Så blev det Juledag. Jeg kom lidt senere end normalt ud af fjerene. Forklaringen kunne være den, at jeg den sidste halvdel af natten havde følt mit hovede lidt som Arne, da han med rejseselskabet i bus kørte hjem fra Meran til Pfunds i 1952, hvor de havde været i en vinhandel med udskænkning. Arne skrev, at han “havde et ordentligt hovede på”. Så galt var det ikke med mig, men jeg kunne godt mærke, at der var gledet en for mig unormalt stor portion vino ned. Følte det dog ikke, medens det stod på 🙂
Morgengymnastikken på lammeskindet foran sengen fjernede det meste af “hovedet” og jeg kom alligevel som den første hotelgæst ned til morgenmad og benyttede straks lejligheden til at spørge morgenmadsdamerne, om vores lille pilleæske mon var blevet fundet i går morges (jeg havde ikke kunnet finde den oppe på værelset). Det var den! Og inden damerne havde foreslået mig at hente den i receptionen, kom receptionisten med den. Jeg takkede hjerteligt og forklarede, at det ikke var første gang – og nok ikke sidste gang – denne æske var en omvej omkring receptionen i et hotel 
Inge kom kort tid efter og hun står her ved morgenbuffetten, der i anledning af det sene juleaftenmåltid i morgenmadsrestauranten var flyttet herind i Pejsestuen.
Jeg havde, som i går morges, snuppet et af hjørnebordene i Brasseriet. De er mere sympatiske, for vi sidder så ved siden af hindanden om et bordhjørne i stedet for overfor hinanden. Derudover har vi begge en god udsigt over lokalet. I baggrunden står tjener(elev) Mia ved disken omkring det åbne brasserikøkken. Her er en meget sympatisk ambiente.
Udover hvad buffetten byder på er der mulighed for at få et “vitamin-shot” (den rødbedefarvede lille drink), eller en varm æggeret, så som ommelet med “gnalling”, røræg eller almindeligt spejlæg eller easy/over med og uden bacon/pølser (jeg skajer ud her med det hele). Det var bare at udtrykke ønsket
Brasseriets hjørneborde har yderligere den fordel, at der er masser af plads til at lægge mobiltelefoner, navigatorer og/eller aviser. Bertel Haarder, le pauvre, fik en noget rodet exit, som alligevel ikke gav ham en generalkonsulpost i Flensborg.
Da vi efter morgenmad checkede email, var der en fra Roland: I må have mange tak for lamperne, Katy fandt et billede fra dengang vi besøgte Borgen, man kan se lysene i baggrunden!
Katy havde vi foræret et par ledningsløse “æggelamper”, som vi havde set på bordene, da vi sammen spiste i restauranten på Christiansborg (alias Borgen). Vi har selv nogle og er meget tilfredse med dem, og det bliver Katy og Roland sikkert også
Inge fik først støvlerne på og var ude omkring 10:30. Vi aftalte at mødes oppe på Kikkerbakken og på vej derop tog hun dette billede, der fint viser vegetationen vi var omgivet af.
Jeg havde i aftes lavet en rute på min Garmin. Det er første gang, jeg prøvede det, selv om jeg har haft den nogle år efterhånden. Så vi gik derudaf, men ikke ret langt, for da en af stierne blev smal og tilsandet og vanskelig at gå på, meldte Inge fra. Helt forståeligt – især i lyset af stormen “Urd”, der havde flyttet meget sand og stadig sørgede for sandfygning. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det var en lille sti som nærmest bare var en “dyresti”. Var i aftes mere optaget af, at det lykkedes mig at planlægge en rute
Det var ikke noget problem at ændre planen. Vi drejede bare om på hælen og gik østpå ad Rævehulevej, hvor vi kom forbi 2 huse med henholdsvis en fisk og en ræv som vindfløje. Dem refererede vi herefter til som “Fiskerens Hus” og “Jægerens Hus” og havde dem som kendingsmærker . For enden af Rævehulevej gik vi lidt sydpå ad Flagbakkevej og svingede ind på Nordsøstien.
Nordsøstien krydser Kanalvej lidt syd for “Højengran”. Kanalvej er nem at gå på og fører stik vest ud i det åbne klitlandskab. Det var tillokkende, så den valgte vi at gå ud ad. Og her kom de forskellige dufte fra vegetationen, sandet og havet som en sanse-buket til næsen. Helt specielt og anderledes end hjemme.
Tilbage ad Kanalvej og sydpå ind i Skagen Klitplantage, hvor nogle af ingredienserne i duft-buketten blev udskiftet med dem fra nåletræerne og skovbunden. En olfaktorisk symfoni i flere akter
I plantagen så vi flere steder sådanne grønne installationer med eltilslutning og en lysende rød kontrollampe. De er drikkevandsboringer sat op af Skagen Kommunale Vandforsyning. Mit gæt var, at de også tjente som vandforsyning i tilfælde af brand i plantagen.
Plantagen er meget alsidig. Her et åbent felt med kulsorte køer, så sorte, at de faldt helt sammen med skyggen henne ved truget i skovkanten.
Med erfaringen fra i går havde jeg taget regntøj på idag. Og fordi jeg gjorde, gjorde Inge det også – til sin store fortrydelse, for vi behøvede det overhovedet ikke. Der kom ikke en dråbe regn – og vi havde endda 5 minutters solskin, som er fanget på mobilen her, da vi på tilbagevejen nærmer os Flagbakkevej. For Inge var det ekstra slemt, for hendes regntøj – selv om det er af nyere dato – holder fugten både ude og inde, så efter 10 minutters gang er det drivvådt på indersiden 
Inge gav mig forleden en julegave: blomster-indelukker af glas i forskellige faconer – som jeg selv skal købe, når vi kommer til Lemvig næste gang. Hendes dårlige oplevelse med regntøjet gav mig en gaveidé: nyt regntøj, som holder fugten ude, men ikke inde. Det skal hun selv købe, når vi næste gang kommer til Hvide-Sande
Og så det sidste stykke ad Nordsøstien fra Flagbakken til hotellet – den hvide bygning lidt til højre for midten. Praktisk med det sømærke oppe på klitten, så ved man altid nogenlunde, hvor man er.
Det blev til næsten 11 km. At gå frem og tilbage ad samme vej er ikke nødvendigvis kedeligt, for vi ser jo landskabet fra 2 sider.
Vi slappede lidt af på værelset og i Pejsestuen (medens vores værelse blev klargjort) og udvekslede emails med Roland. Han sendte et billede med deres juledagsformiddagsbord med hjemmelavet æblekage, crackers og prosecco i glassene. Traktementet very British – og bordet dækket med servietter og dug fra Katy’s barndoms jul på Philippinerne .
Det glæder os altid at få billeder fra dem.
Tilbage på værelset satte Inge sig med sin bog og jeg fandt mit mobile atelier frem og malede på sten. Det fortsatte jeg med, indtil det blev tid til varm chokolade. Inden da fik Inge kriblen i bisselæderet – eller også var det plageånden på håndledet, der mukkede – og hoppede i støvlerne endnu engang. Vejret var ikke det bedste, men et blik over havet fra Solnedgangspladsen kan man jo altid bruge. Der var godt gang i brændingen, lader det til.
Klokken blev 3 og så startede vi en tradition: et glas varm chokolade med koldt flødeskum! Ah, den var lækker, lavet på 70% Valhrona, mælk og fløde, naturligvis
Dejlig pause fra det travle liv som hhv. strandstensdekoratør og litteratursluger.
16:45 var Inge igen i støvlerne og lige omme på Kikkerbakken for at fotografere, hvor vi boede. Også et godt værelse om sommeren, hvor balkonen kan benyttes.
På vej derfra til stranden knipsede hun lige ind af vinduet til receptionen. Julepynten er der, men den er diskret – og det gælder iøvrigt hele hotellet.
Og ved Solnedgangspladsen var brændingen igen oplyst af en bils lygter. Ellers havde der kun været et par lysprikker ude i horisonten. Det er virkeligt den mørke tid, vi er i.
Imedens havde jeg lakeret en sten og skrevet lidt på Livet Undervejs. Da Inge kom tilbage, udvekslede vi emails med Roland. Det viste sig, at han havde fået pakket pandelampen op i stedet for Zeiss-kikkerten. Vi kiggede derefter emails igennem, som vi har modtaget fra Amazon, så vi kunne give det rigtige tracking no. for Katy’s fødselsdagsgave. På den måde sikrede vi, at hun fik den rigtige på den rigtige dag
18:30 fik vi serveret vores før-middag drink. Inges glas med hvidvin så ikke anderledes ud siden sidst, men den “Klitnisse” julebryg fra Skagen Bryghus, som jeg fik, er helt ny i vores samling af billeder fra denne skønne stund før middagen. Jeg kunne godt lide øllen. Den har som Rav Larsen karakter og er meget fyldig i smagen.
Der var såmænd borde ledige, da vi kom ned i Pejsestuen, men vi ville gerne sidde lidt med vores drink først, så vi aftalte med tjeneren, at han skulle sige til, når der var et godt bord til os. Denne aftale virkede fortrinligt, for en times tid senere fik vi at vide, at der nu var et godt bord parat til os.
Valget af aftensmad faldt på en kryddersaltet laks (den var ikke kogt eller stegt) med lun rygeostcreme og kogte kartofler. Meget lækker – og Klitnissen gik fint dertil. Inge lod også til at finde harmoni mellem vin og mad, så det var jo perfekt. Øl mætter, og eftermiddagens varme chokolade var ikke uskyldig heller, så der var ikke plads til dessert. Jeg må altså endnu engang vente på at gå ombord i dessertafdelingen på menukortet.
I korridoren på etagen hen til vores værelse hænger flere gamle turistplakater, der fremhæver specielle karaktertræk ved Danmark. Vi ved ikke, hvor denne bygning findes, men kan kun håbe at underteksten efterleves her i landet og at andre lader den gøre det.
Vi kan godt lide plakaterne og synes at de grafisk set er godt lavet.
Vi pakkede op for de sidste julegaver fra Roland og Katy. Juletræspynt i træ – umiddelbart så de ud som “almindelige” træarbejder…
…men ved nærmere eftersyn viste de sig at være high tech udskæringer med meget fine detaljer. Jeg gætter på at de er “savet” ud ved hjælp af en slags præcis numerisk styret fræser eller laser. Flotte og meget imponerende i deres fremstilling!
Roland fortalte, at de var lavet af den samme kunstner, som lavede det bjerglandskabsbillede af træ, som vi fik af ham og Katy til jul sidste år.
Jeg var træt, da jeg gik i seng. Ikke pga. en overdosis sprit, måske pga. at være heroppe i nogle dage – endnu uakklimatiseret