Livet undervejs…

Vi kan bedst lide at sidde ved et rigtigt bord, og meget gerne, hvis der også er en stikkontakt i nærheden. Det lykkedes meget fint i lufthavnen denne gang, for en dame forlod netop dette bord, da vi var ved at installere os efter at “passager-filteret” var overstået. Det gik forresten meget nemt og hurtigt, og da vi havde støttet det lokale erhvervsliv i Struer ved at tage en taxi herned (6 kufferter: 2 store, 2 mellem og 2 små) havde vi ikke oplevet stress af nogen art. Vi var her kl. 10:00 og havde et fly 11:20, så der var god tid til at læse Berlingske…

…der idag beskæftigede sig med valget i Storbritannien – netop idag – der naturligvis interesserer os meget, fordi vi lever i Europa, men allermest fordi vi nu har en britisk søn, som skal leve med det rod beslutningen om Brexit allerede har medført og alt det meget mere rod og ustabilitet den vil medføre.

Vi – Inge især – havde problemer med “plageånden” på håndleddet. Vi havde købt nye, men dem var der også problemer med. Den talte ikke skridt ordentligt, havde svært ved at synkronisere osv. – og så syntes jeg specielt, at deres display var uklart – flou, som vi ville sige i Frankrig – og sådan noget kan jeg ikke med, så vi afleverede dem i går hos El-giganten, der havde sagt, at den vi søgte, var udgået. Derfor sad vi her med vores gamle aktivitetsmålere på håndleddene og derfor kiggede jeg efter alternativer, der især koncentrerede sig om et med pulsmåler og klart, stort display. Jeg fandt ud af, at den vi ville have, ikke var udgået. Den var tilsyneladende kun udgået hos Elgiganten og ikke andre steder 

Et rigtigt bord er også bedst, hvis man lige skal have en bolle med ost… Apropos boller, så havde vi snakket med taxichauffeuren om bagerbrød og det at være bager. Han var gammel bager, så vi lærte en masse om nutidens bagere og deres brød…

KLM’s fly stod parkeret derude, så vi regnede med at komme afsted til tiden. Men det gjorde vi ikke helt, for det var ankommet sent i aftes, og reglerne med mindst 8 timers søvn til besætningen gjorde den planlagte afgang umulig.

Vi var rolige, for der var indlagt god tid til flyskift i Schipol, og forsinkelsen var til at overse, fordi den stort set blev kompenseret af pilotens tunge fod.

Jeg skulle have nogle skridt på plageånden, medens vi ventede på næste afgang, og min tur gik ind om elektronikbutikken, der normalt er velassorteret –  også med de nyeste gadgets. Jeg var lige oppe i loungen for at sige til Inge, at de havde den type aktivitetsmåler, vi nok gerne vil have – om vi skulle købe her? “Det må du om”, sagde hun. Jeg så på uret. Det køb var der på det tidspunkt lige tid til. Jeg fik dobbelt portion skridt på kontoen – og vi fik legetøj til rejsen. Bemærk, at jeg ikke skriver “…til ferien”. Det er fordi jeg har ferie hele tiden nu om dage, og det er juleaften hver dag. Jeg har endnu ikke fundet et alternativt ord – det kommer måske, medens jeg skriver denne rejseblog – så for nu er det bare “rejsen”

Næste fly stod også parat…

…og afgik planmæssigt 15:35. 20 minutter senere blev vi fristet med dinner. Det var lidt tidligt, men vi havde ikke guffet så meget i lufthavnen, at der ikke var plads til:

KLM har den bedste forplejning i forhold til de andre luftfartsselskaber, vi kender til. Det er meget velsmagende og forekommer let og nemt fordøjeligt.

Jeg har aldrig fløjet strækningen Amsterdam-München, så medens jeg guffede min tidlige dinner fornøjede jeg mig med at kigge ned og gætte på, hvor vi mon nu var henne. Stedet her har jeg i skrivende stund ikke bestemt, men det er en halvstor flod, der er opdæmmet – måske med et større sluseværk, før den løber videre. Vi har ca. 2/3 af turen bag os, så jeg ved nogenlunde, hvor jeg skal kigge efter på kortet 
Jeg har kigget efter, og vi flyver her over Donau i østlig retning. I bunden af billedet (svært at se, naturligvis) forener floden Lech sig med Donau. Byen midt i forneden er Marxheim, en ca. 2500 sjæle stor Dorf, der militærhistorisk kom på landkortet den 27. april 1945, da amerikanske tropper krydsede floden under heftige kampe. Broen havde de tyske formået at sprænge i luften. Men heroppe fra, oven over alting og meget senere, ser alt fredeligt ud.

10 minutter før landing bemærkede jeg denne byggeplads, der allerede var delvist operationel. Interessant at se fra luften, hvor meget plads der kræves til en rastplads ved motorvejen, og så lader denne til at være blandt de mere moderate 

Om Flughafen München „Franz Josef Strauß“ skriver Wikipedia:
“…ist der Verkehrsflughafen der bayerischen Landeshauptstadt München und zählt mit 42,3 Millionen Passagieren (2016) zu den größten Luftfahrt-Drehkreuzen in Europa. Rund 85 Fluggesellschaften verbinden ihn mit 238 Flugzielen in 70 Ländern. Gemessen an der Zahl der Reisenden belegte er 2016 den zweiten Platz in  Deutschland (nach Frankfurt am Main). Im internationalen Vergleich liegt der Flughafen München nach der Passagierzahl auf dem 9. Platz in Europa und dem 30. Platz weltweit.
Der Flughafen München wurde am 17. Mai 1992 in Betrieb genommen und ersetzte den alten Flughafen München-Riem, der wegen seiner Lage unweit der Innenstadt nicht mehr erweitert werden konnte.

Og så stod vi i Terminal 1 og ventede på kufferterne. Vi var del af nedenstående statistik – en meget, meget lille bitte, bitte del 

Das Terminal 1 hat eine jährliche Kapazität von 17 Millionen Passagieren, das Terminal 2 eine von 36 Millionen Passagieren. Im Terminal 1 fertigen Luftverkehrsgesellschaften im Punkt-zu-Punkt-Verkehr gut fünfzehn Millionen Passagiere pro Jahr ab, während im Terminal 2 der gesamte Drehkreuzverkehr der Lufthansa und der Partner der Star Alliance abgewickelt wird.

Alle kufferterne var der, og vi gik ud på “torvet”,  München Airport Center, forkortet MAC.

Vi checkede ind i Hilton Munich Airport. Jeg var ikke helt på dupperne, for selv om jeg havde fået et ønske ind om værelse på de øvre etager, fik vi et med et nummer der startede med 2 – altså 2. etage,  og det havde udsigt lige ind i et parkeringsdæk med biler og lå helt nede for enden af gangen.  Ringede til receptionen og forklarede, at her var noget, der kunne gøres bedre. Inden længe kom en Hausdiener med nye nøglekort til et værelse på 6. etage med udsigt mod vest. Meget bedre!

Han havde en bagage-trolley med og vi mødte ham ved elevatoren efter at have trukket kufferterne herhen fra den anden ende af korridoren. Hvorfor nævner  jeg det? Jo, for når jeg engang i fremtiden sidder på alderdomshjem og læser denne rejseblog, så vil jeg gerne mindes, hvor tykke tæpperne var. De var så tykke, at det var nærmest umuligt at køre vores 4-hjulede kufferter normalt. De måtte trækkes afsted, og det var oven i købet som om de var modvillige, så sejt var det. Men det er jo heller ikke meningen, at vi skal gøre det selv, vel?

Ikke vores allerførste indtryk af værelset, for der var lige nogle naturlige påtrængende behov, der skulle tilgodeses – bla. det at få sandaler på. Her var nemlig varmt i lufthavnen. Sommertemperaturer, der understøttede ønsket om snart at få en kølig fadøl.

Værelset er meget chic og sympatisk renoveret – for nyligt, i øvrigt – (hvilket jeg ved bookingen havde sikret mig, at vi ville få). Hotellet er bygget i 1994 og hed indtil 2015 Kempinski Munich Airport. Herefter  overtog Hilton det og begyndte renoveringen.

På vej ned kunne vi nærstudere etagedekorationerne. De øgede naturligvis forhåndsglæden mht. gensynet med Alperne. De er ikke langt væk herfra…

Dem ville vi se i morgen og nu drejede det sig om at lege turister her i denne interessante infrastruktur. Hotellet er designet af samme arkitekt, der tegnede München Airport Centre.

Mange interessante detaljer, her en pelargonievæg…

…og hvis vi vender os om mod hotellobbyen, ser vi endnu en pelargonieglasvæg og en kæmpestor glasvæg bag den, som lukker den ene side af lobbyen.

Indenfor i lobbyen en bar med palmer og højt til loftet, samt endnu en pelargonieglasvæg. Baren var lige nu det vigtigste 

Nu var prioriteterne sat korrekt, rejsens 1. etape gennemført. Min pilsner smagte godt, havde den lette bitterhed, jeg godt kan lide ved en fadøl – men jeg husker ikke, hvad den hed. Og det er retrospektivt set vigtigt, fordi jeg har efterfølgende læst, at Flughafen München er den eneste lufthavn med eget bryggeri! Det skulle jeg lige have vidst inden rejsen. Der ville være godt stof til en hilsen til Freja 

Als Besonderheit für Verkehrsflughäfen beherbergt das Airport Center mit der „Airbrew“ eine eigene Brauerei, die verschiedene Biersorten mit an die Luftfahrt angelehnten Namen wie etwa Kumulus, Jetstream und Mayday herstellt und vor Ort an die Gäste ausschenkt.

Inge var afsted med sin nye brilleserie, og vi lavede dette billede til Charlotte som illustration til en Whatsapp-snak med hende. Charlotte fik besked på ikke at sige noget negativt, fordi det var mig og brillemanden i København, som valgte dem. Inge kan jo ikke se noget, når de sætter briller med vinduesglas på næsen af hende…

Da vi havde fået en tidlig dinner hos KLM, var der plads til en sen dinner hos Charles Lindbergh, som hotellets restaurant hed. Det er aspargestid og som specialitet havde de i dag Spargelsalat mit Pinienkerne, Kirschtomate, Avocado, Rucola und Orangendressing. Den var meget veltilberedt, og vi var glade for, at de havde denne lette ret. Min pilsner var en Radeberger fra fad – og altså ikke fra “Airbrew”.

I desserten var der også komponeret omkring asparges: Spargel-Erdbeer mit Balsamico und Mumbai Curry Eis. Den smagte vældig godt.
Kun ca. 20% af restaurantens borde var til à la carte spisere, resten fungerede som hvad vi spøgefuldt kaldte en Audi-kantine. Det gjorde vi, fordi bilfabrikanten Audi er markant til stede. Firmaet har nemlig et uddannelsescenter her midt i lufthavnen. Medarbejderne kommer hertil fra forskellige lande og er sikkert ganske tilfredse  med “kantinen”. Hotellet kaldte vi, efter nu at have været her nogle timer, for “Little USA”, for vi var omgivet af amerikanske gæster og personalet i restauranten og baren tiltalte os på engelsk. Det kan der vel være en grund til, for oftere end sjældnere er gæsterne udlændinge uden et talt tysk i bagagen.

På vej ud af restauranten fangede Inge denne forside. Spændingen er til at føle – og selv om jeg nu i bagklogskabens klare lys kender udfaldet af valget, så var der denne dag tegn på, at Mrs. May’s kalkulation ved at udskrive valg ikke lignede noget til et 12-tal.

Det blev til en slentretur i MAC, som München Airport Centre forkortes. Her er vi henne ved Audis konference-center, hvor de har en model prominent placeret. Inge fortalte, at hun tidligere havde været herhenne, og da var der langs kantstenen parkeret en række små Audi-cabrio’er. Dem har jeg så til gode at se.

Ved at vende os om fik vi et godt blik på MAC’s store delvist overdækkede plads. Bemærk Lufthansas reklame henne i den anden ende…

Das München Airport Center, kurz MAC, ist das Shopping-, Dienstleistungs- und Bürocenter am Flughafen und wurde 1999 eröffnet. Es steht zwischen dem Zentralbereich und dem Terminal 2 und somit an einer zentralen Stelle. In ihm befinden sich neben Geschäften und Restaurants auch ein Ärztezentrum, Büroflächen und mit der municon auch ein Kongresszentrum.

Das MAC-Forum ist mit einer Gesamtfläche von 10.000 Quadratmetern die größte überdachte Freifläche Europas. Im MAC-Forum findet jährlich ein  Christkindl-markt statt, bei dem es neben zahlreichen Verkaufsbuden auch eine Eisfläche zum Schlittschuhlaufen gibt.

Die Freifläche wird zudem für Events verschiedenster Art genutzt, beispielsweise für das alljährlich im Sommer stattfindende Surf & Style, der größten europäischen Surf-Veranstaltung auf einer künstlichen stehenden Welle. Die Bruttogrundfläche des Komplexes beträgt 50.000 Quadratmeter, die sich folgendermaßen verteilen: 10.000 Quadratmeter nehmen sowohl das Forum als auch die Dienstleistungsflächen ein und auf 21.000 Quadratmeter erstrecken sich die Büroflächen.

Die Dachfläche, die sich 41 Meter oberhalb des Bodens auf der Höhe der Ebene 03, beträgt 18.800 Quadratmeter bei einer Spannweite von 90 Metern. Die beiden je L-förmigen Gebäude, welche sich wie ein U um das Forum schließen, bemessen jeweils 120 Meter mal 76 Meter. Die Dachfläche besteht abwechselnd aus lichtdurchlässigen, teflonbeschichteten Glasfasermembranen und Verbundsicherheitsglas und ist an 14 Pylonen aufgehängt.

…selv om jeg ikke er fan af luftfartsselskabet, så giver jeg dem dog kredit for denne reklame. Den virker på afstand og tæt på.

Når vi så drejede til venstre, lå hotellet lige foran os. Arkitektonisk set har det været meget interessant at se denne centrale del af Flughafen München.

Aftenen faldt på og solen gik ned – tidligere end vi nu er vant til i Danmark. Lidt pudsigt med sådan en solnedgang set hen over en kunstig infrastruktur og ikke over Vesterhavet, eller Struer Bugt  – det havde været “mere normalt”…

Inge rundede dagen af med at fotografere, hvad ViewRanger mente, at vi havde i udsigten og det blev så dagens godnatbillede.

Det ligner et pop-art billede, men det er det ikke. Det er et morgenbillede taget 06:48 gennem en matteret glasrude, der har disse små vindueslignende klare felter. Og gennem dem lignede det en kommende varm dag med sol og skyer – hvilket jo var helt fint, for vi skulle videre.

På værelset havde vi denne dekoration, som jeg i går måtte kigge på et lille stykke tid, før jeg så, at det var den traditionelle præsentation af flyruter – her udgående fra München – der dannede grundlag for en mere kunstnerisk udlægning 

Frankfurter Allgemeine havde ikke på forsiden – over folden – selve valgresultatet i Storbritannien, men denne hund i kort snor på en stol uden for et valglokale. Om hundens ejer var inde for at stemme eller for at få et gratis måltid mad, der også uddeles på dette sted, vides ikke, men uanset hvad, mente journalisten, at hunden var misfornøjet med en så kort snor. Mit intellekt rækker ikke til at se symbolikken i billedet, men det kommer nok på et tidspunkt 

Her spiste vi morgenmad, og hvor aviserne ikke havde det britiske valgresultat over forsidens fold, så snakkedes der ved bordene omkring os stort set kun om valget og om Trump. I den sammenhæng hørte vi flg. udsagn: “If it talks like a duck, and walks like a duck, it certainly must be a duck!”  Det var en englænder, der talte med en amerikaner, og han mente, at hvis Theresa May var klog, så gik hun af! Han fortalte endvidere om en række fejl hun havde lavet i sin korte tid som premierminister, men nu ved vi jo, at hun ikke var klog, hun gik ikke af…

Selv om vi havde god tid, måtte vi videre…

…op på etagen for hhv. at pakke kuffert og gøre klar til at forlade hotellet, hhv. for at tage sko på til en morgenspadseretur. Gæt hvem der gjorde hvad  …og i dag skulle vi se bjergene igen. Undervejs op til 6. etage var det som om vi allerede var i alperne! Det var vi selvfølgelig ikke endnu, men i løbet af dagen skulle vi se dem.

På sin gåtur genså Inge rækken af blå cabrio-“Ringe-biler” og tog dette billede, der giver mig mulighed for bedre at forstå hendes beretning om gårsdagens gåtur. Jeg mærker her i skrivende stund, at mine drengerøvsgener er rustet over årene, for jeg kan ikke fortælle, hvad denne Audi cabrio-model hedder. Det ville Roland nok kunne. Han er relativt godt med på, hvad der rører sig i denne specifikke transport-sektor 

…og så fik hun dette gode billede af MAC (Munich Airport Centre) med dets spektakulære tag oppe på 18 meter høje pyloner. Meget luftigt design. Hotellet er midt i billedet, henne i baggrunden.

09:20 checkede jeg os ud og vi gik derefter hen i den centrale del af lufthavnen for at hente nøglerne til bilen.

Klassen jeg havde reserveret svarede til en Mercedes Benz C, men da AVIS-manden fortalte, at han kun havde en C-model i coupé-version, sagde vi nej. Inge regner ikke coupé-biler. Bland andet fordi hun vil have adgang til bagsædet via ordentlige døre og ikke via et fremadklappet forsæde – så er det nemmere at smide noget ind. AVIS-manden foreslog så en VW Tiguan – kiggede på os – og understregede begejstret, at det var en diesel – et argument han mente absolut måtte overbevise os om, at her var den helt rigtige vogn. Det var så OK med os, for der ville være plads til alle kufferterne.
Vi kom så til selve lejekontrakten og her gik det helt bananas. Nok mest min skyld, for jeg havde kun booket bil og co-driver og troede at alt det med forsikringer var nemmere at gøre på stedet, men det var det ikke. Hvis man bestiller telefonisk, så er der andre tilbud.
Moralen er, at jeg skulle, som Inge foreslog inden rejsen, have indhentet fuld tilbud og ellers have lejet en Europcar, som er Inges yndlingslejefirma. Med dem havde der ikke været så meget visse-vasse, for nu at bruge hendes udtryk.
Vi gik over i den nærliggende garage og fandt bilen og erfarede, hvordan en VW Tiguan ser ud. Det er en SUV. Vi har det åbenbart med at leje SUV’er, for det gjorde vi også i England.

Bilen havde billedskærms-instrumenter. Som at kigge på en iPad. Jeg manglede Roland. Det gør jeg altid, når jeg skal finde ud af alle gadgets i en ny bil. Han og jeg ville have haft meget sjov her i denne bil.

Navigationssystemet var mere moderne end det, vi har i vores lille BMW. Her skulle vi bare nærme en finger til skærmen, så kom den nederste menu-linie frem, og skærmen var en touch-screen. Der kom 3 valgmuligheder til ruten, og jeg valgte en, som viste sig at være den korteste, men den ville føre os gennem Münchens gader. Da vi senere fik mulighed for at komme ud på motorvejen, benyttede vi den og fortsatte ad A99.

Syd for München holdt vi ind på Autobahnraststätte Vaterstetten West for at købe små flasker mineralvand til turen. Da jeg stod i køen for at betale, bemærkede jeg, at damen foran mig fra disken tog noget, der ligner en østrisk Autobahnetikette, så jeg spurgte, da det blev min tur, om de solgte sådanne etiketter her. Det gjorde de, så jeg købte en og satte den forskriftsmæssigt i forruden. Så skulle jeg ikke tænke på det, når vi var inde i Østrig.

Ved Holzkirchen forlod vi motorvjen. Jeg havde hjemmefra haft en idé om at følge denne rute, og ved vores sidste stop fik vi navigatoren genstartet på destinationen og valgte netop denne rute. Dejligt at se bjergene dukke tydeligere op i horisonten.

Undervejs følte jeg mig tilskyndet til at holde ind til et værksted i det stille håb, at mekanikerene kendte til denne bil, så de kunne forklare mig, hvordan jeg kunne komme ud af en manuel gearskifte-mode, som jeg flere gange var kommet ind i. Bilen havde så meget udstyr, at den også havde små finger-pads på rattets bagside til – ligesom i Formel-1 racere – at skifte gear med. Mine vaner mht. at holde på et bilrat forårsagede, at jeg ofte fik trykket på en af disse pads og så gik bilen i manuelt gearskifte-mode, og det var jo ikke til at køre med 
Mekanikeren kendte ikke til sådanne smarte ting og fortalte, at længere fremme ville vi helt sikkert se en VW-forhandler. Så vi kørte videre – og mødte ingen VW-forhandler, men heldigvis holdt bilen sig for tiden i normalt automatgear.

Da vi krydsede grænsen, mindede navigatoren os om de i Østrig gældende hastighedsgrænser. Pudsigt nok kom beskeden midt i en skov, Achenwald…

…og først nogle km længere sydpå var selve grænsekontrollen. Med kontrol var det så som så, for den var ubemandet i bedste Schengen ånd og 13:21 kørte vi ind i Østrig.

Sidste år kørte vi også her og jeg kunne huske denne Wirtschaft, fordi jeg dengang kørte lige forbi og ærgede mig lidt, at jeg ikke i tide havde spottet den. Hvorfor mon jeg mindes det og hvorfor ærgrede jeg mig? Jo, jeg var dengang, som nu, moden til en pause med energitilførsel. På den anden side, skulle jeg ikke have ærget mig over ikke at have set den i tide, for den ligger nemlig i et vejsving og dukker pludselig op, når man kommer nordfra! Det levner kun sekunder til at reagere i og komme over i den anden side for at parkere – hvilket derudover kræver at der ikke er modkørende. Ikke let, men her var jeg forberedt, så det gik fint.

Medens vi ventede på vores Eiskaffee, prøvede Inge at få navne på de toppe, vi så på den anden side af Achensee. Ret præcist  er det vist ikke, men meget sjovt. Problemet ligger oftest i at få kalibreret kompasset. Mig er det aldrig lykkedes ordentligt. Achensee er interessant i og med at den er Tyrols største sø og har en dybde på op til 133 m. Sidst vi var her, syntes jeg ikke, at søen var charmerende, nærmere lidt dyster og mørk med de stejle bjergskråninger meget tæt på. På denne tur er fornemmelsen den samme – måske vil indtrykket være det stik modsatte om vinteren, når alt er snedækket 

Eiskaffee’erne kom, gav ny energi til sidste ryk ned i Inndalen og videre mod Innsbruck. Søen her ligger 388 meter over Inn-dalen, så der er et stykke nedad.

Nede i Inndalen profiterede vi af vores indkøbte Autobahn-vignette og rullede effektivt mod vest mod Innsbruck.

Midt på eftermiddagen var bilen parkeret i en Tiefgarage  og vi installeret i hotellet…

…der ligger meget centralt (den røde pin i nederste halvdel) i forhold til de turistmæssigt betydningsfulde spots i den indre by, så som das Goldenes Dachl, die Hofkirche og den indre gamle by.

Her ser vi de sidste 2/3 af dagens rejse. Sidste år kom vi fra Garmisch-Partenkirchen og kørte over grænsen på samme sted som vi gjorde i dag. Jeg var på denne tur nysgerrig efter at se tilkørslen nordfra, om den skulle være lige så smuk som vestfra. Det var den så ikke, men sandsynligvis mere interessant end at køre motorvej hele vejen fra München via Kufstein til Innsbruck.

Interessant er det at se højdekurven, hvor vi kører fra Achensee ned i Inndalen – næsten 450 højdemeter på 10 minutter.

Ved 16-tiden gik vi ud i byen med kurs mod den gamle bykerne for bl.a. at se das Goldene Dachl. Mindre end 200 skridt fra hotellet – henne på Marktgrafen – standsede en sporvogn. Endda en af de ældre modeller. Den må turistchefen mene har en nostalgisk turisteffekt, der er så stor, at det betaler sig at vedligeholde denne antikke model. Jeg forstår det ikke og vil mene, at det må være betydeligt mere rentabelt at holde sig til kun en model, nemlig den moderne, der også kører rundt.

Herzog-Friederich-Strasse førte os helt ind til centrum af den gamle, historiske bydel – helt hen til das Goldene Dachl! En pragt-karnap fra omkring 1500, hvis tag er dækket af 2657 lueforgyldte kobber-tagspåner! Alle de mellemliggende krige, skærmydsler og endelig de 22 luftbombardementer, byen led under i 2. verdenskrig taget i betragtning, må en eller anden i alle de år, der er gået siden den blev bygget, have holdt hånden over denne ekstravagante bygningsudvidelse, for alle disse forgyldte tagspåner er stadig originale! Vi fik det indtryk, at das Goldene Dachl er byens absolutte turist-favorit.

Det bliver ikke mere turistet end herinde i kernen af den gamle by, hvor Herzog-Friederich-Strasse slår et knæk ved das Goldene Dachl. Derfor er der også mange små souvenirbutikker, som vi skulle afsøge for evt. kandidater til vores magnettavle derhjemme 

Og herinde var der adskillige, velbesøgte fortovsrestauranter. Vi valgte Weinhaus Happ skråt overfor Der Stadtturm.
Der Stadtturm ist ein in der Häuserreihe eingeschlossenes, etwas vorspringendes, gotisches Bauwerk. Durch das historische Rathaus erreicht man die in 31 Meter Höhe gelegene Aussichtsplattform, die gesamte Turmhöhe beträgt 51 Meter.

Med ryggen mod Weinhaus Happ kunne vi slukke tørsten i øl og vin og samtidig betragte turiststrømmen, der flød forbi i begge retninger. Periodevis var japanere markant tilstede og her var tendensen, at de helst skulle med på alle de billeder, de selv tog – derfor et imponerende opbud af selfie-stænger. Når grupper skulle fotograferes, gjorde de meget ud af at stille sig op – fotografering er i fjernøstlige øjne ikke en tilfældighedsaktivitet.

På vej tilbage til hotellet var der sammenstimling i Grosherzog-Ferdinand-Strasse, så vi tog en alternativ rute via en sidegade, hvor vi stødte på denne jomfru Maria, monteret på Hohen Frauentag 1977. Jeg synes, det er spøjs med tulipanbuketterne stukket ned bag sløret og det lange hår – og sympatisk, for det viser en menneskelig ligefremhed i forhold til det guddommelige og almægtige.

Henne på Adolf-Pichler Platz vendte jeg ryggen til hotellet og tog dette billede gennem Steiner Strasse for at vise, hvor tæt på byen bjergene er. Den stejlhed svarer til 3 x højdekurven, da vi tidligere på dagen kørte fra Achensee ned i Inndalen. Her var virkelig Tapetenwechsel, hvad angår urbane omgivelser 

Efter en “naturlig pause” i hotellet var vi igen ude på gaden. Denne gang for at poste et af de daglige postkort til Annemi. Vi sender et hver dag, så hun har lidt oplevelse derhjemme, en afveksling i hendes nok så monotone og sygdomsplagede hverdag.

Charlotte har flere gange rost sin thai-resto i Paris. Vi besluttede at fravige vores regel om ikke at spise sådan et sted, og gik ind i sådan en i Rathaus Gallerien, et shopping-galleri ved siden af hotellet. Restauranten var stor og den var næsten fuld af folk både ude og inde. Portionen var stor, men bestemt ikke minderig, så vores regel holder indtil videre Men vi gav den resto’en chance.

Rundt om i byen var der levende musik, som vi gik en lille runde for at kigge på. Her i Herzog-Friederich-Strasse havde en saxofonistinde tiltrukket så mange, at det var næsten umuligt at komme forbi/igennem mængden. Hendes numre var ikke for vanskelige, så selv jeg kunne stå og vippe med en tå til musikken. Jeg kan godt lide lyden af saxofon – et magisk instrument.

Vi stod dog ikke længe i menneskemassen, men søgte tilbage til hotellet – nærmere betegnet baren på øverste etage. Det var den helt rigtige tid, for tilsyneladende var flere borde reserverede, men ikke dette til 2 personer – det bedste bord, for vi havde udsigt mod vest og til bjergene. Dejligt og fredeligt at sidde her og se natten falde på og baren blive fyldt op af bargængere.

Freden ophørte dog, da en disk-jockey (nu om dage skal jeg vel bare skrive DJ) rullede sit equipment ind og fyrede op under det. Der var jo musikfestival i byen. Vi drak ud (der var alligevel ikke så meget tilbage i glassene) og trak os tilbage til værelset. Dermed bliver dette billede dagens godnatbillede.

 

I dag, for nøjagtig 65 år siden – hvilket fantastisk tilfælde, for det var ikke planlagt sådan fra vores side – skrev Dorthea i sin rejsedagbog fra turen i 1952 med Arne og Fru Lumbye til Østrig:

10. juni: Atter en dejlig dag med det skønneste vejr, som vi benyttede til at køre til Innsbruck i; startede lidt før 10 lige efter morgenmaden, vejen gik ad den nu kendte, men derfor lige skønne vej gennem Landeck og så videre ad den vidunderlige alpevej, følgende Inn-flodens løb og bugtninger i den smukke Inn-dal, uafbrudt og overalt omgivet af alpernes mægtige bjergkæder, dels skov dels snebedækkede tinder, en frodig dejlig grøn dal med idylliske alpebyer og mange mærkelige formationer af klippetoppe, hvorpå der ofte øverst knejser en valfartskirke; en af de mest særprægede er toppen med klosteret Kronsburg, ikke langt fra Landeck; i 2 timer nød vi køreturen, så var vi fremme i Tyrols hovedstad, det var morsomt at se byen igen, dens beliggenhed er jo enestående skøn, og selve byen har endnu sit fornemme præg, selv om noget var bombet, især omkring banegården, men ellers var den elegant og med smukke forretninger, fra hver en gade udsigt til skov eller sneklædte høje bjergtinder og flodpartiet og Maria Theresenstrasse var meget smukke; der var en del af konfektionsforretninger med – især smukt undertøj – og så smykker og ”turist” souvenirs, men alt var meget dyrt (omregnet i danske penge også).
Men vi fandt et spisehus, mest for studenter, der kom med deres middags-abonnementbillet, og vi sad sammen med dem ved lange med voksdugsbeklædte borde og fik dagens middag: suppe med æggestand, stegt svinekam med ris, kartofler, grøn salat til , og så 2 glas øl og 1 Apfelwein, med drikkepenge 10 Shilling for hver (2.70 kr.), derefter gik vi videre til flodgaden ad Herzog Friederich Strasse, hvor Fru Lumbye og jeg satte os på en bænk, medens Arne gik tilbage til banegården efter bilen og kom og hentede os, vi fordrev tiden med en is og kirsebær, – der fandtes ikke en banan eller appelsin, det eneste vi så var kirsebær og 2 steder jordbær (til 4 danske kroner pundet), nej Tyrol er et fattigt land imod Tyskland, kun på naturskønheden er det rigt, og dog er det vist gået meget frem siden 1945, vi var inde på en udstilling (fri entre), som viste fremgangen og forskellen på før og nu;
da Arne kom kørte vi videre gennem det fine kvarter af byen ud til Hungerburg Banen, vi vilde først have været med tandhjulsbanen til Hungerburg og så med svævebanen til Hafelekar (2300 meter), hvorfra der skulle være en storslået udsigt over alperne, men så var svævebanen gået i stykker, og derfor vendte vi og kørte rundt gennem andre gader, forbi teatret, bl.a. og så stadig i sol – hjemad igen ad samme smukke vej med så dejlige belysninger.

Jeg bemærker at Dorthea skriver  “…det var morsomt at se byen igen,…”. Jeg har genlæst hendes rejsedagbog fra den tur til Østrig og der er ikke en tur til byen de foregående dage. Hvornår har hun første gang været her? Eller har hun? Var hun der med ægtemanden Viggo Peter August, da de boede i Frankfurt, eller var hun der med forældrene, da de var på en tur til Harzen, som de fandt dystert og senere tog til Holland omkring 1900. Det er en gåde, jeg kan arbejde på i baghovedet fremover og spørge mig selv om, hvorfor jeg aldrig spurgte min bedstemor om hendes rejser. Jeg elsker jo også selv at rejse og se på kort – der ville vi have haft noget tilfælles 

Dette billede, morgenbilledet, blev knipset før klokken 6 (ja, selv på rejse er vi ofte tidligt ude af fjerene) fra vores værelse på 4. etage – altså næsthøjest i bygningen. Over os lå baren og morgenmadsrestauranten. Nede på Adolf-Pichler Platz var der ganske roligt nu – i modsætning til i aftes, hvor fredag aftens natteliv på pladsen var ganske lystigt – dog ikke for os, som skulle lægge ører til, men det var egentlig ikke noget at klage over. Vi fandt ud af, at det var Thai-resto’ens udendørs-borde, der var nedenunder, hvilket jo ikke gjorde det bedre for mig ved erindringen om en middelmådelmådig aftensmad. Men det gik dog. Vejrudsigten var svær at aflæse på himlen, som så noget dyster ud. Måske ville alt ændre sig, når solen kom over bjergtoppene.

Halvanden time senere fotograferede Inge i den anden retning. Her var der nogen lysning ude mod øst. Billedet her minder mig om, at jeg på booking-bekræftelsen havde bemærket en notits om et nærliggende byggeri. Det fik mig til at ringe til hotellet og bede om at få et værelse til den anden side, og gerne på de øvre etager, for det var vores første besøg i byen og det ville være fint, hvis vi kunne have udsigt over byens tage og bjergene. Det blev imødekommet – og da jeg så denne byggeplads, glædede jeg mig over at have lavet denne telefonopringning med en præcision af mine preferencer. Jeg tænkte ikke på, at vi ville være her i weekenden og at sandsynligheden for byggestøj fra tidlig morgen var meget lille. Men byggepladsen ville jo stadig være i udsigten

Die “Kronen Zeitung” var nærmest euforisk over, hvor godt det i modsætning til tidligere nu går for østrigsk industri, der lader til at køre i overhalingsbanen i forhold til resten af Euro-zonen. Og så var avisen ikke helt venlig over for Mrs. May – die Verliererin, taberen – medens Jeremy Corbyn blev prominent afbildet med begge tommelfingre opad. Måske er “Kronen Zeitung” meningsmæssigt på den venstre side af den politiske midterlinie 

“Der Standard”, der markerer sig som Østrigs uafhængige avis – var mindre tabloid-agtig i sin fremtoning, men gav også historien højeste prioritet ved at placere den over folden på forsiden 

“Die Presse” sluttede sig meningsmæssigt til de andre aviser, og avisen havde inde på side 8 yderligere dårligt nyt til Mrs. May mht. at hun i Bruxelles ikke skulle forvente den store forståelse for særlige krav ved skilsmissen. Ikke en god dag for hende…

9:30 var vejrforbedringen en realitet og vi befandt os på Burggraben ved die Hofkirche, som er bygget sammen med Tiroler Landesmuseum. Vores ærinde her gjaldt kirken, med dens helt specielle interiør.

Centralt i billedet, bag de 2 damer, der kigger opad, er Kejser Maximilian I’s berømte sarkofag og den er flankeret af 28 overnaturligt store statuer, der repræsenterer hans familie og forbilleder. Inden vi kigger på dem, skal jeg fortælle, at sarkofagen er tom! Kejseren døde 1519 i Wels, ca. midtvejs på en rejse til Wien – inden sarkofagen blev færdig – og begravedes i stedete under alteret i kapellet i Neustädter Burg syd for Wien. Da han døde, var kun 11 ud af de 28 statuer færdige og det varede endnu 35 år, inden den sidste var støbt færdig. Hvis vi var gået den “rigtige” vej rundt, ville vi have vidst det. Det blev vi dog rådet fra pga. nogle store turistgrupper – ingen skade sket, for nu i skrivende stund er vi vidensmæssigt på omgangshøjde 

Sarkofagen og statuerne set fra en lidt anderledes vinkel.

Statuerne var meget detaljerige og meget forskellige i deres fremtoning. Her er sagnkongen Arthur af England. Modsat de andre statuer, der er støbt i Innsbruck, så er Arthur og en anden, Clodewig, støbt i Nürnberg. Et par år inden sin død blev kejser Maximilian nemlig utålmodig og ville fremskynde produktionen, så han out-sourcede disse to projekter 

For foden af en af statuerne bemærkede Inge dette lille skilt…

…og da hun kiggede op kunne hun konstatere, at det forholdt sig netop sådan…

…hos ærkehertuginde Margaretha af Østrig. En fantastisk rigdom af detaljer disse statuer har. Jeg er meget imponeret.

Det mærkede Inge og foreslog, at jeg fandt notitsblokken frem og tegnede en af dem  Jeg syntes,at det var for længe siden, jeg havde tegnet sidst, men satte mig artigt hen på kirkebænken med kuglepen (Lystbæks reklamepen) og notitsblok…

…og begyndte på de 2 herrer oppe ved det lille “stråleglans”-alter. Ham til højre, Karl der Kühne Herzog v. Burgund, prøvede jeg i hel figur…

…hvorimod hans far, herren til venstre, Philipp Herzog v. Burgund d. Gütige, ikke fik benene med – uha, hvor er det svært at tegne, tænkte jeg (og vidste naturligvis, at det havde noget at gøre med, at jeg aldrig tegnede).  Sagde til Inge, at Picasso i 4 tynde streger havde fået alt det væsentlige med – og det skal nok passe 

Og jeg skal ikke glemme Andreas Hofer, Tyrols svar på Gøngehøvdingen og Tordenskjold i én og samme person. Den Store Danske skriver flg. om ham:

Andreas Hofer, 1767-1810, tyrolsk frihedshelt. Andreas Hofer, der oprindelig var krovært, blev i 1797 udnævnt til kaptajn i den tyrolske folkestorm. Han ledede forberedelserne til en opstand, efter at Frankrig i 1805 havde overladt Tyrol til Bayern. I 1809 forhandlede han hemmeligt i Wien om en østrigsk støttet opstand, og samme år vandt han de første militære sejre over bayererne. Bayern trak sig ud af Tyrol efter Slaget ved Iselbjerget ved Innsbruck i maj, men snart måtte Østrig atter opgive området; en ny sejr ved Iselbjerget i august var Hofers største triumf, men alligevel opgav Østrig Tyrol ved Freden i Schönbrunn i oktober. Andreas Hofer fortsatte kampen, men blev fanget af franskmændene og på Napoleons ordre skudt efter en standret i Mantova. Hofer har siden stået som sindbilledet på tyrolsk og østrigsk hjemstavnskærlighed og frihedsvilje. Den folkelige vise “Zu Mantua in Banden …” priser ham.

På Wikipedia får vi forklaringen på, hvordan han endte her i die Hofkirche i Innsbruck:
Hofer wurde zunächst in Mantua im Pfarrgarten der Zitadelle begraben. Tiroler Kaiserjäger unter der Führung von Georg Hauger haben seine Gebeine am 9. Januar 1823 beim Rückmarsch von Neapel nach Tirol ausgegraben und sie zunächst nach Trient, dann nach Bozen gebracht. Während der bis August 1823 dauernden kriegsgerichtlichen Untersuchung des Falles kamen die sterblichen Überreste Hofers nach Innsbruck, wo sie sich, in einer Kiste zwischengelagert, bis 1834 im Servitenkloster befanden und im selben Jahr feierlich in die Hofkirche übertragen wurden.

Højalteret fik jeg ikke kigget nærmere på, end at jeg gik derhen for at fotografere det. Stort var det, værdigt for en Hofkirche med en kejsers tomme sarkofag og mange fantastiske statuer af hans familie og idoler. Alteret flankeres til venstre af den Hellige Franz af Assisi og til højre af den hellige Theresia von Avila. Det interessante ved disse to statuer er, at de er støbt i bly! Godt, at jeg ikke havde jobbet med at få dem på plads 

Hvad vi også lagde mærke til rundt omkring i kirken, var de mange sirligt smedede gitterarbejder. Sarkofagen var naturligvis “indhegnet”, men også foran sarkofagkamre så vi dem – som her.

Vi besøgte ikke det tilknyttede Tiroler Volkskunstmuseum, men nøjedes med at gå gennem den indre gård til et “Multimediale Vorschau” som introducerede de historiske baggrunde for både die Hofkirche og Kejser Maxililian. Det var egentlig den, vi skulle have set først, men blev frarådet ventetiden og anbefalet at se den til sidst. Det var med i billetprisen 

Et lidt makabert element var dette dødsbillede af kejseren, efter at alt hår var barberet af, øjnene – og vist nok også hjertet – taget ud  og ikke at forglemme, at han også fik alle tænder taget ud, hvordan de så havde set ud dengang. Sådan ønskede han at møde sin Gud og Frelser. Det er som jeg husker højttaleren fortælle historien, men måske husker jeg helt hen i det blå 

Og så var vi igen ude i det gode vejr  og fik skridt på måleren. I sydenden af Maria-Theresien Strasse vendte vi om. Så havde vi set die Triumphpforte – ligesom Dorthea og Arne i 1952  Wikipedia skriver:

Die Triumphpforte gehört zu den bekanntesten Sehenswürdigkeiten von Innsbruck. Sie befindet sich am südlichen Ende der heutigen Maria-Theresien-Straße, seinerzeit dem südlichen Stadtausgang.
Erbaut wurde dieser Triumphbogen 1765 aus Anlass der Hochzeit von Erzherzog Leopold, dem zweiten Sohn von Kaiserin Maria Theresia und Franz Stephan von Lothringen, mit der spanischen Prinzessin Maria Ludovica am 5. August 1765. Da Leopolds Vater Franz Stephan unerwartet kurz nach der Hochzeit am 18. August 1765 starb, wurden auch Trauermotive anläßlich seines Todes in der Triumphpforte verarbeitet. Die Südseite zeigt Motive im Sinne der Hochzeit des jungen Paares, die Nordseite solche, die auf den Tod des Kaisers hinweisen.

Dorthea fotograferede triumfporten fra den anden side – det gør de professionelle og allerhelst om foråret, for der ser man die Nordkette tårne sig op mod himlen med masser af hvid sne på toppen – hvis der altså ikke er lavthængende skyer som tilfældet var den 10. juni 1952 

Maria-Theresien-Strasse forekom mig her klokken 11 en lørdag formiddag besynderligt rolig, især når jeg tænker på de masser af turister, der vader rundt i gadens forlængelse: Herzog-Friederich Strasse. Måske har det noget at gøre med, hvor busser læsser turister af og/eller samler dem op? Måske er det i dag der goldener Dachl, der er turistattraktionen.
Vi kunne så glæde os over at brillebutikken ovre på den anden side ikke var fuld af mennesker, da Inge forespurgte, om man der kunne hjælpe med at justere en af brillestængerne, så hendes nye briller kom til at sidde rigtigt. Det gjorde de gerne – efter dog at have spurgt om brillerne var købt hos dem? Altså en lille reservation i beredvilligheden, men kun en meget lille en. Vi skiltes med venlige smil, og jeg fik ikke lov til at betale for ulejligheden.

Maria-Theresien Strasse har forandret sig i de 65 år, der er gået siden Dorthea promenerede her og “kiggede på butikker”, som hun tilsyneladende elskede. Hun skrev:
“…Maria Theresenstrasse var meget smuk; der var en del konfektionsforretninger med – især smukt undertøj – og så smykker og ”turist” souvenirs, men alt var meget dyrt (omregnet i danske penge også).”

11:44 skulle vi stå på en bus her ved denne holdeplads i Anstrich-Strasse, som gennem det forretningsgalleri, hvor vi spiste i aftes, kun var 4 minutter fra vores hotelværelse. Det var en varm dag for os, der var kommet til syden fra det kølige nord…

Vi skulle som rigtige turister “Explore the City”, eller på jævnere dansk “på byrundfart” i Innsbruck…

…og se byen fra et bussæde. Vi kunne stå af og på som vi ville, men på stoppestedet nederst i kortet ville bussen holde i 20 minutter.

Så før 11:50 sad vi på bussens bedste pladser – helt oppe foran med frit udsyn – plugged in og lyttede til en klart formuleret tysksproget introduktion til byen og det vi så undervejs. Det var ret godt synkroniseret – med GPS støtte, gætter jeg 

Ruten førte os steder hen, som vi aldrig selv ville have valgt – bla. turen “…gennem det fine kvarter af byen…”  som Dorthea skrev for nøjagtig 65 år siden  Jeg er sikker på, at hun og Arne ville have nydt sådan en tur og have haft morskab af den, ligesom os…

På tilbagevejen fra stoppestedet ved Schloss Ambras fik vi dette vue over byen og måtte give Dorthea ret i at “…dens beliggenhed er jo enestående skøn…”. Byen var jo noget mindre dengang og ingen motorvej at køre forbi på, men byen ligger fint her for foden af bjergene. Jeg gad godt se denne udsigt i marts eller april.

Fra Tirol Panorama på Bergisel præsenterer Innsbruck sig lidt mere romantisk og Dortheas mening om stedet passer endnu bedre her. Hun var nu god til at se og beskrive et sted, det må jeg give hende…

Her har vi Andreas Hofer igen, og ved at læse nedenstående bliver det klart, at her ikke altid har været stille og romantisk:

Der Bergisel war Schauplatz der vier entscheidenden Schlachten des Tiroler Volksaufstandes unter Andreas Hofer im Jahr 1809. Das Denkmal steht auf dem Plateau des Bergisel im Zentrum einer Anlage, die vom Kaiserjägermuseum, dem Tirol Panorama, den Schießständen der Kaiserjäger und dem Urichhaus umgeben ist.

Die überlebensgroße Bronzestatue steht auf einem rund zehn Tonnen schweren Sockel aus Bozner Porphyr. Hofer ist als entschlossener Kommandant mit breitkrempigem Hut und Fahne in der Hand dargestellt. An den Seiten befinden sich zwei Adler mit ausgebreiteten Schwingen, darunter Wappen mit dem Tiroler Adler (Westen) und dem österreichischen Doppeladler (Osten). An der Vorderseite des Sockels ist eine Kartusche mit der Inschrift „Für Gott, Kaiser und Vaterland“ angebracht, die von Waffen und militärischen Symbolen umgeben ist.

Jeg var gået tilbage til bussen før Inge for igen at få de gode sæder, og fra mit skyggefulde sted kunne jeg følge en fotografs anstrengelser med at fotografere et nygift par. Da Inge kom tilbage, kunne hun fortælle mig om, hvad bestræbelserne går ud på. Hun har fulgt fotografer, der netop fortalte om deres bryllupsfotograferinger, hvad man skal passe på og hvad man absolut skal have med  Sådan en bustur syntes jeg i mine yngre var “for folkelig” og tog dem stort set aldrig. Men jeg må medgive, her i mine mere modne år, at det er en fin og afslappende måde at få viden og indsigt i meget, jeg ikke selv fik læst om byen. Og nu om dage med kølige busser og flersprogede informations-audio-muligheder…

Vi kørte lidt længere end det stoppested, hvor vi steg på bussen, for vi ville gerne hen til die Innbrücke. Da vi kørte over første gang, fortalte audio-guiden, at dette kruzifix var et overordentligt omdiskuteret stykke kunst i det offentlige rum. Prøv at læse her hvad Wikipedia skriver:

1515 ließ die Kreuzbruderschaft St. Jakob ein großes Holzkreuz auf der Innbrücke errichten, das beim Hochwasser 1789 zerstört wurde. Auf der neuen Brücke wurde von den Behörden keine Aufstellung mehr bewilligt. Im Zuge des Neubaus der Innbrücke in den 1980er Jahren bat die nach wie vor bestehende Kreuzbruderschaft die Stadt, wieder ein Kreuz errichten zu dürfen. Die Kosten wurden zwischen Stadt, Land und Bruderschaft geteilt und der in Mailand lebende Tiroler Bildhauer Rudi Wachmit dem Entwurf beauftragt.

Das Kreuz ist in der Form eines Lebensbaumes mit organisch-floraler Form des Querbalkens gestaltet. Die Füße des Gekreuzigten ruhen auf der Weltkugel, sein Kopf ist von einem Nimbus umgeben. Christus ist nicht als Leidender, sondern in einem Übergangszustand als Mensch und Gott zugleich dargestellt, nackt und ohne Wundmale.

Die 4,5 m hohe Bronze-Skulptur sollte zu Christi Himmelfahrt 1986 aufgestellt werden. Die Darstellung Christi ohne Lendenschurz sorgte für Proteste in der Bevölkerung, heftige Diskussionen in den Tageszeitungen und eine Unterschriftensammlung, in der sich 20.000 Unterzeichner gegen das Kruzifix aussprachen. Unter diesem Druck kündigte Bischof Reinhold Stecher, der die Aufstellung ursprünglich befürwortet hatte, kurzfristig mit, dass er das Kreuz nicht weihen würde. Daraufhin wurde es im Innenhof des Volkskunstmuseums aufgestellt. 1991 wurde es der Stadt geschenkt. Im September 2007 ließ Bürgermeisterin Hilde Zach das Kreuz überraschend doch auf der Innbrücke aufstellen. Als Begründung nannte sie den Dank dafür, dass Innsbruck beim Hochwasser 2005 weitgehend verschont blieb. Zu Ostern 2013 wurde das Kruzifix im Rahmen einer österreichweiten Fastenaktion verhüllt, wie es sonst nur bei Kreuzen in Kirchenräumen üblich ist.

Så efter manges mening var der altså en minimum dress-code, der altid skal overholdes – om man så er en forslagen, tørstig, lidende og døende Frelser naglet til et opretstående kors!

Den gade, vi kigger lige ind i, er den anden ende af Herzog-Friederich-Strasse  og das Goldene Dachl er kun et par hundrede meter inde ad gaden. Bygningen med de rød-hvide skodder på venstre hjørne hedder Ottoburg, den er ældgammel og huser hotel og restaurant. Den vender vi tilbage til, men allerførst må vi have noget energi indenfor.

Men inden vi tanker energi, skal vi lige kigge på dette fotografi taget for nøjagtigt 65 år siden. Bygningen til venstre kender vi på skodderne – det er Ottoburg – og Dorthea har nok stået omtrent på det sted, hvor bussen på det forrige billede drejer.

Energien fandt vi hos Café Sacher i form af et par Wiener Eiskaffee lavet af kold mokka, husets egen bourbon-vanilleis og flødeskum øverst. Dejlige var de! Ja, vi er ikke i Wien på dens Café Sacher – kun dens fætter her i Innsbruck – men jeg var overbevist i troen på, at den Eiskaffee, de laver der, ikke er en dråbe dejligere end denne 

…og det var her, vi sad.

Inge udfordrede mig igen i og med at hun mente, at jeg da ikke kunne sidde der med tomme hænder, så jeg fandt kugelpennen og blokken frem igen…

Det var svært, selv om lamperne i caféen ikke rørte sig ud af flækken.

…og imedens studerede Inge chokolader og Sachertorten 

Vi forlod cafén med en lille æske individuelt indpakkede chokoladestykker – indpakningen er vigtig på rejse, synes vi.

Fra Café Sacher var der ikke langt hen til Dom zu Sankt Jacob. Om dens start skriver kirkens hjemmeside:

Die Gründung der Stadt Innsbruck geht auf das Jahr 1180 durch Graf Berchtold III. von Andechs zurück. Im Tauschvertrag mit dem Kloster Wilten wurde die Entstehung eines neuen Marktes am rechten Innufer ermöglicht. Darin wird auch die zukünftige Kirche „ecclesia in foro“ erwähnt. Man vermutet deren Existenz bereits 1181. Ihr Schutzpatron dürfte schon ab diesem Zeitpunkt der hl. Jakobus der Ältere gewesen sein, da der neue Markt eine wichtige Zwischenstation war.
Erstmals erfährt man von der Jakobskirche in Innsbruck in einem Ablaßbrief von 1270. Die älteste Ansicht dieser gotischen Kirche ist uns auf einer Zeichnung Albrecht Dürers von 1494/95 überliefert (Albertina, Wien).

Indenfor. Jeg tænker ofte – når jeg er på steder som dette i lande, der led under kriges ødelæggelser – på den ihærdighed og beslutsomhed der ligger bag genopbygningerne. Her i dette rum landede 2 bomber under luftangrebet den 16. december 1944 – og hvor vigtigt er det lige, at denne kirke været for Aksemagternes krigsførelse – slet ikke og derfor fuldstændig meningsløs at ødelægge! Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig virkningen og den efterfølgende ruindynge.

I den anden retning var det kun 17 år gamle orgel, indpakket i et “hus” bygget i 1725. Det har jo en fantastisk indramning i form af kirkens hvælvinger og søjler og ikke mindst det fantastiske loft. Når man én gang har arbejdet i et orgelbyggeri, så vil der altid være en interesse for orgler – om man så kan spille på dem eller ej 

Jeg havde ikke læst ordentligt på lektien inden vores besøg her i domkirken. Havde jeg det, ville jeg have haft et bedre fotografi af maleriet oppe midt i altertavlen. Det er nemlig meget berømt – og jeg vidste det ikke! Berømmelsen kommer af, at det dels er et pragtfuldt maleri med Mariahilf som motiv, dels af at det er malet af Lucas Chranach d. Ältere – et billede jeg meget gerne havde hængende på væggen derhjemme. Jeg er her i skrivende stund lidt ærgelig over ikke at have vidst, hvad jeg havde foran mig. På den anden side trøster jeg mig med, at der er noget at komme efter på et næste besøg i Innsbruck 

Domkirkens loft var helt fantastisk dekoreret med drabelige krigsscener helt oppe i toppen af kuplen og forsiringer på buekanterne og i de “hjørner” der opstod. Tænk at have ligget på ryggen på en interimistisk platform helt deroppe med kravet om, at der skulle komme en forherligende scene ud af arbejdet – en scene der forherligede sejrherren, naturligvis, som bygherren og interiørmaleren her var forpligtet til at markere så prominent det kunne lade sig gøre – efter at der Herrgott, der Herrchrist og den Heiligen Geist havde fået deres.

Vi bemærkede stemplet i en afkrog af kirken, nær indgangen, og her måtte jeg naturligvis have notesblokken op af tasken, så jeg kunne få pilgrimsstemplet med hjem.

Stemplet landede midt på siden hvor jeg havde lidt af lampeornamentet fra Café Sacher, en lille skitse fra domkirkens loft og en efterfølgende skitse fra vores drinking-time hos Weinhaus Happ efter dette nøgterne besøg i Innsbrucks domkirke.

Som rigtige turister måtte vi en tur op i der Stadtturm, og vi blev begge lukket ind som pensionister, ser jeg nu i skrivende stund. Det må have været en elskværdighed fra billetsælgerens side, for Inge stod jo der i al sin ungdommelighed og lignede absolut ikke en pensionist. Vi oplevede flere steder, at man var pensionist når man var 60. Tårnet er 51 meter højt, dog er selve udsigtsplatformen i en mere komfortabel højde, nemlig 31 meter. Men vi er jo heldigvis fint mobile, så det var en overkommelig udfordring.

Og heroppefra var det morsomt at kigge ned på byens turisme-spot nr. 1, Das Goldene Dachl, som heller ikke nu svigtes af turisterne. Jeg gætter på, at de fleste er japanere. Det var under parasollerne lige under midten til venstre – Weinhaus Happ – at vi slappede af hen på eftermiddagen.

Dorthea ville elske at have været heroppe, er jeg sikker på. Dette alpine landskab ville have bjergtaget () hende. Vi kigger mod vest ind i Inn-dalen Den højeste top til højre for midten er  det 1943 meter høje Hechenberg, og turistmæssigt er rækken af kulørte huse langs floden (til højre i billedet) også en historisk bydel, Mariahilf. Hvad specielt der er ved den, har vi til gode at erfare næste gang vi besøger byen.

Her kigger vi mod syd, hvor man – hvis man ved det – på bakkekammen ca. midt i billedet kan se die Sprungschanze på Bergisel. Den er byens vartegn, og den har vi også til gode at kigge nærmere på, for den er Europas mest moderne skisprings-anlæg og på toppen er der en restaurant. Arkitektonisk er den designet af samme arkitekt, som stod bag dal- og bjergstationerne til die Hungerburgbahn, der bringer folk op på Hafelekar. Der kom vi ikke op i går, og vi gør det heller ikke i dag (ligesom Dorthea, Arne og Fru Lumbye ikke gjorde) så vi har også den til gode.

Her kigger vi mod øst og ser i forgrunden tårnet på die Hofkirche og i baggrunden tårnene på die Jesuitenkirche, som vi også har til gode. Bjerget helt ude i baggrunden, som her ikke syner af meget mere end Himmelbjerget er Kellerjoch på 2344 meter 

Og så lige et blik mod nordøst, hvor vi har der Dom zu Innsbruck, som vi lige besøgte. Til højre for de 2 tårne ses hvordan die Hungerburgbahn er anlagt op ad bjergsiden. Hvor den ender, er der svævebane videre op – og den må vi prøve engang. Det er ikke sådan, at jeg er ked af, at vi ikke kom derop, for det besluttede vi i morges ikke at gøre, fordi det var for overskyet, og hvis vi skal derop, skal det være om formiddagen. Dejligt at have noget godt til gode, ikke?

Nede igen var vi ikke færdige som turister. Nej, vi drejede ind i Swarowski’s butik, og her var det første vi så en udstilling af rober, besat med glas – Swarowski arbejder i glas, ikke diamanter .

Fuglekiggere kender Swarowski fra deres udmærkede kikkerter, men hvor mange tænker på, at firmaet også laver noget som denne glasdrage til 17.900 Euros? Jeg gættede på, at den var beregnet til det kinesiske marked og tænkte på, hvordan den mon emballeres for at komme sikkert til Shanghai 

Vi må have været trætte som andre ambitiøse turister, for allerede lidt over 6 om aftenen sad vi under parasollerne og ventede på…

…vores risotto-ret, med Majskylling, der smagte udmærket. Her, hvor vi sad og spiste, kunne man i 1952 parkere. Nu er det Fussgängerzone…

Der var ikke plads til dessert, så vi gik tilbage til hotellet, vi ser her for enden af gaden…

…og satte os lidt senere op i baren, hvor aftenlyset rigtigt lod Inges armringe komme til deres ret  Ja, hun har stadig den nye aktivitetsmåler (til højre), som vi købte i Shiphol lufthavn, under afprøvning og sammenligning med den gamle, som ved at løbe tør for batteri og ikke har pulsmåler – legetøj.

Vi slappede af deroppe til efter at solen var gået hinsides bjergene, hvor den nu sandsynligvis skinnede på Garmisch-Partenkirchen. Dette blev godnatbilledet…

…og jeg kan efterfølgende tilføje, at Dorthea senere i sin rejsedagbog gav udtryk for at:
“…men  toppen af den dag var alligevel Innsbruck”
Det var den dag, hun rejste tilbage til Danmark med rejseselskabet, hvor de kørte fra Innsbruck med toget. Inden afgang havde de 2 timers ventetid, som hun benyttede til at være turist endnu en gang i byen. Det er helt klart, at hun har nydt at være i en by med et internationalt turist-format, i stedet for det lille hul i jorden (hvis man kan sige sådan om en bjergby ) Pfunds “…der er usselig grim og forfalden, kun beliggenheden, udsigterne og hotellet er 1ste klasse.”

Inge var oppe 05:10 og da var der endnu ikke morgensol oppe på t0ppen af bjerget. En halv time senere 05:40 var det tilfældet. Meget smukt med månen ved siden af og halvskyggen nede i byens gader.

Flot morgen med strålende sol. En god begyndelse på en rejsedag. Turistopholdet i Innsbruck var forbi – vi skulle videre.

Die Tiroler Tageszeitung lovede at vejret skulle forblive solrigt (det kunne vi godt lide) med temperaturer op til 30 grader (det kunne vi mindre godt lide). Valget i Storbritannien var ikke længere et tema til forsiden. Nej, det var den prekære situation for det østrigske fodboldhold, der fik pladsen over folden. Nederst var det kødpriserne og den 2. valgrunde i Frankrig, der kvalificerede til forsiden.

Vi havde ikke mere travlt end at der var tid til en lille tur med Lystbæks reklamekuglepen hen over notesblokkens papir 

Det var min kaffekop, jeg tegnede, inspireret af begrebet “Verlängertes Kaffee”, som tjeneren kaldte den kaffetype, jeg gerne ville have 

Afrejsemønstret gentog sig her til morgen: Jeg pakker kufferter og bil, medens Inge går sig en tur og tilfredsstiller plageånden på håndleddet. Hun mødte undervejs denne interimistiske aviskiosk. Man putter penge i den lille boks på den grønne plade, og tager en avis fra plastposen  “Kronenzeitung” havde lignende salgsforanstaltninger i byen.

Jeg tror, at hun fotograferede Mariahilf-husene fra Marktplatz, for der kommer man helt hen til floden Inn. Flot med bjergene i baggrunden. Måske er det Grosser Solstein på 2541 meter og til højre for den die Nordkette.

Og så mødte hun Adolf Pichler – ikke i kød og blod, men i morgenkølig bronze – som havde givet navn til pladsen, hvor hotellet er. Det ses i baggrunden.

Adolf Pichler (* 4. September 1819 in Erl bei Kufstein; † 15. November 1900 in Innsbruck) war ein österreichischer Schriftsteller und Naturwissenschaftler.

For os danskere med historien om den 1. slesviske krig i erindring fra skoletiden, er det interessant på Wikipedia at læse dette:

“Noch vor dem Eintritt in den Schuldienst eilte Pichler im August 1850 ins Schleswig-Holsteinische Rendsburg, um „dem von den Dänen unterdrückten kleinen deutschen Bruderstamm“ militärische Hilfestellung anzubieten. Nach der Erkundung der Lage kehrte er nach Innsbruck zurück, um ein aus Tirolern gebildetes Freiwilligen-Korps zusammenzustellen. Aber noch bevor er sein Vorhaben umsetzen konnte, wurde er zum Statthalter zitiert, wo ihm klargelegt wurde, dass die Regierung eine Teilnahme von Tirolern am Schleswig-Holsteinischen Krieg nicht gestatte. Pichler fühlte sich – wie er seinem Tagebuch anvertraut – dadurch „für immer kaltgestellt“ und um seine politischen Ideale betrogen.”

En ilter herre, som 2 år tidligere havde forsøgt at rejse et lignende frivilligt korps for at slå italienerne på snuden:

“…das Vorhaben, sich in Wien als Arzt zu betätigen, konnte er jedoch wegen der im März 1848 ausgebrochenen Unruhen nicht mehr in die Tat umsetzen. Als die Nachricht nach Wien drang, dass Tirol von den Italienern bedrängt sei, fasste Pichler den Entschluss, ein aus Tiroler Akademikern gebildetes Freiwilligencorps auszuheben und mit diesem zum Schutze seiner Heimat an die Südgrenze zu marschieren. Unter den 131 Freiwilligen, die mit ihm aufbrachen, befand sich auch ein Kampfgenosse Andreas Hofers…”

Her støder vi igen på Andreas Hofer  Nå, jeg skal ikke komme mere ind på Herrn Doktor Pichler end at nævne, at han i sit 70. leveår blev udnævnt til æresborger i Innsbruck. Havde jeg læst om ham før eller under vores ophold i byen, ville jeg have haft mere ud af at bo på netop det hotel, hvor vi boede, for han var bestemt en farverig person.

Vi forlod byen omkring 09:30 og et lille kvarter senere kørte vi forbi skihopbanen die Bergiselschanze på vej sydpå. Den er med i den berømte og prestigefyldte “Vier Schanzen Tournee”. Ja, dem der interesserer sig for skispring ved, hvad det drejer sig om og hvis man også ser vintersport i tysk TV, hjælper det naturligvis betragteligt på forståelsen Det gør vi, og havde vi ikke hørt efter tidligere, blev vores viden på netop dette område genopfrisket på turistrundfarten i går.

Vi havde kurs direkte mod Brenner for derefter at køre over Jaufenpass. Jeg havde fortalt Inge, at der ville være flere muligheder for at komme ud af bilen og få skridt på aktivitetsmåleren.

Men jeg kørte som et mål-programmeret missil og kom ikke ind på rastpladser, men det værste var, at jeg her ikke svingede fra for at køre ad den gamle hovedvej med muligheder for at lave afstikkere op i sidedalene. Der var tid nok til at udforske en eller 2 af dalene og dermed opleve flotte alpine scenarier. Jeg fortsatte…

…ad motorvejen, gennem den korte tunnel og så var vi i Italien!

Vi har tidligere kørt over Jaufenpass, men i den anden retning – altså på denne vej, bare den anden vej  og jeg huskede den som skovklædt, men ikke SÅ skovklædt, og jeg havde forestillinger om steder med smuk udsigt, hvor vi kunne få nogle skridt på plageånden. Her var det jo nærmest som at køre vestud af Vejle!

Men mulighederne kom først lige før toppen af passet. Først nede ved huset midt i billedet, men der var ingen gode skridtakkumuleringsmuligheder. Heroppe var der kun P-pladsen eller vandrestier lidt længere oppe. Inge havde ikke fået samlet et skridt op siden Innsbruck og tilfredsheden med tur-arrangementet var til at overse. Min egen aktivitetsmåler var bestemt også meget utilfreds….

Vi startede bilen og kørte lidt længere op – og som sædvanen er hos os, så skal vi helst have vejskiltet med passets navn og højde over havet med 

Det er åbenbart fedt for motorcyklister at tage turen over dette pas – som det er for mange af de pas, vi er kørt over i tidens løb. Men heller ikke her var det nemt at samle skridt på aktivitetsmåleren…

… så Inge gik mest frem og tilbage på den anden side af vejen, medens jeg udforskede toiletfaciliteterne i hytten. Hendes aktivitetsmåler var nok betydeligt mere tilfreds med hende, end min var med mig.

Det positive ved stoppet på Jaufenpass var mødet med dette lille Enzian-par, som Inge havde bemærket på sine korte frem-og-tilbage-ture, medens jeg var optaget. Måske har jeg tidligere set Enzian i eget habitat, men det er hver gang lidt specielt. Nu mangler jeg bare at se Edelweiss på samme måde  

Ikke fordi vi havde travlt – au contraire – men der var ikke rigtigt mere for os at gøre heroppe, hvis der da ikke lige skulle forsøges med ViewRanger. Inge forsøgte og fik dette pragteksemplar med bjergtoppe, bjergpas, alm og by – der alle er ret godt ramt – taget i sydøstlig retning fra Jochenpass. Jeg har sjældent held med at få navnemarkeringerne til at ramme plet og det skyldes nok, at jeg ikke får kalibreret mobiltelefonens kompas ordentligt.

Vores tur gik videre i sydvestlig retning. Vi skulle ned i Passeier-dalen her.

Og hernede, i St. Leonhard, var behovet for en Eiskaffee steget så meget, at vi kiggede efter et sted, der kunne lave sådan et par til os. Det blev Café Zentral, der fik entreprisen.

Eiskaffee’erne kom og løftede opgaven. Rart at få lidt opkvikkende og køligt på denne varme sommerdag. Klokken var endnu ikke 13 og vi havde kun ca. 30 minutters kørsel til hotellet i Meran – hvor værelset med stor sandsynlighed ikke ville være parat før klokken 15:00. Havde jeg nu ikke haft så tung en fod nord for Brenner, ville ankomsten i Meran have været perfekt  Så hvad nu?

Et par km syd for S. Leonhard holdt jeg ind ved Passeirer Museum, der ligger lige ved siden af Andreas Hofers fødested og -hjem. Men fordi det var meget varmt med en sol på en skyfri himmel og museet var en slags frilandsmuseum med flere bygninger spredt i nærområdet, undlod vi at indlade os på de indlysende anstrengelser og fortsatte sydpå til hotellet (rød pin). Jeg gik ind og spurgte, om heldet var med os i form af et parat værelse. Det var ikke tilfældet, og vi blev opfordret til at sætte os og slappe af med lidt mad og drikke, og så ville vi få besked, når værelset var klart, hvilket senest ville være 15:00.
Men vi valgte at lege turister og køre ud i det blå – uden specifikt mål i tankerne. Helt uvant for mig.

Først førte tilfældighederne os sydpå langs bjergskråningen til enden af en blind vej ved Castel Verruca. Her vendte vi om – den ene mulighed vi havde – og kørte tilbage til rundkørslen, hvor vi drejede til højre ad SP98 og fortsatte derudaf. Vi kom forbi dalstationen Meran2000 (øverste højre hjørne) og fortsatte opad – ud i det blå ad en vej, vi ikke tidligere havde kørt på, selv om vi har besøgt byen flere gange.

Vi kom lige ud af en tunnel og så en lille sidevej til venstre med et skilt “Sankt Kathreinkirche / Via S. Chaterina” og da vi var i nærheden af Hafling, faldt det mig ind, at her var måske den ikoniske lille kirke, som jeg i tidligere års efterforskning af Dortheas ture i og omkring Meran aldrig fandt frem til.

Vi drejede fra, og minsandten om den ikke lidt længere fremme ad vejen stod der – ganske idyllisk, som jeg altid har forestillet mig den – på en lille alm! Jeg var henrykt over at have fundet den. Som at få løst en svær gåde 

Gitterlågen til kirkens indre var låst, men vi havde yderligere det held, at kirkeopsyns-manden var tilstede – han lukkede os ind og vi kom straks i snak. Lidt senere kom yderligere en kirke-omsorgsperson med pelargonier og så var der pludselig relativt mange i kirken – 4 personer fylder godt i den lille kirke/kapel 

Et hotel i nærheden, Viktoria, har på sin hjemmeside flg. information om kirken:

Die sagenumwobene Bergkirche am Hochplateau von Hafling – Wie viele andere Bergkirchen in Südtirol war auch die St. Kathrein Kirche an einem Platz errichtet worden, der ursprünglich ein heidnischer Kultplatz war.
Wie viele andere Bergkirchen in Südtirol war auch die St. Kathrein Kirche in Hafling an einem Platz errichtet worden, der ursprünglich ein heidnischer Kultplatz war. An der Stelle, wo heute das Kirchlein steht, soll eine prähistorische Kultstätte gestanden haben.

Vermutlich gab es am heutigen Ort bereits im 12. Jh. eine kleine Kirche, die im Jahr 1202 einem Brand zum Opfer fiel und 1452 umgebaut und erneut geweiht wurde. Eine wertvolle Zierde der St. Kathrein Kirche in Hafling ist der spätgotische Flügelaltar.

Jeg bemærkede dette lille snittede træbillede, der – gætter jeg på – viser St. Kathrins martyrium. Meget dramatisk scene i denne lille fredfyldte kirke på en grøn alm.

Kirken står på et lille plateau, lige på kanten, hvor det begynder at gå alvorligt nedad. Stejlheden synes dog at være en attraktiv faktor, i og med at det giver de omkringliggende huse en fin udsigt over dalen mellem Meran og Bozen.

Inge mente, at jeg skulle tegne – eller var det for en gang skyld egen indskydelse? – og på grund af varmen udsøgte jeg et motiv jeg kunne se fra en skyggefuld plads. Bænken stod skævt, men man kan jo ikke få alt altid 

Tegning var ikke blevet nemmere siden sidste skriblerier. Her ser vi siden af kirken, dens lave mur på den anden side af stien – og på den anden side af dalen Marling og bjergkæden die Ötztaler Alpen.
Hvad vi ikke vidste var, at her stammer hesteracen Hafling også fra! Vi så også nogle af slagsen, men dem fortograferede dem ikke, for på det tidspunkt vidste vi ikke, at “de var noget ved musikken”.

Dette billede blev taget 18:16. I mellemtiden var vi kørt tilbage til hotellet og fået værelset overdraget – her er udsigten fra balkonen, den vender mod nord, hvilket vi er meget tilfredse med. Da jeg først så værelset, var jeg tilfreds med, at det var på en af de øverste etager (som jeg havde bedt om, da jeg reserverede), at det var lyst og rummeligt, men jeg syntes, at der manglede et skrivebord. Det kunne jeg godt få, hvis vi tog et andet værelse – som jeg kiggede på. Det vendte mod øst og havde udsigt på 20 meter ind i et træ og et hus bag det, så jeg vendte tilbage og sagde, at vi beholdt det oprindelige værelse.

Værtinden foreslog proaktivt, at der kunne komme et bord op på værelset, hvilket jeg syntes kunne være en god idé. Det mente Inge ikke, og fik ret i sine betænkeligheder, for da det kom, fyldte det lidt vel rigeligt og spærrede for nogle skabe, som vi ville få brug for. Det informerede jeg undskyldende værtinden om. Ikke noget problem, hun ville bede der Hausdiener om at fjerne det igen samme eftermiddag. Men Hausdieneren var gået hjem og det ville først blive i morgen. I receptionen lagde  jeg 10 Euro til der Hausdiener for ulejligheden…

Jeg var først i den skyggefulde bar og kunne næsten ikke vente, til der gled noget køligt fadøl ned gennem min hals. Det havde jo alligevel været lidt af en rejse/turist-dag. Inge fulgte snart efter. Hendes bestilling krævede konsultation med barmanden for at tune sig ind på vin vs. smag – en god investering, for vi skal blive her nogle dage 

Men der skulle tages stilling – til aftensmaden. Vi fik krydset af og…

…begav os ind i resto’en, hvor en rund “bås” var reserveret til os. Den sad vi ukomfortabelt lavt i – bare se vinklen på ølglasset  – og Inge tænkte, at det var noget, vi skal have lavet om i morgen.

Efter det righoldige salatbord og koldskålen (ikke kærnemælkskoldskål!) kom Selleri-Ravioli mit gehobelten Sommertrüffel und Junglauch til Inge…

… og Zweierlei von der Jakobsmuschel til mig. Begge var vi meget tilfredse!

Steinbuttt im Nudelblatt mit Langustino Schaum var vi enige om at bestille, og her fik vi også en velsmagende ret.

Efter et kort besøg ved den meget velassorterede ostebuffet drejede det sig om desserten: Gebackene Saturno-Pfirsich mit Rosmarin und Vanille. Lecker, Lecker!

Vi blev mætte, og var måske lidt trætte, men det hører med til en lang dag på rejse, så både vi og dagen slappede af og forberedte os til natten…

…som var en realitet ved 22-tiden. Ingen lyse sommeraftener hernede i Sydtyrol. Og det blev så godnatbilledet.

 

Inges billede fra lidt i 7 her til morgen er perfekt til at starte dagens blog med. Hun fik rosenhaven fint med, som den ligger i halvskygge og hvor dens roser lyser op som små stjerner, der endnu ikke er gået til ro. Himlen markerer, at her er en ny potent dag på vej med masser af lys og bjergene dukker frem i baggrunden. Meget sympatisk start på dagen.

I det virvar, jeg forårsagede i går med skrivebordet, der kom og gik, fik jeg ikke set den lille skriftlige velkomst, hoteller af denne type ofte stiller på værelset, når der kommer nye gæster. Mit herzlichen Grüssen / Cordiali Saluti. At være i Meran er at deltage en lille smule i et kursus i italiensk 

Det her ligner jo et rigtigt sommerferiebillede med sol og blå himmel til morgenmaden. Jeg var blandt de første og følte mig tankeløst tiltrukket af verandaen med parasollerne, så der satte jeg mig. Morgenmadsrestauranten er på 5. etage. Men solen har jo travlt med at komme over himmelbuen og det varede ikke længe, før jeg måtte hente hatten. I morgen bliver det på den anden side af huset!

Jeg sidder og læser i hotellets avis for dagen, “Irmas Morgenbote”…

… der ønsker en vidunderlig skøn dag – og ellers fortæller, at solen vil skinne og varme dagen op til 33 gr. C (i skyggen naturligvis), samt giver tips til adspredelser i dagens løb for alle typer gæster: de supersportslige, de sportslige, de almindelig og de dovne. Altså lige fra besøg på et whiskydistilleri, over geo-caching og vandring i haven ved Schloss Trauttmansdorf, til morgenløb på Trappeinerweg 

Men alt er ikke ferie, for der skal allerede fra morgenstunden tages stilling – stilling til hvilke af retterne på dagens menu-kort vi gerne ville have serveret i aften.

Inge og hendes plageånd gik sig en morgentur i retning mod Schenna/Scena…

Oppe fra Schennastrasse/Via Scena tog hun sig tid til at fotografere udsigten ned over Meran og over til Marlinger Berg, det store højdedrag baggrunden, hvis højeste top når op i 1775 m. Jeg kan ikke se disse frugtplantager uden at tænke på, at det må være en ret god forretning at lave net, for der er så mange plantager, der er overdækket for ikke at virke som spisekammer for fuglene. I dalen, der går ud af billedet i venstre side og fører ned til Bozen, er store dele af landskabet næsten mørkegråt, fordi stort set alle marker er dækket af mørke net. Ikke specielt kønt, hvis man spørger mig – men det er der nok ingen, der gør 

Efter at Inge var kommet tilbage og havde dampet af i liggestolen på balkonen, tog vi os sammen og kørte ud for at finde et sted, hvor vi kunne købe vand og vin. Vand fandt vi her. Det var et mærkeligt supermarked. Vi startede med at køre op ad en rulletrappe med indkøbsvognen for derefter at skulle køre ned for at kunne købe vand, som vi havde set var at finde lige ved siden af kasseapparaterne, men der var ingen smutvej!

Vin fandt Inge her, medens jeg stod i kø i supermarkedet, fik betalt og bragt indkøbene ud i bilen. Der var ikke så langt hen, så  jeg lod bilen stå. Men varmt var det. Inge havde ordnet alt det væsentlige, så jeg havde bare tilbage at betale, modtage en pose pasta som tak for den gode handel, og bære varerne tilbage til bilen. Jeg husker det, som om der var over 30 gr.C og det var der nok.

Temperaturen falder som regel 1 grad C for hver 100 meter man kommer opad (vertikalt målt, naturligvis ) så vi skulle ikke overtale hinanden meget, før vi drog afsted mod den helt nye Umlaufbahn, der fra Falzeben fører op til ski- og vandreområdet Meran2000. Så vi tog direkte fra P-pladsen ved supermarkedet (den lille “knude” på den røde tråd i den sydlige del af Meran) og kørte den nu kendte vej til Hafling og der fra videre op til Falzeben. Meget kønt bjerglandskab med mange frisk-grønne alm’er.

I Falzeben findes dalstationen for den nye Meran2000 Umlaufbahn, om hvilken den regionale turisthjemmeside skriver:

Von Falzeben in Hafling führt diese moderne Umlaufbahn hinauf auf den Piffinger Kopf in das Ski- und Wandergebiet Meran 2000. Die Fahrt mit der Umlaufbahn gestaltet sich als bequem, schnell und gemütlich und der Ausblick auf die umliegenden Berggipfel ist atemberaubend. Die Talstation befindet sich auf 1.625 m Meereshöhe. Der überwundene Höhenunterschied beläuft sich auf 280 m.

Og opad gik det – meget komfortabelt i forhold til at skulle være travet herop i denne varme.

Vi var på vej op i øverste højre 1/4-del af dette kort.

Zoomet ind er det lidt nemmere at læse.

Vi sad i den splinternye Umlaufbahn på vej op fra Falzeben til Piffing, og herfra ville vi samle skridt til plageånderne på håndleddene og samtidig få lidt køligere alpin luft og lade os bjergtage af de vide udsigter.

Fra vi tog afsted i morges havde vi nu bevæget os op i 1896 meters højde og efter beregningen skulle temperaturen være faldet med omkring 16 grader C.

Vores runde deroppe i Meran2000-området gik ad sti 3 til Waidmann og ad sti 18A tilbage til den nye Umlaufbahn. Om vi følte temperaturen var omkring 18-20 grader C, er jeg ikke sikker på…

…men i det åbne landskab deroppe skal det nok passe. Jævnfør min fortolkning af kortet kigger vi her mod vest, men det havde været smartere at benytte ViewRanger app’en, for så havde jeg retningen i billedets data – og så ville jeg have navnene på bjergtoppene, selv om den måske ikke pegede helt præcist 

Jeg fandt et billede fra ViewRanger, hvor jeg efter at have kigget godt på kortet, mener at angivelserne er rimeligt korrekte og får mig til at rette min første antagelse og nu sige, at billedet peger mod sydvest. Af en eller anden grund får jeg her ikke de sædvanlige data med i en strip under billedet. Endnu et mysterium at opklare.
Men, hvor vigtigt er det egentlig at kende den præcise retning, for bloggen her skrives for at jeg senere – på mine endnu ældre dage – har en slags aide memoire, der kan hjælpe mig til at huske disse rejser? Det er vist ikke så vigtigt endda 

Værtshuset “Waidmann” var ikke det eneste hus i området, der samlet med et turistorienteret navn kaldes Meran2000, men der er langt imellem dem. Vi kom til huset ad stien, der går ned fra midt på venstre side af billedet (som er taget, da vi gik derfra).

Værtshuset er begunstiget af både vinter- og sommersæson, og det er kun om sommeren, at byggearbejder kan foretages, så naturligvis var der håndværkere igang. Men det generede ikke, for vi sad omme på den anden side…

…med vores Apfelschorle, som var dejlige at få på dette tidspunkt. Vi havde uforsigtigt ikke medbragt små vandflasker på denne tur, men var dog ikke i krise. Alligevel bør man altid have vand og nogle snacks med i bjergene. Vi var heldige at få en plads under en parasol. Det var ikke alle, der var så heldige…

Når Inge er med, ligger jeg ikke så tit på den lade side, som jeg ellers ville have gjort. Blokken og Lystbæks reklamekuglepen kom frem og en skitse blev lavet af, hvad jeg kunne se hen over vores glas. Jeg blev ikke en Picasso af at komme op i ca. 2000 meters højde 

Ca. 13:45 forlod vi værtshuset og gik tilbage til die Umlaufbahn. Inge er kommet lidt forud, og det er helt normalt, når jeg stopper op for at fotografere og evt. også lege med ViewRanger app’en. Dette motiv er jo lige til en turistbrochure der vil fortælle, hvor god plads der er og hvor smuk udsigten er i Südtirol

…og så var vi nede ved dalstationen i Falzeben, hvor bilen stod.

Tilbage på hotellet var der anrettet kagebord med 5-10 valgmuligheder. Jeg ser her, at jeg valgte Apfelstrudel mit Schlagsahne og en bradepandekage af en slags, som de tilsyneladende godt kan lide her i Meran – vi kender den fra tidligere besøg i byen.

Inge fangede dagens pressebillede over folden på “Frankfurter Allgemeine”, hvor Mme. et Mr. Macron lige har afgivet deres stemme på ham. Vi lever i spændende tider, så spændende, at vi følger med i, hvad der sker udenfor vores egne snævre rammer.

Derefter arbejde på balkonen med blokken og Lystbæks reklamekuglepen 

Inge havde på sin sene eftermiddagsgåtur opdaget et etablissement, vi på tidligere besøg ikke bemærkede. Det var Restaurant Mösl, der ikke lå 100 meter fra hotellet, og den havde en stor “have”, der var helt fuld af lokale og turister. Vi kunne lige akkurat få et lille højt bord med høje stole, nærmest et Stehtish. OK for os, for vi skulle kun lige have os en drink før aftensmaden. Det var en varm dag – og stadig varmt – men herinde i skyggen under trækronerne var det til at klare. Fadøllen kom fra bunden af Tyskland, i nærheden af Garmish-Patenkirchen – det undrede mig, for Südtirols største bryggeri “Först” findes kun 5 km vest for Meran. Men er man til øl, der brygges efter det tyske Reinheitsgebot, så skal man have tysk øl, for her i Italien er det egne, mere liberale regler, der regerer.

Efter salat/antipasti-buffettens selvbetjening serveredes vores første valgte menu-del: Gazpacho Andaluz. Kold og frisk. Og vi havde nu bord i et andet rum og med stole, så vi sad i normal højde, meget bedre!

Det 2. valg: Morchelrisotto mit grünem Spargel til Inge…

…og Maccheroni al torchio mit Oliven, Thunfish und Petersilie til mig. Tilfredshed på begge sider af det runde bord.

Og derefter til os begge: Pochiertes, wachsweiches Bio-Ei auf Jungspinat. Sommerligt, let og bekommeligt. Vi var ikke så sultne længere, men så var der jo udvalget af italienske og franske råmælksoste med frugt og Mostarden på buffetten. Den måtte jeg jo lige besøge og fik dermed udvidet mit kulinariske verdensbillede med Mostarden: noget frugtbaseret, der smags-og krydderimæssigt landede et sted mellem sennep og chutney   Inge sprang osten over…

Orangencreme mit Basilikum und Olivenöl rundede måltidet af. Vellykket måltid, må jeg sige. Vi var tilfredse og trængte ikke til mere fast føde 

Inge gik sig ikke en aftentur. Vi gik fra aftensmaden direkte til næste punkt på dagsordenen: Kulturgenuss in der Irma mit dem Duo Blum Senn. Duoen spillede et geografisk spredt repertoire på Kontrabass und Knopfakkordeon. Oprindelig var det meningen, at forestillingen skulle afvikles indenfor, men på grund af det gode vejr blev det forlagt til terrassen. Inge tog resten af sin vin med derud, jeg skiftede til espresso. Og så lyttede vi til musik, og en gang imellem sang damen også. Hun havde en stemme, der skurrede i mine ører, men som tidligere skuespillerinde kan det være, at hun prøvede at lægge noget i sangen, jeg ikke forstod.
Og det blev vores godnatbillede.