Inges billede fra lidt i 7 her til morgen er perfekt til at starte dagens blog med. Hun fik rosenhaven fint med, som den ligger i halvskygge og hvor dens roser lyser op som små stjerner, der endnu ikke er gået til ro. Himlen markerer, at her er en ny potent dag på vej med masser af lys og bjergene dukker frem i baggrunden. Meget sympatisk start på dagen.
I det virvar, jeg forårsagede i går med skrivebordet, der kom og gik, fik jeg ikke set den lille skriftlige velkomst, hoteller af denne type ofte stiller på værelset, når der kommer nye gæster. Mit herzlichen Grüssen / Cordiali Saluti. At være i Meran er at deltage en lille smule i et kursus i italiensk 
Det her ligner jo et rigtigt sommerferiebillede med sol og blå himmel til morgenmaden. Jeg var blandt de første og følte mig tankeløst tiltrukket af verandaen med parasollerne, så der satte jeg mig. Morgenmadsrestauranten er på 5. etage. Men solen har jo travlt med at komme over himmelbuen og det varede ikke længe, før jeg måtte hente hatten. I morgen bliver det på den anden side af huset!
Jeg sidder og læser i hotellets avis for dagen, “Irmas Morgenbote”…
… der ønsker en vidunderlig skøn dag – og ellers fortæller, at solen vil skinne og varme dagen op til 33 gr. C (i skyggen naturligvis), samt giver tips til adspredelser i dagens løb for alle typer gæster: de supersportslige, de sportslige, de almindelig og de dovne. Altså lige fra besøg på et whiskydistilleri, over geo-caching og vandring i haven ved Schloss Trauttmansdorf, til morgenløb på Trappeinerweg
Men alt er ikke ferie, for der skal allerede fra morgenstunden tages stilling – stilling til hvilke af retterne på dagens menu-kort vi gerne ville have serveret i aften.
Inge og hendes plageånd gik sig en morgentur i retning mod Schenna/Scena…
Oppe fra Schennastrasse/Via Scena tog hun sig tid til at fotografere udsigten ned over Meran og over til Marlinger Berg, det store højdedrag baggrunden, hvis højeste top når op i 1775 m. Jeg kan ikke se disse frugtplantager uden at tænke på, at det må være en ret god forretning at lave net, for der er så mange plantager, der er overdækket for ikke at virke som spisekammer for fuglene. I dalen, der går ud af billedet i venstre side og fører ned til Bozen, er store dele af landskabet næsten mørkegråt, fordi stort set alle marker er dækket af mørke net. Ikke specielt kønt, hvis man spørger mig – men det er der nok ingen, der gør
Efter at Inge var kommet tilbage og havde dampet af i liggestolen på balkonen, tog vi os sammen og kørte ud for at finde et sted, hvor vi kunne købe vand og vin. Vand fandt vi her. Det var et mærkeligt supermarked. Vi startede med at køre op ad en rulletrappe med indkøbsvognen for derefter at skulle køre ned for at kunne købe vand, som vi havde set var at finde lige ved siden af kasseapparaterne, men der var ingen smutvej!
Vin fandt Inge her, medens jeg stod i kø i supermarkedet, fik betalt og bragt indkøbene ud i bilen. Der var ikke så langt hen, så jeg lod bilen stå. Men varmt var det. Inge havde ordnet alt det væsentlige, så jeg havde bare tilbage at betale, modtage en pose pasta som tak for den gode handel, og bære varerne tilbage til bilen. Jeg husker det, som om der var over 30 gr.C og det var der nok.
Temperaturen falder som regel 1 grad C for hver 100 meter man kommer opad (vertikalt målt, naturligvis 
) så vi skulle ikke overtale hinanden meget, før vi drog afsted mod den helt nye Umlaufbahn, der fra Falzeben fører op til ski- og vandreområdet Meran2000. Så vi tog direkte fra P-pladsen ved supermarkedet (den lille “knude” på den røde tråd i den sydlige del af Meran) og kørte den nu kendte vej til Hafling og der fra videre op til Falzeben. Meget kønt bjerglandskab med mange frisk-grønne alm’er.
I Falzeben findes dalstationen for den nye Meran2000 Umlaufbahn, om hvilken den regionale turisthjemmeside skriver:
Von Falzeben in Hafling führt diese moderne Umlaufbahn hinauf auf den Piffinger Kopf in das Ski- und Wandergebiet Meran 2000. Die Fahrt mit der Umlaufbahn gestaltet sich als bequem, schnell und gemütlich und der Ausblick auf die umliegenden Berggipfel ist atemberaubend. Die Talstation befindet sich auf 1.625 m Meereshöhe. Der überwundene Höhenunterschied beläuft sich auf 280 m.
Og opad gik det – meget komfortabelt i forhold til at skulle være travet herop i denne varme.
Vi var på vej op i øverste højre 1/4-del af dette kort.
Zoomet ind er det lidt nemmere at læse.
Vi sad i den splinternye Umlaufbahn på vej op fra Falzeben til Piffing, og herfra ville vi samle skridt til plageånderne på håndleddene og samtidig få lidt køligere alpin luft og lade os bjergtage af de vide udsigter.
Fra vi tog afsted i morges havde vi nu bevæget os op i 1896 meters højde og efter beregningen skulle temperaturen være faldet med omkring 16 grader C.
Vores runde deroppe i Meran2000-området gik ad sti 3 til Waidmann og ad sti 18A tilbage til den nye Umlaufbahn. Om vi følte temperaturen var omkring 18-20 grader C, er jeg ikke sikker på…
…men i det åbne landskab deroppe skal det nok passe. Jævnfør min fortolkning af kortet kigger vi her mod vest, men det havde været smartere at benytte ViewRanger app’en, for så havde jeg retningen i billedets data – og så ville jeg have navnene på bjergtoppene, selv om den måske ikke pegede helt præcist
Jeg fandt et billede fra ViewRanger, hvor jeg efter at have kigget godt på kortet, mener at angivelserne er rimeligt korrekte og får mig til at rette min første antagelse og nu sige, at billedet peger mod sydvest. Af en eller anden grund får jeg her ikke de sædvanlige data med i en strip under billedet. Endnu et mysterium at opklare.
Men, hvor vigtigt er det egentlig at kende den præcise retning, for bloggen her skrives for at jeg senere – på mine endnu ældre dage – har en slags aide memoire, der kan hjælpe mig til at huske disse rejser? Det er vist ikke så vigtigt endda
Værtshuset “Waidmann” var ikke det eneste hus i området, der samlet med et turistorienteret navn kaldes Meran2000, men der er langt imellem dem. Vi kom til huset ad stien, der går ned fra midt på venstre side af billedet (som er taget, da vi gik derfra).
Værtshuset er begunstiget af både vinter- og sommersæson, og det er kun om sommeren, at byggearbejder kan foretages, så naturligvis var der håndværkere igang. Men det generede ikke, for vi sad omme på den anden side…
…med vores Apfelschorle, som var dejlige at få på dette tidspunkt. Vi havde uforsigtigt ikke medbragt små vandflasker på denne tur, men var dog ikke i krise. Alligevel bør man altid have vand og nogle snacks med i bjergene. Vi var heldige at få en plads under en parasol. Det var ikke alle, der var så heldige…
Når Inge er med, ligger jeg ikke så tit på den lade side, som jeg ellers ville have gjort. Blokken og Lystbæks reklamekuglepen kom frem og en skitse blev lavet af, hvad jeg kunne se hen over vores glas. Jeg blev ikke en Picasso af at komme op i ca. 2000 meters højde
Ca. 13:45 forlod vi værtshuset og gik tilbage til die Umlaufbahn. Inge er kommet lidt forud, og det er helt normalt, når jeg stopper op for at fotografere og evt. også lege med ViewRanger app’en. Dette motiv er jo lige til en turistbrochure der vil fortælle, hvor god plads der er og hvor smuk udsigten er i Südtirol 
…og så var vi nede ved dalstationen i Falzeben, hvor bilen stod.
Tilbage på hotellet var der anrettet kagebord med 5-10 valgmuligheder. Jeg ser her, at jeg valgte Apfelstrudel mit Schlagsahne og en bradepandekage af en slags, som de tilsyneladende godt kan lide her i Meran – vi kender den fra tidligere besøg i byen.
Inge fangede dagens pressebillede over folden på “Frankfurter Allgemeine”, hvor Mme. et Mr. Macron lige har afgivet deres stemme på ham. Vi lever i spændende tider, så spændende, at vi følger med i, hvad der sker udenfor vores egne snævre rammer.
Derefter arbejde på balkonen med blokken og Lystbæks reklamekuglepen
Inge havde på sin sene eftermiddagsgåtur opdaget et etablissement, vi på tidligere besøg ikke bemærkede. Det var Restaurant Mösl, der ikke lå 100 meter fra hotellet, og den havde en stor “have”, der var helt fuld af lokale og turister. Vi kunne lige akkurat få et lille højt bord med høje stole, nærmest et Stehtish. OK for os, for vi skulle kun lige have os en drink før aftensmaden. Det var en varm dag – og stadig varmt – men herinde i skyggen under trækronerne var det til at klare. Fadøllen kom fra bunden af Tyskland, i nærheden af Garmish-Patenkirchen – det undrede mig, for Südtirols største bryggeri “Först” findes kun 5 km vest for Meran. Men er man til øl, der brygges efter det tyske Reinheitsgebot, så skal man have tysk øl, for her i Italien er det egne, mere liberale regler, der regerer.
Efter salat/antipasti-buffettens selvbetjening serveredes vores første valgte menu-del: Gazpacho Andaluz. Kold og frisk. Og vi havde nu bord i et andet rum og med stole, så vi sad i normal højde, meget bedre!
Det 2. valg: Morchelrisotto mit grünem Spargel til Inge…
…og Maccheroni al torchio mit Oliven, Thunfish und Petersilie til mig. Tilfredshed på begge sider af det runde bord.
Og derefter til os begge: Pochiertes, wachsweiches Bio-Ei auf Jungspinat. Sommerligt, let og bekommeligt. Vi var ikke så sultne længere, men så var der jo udvalget af italienske og franske råmælksoste med frugt og Mostarden på buffetten. Den måtte jeg jo lige besøge og fik dermed udvidet mit kulinariske verdensbillede med Mostarden: noget frugtbaseret, der smags-og krydderimæssigt landede et sted mellem sennep og chutney Inge sprang osten over…
Orangencreme mit Basilikum und Olivenöl rundede måltidet af. Vellykket måltid, må jeg sige. Vi var tilfredse og trængte ikke til mere fast føde
Inge gik sig ikke en aftentur. Vi gik fra aftensmaden direkte til næste punkt på dagsordenen: Kulturgenuss in der Irma mit dem Duo Blum Senn. Duoen spillede et geografisk spredt repertoire på Kontrabass und Knopfakkordeon. Oprindelig var det meningen, at forestillingen skulle afvikles indenfor, men på grund af det gode vejr blev det forlagt til terrassen. Inge tog resten af sin vin med derud, jeg skiftede til espresso. Og så lyttede vi til musik, og en gang imellem sang damen også. Hun havde en stemme, der skurrede i mine ører, men som tidligere skuespillerinde kan det være, at hun prøvede at lægge noget i sangen, jeg ikke forstod.
Og det blev vores godnatbillede.