07:25 forevigede Inge denne lørdag morgen. Vejrudsigten for hele dagen var ret våd, med 80% chance for nedbør.
Avisen var ikke så interessant over folden…
…men inden i var der en lidt bidsk artikel om tidligere Kanzler Schröders tætte forbindelser til de russiske energiselskaber.
I aftes sad vi ovre ved tegningen i øverste venstre del af billedet. Nu til morgenmaden sad vi i den anden side, hvor vi kunne beundre en meget livlig og meget stor buket blomster i en meget stor vase 
Der var flere spisestuer i hotellet. Inge introducerede denne til mig – husker ikke helt sikker, om den hedder “Jägerstube” – “Fischerstube” er det jo nok ikke
Inge bestilte morgtenthe og vi er med kop og tallerkener helt klart i Friesland…
…og med the i koppen er det jo et indbydende regionalt syn, synes jeg.
Hotellets avis for i dag…
Et lille udsnit fra øverste højre hjørne af “avisen”. Det lader til, at vi er inviteret til en drink klokken 18:00 i hotellobbyen…
Via WhatsApp kom et billede fra Katy. Hun har taget den herlige “bogrotte”, som Inge har lavet, i brug 
Det kan jeg godt forstå, for jeg bruger også sådan en. Den er super!
…og at das Diskklavier spiller i eftermiddag og aften. Det kan numerisk styres via en CD og hotelgæsterne får rigtig klaverlyd uden at blive generet af at en pianist har en skorte på, som de eventuelt ikke kan lide
Efter morgenmad tog jeg et billede fra balkonen. Bag de store træer i forgrunden ses strandkurvene nede ved “stranden”. Der er ikke meget lys på himlen, men det var jo heller ikke forudset.
Jeg kom i støvlerne og fulgtes med Inge ud på gåtur.
Hun ville vise mig “The Golden Chicken Gate” omme bag hotellet. En virkelig humørfyldt installation heromme i haven, ved siden af grisestien og drivhuset.
Vi gik ad stier og stille veje vestpå mod byens centrum. Her nærmer vi os Schiffanleger, som det hedder på turistkortet. Den har vores interesse, for vi tænker på at tage en rundtur med et af skibene.
Det er sidste dag i år, hvor der sejles efter fuld sejlplan, og det kommer nok til at passe os godt med sommerafgangen 11:40.
Pilen viser, hvor den Schiffanleger er. Hotellet er ude i højre side, hvor der vises en casino-roulette. Hotellet har sin egen Spielbank, som det hedder
Ved skibsbroen var denne morsomme installation. Den kunne jeg godt lide, for alt kan udspille sig i dens ramme, afhængig af deltagerne og baggrunden. Inge holder de to hotelparaplyer, vi har lånt, men vejret lader lige nu til at bleve bedre end forudset.
Lige ved siden af rammen stod denne oplysende tavle. Smart, at vi fotograferede den, for så behøver jeg ikke her at introducere søen, der omtales som hav. Gad vidst hvad der mon lever – hvis overhovedet noget – i det 4-6 m tykke slamlag på bunden ?
Klokken var ikke 11:40 endnu, så vi fortsatte ind mod bymidten. Undervejs bemærkede Inge dette mindesmærke for ophavsmanden til “die Mainzelmännchen”, som alle kender fra start og stop og indimellem på tysk TV’s reklameafsnit, og vi finder dem herlige! Han er blevet trykket på næsen nogen gange, lader det til.
11:21 tog Inge dette billede. Jeg, med de 2 paraplyer, køber billetter og svarer beklagende på, at vores turistkort, som hotellerne ofte giver som “gave” ligger henne på hotellet og jeg forklarer ham endda hvilket hotel. Manden i billetskuret lader nåde gå for ret, og vi får billetterne med rabat. Flinkt af ham og en lærestreg til mig om at jeg altså skal huske dem.
Jeg spurgte også, om vi måtte gå om bord. Det måtte vi gerne og 3 minutter efter sad vi på vel nok de strategisk bedste pladser til rundturen 
Vi fik forklaret, at de bedste siddepladser var i den side, hvor vi var nærmest kanten, altså den vej der blev sejlet rundt.
Cruise-skibene sejler nemlig med uret rundt i søen. Det havde vi tænkt på, da vi satte os ved siden af hinanden, så vi kiggede fremad i sejlretningen, og vi sad ca. midt i langs rælingen. Maximum view og stadig læ, skulle der komme regn.
Da skibet lagde til ved næste landgangsbro, bemærkede jeg, at vandet lignede en bøtte med grøn maling, der ikke var rørt ordentligt rundt. Der må være lidt af et algeproblem at tage sig af…
Jeg kunne godt lide rederiets associationer med de store trans-Atlantiske ruter. Her tøffede vi rundt på en sø, som de lokale kaldte et hav, i et lille skib og på væggen hang billeder af kæmper på størrelse med Titanic
Efter en times sejltid var vi ved at være tilbage ved udgangspunktet. Her kan vi kigge ind på “vores” hotel med strandkurvene på række og de 2 saunakabiner
Vi fortsatte til fods længere ind mod bymidten af Bad Zwischenahn, hvor vi mødte denne forgyldte Maria med Barnet foran byens katoliske kirke.
Byen skriver om sig selv:
Inmitten der Ammerländer Parklandschaft führen rund 380 Kilometer gut ausgeschilderte Wander- und Radwege durchs Moor, am Zwischenahner Meer entlang, vorbei an Baumschulen und wunderschön angelegten Privatgärten. Bekannt ist Bad Zwischenahn auch für seine gesundheitstouristischen Angebote, seine Wellness-Einrichtungen und seine kulinarischen Besonderheiten wie Smoortaal und Schinken, die in urigen Gaststätten angeboten werden.
Nr. 1 aller Kurorte in Niedersachsen
550 Hektar Meer
380 km Rad- und Wanderwege
4371 Gästebetten
86 Gastronomiebetriebe
1,5 Spitzenbewertung bei der Gästebefragung
Den næste kirke vi kom til, var die St-Johannes-Kirche – og der skulle, så vidt vi kunne se være bryllup. Der var en mor og datter (lignede ikke en brud) der var i vildt stress med at pynte med blomster på bænkenes gavle ud mod midtergangen. Deres stressniveau var mig ikke bekendt, da jeg stille spurgte dem om noget, men efter det vrantne svar “Dafür haben wir keine Zeit!” var jeg helt klar over, at der skulle der ikke skulle stilles yderligere spørgsmål
Die Pfarrkirche St. Johannes der Täufer in Bad Zwischenahn ist mehr als 850 Jahre alt und damit eines der ältesten Gebäude des Oldenburger Landes. Mit der Reformation wurde das Gotteshaus evangelisch-lutherisch. Es gehört heute zur Evangelischen Kirchengemeinde Zwischenahn.
Die romanisch-gotische Kirche besitzt eine barocke Kanzel, eine klassizistische Orgel und einen prächtigen gotischen Flügelaltar. Die Emporen wurden ab 1662 eingebaut und ab 1745 durch den Lehrer Dierk Krüger aus Elmendorf bemalt. Die Bilder sind im Original erhalten und zeigen Szenen aus dem Alten und Neuen Testament. Zum Teil sind die Bibelstellen über den Bildern angegeben, darunter die Namen der Stifter, die auf der Empore ihren Kirchensitz hatten.
Uden for kirken står klokketårnet og helt ud på pladsen den store fisk. Der var jo blevet forklaret os lidt af hvert på sø-rundfarten, så vi vidste hvad vi skulle se.
In der zweiten Hälfte des 15. Jahrhunderts wurde nach längeren Konflikten um kirchliche Abgaben, die in der Ermordung des Priesters Dietrich Grove und der Exkommunizierung des gesamten Kirchspiels im Jahr 1450 gipfelten, der freistehende Glockenturm mit den rundbogigen Blendnischen errichtet. Ein Bruderkrieg zwischen den Grafen Gerd und Moritz führte 1462 zur Einäscherung des Pfarrhauses und angeblich des ganzen Kirchspiels; 1474 und 1476 gab es weitere Brände. Vermutlich wurde der Turm erst nach diesen Vorkommnissen fertiggestellt.
Den store fisk på rådhuspladsen er i bogstaveligste forstand en legende. Læs selv:
DER ZWISCHENAHNER WELS
Am 26. April 1979 tauchte er aus der Tiefe des Zwischenahner Meeres auf und gelangte sprunghaft in die Schlagzeilen der nationalen und internationalen Presse: der legendäre Wels. Er machte Bad Zwischenahn schlagartig bis weit über die Grenzen Norddeutschlands bekannt. 3,50 Meter soll er lang gewesen sein und wie ein Ungeheuer ausgesehen haben. Die Schlagzeile, der Wels habe einen Hund bei lebendigem Leibe verschluckt, entpuppte sich jedoch als Falschmeldung einer deutschen Boulevard-Zeitung. In Bad Zwischenahn weiß jeder um die Legende des Zwischenahner Welses. Einige haben ihn gesehen, andere hat er geküsst und alle sagen, er sei riesengroß. Keiner aber kann mit Bestimmtheit sagen, wie alt er ist und wie er ins Zwischenahner Meer gelangte. All jenen sei an dieser Stelle die ultimative Wahrheit anvertraut:
In uralter Zeit gab es mitten im Zwischenahner Meer eine Insel, auf der ein prunkvolles Schloss gebaut war. Hier residierte der Junker Alwin, ein bärtiger Hüne mit rotblondem Haar und edlem Gemüt. Seine größte Leidenschaft war neben dem Fischen das Frollein von Oldenburg. Die aber war dem Zaren versprochen und obwohl sie genauso tiefe Zuneigung zu Alwin empfand, musste sie im Alter von 21 Jahren an den Hof nach Petersburg ziehen, um an der Seite ihres Gatten zu leben. In der Nacht des Abschieds schwor der enttäuschte Junker seiner Liebsten ewige Treue und dass er nie im Leben wieder seine Insel verlassen werde. In den folgenden Jahren voller Einsamkeit und Gram vollzog sich an der Statur des Junkers eine seltsame Veränderung, und in einer apokalyptischen Gewitternacht genau fünf Jahre nach der leidvollen Trennung hatte er sich in einen großen Wels verwandelt. Unter Donner und Blitzen versank gurgelnd die ganze Insel samt Schloss in den Fluten des tobenden Meeres. Als am Morgen danach die Septembersonne wieder schien, konnten die staunenden Fischer nur noch ein silbernes Funkeln tief am Meeresboden ausmachen.
Das alles ist lange her und fast vergessen. Nachts aber, wenn sich der Mond besonders rund im See spiegelt, halten oft die Frösche in ihrem Gesang inne, legen Reiher und Schwäne ehrfurchtsvoll ihre Flügel an. Dann gleitet ein uralter großer Wels mit rotem Bart laut- und scheinbar ziellos majestätisch an der Oberfläche seines Reiches dahin. Er ist der aufmerksame Beschützer der Jungfrauen, die hier des Nachts ein scheues Bad nehmen. Und wenn an heißen Sommertagen sich an den Ufern die Lebensfreude ein feuchtes Stelldichein gibt, schläft im Palast der Tiefe nicht Monster oder Fisch, sondern die treue Seele aus tausendundeiner Vollmondnacht.
Det var da en god historie, ikke – næsten et eventyr?
Undervejs på “havet” fortaltes over højttalere, hvad vi kiggede på og herunder nævnedes den stor malle (fisk) og spisestedet Bruns, hvor man kan få stegt ål. Bruns restaurant findes 30 m nede ad sidegaden foran det store murmaleri af en kæmpegedde, der glubskt springer højt over vandspejlet.
Et par gange var vi gået forbi denne skulptur, de stod i en privathave. I byen findes mange skulpturer, som børn vil synes om – og de er ofte i børnehøjde, så de kan berøres. Det er et meget sympatisk træk, synes jeg.
Næste aktivitet fandt sted im Strandcafé. Ikke noget af skrive hjem om.
Regnen var allerede begyndt at strømme ned, medens vi sad inden døre, men vi kunne jo nemt være ligeglade under vores hotelparaplyer. Jeg ser lidt ramponeret ud med uregelmæssigheder i paraplyskærmen og det højre bukseben
Tilbage på hotellet kunne vi gøre status over dagens tur til lands og vands. Vi havde tilbagelagt 14.22 km i løbet af 3 timer.
Højdekurven er sjov idag. De 2 spidser i det helt flade midterste felt må indikere hvor jeg har rejst mig op på dækket
Ved 4-tiden satte jeg mig ud på balkonen med min lille akvarelblok…
…medens Inge gik rundt derude i det flade og våde…
Jeg havde lavet denne lille tegning ude på balkonen…
…men satte mig ind i den større komfort for at give den lidt kolorit.
På vej ned til restauranten fandt Inge dette spil: Das Bremen Spiel. Jeg anede ikke, at det eksisterede og har ikke kunnet finde noget om det på nettet. Måske eksisterede det ikke endnu i “i vores tid” i Bremen.
Kommunikationen til køkkenet var lidt vanskelig i aften, men med tjenerens mellemkomst blev det forståeligt for alle parter.
Salatbaren var meget varieret. Jeg prøvede en lille fisk af en slags – den smagte dog ikke specielt godt, men jeg havde så vist mig som en kulinarisk vovepels. Til højre for den en Meeresfrüchtesalat, som var særdeles god.
Inge fandt en rulle med noget i. Husker ikke, hvad hemmeligheden inden i var
Vi fik ikke fotograferet Broccoli und Möhren, så jeg springer direkte til Inges hovedret: Spitzkohl und Serviettenknödel.
…og jeg fik det samme + Geschmorte Wildroulade mit Preiselbeeren. Dejligt.
Inge valgte at gå en tur mens jeg spiste min ost, som jeg mente at jeg havde plads til. Inge havde valgt at vente med sin dessert til jeg var færdig, for ofte kan jeg alligevel godt lidt dessert efter osten – jeg er nemt at lokke. Men jeg fik kludret i det hele og Inge fik ikke sin dessert. Jeg kom til at sidde som en mand, der ville bestemme over konen og det giver bagslag, når det er Inge, det drejer sig om 