Vi kan bedst lide at sidde ved et rigtigt bord, og meget gerne, hvis der også er en stikkontakt i nærheden. Det lykkedes meget fint i lufthavnen denne gang, for en dame forlod netop dette bord, da vi var ved at installere os efter at “passager-filteret” var overstået. Det gik forresten meget nemt og hurtigt, og da vi havde støttet det lokale erhvervsliv i Struer ved at tage en taxi herned (6 kufferter: 2 store, 2 mellem og 2 små) havde vi ikke oplevet stress af nogen art. Vi var her kl. 10:00 og havde et fly 11:20, så der var god tid til at læse Berlingske…
…der idag beskæftigede sig med valget i Storbritannien – netop idag – der naturligvis interesserer os meget, fordi vi lever i Europa, men allermest fordi vi nu har en britisk søn, som skal leve med det rod beslutningen om Brexit allerede har medført og alt det meget mere rod og ustabilitet den vil medføre.
Vi – Inge især – havde problemer med “plageånden” på håndleddet. Vi havde købt nye, men dem var der også problemer med. Den talte ikke skridt ordentligt, havde svært ved at synkronisere osv. – og så syntes jeg specielt, at deres display var uklart – flou, som vi ville sige i Frankrig – og sådan noget kan jeg ikke med, så vi afleverede dem i går hos El-giganten, der havde sagt, at den vi søgte, var udgået. Derfor sad vi her med vores gamle aktivitetsmålere på håndleddene og derfor kiggede jeg efter alternativer, der især koncentrerede sig om et med pulsmåler og klart, stort display. Jeg fandt ud af, at den vi ville have, ikke var udgået. Den var tilsyneladende kun udgået hos Elgiganten og ikke andre steder 
Et rigtigt bord er også bedst, hvis man lige skal have en bolle med ost… Apropos boller, så havde vi snakket med taxichauffeuren om bagerbrød og det at være bager. Han var gammel bager, så vi lærte en masse om nutidens bagere og deres brød…
KLM’s fly stod parkeret derude, så vi regnede med at komme afsted til tiden. Men det gjorde vi ikke helt, for det var ankommet sent i aftes, og reglerne med mindst 8 timers søvn til besætningen gjorde den planlagte afgang umulig.
Vi var rolige, for der var indlagt god tid til flyskift i Schipol, og forsinkelsen var til at overse, fordi den stort set blev kompenseret af pilotens tunge fod.
Jeg skulle have nogle skridt på plageånden, medens vi ventede på næste afgang, og min tur gik ind om elektronikbutikken, der normalt er velassorteret – også med de nyeste gadgets. Jeg var lige oppe i loungen for at sige til Inge, at de havde den type aktivitetsmåler, vi nok gerne vil have – om vi skulle købe her? “Det må du om”, sagde hun. Jeg så på uret. Det køb var der på det tidspunkt lige tid til. Jeg fik dobbelt portion skridt på kontoen – og vi fik legetøj til rejsen. Bemærk, at jeg ikke skriver “…til ferien”. Det er fordi jeg har ferie hele tiden nu om dage, og det er juleaften hver dag. Jeg har endnu ikke fundet et alternativt ord – det kommer måske, medens jeg skriver denne rejseblog – så for nu er det bare “rejsen”
Næste fly stod også parat…
…og afgik planmæssigt 15:35. 20 minutter senere blev vi fristet med dinner. Det var lidt tidligt, men vi havde ikke guffet så meget i lufthavnen, at der ikke var plads til:
KLM har den bedste forplejning i forhold til de andre luftfartsselskaber, vi kender til. Det er meget velsmagende og forekommer let og nemt fordøjeligt.
Jeg har aldrig fløjet strækningen Amsterdam-München, så medens jeg guffede min tidlige dinner fornøjede jeg mig med at kigge ned og gætte på, hvor vi mon nu var henne. Stedet her har jeg i skrivende stund ikke bestemt, men det er en halvstor flod, der er opdæmmet – måske med et større sluseværk, før den løber videre. Vi har ca. 2/3 af turen bag os, så jeg ved nogenlunde, hvor jeg skal kigge efter på kortet 
Jeg har kigget efter, og vi flyver her over Donau i østlig retning. I bunden af billedet (svært at se, naturligvis) forener floden Lech sig med Donau. Byen midt i forneden er Marxheim, en ca. 2500 sjæle stor Dorf, der militærhistorisk kom på landkortet den 27. april 1945, da amerikanske tropper krydsede floden under heftige kampe. Broen havde de tyske formået at sprænge i luften. Men heroppe fra, oven over alting og meget senere, ser alt fredeligt ud.
10 minutter før landing bemærkede jeg denne byggeplads, der allerede var delvist operationel. Interessant at se fra luften, hvor meget plads der kræves til en rastplads ved motorvejen, og så lader denne til at være blandt de mere moderate
Om Flughafen München „Franz Josef Strauß“ skriver Wikipedia:
“…ist der Verkehrsflughafen der bayerischen Landeshauptstadt München und zählt mit 42,3 Millionen Passagieren (2016) zu den größten Luftfahrt-Drehkreuzen in Europa. Rund 85 Fluggesellschaften verbinden ihn mit 238 Flugzielen in 70 Ländern. Gemessen an der Zahl der Reisenden belegte er 2016 den zweiten Platz in Deutschland (nach Frankfurt am Main). Im internationalen Vergleich liegt der Flughafen München nach der Passagierzahl auf dem 9. Platz in Europa und dem 30. Platz weltweit.
Der Flughafen München wurde am 17. Mai 1992 in Betrieb genommen und ersetzte den alten Flughafen München-Riem, der wegen seiner Lage unweit der Innenstadt nicht mehr erweitert werden konnte.
Og så stod vi i Terminal 1 og ventede på kufferterne. Vi var del af nedenstående statistik – en meget, meget lille bitte, bitte del
Das Terminal 1 hat eine jährliche Kapazität von 17 Millionen Passagieren, das Terminal 2 eine von 36 Millionen Passagieren. Im Terminal 1 fertigen Luftverkehrsgesellschaften im Punkt-zu-Punkt-Verkehr gut fünfzehn Millionen Passagiere pro Jahr ab, während im Terminal 2 der gesamte Drehkreuzverkehr der Lufthansa und der Partner der Star Alliance abgewickelt wird.
Alle kufferterne var der, og vi gik ud på “torvet”, München Airport Center, forkortet MAC.
Vi checkede ind i Hilton Munich Airport. Jeg var ikke helt på dupperne, for selv om jeg havde fået et ønske ind om værelse på de øvre etager, fik vi et med et nummer der startede med 2 – altså 2. etage, og det havde udsigt lige ind i et parkeringsdæk med biler og lå helt nede for enden af gangen. Ringede til receptionen og forklarede, at her var noget, der kunne gøres bedre. Inden længe kom en Hausdiener med nye nøglekort til et værelse på 6. etage med udsigt mod vest. Meget bedre!
Han havde en bagage-trolley med og vi mødte ham ved elevatoren efter at have trukket kufferterne herhen fra den anden ende af korridoren. Hvorfor nævner jeg det? Jo, for når jeg engang i fremtiden sidder på alderdomshjem og læser denne rejseblog, så vil jeg gerne mindes, hvor tykke tæpperne var. De var så tykke, at det var nærmest umuligt at køre vores 4-hjulede kufferter normalt. De måtte trækkes afsted, og det var oven i købet som om de var modvillige, så sejt var det. Men det er jo heller ikke meningen, at vi skal gøre det selv, vel?
Ikke vores allerførste indtryk af værelset, for der var lige nogle naturlige påtrængende behov, der skulle tilgodeses – bla. det at få sandaler på. Her var nemlig varmt i lufthavnen. Sommertemperaturer, der understøttede ønsket om snart at få en kølig fadøl.
Værelset er meget chic og sympatisk renoveret – for nyligt, i øvrigt – (hvilket jeg ved bookingen havde sikret mig, at vi ville få). Hotellet er bygget i 1994 og hed indtil 2015 Kempinski Munich Airport. Herefter overtog Hilton det og begyndte renoveringen.
På vej ned kunne vi nærstudere etagedekorationerne. De øgede naturligvis forhåndsglæden mht. gensynet med Alperne. De er ikke langt væk herfra…
Dem ville vi se i morgen og nu drejede det sig om at lege turister her i denne interessante infrastruktur. Hotellet er designet af samme arkitekt, der tegnede München Airport Centre.
Mange interessante detaljer, her en pelargonievæg…
…og hvis vi vender os om mod hotellobbyen, ser vi endnu en pelargonieglasvæg og en kæmpestor glasvæg bag den, som lukker den ene side af lobbyen.
Indenfor i lobbyen en bar med palmer og højt til loftet, samt endnu en pelargonieglasvæg. Baren var lige nu det vigtigste
Nu var prioriteterne sat korrekt, rejsens 1. etape gennemført. Min pilsner smagte godt, havde den lette bitterhed, jeg godt kan lide ved en fadøl – men jeg husker ikke, hvad den hed. Og det er retrospektivt set vigtigt, fordi jeg har efterfølgende læst, at Flughafen München er den eneste lufthavn med eget bryggeri! Det skulle jeg lige have vidst inden rejsen. Der ville være godt stof til en hilsen til Freja
Als Besonderheit für Verkehrsflughäfen beherbergt das Airport Center mit der „Airbrew“ eine eigene Brauerei, die verschiedene Biersorten mit an die Luftfahrt angelehnten Namen wie etwa Kumulus, Jetstream und Mayday herstellt und vor Ort an die Gäste ausschenkt.
Inge var afsted med sin nye brilleserie, og vi lavede dette billede til Charlotte som illustration til en Whatsapp-snak med hende. Charlotte fik besked på ikke at sige noget negativt, fordi det var mig og brillemanden i København, som valgte dem. Inge kan jo ikke se noget, når de sætter briller med vinduesglas på næsen af hende…
Da vi havde fået en tidlig dinner hos KLM, var der plads til en sen dinner hos Charles Lindbergh, som hotellets restaurant hed. Det er aspargestid og som specialitet havde de i dag Spargelsalat mit Pinienkerne, Kirschtomate, Avocado, Rucola und Orangendressing. Den var meget veltilberedt, og vi var glade for, at de havde denne lette ret. Min pilsner var en Radeberger fra fad – og altså ikke fra “Airbrew”.
I desserten var der også komponeret omkring asparges: Spargel-Erdbeer mit Balsamico und Mumbai Curry Eis. Den smagte vældig godt.
Kun ca. 20% af restaurantens borde var til à la carte spisere, resten fungerede som hvad vi spøgefuldt kaldte en Audi-kantine. Det gjorde vi, fordi bilfabrikanten Audi er markant til stede. Firmaet har nemlig et uddannelsescenter her midt i lufthavnen. Medarbejderne kommer hertil fra forskellige lande og er sikkert ganske tilfredse med “kantinen”. Hotellet kaldte vi, efter nu at have været her nogle timer, for “Little USA”, for vi var omgivet af amerikanske gæster og personalet i restauranten og baren tiltalte os på engelsk. Det kan der vel være en grund til, for oftere end sjældnere er gæsterne udlændinge uden et talt tysk i bagagen.
På vej ud af restauranten fangede Inge denne forside. Spændingen er til at føle – og selv om jeg nu i bagklogskabens klare lys kender udfaldet af valget, så var der denne dag tegn på, at Mrs. May’s kalkulation ved at udskrive valg ikke lignede noget til et 12-tal.
Det blev til en slentretur i MAC, som München Airport Centre forkortes. Her er vi henne ved Audis konference-center, hvor de har en model prominent placeret. Inge fortalte, at hun tidligere havde været herhenne, og da var der langs kantstenen parkeret en række små Audi-cabrio’er. Dem har jeg så til gode at se.
Ved at vende os om fik vi et godt blik på MAC’s store delvist overdækkede plads. Bemærk Lufthansas reklame henne i den anden ende…
Das München Airport Center, kurz MAC, ist das Shopping-, Dienstleistungs- und Bürocenter am Flughafen und wurde 1999 eröffnet. Es steht zwischen dem Zentralbereich und dem Terminal 2 und somit an einer zentralen Stelle. In ihm befinden sich neben Geschäften und Restaurants auch ein Ärztezentrum, Büroflächen und mit der municon auch ein Kongresszentrum.
Das MAC-Forum ist mit einer Gesamtfläche von 10.000 Quadratmetern die größte überdachte Freifläche Europas. Im MAC-Forum findet jährlich ein Christkindl-markt statt, bei dem es neben zahlreichen Verkaufsbuden auch eine Eisfläche zum Schlittschuhlaufen gibt.
Die Freifläche wird zudem für Events verschiedenster Art genutzt, beispielsweise für das alljährlich im Sommer stattfindende Surf & Style, der größten europäischen Surf-Veranstaltung auf einer künstlichen stehenden Welle. Die Bruttogrundfläche des Komplexes beträgt 50.000 Quadratmeter, die sich folgendermaßen verteilen: 10.000 Quadratmeter nehmen sowohl das Forum als auch die Dienstleistungsflächen ein und auf 21.000 Quadratmeter erstrecken sich die Büroflächen.
Die Dachfläche, die sich 41 Meter oberhalb des Bodens auf der Höhe der Ebene 03, beträgt 18.800 Quadratmeter bei einer Spannweite von 90 Metern. Die beiden je L-förmigen Gebäude, welche sich wie ein U um das Forum schließen, bemessen jeweils 120 Meter mal 76 Meter. Die Dachfläche besteht abwechselnd aus lichtdurchlässigen, teflonbeschichteten Glasfasermembranen und Verbundsicherheitsglas und ist an 14 Pylonen aufgehängt.
…selv om jeg ikke er fan af luftfartsselskabet, så giver jeg dem dog kredit for denne reklame. Den virker på afstand og tæt på.
Når vi så drejede til venstre, lå hotellet lige foran os. Arkitektonisk set har det været meget interessant at se denne centrale del af Flughafen München.
Aftenen faldt på og solen gik ned – tidligere end vi nu er vant til i Danmark. Lidt pudsigt med sådan en solnedgang set hen over en kunstig infrastruktur og ikke over Vesterhavet, eller Struer Bugt – det havde været “mere normalt”…
Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 306°, Version : 7.6.0(299), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.2)
Inge rundede dagen af med at fotografere, hvad ViewRanger mente, at vi havde i udsigten og det blev så dagens godnatbillede.