Livet undervejs…

“Don’t adventures ever have an end? I suppose not. Someone else always has to carry on on the story.” 

J.R.R. Tolkien, 

En fin morgen var det klokken 6. Ikke en sky på himlen. Det lovede godt for begyndelsen på dagen.

Steen havde travlt med at finde kort frem og forklare til morgenmaden. Vi skulle op med Seilbahn’en og hen til Gemmi Stock. Det var nemlig der, at Dorthea og hendes medrejsende havde været på rejsen i 1960, og ikke, som Steen fejlagtig troede, selve passet Gemmipass i 2270 m højde. Det fandt vi først ud af i går aftes, og det passede os godt – der var nemlig kun lovet tørvejr indtil omkring klokken 16, og turen helt op til Gemmipass og retur ville vi knap kunne nå inden. Det er ikke så meget regnvejret, vi har noget imod, men lyn og torden i bjergene….

På vej til Seilbahn’en fik Steen et bedre billede af, hvor motivet på et af Dortheas postkort fra 1960 – dvs for 54 år siden – var fotograferet.

Ja, selvfølgelig er der blevet bygget nyt i de mellemlignede år (de 2 huse, hvor der dengang var græsmark); men alligevel fantastisk, at vi kunne finde det.

09;30 var vi ved Seilbahn’en i Eggeschwand i bunden af dalen. Det var en flok spejdere også….

Sjovt nok var der en gammel metalplade fra Dortheas hotel ved kasseapparatet i huset hvor Seilbahn’en starter (Talstation).

Seilbahn’en sejlede afsted, netop da vi nåede hen til Talstation’en, så vi måtte vente 30 min til næste afgang. Da vi var de første i kabinen, havde vi fin tid til at tage dette billede af os.

Vi forlod Talstation Kandersteg og sejlede deropad mod Bergstation Sunnbuel…

Byen blev mindre og mindre, og vi kom højere og højere op.

Oppe på toppen valgte vi at starte med at gå en rute i et område med mange vilde planter og et helt andet landskab, end vi ellers har vandret i. Dette valg var vi glade for, fordi alle de andre “turister” gik den klassiske nemme vej.

Smukke anderledes landskaber, en god sti at gå på og vejret som vi kunne ønske os – perfekt!

Vi måtte have jakkerne på indimellem, når vi ikke var i skyggen, og/eller når der var en god vind. Der var også kun lovet 7 grader deroppe.

Vi var ved godt mod og tog lige endnu en lille omvej, hvor det gik det opad og opad – men ad en god vej. På billedet her kigger vi tilbage, ned på, hvor vi havde gået “for lidt siden”.

Endelig var vi kommet så højt op, som vi nu ville i dag. Vi var over 2000 m oppe og var glade for at få øje på huset, hvor der var Einkehrmöglichkeit.

Vi fik selvfølgelig – ja, det er jo ikke en selvfølge, men det er en god drik, når man vandrer – Süssmost (eller Apfelsaft, som det hedder på hochdeutsch). Det var et ganske vidunderligt sted at sidde….

Vi måtte jo videre, og det var egentlig tilbage, for vi havde indnu ikke været i Stock, hvor Dorthea havde fotograferet nogle af sine medrejsende i 1960. Vi måtte have vindjakker på.

Vi nærmede os Stock og der blev flere og flere planter at se. Skilte belærte os undervejs, som var det en botanisk have. På trods af det jeg aner ikke, hvad denne blomst hedder.

Her er vi ved Stock, hvor beværtningen er lukket, siden Dorthea var her. Vi mente dog, at gelænderet var det samme som damals.

Well, det lader til at en del af gelænderet er skiftet ud i tidens løb med bjælker, der ikke er afbarket så fint som dengang. Men dette var det længste rejseselskabet, inklusive Dorthea, gik fra Bergstation Sunnbuel. Det forklarer, at damerne kunne klare turen i spadseresko. Turen på 2:30 timer op til selve Gemmipass var urealistisk at tro, og Steen er nu mindre imponeret af rejseselskabets fysiske udfoldelse den dag i “Højalperne”, end han var før vi i går fik tingene på plads 

Udsigten derfra over Kandersteg må have været omtrent den samme, som Dorthea og det danske rejseselskab dengang har været betaget af. Dorthea var i “Højalperne”, som hun ofte skrev i sine albummer.

Fra Stock skulle vi tilbage til Bergstation Sunnbuel for at komme ned med Seilbahn’en. Vi vidste, at det ville gå opad igen, så der var ikke andet at gøre end at komme igang igen.

Steen bemærkede, at der kome en kabine forbi med noget under sig. Det viste sig at være cykler.

Vi nåede op til Sunnbuel og glædede os over, at der ikke så ud til at være ventetid for at komme ned! Steen havde frygtet, at der ville være 70 spejdere foran os, hvilket nemt kunne betyde mere end 1 times ventetid.

Den ene efter den anden betagende og smukke udsigt kunne ses fra kabinen.

Vi havde besluttet på hjemvejen at gå ind og tage en Eiskaffee hos Hotel Adler; men på vej derhen mødte vi en meget, meget uvenlig hveps, der mente at have ret til at kravle ind under min skjorte og stikke mig på skulderen/ryggen inden den kravlede ud og fløj væk igen. Så jeg gik omkring et apotek for at lade dem se på denne type Kandersteg-uartige-hvepses-stik. Apotekeren anbefalede dette præparat. Da han hørte, at jeg rejste med Zyrtec (fordi jeg kan svulme meget op af insektstik) anbefalede han mig at tage sådan en pille hurtigst muligt. Steen tilbød med det samme at hente en pille på hotellet – imens klarede jeg bestillingen af 2 x Eiskaffee 
Vi var knap nået tilbage til hotellet, da det begyndte at regne. Det må siges at være good timing.

På satelllitbilledet har vi indtegnet dagens rute. Øverst hvor vi startede og endte ved hotellet og nederst hvor vi holdt pause hos Berghotel Schwarenbach i 2061 m højde og fik os et godt glas Süssmost.

Max. højde var 2076 m. De flade stykker i bunden viser turene til og fra Seilbahn’en og de symmetriske “skuldre” på kurven, hvor vi steg op og ned viser den 2.4 km lange kabel-strækning mellem Talstation Eggeschwand og Bergstation Sunnbuel. Hvis vi ikke regner turene op og ned med Seilbahn’en gik vi godt 22 km.

Et godt glas vand er ikke at kimse af, og man kunne godt ønske sig, at der lå en seddel på hvert eneste hotel i verden, der informerer om kvaliteten af hotellets/byens vand. Hvorfor mon man ikke gør det? Hvad mon man er bange for?

I aften skulle der ikke vælges aftensmad. Den klassiske schweiziske fondue ikke til at spise i sommervarmen, så det var en kinesisk version, der bliver serveret hver mandag…

Der var passende dækket kinesisk op og bemærk det lille fangstnet til højre…

Dette var forretten, den var jeg glad for, for det blev stort set min aftensmad!
Vi gik alle hen med vores kinesiske tallerken ved et ta’-selv bord til hovedretten. Der stod godt nok et par kokke/tjenere til at give os over på tallerkenen, hvad vi måtte ønske – diverse forkogte grøntsager og råt kød i strimler. Jeg havde valgt fisk, kylling og oksekød; men hver gang jeg havde puttet noget i fonduegryden, som stod ved hvert bord, så fiskede Steen det op med sit fangstnet, inden jeg kunne nå at glippe med øjnene og væltede det rundt i sin risskål med ris og sad og plørede rundt som et barn ved vandkanten på en strand med skovl og spand og åd løs.
En god slankekur er at spise kinesisk fondue med Steen!!!
Forresten, så var desserten en kugle kokosis med noget aprikossnask, som smagte godt. Den fik jeg da også, da det var portionsanrettet, og det var jeg taknemmelig for. Så forret og dessert var aftensmaden efter at have gået omkring omkring 22 km i dag.

“The world has changed.
I see it in the water.
I feel it in the Earth.
I smell it in the air.
Much that once was is lost,
For none now live who remember it.”

J.R.R. Tolkien

En morgen, som kan ligne de andre vi har haft, men i dag er vi ikke så interesseret i, hvordan vejret bliver i Kandersteg.

Det var nemlig farvel og tak for denne gang til “Alfa Soleil“.

Det blev en dag, hvor vi så en masse variationer i bjerge og dale. Utroligt at man kan komme igennem så meget forskelligt på en dag uden at have kørt alt for mange kilometer, for det tager tid at sno sig op og ned ad bjergene.

Vi stoppede op ved den første “Talsperre” vi så. Bemærk farverne på klipperne og vandet. Nu er det forståeligt, at der var en vis grønlighed over mange officielle bygninger i Bern. De har selvfølgelig hentet sten til at bygge dem her.

The Räterichsbodensee is a reservoir in the Grimsel region in the Bernese Oberland with a volume of around 25 million cubic meters. It is located at about 1767 m above sea level. The water from the Räterichsbodensee is used in the power plants Handeck 2 and 3 Handeck the Oberhasli power plants.

Et kig den anden vej – ned i dalen vi er kommet fra.

Vi var ved den røde prik.

Det fortsatte med den ene “Talsperre” efter den anden, stadig i den flotte støvede grønne tone. I forgrunden Grimselsee med en lille ø, der er forbundet via en del af dæmningen. På øen kan man bo på hotel…

Vi kom over Grimsel passet og der var en festlig skulptur. At bemærke er, at dullen på bagsædet sidder og snakker i mobiltelefon…

Pludselig hørte Steen en lyd. Han fik parkeret bilen og for ud for at fotografere dette – Nå ja, det var et damplokomotiv, der trak 4 vogne fulde af turister og forurende dalen…

Nu er det jo sådan med biler, at de skal have noget at leve af, og når det går opad i bjergene på serpentinerveje stiger forbruget 4 gange. Steen kørte forbi nogle automattanke nede i dalen, i den tro at der ville komme “ordentlige” tankstationer længere oppe i de små byer vi kunne se på kortet. Men der kom ingen, så han måtte afvige fra fra ruten for at finde en i en lille by 10 km ned ad en snoet sidevej. Og da vi kom derned kørte han lige forbi skiltet der annoncerede benzintank, så diskret var den anbragt…

Vi havde kørt et par kilometer, da jeg opdagede, at Steen ikke havde fået lukket benzinklappen: men han havde heller ikke fået skruet dækslet på….

Dorthea havde på sin rejse i 1960 været oppe og se Rhone gletcheren – så det skulle vi selvfølgelig også. Læg mærke til, at der sidder en gruppe personer på isen, og hvis der kigges godt efter, kan man også se, at den forreste del af gletcheren er dækket med presseninger. Hvilken ynk at se, og det er ikke for at bevare gletcheren, men for at bevare en ishule, der kan markedsføres som seværdighed og beses for en billetpris…

Og det var ikke den ishule, Dorthea var inde i for 57 år siden. (hun har sat en lille pil i albummet under billedet for at markere, hvor hun stod). Ja, gletcheren er smeltet meget, siden hun var der i 1957 og den vil være borte i 2100, menes der. Var det så ikke bedre at henlede opmærksomheden til det end at holde en ishule ved lige med presenninger. Det minder mig om Tivoli i december, trist og ikke som det bør være…

Steen gik næsten hele vejen ned for at gå ind i grotten, men så hørte han nogle turister snakke om deres oplevelse (eller mangel på samme) og så skånnede han sig selv. Jeg skånede mig selv længe før på grund af det, jeg opfattede som en usselhed. Måske er det, fordi det ligner alle de ulykkelige flygtningelejre, vi dagligt bombarderes med i nyhederne, og som jeg tror, at vi alle føler er forkerte, og som netop ulykkelige begivenheder har været årsager til…
Hullet, der ses ca. midt i fotografiet viser, hvor hulen var og muligvis er det den, Dorthea og hendes medrejsende var inde i.

The Rhône Glacier (German: Rhonegletscher/ Valais German: “Rottengletscher”) is a glacier in the Swiss Alps and the source of the river Rhône and one of the primary contributors to Lake Geneva in the far eastern end of the Swiss canton of Valais. Because the Glacier is located close to the Furka Pass road it is easily accessible.

The Rhône Glacier is easily accessible so its evolution is observed since the 19th century. The glacier lost ~1300 m during the last 120 years leaving behind a track of naked stone.

Hvor gammelt dette kort egentlig var, da Dorthea købte det i 1957, kan vi ikke vide, men den viser Rhonegletcheren, da dens “tunge” rakte helt ned i dalen og var en stor turistattraktion.

Vi kørte over Furkapasset.

Originally Posted by Johann Wolfgang von Goethe on a wall on the Furka Pass; . Uri, Switzerland
“I notice that I mention in my little writing of the people; they are also among these great objects of nature, particularly in passing, less remarkable. ”
Letters from Switzerland, the second Swiss travel 1779th

En æra er forbi, eller måske holdes der kun en pause mht. den rejseform der var gældende i 1957. Her på dette hotel spiste Dorthea og hendes medrejsende for 57 år siden. Nu er de røde skodder lukkede…

Det var de ikke i 1957.

Vi kørte op over Sct. Gotthard passet ad den gamle brolagte vej. Hvornår bilerne begyndte at suse gennem en tunnel i bjerget, ved jeg ikke, men her er vi på toppen af et blæsende pas, og vi kom derop uden meget trafik.
Vi kørte også ned fra passet ad den gamle landevej, skulle jeg til at skrive, men mon ikke det har været en hovedfærdselsåre.
Da vi kom ned på den anden side af bjerget, kunne vi se, at der var laaaannnng kø for at komme til at køre gennem bjerget. Vi kørte helt klart i den rigtige retning.

Så kom vi til Lugano.

Lugano (Italian: Lugano; Ticinese: Lügàn) is a city in southern Switzerland, in the Italian-speaking canton of Ticino, which borders Italy. The population of the city proper was 61,837 as of December 2012, and the population of the urban agglomeration was over 145,000. It is the 9th largest city of Switzerland by population, the largest city in Ticino, and the largest city with an Italian speaking majority outside of Italy.

Temperaturen havde ændret sig fra 13 grader oppe i passet og løbende opad, mens vi kørte ned i dalen, men havde igen sænket sig ved ankomsten til Lugano, hvor den landede sidst i 20’erne.

Vi blev budt velkommen og jeg tænkte lidt over deres “bon mot” til venstre – godt lige at stoppe op og tænke over.

Vi havde tilbagelagt 264 km….

Turen bragte os op i 2441 m højde og over flere betydelige pas og gennem et utal af hårnålesving og givet os mange betagende udsigter undervejs.

Nu er det jo ikke vores skyld, at vi skulle til Lugano. Det er Dortheas! Hun er årsag til, at vi lige skal lære byen lidt at kende.
Dette er udsigten fra vores balkon, hvis vi kigger lidt til venstre. Dorthea ville have sagt vores “private” balkon.

Nina henvendte sig med dagens smil.

Roland sejlede imens rundt oppe på Sognefjorden i Norge.

Vi sprang espressoen over og gik ned på terrassen og fik et glas kølig vin her fra området. Jeg har glemt hvad området her hedder, men vinen smagte godt og jeg får studeret bykortet…

Vi spiste rimeligt tidlig. Solen ville gå ned lige om lidt og pianoet var rullet ud og pianodamen spillede nydeligt og hele tiden. Ja, hele tiden – uden pauser – også længe efter at vi var gået op på værelset. Vi kunne derfor sidde på balkonen og se ud over byen og søen og høre dejlig musik, der absolut ikke var høj, men kunne stille høres.

Vi havde bestilt en Ticino Hänchen, og det er rent gætskriveri og staveri, da jeg ikke kan huske, hvad den lille hane fra området hedder; men det er noget lokalt fjerkræ og det smagte godt, og jeg var sulten efter rigtig mad efter min sparsomme aftensmad aftenen før….

Steen sendte en sms…

Steen fik sig en flot dessert. Hvad den bestod af udover 3 blåbær, husker jeg ikke. Jeg fik en anden dessert….

Der havde i mellemtiden været tæppe-af-damer, kunne vi se da vi kom op. Med en lille godbid ønskede de os godnat og vi satte os ud på altanen og kiggede ud over byen, mens vi drak det sidste af vores vino.

Et  kig ned til hvor vi sad og spiste. Nederst ses pianoet.

Ud over byen var det ikke blevet helt mørkt endnu, men det blev det, og vi kunne sige Buona Notte – Ja, vi kan vel allesammen lidt italiensk…

“If you sit on the doorstep long enough, I daresay you will think of something”

 J.R.R. Tolkien, The Hobbit

En sms, der kom lidt over midnat. Men jeg sov. Jeg hørte den ikke – måske Ernest havde sat telefonen på “stille”. Nu er det så lige det, hvor Flåm er.

Det undersøgte Steen.

 Klokken 07:30 så det ud til at blive en dejlig dag.

Den dejlige morgenmad spiste vi ude på terrassen ligesom alle de andre. Jeg havde trøje med for en sikkerhed, men det var nu helt unødvendigt…

Vores hotel set ved opkørslen/indkørslen.
Vi var rimelig tidligt på færde, vi skulle jo nå noget, som Dorthea havde gjort, og ja, vi er klar over, at vi ikke kan nå så meget som hun, for hun var her omkring en uges tid…

Vi havde på hotellet fået at vide, at det ville tage 20-25 minutter at gå hen, hvor vi kunne købe billetter. Det kom til at passe meget godt, jeg tror vi gik 22 minutter, og vi gik lidt forkert.

Vi skulle på Giro Del Golfo!

Vi kom til at sejle med “Paradiso”.

Min vandrehat kom på, jeg er jo ikke i besiddelse af en Panamahat som Steen. Ja, der er forskel på folk…

Vi ved, at Dorthea var ude at sejle på Lago di Lugano, men vi ved ikke helt hvilken rute, så vi tog en, som hotellet anbefalede. Her ses Monte Bré, som vi ved at Dorthea var oppe på. Hun kørte derop med en tandhjulsbane.

Lake Lugano (Italian: Lago di Lugano or Ceresio, from Ceresius lacus) is a glacial lake which is situated on the border between south-east Switzerland and Italy. The lake, named after the city of Lugano, is situated between Lake Como and Lago Maggiore. It was cited for the first time by Gregory of Tours with the name Ceresio in 590 AD, a name which is said to have derived from the Latin word cerasus, meaning cherry, and refers to the abundance of cherry trees which at one time adorned the shores of the lake. The lake appears in documents in 804 under the name Laco Luanasco.
Well known mountains and tourist destinations on the shores of the lake are Monte Brè (925m) east, Monte San Salvatore (912m) west of Lugano and Monte Generoso (1,701m) on the south-east shore. The World Heritage Site Monte San Giorgio (1,097m) is situated south of the lake.

Der var smukke, dybe vue’er.

En gammel by, Gandria, som blev rost meget, men vi skånede os selv for at gå rundt der 1½ time, indtil næste båd kom.

Turen tilbage til Lugano, foregik på den anden side af søen.

Dorthea havde i 1957 sejlet en tur på Lago di Lugano, vist nok et par gange. Her lader det til, at hun tog omtrent den samme som vi – og modsat os, gik hun i land i Gandria.

Tilbage i Lugano gik vi hen til en lille kirke, Saint Maria degli Angioli.

Den lille kirke havde frescoer fra 1500-tallet, malet af Bernardino Luini. Han var elev af Leonardo da Vinci. De var utroligt flotte og der var malet overalt i kirken, som ellers virkede meget ydmyg.

Bernardino Luini (c. 1480/82 – June 1532) was a North Italian painter from Leonardo’s circle. Both Luini and Giovanni Antonio Boltraffio were said to have worked with Leonardo directly; he was described to have taken “as much from Leonardo as his native roots enabled him to comprehend”. Consequently many of his works were attributed to Leonardo. 

Meget enkelt og meget smukt, det er lige før det røde tæppe forstyrrer!

Steen tændte et lys.

Det gjorde han ved dette “alter”. Der var 3 forskellige, man kunne gøre det ved.

Endnu et af kalkmalerierne. Derefter gik vi ud i Luganos sommervejr…

Vi trængte til en iskaffe og havde besluttet at se, om vi kunne få en i den historiske café i Via Pessina. Efter at vi havde kringlet os rundt i byens gader, fandt vi den.
Hver anden butik i byen sælger ure, men vi stod ikke og manglede et…

Vi bestilte iskaffe og vand og der blev nikket og sagt “ja så gerne”, uden at jeg ved det, for jeg kan ikke italiensk. Der kom en tjener mere og pegede på et kort og spurgte, om det var det, vi havde bestilt. Det stod på italiensk og jeg gættede mig til, at det var det rigtige, Steen var selvfølgelig gået på toilettet, men hans italienske er nok ikke bedre. Der kom en tredie tjener, som talte tysk, og han fortalte, at italienerne havde svært ved h-lyde, så de havde været i tvil om vi ville have kold kaffe eller varm kaffe. Nå, men vi fik dette her….

Den varme espresso var i den lille kande, og den skulle man hælde over isen. Sådan havde vi ikke fået det serveret før. Det smagte godt, og der var ingen tvivl om, at det var en italiensk espresso…

Italiensk-undervisning for begyndere, det var det vi fik….

Der blev svaret på sms’en, og vi fik svar på Grand Café Al Porto.

I bedste Dorthea-stil købte vi noget af husets chokolade, og de fik en merkøbsbonus, idet de lod os smage en slags amarreti med mandler og jeg tror noget sprut, sandsynligvis amaretto, men det ved jeg ikke. De var gode og lignede slet ikke de klassiske amarreti kager!

Uden at vide det, er vi sikre på, at Dorthea også er gået ud og ind af denne dør og har haft en pose med ud.

Der kom endnu en sms og der blev svaret

Tilbage på hotellet synes vi lige, at vi skulle smage på en af de der amarreti’er med mandler, vi havde købt.

Sådan havde vi med skib og til fods bevæget os rundt i og omkring Lugano i dag.

Den fik os til at trænge til en kop te, og vi fik en dejlig Earl Grey på terrassen. Det var blevet lettere overskyet, så temperaturen var faldet til det absolut behagelige…

Lige bag hotellet går banen op til Monte Bré, men vi besluttede os for, at vi havde set det ude fra søen, altså Monte Bré…

Der kom billeder fra Bergen….

Efter teen satte jeg mig i liggestolen på vores altan og kiggede ud over alt og intet.

Aftensmaden blev det vi kalder “pubfood”. Vi valgte Flammkuchen à la mediterranean.

Tjeneren bragte det sidste af vores vin op til vores altan, og jeg troede, at vi skulle sidde og nyde den der, men Steen fik den idé, at han ville vaske vores vandreskjorter og checke noget på nettet, så jeg gik ud for at nyde den i dyb fred og ro og se de sidste af solens stråler og glæde mig til en nyvasket vandreskjorte og lytte til pianomusikken nede fra!

Stilhed – nå ja, indtil der kom et par match-box biler, der larmede så meget, at jeg måtte rejse mig og kigge ned i dyb forundring over at “smarte” biler, ligesom mange motorcykler, skal larme. Her var et par med penge nok til at købe biler, men som ikke kunne finde ud af, hvor lang tid, det ville tage at køre op og ned i bjerge, så de kom sent til hotellet. Det sjove var at se, da de skulle bakke for at komme i garagen. Da var ejeren af den gule Lamborghini meget usikker, mens manden i den blå Ferrari godt kunne finde ud af det. Ingen af dem lod hotellets concierge køre den i garagen. Næh, han kom ind på passagersædet i den blå

“I wisely started with a map.”

J.R.R. Tolkien

Morgenbilledet omkring klokken 6. I al cameraets grovhed ser det nærmest ud, som om det er malet på en cementvæg…

Normalt er jeg ikke den store jordbærspiser, men disse jordbær var bare supergode. De var modnet hele vejen ind til det inderste af dem og så ovenpå bircher-müsli og lidt yoghurt…

Bilen skulle pakkes. Det var ikke en af disse legetøjsbiler, der vel kun har bagagerumsplads til tandbørsten….

Første stop var Villa Carlotta.

Villa Carlotta is a villa in Northern Italy on Lake Como. It was built for the Milanese marquis Giorgio Clerici in 1690 and extends over a 70,000 m2 (17 acres) area in Tremezzo, facing the Bellagio peninsula. An Italian garden with steps, fountains and sculptures was laid out at the same time. Among the statues, Mars and Venus by Luigi Acquisti is remarkable.
The architect who designed the villa is unknown. It was completed in 1745 and remained in the hands of Marquis Clerici until 1795, when it passed by marriage to the banker and Napoleonic politician Giambattista Sommariva, who added a pediment and clock. In 1843, it was given as a wedding present by Princess Marianna of Prussia to her daughter Charlotte, Duchess of Saxe-Meiningen, after whom the villa is named.

Vi gik op ad mange trapper for at komme op til huset…

Her blev vi modtaget af Mars og Venus lavet af Luigi Acquisti, men det var nu ikke den statues skyld, at vi tog til Villa Carlotta, det var mere friserne i baggrunden.

Luigi Acquisti (1745–1823) was an Italian sculptor mainly known for his works in the neoclassical style.
He was born in Forlì the 29 March 1747 and died in Bologna in 1823. His works are distributed throughout Italy. Among them are reliefs of Arco della Pace in Milan; the statue of the Vecchia Legge for the facade of Milan Cathedral; Mars and Venus for the Villa Carlotta in Tremezzo on Lake Como; statues in Palazzo Braschi in Rome; and an Atlanta (c. 1806) for the Villa Belgiojoso Bonaparte in Milan.

Da Dorthea besøgte Villa Carlotta med et rejseselskab i 1957, købte hun en serie postkort med motiver fra villaen og dens park. Mon ikke motivet ovenfor var årsagen til, at det danske selskab kom hertil på rundrejsen i Norditalien?

Jo, årsagen var med stor sandsynlighed Bertel Thorvaldsen, og af ham var ophængt en kopi af “frimærkeportrættet”, malet af Christoffer Wilhelm Eckersberg.

(Karl Albert) Bertel Thorvaldsen (Danish pronunciation: [ˌbɛɐ̯dl̩ ˈtɔɐ̯vælsn̩]; ca. 1770 – 24 March 1844) was a Danish sculptor of international fame, who spent most of his life (1789–1838) in Italy. Thorvaldsen was born in Copenhagen into a Danish/Icelandic family of humble means, and was accepted to the Royal Danish Academy of Art when he was eleven years old. Working part-time with his father, who was a wood carver, Thorvaldsen won many honors and medals at the academy. He was awarded a stipend to travel to Rome and continue his education.
In Rome Thorvaldsen quickly made a name for himself as a sculptor. Maintaining a large workshop in the city, he worked in a heroic neo-classicist style. His patrons resided all over Europe.
Upon his return to Denmark in 1838, Thorvaldsen was received as a national hero. The Thorvaldsen Museum was erected to house his works next to Christiansborg Palace. Thorvaldsen is buried within the courtyard of the museum. In his time, he was seen as the successor of master sculptor Antonio Canova. His strict adherence to classical norms has tended to estrange modern audiences. Among his more famous works are the statues of Nicolaus Copernicus and Józef Poniatowski in Warsaw; the statue of Maximilian I in Munich; and the tomb monument of Pope Pius VII, the only work by a non-Italian in St. Peter’s Basilica.

Der var et maleri af villaen inde i en af salene, men det var svært at fotografere. Dengang lå den ensomt, nu er alt omkring den plastret til med huse.

Men den har en meget smuk udsigt ned mod Como søen.

Vi forlod Villa Carlotta lidt ad bagvejen og gik igennem en lang “appelsintræs-tunnel”.

Bilen havde en dejlig parkeringsplads ud mod Comosøen.

Vi kørte videre og kom til vores næste hotel, Hotel Sofia i Gardone Riviera.

Gardone Riviera is a small tourist resort on the western shore of Lake Garda in northern Italy. It lies in the province of Brescia, in the region of Lombardy. 

Vi havde tilbagelagt godt 240 km for at komme hertil fra Lugano.

Udsigten fra værelse 303’s balkon ud mod Gardasøen.

Lake Garda (Italian: Lago di Garda or Lago Benaco) is the largest lake in Italy. It is a popular holiday location and is located in Northern Italy, about half-way between Brescia and Verona, and between Venice and Milan. Glaciers formed this alpine region at the end of the last Ice Age. The lake and its shoreline are divided between the provinces of Verona (to the south-east), Brescia (south-west), and Trentino (north).

Der blev udvekslet sms’er.

Det havde regnet inden vi ankom til byen og småregnede stadig lidt, så vi kørte ud for at købe vand og vin. Da vi havde gjort det, var det klaret op og vi gik ned for at besøge Dorthea’s hotel Bella Riva.
Det var en lang, trist gåtur derned, måske ikke egentlig trist, men det var ad en lang trafikeret vej, hvor der næsten ikke var fortov, og så var det meget fugtig-varmt pga. regnen. Nu om dage ligger hotellet højt på ranglisten hos Tripadvisor, og var derfor tidligt booket ud for denne periode i august, så vi kunne ikke få plads der, men vi sad på terrassen på den anden side af hotellet og fik en kop espresso og Pellegrino.

Her sad vi på det der nu er terrasse og liggestols-område. Dengang, da Dorthea var her i sidste halvdel af maj i 1955, spiste man morgenmad her – og Dorthea er blevet foreviget her.

Da vores hotel ikke har egen restaurant, besluttede vi at gå op til en lille bydel længere oppe på skråningen fra vores hotel for at spise rimelig tidligt. Vi følte også, at det var ved at være vinotid og pudsigt nok, da vi kom derop, var det første vi fik øje på et skilt med “BAR”. Vi skulle bare gå lige ud og inden vi havde set os omkring, sad vi der i skyggen.

Vinen var udmærket og billig, selvom vi ikke tog den billigste. Der kom ovenikøbet noget skinke, lidt brød og “franske kartofler” og 1 flaske vand, og jeg tror at Steen for det hele betalte 6.5 europæiske penge.

Efter at have styrket os med vinen, gik vi længere op i byen. Døren var stadig åben til kirken på toppen, så vi gik ind og blev lidt overrasket ved at kunne høre at der var en form for gudstjeneste inde bag døren med det røde lys, så vi listede stille ud igen.

Vi gik om på siden af kirken og satte os på en bænk. Der havde vi denne smukke udsigt og vi kunne svagt høre salmesang inde fra kirken….

Vi besluttede os for en pizza.

Det fik vi, og den var ganske udmærket.

Vi gik tilbage til vores hotel og satte os ud på balkonen med et glas vin og nød aftenen.

Vinen var god, vejret dejligt, så vi blev siddende. Mørket faldt på, og vi kunne se lys rundt om Gardasøen.

“After all, I believe that legends and myths are largely made of ‘truth’.”

J.R.R. Tolkien

Lidt over 6 så der sådan ud ved Garda-søen. Steen tog billeder til et pano, men ser det ikke ud, som om der er sket et eller andet ved himlen omkring det midterste træ?

Vi spiste morgenmad udenfor, og det ser ud, som om Steen gaber højt for at få sig lidt italiensk yoghurt med schweizisk drys…

Inde i morgenmads-stuen hang dette primitive billede af stedet, Hotel Sofia, og det er nok malet omkring da det blev bygget, endnu har træerne ikke vokset sig store…

Her til formiddag skulle vi op og se en park, som Dorthea også havde besøgt, og den lå ikke ret langt væk fra vores hotel. Den hedder “Vittoriale degli italiani”. Inden vi skulle på guided tur af huset, havde vi både tid til at gå rundt i parken og til at forevige os selv foran brønden – en brønd, som Dorthea og rejseselskabet også lod sig forevige foran i 1955.

Dorthea har en lille hat på og sidder som nr. 2 fra venstre i gruppen af medrejsende.

The Vittoriale degli italiani (English translation: The shrine of Italian victories) is a hillside estate in the town of Gardone Riviera overlooking the Garda lake in province of Brescia, Lombardy. It is where the Italian writer Gabriele d’Annunzio lived after his defenestration in 1922 until his death in 1938. The estate consists of the residence of d’Annunzio called the Prioria (priory), an amphitheatre, the light cruiser Puglia set into a hillside, a boathouse containing the MAS vessel used by D’Annunzio in 1918 and a circular mausoleum. Its grounds are now part of the Grandi Giardini Italiani.
References to the Vittoriale range from a “monumental citadel” to a “fascist lunapark”, the site inevitably inheriting the controversy surrounding its creator.

Steen ville blandt andet op og se krigsskibet, som lå i parken højt, højt over vandet, selv om det ikke kan ses her på billedet.

Dorthea købte sig en serie akvarel-postkort fra parken, og et af dem viser skibets stævn nede fra haven.

Vi var også oppe og se mausoleumet, hvor Gabriele D’Annunzio ligger begravet højt oppe over det hele. Han var bygherren, eller skulle jeg sige opfinderen af stedet. Vi var inde på en guided tur og fik fortalt og vist om ham og hans hjem, og jeg har ikke rigtig ord for at beskrive hvordan, der så ud….

Gabriele D’Annunzio (Italian pronunciation: [ɡabriˈɛːle danˈnuntsjo]; 12 March 1863 – 1 March 1938), Prince of Montenevoso, sometimes spelled d’Annunzio, was an Italian writer, poet, journalist, playwright and soldier during World War I. He occupied a prominent place in Italian literature from 1889 to 1910 and after that political life from 1914 to 1924. He was often referred to under the epithets Il Vate (“the Poet”) or Il Profeta (“the Prophet”).

D’Annunzio was associated with the Decadent movement in his literary works, which interplayed closely with French Symbolism and British Aestheticism. Such works represented a turn against the naturalism of the preceding romantics and was both sensuous and mystical. He came under the influence of Friedrich Nietzsche which would find outlets in his literary and later political contributions. His affairs with several women, including Eleonora Duse and Luisa Casati, received public attention.
During the First World War, perception of D’Annunzio in Italy would be transformed from literary figure into a national war hero. He was associated with the elite Arditi storm troops of the Italian Army and took part in actions such as the Flight over Vienna. As part of an Italian nationalist reaction against the Paris Peace Conference, he set up the short-lived Italian Regency of Carnaro in Fiume with himself as Duce. The constitution made “music” the fundamental principle of the state and was corporatist in nature. Some of the ideas and aesthetics influenced Italian fascism and the style of Benito Mussolini.

Roland lavede/fotograferede et panorama-billede fra Bodø i Norge.

Vi forlod byen og kørte nordpå, måske var det slet ikke nordpå, men vi kørte op langs Garda søen og på et tidspunkt drejede vi til venstre og kørte op i et bjergområde der hedder Tremosine. Der havde Dorthea nemlig også været og byen. vi gjorde holdt i deroppe, har samme navn.

Der var et hotel med gelateria, og vi tænkte, at vi måske kunne få en iskaffe. Det var en lille by med smalle gader og det var næsten umuligt at parkere, men Steen fik parkeret…

…og stedet kunne levere en iskaffe, og den var ganske anderledes, end hvad vi ellers havde fået.

Vi kørte ned til vejen der er langs Gardasøens vestbred, hvorom Dorthea skrev i sit album om dette postkort, hun købte på sin tur i 1955: “Den verdensberømte Gallerivej langs Gardasøen”.

…og op til Riva del Garda, der ligger helt oppe i toppen af Garda søen, og der beså vi Domkirken.

Riva del Garda is a town and comune in the northern Italian province of Trento of the Trentino Alto Adige region. It is also known simply as Riva. The estimated population is 15,151.
Riva del Garda belonged to the Republic of Venice, the Bishopric of Trent, the Napoleonic Kingdom of Italy and later (1815-1918) to the Austro-Hungarian empire. Since the end of World War I (November 3, 1918), Riva del Garda, with the rest of the Trentino, became part of the Kingdom of Italy.
Riva was the terminus for the 24 kilometres (15 miles) long Mori–Arco–Riva railway line, opened in 1891. However, the railway closed in 1936 and the railway terminus has been converted into a restaurant.

The church Chiesa dell’Inviolata, dominating the Largo Marconi, is considered among the most beautiful baroque churches in Trentino. It is an octagonal building with the belfry next to it. It contains the altarpieces “San Carlo Borromeo” and “San Gerolamo” by the Mannerist painter Palma il Giovane. In the middle of the octogonal dome is a Baroque fresco “The coronation of Maria in Heaven”.

Her i kirken var der ikke levende lys, men elektriske, så Steen fik idéen, at der ville tænde sig et, hvis vi puttede penge i en dertil indrettet slot.

Han fik ret! Et lys begyndte at blinke og derefter holdt det sig tændt. Jeg ved nu ikke rigtig, hvad jeg mener om det – om der er for meget Tivoli over det….

Derefter kørte vi igennem en meget bred dal, hvor der var masser af dejlige vinstokke, og drejede fra vejen ind til et sted, hvor man solgte “lokale produkter”. Her købte vi nogle flasker vin og måtte igen erkende, at vi slet ikke kender alle de små vinområder her i Norditalien; men det er der jo heldigvis noget, der kan gøres noget ved!
Vi kørte videre til Meran…

…og kom til vores sædvanlige hotel lige omkring klokken 15, efter at have tilbagelagt knapt 200 km.

Efter det obligatoriske glas vand som velkomst og lidt slæben op på værelset, gik vi ned og tog kaffe og te og et par af deres små kager til.
Steen er ved at forklare noget, og han mener altid, at man er mest naturlig, hvis man snakker eller spiser, når man bliver fotograferet. Hvad han vrøvler om, ved jeg ikke, men jeg har været hensynsfuld og sat det bedste billede op af de fire jeg tog….

Inden aftensmaden satte vi os ned på terrassen og drak et glas prosecco.

Her var der lige en sms-udveksling….

Fredag aften er der Gala Dinner her på hotellet. Da mange er her en uge ad gangen, er der ofte “skifte-dag” om lørdagen og dermed har gæsterne om fredagenvderes sidste aften på hotellet. Vi blev mætte – godt mætte og drak en tyrolsk pinot blanc, eller som den hedder på hochdeutsch, Weissburgunder.

Inde i hjørnet af baren sad hyggepianisten og han spillede, mens vi spiste og det kunne høres ind i spisesalen. Han blev ved med at spille, og det kunne vi høre, da vi satte os ud på vores altan oppe på 3. sal og lod mørket falde på og så på den næsten fulde måne….

“It is no bad thing celebrating a simple life.”

 J.R.R. Tolkien

På et tidspunkt i nat regnede det. Der kom godt med vand ned. Her til morgen er himlen ikke overbevisende til skyfrit, nok mere til det regnfulde…
Inde ved siden af os har vi den samme nabo som sidste år. Han sidder og ryger noget meget ildelugtende af en slags, som han også gjorde sidste år. Men i år starter han ca. 05:30 ude på balkonen med at hoste og harke på en rædselsfuld og uappetitligt rallende måde – og, ja man skulle tro det var løgn, så hører vi 2 klik fra hans lighter, og lidt efter siver en andel af hans piberøg ind på vores balkon og derefter ind på værelset. Sidste år var hans hoste der også, men mindre voldsom.

Vi læste hotellets “avis”, og der lovede de tørvejr i formiddag, men dog med en chance for en regnbyge, og senere på dagen ville regnen indfinde sig. Vi udnyttede derfor formiddagen til at gå ned i byen. Himlen var ikke blevet bedre, men floden Passer og landskabet var som det var sidste år.

Dorthea tog også et billede af floden, men lidt længere til højre på broen.

The Passer (Italian: Passirio, German: Passer) is a 42.6 km torrent in northern Italy, a left tributary of the Adige, whose entire course lies within South Tyrol. The stream rises near the Alpine pass between Italy and Austria known as the Timmelsjoch, and flows through the Passeier Valley where the most important settlement is St. Leonhard in Passeier. The river joins the Adige at Meran, where it is a significant site for competitive canoeing, beneath the Steinerner Steg.

Der er byfest i Merano i 3 dage. I dag er anden-dagen, og allerede her ved 11-tiden var et af “Blasenorkestrene” allerede ved at spille. Den lille pige med ballonen dansede rundt hele tiden, mens de spillede.
Der er tribuner rundt om i byen, hvor forskellige Verein’er spiller, der er sat masser af bænke og boder op, og det er, som om de forskellige Verein’er samler penge ind til deres forenings-aktiviteter. Så det er en anden slags byfest, end vi normalt kender til – og omvendt.

Jeg tog mig sammen, og jeg mener tog mig sammen, til at købe noget vandretøj, som jeg mangler. Det er svært at få andre steder end i “vandreland”. Steen havde rygsæk, hotellets gule paraply i tilfælde af en eventuel regnbyge og sin panamahat. Medens jeg prøvede tøj, lavede han sig en lille skulptur….

Steen fik købt sig en toilettaske, da hans gamle var gået helt i stykker. Men jeg tror også, at den var 25 år gammel, og nu skal denne erstatte de plastikposer, som han nu bruger…

Ved kirken var et andet Verein ved at gøre sig klar til at synge og spille lidt, og de bad folk om at synge med og fortalte om det gode, deres Verein nu laver. Der var bla. en konkurrence om at gætte, hvor meget tubaen vejede – den, der er hængt op i en galgelignede dingsbums, men vi gættede nu ikke…

Vi gik ind i byens sognekirke. Vi kalder den “Dortheas kirke”, fordi hun gik herned hver morgen til messen klokken 8.

På et af sine ophold i byen købte hun dette postkort.

St. Nikolaus ist die römisch-katholische Stadtpfarrkirche von Meran in Südtirol. Das spätgotische Gebäude befindet sich auf dem Pfarrplatz inmitten der Altstadt und steht seit 1980 unter Denkmalschutz. Es gilt als Wahrzeichen der Stadt.

Vi besluttede at tænde et lys dette sted. Der er jo som regel flere steder at tænde lys. Bemærk at damen til venstre har en kniv i hjertet…

An der Nordseite des Langhauses befindet sich der sogenannte Kreuzaltar mit einem geschnitzten Kruzifix aus der Zeit um 1700, die Nebenfiguren der Maria und des Johannes stammen aus dem 19. Jahrhundert (der Johannes von Sebastian Stainer).

Sådan så stearinlysene ud her, og det lys Steen tændte, er det til højre.

Der kom lidt regn som lovet i begyndelsen af eftermiddagen, og vi besluttede at lave “ingenting” eller rettere komme lidt på omgangshøjde med de ting, som vi havde udsat, som at få skrevet postkort, så vi kunne glæde modtagerene med noget i postkassen, ved at få opdateret rejsebloggen, så det hele ikke gik i glemmebogen og vi senere kan glæde os over at læse og se billeder, når vi engang ude i fremtiden ikke lige kan foretage disse rejser mere…
Der gik helt kage i den, da Steen ville læse og rette, hvad jeg havde skrevet og sætte billeder ind fra Dortheas tid. Han fik trykket på et eller andet og fik dermed utilsigtet oversat teksten til google-engelsk og det var umuligt at komme tilbage til sourcen igen. Men i revisonerne var den stadig på dansk, så der var en masse copy-and-paste, og ikke nok med det, han havde også fået highlightet en hel masse, som jeg ikke kunne fjerne – ikke engang ved at få teksten over i Words!!!
Der er nyplukkede æbler her i Sydtyrol, og her sidder Steen og skærer et par forskellige af slagsen ud i stykker som vi spiste løbende som de blev skåret ud. Æblerne var sat på værelset, og det var en dejlig forfriskning….

Det blev da også til lidt aftensmad, og lad mig straks sige, at vi undlod Gemüsecremesuppen. Ikke fordi den er dårlig, men vi kan ikke spise så meget.
Dertil fik vi en hvid Pino Gris fra Sydtyrol, eller hvad druen nu hedder på tysk eller italiensk. Den er mere grov i smagen end en Weissburgunder, som om den til sammenligning havde en bondeskjorte på…

Den sidste vin blev som sædvanlig nydt på balkonen.

Den fulde måne kom op over bjerget og lod sig se – eller måske for at kigge ned til os.

“Where there are so many, all speech becomes a debate without end. But two together may perhaps find wisdom.”

J.R.R. Tolkien

En sommermorgen den 10. august i Meran. Ja, der er igen lovet varme og lidt regn i løbet af eftermiddagen.

Her på Hotel Adria er stuepigerne – eller hvad rengøringsdamerne nu om dage kan hedde på et hotel – grundige, virkeligt grundige og meget venlige. Det husker jeg også, at Dorthea har skrevet om. Da vi var færdige med morgenmad, var vores værelse ved at blive gjort rent, så vi satte os ned på terrassen og nød den svale morgen.
Pilen peger på balkonen til værelse 49, hvor vi bor, når vi er her.

Da vi efter 10-15 minutter igen gik op, var das Zimmermädchen stadig ikke færdig, så vi satte os ud på balkonen og gav hende fred. Der kom hun også ud for at støvsuge gulvet. Det bliver selvfølgelig også gjort hver dag, og hun fortalte, at vi havde en fuglerede og at den først var blevet opdaget, da det var for sent – ellers havde fuglen selvfølgelig ikke fået lov til at have en rede der. Det er og bliver jo et svineri, men jeg skal straks sige, at vi nu ikke har set eller hørt en fugl, så den er måske fløjet…

Der kom en sms, og der blev svaret…

Der var lovet tørvejr her i formiddag, så vi besluttede at tage Sissi-Weg, da den går næsten forbi hotellet. Den havde vi gået på før. Sissi var kælenavnet for die Kaiserin Elisabeth af dobbelt-monarkiet Østrig-Ungarn.

Elisabeth of Austria (24 December 1837 – 10 September 1898) was the wife of Emperor Franz Joseph I, and thus Empress of Austria and Queen of Hungary.
Born into Bavarian royalty, Elisabeth (Sisi) enjoyed an informal upbringing, before marrying Franz Joseph at 16. She was suddenly absorbed into Habsburg court life, which she found stifling. She was also at odds with her interfering mother-in-law, Princess Sophie, who took over the rearing of Elisabeth’s daughters, one of whom died in infancy. The birth of a male heir Rudolf improved her standing at court, but her health was suffering under the strain, and she would often visit Hungary for its more relaxed environment. She came to develop a deep kinship with Hungary, and helped to bring about the dual monarchy of Austria–Hungary in 1867.
The death of her only son Rudolf, and his mistress Mary Vetsera, in a murder–suicide tragedy at his hunting lodge at Mayerling was a shock from which Elisabeth never recovered. She withdrew from court duties and travelled widely, unaccompanied by her family. In the palace, she was seen to be obsessively concerned with her health and beauty, having to be sewn into her leather corsets and spending two or three hours a day on her coiffure. While travelling in Geneva in 1898, she was stabbed to death by Luigi Lucheni, an Italian anarchist, who had missed his chance to assassinate Prince Philippe, Duke of Orléans, and wanted to kill the next member of royalty that he saw. Elisabeth was the longest serving Empress-consort of Austria, at 44 years.

Vi gik forbi forskellige “Helgen-billeder”, eller hvad nu sådan nogle hedder, der er anbragt ved vejen i små kapeller med gitter for. Folk sætter blomster foran og som altid er det spændende at kigge ind i.

Vi gik gennem æble- og vindrue-“marker”. Vejen var god, og det gik opad og det gik nedad.

Der lå Schloss Trauttmansdorff. Vi vidste egentlig ikke noget om det,ud over, at det bliver flettet sammen med Sissi (alias Kaiserin Elisabeth). Om Dorthea har været her, ved jeg ikke…

Nach Ende des Krieges stand das Schloss leer, und die Opera Nazionale per i Combattenti suchte einen Käufer. Als sie im Jahr 1977 aufgelöst wurde und das Schloss noch immer nicht veräußert war, fiel es an die Südtiroler Landesverwaltung, die 1990 endlich eine Verwendung dafür fand: Im Inneren wurde das Touriseum eröffnet, und rundherum fand der Botanische Garten Merans seinen Platz. Auf dem zwölf Hektar großen Areal wurden vier Zonen geschaffen, die fließend ineinander übergehen: Waldgärten, Sonnengärten, Wasser- und Terrassengärten und die Landschaften Südtirols.

Das Schloss Trauttmansdorff befindet sich am östlichen Rand der Stadt Meran im Burggrafenamt (Südtirol) und beheimatet das Touriseum. Das Schloss liegt mitten im Botanischen Garten von Meran, der im Jahr 2001 eröffnet wurde. Bekannt geworden ist das Schloss unter anderem durch den Kuraufenthalt der österreichischen Kaiserin Elisabeth (von der Meraner Kurpromenade führt heute ein ausgeschilderter Sissi-Weg bis zum Botanischen Garten). Das Areal hat eine Fläche von 12 Hektar und ein Wegenetz von 7 Kilometern; der Höhenunterschied beträgt 100 Meter. Eigentümer ist die autonome Provinz Bozen, Betreiber die Gutsverwaltung Laimburg.

Det der Touriseum, navnet er vel sammensat af “turisme” og “museum” var overraskende interessant. Det var sat godt op, forklarede på mange forskellige måder og niveauer (og ikke, som det tit er nu om dage, kun lavet for børn, så det er hyggeligt for bedsteforældre at tage dem med på museum, for så underholder børnene sig selv), og jeg er sikker på at både børn og voksne fandt Touriseum interessant.

200 Years fof history. From a coaching inn to a mountain refuge, and then “Bella Italia”. There’s a lot to discover on each stage of the journey.

Das Touriseum (kurz für Südtiroler Landesmuseum für Tourismus) ist im Schloss Trauttmansdorff nahe bei Meran im Burggrafenamt beheimatet. Dort wird in verschiedenen Räumen die Geschichte des Tourismus in Südtirol beschrieben und durch eine Vielzahl von Exponaten veranschaulicht. Durch die Räume zieht sich ein Parcours, der im ersten Raum im Jahr 1765 beginnt und im letzten Raum im Jahr 2000 endet. Das Museum besteht aus 20 Räumen.

Der blev fortalt ganske kort og interessant og ofte med citater fra den tidligste turisme i området og op til nutiden.

Her er et eksempel  hen imod slutningen af udstillingen på alt det, turister har brugt af kort, brochurer, cameraer, film etc. fra begyndelsen af turismen og indtil nu, hvor alt er i en smartphone.

Her er et eksempel, hvor man først læser uden på og dernæst åbner lågen/døren og ser dette.

Et andet eksempel – og det gør vi jo også selv med denne blog – er klick, klick, klic…

Her ved klick, klick, klick bliver man gjort opmærksom på, at skuffen kan trækkes ud og det gjorde vi – og hvad så vi? 

Om dette var for børn eller voksne, ved jeg ikke, men både Steen og en anden far og en mindre dreng havde sjov af det. Det er en kuglebanel, snittet i træ og med Tirols karaktertræk, hvor man skal sørge for, at kuglen kommer igennem den rigtige vej. Den var vist meget svær for både Steen, den anden far og drengen, for jeg tror ikke det lykkedes for nogen af dem.

The South Tyrol Game. The largest “tourism pin-ball machine” in the world. It is carved out of wood and full of irony – an amusing trip through South Tyrol.
Ten metres long, and a lot of levers to play with. Be warned – it’s addictive.

Til slut gik vi igennem nogle historiske gemakker, som jo er blevet genkonstruerede. Det var lidt mere kedeligt og normalt museumskt.

Vi så også de kejserlige udsigter af og til.

og lidt Sissi klenodier….

Det var ikke for at vi trængte til noget, men for at se lidt af den kæmpe store botanische Garten, gik vi ned i haven til Café delle Palme al Lago og bestilte en iskaffe. Det var en dejlig let en af slagsen med espresso og vandis og flødeskum, og herfra kunne vi fornemme at haven var ligeså interessant som Touriseum. Vi blev enige om at gemme den til en anden gang. Da der var lovet tordenvejr i begyndelsen af eftermiddagen, var det smartest ikke at trække den for længe.

Da vi forlod palmehuscafen, kiggede vi lige ned i Lagoen…

…og kiggede ind til en helgen-figur på vej tilbage ad Sissi-Weg.

Vi havde gået godt 6 km på vores tur. Steen fik startet sit ur lidt sent…

Roland spiste forskellige slags sild i Norge kaldet “Dansk sildebord”….

Det blev kaffe/te-tid for os og tid til en lille bid kage. Steen tog cranberrysaft…

…og jeg tog energetisches Wasser – bemærk bjergkrystallerne i vandkanden.

Hoteller er ofte ikke indrettet til at man rejser med to computere. Ja, af og til ikke engang en. Her er et lille smalt skrivebord imellem 2 døre, hvor der ingen stikkontakt er, så hvis det skulle bruges, så skulle vi gå og falde over ledningen. Af erfaring bruger vi her på hotellet “sofa-bordet”, for der er nemlig en ledning til en hygge-lampe, der sidder i et europæisk stik. Lampen har vi flyttet hen på skrivebordet.
Jeg bruger skrivebordsstolen, Steen sidder i en af balkonstolene, men med hynde fra en af “lænestolene”. Vi rejser også altid med vores egen forlængerledning med 6 stik, og de bliver alle brugt. Der er jo computerne, gps-urene, myggedimsen, el-bøgererne og telefonerne…

Vi lader os også belære om drikken prosecco…

Vi blev også mætte i aften…..

og aftenen sluttede som sædvanligt….

“[Gandalf] …’I’m looking for someone to share in an adventure, and it’s very difficult to find anyone.’
[Bilbo] ‘I should think so, in these parts. We’re plain, quiet folk and have no use for adventures. Nasty, disturbing, uncomfortable things, they make you late for dinner.”

J.R.R. Tolkien

En morgen med en himmel, der lover lidt af hvert….

I hotellets daglige nyhedsavis kunne vi læse, at vejret var og ville blive, som vi kunne se ud på himlen, med vores uendeligt lille kendskab til Merans himler 

Så vi fulgte vores formiddags-plan, som ganske enkelt var indkøb. De var blevet udsat til i dag mandag, og nu var der næsten ingen vej udenom, end at få det overstået. Dog er det ikke vores sidste dag her i byen, men på den anden side skal man ikke udsætte alt til sidste øjeblik -hvad der er gjort er gjort!

Vi fik gjort indkøbene og bragt dem hjem til hotellet, og lurede i eftermiddagens løb på om vejret kunne beslutte sig til, hvad det ville. Det kunne det ikke, det blev ved småregn af og til, men efter tetid kunne vi beslutte os: vejret skulle ikke være skyld i, at vi ikke fik gjort det sidste nede i byen….

Der var noget vi manglede med hensyn til Kaiserin Elisabeth, nemlig det at se en statue, der er anbragt nede på Sommerpromenaden.

Ved Postbrücke gik vi over floden Passer.

Sie ist Merans Jugendstilbrücke par excellence. Der östliche Zugang zur Stadt war für die Meraner Geschäftsleute sehr wichtig, so erbauten sie im Jahr 1909 die Postbrücke und schufen damit die Verbindung der Heiliggeistkirche (Spitalkirche) mit dem Sandplatz. Erst vor wenigen Jahren renoviert, ist sie heute die eleganteste Brücke Merans.

Dorthea havde også øje for broen, og ikke mindst dens umiddelbare baggrund. I sit album skrev hun under billedet “Broen med Kurhus og -Park”. Hun har på det tidspunkt været vant til den fjernere baggrund, bjergene, må vi antage, ellers ville hun helt sikkert have nævnt dem, for de understreger Merans beliggenhed.

Der stod en bjørn i et vindue. Der skulle den ikke blive stående, den måtte videre i verden…

Mens vi var inde i træskærerbutikken, havde det regnet lidt og Laubengasse var, relativt set, mennesketom.

Et andet af Dortheas postkort viser Laubengasse, og fotografen, der omkr. 1960 tog billedet profiterede ikke af en nylig regnskylle, men har derimod været meget tidligt oppe en dag.

Vi gik ind i St. Barbara kapellet. Det havde vi ikke set før.

The Chapel of St. Barbara (German: St.-Barbara-Kapelle) is a chapel located in the town of Meran in South Tyrol, northern Italy.
The chapel stands right behind the St. Nicholas’ Church, Meran. The layout of the chapel is octagonal. It was built by the architect Hans von Burghausen in 1450, who also designed the Hospital Church.
The chapel served as the burial chapel of the town for many centuries until the cemetery was moved to another location in 1848.
The basement served as the ossuary while the main floor was used for religious ceremonies and prayers. It features a number of wooden pews and a wooden Gothic altar, flanked by two altars from the Baroque period. 

Vi gik også lige ind i St. Nikolaus kirken igen. Byen var propfuld af mennesker og regnen der lige var faldet havde fået mange til at søge ind i kirken. Derfor var det svært at få dette billede, uden personer på, men der kom dog 2 sekunder, hvor ingen gik ind, ud eller stod foran porten.

Dorthea købte ofte på sine rejser til Meran postkort i stedet for selv at fotografere motiver hun fandt interessante. Et af dem viser netop porten ind til St. Nikolaus – dog fra en anden vinkel. Plantekummerne er udskiftet siden da…

Flügelaltar (um 1500), der aus der Johanniterkirche in Tarsch stammt und um 1888 im Antiquitätenhandel erworben wurde. Er soll ursprünglich ein Medardusaltar gewesen sein, und wurde 1890–1891 von Josef Waßler restauriert. Im Schrein sind die Figuren der Maria mit Kind, ein Diakon (möglicherweise der heilige Stephanus) und Bartholomäus zu sehen, an den Flügeln sind innen der heilige Georg und der heilige Mauritius als Reliefs, außen Johannes der Evangelist und der heilige Sebastian dargestellt. In der Predella befindet sich ein geschnitztes Vesperbild mit Johannes und Maria Magdalena, flankiert von den Bildern der heiligen Ottilia und Apollonia.

I “oggi” var der Cocktail-party “alle” 18:30 og vi kom 18:40. Da var det ikke startet endnu, vi troede ellers at det var som i Tyskland, at det var til tiden, men det var som i Italien…

18:50 gik det i gang og vi fik et glas prosecco og – hvad der var rigtig godt og som vi skriver bag øret – en ung parmesan brudt i grove klumper. Vi fik hver en pind til at brække små stykker af og spise med. Første gang, vi mødte parmesan i klumper, var til morgenmaden i Lugano, og her i aften kunne vi nemt blive enige om at i stedet for alt det salt-snask, man sædvanligvis får til pre-dinner drinks, så er parmesan i klumper klart at anbefale.

Vi fik da også aftensmad, og selv om vi undlod Tomantencremesüppchen og osten, blev vi alligevel mætte!

Vores gode tjener, Herr Günter, anbefalede i aften en rosé, for den skulle jo kunne klare kyllingen i karry, og som han sagde, var hans anbefaling en rosé til den tunge side. Hans valg var korrekt for os. Han ved, at vi gerne vil have en tør vin til maden og den kunne sagtens hamle op med karry-kyllingen. Nu står det sidste af rosen og venter på mig ude på altanen.
At bemærke er, at vi drikker lokale vine hver aften…

“Dreamlike it was, and yet no dream, for there was no waking.”

J.R.R. Tolkien

Den 12. august 1912 blev Maren Mardal Jensen født!

Morgenbilledet er stort set som de sidste par dage. Vejret virker ubeslutsomt mht. om solen skal skinne eller det skal regne. Jeg kan afsløre, at det blev begge slags vejr.

Der var kommet en email i går aftes, men vi så den først her til morgen, men det gør jo ikke glæden mindre…

Alder er en mærkelig ting. I Meran taler man om alt det, der fylder 100 år i år. Kurhuset fejrer sine 100 år, men det gør denne elevator også. Den er lige uden for vores dør her på 3. sal. Desuden bliver Zenzi Glatt “Senior Senior Chefin” af hotellet 100 år senere i år!

Elevatoren er très elegant indeni, der er en lille sofa, så man kan sidde og hvile sig…

…når man kører hele vejen op til øverste etage – det er 3.

Det kan man også se uden på hotellet og kurhuset. Der hænger en slags vimpel, så folk bliver gjort opmærksom på det.

Vi har fundet ud af, at vores stinkaderos-rygende signore-nabo, er her fra 14. juli og til 24. august – der står nemlig ankomst- og afrejsedatoer på vores bordkort – så det er derfor at han også er her samtidig med os denne gang, selv om vi kom en uge tidligere end vi plejer. Han er tidligt nede og få lidt morgenmad, han er ikke altid nede til aftensmad, men når han er, så tager han et par antipasta, som var det pindemadder til en stående buffet, han får af og til et glas vin, men ellers tager han kun suppen. Hvorfor bemærke ham og skrive om ham? Jo, fordi han er så unormal i forhold til alle de andre gæster – måske er han en verdensberømt italiensk krimiforfatter og lader mordene ske på et gammelt hotel….
Han er måske selv hovedpersonen i sine krimi’er. Hovedpersonen skal helst være usympatisk, for ellers er der ikke noget at skrive om – og det er signore! Han hilser ikke, som andre gæster gør, siger ikke god morgen eller -aften, og svarer ikke personalet, når de spørger om noget…

Vi aflagde et lille besøg oppe i Obermais – det var hos Theiner. Dorthea havde nemlig en rimelig tæt forbindelse med en dame, der hed Theiner, og hendes søn, men sidste år fik vi at vide, at Theiner var et almindeligt navn her i Tyrol. Vi ville alligevel checke det.

Vi forlod hotellet i tørvejr og med en optimisme om at det ville holde tørt. Teiner viste sig ikke umiddelbart indbydende som stedet for dagens iskaffe, men det var begyndt at regne store tunge dråber og de blev større og større og tungere og tungere, så han fik handelen. Der er jo en årsag til alt…

Hr. Theiner havde en lille have med yderst moderne møbler at sidde på og der var en markise over.

Endnu en ny slags Eiskaffee og hvilke moderne engangskrus! De passer godt til de moderne møbler og de farvede sugerør og plastikskeer…

Vi besluttede at gå ned til denne lille kirke og gik derned i regnvejr – da vi kom ud af kirken, skinnede solen. Vi ville se den, fordi vi kan høre dens klokke slå kvarterslag og selvfølgeligvis også klokkeklangen hver hele time under vores ophold hver gang i Meran.

St. Georgen ist die römisch-katholische Pfarrkirche von Obermais in der Südtiroler Stadt Meran. Sie steht seit 1980 unter Denkmalschutz.

Das spätgotische Gebäude wurde um 1620 und 1914 durch zwei Seitenschiffe erweitert und im 18. Jahrhundert barockisiert. Der Turm schließt mit einem Spitzhelm ab, der Chor besitzt einen polygonalen Schluss. An der Außenseite ist eine Heiligenreihe aus dem 15. Jahrhundert zu sehen. 1988 wurde im Chor ein Fresko entdeckt, das die Verkündigung an Maria, verbunden mit einer mystischen Einhornjagd, zeigt. Da dieser Bildtypus in der Reformationszeit verboten war, wurde das Fresko damals übermalt. Über der Sakristeitür befindet sich eine Kreuzigungsgruppe aus der Zeit um 1400. Die Deckenmalereien im Langhaus sind das Hauptwerk des nach Meran zugezogenen Malers Josef Wengenmayr. Im Mittelbild ist der heilige Georg als Beschützer von Mais zu sehen, wobei er den Ort mit seinen Bauwerken topographisch genau dargestellt hat.

Steen fik brugt en del af eftermiddagen til at skrive koordinater ned, for Fräulein Daimler kunne ikke finde adressen på hotellet vi skal bo på i morgen. Så han benyttede Google til at bestemme koordinaterne, samt en af de seværdigheder der er på rejseplanen til i morgen. Dem ville han have præcist kodet ind, og oversættelsen fra Google’s koordinater til normale bragte ham mærkelige steder hen. Så det var flere gange op og ned af trappen. Det er vigtig for ham at kende hvert sving  og at have hele kortet i hovedet inden en køretur….

Vi blev da igen mætte i dag – stadig uden suppe og ost…

Vi havde det sidste af roséen med op på altanen og skålede endnu en gang for Kis og tænkte, hvor ville det være dejligt, at kunne ringe til hende eller sende en sms og ønske hende tillykke.

Himlen var i oprør!

Den blev mere og mere kulørt og pludselig var der lyn og nogle brag, og derefter regnede det -det bare øsregnede, og vi var glade for ikke at være ude i det Herrens vejr!

“Absurdly simple, like most riddles when you see the answer.”

J.R.R. Tolkien

Et sidste blik ud til venstre fra værelse 49 i Meran…

Der var betalt. Steen havde som tak for opholdet fået en flaske æblesaft, og nu skulle de sidste ting i bilen – blandt dem er er altid min computer 

Vi kom igennem en dal, Grödnertal, hvor der bliver lavet en masse træskæreri. Det første træskæreri vi besøgte, havde i forbindelse med show-room’et et lille museum, og her snurrede det hele rundt…

Her vises hvordan man kan lave mange ens figurer samtidig. Selvfølgelig er manden ved maskinen også af træ. Han har i skødet en model, som han “føler” på med en plastiksonde, der styrer den numeriske fræsemaskine, således at der fræses ens i de 12-15 kloser, der er monteret oppe i maskinen.

Det næste sted vi besøgte, havde i deres show room en arbejdende træskærer. Han stod og skar en klovn efter den figur der står yderst til venstre på bordet med alt værktøjet. Han fortalte, at det var et bestillingsarbejde.

Næste holdt var en by, Ortisei på italiensk – Sankt Ulrich på tysk. Her havde Dorthea sidst i 1950’erne været igennem på turistrejse og ved den lejlighed besøgt kirken. Byen var igen et populært turiststed og det var svært at få parkeringsplads.

I sit “Meran”-album havde Dorthea indsat dette postkort.

The Parish Church of Urtijëi located in the town of Urtijëi in Val Gardena in South Tyrol, Italy is dedicated to the Epiphany and to Saint Ulrich.
It was built in the years 1792–1796 in the Neoclassical style with some Baroque elements by the tyrolean master Joseph Abenthung and the interior domes painted by the Tyrolean brothers Franz Xaver and Josef Kirchebner. The structure of the church has the form of Latin cross with a central nave and two lateral chapels dedicated to the Sacred Heart of Jesus and to Our Lady of the Rosary.

The church contains a great number of sculptures, mostly in wood, carved by artists from Val Gardena, including Vigil Dorigo, Luis Kostner, Josef Moroder-Lusenberg, Anton Pitscheider and Franz Ruggaldier. In the corners of the presbytery there are four plaster statues, created by Johann Dominik Mahlknecht for this church but never cast in bronze, representing the four Evangelists.
The stained glass windows are a matching set, each one containing a roundel with the head of one of the Twelve Apostles.

Vi tændte selvfølgelig et lys.

Ved “lysbordet” var monteret en lille billedramme med inspiration til en bøn, man kan bede medens lyset tændes og man står og eftertænker lidt for at sikre at det brænder stabilt.

Endnu et træskæreri blev besøgt, og det var fordi det havde en stor bjørn udenfor butikken. Der var også bjørne indenfor, og en af dem sluttede sig til vores lille rejseselskab…

Det regnede mere og mere og strømmede ned, da vi nåede Sella passet. Her havde Dorthea været i 1955, så vi måtte også have dokumentation for, at vi havde været der. Steen fik parkeret bilen, men var nødt til at gå ud i regnen for at fotografere. Under sådanne omstændigheder er det dejligt at tænde for sædevarmen når man kommer tilbage i bilen.

Huset til venstre på Dortheas postkort fra Sella passet er det, der er til højre i mit fotografi af Steen ude i regnen.

The Sella Pass (German: Sellajoch; Ladin: Jëuf de Sela or Jouf de Sela; Italian: Passo Sella) (2244 m) is a high mountain pass between the provinces of Trentino and South Tyrol in Italy.
It connects the Val Gherdëina in South Tyrol and Canazei in the Fascia Valley in Trentino.
With Pordoi Pass, Gardena Pass, and Campolongo Pass, this pass forms a quadrangle around the Sella group. In the winter, ski trails are prepared that make the entire round in both directions, known as the Sella Ronda.

Der var skønne glimt af Dolomiterne, og ja, dette billede er taget ud af bilvinduet…

Endnu et pas – Pordoi passet -blev passeret. Her havde Dorthea været i 1955, så der skulle vi ligesom på det forrige pas dokumentere, at vi også havde været der. Regnen var ikke stilnet en dråbe af, men denne gang fik Steen parkeret bilen, så billedet kunne tages ud af den nedrullede siderude – min siderude, og denne gang var det mig, som blev våd 

Pordoi is a pass in the Dolomites in the Alps, located between the Sella group in the north and the Marmolada group in the south. The pass is at an altitude of 2,239 m (7,346 ft), and the road crossing the pass connects Arabba (Livinallongo del Col di Lana) with Canazei (Fascia Valley). It is the highest surfaced road traversing a pass in the Dolomites.

Dorthea købte den gang et postkort, der i et panorama viste vejen til passet.

Dorthea var så begejstret over bjergverdenens himmel, at hun fotograferede den, og dermed ved vi, at hun heldigvis fik set mere af dette imponerende scenario, end vi.

Der var også et par huse, der blev fotograferet ud af en nedrullet siderude. Dorthea havde billeder af dem. Det regnede mere og mere…

I en by, Arabba, holdt vi ind ved en café og fik os en iskaffe. Nu kan det måske undre, at vi tog en iskaffe, når der kun var 10 grader udenfor; men det tænkte vi jo ikke på, vi sad jo i en varm bil.

Steen var så flink og køre for døren, da vi tog derfra. Det sjaskregnede stadigvæk helt enormt.

Ved ankomsten til vores hotel regnede det stadig meget og vi overvejede lidt, hvordan vi kunne få bagagen læsset af, uden at det altsammen blev drivende vådt. Til vores overraskelse kørte man direkte ind i underetagen, hvor der var rød løber og adgang til receptionen – og ja, det er jo også smart om vinteren…
Der er til højre et springvand, hotellet hedder også Quelle.

Et hotel, der ved hvad en rejsende trænger til ved ankomsten. Vi fik trykket et glas perlende sekt i hånden inden det mere praktiske med nøgle og visen værelse osv.

Vi havde kørt omkring 200 km i dagens løb…

…og været over 3 pas og oppe i 2265 meters højde.

Mere velkomst på værelset.

Udsigten fra vores værelse da vi kom op. Jeg bemærkede, at det var Petunia og ikke Pelagonier, der var i altankassen, og jeg tror at årsagen er temperaturen. Ja, den kunne man også aflæse ude på altanen.

Gsieser Bach hedder det lille vandløb og det larmer meget – det skal ikke forstås som irriterende.

Vi var på 3/4 pension, så vi kunne lige nå en kop kaffe. Jeg tog ost, som jeg tror, var en Appenzeller og Steen snuppede sig et stykke Apfelstrudel. Eftermiddags-buffetten var meget righoldig med kager, varm suppe, forskellige salater og meget mere – og ja, selvfølgelig også Quellwasser.

Da vi igen var tilbage på værelset, var regnen holdt op, og vi kunne se Dolomitterne i det fjerne.

Vi dovner ikke.
Jeg har lige set en video om, hvordan man forskønner sig selv. Skal jeg gøre det? Nej, det er jeg for doven til. Det er bedre, at jeg bestiller noget…

Nu, da vi havde været flittige og endnu ikke vidste, at dalen, som var en blindgyde, ikke have tilstrækkelig internet-kapacitet, skålede vi nede i baren…

Da vi kom ind til “vores bordplads”, viste dette bordkort – eller hvad kalder man denne form for sådan et? – at her var bordet reserveret til os.

Her var menuen lidt anderledes, og vi blev da mætte endnu engang.

Efter at vi var blevet mætte, stod vi lidt på altanen og kiggede sydpå ned i dalen, og der blev sendt en sms.

Der blev også lige checket, hvilken højde vi nu var i.

Derefter lidt mere på computeren og engang imellem ude for at se lidt/mange stjerner – ja, så mange som nu skyerne tillod os det….