3 adresser styrede vores tur til Kerteminde.
Den 1. var i Odense til kaffepausen undervejs..
Den 2. var den egentlige årsag til turen: et sted, hvor man kan købe sjove ting, der evt. kan bruges til at holde duer på afstand, og…
…den 3 var et sted at overnatte, som ikke var tilfældigt valgt, for lige overfor, på den anden side af kanalen, ville vi spise aftensmad 
Første stop var dog ved genbrugsbutikken i Herning. Her skulle vi sikre os den sorte inuit, som vi tidligere havde haft et godt øje til, inden den blev solgt til anden side. Det var lidt spændende, om den stadig var der.
Det var han og formedelst omkring 300 kr. blev han vores – alle 2432 gram og 36 cm højde 
12:30 kørte vi ind på Lillebæltsbroen. Der var ikke just solskin over Fyn.
Den gamle stationsbygning på Fruens Bøge Station giver nu husly til Café Velodrom. Dannebrogsflaget, som er nutidens “Åbent”-skilt, var udenfor, så der kunne vi gå indenfor…
…hvilket jeg gjorde som den første for at checke, om der var appetitligt, eller om vi skulle iværksætte plan B: Køre 5 minutter længere nordpå til Lagkagehuset.
Her kunne vi altså få frisk kaffe, hos Kåre, som han hed…
…ifølge en ældre avis, der vist ikke tilfældigvis lå der Det gjorde han, den var helt drikkelig og vi fik ham til at lave bolle med ost til os begge. Ud fra det publikum, der kom, medens vi sad der, lader Velodrom til at være lidt hipt. Tynde, sandsynligvis pensionerede kvindelige cand. mag.’er, middelyngre akademikere af begge køn…
Og så kørte vi med ny energi. Ned til den 3. adresse.
Her var en masse lystige ting og sager, blandt andet uroer, der kunne vippe og snurre rundt…
…efter et ganske enkelt princip. Den bevægelige del, for eksempel med en stor sommerfugl i den ene ende og en udbalancerende glaskugle i den anden, hvilede bare i en lille skål. Og da var det, at jeg blev nervøs for at anbringe sådan en på det ydre hjørne af Brovingen og vi diskuterede, hvordan den kunne sikres fra at falde 6 etager ned i stormvejr, og stadig snurre frit efter vinden.
Jeg var for bekymret for stormvejr til at købe den store flotte og farverige sommerfugl og sætte den yderligt på Brovingen eller altanen, så vi endte med at købe den mindre med myrerne…
…og en lille salamander til ydervæggen på Brovingen.
Vi kørte nordpå til den 3. adresse – hotellet i Kerteminde. Vi havde været her før, og det var meget godt, for det værelse, de havde reserveret til os, var oppe unde det skrå tag, hvor en gammel mur stak ind i værelset, så der var fare for akut kraniebrud, hvis man skulle ud og tisse om natten! Vi var enige om, at det ikke var godt nok, så jeg gik ned til receptionen og sagde, at det ikke var godt nok og spurgte, hvad de ellers havde. De havde et hjørneværelse, der var 3 gange så stort men det ville koste 200 kr. mere. Det var fint, sagde jeg, det tager vi. Det er på 2. sal, stadig under taget, ude til venstre i hotellet, men vi har haft det før, og vidste, at det var OK.
Jeg parkerede inde på hotellets P-plads, lidt fransk måske, men alle kunne komme ud – indtil der kom en til, som parkerede som jeg, men som ikke havde det franske øjemål. Da han havde sat sin bil kunne ingen af de førstankomne, der havde parkeret korrekt, komme ud 
Så jeg mindede mig selv om, at skulle holde øje med om den tidligt i morgen skulle flyttes. Det havde dog været bedre at flytte den nu med det samme, for så havde jeg ikke haft den bekymring i nattens løb…
Hotellet ligger meget centralt, så der skulle ikke mange skridt til, før vi – relativt set – var et godt stykke inde i den indre by. Gavlen her fik os til at smile. Interessant var det at se, hvordan varer anpristes i en anden tid. Jeg gætter på, at parret med hunden er danskere, de andre tyske turister
Vi rundede turen af langs kajen og inden vi vendte ryggen til kanalen knipsede jeg lige dette billede af restauranten, hvor vi skal spise i aften. Det er det gamle røgeri med de to hvide skorstene.
Og inden vi fik en drink i hånden (om 5 minutter er klokken 5) kom der lige en kulturindsprøjtning i form af denne buste af Hr. Frederik Paludan Müller. Det kunne ikke være helten fra 9. april 1945, Grænsegendarmernes Oberst Paludan-Müller, for ham her var født i 1809. Vi vidste ikke noget om ham…
Frederik Paludan-Müller (7. februar 1809 – 28. december 1876) var en dansk digter. Frederik Paludan-Müller – af sine nærmeste altid kaldet Frits – blev født i Kerteminde som fjerde søn af præsten Jens Paludan-Müller – senere biskop i Aarhus 1830-1845 og bror til historikeren Caspar Paludan-Müller, 1805-1882
Moderen skal have været meget opvakt, ikke uden digterisk begavelse; hun var i høj grad nervøs og allerede under sønnens første opvækst overspændt indtil sindssygdom, så Frederik Paludan-Müller i sine barndomsår levede mellem søskende og kammerater en smule «for Lud og koldt Vand», som han selv senere sagde.
Dog mindedes han bestandig med stor kærlighed Kerteminde og var fuld af anekdoter om snurrige originaler derfra, som han også har indført i rigt mål i sit sidste store arbejde, Ivar Lykkes Historie.
På wikipedia står der side op og side ned om ham, og når jeg tænker efter, forventes det vist at jeg har læst “Adam Homo”, men det har jeg ikke den mindste erindring om
Inge med husets hvide (som ikke imponerede) og mig med hotellets egen bryg, her øllen “Amanda”, som jeg i kataloget kunne læse detaljeret om. Det var ved at blive en hel studietur!
18:30 krydsede vi kanalen (tørskoet ved at benytte broen) for at gå hen til restauranten med de 2 hvide skorstene: “Rudolf Mathis”. Det glædede jeg mig til – det gjorde vi vist begge
Vi var tilfredse med vores store runde bord i hjørnet. Vi havde det fulde overblik
En hilsen fra køkkenet startede måltidet.
Første ret var hummertatar, ifølge min hukommelse. Meget velsmagende!
Meget velsmagende må vi også betegne næste ret, en trio af fisk. “Rudolf Mathis” er en fiskerestaurant af navn OG af gavn! De kan virkelig tilbrede fisk her.
Og afslutningen i form af en fantasi af jordbær og et islæt af vanilleis var det helt rigtige. Alt i alt en dejlig aftensmad på en tirsdag aften Restauranten var fuld og så på en tirsdag aften….
Ved 21:30-tiden var vi igen på broen, bare i retning af hotellet, og fik dette solnedgangsbillede ind langs Kerteminde Fjords nordlige bred.
Og det var herude fra broens vestside, at vi fik øje på Amanda lige syd for broen. Hende måtte vi naturligvis lige hilse på og ønske pænt godnat.
Og ved at bukke os lidt ned for at læse informationsskiltet blev vi meget klogere på Amanda fra Kerteminde, end vi var før vi læste det
Vi lader historien om Amanda blive dagens godnathistorie…