malet af ham selv 

Dagens Skagen fisk var ganske enkel i sin konstruktion og smagte fremragende – saucen var superb! Brødet fra eget bageri ligeledes fremragende. Vi er ikke vante til denne type sauce og med de nøddecookies vi fik tidligere på eftermiddagen, fandt vi ingen plads til dessert. Men det kunne vi jo sagtens nå en anden dag – vi skulle jo blive her flere dage!

Det var herinde i brasseriet, at vi spiste. Bagefter fandt vi overtøjet og støvlerne frem og gik en kort tur ned til havet. Vores aktivitetsmålere må elske os 

På værelset bemærkede vi en pose med vingummier. Den blev indlemmet i vores samling af eksotiske vingummier

Og så slappede vi ellers af med julemusik på radioen og fandt også ud af, hvordan TVet virkede. Det var B&0-apparater, så det var ikke så ligetil – men lyden var god. Til julemusikken udvekslede jeg Whatsapp’er med Charlotte.
Blæsten tog til – som vejrudsigten havde forudset – og i nattens løb fortrød jeg lidt, at jeg ikke var kørt ind på gæsteparkeringen, som Inge havde foreslået, for der ville der være bedre læ mod sandfygningen Alle de bekymringer, jeg da vælger at have…

Juleferien var godt begyndt.

Var i restauranten 07:32 – 2 minutter efter åbningstid (ja, som skrevet før, så kan jeg godt lide at være den første, eller blandt de første til morgenmaden ) – og spurgte avis/morgendamen om Weekendavisen var kommet til mig. Hun beklagede, at det var den ikke og bedyrede, at den eneste hun havde tilbage fra igår, var en som hun skulle sælge. Den købte jeg for ikke at skulle lede efter en i byen. Vi havde evt. tænkt at morgenens gåtur skulle gå hen til Meny, halvvejs til Skagen, for at se om de skulle have en til overs. Men nu var jeg sikker på at have en. Så bliver det spændende, om den næste avis kommer om en uge.

Snuppede The Daily Telegraph fordi den på hele forsiden – og hele bagsiden – havde en julemadsreklame fra Tesco. Vi må jo følge med i, hvad der sker ovre hos Roland, for – som vi siger med et smil – især nu, hvor han også skal være British 

The Daily Telegraph indeholdt denne karikatur, som jeg sendte til Roland. Jeg elsker sådanne karikaturer, for de kan i en tegning fortælle en historie, som ellers ville kræve mange avisspalter.

Vi spiste morgenmad i Brasseriet, fordi der var dækket bord og pyntet i Morgenmadsrestauranten til juleaftensmaden. Buffetten – som jeg troede, jeg havde fotograferet – var arrangeret i Pejsestuen. Buffetten er ikke overstor og der er heller ikke champagne og alt det jazz, men det der er, er prima og hvad vi har brug for – og morgenbrødet er bagt her på hotellet.  De er, som nævnt før, lidt francofile her, så youghurten og smørret er franske, en af ostene var ikke overraskende en Brillat-Savarin og der mangler naturligvis ikke croissants fra egen bageovn. Frugtsalat, skyr, dejlig fersk røget laks, hvor det brune allerede er skåret fra, hotellets egne marmelader – og som noget nyt blev vi tilbudt et “vitamin-shot” – en snapsestor eleksir af rødbedesaft og ingefær og havtorn. Smagte godt og kradsede hele vejen ned .

09:30 var vi i støvlerne og frakkerne og ørevarmeren hhv. cap’en med øreklapperne nede og gik en tur i kvarteret, som førte hen forbi Solnedgangspladsen, hvor der nu var en væsentlig bedre udsigt end i går, da vi i den ravnesorte nat var her. Herfra gik vi rundt i kvarteret nord for Højensvej.

Det lykkedes os desværre ikke at undgå regnen. Vi blev drivvåde, for bygerne var heftige.

Sådan gik vi rundt lidt over 5 km og  jeg kom dermed nogenlunde på omgangshøjde med Inge, hvad kendskabet til Gl. Skagen angik.

En halv time senere var hun hjemme igen og fortalte, at der lidt længere østpå ad stranden var mange sten, der kunne være kandidater til at blive håndmalet af mig  Dem skulle vi hen for at se nærmere på, og fik også relativt hurtigt samlet så mange op, at posen næsten blev for tung!

Og Inge gik sig endnu en tur – og blev igen drivvåd, men kom hjem med større viden om byen Gl. Skagen, heriblandt hvilket hus, der var pyntet med klatrenisser i en udgave, som er den “rigtige”. Rigtige fordi de ligner dem, vi pyntede indendørs med i vores barndom.

Imedens sad jeg i komfortabel hotelatmosfære og udfoldede mig kreativt ved at male søstjerner på en af de strandsten, som jeg i går aftes fandt på stranden ved Solnedgangspladsen, takket være min telefons lys og lyset fra forlygterne på en bil, hvis ejer der var der for at glo på uvejret.

Møgvejret fortsatte og 12:40 lavede jeg en lille video med udsigten, medens haglbygen trommede mod vinduet. Det her er et “still” derfra.

Inge gik endnu en tur medens vejret blev en smule bedre og kom tilbage med dette billede.

15:00 var der juleeftermiddagskaffeogkagebord. Et kvarter  inden tog jeg dette billede fra hotelværelset. Vejret var blevet bedre!

Kagebordet var arrangeret i Pejsestuen. Fuldt af meget lækre kager fra hotellets eget konditori. Helt speciel var le buche de nöel, som desuden var let – hvilket var karakteristisk for alle kagerne, som var af fransk og dansk tilsnit. Det kunne vi godt lide. Og brunkagerne var også af typen, det er svært at holde igen med.

Vi sad længe i pejsestuen og kiggede på de andre gæster, der – som vi – var traditions-frafaldne, og lod juleroen sænke sig over os.

Inden aftensmad kl. 18:00 malede jeg videre og vi hørte julemusik og havde TVet gående på en dansk kanal med noget julehalløj på.

Lidt før spisetid gik vi ned i Pejsestuen og ventede på at spisestuen blev åbnet. Der var samlet spisning. Der var bordplan (havde jeg checket om formiddagen) så der var altså ikke noget ræs for at få et interessant bord. Vi havde, synes jeg, et af de bedste borde – omtrent lige midt i lokalet – så vi havde noget at glo på i alle retninger

For at gøre “seatingen” (som receptionisten kaldte det) så behagelig som mulig, fik vi hurtigt efter at være kommet til bordet serveret et glas cremant rosé fra Loire og en skål rodfrugtchips.

Der var dækket meget smagfuldt op til 3 retter og den medfølgende vinmenu.

Indledende ret hed Skagen Fisk. Den bestod af pighvar med høvlet blomkål og en sauce beurre blanc dertil. At drikke fik vi en Chardonnay fra Bourgogne (Domaine Alain Chavy 2014).

Hovedretten var andebryst med rødkålsmousse og marinerede rosenkålblade, samt et lille glas kartoffelkompot med hollandaiseskum. Dertil fik vi en rød Moulin de la Gardette 2014 fra Cigondas.

Rødvinsglassene var så store, at de næsten kunne regnes som “Duftkaminer” – et udtryk vi hørte i TVudsendelsen “ARD Buffet”, hvor en vinkender sagde om et stort glas med god vin i bunden; “Eine wahre Duftkamin!” Fra da af leder vi i genbrugsbutikker efter “Duftkaminer” 
Fra væggen i baggrunden overskuer Herr Ruth, at alt går korrekt til under julemiddagen.
Der var lange pauser mellem retterne, men der skænkedes velvilligt op i glassene, efterhånden som de blev drukket halvtomme. Så hvis man skulle træde af på naturens vegne eller hive sig en smøg, så var pauserne komfortabelt lange 

Desserten var noget meget velsmagende bestående af karamelmousse med amaronekirsebær og kirsebærsorbet. Et stort glas portvin (Quinta Vale d. Maria – Reserve Porto) blev serveret dertil.

Det var denne trio, der fulgte de velsmagende retter på vej ned i vores maver 

Efter eftermiddagskaffebord og julemiddag var det nu på tide igen at tilfredsstille aktivitetsmålerne, så 21:15 var vi ude på dagens sidste gåtur. Inge var lidt foran mig, og her står hun på Jeckelsvej mellem Restaurant Sømærket til venstre og Jeckels Hotel til højre.

Henne ved Solnedgangspladsen holdt en bil med fjernlyset tændt. Meget belejligt for os, så vi kunne se andet end en skibslanterne ude i horisonten 

Hvor Højensvej og Jeckelsvej mødes stod dette juletræ. Det var forsvarligt sikret med kæder, hvilket måske også er hemmeligheden bag, at det stadig stod rankt og flot med sine lys.

Vi gik ud ad Højensvej indtil de “pæne” gadelygter ophørte, vendte om og tog på tilbagevejen en runde ind om Jens Bergs Vej og kom tilbage til hotellet ad den vej. Dermed fik vi hotellet at se – som vist her – med juleroen sænket over sig.

Tilbage på hotellet var det på tide at pakke julegaver op.

Der var julegave fra Roland og Katy.

Indholdet af konvolutten var et meget specielt sort/hvidt fotografi af 6 kronhjorte, og en medfølgende forklaring. Det helt specielle er, at hjortene dukker op bag bakkekammen på en måde, så den til venstre altid er mindre end den til højre. Vi sendte en email til Roland og Katy med en varm tak for dette dejlige billede. Roland svarede tilbage med en forklaring:
“Billedet er taget på Chatsworth House, måske kan I huske at vi besøgte det sammen med jer engang! Der er en lille artikel om billedet her: http://www.derbyshiretimes.co.uk/news/the-shot-of-a-lifetime-at-chatsworth-house-1-7497305.

Vi glæder os meget til at få det op hjemme hos os.

Det var en dejlig juleaften med god mad og gode vine og en dejlig gave fra et sted, hvor vi tilbragte en dejlig dag sammen med Roland og Katy og – hvis jeg husker rigtigt – så en juleudstilling hvor Mr. Scrooge indgik i…

Så blev det Juledag. Jeg kom lidt senere end normalt ud af fjerene. Forklaringen kunne være den, at jeg den sidste halvdel af natten havde følt mit hovede lidt som Arne, da han med rejseselskabet i bus kørte hjem fra Meran til Pfunds i 1952, hvor de havde været i en vinhandel med udskænkning. Arne skrev, at han “havde et ordentligt hovede på”. Så galt var det ikke med mig, men jeg kunne godt mærke, at der var gledet en for mig unormalt stor portion vino ned. Følte det dog ikke, medens det stod på 🙂

Morgengymnastikken på lammeskindet foran sengen fjernede det meste af “hovedet” og jeg kom alligevel som den første hotelgæst ned til morgenmad og benyttede straks lejligheden til at spørge morgenmadsdamerne, om vores lille pilleæske mon var blevet fundet i går morges (jeg havde ikke kunnet finde den oppe på værelset). Det var den! Og inden damerne havde foreslået mig at hente den i receptionen, kom receptionisten med den. Jeg takkede hjerteligt og forklarede, at det ikke var første gang – og nok ikke sidste gang – denne æske var en omvej omkring receptionen i et hotel 

Inge kom kort tid efter og hun står her ved morgenbuffetten, der i anledning af det sene juleaftenmåltid i morgenmadsrestauranten var flyttet herind i Pejsestuen.

Jeg havde, som i går morges, snuppet et af hjørnebordene i Brasseriet. De er mere sympatiske, for vi sidder så ved siden af hindanden om et bordhjørne i stedet for overfor hinanden. Derudover har vi begge en god udsigt over lokalet. I baggrunden står tjener(elev) Mia ved disken omkring det åbne brasserikøkken. Her er en meget sympatisk ambiente.

Udover hvad buffetten byder på er der mulighed for at få et “vitamin-shot” (den rødbedefarvede lille drink), eller en varm æggeret, så som ommelet med “gnalling”, røræg eller almindeligt spejlæg eller easy/over med og uden bacon/pølser (jeg skajer ud her med det hele). Det var bare at udtrykke ønsket 

Brasseriets hjørneborde har yderligere den fordel, at der er masser af plads til at lægge mobiltelefoner, navigatorer og/eller aviser. Bertel Haarder, le pauvre, fik en noget rodet exit, som alligevel ikke gav ham en generalkonsulpost i Flensborg.

Da vi efter morgenmad checkede email, var der en fra Roland: I må have mange tak for lamperne, Katy fandt et billede fra dengang vi besøgte Borgen, man kan se lysene i baggrunden!

Katy havde vi foræret et par ledningsløse “æggelamper”, som vi havde set på bordene, da vi sammen spiste i restauranten på Christiansborg (alias Borgen). Vi har selv nogle og er meget tilfredse med dem, og det bliver Katy og Roland sikkert også

Inge fik først støvlerne på og var ude omkring 10:30. Vi aftalte at mødes oppe på Kikkerbakken og på vej derop tog hun dette billede, der fint viser vegetationen vi var omgivet af.

Jeg havde i aftes lavet en rute på min Garmin. Det er første gang,  jeg prøvede det, selv om jeg har haft den nogle år efterhånden. Så vi gik derudaf, men ikke ret langt, for da en af stierne blev smal og tilsandet og vanskelig at gå på, meldte Inge fra. Helt forståeligt – især i lyset af stormen “Urd”, der havde flyttet meget sand og stadig sørgede for sandfygning. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det var en lille sti som nærmest bare var en “dyresti”. Var i aftes mere optaget af, at det lykkedes mig at planlægge en rute 

Det var ikke noget problem at ændre planen. Vi drejede bare om på hælen og gik østpå ad Rævehulevej, hvor vi kom forbi 2 huse med henholdsvis en fisk og en ræv som vindfløje. Dem refererede vi herefter til som “Fiskerens Hus” og “Jægerens Hus” og havde dem som kendingsmærker . For enden af Rævehulevej gik vi lidt sydpå ad Flagbakkevej og svingede ind på Nordsøstien.

Nordsøstien krydser Kanalvej lidt syd for “Højengran”. Kanalvej er nem at gå på og fører stik vest ud i det åbne klitlandskab. Det var tillokkende, så den valgte vi at gå ud ad. Og her kom de forskellige dufte fra vegetationen, sandet og havet som en sanse-buket til næsen. Helt specielt og anderledes end hjemme.

Tilbage ad Kanalvej og sydpå ind i Skagen Klitplantage, hvor nogle af ingredienserne i duft-buketten blev udskiftet med dem fra nåletræerne og skovbunden. En olfaktorisk symfoni i flere akter
I plantagen så vi flere steder sådanne grønne installationer med eltilslutning og en lysende rød kontrollampe. De er drikkevandsboringer sat op af Skagen Kommunale Vandforsyning. Mit gæt var, at de også tjente som vandforsyning i tilfælde af brand i plantagen.

Plantagen er meget alsidig. Her et åbent felt med kulsorte køer, så sorte, at de faldt helt sammen med skyggen henne ved truget i skovkanten.

Med erfaringen fra i går havde jeg taget regntøj på idag. Og fordi jeg gjorde, gjorde Inge det også – til sin store fortrydelse, for vi behøvede det overhovedet ikke. Der kom ikke en dråbe regn – og vi havde endda 5 minutters solskin, som er fanget på mobilen her, da vi på tilbagevejen nærmer os Flagbakkevej. For Inge var det ekstra slemt, for hendes regntøj – selv om det er af nyere dato – holder fugten både ude og inde, så efter 10 minutters gang er det drivvådt på indersiden 
Inge gav mig forleden en julegave: blomster-indelukker af glas i forskellige faconer – som jeg selv skal købe, når vi kommer til Lemvig næste gang. Hendes dårlige oplevelse med regntøjet gav mig en gaveidé: nyt regntøj, som holder fugten ude, men ikke inde. Det skal hun selv købe, når vi næste gang kommer til Hvide-Sande 

Og så det sidste stykke ad Nordsøstien fra Flagbakken til hotellet – den hvide bygning lidt til højre for midten. Praktisk med det sømærke oppe på klitten, så ved man altid nogenlunde, hvor man er.

Det blev til næsten 11 km. At gå frem og tilbage ad samme vej er ikke nødvendigvis kedeligt, for vi ser jo landskabet fra 2 sider.

Vi slappede lidt af på værelset og i Pejsestuen (medens vores værelse blev klargjort) og udvekslede emails med Roland. Han sendte et billede med deres juledagsformiddagsbord med hjemmelavet æblekage, crackers og prosecco i glassene. Traktementet very British – og bordet dækket med servietter og dug fra Katy’s barndoms jul på Philippinerne .
Det glæder os altid at få billeder fra dem.

Tilbage på værelset satte Inge sig med sin bog og jeg fandt mit mobile atelier frem og malede på sten. Det fortsatte jeg med, indtil det blev tid til varm chokolade. Inden da fik Inge kriblen i bisselæderet – eller også var det plageånden på håndledet, der mukkede – og hoppede i støvlerne endnu engang. Vejret var ikke det bedste, men et blik over havet fra Solnedgangspladsen kan man jo altid bruge. Der var godt gang i brændingen, lader det til.

Klokken blev 3 og så startede vi en tradition: et glas varm chokolade med koldt flødeskum! Ah, den var lækker, lavet på 70% Valhrona, mælk og fløde, naturligvis 
Dejlig pause fra det travle liv som hhv. strandstensdekoratør og litteratursluger.

16:45 var Inge igen i støvlerne og lige omme på Kikkerbakken for at fotografere, hvor vi boede. Også et godt værelse om sommeren, hvor balkonen kan benyttes.

På vej derfra til stranden knipsede hun lige ind af vinduet til receptionen. Julepynten er der, men den er diskret – og det gælder iøvrigt hele hotellet.

Og ved Solnedgangspladsen var brændingen igen oplyst af en bils lygter. Ellers havde der kun været et par lysprikker ude i horisonten. Det er virkeligt den mørke tid, vi er i.

Imedens havde jeg lakeret en sten og skrevet lidt på Livet Undervejs. Da Inge kom tilbage, udvekslede vi emails med Roland. Det viste sig, at han havde fået pakket pandelampen op i stedet for Zeiss-kikkerten. Vi kiggede derefter emails igennem, som vi har modtaget fra Amazon, så vi kunne give det rigtige tracking no. for Katy’s fødselsdagsgave. På den måde sikrede vi, at hun fik den rigtige på den rigtige dag 

18:30 fik vi serveret vores før-middag drink. Inges glas med hvidvin så ikke anderledes ud siden sidst, men den “Klitnisse” julebryg fra Skagen Bryghus, som jeg fik, er helt ny i vores samling af billeder fra denne skønne stund før middagen. Jeg kunne godt lide øllen. Den har som Rav Larsen karakter og er meget fyldig i smagen.

Der var såmænd borde ledige, da vi kom ned i Pejsestuen, men vi ville gerne sidde lidt med vores drink først, så vi aftalte med tjeneren, at han skulle sige til, når der var et godt bord til os. Denne aftale virkede fortrinligt, for en times tid senere fik vi at vide, at der nu var et godt bord parat til os.

Valget af aftensmad faldt på en kryddersaltet laks (den var ikke kogt eller stegt) med lun rygeostcreme og kogte kartofler. Meget lækker – og Klitnissen gik fint dertil. Inge lod også til at finde harmoni mellem vin og mad, så det var jo perfekt. Øl mætter, og eftermiddagens varme chokolade var ikke uskyldig heller, så der var ikke plads til dessert. Jeg må altså endnu engang vente på at gå ombord i dessertafdelingen på menukortet.

I korridoren på etagen hen til vores værelse hænger flere gamle turistplakater, der fremhæver specielle karaktertræk ved Danmark. Vi ved  ikke, hvor denne bygning findes, men kan kun håbe at underteksten efterleves her i landet og at andre lader den gøre det.
Vi kan godt lide plakaterne og synes at de grafisk set er godt lavet.

Vi pakkede op for de sidste julegaver fra Roland og Katy. Juletræspynt i træ – umiddelbart så de ud som “almindelige” træarbejder…

…men ved nærmere eftersyn viste de sig at være high tech udskæringer med meget fine detaljer. Jeg gætter på at de er “savet” ud ved hjælp af en slags præcis numerisk styret fræser eller laser. Flotte og meget imponerende i deres fremstilling!
Roland fortalte, at de var lavet af den samme kunstner, som lavede det bjerglandskabsbillede af træ, som vi fik af ham og Katy til jul sidste år.

Jeg var træt, da jeg gik i seng. Ikke pga. en overdosis sprit, måske pga. at være heroppe i nogle dage – endnu uakklimatiseret

Jeg var ude af sengen 06:45 og nede i “den rigtige” morgenmadsresto 07:35 – 5 minutter efter åbningstid – og en overraskelse: midt i lokalet sad allerede en mand  iført lys fleecejakke og gigantiske røde bokser- eller basketballshorts, så jeg var ikke den første ved morgenbordet i dag

Idag blev Jyllands-Postens forside det første morgenbillede.

Inge kom ned lidt senere, og vi kom til at snakke om familien på væggen. Inge havde mere præcise informationer om dem, for hun huskede, hvad hun havde læst på hotellets hjemmeside en af de forrige gange, vi havde været her. De 3 billeder til højre er Fru Emma Ruth, datteren Dagmar og Hr. Hans Chr. Ruth. Det ene billede til venstre er datterens mand, en norsk sømand Johan Olaf Dahler, som forliste ud for Gl. Skagen og blev reddet i land af det redningshold, som Hr. Ruth var opsynsmand for. Hvordan han og Dagmar forelskede sig og senere fik hinanden, kan læses på hotellets hjemmeside – en historie lige til Morten Korch 

Emma og Hans Chr. Ruth hang på vægen ved siden af vores bord (næste bord til højre for bordet til højre i dette billede – altså uden for billedet).

Hangen til det frankofile og det at hjemmelave mad fornægter sig heller ikke ved morgenbordet. Det sprøde morgenbrød og den velsmagende marmelade af strandtorn og æble er hjemmelavede, og smørret er fransk (tilpasset den danske smag ved at være demi-sel, forklarede Inge mig)

Da vi senere ville ud at gå, checkede vi regnradaren – og måtte vente til en fæl hagl- og regnbyge var passeret.

10 minutter senere så det sådan ud…

…men det ændrede sig hurtigt og en lille time senere så det stadig sådan ud!

Omkring 10:30 kom der et ophold i regnen, så vi hoppede i støvlerne og fik tøj på og gik ud. Nåede lige ned til Solnedgangspladsen før uvejret brød løs igen. Vi vendte om og stod lidt i læ under et halvtag ved Ruth’s Strandhotel, inden vi hastigt tilbagelagde de sidste 200 m hen til hotellet.
Det lod ikke til at dagens vejr ville blive bedre, så vi besluttede os til at tage til Skagen Museum og der samle skridt til “Plageånden” på håndleddet.

Museet åbner 11:00 og 11:05 parkerede vi lige ud for museets indgangsdør! Fantastisk med en P-plads så tæt på, især når det nu var møgvejr 

Der var ingen pensionistrabat – men det var jo godt at huske at spørge.

Den nye afdeling var ikke længere nødmuseum for det oprindelige. Renovationen af den gamle var tilendebragt, og vi kunne  dermed starte i den nye afdeling med at se skitser og forarbejder til de mere formelle værker, kunstnerne havde lavet.
Vi var på en måde heldige, for udstillingen varer kun et par dage endnu.

I en af salene var væggene mørke og lyset på et minimum for at skåne de lysfølsomme skitser. Deriblandt var et billede af Holger Drachmann, hvor han i 1902 havde vendt penslen om og skrevet med den spidse ende i den endnu våde oliemaling.

En lystig sjæl havde i en skitsebog lavet en “Blæksprutten”-agtig skitse, hvor det drejede sig om mange penge. Jeg kan ikke tyde signaturen.

Efter at have set meget i skitseudstillingen, som vi ikke havde set før, gik vi ind i den “gamle” afdeling – ind til alle de gamle kendinge 

En uventet åbenbaring var for mig at se Laurids Tuxens billeder. Hidtil har jeg ikke rigtig “regnet ham” i forhold til Ancher og Krøyer, men idag fandt jeg hans malemåde forfriskende og impressionistisk og friere end de to andre. Det var endda lidt af en oplevelse for mig at have den oplevelse, hvis jeg kan udtrykke det på den måde 

Oppe på gallerigangen skulle vi have en lille groufie. Her forbereder jeg min mobiltelefon til at tage billedet…

…og sådan blev det 

Udsigten deroppefra var blandt andet denne. Rart for os med kun ganske få besøgende. Jeg forestiller mig, hvordan der er, når 2 krydstogtskibe lægger til i havnen og 5ooo turister strømmer ind i byen. 1000+ af dem må nødvendigvis komme her, for det er en af byens “tunge” seværdigheder.

Henne for enden af gallerigangen var et lokale med keramik lavet af Thorvald Bindesbøll. Arbejderne her forekommer mere moderne end gammeldags, selv om de er lavet for mere end 100 år siden. Det overraskede mig.

Sidste udstilling var i hotellets oprindelige spisestue, hvor en kunstner havde pyntet et juletræ. Her var vi helt sikkert i Skagen, hvad pynten angår, for den bestod af udklippede fisk og skibe og måger.

Vi var omkring museets merchandise-shop for at købe et kort til en, vi ikke havde fået sent julekort til. Efter mange år i Frankrig er det ikke noget problem for når alle de kære franskmænd har det fint med at sende nytårskort, så kan vi vel også have det – og hilsenen er jo ikke mindre hjertelig af den grund  Medens jeg checkede toiletfaciliteterne (som havde et højt hygiejneniveau) i museets underetage, gik Inge en runde i shoppen og kiggede på deres kort. Vi valgte et af Michael Ancher, hvor motivet var høns.

Museets café var lukket for i år, så der fik vi en lang næse. Receptionisten anbefalede Is-Caféen henne ved Mindestøtten, men den viste sig også at være lukket. Ingen kaffe og kage! Vi kørte ud på Grenen, tilbage til byen og ned over havnen og så tilbage til hotellet. Bilen kom i garage – det var jeg mest tryg ved. Storm med vindstød af orkanstyrke var varslet!

Tilbage på hotellet hoppede Inge i støvlerne og overtøjet for at gå ud og se, hvordan stormen byggede sig op. Og fra hendes billede gjorde den netop det. Der var virkelig gang i den henne ved Solnedgangspladsen med skum i lange striber oppe på pladsen.

Imedens lakerede jeg en gang til de 2 andre sten jeg har dekoreret på heroppe – ville se, hvilken forskel det giver med flere lag lak . Derefter tog  jeg en ny sten og tegnede små skibe på den. Det er svært at se, men det var faktisk et blik ud af vinduet i korridoren ved vores værelse, der inspirerede mig. Et containerskib var det eneste, jeg kunne se ude på havet. Stenen fik derfor også et containerskib, det kan bare ikke ses her på billedet

Lidt i 15:00 gik jeg ned i Pejsestuen for at bestille 2 glas med rygende varm chokolade og koldt nypisket flødeskum på toppen. Dejligt på en dag, hvor klimaet ikke er til iskaffe Medbragte Weekendavisens “Dobbeltkryds”. Det er hyggeligt at sidde her og sammen bryde hovederne for at fravriste papiret en løsning.

Vi fulgte med i stormens udvikling og den var virkelig nær på at nå orkanstyrke. Men det forhindrede ikke Inge i at gå sig en ekstra tur, medens jeg fortsatte mit hobbyarbejde med stenene.

18:20 igen i Pejsestuen. Det ligner en vane – var også nem at tillægge sig  – at sætte sig her og bestille en øl fra Skagen Bryghus. I aften blev den en Indian Pale Ale, som ikke havde noget kælenavn på etiketten og Inge fik en fransk Riesling.

Bestilte krabbesalat og fik ikke en magen til den, vi havde set gæster få i går aftes. Den krabbesalat, jeg åbenbart havde bestilt til os, var en anden – den var rørt, men viste sig at være ganske udmærket – ja, meget lækker. Brødet var stadig godt og øllen gik fremragende til retten- og det lod til at den hvide Riesling, Inge fortsatte med på den anden side af bordet, også passede godt. Heller ikke idag var der plads til en dessert. Det må være den dejlige varme chokolade med flødeskum, der er årsag til dette fænomen.

Oppe på værelset bemærkede Inge, at der var presset vand ind under den franske dør. Jeg var nede i receptionen efter et håndklæde, som vi lagde på gulvet ved den franske dør, så den kunne suge vandet op. Det fungerede fint.

Som Inge skrev til Roland, så var vi en tur til Solnedgangspladsen og allerede ved “Trekosten”  blev vi mødt af havskum og havvand på vejen.

Henne på Solnedgangspladsen kom et par unge tyskere kørende i deres gamle Land Rover, som de parkerede så langt fremme, at de kunne belyse brændingen. Meget praktisk for os, for så kunne vi tydeligere se, hvordan haver formeligt løb helt op til os. Der var ikke den normale brænding. På Solnedgangspladsen kigger man mod NV, så vinden kom ind fra venstre. De to fyre steg ud og troede, at de kunne gå lidt længere frem. De blev hurtigt klogere. De kom fra Slesvig og er vante til de små krusninger på Slien, så det har nok alligevel givet dem “en på opleveren” – som man siger her i Danmark – at stå herude i stormen.

Omkring 21:00 tog vinden til og ruskede godt i de franske døre. Hvis de springer op, så bliver det meget ukomfortabelt, men hvorfor skulle de det 

02:25 var stormen løjet så meget af, at vi syntes, at det ville være forsvarligt at åbne en af de franske døre. Vi lagde os til at sove med piben ind af den anden dør, men det blev straks friskere og vi faldt i søvn igen.

07:30 var jeg i morgenmadsrestoen – som den første, hvilket jeg godt kan lide. Alt er jomfrueligt på buffetten, i brødkurven og jeg kan vælge mit favoritbord 🙂

Tilbage på værelset ved 9-tiden benyttede jeg pausen inden formiddagsturen til at fotografere den endnu ulakerede sten med skibe (8.5 cm på længste led)…

… og den med søstjernerne, som nu var lakerede færdigt. Søstjernernes farve er stenens “våde” farve, der fremkommer ved at lakere stenen.

Formiddagsturen ville vi gå i Skagen Klitplantantage, men allerførst skulle vi hen for at se på stormsituationen ved Solnedgangspladsen. Vi kunne slet ikke komme derhen, for havvandet strømmede os imøde derhennefra!

Så vi drejede om på hælen og gik hen ad Jeckelsvej og ind på Nordsøstien med retning mod Flagbakken. Vi fulgte stien, da den drejede fra vejen og førte ned forbi “Højengran”…

…til Kanalvej, som vi ville helt ud til enden af…

…for at følge vejen, der fører ind i plantagen herfra. Den var spærret for bilkørsel, hvilket var fint – og så var der et kort over plantagen, som jeg her fotograferer.

Jeg havde søgt denne folder hjemmefra på nettet, men alle links førte til en website, som ikke fungerede. Så tænkte jeg, at jeg kunne samle en op ved en vejspærring som her, men ingen steder er de at finde.

Det gode ved en mobiltelefon med høj opløsning er, at man kan fotografere sådan en planche og så have et kort med sig, som man kan zoome ind på.

Vi fortsatte ned ad Annemettesvej – og vejret blev bedre og  bedre og til sidst havde vi skyfri blå himmel. Det specielt dejlige ved denne vej er, at den fører ud i det åbne terrain, hvor duften af marehalm, urter, sand og hav er helt speciel.

På Pælebakkevej kom vi forbi dette parti fyrretræer, som jeg døbte “de provencalske fyrretræer”, for de mindede mig på en eller anden måde om Provence. Om det har noget med realiteter at gøre, tør jeg ikke garantere for 

Det er skønt at gå ud ad Pælebakkevej, for langs den åbner klitlandskabet sig med majestætiske klitter, fordi vi er relativt tæt på kysten.

Vi svingede ind ad Den Pløjede Vej og fik træer på begge sider. Den lave vintersol gav lidt uvirkelige belysningsforhold. Selv om træerne ikke er særligt høje, var det belysningsmæssigt som at gå i en dal.

Tilbage i Gl. Skagen gik vi forbi kunstneren Niels Helledies baghave, hvor han har nogle af sine arbejder udstillet. Det er nogle år siden vi sidst har set en egentlig udstilling med hans arbejder, og egentlig også længe siden vi har set nogle af dem på deres brugs-pladser i kirker, for eksempel. Her er det som om han har et primitivt alter i baghaven (til venstre i billedet)

Og så var vi ved at være tilbage. Vejret var skønt!

Det blev til en tur på 10.4 km. Skulle vi nu hvile? Nej, vi valgte at køre over til Østerstrand med det samme – nu vi alligevel havde overtøj og støvler på – for at kigge efter sten til at male på.

Det fine ved Østerstrand er, at man kan legalt køre helt op på den lave klitrække – få skridt fra stranden…

…og her ved ankomsten kigge ud på den bizarre samling af store skibe, der venter på at få noget at sejle med.

Der var mange sten – næsten lige til at samle den ene kandidat op efter den anden – og posen blev tung igen. Men af større sten var der få.

Lyset var meget skarpt og Inges solbriller lå på hotellet. Dem kørte vi lige tilbage efter, og derefter ud til det Grå Fyr, hvor jeg troede, at jeg – som i gamle dage – kunne svinge ind og parkere. Det er længe siden, at jeg har set en så stor tæthed af forbudsskilte med “Al adgang forbudt”. Der byggedes om i fyrmesterens bolig. Jeg sagde til Inge, at “i vores tid” var der nu mere Klondyke over byen end der er nu 

Vi rundede parkeringspladsen ved Grenen, men havde ikke lyst til at holde der for at samle sten på stranden. Vi  kørte derfor ud til Nordstranden for at samle sten der. Sjovt at køre forbi radarstationen, hvor vi har arbejdet i nogle år da vi var unge. Helt ud til Nordstrand kom vi dog ikke i bil, for vejen var fuld af stormen Urd’s efterladenskaber.

Var der mindre end en halv time på Nordstrand, for vinden og temperaturen gjorde det ugemytligt. Men vi fik alligevel en pæn samling strandsten med hjem.

På vej tilbage kørte vi forbi flyvestationen på Chr. Winters Vej og så igen, at den var nedbrudt og at der siden vores sidste besøg i byen ikke var bygget noget nyt på matriklen. Det forekommer mig, at en entreprenør har købt grunden for at bygge boliger, og så er gået konkurs inden han kom rigtigt igang.

Tilbage på hotellet besluttede jeg, at stenen med sildene ikke skulle have mere lak og fotograferede den, så jeg kunne sende et billede til Ruth, som inspirerede mig til at dekorere sten. Og så gik jeg igang med at male på en af de sten, jeg samlede forleden. En rødlig granitsten i varme farver, som i “våd” tilstand måtte kunne bruges som farve på fyrretræsstammer, som dem vi så på formiddagens gåtur – jeg kaldte dem “de provencalske fyrretræer”.

15:00 varm chokolade med flødeskum i Pejsestuen – og vi gættede krydsogtværs, medens vi labbede dem i os. Igen en meget hyggelig kombination at beskæftige sig med.

Inge gik sig en tur og jeg malede videre på stenen. Først var hun henne om Solnedgangspladsen, men det var stadigvæk ikke muligt at gå derud ad vejen.

16:40 var hun på sin runde nået tilbage til hotellet, som hun fortsatte forbi ud til klitten ved afdøde Philip Sørensens sommerhus, når hun nu ikke kunne komme ud på Solnedgangspladsen. Udsigten her ved sommerhuset var ret så dyster og dramatisk. Vi ser her 2 skibslys ude i horisonten. 10 minutter senere, ville der kun være disse 2 lys at se – resten ravnesort mørke 

Nede i Pejsestuen ved den sædvanlige tid bestilte jeg en øl fra Skagen Bryghus og bad tjeneren anbefale mig en jeg endnu ikke havde smagt. Han anbefalsede en 5 Korns øl og gik for at hente den. Kom tilbage med den i en vinkøler og beklagede, at han ikke havde en på køl og håbede, at denne løsning var OK. Det var den selvfølgelig. Til Inge bestilte jeg et glas hvid vin – det blev en Riesling fra Alsace.

Aftensmadsvalget landede på Skagen Fisk, som idag var Stegt lyssej på kartoffelkompot og sauce beurre blanc. Smagte dejligt til sidste bid…

… og til sidste dråbe. Brasseriet var fuldt igen i aften, så folk måtte vente på at få et bord. Endnu engang slog appetitten ikke til, at vi effektivt dykkede ned i dessertmenuen.

I stedet gik vi en tur efter aftensmaden. Ikke fordi “plageånden” om håndledet manglede skridt til dagens optælling 

Var på pletten til morgenmad da restauranten åbnede 07:30. Snuppede en avis og kunne på forsiden i en lille notits erfare, at belgisk ølkultur nu er erklæret UNESCO verdensarv  Jeg ved ikke meget om øl, er først ved at lære om den kultur, men det er ikke gået upåagtet hen, at der i en 15-20 år har været en stigende interesse for øl fra andre bryggerier end de store danske. Trappistøllen blev jo fremført med stram overlæbe og gjorde det salonfähigt at drikke øl igen, hvis den bare kom fra et sted, hvor øl laves lidt specielt, gammeldags, eller helt nymodens. Jeg gætter på, at interessen for at starte et lille bryggeri her og der er kommet i kølvandet på denne trend. Jeg må spørge Freja, om det forholder sig sådan…

Vi snakkede også om lysestagen i vinduet ved siden af morgenbordet. Inge er ret begejstret for den, og jeg tror også, at jeg kan komme til at lide den med tiden. Hvad jeg også bemærkede gennem vinduet i stuen på den anden side af korridoren, da jeg tog billedet, var, at vejeret viste tegn på at blive smukt med en rosa morgenhimmel og næsten ingen vind

Inden vi skulle ud at gå i det gode vejr, trak jeg med Posca-pennen de sorte linier op på stenen med “Fyrretræerne fra Provence” for senere på dagen at lakere den. Meget spændt på, hvordan stenens “våde” farve vil spille med.

Ved 10-tiden var vi i støvlerne og gik ud på formiddagsgåturen, der allerførst gik hen til Solnedgangspladsen for at se om vi kunne komme ud til stranden der. Men det var ikke til vores støvler, så vi drejede rundt på hælen og gik hen mod det store sømærke på klitten.

Vi gik bag om hotellet ad vejen, der hedder Kikkerbakken, og kunne se igennem vores hotelværelse. Pudsigt med de 3 himmelspor fra jetfly, som de lige peger ned på interessepunktet.

Da de 2 foregående billeder, vi har af værelsets placering i hotellet, er taget under meget lyssvage konditioner, vendte jeg mig om for at få et velbelyst billede. Det lykkedes dennegang.

Oppe ved sømærket checkede jeg, hvor mange satellitter min gamle Garmin Montana kunne se, og det var 14! – flere kunne den vist heller ikke vise, så måske har der været flere i syne. Ikke dårligt, Galileo’s satellitter spiller en rolle på min ferie  Jeg fik desværre ikke bemærket, hvilken præcision den angav.

Herfra kunne vi se det enlige hus, som havet i flere år har gnavet sig ind på. Det sidste indhug var blevet vist i pressen. Det måtte vi lige ud for at kigge nærmere på.

Det lå nærmest på en ø ude i havstokken. Oppe på klitten var det helt klart, at stormen Urd også der havde gnavet en ordentlig bid af kysten.

Vi gik ned forbi Højengran og ud ad Kanalvej…

…til parkeringspladsen for enden af vejen. Her ville jeg afprøve toiletfaciliteterne, men de var aflåste – så et fyrretræ måtte lidt senere holde for lidt længere sydpå ad Annemettes Vej.

Vi stødte på  Nordsøstien (Pælebakkevej) og undervejs bemærkede vi steder, hvor der lå pæne gran- og fyrrkogler. Nede ved picnicpladsen, hvor Den Pløjede Vej og Jensens Vej går fra, vendte vi om og fortsatte tilbage ad den rute, vi havde fulgt hidtil.

Undervejs samlede vi gran- og fyrrekogler op på de steder, vi havde bemærket på udturen. Dem vil vi have med hjem til dekoration og som en lille souvenir fra vores ture i plantagen.
Der er altså noget ved at have næsen nede i nærheden af skovbunden. Duftmæssigt er det noget helt særegent, denne blanding af rådnet træ, frisk mos, gamle gran- og fyrrenåle, svamperester, lav, osv.

Lige før P-pladsen ved Kanalvej kom en grøn varevogn stille kørende op til os bagfra. Det var en selvstændig skov- og naturvejleder. Han havde nøgle til hængelåsen, der lukkede kæden som spærrede for indkørsel til Annemettes Vej. Den skulle han låse op for at komme videre, og vi nåede op på siden af ham og fik en snak. Han forklarede fint om, hvordan der fældedes rundt om i plantagen for at sikre diversiteten af både fauna og flora. Vi sagde, at vi intet vildt havde set, bortset fra en hare. Der var masser af vildt, sagde han, man skulle bare finde, hvor det opholdt sig

Pudsigt nok så vi nogle minutter senere på Kanalvej et par rådyr stående ca. 30 meter fra vejen. Meget smukt at se på. Så kom et spadserende par med 2 store hunde, og så forsvandt vildtet.

Tilbage på hotellet var der i Pejsestuen sat et fad brunkager frem. Jeg snuppede 3 stk. og fik startet Nespressomaskinen, da vi var oppe på værelset. Dejlige brunkager med ingefær til en kop Lungo Legere

12.4 km havde vi tilbagelagt og det højeste punkt undervejs var den 12 m høje Kikkerbakken, hvorpå det 17 m høje sømærke (en båke) står.

Jeg fandt lakken frem og gav stenen med “Fyrretræerne fra Provence” et godt lag – og opdagede så til min moderate rædsel, at de sorte linier jeg havde trukket op i morges endnu ikke var hærdet tilstrækkeligt. De sorte streger trak med ud over de malede flader og det hele fik et beskidt præg. Merde! Det lykkedes at løfte noget af “smudset” af, men klarheden var borte. Jeg måtte udtænke en plan…

Inge gik tur igen omkring 14:00 og styrede hen til Solnedgangspladsen for at se om hun nu kunne komme helt hen til stranden. Det kunne hun, selvom der så meget afspærret ud ved første øjekast.

Her har stormen Urd virkelig taget en godbid af kysten, og tanken går umiddelbart hen til det højtliggende hus i baggrunden. Det er et gammelt hus med en af de (tidligere) bedste beliggenheder i Gl. Skagen – højt og i første række. Men første række er i dag ikke en fordel, nærmere en trussel.

Hun havde også været henne på stranen hvortil man kommer fra Nansbovej, og her var mange sten på stranden – måske endda nogle, som vil være gode at dekorere på.

Jeg lavede mig en skabelon af en pigvar, der ville passe perfekt til den sten, jeg havde udsøgt mig tidligere. Det var en god idé (Inges idé), for jeg kunne nemt placere motivet optimalt på stenen. Tegnede op langs  skabelonens kanter med Posca-pennen og malede sort rundt om på oversiden.
Derefter lakerede jeg stenen med skibene en sidste gang på dens bagside og stenen med “Provence fyrretræerne” fik ligeledes en gang lak.

15:00 var vi begge på hotellet og gik ned i Pejsestuen for at få en gang varm chokolade. Krydsogtværs’en, som vi har kæmpet med i nogle dage, var også med. Vi gjorde fremskridt

16:26 var Inge oppe ved sømærket og så derfra, at der blev fyret nytårsraketter af inde i Skagen. Bemærk, hvor lidt dagslys der er tilbage her ved denne tid. Det er altså sparsomt.

Jeg blev på hotellet og malede pigvar-stenen på bagsiden og startede overvejelser mht. brug af hvid maling til at accentuere form og vådt indtryk af fisken. Tænkte også på at tilspidse finnerne – er dog lidt bange for om det enkle grafiske udtryk vil lide skade – alle de alvorlige overvejelser om verdenskunsten i skabelsesøjeblikket 

Aftenens drik blev for mig igen et gensyn med Rav Larsen og Inge fik endnu engang smagen af Frankrig i form af let gyldne dråber.

Og da det blev spisetid, var vi enige om at perlehønen skulle holde for i aften. Det kom den så til – og den smagte godt. Endnu engang måtte jeg ryste på hovedet, da tjeneren spurgte, om det skulle være en dessert 

På vej fra aftensbordet bemærkede vi, at en modig hotelgæst havde sat sig ved flygelet – som ikke er et helt almindeligt flygel, der er vist kun 3 af slagsen og det er designet af Poul Henningsen i 1931. På tangenterne er sat et skilt, hvorpå står, at gæster er velkomne til at spille på det, hvis de kan spille  Jeg kan ikke huske før at have set nogen spille på det…

Efter middagen var vi ude på en gåtur – den sidste høje spids på aktivitetsmålerens graf.

Den sorte stofpose på gulvet foran sofaen er mit mobile atelier til dekoration af sten. Der havde jeg farver, lak, pensler, blyanter, køkkenrulle, osv. Den viste sig under opholdet på Ruth’s at være meget praktisk og nem at stille til side. Under spejlet havde jeg et lille lager af skyllede sten.
Her 21:30 var jeg muligvis i gang med at udveksle whatsapper med Charlotte og lagde ikke mærke til, at Inges kreative øje havde fokuseret på spejlet og taget dette billede, som bliver dagens sidste.