“The world has changed.
I see it in the water.
I feel it in the Earth.
I smell it in the air.
Much that once was is lost,
For none now live who remember it.”
J.R.R. Tolkien
En morgen, som kan ligne de andre vi har haft, men i dag er vi ikke så interesseret i, hvordan vejret bliver i Kandersteg.
Det var nemlig farvel og tak for denne gang til “Alfa Soleil“.
Det blev en dag, hvor vi så en masse variationer i bjerge og dale. Utroligt at man kan komme igennem så meget forskelligt på en dag uden at have kørt alt for mange kilometer, for det tager tid at sno sig op og ned ad bjergene.
Vi stoppede op ved den første “Talsperre” vi så. Bemærk farverne på klipperne og vandet. Nu er det forståeligt, at der var en vis grønlighed over mange officielle bygninger i Bern. De har selvfølgelig hentet sten til at bygge dem her.
The Räterichsbodensee is a reservoir in the Grimsel region in the Bernese Oberland with a volume of around 25 million cubic meters. It is located at about 1767 m above sea level. The water from the Räterichsbodensee is used in the power plants Handeck 2 and 3 Handeck the Oberhasli power plants.
Et kig den anden vej – ned i dalen vi er kommet fra.
Vi var ved den røde prik.
Det fortsatte med den ene “Talsperre” efter den anden, stadig i den flotte støvede grønne tone. I forgrunden Grimselsee med en lille ø, der er forbundet via en del af dæmningen. På øen kan man bo på hotel…
Vi kom over Grimsel passet og der var en festlig skulptur. At bemærke er, at dullen på bagsædet sidder og snakker i mobiltelefon…
Pludselig hørte Steen en lyd. Han fik parkeret bilen og for ud for at fotografere dette – Nå ja, det var et damplokomotiv, der trak 4 vogne fulde af turister og forurende dalen…
Nu er det jo sådan med biler, at de skal have noget at leve af, og når det går opad i bjergene på serpentinerveje stiger forbruget 4 gange. Steen kørte forbi nogle automattanke nede i dalen, i den tro at der ville komme “ordentlige” tankstationer længere oppe i de små byer vi kunne se på kortet. Men der kom ingen, så han måtte afvige fra fra ruten for at finde en i en lille by 10 km ned ad en snoet sidevej. Og da vi kom derned kørte han lige forbi skiltet der annoncerede benzintank, så diskret var den anbragt…
Vi havde kørt et par kilometer, da jeg opdagede, at Steen ikke havde fået lukket benzinklappen: men han havde heller ikke fået skruet dækslet på….
Dorthea havde på sin rejse i 1960 været oppe og se Rhone gletcheren – så det skulle vi selvfølgelig også. Læg mærke til, at der sidder en gruppe personer på isen, og hvis der kigges godt efter, kan man også se, at den forreste del af gletcheren er dækket med presseninger. Hvilken ynk at se, og det er ikke for at bevare gletcheren, men for at bevare en ishule, der kan markedsføres som seværdighed og beses for en billetpris…
Og det var ikke den ishule, Dorthea var inde i for 57 år siden. (hun har sat en lille pil i albummet under billedet for at markere, hvor hun stod). Ja, gletcheren er smeltet meget, siden hun var der i 1957 og den vil være borte i 2100, menes der. Var det så ikke bedre at henlede opmærksomheden til det end at holde en ishule ved lige med presenninger. Det minder mig om Tivoli i december, trist og ikke som det bør være…
Steen gik næsten hele vejen ned for at gå ind i grotten, men så hørte han nogle turister snakke om deres oplevelse (eller mangel på samme) og så skånnede han sig selv. Jeg skånede mig selv længe før på grund af det, jeg opfattede som en usselhed. Måske er det, fordi det ligner alle de ulykkelige flygtningelejre, vi dagligt bombarderes med i nyhederne, og som jeg tror, at vi alle føler er forkerte, og som netop ulykkelige begivenheder har været årsager til…
Hullet, der ses ca. midt i fotografiet viser, hvor hulen var og muligvis er det den, Dorthea og hendes medrejsende var inde i.
The Rhône Glacier (German: Rhonegletscher/ Valais German: “Rottengletscher”) is a glacier in the Swiss Alps and the source of the river Rhône and one of the primary contributors to Lake Geneva in the far eastern end of the Swiss canton of Valais. Because the Glacier is located close to the Furka Pass road it is easily accessible.
The Rhône Glacier is easily accessible so its evolution is observed since the 19th century. The glacier lost ~1300 m during the last 120 years leaving behind a track of naked stone.
Hvor gammelt dette kort egentlig var, da Dorthea købte det i 1957, kan vi ikke vide, men den viser Rhonegletcheren, da dens “tunge” rakte helt ned i dalen og var en stor turistattraktion.
Vi kørte over Furkapasset.
Originally Posted by Johann Wolfgang von Goethe on a wall on the Furka Pass; . Uri, Switzerland
“I notice that I mention in my little writing of the people; they are also among these great objects of nature, particularly in passing, less remarkable. ”
Letters from Switzerland, the second Swiss travel 1779th
En æra er forbi, eller måske holdes der kun en pause mht. den rejseform der var gældende i 1957. Her på dette hotel spiste Dorthea og hendes medrejsende for 57 år siden. Nu er de røde skodder lukkede…
Det var de ikke i 1957.
Vi kørte op over Sct. Gotthard passet ad den gamle brolagte vej. Hvornår bilerne begyndte at suse gennem en tunnel i bjerget, ved jeg ikke, men her er vi på toppen af et blæsende pas, og vi kom derop uden meget trafik.
Vi kørte også ned fra passet ad den gamle landevej, skulle jeg til at skrive, men mon ikke det har været en hovedfærdselsåre.
Da vi kom ned på den anden side af bjerget, kunne vi se, at der var laaaannnng kø for at komme til at køre gennem bjerget. Vi kørte helt klart i den rigtige retning.
Så kom vi til Lugano.
Lugano (Italian: Lugano; Ticinese: Lügàn) is a city in southern Switzerland, in the Italian-speaking canton of Ticino, which borders Italy. The population of the city proper was 61,837 as of December 2012, and the population of the urban agglomeration was over 145,000. It is the 9th largest city of Switzerland by population, the largest city in Ticino, and the largest city with an Italian speaking majority outside of Italy.
Temperaturen havde ændret sig fra 13 grader oppe i passet og løbende opad, mens vi kørte ned i dalen, men havde igen sænket sig ved ankomsten til Lugano, hvor den landede sidst i 20’erne.
Vi blev budt velkommen og jeg tænkte lidt over deres “bon mot” til venstre – godt lige at stoppe op og tænke over.
Vi havde tilbagelagt 264 km….
Turen bragte os op i 2441 m højde og over flere betydelige pas og gennem et utal af hårnålesving og givet os mange betagende udsigter undervejs.
Nu er det jo ikke vores skyld, at vi skulle til Lugano. Det er Dortheas! Hun er årsag til, at vi lige skal lære byen lidt at kende.
Dette er udsigten fra vores balkon, hvis vi kigger lidt til venstre. Dorthea ville have sagt vores “private” balkon.
Nina henvendte sig med dagens smil.
Roland sejlede imens rundt oppe på Sognefjorden i Norge.
Vi sprang espressoen over og gik ned på terrassen og fik et glas kølig vin her fra området. Jeg har glemt hvad området her hedder, men vinen smagte godt og jeg får studeret bykortet…
Vi spiste rimeligt tidlig. Solen ville gå ned lige om lidt og pianoet var rullet ud og pianodamen spillede nydeligt og hele tiden. Ja, hele tiden – uden pauser – også længe efter at vi var gået op på værelset. Vi kunne derfor sidde på balkonen og se ud over byen og søen og høre dejlig musik, der absolut ikke var høj, men kunne stille høres.
Vi havde bestilt en Ticino Hänchen, og det er rent gætskriveri og staveri, da jeg ikke kan huske, hvad den lille hane fra området hedder; men det er noget lokalt fjerkræ og det smagte godt, og jeg var sulten efter rigtig mad efter min sparsomme aftensmad aftenen før….
Steen sendte en sms…
Steen fik sig en flot dessert. Hvad den bestod af udover 3 blåbær, husker jeg ikke. Jeg fik en anden dessert….
Der havde i mellemtiden været tæppe-af-damer, kunne vi se da vi kom op. Med en lille godbid ønskede de os godnat og vi satte os ud på altanen og kiggede ud over byen, mens vi drak det sidste af vores vino.
Et kig ned til hvor vi sad og spiste. Nederst ses pianoet.
Ud over byen var det ikke blevet helt mørkt endnu, men det blev det, og vi kunne sige Buona Notte – Ja, vi kan vel allesammen lidt italiensk…