Livet undervejs…

 “The washing-up was so dismally real that Bilbo was forced to believe the party of the night before had not been part of his bad dreams, as he had rather hoped.”

J.R.R. Tolkien

Morgenbilledet. Der er skyer ude over Dolomitterne. Dog kan vi heldigvis se nogle af bjergene hvor der er huller i skyerne. Græsset på alm’en er grøn.

Deres morgenavis. som vi i dag fik på tysk, hvorimod den der lå på værelset i går var på italiensk, havde også et lille “god-sætning”.

Temperaturen havde været virkelig dejlig at sove i, og “bækkens” brusen var så høj hele natten, at det lød som om det øsregnede, men det havde holdt tørvejr.
Da det blev morgen, var der ingen internet. Dalen manglede at få bredbånd lagt ud, men hvem vil gøre det til en blindgyde af en dal, hvor der er mange turister…

Jeg havde ikke fået et foto af hotellet, men fik idéen at fotografere vores “dør nøgle”. Der havde de nemlig et foto af hotellet og her ser man byen bagved og bjergene længere oppe i dalen, hvor der kun er en vej ind og det er den samme ud.

Bilen skulle pakkes. Der var en garageplads til hvert hotelværelse med det samme nummer som hotelværelset, så folk kunne finde ud af det. At bemærke er at søjlerne er polstrede 

I den første by, vi kom til, skulle bilen have lidt at leve af, og det var ikke en normal tankstation – der var betjening af en dame, som nok var nogle år ældre end Steen. De to fik en god snak om det forfærdelige vejr, det havde været i går, og pludselig hører jeg Steen sige “Jetzt ist es voll” eller noget lignende – om bensinen løb over, ved jeg ikke. Steen fortalte at damen pumpede indtil det var lige ved at løbe over. Det er Mercedes Benz ikke enig i, at man skal gøre, men for damen betød det måske 1 € eller 2 mere i omsætning. Måske var det hendes motivation for at yde personlig betjening
Ellers var det en smuk dag at køre…

Vi forlod Italien og kørte ind i Østrig, og så blev der købt vignette, så vi kunne køre på motorveje der.

Steen trængte til at træde af på naturens vegne, og det var ved Jungfernsprung. Så kunne jeg da se lidt på den imens og blive belært 

Steen havde besluttet at køre over Grossglockner. Det viser sig at være en naturpark og man betalte for at køre igennem. Det viste sig at være en god ting, for så var der nemlig ikke så mange turister, og der var masser af tid til at nyde alle scenarier.

Vi kørte op for enden af det hele – op til gletcheren, som vi havde kunnet se på lang afstand. Det var det værd. Hele naturparken var lavet flot med forklaringer mange steder. Der var lavet et P-hus der, hvor man kunne ikke komme længere, hvilket fik mange biler af vejen, så alt ï de nærmeste omgivelser ikke var parkerede biler, etc. Ja, selvfølgelig var det her, alle turisterne var, men vi var der jo også selv 

The Pasterze (Slovenian Pastirica, shepherdess), at approximately 8.4 kilometers (5.2 mi) in length, is the longest glacier in Austria and in the Eastern Alps reaching from the 3,453-metre (11,329 ft) Johannisberg to 2,100 metres (6,900 ft) above sea level. It lies within the Hohe Tauern mountain range in Carinthia, directly beneath Austria’s highest mountain, the Grossglockner. The Pasterze can be reached via the Grossglockner High Alpine Road and a funicular railway.
The funicular from the Grossglockner High Alpine Road.
The length of the glacier currently decreases about 10 m (33 ft) each year. Its volume diminished by half since the first measurements in 1851.

Vi kørte et stykke tilbage i naturparken inden vi drejede fra for at komme en anden vej ud af parken. Vi kørte over endnu et pas og det lå oppe i skyerne.

Passet var Hochtor, hvor Dorthea i 1955 havde fotograferet et dramatisk sceneri i “Højalperne”, som hun yndede at kalde dem, når hun var rigtig højt oppe.

Fra passet skulle vi lige igennem en lille tunnel. Vi kan se enden og da vi kom ud på den anden side, var der helt tæt tåge. Det var som om vi var kørt ind i en anden verden og på det meste af nedturen gennem utallige hårnålesving var det faktisk nemmere at se på gps’en, end ud af forruden, for at få en ide om hvordan vejen var nogle hundrede meter længere fremme. Der var mange p-pladser med forklarende skilte, men der holdt ingen biler, for man kunne ingenting se….

Vi kom ned, hvor man kunne se noget igen, og Steen trængte vist til at hvile øjenene og armene lidt, så han drejede af og kørte ind ind i en lille by, Taxenbach.

Her standsede han ved Taxenbacher Hof og gik ind for at spørge om de kunne lave en Eiskaffee. Det kunne de godt, så vi satte os til rette i hotellets restaurant og kiggede os  omkring medens iskaffen blev tilberedt. Interiøret og møbler stod, som om der ikke var sket noget siden 1960’erne – og det var der nok heller ikke, men møblerne var i god stand og der var rent og pænt, og den var rimeligt besøgt af lokale håndværkere, hollandske turister og 4 mandlige cykelryttere, der kom lidt senere. De var ikke årsunger længere, og helt sikkert bare var ude for at yde og nyde på deres cykler. Nå, men stedet kunne lave iskaffe, så det fik vi. Det kunne godt smages, at vi ikke var langt fra Italien.

Vi krydsede grænsen til Tyskland på en meget lille vej – den var nærmest 1-sporet – men det var den vej Fräulein Daimler anfalede os. Der havde været en del trafik lige inden grænsen, hvor vi sad i trafikpropper. Nu er det jo helligdag i morgen, og det vil sige, at det arbejdende folk har en lang weekend foran sig…

Vi havde kørt 266 km i dagens løb…

… og været oppe i 2530 meters højde.

Vi kom til Berchtesgaden, og her er udsigten fra vores hotelværelse.
Vi gik en lille rundtur i byen og kiggede bla. på træskærerarbejder, og snakkede med en af træskærerne. Han fortalte om, hvordan hans mor, der var født i 1910, havde traumaer tilbage fra første verdenskrig. Familien var så flyttet til Breslau og i 1938 var hendes mand blevet indkaldt til krigen. Han blev dræbt i 1943 og ved sammenbruddet flygtede hun med sine 4 børn via Berlin til Berchtesgaden. Det ene barn døde undervejs, i Berlin, så hun ankom hertil med de 3 andre. Hun kom til et samfund, hvor biblen var den litteratur, der var – en skærende modsætning til hendes tidligere tilværelse med arbejde på biblioteker i Breslau. Hendes 3 børn var alle drenge, og de kom alle i lære som træskærere. Under opvæksten fik de altid at mærke, at de var flygtninge, og ikke “Einheimische” fra Berchtesgaden. En af drengene kom til London og skar blandt andet en kurv til Queen’en’s hunde. Den kostede kongehuset en frygtindgydende sum, men som der Schnitzler sagde, i de kredse er økonomien jo en anden. Den anden af hans brødre kom på akademi i München, og selv blev han her i Berchtesgaden. En interessant historie, som også har meget med nutiden at gøre. Han kendte den gamle træskærer, der havde været her i byen og som Steens far lærte at skære i træ af…

Berchtesgaden (German pronunciation: [ˈbɛʁçtəsˌɡaːdən]) is a municipality in the German Bavarian Alps. It is located in the south district of Berchtesgadener Land in Bavaria, near the border with Austria, some 30 km south of Salzburg and 180 km southeast of Munich. To the south of the city the Berchtesgaden National Park stretches along three parallel valleys.
Berchtesgaden is often associated with the Watzmann, at 2,713 m the third-highest mountain in Germany (after Zugspitze and Hochwanner), which is renowned in the rock climbing community for its Ostwand (East Face), and a deep glacial lake by the name of Königssee (5.2 km²). Another notable peak is the Kehlstein mountain (1,835 m) with its Kehlsteinhaus (Eagle’s Nest), which offers spectacular views to its visitors.

Vi fandt hotellets bar og fik lidt hvid vin – en Grüner Veltliner, sandsynligvis fra Østrig, da vi ikke er i et vinområde her.
Vi havde bestilt bord inde i hotellets Einkehr og der gik vi ind ved 19-tiden. I aften lærte vi en ung mand at kende.
Det startede med, at han smilede til mig, og jeg smilede selvfølgelig igen, høflig som jeg er. Han sad skråt overfor. Tjeneren kom og vi afgav bestillinger på pizzaer og blev spurgt, om den skulle være stor eller lille. Den unge mand sagde på dansk, at de store var meget store.

Det blev en lang snak med den unge mand – om det at tage springet og bo i udlandet, om byen her, ja, om en hel masse. Henning, som han hedder, kom hen og stod ved vores bord, ja, stod, for det var sådan nogle høje borde, som nogle refererer til som at sidde som på en hønsepind. Vi sludrede, medens vi spiste vores pizza.
Det vidste sig, at tjeneren også havde været i Danmark et stykke tid, og han kunne sige “Nej, jeg taler ikke dansk”.

Aftenudsigten ud mod Watzman-bjergene.

Sagenumwobener Watzmann, das zentrale Bergmassiv der Berchtesgadener Alpen, gelegen im Nationalpark Berchtesgaden. Er ist mit 2713 m Höhe zugleich der höchster Punkt des Berchtesgadener Landes . Von Berchtesgaden aus, liegt der großen Watzmann rechts und der kleinen Watzmann(Watzmannfrau) zur Linken, dazwischen die Watzmann-Kinder. Die Watzman-Ostwand gilt als höchste Wand der Ostalpen. 

“There cannot be any ‘story’ without a fall – all stories are ultimately about the fall – at least not for human minds as we know them and have them.”

J.R.R. Tolkien

Jomfru Marias opptagelse i himmelen, også kalt Jomfru Marias himmelfart, latin Assumptio Mariae.
Ifølge en tidlig katolsk, ortodoks, orientalsk-ortodoks og delvis anglikansk oppfattelse ble jomfru Maria tatt opp til himmelen med kropp og sjel. Dette blir feiret på samme dag både i øst- og vestkirken, nemlig 15. august, men det ble katolsk dogme først 1. november 1950, da Pius XII uttalte seg ex cathedra i sammenheng med den apostoliske konstitusjonen Munificentissimus Deus. I den ortodokse kirken kalles høytiden Hensovnelsen.
Den 15. august var i katolsk tid også en viktig merkedag i Norden og dagen har et eget tegn på primstaven, som er et innrammet kors. På denne dagen ba folk til jomfru Maria om at det ikke skulle bli uår. Dagen het Marias Himmelfart.
Oppfattelsen av Marias himmelfart deles ikke av de protestantiske kirker, da disse hevder dette ikke har bibelsk belegg.
15. august er derfor en offentlig helligdag i en rekke land, som Belgia, Chile, Colombia, Ecuador, Frankrike, Hellas, Italia, Libanon, Litauen, Malta, Mauritius, Polen, Portugal, Senegal, Slovenia, Spania, Tyskland (Saarland og Bayern) og Østerrike. Den ortodokse kirke følger juliansk kalender og feirer dagen 28. august.

En smuk morgen at fejre Marias Himmelfart. Kirketårnet (delvist skjult af træer) til højre for majstangen fortæller os dag og nat med kvarter- og time-slag, hvad klokken er. I dag skal der helt sikkert være gudstjeneste der, men vi har fået at vide, at byen ikke holder optog, som det ellers er tilfældet mange steder.

Hotellet her har også en nyhedsavis, og heri var vejrudsigten for i dag. Den havde Henning allerede fortalt os i går aftes, og han havde fået os til at ændre planerne for en af vores planlagte gåture, da alm’en og stier kan være meget glatte, når det regner.

Han havde også fortalt os, hvor vi kunne finde billeder af, hvordan hotellet så ud i 1936, da Dorthea og sønnerne var her. Steen havde fundet ud af, at det lå på samme sted, hvor det hotel, vi bor på i dag, står, og han havde ret.

Vi fulgte Hennings forslag, som ellers var noget, vi var gået udenom – selv om vi vidste, at Dorthea og sønnerne havde været der i 1936. Vi gik hen til Salzbergwerk’et.

Im Salzbergwerk Berchtesgaden wird hauptsächlich mit Sinkwerken im nassen Abbau Salz abgebaut. Das mit Hilfe von Wasser aus dem Stein gelöste Salz (Sole) wird durch eine Soleleitung zur Weiterverarbeitung zu Speisesalz und Streusalz in die 18 Kilometer entfernte Saline in Bad Reichenhall gepumpt. Das Bergwerk in Berchtesgaden verfügt über eine bedeutende Besuchereinfahrt.

Vi havde fået hotellet til at bestille billetter for os, så vi ikke skulle stå i kø for det, og da vi var der i god tid, kunne vi nå at komme med på en tidligere tur. Henning havde fortalt os, at der ville være koldt, cirka 12 grader, så vi havde iført os vandretøj.
Vi skulle have kedeldragter på. Da Dorthea og sønnerne var der i 1936, havde de også en slags overtrækstøj på…

Der blev taget “professionelle” billeder af os…

… ligesom der blev taget af Dorthea og sønnerne i 1936 (Arne sidder yderst til højre i billedet, bag sin bror og mor). Forskellen har nok været, at vi kunne købe dem med det samme, efter at vi kom ud, og de andre har nok fået dem tilsendt.

Ruten, de fulgte i 1936, må stort set have været den samme, som vi blev ført ad, og her er et uddrag af Dortheas rejsedagbog, der omhandler deres tur i saltminerne.

Vi kan kun give Henning ret i, at det var en tur værd. Siden 2007 har de lavet sådan et multi-media show, som der slet ikke var muligheder for at lave i 1936, og det var lavet så ungerne, der var med, var tavse og målløse over det, de så og ikke skreg som i en børnehave. Jeg tror, at det blev dem forklaret på en forståelig måde ligesom os voksne – ellers må jeg sige, at forældrene havde gjort/gjorde et godt job. Dejligt, at ting kan forklares for alle parter på samme måde.

Vi gik tilbage og op i “byen”. Ja, det var gået nedad til Salzbergwerket, så nu var det opad. Vi ser lidt af vores hotel. Det er det til venstre for det røde hus.

Ikke lang tid efter gik vi op i den kirke, vi kan se fra hotelværelset og hvis klokker minder os om, hvad klokken er døgnet rundt, når vi har vinduet åbent. Det viste sig at være en Franciskaner-kirke, og hvad der var interessant var, at vi hele tiden kunne høre “sang” – men kun svagt – og det gav faktisk en stor følelse af ydmyghed, svært at forklare.

Das Franziskanerkloster Berchtesgaden ist ein Kloster der Franziskaner-Reformaten in Berchtesgaden in Bayern in der Erzdiözese München und Freising. Zum Klosterensemble gehört die Franziskanerkirche (eigentlich: Unserer lieben Frau am Anger). Das Klostergebäude dient derzeit in Teilen auch als Nationalpark-Haus des Nationalparks Berchtesgaden.
Franciskanerordenen (O.F.M., Ordo Fratrum Minorum, “Mindrebrødrenes Orden”) blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209. Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel. Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange op i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.
Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, iflg. legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen. Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted d. 16. april som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte “tiggermunke”, fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.
Frans’ brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.
Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans’ bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans’ orden for mænd.
Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans’ idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Vi gik længere ind i kirken til die Gnadenkapelle.

Die Gnadenkapelle
“Unserer Lieben Frau am Anger”
Die Gnaden kapelle mit Stuckaturen in italienischem Barock wurde im 1668 angebaut. Der Meister des Kapellenbaus, der Stuckateur des Altars von 1672 war Johann Peter Spaz aus Linz. Die erste Darstellung der Ährenmadonna ist eine Statue aus Silber in der Mailänder Kathedrale, die auf das Jahr 1387 zurückdatiert wird. Dieses Bildnis wurde zerstört und 1465 durch ein Gemälde ersetzt, das wiederum 1485 durch eine Marmorstatue ersetzt wurde. Verschiedene Darstellungen der Ährenmadonna stammen aus dem 15. Jahrhundert. Zahlreiche dieser Bilder tragen eine Inschrift, die auf die Madonna von Mailand hinweist. Auf dem schönen Marmoraltar mit zeigen eine jugendliche, stehende Madonna mit langem, blondem Haar und gefalteten Händen. Maria trägt ein langes Kleid mit einem bis zum Boden reichenden goldenen Gürtel. Der dunkelblaue Kleiderstoff ist mit goldenen Ähren gemustert, die Bordüren am Halsausschnitt und bei den Ärmeln erinnern an Strahlenkränze. Dieses Bild verkörpert die selige Jungfrau als fruchtbaren Ackerboden und unbebautes Feld Gottes, das berufen ist, Frucht zu bringen – ein Symbol für ihre jungfräuliche Gottesmutterschaft. Aus Lindenholz geschnitzt, erfuhr das Gnadenbild im Lauf der Jahrhunderte viele Veränderungen, wurde ab 1748 mit einem Brokatgewand bekleidet und endlich 1951 wieder auf seinen ursprünglichen Zustand zurückgeführt. Bis zum Jahr 1672 stand die „Ährenmadonna“ an der fünften Säule in der Mitte vor den heutigen Eingängen in die Kapelle. Die Wallfahrt zu Unserer Lieben Frau am Anger ist die älteste nachweisbare Marienwallfahrt im Berchtesgadener Land. Ein großer Verehrer Unserer Lieben Frau am Anger war auch der am 26. September 1899 verstorbene und am 24. April 1988 durch Papst Johannes Paul II. in Rom seliggesprochene Pater Kaspar Stanggassinger aus Berchtesgaden. Wie das aufliegende Bitten-Buch beweist, wird unsere Ährenmadonna auch in unserer Zeit in allen Nöten mit großem Vertrauen aufgesucht.

Til højre for alteret var alle disse utændte, men flot dekorerede, lys. Der var også nogle få malerier, som var malet a la børn i den fortællende stil, og det var fra mennesker, som var blevet reddet fra/hjulpet gennem ulykker og sygdomme og var taknemmelige for det.

Der blev selvfølgelig tændt et lys.

Vi gik tilbage til hotellet, som her ses fra en lidt anden vinkel. Nu var det begyndt at regne igen…

Det var her i regnvejret, at vi følte, at det ville være godt med en iskaffe så vi gik op på tagterrassen her på hotellet. En del af den er nemlig overdækket, og der sad vi og nød udsigten, det skiftende vejr og en kold kaffe med vanilleis og flødeskum. Ja, ja, vi skulle nok have taget noget varmt, men det gjorde vi altså ikke…

Lige over for hotellet kunne vi se, at der var en Romy Schneider udstilling, og udstillinger indendørs kan man altid se i regnvejr, og nu havde vi jo allerede set noget Sissi i Meran, så der gik vi over. Romy Schneider har åbenbart i børne- og ungdomsalderen boet her i byen.

Romy Schneider (23 September 1938 – 29 May 1982) was an Austrian-born film actress who held German and French citizenship. She started her career in the German Heimatfilm genre in the early 1950’s when she was 15. From 1955 to 1957 she played the central character of Empress Elisabeth of Austria in the Austrian Sissi trilogy. In 1958 she met Alain Delon and they became engaged; Schneider moved to France where she made successful and critically acclaimed films with some of the most notable film directors of that era. Her engagement to Delon ended in 1963 and Schneider subsequently married twice. The son from her first marriage died in an accident in 1981 when he was 14. In May 1982, aged 43, Schneider was found dead in her Paris apartment.

Det var en dame, der havde samlet på Romy Schneider ting gennem mange år, som viste sin samling. Det fandt vi ud af via en mindst 1 time lang biograf-forestilling i en lille bitte biograf i kælderen, hvor der var omkr. 10 sæder. Her vistes mange udpluk fra film, hun havde medvirket i. Det var egentlig meget interessant og absolut det mest interessante i udstillingen, for vi vidste egentlig ikke meget om hende ud over, at hun havde spillet Sissi og været forlovet med Alain Delon.

En “lille” kop te trængte jeg til. Jeg var blevet lidt kold i “biografen”, og Steen havde bedt om 1 kande te per person. Men det havde de ikke, for deres kopper var kæmpestore. Det var de også, hvilket egentlig ikke fremgår af billedet.

Det klarede op og solen kiggede frem, og det var, som om bjergene kom helt tæt på.

Nede i baren står denne himstregims. Det er da en fantastisk ting, som et hvert hjem bør have, når de hiver de store flasker vin frem til de store selskaber. Nå, jeg har i alt fald aldrig set sådan en før.

Nu var vi jo ikke kun i baren for at se himstregimsen.

Aftensmaden blev igen spist på Einkehr og Steen havde reserveret vores “sædvanlige” bord og tjeneren, som siger “Meine Dänishe Freunde” om os, var der også. Jeg fik samme pizza som i går, som slet ikke blev fotograferet, da vi havde så travlt med at tale med Henning. Men det er den bedste 4 osts pizza jeg har fået – den er bare god!

Steens pizza, som jeg ikke ved hvad der er fyldt på, ud over at han ønskede at få tilføjet hvidløg, for det var der i den version, han fik i går aftes, og det kunne han godt lide.

Mørket faldt på. Watzmann-bjergene stod der stadig…

“The quiet was so deep that their feet seemed to thump along while all the trees leaned over them and listened.”

J.R.R. Tolkien

Watzmann bjergene havde gemt sig lidt i skyerne her til morgen. Vejen ser også våd ud, så det har regnet i nat.

I Edelweissposten, som hotellets avis hedder, var vejrudsigten ikke den bedste, men heller ikke den dårligste. De lokale klagede over, at det var koldt, for der var kun 14 grader i formiddags og det himlede de lidt op over.

Vi fik ordnet de sidste par indkøb her til formiddag og fik også fotograferet bageriet. Og hvorfor nu det?

Jo, fordi det var der, Arnes Holzschnitzer havde arbejdet. Det fik vi af vide af en gammel træsnitter her i byen.

Da det holdt op med at regne, og det gjorde det ret hurtigt, besluttede vi at gå en tur hen til omkring banegården, som vi ved Dorthea gjorde med sønnerne. Vi ved, at de bla. gik igennem kirkegården. På denne kirkegård blev i 1960 Adolf’s søster begravet, men graven eksisterer ikke mere…

Kirkegården var meget interessant. Der var mange inde for at passe de små gravsteder, som var alle meget, meget forskellige – især hvad angår hvordan “gravstene” var lavet og af hvilke materialer.

Stien til højre i billedet kaldes Sommerpromenaden.

Her gik Dorthea i 1936, bla. når de skulle til banegården.

Ved denne vandbrønd lod vi os fotografere på Sommerpromenaden. Hvad vandbrøndens motiver er ved jeg ikke, men det er som om en sidder for oven og holder en kappe med et sværd, mens den anden rækker op, og hans fødder bliver til en slags kar, hvor vandet løber videre ned i det andet kar.

Byens banegård, som er kæmpestor til byens 7.500 indbyggere. Steen mener at have læst at medens Adolf var ved magten, havde Tyskland 2 hovedstæder – Berlin og Berchtesgaden, og derfor den for indbyggertallet alt for store banegård…

Da vejret holdt sig så nogenlunde tørt, besluttede vi at gå op og se den evangeliske kirke, det har vi nemlig ikke gjort før.

Im 16. Jahrhundert fand die Lehre Martin Luthers auch im Berchtesgadener Land eine wachsende Anhängerschaft, deren Schicksal sehr eng mit Ereignissen im Fürsterzbistum Salzburg verknüpft war. So trat bereits um 1521 Jacob Strauß als evangelischer Prediger in Berchtesgaden auf, begleitet von Christoph Söll, einem „Gesellpriester“ und späteren Straßburger Prediger, der dem Stift Berchtesgaden angehört hatte. Doch in den Jahren 1732/33 kam es im Zuge der Gegenreformation zur erzwungenen Emigration von über der Hälfte aller Protestanten und damit 1.100 von etwa 9.000 Einwohnern innerhalb der Fürstpropstei Berchtesgaden. Ihr Besitz wurde vom Stift eingezogen und verkauft, der Erlös floss in eine so genannte Emigrantenkasse. Dem folgte zudem die Re-Missionierung der in der Region verbliebenen Protestanten.
Erst die Edikte des Königs Maximilian I. Joseph von 1808 und 1809 und die damit verbundene Gründung einer Evangelisch-Lutherischen Kirche in Bayern ließen auch in Berchtesgaden eine Wiederbelebung des Protestantismus und 90 Jahre später den Bau einer eigenen Kirche zu. In der Zwischenzeit diente den Berchtesgadener Protestanten das Dormitorium im Königlichen Schloss sowie das einstige Rentamtsgebäude als Betsaal. Nachdem jedoch immer mehr evangelische Touristen Berchtesgaden besucht und sich dort Zweitwohnsitze eingerichtet hatten, wurde zwischen 1897 und 1899 die Christuskirche am Ende der Ludwig-Ganghofer-Straße errichtet.

Det var en meget, meget smuk oplevelse. For det første på grund af disse 2 personer, hvor den ene spillede et instrument, som jeg ikke ved hvad kaldes måske en slags spinet, og den anden sang meget smukt. Uden at have forstand på noget som helst, lød det for mig, som om det var requiem’er de øvede. Det var en dejlig musikoplevelse at sidde og lytte til. Jeg tror vi sad der en halv time, og de blev bare ved og ved…

Den anden grund var kirkerummets helt stilfærdig udsmykning, som vi så på det forrige billede, og kirkevinduerne som vi ser her. Meget smukt og enkelt – ligesom musikken vi fik i tilgift.

Das Kirchengebäude wurde von August Thiersch im neogotischen Stil aus Kälbersteinmarmor erbaut und 1899 fertiggestellt. Zur Einweihung erhielt die Kirche von der letzten deutschen Kaiserin Auguste Viktoria eine Altarbibel. Das Bild neben der Kanzel stammt von Ludwig Thiersch. 1933 brachte man in Erinnerung an die vor 200 Jahren aus dem Berchtesgadener Land gewiesenen Glaubensbrüder im rechten Seitenschiff eine Gedenktafel an. 1965/66 ist die neugotische Inneneinrichtung weitgehend entfernt und der Altar vorverlegt, sein Aufbau beseitigt worden. Alle Wände nunmehr in schlichtem Weiß gestrichen, wurde der Taufstein vor die Stufen zum Chor gesetzt und ein großes Bronzekreuz mit Corpus des Berchtesgadener Bildhauers Hans Richter hinter den Altar gestellt. Anstelle der zuvor farbigen Fenster befinden sich jetzt in den Seitenschiffen bleigefasste Scheiben aus weißem, opalisierendem Glas nach Entwürfen des Gräfelfinger Künstlers Rudolf Büder.

Og så var der damen her. Hendes job var at skifte tallene ud til salmerne, der nok skulle synges til en gudstjeneste i morgen, søndag. Af og tal faldt et tal ned og det klonkede midt i den smukke sang. Tallene blev skubbet ind imellem to trælister.

Deroppe fra kirken var der et smukt udsyn ned over byen.

Steen ville ned i byen og fotografere nogle steder, hvor han mente at Dorthea også havde fotograferet.

Denne frise med midtermotiver var der…

…da Dorthea var her i 1936…

…men der er jo desværre kommet et par årstal mere på senere – og lige forfærdeligt tragiske er krigene, de refererer til.

Über den Arkaden des dem Schloss gegenüberliegenden Hofbaus schuf Josef Hengge 1929 eine Freskenmalerei zu Ehren der 89 im Ersten Weltkrieg gefallenen Berchtesgadener. Das Fresko ließ die amerikanische Militärregierung 1945 übermalen. 1952 von Hengge wieder freigelegt und um die Ehrung für die Gefallenen des Zweiten Weltkriegs ergänzt, wurde dieses Kriegerdenkmal 1961 von Gerhard Kommossa (1906–1973) restauriert. Unter zwei der Arkaden steht jeweils ein neugotisch gestalteter Brunnen.

Vejret var godt, og selv om Steen var afsted uden kort, besluttede vi at gå op til Lockstein. På vejen kom vi forbi denne lille ydmyge “jeg aner ikke hvad sådan en hedder”.

Det gik opad, og på et stykke var det som at gå igennem en nyudsprungen dansk bøgeskov

Vi kom også forbi dette lille kapel, og for os så det ud, som om det var det danske flag, der var til venstre – men det var det nu ikke.

Die Kapelle trägt auch den Namen “Kirchleitnkapelle der Seligpreisungen auf dem Mitterweinfeld” nach der Flur Mitterweinfeld benannt. Sie entstand nach einer Idee von Dekan Peter Demmelmair und der Privatinitiative der Landwirtfamilie Franz Brandner aus Berchtesgaden, auf deren Grundstück sie errichtet wurde. Die Kapelle wurde im August 2009 eingeweiht. Die auf der Kapelle befindliche Glocke wurde von den Berchtesgadener Weihnachtsschützen gespendet.

Ved siden af kapellet stod denne sten…

Vi kom helt op på Lockstein. Der havde Dorthea også været og Steen fotograferer…

…et “pano” over byen med Watzmännern i baggrunden.

Unweit oberhalb der Kapelle befindet sich die Aussichtsterrasse des Locksteins, die ebenfalls eine besonders gute Aussicht auf die Landschaft um Berchtesgaden bietet.

Vi gik tilbage til kapellet og ned ad en sti, hvor der var mange små statuer – eller skal jeg sige: kunstværker? De var alle sat på en rød søjle.

Der in Serpentinen angelegte Fußweg vom Berchtesgadener Ortsteil Nonnberg zur Kapelle wurde von der Pfarre als Meditationsweg gestaltet und erfreut sich auch wegen der herrlichen Aussichtlage großer Beliebtheit.

Her er et par stykker af dem. Hvis jeg siger at der var 12, gætter jeg….

Sådan så det ud da vi kom ned, og det er altså begyndelsen af vejen; men det har Dorthea og drengene jo slet ikke set!
Steen talte undervejs ned med en mand, som gjorde stien ren. Efter al den regn var grusset jo rullet ned ad stien og fyldt de tværgående vandløbs-riller. Han fortalte, at alt var financieret privat, og at der havde været meget modstand mod det, især fordi det indebar fældningen af træer. Jeg vil sige, at jeg synes, at det var en tankevækkende, smuk sti og godt og diskret lavet!

Skråt over for, hvor vi kom ned, så vi dette skilt 

Jeg behøver nok ikke at skrive hvad vi fik.
På vej tilbage til hotellet stoppede en modgående dame op og sagde noget til mig. Jeg gik i mine egne tanker og troede ikke, det var mig, hun talte til, så jeg vendte mig om for at se, om der var en person på den anden side af gaden. Det var der ikke, og Steen havde opfattet at hun snakkede om min Oleana trøje. Hun havde en hjemme og var så begejstret for at se min, at nu ville hun gå hjem og tage sin på. Den var mangen til min. Vi kunne hurtigt blive enige om, hvor dejlige de er, og at vi begge havde flere fra firmaet. Det var fjerde gang, at folk har snakket om den trøje: 1 gang i Meran og 3 gange her i byen. Jeg finder det lidt morsomt…

…og der blev bestilt noget. Her har vi dog 2 borde, der kan bruges.

…men belønningen kom også.

Det blev Einkehr-tid igen, et godt sted at spise ja, og der er mange forskellige retter. Ikke kun pizza og der kommmer spicy oil og noget stærkt i de små krukker.

Vi havde 2 Gutscheine, vi ikke havde fået brugt, og natten var jo ung. Klokken var kun lidt over 20…

Nu var der bare lige med at finde sådan en Tanzbar…

Steen var helt i hopla ved at høre en blanding af tyske lieder, som “Schwarzen Hosen” og noget amerikansk fra hans ungdomstid…

Proseccoen kom også. Den var efter min mening lieblich, og vi blev der, til den var drukket. Folk kom lidt efter lidt – mange som os med Gutscheine – de drak deres prosecco og gik igen. Vi kunne ikke lige finde ud af hvem Tanzbar’en var lavet for. Steen mente, at det var for amerikanske turister – han er altså også så klog…

Dagens Spruch fra hotelavisen passer måske meget godt…

“I have spoken words of hope. But only of hope. Hope is not victory.”

J.R.R. Tolkien

Watzmann’erne er næsten indrammet i skyer med lidt morgenrøde.

Som der står på vores bordkort nede i restauranten, så er det afrejsedag i dag.

Jeg ved ikke, om det var fordi det var søndag, men i dag var der en “honning-tavle” på en skrå plastdims, som var beregnet til netop den. Den skulle vi smage, og det var meningen, at man med en ske graver et stykke af tavlen og spiser stykket med den honning der er i cellerne. Til højre billedet er beholderen med flydende honning, der “lukkes ud” via håndtaget der løftes. Når håndtaget sænkes, “klippes” den sejtflydende honning strøm over, og der kommer ingen extra og uønskede dråber ud bagefter. Meget effektiv var den.

Steen havde planlagt, at vi skulle se Schloss Itter i dag. Han havde læst en bog der omhandlede befrielsen i 1945 af prominente gidsler, der blev holdt fangen der. Det var lidt skuffende, for der var ingen adgang og træerne skjulte det meste…

Itter Castle is located atop a hill at the entrance to the Brixental Valley. It is first mentioned in 1240. It belonged to Salzburg from 1312 until 1816, when it became part of Tyrol. The castle was purchased as a residence in 1884 by Sophie Menter, pianist, composer and student of Franz Liszt. Pyotr Ilyich Tchaikovsky orchestrated one of his compositions during a visit in 1892. The castle was extensively remodeled by later owners.
The castle was used from 1943–45, during the Nazi occupation of France, to incarcerate prominent French prisoners. Inmates included the former Prime Ministers Édouard Daladier and Paul Reynaud; Generals Maurice Gamelin and Maxime Weygand, who had been prominent during the “Phoney war” era; Jean Borotra, a former tennis champion and later General Commissioner of Sports in the Vichy regime; Colonel de La Rocque, the leader of the right-wing Croix de Feu movement; André François-Poncet, a politician and diplomat; and Michel Clemenceau, politician and son of Georges Clemenceau. The former republic president Albert Lebrun was held at Itter for three months in 1943, before being sent back to France for health reasons; Marie-Agnès de Gaulle, Resistance member and sister of General Charles de Gaulle, was interned in the castle at the very end of the war, in April 1945.
Administratively, Itter was a subcamp of Dachau concentration camp; the castle’s detention conditions were, however, not comparable with those at Dachau.
Itter’s prisoners were freed by units of the American 103rd Infantry Division of General Anthony McAuliffe on May 5, 1945. The American units, including 23rd Tank Battalion of the U.S. 12th Armored Division under the command of Capt. John C. ‘Jack’ Lee, Jr., the former prisoners themselves, and anti-Nazi elements of the Wehrmacht under the command of Major Josef ‘Sepp’ Gangl, who died in the battle, fought alongside the German guards against attacking SS elements until reinforcements arrived.

Vi havde parkeret ved kirken i Itter, så vi kiggede lige inden for. Den var istandsat for nylig, og der stod et stort skilt med nummeret 250. Hvad der var 250 år, ved jeg ikke.

Steen havde været lidt ubeslutsom over hvilken vej, vi skulle køre, og om vi skulle gøre ophold i Innsbruck. Vi endte med at køre igennem byen, for at se om den var søndags-død. Det var den – og meget større, end han havde regnet med.
Her er Steen sprunget ud af bilen for at fotografere nogle bjerge, og der var også et belærende skilt at fotografere…

Kort tid efter kom vi til vores hotel i Garmisch.

Garmisch-Partenkirchen (German pronunciation: [ˈɡaʁmɪʃ paʁtənˈkɪʁçən]) is a mountain resort town in Bavaria, southern Germany. It is the administrative centre of the district of Garmisch-Partenkirchen, in the Oberbayern region, and the district is on the border with Austria. Nearby is Germany’s highest mountain, Zugspitze, at 2961 m (9714 ft.).

Det første, jeg lagde mærke til, var et Auto-Wellness-Center, og jeg tænkte “hvilken god ide og hvorfor ikke?” Så nu er jeg spændt på, om bilen skal have sig en wellness-kur….

Vi ankom til hotellet omkring 13:30, da vi ikke havde gjort ophold i Innsbruck. Vores værelse var ikke klart endnu, så vi satte os ud på terrassen og fik os – ja, gæt engang. Bravo, godt gættet  en iskaffe!

Imens var vores værelse blevet gjort klart, så vi kunne gå derop og konstatere at vi fra altanen havde udsigt til Zugspitze.

Når vi kiggede til højre, var der også bjerge, heriblandt Kramerspitz…

Die Kramerspitz (auch Kramer) ist ein 1985 m ü. NHN hoher Berg nordwestlich von Garmisch-Partenkirchen. Der Berg bietet eine umfassende Aussicht auf das Zugspitzmassiv sowie auf das Karwendelgebirge und die Ebene rund um München.

En af “kunstværkerne” inde på vores værelse hilste os velkommen 

Steen for lidt rundt, da vi havde besluttet at gå os en tur. Jeg ved ikke rigtigt, hvad hans problemer var, men jeg begyndte at gå…

Jeg mødte ret hurtigt denne her, den er dobbelt – altså, der er to personer.

Da vi kom forbi den evangelisk-lutherske kirke, ringede klokken kvarter-slag. For mig var det som at gøre opmærksom på sig selv, nemlig at vi skulle gå ind og se den. Kirketårnet stod for sig selv.

Vi gik ind i Gemeinde-huset, som var ved siden af.

Det var kirkens rum.

Kirkens to kors, det første bag ved alteret og den anden på alteret.

Vi fortsatte ned i byen og fik øje på en kirke mere. Den måtte vi også ind og se.

The St. Martin’s Parish Church (Marienplatz) is located in the centre of Garmisch, and was built by the famous master builder and stucco-artist from Wessobrunn, Josef Schmutzer. The superb frescoes are the work of Matthäus Günther. The impressive life-size statues of the Apostles, Peter and Paul were created by well-known sculptor, Anton Sturm, from Füssen.

Vi gik videre over en flod via en overdækket træbro.

Zugspitze rørte sig ikke ud af stedet. Det var os, som flyttede os. Vi gik ad en sti, der hedder Kramerplateauweg.

Da vi var kommet op til det højeste sted, vi ville gå i dag, tillod vi os et hvil på en bænk, hvorfra der var en aldeles dejlig udsigt.

Ikke langt derfra var dette Denkmal. Her mindes familier i området sønner og fædre, der som soldater døde i den anden verdenskrig. Det hedder Kriegergedächtniskapelle.

Die Kriegergedächtniskapelle Garmisch ist eine Gedenkstätte am Kramerplateuweg im Markt Garmisch-Partenkirchen in Oberbayern. Das Gebäude ist auf Basis des Denkmalschutzgesetzes vom 1. Oktober 1973 ein Baudenkmal, die Akten-Nummer lautet D-1-80-117-306.
Der Volkstrachtenverein Garmisch errichtete im Jahr 1952 für alle Gefallenen und vermissten des Zweiten Weltkrieges die Kriegergedächtniskapelle Garmisch. Sie liegt auf einem Plateu Nordwestlich von Garmisch-Partenkirchen am Fuße des Kramers. Oberhalb befindet sich die Berggaststätte St. Martin. Den Kegeldachbau mit Umgang und campanileartigem Zeltdachturm errichtete Hans Ostler.
In der Nacht vom 13. zum 14. Mai 2006 verwüsteten Unbekannte die Gedenkstätte. Unter anderem zerstörten sie zahlreiche Namenstafeln und beschmierten die Wände. Die Kriegergedächtniskapelle konnte jedoch mit Hilfe von Spendengeldern kurzer Zeit darauf wieder renoviert werden.

Inden for i kapellet var dets runde væg dækket af hundredevis af navne, og i midten stod der et groft kors af birketræ, med en stålhjelm sat på toppen. På ydersiden havde familier hængt erindringstavler med og uden portrætter – nogle har 2 portrætter for 2 sønner, eller for far og søn – men lige uhyggeligt var det at se så mange unge mennesker, der var døde og savnede i en af disse unyttige, uforståelige og tragiske krige, som er til glæde for ingen…

En fresco beskriver det meget malerisk med al den ulykke, det er for alle.

På stien nedad mod byen var der 7 af disse dobbelttavlede “installationer” med Jesus lidelseshistorie. Det kunne minde lidt om den profetiske/meditative sti i Berchtesgaden.

Her på hotellet er der fri minibar på værelset. Der er selvfølgelig ikke spiritus deri, men der er nogle læskende drikke. Vi tog en blanding af disse to, da vi kom tilbage. Vi skulle nemlig spise her klokken 18, det er jo lidt tidlig for os….

Som de pæne mennesker vi jo er, så gik vi ned og spiste klokken 18. Det viste sig, at hotellets gæster kom dryssende lidt efter lidt, og jeg tror, at det, det drejer sig om, er, at der er grænser for, hvor mange der kan være ved ta-selv-salat-buffetten, og måske køkkenents kapacitet….
Vi tog Mehr Balance, så vi fik lidt husmodersovs, lidt giftgrøn suppe (tjenerens udtryk), lidt fra ishavet – der har Roland jo badet i år og Steens oldefar sejlet i 1870erne – så det hele var ikke så ringe endda….

I spisestuen, hvor vi sad, var denne festlige vægdekoration. En moderne tusch-tegning printet ud på de der blanke flader, som jeg slet ikke kan huske hvad hedder, men det er derfor, at der er spejlinger i den…

At der var en velkomst sekt og ventede på os havde jeg lykkeligt glemt, for vi ville ikke have den klokken 2 om eftermiddagen – det er lidt for tidligt. Men Steen huskede dem, så vi tog dem efter aftensmaden – der var jo heller ikke tid før aftensmaden. Jeg ser lidt bekymret på den, for jeg frygtede, at den var lidt lieblig. Det var den også, men dog drikkelig…

Lidt opdaterning blev det også til.

…og Steen fik foreviget Zugspitze i aftenslys, og gjort status mht. køre- og gåtur i dagens løb.

Det blev til i alt 220 km…

…og vi kom op i 1208 meters højde.

“All that is gold does not glitter, not all who wander are lost.”

J.R.R. Tolkien

Både Zugspitze og Kramerspitz var der stadig her til morgen. De havde ikke rokket sig ud af stedet. Natten var dejligt kølig, ja meget kølig, og der var ikke en lyd at høre – utroligt så stille der kan være i en by – i mine øjne wellness for sindet.

Der var også wellness, eller skulle jeg skrive Mehr Balance, for bilen…

På et tidspunkt så vi en kirke, der virkede meget større end andre bygninger i den landsby, Steinhausen, som den lå i, så vi tænkte, at den måtte vi da se – altså kirken…

Die Wallfahrtskirche Unserer Lieben Frau und Pfarrkirche St. Peter und Paul in Steinhausen, einem Ortsteil von Bad Schussenried (Oberschwaben) ist eine Barockkirche, die von 1728 bis 1733 für die Reichsabtei Schussenried, während der Amtszeit des Abtes Didacus Ströbele errichtet wurde. Geplant, erbaut und stuckiert von Dominikus Zimmermann, mit kunsthistorisch bedeutenden Deckenfresken ausgestattet durch dessen älteren Bruder Johann Baptist Zimmermann, gilt sie als Hauptwerk der Wessobrunner Schule wie auch als eines der größten Meisterwerke des frühen Rokoko. Die Wallfahrtskirche ist sowohl eine Hauptsehenswürdigkeit der Oberschwäbischen Barockstraße als auch des Oberschwäbischen Jakobsweges (der Jünger Jakobus findet sich als Deckengemälde im Gotteshaus).
Die Kirche ist seit 1865 auch Pfarrkirche und wird oft als „schönste Dorfkirche der Welt“ bezeichnet.

Det var en utroligt smuk kirke. Den var meget overraskende i sin dekoration, som loftet, det virkede bare så glad og venligt, så når der bliver skrevet, at det er den smukkeste landsbykirke i verden, kan det sagtens passe. Ja, jeg har ikke set alle landsbykirker der findes, men denne kirke er så fuld af detaljer, og jeg vil gerne sige glade detaljer, der får smilet frem på læben. Tænk hvilket held, at vi kørte ind for at se den!

Vi kørte videre og besluttede at holde en pause i Bad Saulgau. Vi kørte ind til centrum, fik parkeret bilen og fandt markedspladsen, hvor der var et gammel konditori. Markedspladsen lå lige ved siden af “Stadtkirche St. Johannes Baptist”.

Bad Saulgau is a town in the district of Sigmaringen, in Baden-Württemberg, Germany. It is situated 23 km east of Sigmaringen, and 27 km north of Ravensburg between the Danube and Lake Constance.
The location was already a Celtic settlement and owes its name to the spring goddess Sulis. The first historical reference to the settlement dates back to 819. In 1239, the town was acknowledged by Frederick II, Holy Roman Emperor. It became a possession of the House of Habsburg in 1299, and thus part of the Holy Roman Empire.
In Napoleonic times, it was given to the Kingdom of Württemberg. During World War II, a subcamp of the Dachau concentration camp was located in the town. The name of the town was officially changed in 2000 from Saulgau to Bad Saulgau.

En anderledes kirke, hvori der var mange “nye” ting….

Die Stadtkirche St. Johannes Baptist ist eine hochgotische Pfeilerbasilika und zeigt Merkmale der Romanik und Gotik. Sie befindet sich zentral am gepflasterten historischen Marktplatz. Die anfänglich romanische Kirche von 1170 wurde zwischen 1390 und 1402 im gotischen Stil erweitert. Im Zuge einer Innenraumrestauration wurde 1985 der spätgotische Charakter mit einer modernen Ausstattung kombiniert. Zur Ausstattung gehört das Bild „Geißelung Christi“ von Otto Dix. Die vergoldete Kugel unterhalb des Hahns auf dem Kirchturm ist hohl, aber nicht leer. In ihr befindet sich eine Dokumentenrolle mit geschichtlichen Zeugnissen, die bei jeder Turmsanierung aktualisiert werden. Auch 2008 kam es zu diesem denkwürdigen Akt: Architekt Ludwig Boll hat auf die kupferne Dokumentenrolle einen 29-seitigen Bericht über die Sanierung verfasst – als Ergänzung zu den Schriftstücken aus dem Jahr 1975.

Her var heller ikke noget med at skulle stå og åbne en meget tung kirkedør, hverken når man gik ind eller ud…

Da vi kom til Hinterzarten, var vi lige forbi vores vindame, som ikke var der; men en ung mand betjente i stedet, og hvad var vi derinde for? For at “låne” en vinoplukker. Det har vi gjort før, og vi købte da også lige et par flasker sauvignon blanc fra området…

Udsigten ved ankomst fra værelse 206. Her har vi ikke boet før, altså på dette værelse. Steen kørte i garage og Goran hjalp med bagagen. Ham kunne jeg ikke huske, men det kunne Steen. Han dirigerede Steen ind i garagen, som var det på en Store Bælts færge. Afslører det min alder, at jeg kan huske sådan noget? 

Vi havde valgt en rute, der undgik Friederichshafen, for der har vi altid trafikpropper i august. Det blev til 336 km i alt…

…og været oppe i 1123 meters højde undervejs.

De store beslutninger skulle også tages…

Vores Begrüssings Sekt havde vi udskudt til lige inden vi skulle spise, og den var god – ikke lieblig. Ingen tvivl om, at her råder Moritz! Nå ja, så bliver der også udvekslet sms’er mellem Steen og sønnen…

Aftenens billede er med en smuk himmel bag de høje træer. Godt at pelargonierne er til at lyse op foran…

“Some things that should not have been forgotten were lost. History became legend. Legend became myth.” 

J.R.R. Tolkien

Morgenbilledet! Nå ja, næsten 7:30, men vi er også kommet en del længere vestpå, så det bliver lyst senere. Vi skal lidt efter lidt vænne os til, at efteråret kommer og det endda helt af sig selv…

Her til morgen så jeg en link via facebook om en mand, der tegnede/malede et selvportræt hvert år – indtil “han glemte” det. Manden havde alzheimer, og det var nærmest chokerende at se den udvikling, der var i hans tegning/maleri af sig selv – meget tankevækkende. Han havde tegnet sig selv i 1967 og først igen i 1996 og så hvert år, til det sidste selvportræt i år 2000.
Da jeg senere læste dagens Spruch i hotelavisen, tænkte jeg igen på disse selvportrætter.
Vi skal huske at nyde livet!

En vejrudsigt, som man kan vælge at rette sig ind efter, eller lade være. Vejret bliver som vejret nu bliver…

Steen havde fået en adresse og en aftale på den her adresse klokken 11, takket være Moritz.

Det var et relativ nybygget sted til produktion af vin produktion – det hedder vel ikke en vingård?
Det er en af de såkaldte unge vinbønder i området, der arbejder med udvikling og forbedring af vinen og ikke kun koncentrerer sig om vinmængde. Det er beliggende i den østlige del af det mest solrige område i Tyskland – Kaiserstuhl – og i 200-350 meters højde.

Vi ankom nogle minutter over 11 og gik ind i noget, der overhovedet ikke ligner en vinbondes bygning.

Der blev lagt forskellige vinflasker i de dertil forskellige tomrum, hvorunder der var køleapparat så vinen holdt sin temperatur under smagningen. Vi smagte på en del af dem – de levede helt op til Moritz’ rosende omtale, og flere ramte plet mht. vores smag og brug af vin – så vi købte nogle kartoner. Vi skulle også lige have et par kasser med til hotellet, så fra i dag kan vi også skrive vinleverandører på visitkortet.

Hvilke dejlige tyske vine vi smagte. Desværre var det jo om formiddagen, så vi drak ikke, men smagte kun og hældte resten væk – smerteligt, ja, for det var virkeligt helt fantastiske vine…

Vi blev inviteret til at gå op og på udsigtterrassen, medens fru Köbelin gjorde leverancen parat, og vi blev guided af 4-årige Anika. Hun fortalte lidt om hvad vi kunne se. Vi kunne se at vinhuset, der var fra 2011 allerede var ved at få en tilbygning. Glædeligt at det går godt for sådan en vinbonde.

Der var en fin udsigt til Schwarzwald. Dett var vi ikke i tvivl om, og vores unge guide forklarede det også. Hun må have hørt efter på et eller andet tidspunkt…

Turen til Eichstetten kan ses her…

… og højdekurven er ganske interessant. Fra Hinterzarten ned i Rhin-dalen og så lige lidt op på skråningerne ved Kaiserstuhl – og tilbage ad samme vej.

I eftermiddags begyndte vi en gåtur; men Steen gik i stress. Nu skal han jo også snart begynde at arbejde igen, og jeg havde ikke et behov for stress, så jeg gik min egen gåtur uden stress; men med nydelse af frisk luft, skønne udsigter og dejligt vejr – og det var ikke for varmt.

Jeg kom forbi en bænk med plade. Ham havde jeg ikke hørt om før, men han havde vist nok noget med højhastighedstog at gøre i Tyskland. Han har altså været gæst her i Hinterzarten. Sjovt som man lærer lidt historie ved at gå og kigge på bænke…

Dette er fra en artikel i Der Spigel i 1976:

Die Bahn, erläutert Heinz Bubel, verantwortlich für Bundesbahn-Neubaustrecken, “steckt technisch im Vergleich zur Straße noch in einer Zeit vor der ersten Autobahn”. Deutschlands Zuge fahren auf Trassen, die hundert Jahre alt und älter sind; die engen Kurven zwingen zum ständigen Abbremsen der leistungsfähigen Lokomotiven; Unterbau und Schwellenmasse ermöglichen nur einen Bruchteil dessen, was die Rad-Schiene-Technologie leisten könnte.
Und so ist die geplante Schnellbahn mehr als nur die Lösung eines regionalen Transportproblems. Mit ihr wollen die Bahner bei gleichzeitiger Streckenstillegung durch konkurrenzfähige Angebote aus den roten Zahlen fahren und gleichsam in eine neue Eisenbahn-Ära rennen.

Jeg kom også forbi denne…

Jeg gik ned for at få mig et glas vin lidt over 18. Det varede lidt, så kom Steen …. med laptop og var stadig stresset og skulle lige til at bestille et ekstra glas og så få en sjat af min vin. Men han ombestemte sig. Gad vide hvilket stress-level, han nu er på…

Det valg, vi havde gjort i morges, var ganske velsmagende i aften. Steen tog osten, jeg blev mere end mæt foruden….og vi drak resten af vinen fra i går aftes!

Et grovkornet virkelighedsbillede som godnat-og-tak-for-en-dejlig-dag-billede. La vie est belle…

“We’re going on a bit too fast. You and I, Sam, are still stuck in the worst places of the story, and it is all too likely that some will say at this point: “Shut the book now, dad; we don’t want to read any more.”

J.R.R. Tolkien

Nej, det har vist ikke regnet i nat og det regner heller ikke her til morgen. Der har faldet dug og det er rimeligt (læs: meget koldt) om natten.
Dette billede møder jeg ude på gangen, og kan jeg ikke lade være med at smile, hver gang jeg ser det!
Jeg fotograferede det, da jeg gik ned til morgenmaden i dag!

Sjovt nok var dette dagens Spruch i hotelavisen….

Og vejrudsigten viste ikke regndråber; men der kan jo altid komme nogen, skriver de….

En lille morgensnak med Nina…

Der blev lavet en aftale med denne vinbonde. Det var ham, der stod øverst på listen af dem vi altså må besøge. Han tog ikke telefonen i går, men det gjorde han i dag.
Han er den eneste i Baden-regionen, der altid får højste antal vindruer, nemlig 4/5 i en vinguide (der findes en vinguide, ligesom der findes en madguide a la Michelin). Der var kun en i Tyskland, der fik 5/5, men han er lige død, så der ved man ikke, hvad der vil ske. Dagens vinbonde har meldt sig ud af “vinbøndernes kvalifikations organsitation”, for han mener, at de går mere op i regler end i at lave ordentlig vin, og jeg synes, at Moritz sagde, at det var en lille vingård med kun 5 ha., men jeg kan huske forkert….

Vi var deroppe nogle minutter før 11. Klokken 11 præcis kom Frau Schneider, og vi blev budt velkommen og kom indenfor.

Der blev smagt på vine. Dejlige, fremragende vine og det blev spyttet ud/hældt i den brune kande af Steen. Jeg spyttede ikke deri, men hældte de fantastiske vine i efter at have sunket nogle få dråber; men det nytter ikke at sidde og drikke vine, for så kan man ikke smage forskellighederne til sidst, og jeg bryder mig ikke om vin så tidligt på dagen.
Frau Schneider var god til at supplere, hvad vi mente om vinen, med at fortælle hvad og hvorfor vores oplevelser af de enkelte var, som de var.

Der blev også brug for regnemaskinen, og bagagerummet er nu snart fuldt af dejlige vine. Det er da gode ferieminder at have i fremtiden, ikke?

Der hang gamle, interessante billeder på væggen, og jeg tror, at de bruger dette på deres etiket. Der Urgrossvater havde en transport-virksomhed (med heste, naturligvis) og en lille mark med vin. Der Schwiegervater havde vistnok et Gasthaus og den lille vinmark, og han fik sin vin lavet i et kooperativ. I 1981 køber Herr og Frau Schneider det så. Fra da af skulle det dreje sig om den lille vinmark, og det er jo fabelagtigt at tænke på, at de har fået det opdrevet til et af de bedste vinbrug i Tyskland. Det ses ikke nogen steder omkring deres vingård, men der er heller ikke reklameret med Weinproben….

Mens Steens fyldte bagagerummet, spurgte jeg Frau Schneider, om der var noget, vi skulle se, når vi nu var i området. Hun anbefalede, at vi kørte gennem Kaiserstuhl, så den beslutning tog vi.

Die Frau Sneider havde sagt, at der var wunderschöne udsigter deroppe fra nogle parkeringspladser, og det kan man ikke sige andet, end der er – og der var stort set frit for andre turister.

På parkeringspladsen var et par ældre motorcykelherrer. Dem skulle Steen jo snakke lidt med, for den ene af dem kørte på en motorcykel af et mærke, som Steen ikke havde hørt om før. Det var en Sachs, og så kom historien om Sachs motorcykler, og jeg har glemt mere end det halve, men de var ialt fald gået pleite et par år efter, at de var begyndt at bygge motorcykler af komponenter fra andre firmaer (motoren var f.eks. fra Yamaha). De havde købt rettighederne til at bruge navnet “Sachs”, som vist var et berømt motorcykel-mærke damals i Tyskland, hvis jeg altså husker det rigtigt.
Ja, motorcykelmanden havde startet samtalen med at sige højlydt: “Hvem drikker dog så meget vin? Ingen drikker øl mere!”, og jeg tænkte selvfølgelig: hvorfor skulle man drikke øl, når der findes så meget dejlig vin? …og glædede mig over hver en vinstok. Men nu kommer jeg jo også fra Boddum!!!!

Her ses ruten vi kørte i dag.

Også i dag fik jeg mulighed for en gåtur i eftermiddags. Hvor mange gange kan man gå en tur uden at se noget? Denne er jeg i alt fald gået forbi en håndfuld gange, og først i dag ser jeg den. “St. Wendelin, bitt für uns”. Den står ved et hus, der er ved at blive bygget. Om der har været et hus før, ved jeg ikke, men hvis man køber en grund, smider man da ikke den slags væk, vel? Det er jo et helt enkelt trækors, og så er der plads til blomster nedenunder, ingen figurer. Nå, jeg vidste ikke hvem St. Wendelin var.

Saint Wendelin or Wendelin of Trier (b. c. 554; probably d. 617) was a hermit and abbot.
There is very little definite information about this saint. His earliest biographies (two in Latin and two in German), did not appear until after 1417. The name “Wendelin” means “wanderer” or “pilgrim” in Old High German. The story as told there is that Wendelin was the son of a Scottish king. After a piously spent youth he secretly left his home on a pilgrimage to Rome. On his way back he settled as a hermit at Westrich in the Diocese of Trier. When a wealthy landowner criticized him for his idle life he entered his service as a herdsman, but later a miracle obliged the landowner to allow him to return to his solitude.
Wendelin then established a company of hermits from which sprang the Benedictine Abbey of Tholey in Saarland. He was consecrated abbot about 597, according to the later legends, while Tholey was apparently founded as a collegiate body about 630. It is difficult to say how far the later biographers are trustworthy.

The story is told that when Wendelin was working as a herdsman he often took his flock to a mountain to pray there in silence. One time his master came upon him there and was angry because he could not imagine that Wendelin had time to get the flock home before sunset. However, when the master arrived home he discovered the shepherd and his flock already there. Realizing that this was a miracle from God he granted Wendelin his greatest desire and built him his own hermit cell in the vicinity of the farm.

Smukke, smukke Schwarzwald. Alting er så grønt, så grønt….

Hvis nu jeg skulle være blasfemisk – men det er jeg ikke – så kunne denne jo minde lidt om de andre “helgen”-steder. Her bruger man gammelt børnetøj og laver en slags – ja, jeg ved ikke hvad – dette er et område, hvor der ikke er offentligt tilgængelig trafik og kun adgang for de, som bor her. Så, ja, igen, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. Jeg tror, der er ialt 5-10 huse i området, ja så det her kan virke lidt over-helligt, og der er plads nok i baghaverne til børnene at lege. I stedet bruges den asfalterede vej som legeplads, og det er ikke korrekt i mine øjne…
Mit gæt er, at her bor hippie-forældre, der ikke selv gider/vil passe på deres børn og lære dem om trafikken og at en “offentlig” asfalteret landevej ikke er en legeplads. Ja, jeg oplevede en dreng på en firehjuls et-eller-andet midt på den asfalterede vej, der ville spærre vejen for mig. Jeg var ellers høflige Inge og sagde “Hallo”. Han ikke engang svarede mig, men Inge er Inge, og knægten vandt ikke!
Vi skal absolut beskytte børn, men vi skal ikke gøre en vej til deres legeplads, og så er den ikke længere!!!!

Derimod mødte jeg dette sted, som jeg havde en del mere respekt for. Hvor ulykkeligt, at et ungt menneske fra Hinterzarten helt unødvendigt er dræbt i en krig i Ukraine. Jeg tør næsten garantere for, at han var opdragtet til høflighed.
Konen og forældrene har ikke fået et lig hjem, de kunne begrave på en kirkegård og mindes der og sætte friske blomster på graven. Men de har sat en sten, og bemærk at den stadig bliver vedligeholdt. Respekt!!!!

Hvis nogen skulle være bekymrede, så blev vi da heldigvis igen mætte. Ingen behøver at bekymre sig!!!

Aftenen lod jeg falde på på altanen iført en soft fleecejakke, og herfra sendte jeg en kærlig hilsen til Joan, som er oppe i himlen, og tænkte på, hvordan en person, man har kendt så kort tid, har forankret sig så dybt ind i ens hjerte ….

Steen sidder indenfor og laver, hvad han nu synes er vigtigt og interessant.

“The hasty stroke oft goes astray.”

J.R.R. Tolkien

Omkring klokken 06:30. Det er, som om der er rimfrost på den grønne “eng” til højre…

Dagens Spruch.

Lad os starte med at smile! Så får vi et smil tilbage, som regel ialtfald da. Så smil og nyd livet!

Smil til vejrudsigten. Ja, jeg tror faktisk, at der her til morgen var rim nede på det grønne græs i dalen, som jeg skrev tidligere. Det er jo dejligt, at der venter os et smukt efterår!

Ingen besøg hos vinbønder i dag. Der er ikke mere plads i bilen, så som Moritz foreslår, så skal vi købe en combi, og jeg opfatter det som han mener en anhænger uden at vide det – måske er det en varebil…
Der blev derfor tid til en gåtur fra formiddagen af. Vi besluttede at gå mod Matthisleweiher.
Den er der flere veje hen til, og vi valgte en god gårute.

Jeg tror nok, at de er søen, der hedder Matthisleweiher – ellers er det naturområdet – og jeg aner ikke mere om den 

Vi gik videre og kom op på Silber Berg. Egentlig troede jeg, at Silberberg var det høje bjerg, hvortil man kan komme op med svævebane, lidt længere vestpå.

Men ialfald målte Steen højden her til 1012 m.

Vi fortsatte ad Rotwasserweg, hen til, hvor den endte. Der vendte vi også om og gik tilbage ad den samme vej.

Hen mod slutningen af vejen var denne lidt triste “ruin”. I sig selv fejlede den ikke noget, men man kan se, at der er huller efter et kors. Hvor kan det være blevet af? Og har der i den lille alkove været en helgen-figur, eller har den mon været beregnet til blomster?

Og næsten samme sted blev vi foreviget i alt det grønne, der præsenterede sig i en masse forskellige nuancer…

Vi gik meget op og ned, og hvad stedet hedder her, har jeg glemt, men det var en ret stejlt opadgående tur, vi havde for at komme dertil.

Vi fandt vej tilbage til Hinterzarten. Den ligger her foran os som en miniput-by.

Vi besluttede at gå direkte hen til “Cafe Diva” og belønne os selv med en Eiskaffee. Vi sad ude og det blev lige koldt nok til sådanne danskere som os 

Tilbage på hotellet kunne vi få et mere præcist overblik over ruten, vi havde gået i dag.

Vi havde gået knapt 15 km, og været oppe i 1033 m højde, som det højeste. Steens løbeur og navigations-app på telefonen stemmer nogenlunde overens, hvis vi tager de 10 meters unøjagtighed med i købet…

Steen må have tænkt en del over dette billede – flere gange om dagen -når han går op og ned ad trappen her på hotellet. Sagen er, at han “kun” har en Swiss Army kniv i bilen og et eller andet sted på vores ferietur kom ud for en flaske, han simpelthen ikke kunne hive proppen op fra. Ja, jeg tør ikke tænke, hvad der er kommet ud af Steens anden ende.

Nu er det sådan, at når vi rejser, så er der en vinoplukker i hver kuffert, tilsammen adskillige, som er samlet i forskellige lande og bringer forskellige minder…
Men når vi kører i bilen, så har vi kun tasker med og ingen kufferter. Ja, sådan ønsker Daimleren det, så vi har ikke per automatik en ordentlig proptrækker med. Så denne gang, ligesom vi før har gjort det, har vi lånt en fra vores lokale vinbutik. Nu er der så bare lige det, at det er en åbner, der ser smart ud og er skulpteret som en vinflaske og derfor, som åbnerdims, svær at bruge.

Vi skulle jo som de pæne mennesker, vi er, igen ned og aflevere den lånte flaskeformede proptrækker, og spurgte om der ikke var en med 2 led, vi kunne købe. Nej, det havde de ikke, kun en godt og forslidt en, forklarede Herr Erichsen os. Lidt senere fortalte han, at hans bedstefar var dansk født i Kiel, og selv hedder han Björn. Ja, endnu en gang blander historien sig i vores ferie. Det var jo damals, da Kiel var dansk. Erichsen selv var født i Freiburg, og da vi sagde at vi næsten ikke kendte Freiburg – vi havde kun været der en gang – sagde han, at han til gengæld ikke kendte Danmark.
Da vi købte to kasser a 6 stk. flasker sauvignon blanc, sagde han, at han ville give os denne godt brugte oplukker fra butikken.
Denne oplukker ligner meget en fugl, ikke – lidt papegøje/undulat måske, hvis man lægger hovedet på skrå?

Nu, da vi er i vinens verden, så hænger denne her på vej ned ad hotellets trappe, og jeg elsker den!

Endnu engang en dejlig aftensmad. Hvor er det skønt at kunne navigere rundt mellem menu’erne og vælge, som man har lyst til. Vinen sørgede Moritz for, og han har fridag i morgen, så vi åbnede på hans anbefaling lige en Riesling fra Rhein-Hessen…

Endnu en dag er til ende og aftensolen smilede og sagde tak for en dejlig dag!

“I was talking aloud to myself. A habit of the old: they choose the wisest person present to speak to; the long explanations needed by the young are wearying.”

J.R.R. Tolkien

Jeg ved ikke, om morgenhimlen i dag er anderledes end aftenshimlen i går aftes. Jo, selvfølgelig er den det, skyerne står jo ikke stille, de er i bevægelse og sørger hele tiden for forandring…

Nede ved morgenmadsbuffeten bliver vi hver morgen budt god morgen. Det bliver vi nu også af personalet og de andre gæster. De fleste er her flere dage ligsom os, og man kommer til at kende hinanden på en anden måde. Ja, der er også nogle, der var her til jul sidste år, og de kommer igen i år til jul….

Dagens Spruch…

…fik mig til at tænke på denne her. Det er noget, vi kan gøre noget ved. Den hænger på en gang her på hotellet….

Dette kan vi ikke gøre noget ved, men kun bruge til at afgøre hvilket tøj, vi skal tage på, når vi bevæger os udenfor….

Denne plade har jeg før fotograferet, og jeg har måske også brugt den i en blog; men den undrer stadig. “Alles hat seine Zeit” (Prediger 3) kan jeg godt forstå, for det er et citat fra biblen, men “21. maj 1960 – 21 maj 2010” kan jeg ikke helt forstå. Det er to datoer med 50 år imellem.
Men det er også et stykke musik, som Joseph Haydn har skrevet og den tyske tekst kommer her:

Lebe, liebe, trinke, lärme,
kränze dich mit mir
schwärme mit mir,
wenn ich schwärme,
ich bin wieder klug mit dir. 

Det får mig til at gætte på, at nogen har sat den op til deres guldbryllup – men det er rent gætværk…

Ellers mødte jeg disse her på min gåtur i dag. De var vældigt interesseret i mig, og jeg nok også i dem, ellers havde jeg vel ikke fotograferet dem..

Ellers var det igen grønne, grønne og smukke Schwarzwald, der betog mig…

Vi gik sammen ned på Diva og forberedte os på juleferien – den er der jo kun 4 måneder til – så vi tog ikke en iskaffe, for det er det for koldt til i julen. Men vi tog en Kaffee Creme, som sort kaffe hedder her i Tyskland, og en let Schwarzwaldertorte – for første gang under dette ophold, og den bør man vil have smagt, inden man forlader Schwarzwald, ikke?

Jeg anbefalede Steen at gå med op og se et bygningsværk, der var igang. Jeg har nu fulgt det nogle dage, og jeg syntes han også burde se det. Bemærk hvor små mændene i forhold til træstammerne, og så lange disse stammer er. De er ved at bygge en log cabin, som jeg ikke aner, hvad hedder på dansk.

Hvis man kigger godt efter, ser man en meget lille mand til venstre for åbningen i det kommende hus/lade, eller hvad det er. Han er ikke højere end de “mure”, der indtil nu er bygget….

Vi var lige en runde i garagen, og bilen er ladet med …? Der er til mange dejlige glas med dråber, der langsomt synkes og efterlader en dejlig smag i munden. Det er vi overbeviste om, for vi har prøvet alle vintyperne, der nu ligger i Daimleren.

Steen slæbte tasker ned i bilen, og derefter gik vi ind i loungen for at få deres dejlige Riesling trocken. Men Steen er jo allerede halvvejs på arbejde, så vi iagttog en muted video over launchen af en Soyuz raket, der skulle bringe 2 Galileo-satelitter op i deres respektive kredsløb. Vi kunne sidde i ro og mag og se, hvor nervøse Steens kollegaer var, mens vi drak vinen og det havde de også grund til at være…

Vi fik aftensmad endnu engang og drak resten af vores dejlige vin og vores meget sprudlende vand. Alt skulle drikkes op, da det nu var vores sidste aften her….

Jeg satte mig som sædvanligt ud på altanen og nød endnu en smuk aften her i Schwarzwald.

Da jeg tidligere i dag har fotograferet nogle kreaturer, så tænkte Steen, at denne nyerhvervelse – ialtfald siden sidste jul – skulle foreviges. Denne ko er dog iført Schwarzwalder Dirnl, det havde de andre ikke. Vi må se at få et bedre billede af den næste gang…

…og han legede med bilens navigationsudstyr for at se hvilken rute, vi skulle køre i morgen. Så kunne han drømme om den hele natten og lave ændringer i søvne….

Then world behind and home ahead,
We’ll wander back and home to bed.
Mist and twilight, cloud and shade,
Away shall fade! Away shall fade!”

J.R.R. Tolkien

Hvordan vejret bliver her i dag, er jeg ligeglad med; men at stå på altanen og indånde den dejlige friske luft i Hinterzarten for sidste gang inden – som jeg læste på facebook her til morgen – det er jul om 124 dage. Da får jeg forhåbentlig lejlighed til det igen, noget at glæde sig til. Det er altid godt at have noget at glæde sig til!

Dagens Spruch er egentlig godt. Nu er det jo tilbage til hverdagen igen.

Ja, nu skal der et andet navn i her og nok også et andet værelse-nummer. Sjovt nok, så har vi siddet ved bord 18, for det står der på alle de af vores flasker, som vi ikke tømte under måltidet og gemte til næste aften…

Jeg ved ikke om man også kan tænke denne som en ferie, hvor det også er tilbage til hverdagen igen.

På vej tilbage til hverdagen – og koen står og ser til og tænker, hvis den kunne tænke, at de nok snart kommer igen…

En kop kaffe og den smurte Brötchen fra hotellet “nydes” ved en tankstation.

…og vi var lige inde og handle lidt ind 5 km fra hjemmet. Køleskabet skulle jo ikke blive ved med at stå tomt, selv om vi nu ikke kom udhungrede hjem fra denne ferie.

Noget, jeg har lagt mærke til under ferien, er, at alle vores hotelværelser har haft en gul farve på væggen.
Jeg har også bemærket, at der ikke længere er så meget ønske om klorterapi for feriefolket, men mere en interesse for sauna og og det Ausguss, der bliver lagt på til forskellige klokkeslet og hvilken “helse” det vil give folket. Det virker, som om at alt “wellness” ligger lidt underdrejet, for sådan noget vil folk ikke bestille på forhånd, men lade vejret råde – med andre ord, om de ønsker det som tidsspilde, hvis det er dårligt vejr.

Turen hjem forløb ad den vante rute og løb op i 639 km. Steen havde en alternativ i tankerne, men i nattens løb kom han i tanker om, at den ikke ville være velegnet for damer, idet der stort set ingen motorvejs-strækninger er på den, og dermed ikke rast-pladser med ordentlige toiletforhold. Han selv kan jo pinkle bag ethvert træ