Aktiviteterne startede klokken 08:00, hvor Inge gik ud på sin morgentur. Hun lagde mærke til, at den spæde solopgang bekræftede vejrudsigten, som hun bestemt checkede i går. Et godt startfoto til dette afsnit af Livet Undervejs. Samtidig begyndte jeg at pakke bilen.
Et kvarter senere var Inge ude på dæmningen mellem Struer Bugt og Kilen. Herfra så vejrsituationen sådan ud- lidt blandet, vil jeg sige.
Da hun en time senere var på vej tilbage over dæmningen så alt meget bedre ud. Tegnede virkelig til en smuk dag.
Jeg havde fået pakket bilen, da Inge kom tilbage. Vi var stadig i god tid og tænkte, at en kop te og en bolle med honning ikke ville være så tosset, inden vi kørte hjemmefra. Det gjorde vi ca. 10:45.
Det var vores hensigt at kigge indenfor hos familierne i Sydthy og samtidig aflægge kirkegården i Boddum et besøg. Første stop var hos familien i Boddum, som vi mødte, da vi svingede ind på Burhøjgårdvej, og de gjorde det samme, bare i modsat retning. Hele familien sad i bilen, så vi fik gennem bilruderne ønsket hinanden glædelig jul, og aftalte at lægge vores lille julehilsen i deres mellemgang.
Så de eneste hjemme var katten og den rare og meget menneske- og bilglade hund. Mirakuløst nok sprang den ikke op og grisede hverken mine bukser eller bilens ydre og indre. Jeg parkerede bevidst helt henne ved døren, så hunden ikke kunne få tilløb over den våde gårdsplads, inden den sagde goddag til os 
Katten derimod smuttede med ind i mellemgangen.
Vi kørte, men på “Æ Smeds Bak'” fik Inge idéen at checke med familien, om det var OK, at katten var inde. De ville helst, at vi satte den ud, så vi vendte tilbage og fik katten ud. Hunden var i mellemtiden forsvundet, og bukser og bil var stadig pænt rene
Derefter til Boddum kirkegård for at fjerne nedfaldne blade fra gravstedet. Den var iøvrigt pænt pyntet med gran. Jeg kunne mindes mine sidste køreture med Hjalmar hvor han sad ude i bilen, mens jeg gik ind og rev graven, det var jo noget han plejede at gøre, mens han selv kunne, nu måtte “yngre” kræfter jo tage over…
Kirsten havde været der med en “julekrans”. Der lå også en buket røde tulipaner. Det var ikke første gang, at vi så Hjalmars fuglebad og kat der, og begge dele passede stadig godt til resten af gravstedet.
Derefter kørte vi til Birkevej, hvor Nina og Stine var hjemme. Christian var på arbejde, den stakkel. Vi afleverede vores lille hilsen uden at røbe, hvor vi skulle hen. Det stod jo i kortet, sagde vi. Nina bød på kaffe fra sin nye espressomaskine. Den sagde vi ja tak til og fik en hyggelig snak imedens om julen og traditioner…
Derefter kørte vi til Adbøl for at aflevere en julehilsen til Lene og familien. Da vi svingede ind ad vejen ned til huset bemærkede vi Boddumfamiliens bil holde der og da vi kom helt ned, så vi gennem ruden dem dem alle bænket omkring et bord. Da vi mødte dem tidligere på formiddagen, var de altså på vej herhen
Vi var åbenbart også blevet observeret indefra, og Lene bød velkommen i døren.
Indenfor var alle ganske rigtigt bænket omkring et bord, der bugnede af alt, hvad man kunne ønske sig til en brunch. Årsagen til sammenkomsten var, at Rune havde fødselsdag. Kjeld var på arbejde, ellers var alle der. Lene ville straks finde ekstra tallerkerner, knive og gafler frem, men vi skulle videre og takkede pænt nej.
Vi blev en lille halv times tid og fik snakket lidt med alle, og jeg fik fotograferet den kæmpestore hund, der også var i stuen. Den var heldigvis skikkelig og velfodret, og jeg spurgte senere Lene i en email, hvilken race det var. Hun svarede, at det er en hunhund af Broholmer-typen, en gammel dansk race fremavlet på Broholm Slot på Østfyn.
På vej derfra snakkede vi om, at det havde været meget hyggeligt med denne tur omkring familien, hvor vi ønskede dem alle glædelig jul.
Ruten gik op over Vejlerne. Sidste gang vi var her bemærkede vi ikke de store møller ved Østerild. Det havde Anker ikke kunnet forstå, for alle så dem. De kan ses 30 km borte om natten! Så, når vi nu skulle op på den egen, ville vi sikre os at have set disse store og meget omtalte vindmøller. Vi regnede med denne gang helt sikkert at kunne se dem ved Østerild, og 5-10 km vest for byen kom der da også nogle møller til syne, men der var i vores øjne ingen KÆMPE-møller iblandt! Vi var ihvertfald ikke imponerede. Jeg læste i går på nettet, at når de er rigtig store, så skal de vist også rage 50 meter højere i vejret end de største, der er der nu. Til den tid kan vi måske få øje på dem
På den anden side af Østerild kiggede vi os tilbage, men der er plantagebevoksningen i vejen, så der var ikke noget at se. Da vi kom ud på Bygholm Vejle og holdt ind ved fuglehusene for at kigge os tilbage, var de overhovedet ikke til at få øje på, og vores begejstring over de møller var til at overskue. Så dem må vi vente med at se til en anden god gang.
Naturen i Vejlerne nød vi dog som altid, og jeg derudover de opvarmede faciliteter i hytten og den medbragte banan 
og imens fik Inge tilfredsstillet sin aktivitetmåler.
BMW’ens navigator mente, at vi skulle forlade den slagne vej til Aalborg og køre ad Mellemmøllevej og over Tranum, for så (næsten) at støde til den slagne vej ved Birkelse. Det viste sig at være en mere interessant rute end den normale gennem Brovst.
Fra Birkelse fortsatte vi over Lille Vildmose for at komme ud til motorvejen syd for Brønderslev. Ved Hjørring kørte vi østover mod Frederikshavn for midtvejs at svinge fra i Sindal og køre over Mosbjerg til Jerup. Herfra var der kun 25 minutters kørsel til Ruths Hotel.
Det begyndte at blive mørkt ved 15-tiden. Bilens navigator skiftede til natvisning allerede 15:07.
Det var næsten helt mørkt, da vi ankom til hotellet ca. 15:30. Checkede ind i værelse 71 med den ene kuffert og laptopperne. Lod resten ligge i bilen og satte os ind for at få en kande te og kage. Det blev til Earl Grey og Nøddecookies. Vi må have trængt til dette lille traktement, for da vi kom i tanker om billeder til bloggen her, var kagerne allerede spist
Selv om vi kun havde kørt ca. 260 km, havde vi været knap 5 timer undervejs hjemmefra, så det var dejligt at sidde og slappe af og få ro på.
Det kommer med alderen, erfarer jeg. Der var tid til at spekulere om Weekendavisen, som jeg telefonisk havde omadresseret, var kommet til hotellet. Receptionisten beklagede, at det ikke var tilfældet og mente, at jeg skulle spørge morgenmadsdamerne i morgen, for de administrerer aviser til restauranten og til salg til andre feriegæster i Gl. Skagen, som også køber morgenbrød her.
Bilen blev så tømt, og derefter fandt vi støvlerne frem og gik en tur inden aftensmaden. Den gik ned til stranden ved Solnedgangspladsen for at samle nogle sten til min nye hobby: at dekorere sten. Jeg havde planlagt at male på sten her i juleferien, jeg var jo et sted hvor der var masser af sten, men der var ravnesort på stranden, så det var ikke så ligetil. Men det lykkedes alligevel at samle nogle måske egnede sten ved mobiltelefonens lys og lys fra biler, der ankom til pladsen.
Fra Solnedgangspladsen gik vi hen ad Højensvej til cykelstien ophørte – og netop der dukkede spørgsmålet op om, hvor Højen slutter og Gl. Skagen begyndertilbage til hotellet. Det måtte vi have spurgt nærmere til ved lejlighed. Tilbage ved hotellet kunne vi rigtigt se hvor flot hotellet havde sat juletræer op på sommerterrassen. Meget hyggeligt og det gav fornemmelsen af, at der ville vi gerne ind. Og det kunne vi jo også komme – vi havde en nøgle
Jeg havde parkeret lige overfor hotellets hovedindgang og syntes det var perfekt. Inge derimod anbefalede, at jeg kørte den ind i gæsteparkeringen, der var omgivet af en lav mur. Den var propfuld, da vi kom tidligere på eftermiddagen, men hun havde nu fundet en ledig plads. Egentlig havde jeg tænkt at holde i parkeringskælderen, men jeg lod åbenbart til at være den eneste, der havde den tanke – og, alternativt set, syntes jeg, at jeg holdt skidegodt, så jeg lod den stå, hvor den stod
Vi kom ned for at spise 18:45 og valgte at gå lige til bords i brasseriet, da der var et passende bord ledigt. Det var nemt at vælge, for vi ville have fisk. Det blev “dagens Skagen fisk”: kulmule på en seng af kartoffelkompot og i en sø af beurre blanc. Inge ville som sædvanlig gerne have hvid vin, og da de er lidt francofile her på stedet, blev det en hvid Bourgogne Jeg ville gerne have en øl fra Skagen Bryghus og valgte en Rav Larsen. Den gav anledning til at genopleve denne original, Rav Larsen, som vi begge kendte til i vores unge dage.
En søgning på nettet gav bla. følgende resultater i en “tråd” fra maj 2013 hos Skagen Avis:
“…Sommeren 1960. Manden stod med sin lille bod på P-pladsen på Grenen og præsenterede sig selv med et pænt lille skilt, der stod på en lille kasse. Teksten lød: Her står Svend Børge Larsen. Tidligere tjenstegørende i Fremmedlegionen. Sådan husker jeg det. Svend stod ofte og læste i en lille bog på fransk. Samtidig med at han havde lagt forskellige ravsmykker frem”.
“…Som dreng i 70’erne boede jeg på Skarpesvej. Og naboen malede allerede dengang billeder til Larsen. det eneste Larsen skulle var og signere dem. Jeg kan huske jeg spurgte om hvorfor han malede til Larsen.. ” Det er fordi Larsen ikke selv kan nå og male alle de billeder han kan sælge. Og det er rigtigt vi børn var lidt bange for Larsen. Han var jo en af orginalerne i Skagen og han så jo anderledes ud end de fleste. Jeg har talt med Larsen nogle gange når han besøgte vores nabo, men turde næsten “kun” når naboen var der også .
Naboen var Carl (Calle) Hintze Mathisen. Jeg syntes faktisk han malede bedre end Larsen”.
Jeg var ikke klar over, at det ikke var alle billeder, han solgte med sin signatur, der var malet af ham selv
Dagens Skagen fisk var ganske enkel i sin konstruktion og smagte fremragende – saucen var superb! Brødet fra eget bageri ligeledes fremragende. Vi er ikke vante til denne type sauce og med de nøddecookies vi fik tidligere på eftermiddagen, fandt vi ingen plads til dessert. Men det kunne vi jo sagtens nå en anden dag – vi skulle jo blive her flere dage!
Det var herinde i brasseriet, at vi spiste. Bagefter fandt vi overtøjet og støvlerne frem og gik en kort tur ned til havet. Vores aktivitetsmålere må elske os
På værelset bemærkede vi en pose med vingummier. Den blev indlemmet i vores samling af eksotiske vingummier
Og så slappede vi ellers af med julemusik på radioen og fandt også ud af, hvordan TVet virkede. Det var B&0-apparater, så det var ikke så ligetil – men lyden var god. Til julemusikken udvekslede jeg Whatsapp’er med Charlotte.
Blæsten tog til – som vejrudsigten havde forudset – og i nattens løb fortrød jeg lidt, at jeg ikke var kørt ind på gæsteparkeringen, som Inge havde foreslået, for der ville der være bedre læ mod sandfygningen Alle de bekymringer, jeg da vælger at have…
Juleferien var godt begyndt.