Jeg var ude af sengen 06:45 og nede i “den rigtige” morgenmadsresto 07:35 – 5 minutter efter åbningstid – og en overraskelse: midt i lokalet sad allerede en mand iført lys fleecejakke og gigantiske røde bokser- eller basketballshorts, så jeg var ikke den første ved morgenbordet i dag 
Idag blev Jyllands-Postens forside det første morgenbillede.
Inge kom ned lidt senere, og vi kom til at snakke om familien på væggen. Inge havde mere præcise informationer om dem, for hun huskede, hvad hun havde læst på hotellets hjemmeside en af de forrige gange, vi havde været her. De 3 billeder til højre er Fru Emma Ruth, datteren Dagmar og Hr. Hans Chr. Ruth. Det ene billede til venstre er datterens mand, en norsk sømand Johan Olaf Dahler, som forliste ud for Gl. Skagen og blev reddet i land af det redningshold, som Hr. Ruth var opsynsmand for. Hvordan han og Dagmar forelskede sig og senere fik hinanden, kan læses på hotellets hjemmeside – en historie lige til Morten Korch
Emma og Hans Chr. Ruth hang på vægen ved siden af vores bord (næste bord til højre for bordet til højre i dette billede – altså uden for billedet).
Hangen til det frankofile og det at hjemmelave mad fornægter sig heller ikke ved morgenbordet. Det sprøde morgenbrød og den velsmagende marmelade af strandtorn og æble er hjemmelavede, og smørret er fransk (tilpasset den danske smag ved at være demi-sel, forklarede Inge mig)
Da vi senere ville ud at gå, checkede vi regnradaren – og måtte vente til en fæl hagl- og regnbyge var passeret.
10 minutter senere så det sådan ud…
…men det ændrede sig hurtigt og en lille time senere så det stadig sådan ud!
Omkring 10:30 kom der et ophold i regnen, så vi hoppede i støvlerne og fik tøj på og gik ud. Nåede lige ned til Solnedgangspladsen før uvejret brød løs igen. Vi vendte om og stod lidt i læ under et halvtag ved Ruth’s Strandhotel, inden vi hastigt tilbagelagde de sidste 200 m hen til hotellet.
Det lod ikke til at dagens vejr ville blive bedre, så vi besluttede os til at tage til Skagen Museum og der samle skridt til “Plageånden” på håndleddet.
Museet åbner 11:00 og 11:05 parkerede vi lige ud for museets indgangsdør! Fantastisk med en P-plads så tæt på, især når det nu var møgvejr
Der var ingen pensionistrabat – men det var jo godt at huske at spørge.
Den nye afdeling var ikke længere nødmuseum for det oprindelige. Renovationen af den gamle var tilendebragt, og vi kunne dermed starte i den nye afdeling med at se skitser og forarbejder til de mere formelle værker, kunstnerne havde lavet.
Vi var på en måde heldige, for udstillingen varer kun et par dage endnu.
I en af salene var væggene mørke og lyset på et minimum for at skåne de lysfølsomme skitser. Deriblandt var et billede af Holger Drachmann, hvor han i 1902 havde vendt penslen om og skrevet med den spidse ende i den endnu våde oliemaling.
En lystig sjæl havde i en skitsebog lavet en “Blæksprutten”-agtig skitse, hvor det drejede sig om mange penge. Jeg kan ikke tyde signaturen.
Efter at have set meget i skitseudstillingen, som vi ikke havde set før, gik vi ind i den “gamle” afdeling – ind til alle de gamle kendinge 
En uventet åbenbaring var for mig at se Laurids Tuxens billeder. Hidtil har jeg ikke rigtig “regnet ham” i forhold til Ancher og Krøyer, men idag fandt jeg hans malemåde forfriskende og impressionistisk og friere end de to andre. Det var endda lidt af en oplevelse for mig at have den oplevelse, hvis jeg kan udtrykke det på den måde
Oppe på gallerigangen skulle vi have en lille groufie. Her forbereder jeg min mobiltelefon til at tage billedet…
…og sådan blev det
Udsigten deroppefra var blandt andet denne. Rart for os med kun ganske få besøgende. Jeg forestiller mig, hvordan der er, når 2 krydstogtskibe lægger til i havnen og 5ooo turister strømmer ind i byen. 1000+ af dem må nødvendigvis komme her, for det er en af byens “tunge” seværdigheder.
Henne for enden af gallerigangen var et lokale med keramik lavet af Thorvald Bindesbøll. Arbejderne her forekommer mere moderne end gammeldags, selv om de er lavet for mere end 100 år siden. Det overraskede mig.
Sidste udstilling var i hotellets oprindelige spisestue, hvor en kunstner havde pyntet et juletræ. Her var vi helt sikkert i Skagen, hvad pynten angår, for den bestod af udklippede fisk og skibe og måger.
Vi var omkring museets merchandise-shop for at købe et kort til en, vi ikke havde fået sent julekort til. Efter mange år i Frankrig er det ikke noget problem for når alle de kære franskmænd har det fint med at sende nytårskort, så kan vi vel også have det – og hilsenen er jo ikke mindre hjertelig af den grund Medens jeg checkede toiletfaciliteterne (som havde et højt hygiejneniveau) i museets underetage, gik Inge en runde i shoppen og kiggede på deres kort. Vi valgte et af Michael Ancher, hvor motivet var høns.
Museets café var lukket for i år, så der fik vi en lang næse. Receptionisten anbefalede Is-Caféen henne ved Mindestøtten, men den viste sig også at være lukket. Ingen kaffe og kage! Vi kørte ud på Grenen, tilbage til byen og ned over havnen og så tilbage til hotellet. Bilen kom i garage – det var jeg mest tryg ved. Storm med vindstød af orkanstyrke var varslet!
Tilbage på hotellet hoppede Inge i støvlerne og overtøjet for at gå ud og se, hvordan stormen byggede sig op. Og fra hendes billede gjorde den netop det. Der var virkelig gang i den henne ved Solnedgangspladsen med skum i lange striber oppe på pladsen.
Imedens lakerede jeg en gang til de 2 andre sten jeg har dekoreret på heroppe – ville se, hvilken forskel det giver med flere lag lak . Derefter tog jeg en ny sten og tegnede små skibe på den. Det er svært at se, men det var faktisk et blik ud af vinduet i korridoren ved vores værelse, der inspirerede mig. Et containerskib var det eneste, jeg kunne se ude på havet. Stenen fik derfor også et containerskib, det kan bare ikke ses her på billedet
Lidt i 15:00 gik jeg ned i Pejsestuen for at bestille 2 glas med rygende varm chokolade og koldt nypisket flødeskum på toppen. Dejligt på en dag, hvor klimaet ikke er til iskaffe Medbragte Weekendavisens “Dobbeltkryds”. Det er hyggeligt at sidde her og sammen bryde hovederne for at fravriste papiret en løsning.
Vi fulgte med i stormens udvikling og den var virkelig nær på at nå orkanstyrke. Men det forhindrede ikke Inge i at gå sig en ekstra tur, medens jeg fortsatte mit hobbyarbejde med stenene.
18:20 igen i Pejsestuen. Det ligner en vane – var også nem at tillægge sig – at sætte sig her og bestille en øl fra Skagen Bryghus. I aften blev den en Indian Pale Ale, som ikke havde noget kælenavn på etiketten og Inge fik en fransk Riesling.
Bestilte krabbesalat og fik ikke en magen til den, vi havde set gæster få i går aftes. Den krabbesalat, jeg åbenbart havde bestilt til os, var en anden – den var rørt, men viste sig at være ganske udmærket – ja, meget lækker. Brødet var stadig godt og øllen gik fremragende til retten- og det lod til at den hvide Riesling, Inge fortsatte med på den anden side af bordet, også passede godt. Heller ikke idag var der plads til en dessert. Det må være den dejlige varme chokolade med flødeskum, der er årsag til dette fænomen.
Oppe på værelset bemærkede Inge, at der var presset vand ind under den franske dør. Jeg var nede i receptionen efter et håndklæde, som vi lagde på gulvet ved den franske dør, så den kunne suge vandet op. Det fungerede fint.
Som Inge skrev til Roland, så var vi en tur til Solnedgangspladsen og allerede ved “Trekosten” blev vi mødt af havskum og havvand på vejen.
Henne på Solnedgangspladsen kom et par unge tyskere kørende i deres gamle Land Rover, som de parkerede så langt fremme, at de kunne belyse brændingen. Meget praktisk for os, for så kunne vi tydeligere se, hvordan haver formeligt løb helt op til os. Der var ikke den normale brænding. På Solnedgangspladsen kigger man mod NV, så vinden kom ind fra venstre. De to fyre steg ud og troede, at de kunne gå lidt længere frem. De blev hurtigt klogere. De kom fra Slesvig og er vante til de små krusninger på Slien, så det har nok alligevel givet dem “en på opleveren” – som man siger her i Danmark – at stå herude i stormen.
Omkring 21:00 tog vinden til og ruskede godt i de franske døre. Hvis de springer op, så bliver det meget ukomfortabelt, men hvorfor skulle de det 