“The quiet was so deep that their feet seemed to thump along while all the trees leaned over them and listened.”
J.R.R. Tolkien
Watzmann bjergene havde gemt sig lidt i skyerne her til morgen. Vejen ser også våd ud, så det har regnet i nat.
I Edelweissposten, som hotellets avis hedder, var vejrudsigten ikke den bedste, men heller ikke den dårligste. De lokale klagede over, at det var koldt, for der var kun 14 grader i formiddags og det himlede de lidt op over.
Vi fik ordnet de sidste par indkøb her til formiddag og fik også fotograferet bageriet. Og hvorfor nu det?
Jo, fordi det var der, Arnes Holzschnitzer havde arbejdet. Det fik vi af vide af en gammel træsnitter her i byen.
Da det holdt op med at regne, og det gjorde det ret hurtigt, besluttede vi at gå en tur hen til omkring banegården, som vi ved Dorthea gjorde med sønnerne. Vi ved, at de bla. gik igennem kirkegården. På denne kirkegård blev i 1960 Adolf’s søster begravet, men graven eksisterer ikke mere…
Kirkegården var meget interessant. Der var mange inde for at passe de små gravsteder, som var alle meget, meget forskellige – især hvad angår hvordan “gravstene” var lavet og af hvilke materialer.
Stien til højre i billedet kaldes Sommerpromenaden.
Her gik Dorthea i 1936, bla. når de skulle til banegården.
Ved denne vandbrønd lod vi os fotografere på Sommerpromenaden. Hvad vandbrøndens motiver er ved jeg ikke, men det er som om en sidder for oven og holder en kappe med et sværd, mens den anden rækker op, og hans fødder bliver til en slags kar, hvor vandet løber videre ned i det andet kar.
Byens banegård, som er kæmpestor til byens 7.500 indbyggere. Steen mener at have læst at medens Adolf var ved magten, havde Tyskland 2 hovedstæder – Berlin og Berchtesgaden, og derfor den for indbyggertallet alt for store banegård…
Da vejret holdt sig så nogenlunde tørt, besluttede vi at gå op og se den evangeliske kirke, det har vi nemlig ikke gjort før.
Im 16. Jahrhundert fand die Lehre Martin Luthers auch im Berchtesgadener Land eine wachsende Anhängerschaft, deren Schicksal sehr eng mit Ereignissen im Fürsterzbistum Salzburg verknüpft war. So trat bereits um 1521 Jacob Strauß als evangelischer Prediger in Berchtesgaden auf, begleitet von Christoph Söll, einem „Gesellpriester“ und späteren Straßburger Prediger, der dem Stift Berchtesgaden angehört hatte. Doch in den Jahren 1732/33 kam es im Zuge der Gegenreformation zur erzwungenen Emigration von über der Hälfte aller Protestanten und damit 1.100 von etwa 9.000 Einwohnern innerhalb der Fürstpropstei Berchtesgaden. Ihr Besitz wurde vom Stift eingezogen und verkauft, der Erlös floss in eine so genannte Emigrantenkasse. Dem folgte zudem die Re-Missionierung der in der Region verbliebenen Protestanten.
Erst die Edikte des Königs Maximilian I. Joseph von 1808 und 1809 und die damit verbundene Gründung einer Evangelisch-Lutherischen Kirche in Bayern ließen auch in Berchtesgaden eine Wiederbelebung des Protestantismus und 90 Jahre später den Bau einer eigenen Kirche zu. In der Zwischenzeit diente den Berchtesgadener Protestanten das Dormitorium im Königlichen Schloss sowie das einstige Rentamtsgebäude als Betsaal. Nachdem jedoch immer mehr evangelische Touristen Berchtesgaden besucht und sich dort Zweitwohnsitze eingerichtet hatten, wurde zwischen 1897 und 1899 die Christuskirche am Ende der Ludwig-Ganghofer-Straße errichtet.
Det var en meget, meget smuk oplevelse. For det første på grund af disse 2 personer, hvor den ene spillede et instrument, som jeg ikke ved hvad kaldes måske en slags spinet, og den anden sang meget smukt. Uden at have forstand på noget som helst, lød det for mig, som om det var requiem’er de øvede. Det var en dejlig musikoplevelse at sidde og lytte til. Jeg tror vi sad der en halv time, og de blev bare ved og ved…
Den anden grund var kirkerummets helt stilfærdig udsmykning, som vi så på det forrige billede, og kirkevinduerne som vi ser her. Meget smukt og enkelt – ligesom musikken vi fik i tilgift.
Das Kirchengebäude wurde von August Thiersch im neogotischen Stil aus Kälbersteinmarmor erbaut und 1899 fertiggestellt. Zur Einweihung erhielt die Kirche von der letzten deutschen Kaiserin Auguste Viktoria eine Altarbibel. Das Bild neben der Kanzel stammt von Ludwig Thiersch. 1933 brachte man in Erinnerung an die vor 200 Jahren aus dem Berchtesgadener Land gewiesenen Glaubensbrüder im rechten Seitenschiff eine Gedenktafel an. 1965/66 ist die neugotische Inneneinrichtung weitgehend entfernt und der Altar vorverlegt, sein Aufbau beseitigt worden. Alle Wände nunmehr in schlichtem Weiß gestrichen, wurde der Taufstein vor die Stufen zum Chor gesetzt und ein großes Bronzekreuz mit Corpus des Berchtesgadener Bildhauers Hans Richter hinter den Altar gestellt. Anstelle der zuvor farbigen Fenster befinden sich jetzt in den Seitenschiffen bleigefasste Scheiben aus weißem, opalisierendem Glas nach Entwürfen des Gräfelfinger Künstlers Rudolf Büder.
Og så var der damen her. Hendes job var at skifte tallene ud til salmerne, der nok skulle synges til en gudstjeneste i morgen, søndag. Af og tal faldt et tal ned og det klonkede midt i den smukke sang. Tallene blev skubbet ind imellem to trælister.
Deroppe fra kirken var der et smukt udsyn ned over byen.
Steen ville ned i byen og fotografere nogle steder, hvor han mente at Dorthea også havde fotograferet.
Denne frise med midtermotiver var der…
…da Dorthea var her i 1936…
…men der er jo desværre kommet et par årstal mere på senere – og lige forfærdeligt tragiske er krigene, de refererer til.
Über den Arkaden des dem Schloss gegenüberliegenden Hofbaus schuf Josef Hengge 1929 eine Freskenmalerei zu Ehren der 89 im Ersten Weltkrieg gefallenen Berchtesgadener. Das Fresko ließ die amerikanische Militärregierung 1945 übermalen. 1952 von Hengge wieder freigelegt und um die Ehrung für die Gefallenen des Zweiten Weltkriegs ergänzt, wurde dieses Kriegerdenkmal 1961 von Gerhard Kommossa (1906–1973) restauriert. Unter zwei der Arkaden steht jeweils ein neugotisch gestalteter Brunnen.
Vejret var godt, og selv om Steen var afsted uden kort, besluttede vi at gå op til Lockstein. På vejen kom vi forbi denne lille ydmyge “jeg aner ikke hvad sådan en hedder”.
Det gik opad, og på et stykke var det som at gå igennem en nyudsprungen dansk bøgeskov
Vi kom også forbi dette lille kapel, og for os så det ud, som om det var det danske flag, der var til venstre – men det var det nu ikke.
Die Kapelle trägt auch den Namen “Kirchleitnkapelle der Seligpreisungen auf dem Mitterweinfeld” nach der Flur Mitterweinfeld benannt. Sie entstand nach einer Idee von Dekan Peter Demmelmair und der Privatinitiative der Landwirtfamilie Franz Brandner aus Berchtesgaden, auf deren Grundstück sie errichtet wurde. Die Kapelle wurde im August 2009 eingeweiht. Die auf der Kapelle befindliche Glocke wurde von den Berchtesgadener Weihnachtsschützen gespendet.
Ved siden af kapellet stod denne sten…
Vi kom helt op på Lockstein. Der havde Dorthea også været og Steen fotograferer…
…et “pano” over byen med Watzmännern i baggrunden.
Unweit oberhalb der Kapelle befindet sich die Aussichtsterrasse des Locksteins, die ebenfalls eine besonders gute Aussicht auf die Landschaft um Berchtesgaden bietet.
Vi gik tilbage til kapellet og ned ad en sti, hvor der var mange små statuer – eller skal jeg sige: kunstværker? De var alle sat på en rød søjle.
Der in Serpentinen angelegte Fußweg vom Berchtesgadener Ortsteil Nonnberg zur Kapelle wurde von der Pfarre als Meditationsweg gestaltet und erfreut sich auch wegen der herrlichen Aussichtlage großer Beliebtheit.
Her er et par stykker af dem. Hvis jeg siger at der var 12, gætter jeg….
Sådan så det ud da vi kom ned, og det er altså begyndelsen af vejen; men det har Dorthea og drengene jo slet ikke set!
Steen talte undervejs ned med en mand, som gjorde stien ren. Efter al den regn var grusset jo rullet ned ad stien og fyldt de tværgående vandløbs-riller. Han fortalte, at alt var financieret privat, og at der havde været meget modstand mod det, især fordi det indebar fældningen af træer. Jeg vil sige, at jeg synes, at det var en tankevækkende, smuk sti og godt og diskret lavet!
Skråt over for, hvor vi kom ned, så vi dette skilt 
Jeg behøver nok ikke at skrive hvad vi fik.
På vej tilbage til hotellet stoppede en modgående dame op og sagde noget til mig. Jeg gik i mine egne tanker og troede ikke, det var mig, hun talte til, så jeg vendte mig om for at se, om der var en person på den anden side af gaden. Det var der ikke, og Steen havde opfattet at hun snakkede om min Oleana trøje. Hun havde en hjemme og var så begejstret for at se min, at nu ville hun gå hjem og tage sin på. Den var mangen til min. Vi kunne hurtigt blive enige om, hvor dejlige de er, og at vi begge havde flere fra firmaet. Det var fjerde gang, at folk har snakket om den trøje: 1 gang i Meran og 3 gange her i byen. Jeg finder det lidt morsomt…
…og der blev bestilt noget. Her har vi dog 2 borde, der kan bruges.
…men belønningen kom også.
Det blev Einkehr-tid igen, et godt sted at spise ja, og der er mange forskellige retter. Ikke kun pizza og der kommmer spicy oil og noget stærkt i de små krukker.
Vi havde 2 Gutscheine, vi ikke havde fået brugt, og natten var jo ung. Klokken var kun lidt over 20…
Nu var der bare lige med at finde sådan en Tanzbar…
Steen var helt i hopla ved at høre en blanding af tyske lieder, som “Schwarzen Hosen” og noget amerikansk fra hans ungdomstid…
Proseccoen kom også. Den var efter min mening lieblich, og vi blev der, til den var drukket. Folk kom lidt efter lidt – mange som os med Gutscheine – de drak deres prosecco og gik igen. Vi kunne ikke lige finde ud af hvem Tanzbar’en var lavet for. Steen mente, at det var for amerikanske turister – han er altså også så klog…
Dagens Spruch fra hotelavisen passer måske meget godt…