Livet undervejs…

En smuk morgen var det til at tage på en lille rejse. Vores taximand kom og hentede os og vi kørte til lufthavnen på en meget smuk novemberdag. Der er endnu blade på træerne, men de er ved at skifte farve og formiddagen var kold med en temperatur omkring de 7 grader.

Vi kom igennem hele hurlumhejet, som man skal gennemgå en novemberdag i 2014, når man skal flyve sig en tur, og fik os installeret i loungen. Air France havde fået gjort buffetten større og mere varieret, så vi måtte lige hen og se, hvad der var af spændende ting der. Derefter checkede vi hvilke blade, der var lagt frem til de rejsende.

Vi havde i går ejendomsmæglere løbende rundt i lejligheden, og det havde vi tid til at få os en god snak om i dag over et glas vand, men vi nåede da også lige et glas champagne, inden vi gik ombord på flyet. De vigtige ting skal man da ikke glemme….

Blåt, blåt, blåt. Det er, som om alt er blåt, men stolene hos Air France er altså blå, og når man nu tager blåt tøj på, så bliver man næsten helt væk. Det er vist noget vrøvl, eller en masse snak for at sige, at vi “vinger” os til Manchester og det er sikkert englændere, der sidder ved siden af os, for de har altid kortærmede skjorter på, når vi har store trøjer.

Flyvinduer bruges normalt til at se ud på skyer eller ned på landskaber, men de kan også bruges til at spejlvende en plantegning til en lejlighed….

Ja, det regner lidt i Manchester. Det gør det tit og ofte, men det er folk her vante til. De ville såmænd ikke bemærke det. Det er kun os turister, som gør den slags….

Os i taxi’en.

Regndråber på taxiens vindue; men vores blik fangede dette – ja, hvad skal jeg kalde det plankeværk, der er omkring en byggeplads? Især den første tekst er meget apropo: “Work ends. Life Carries on.” Ja, Steen er jo ved at gå på pension, men den sidste er også god “Full of the arts. Not full of itself.”

Da vi kom til hotellet, bemærkede vi, at deres julepynt var kommet op. Nu er det et hotel med mange interessante kunstneriske “ting”, og man kan vel sige, at dette juletræ hører til den kategori.

Safen virkede ikke, så Steen tog ingeniør-brillerne på. Men det hjalp ikke meget, for batterierne i den skulle skiftes, og det ventede vi lidt på at maintenance kom og fik gjort.

Ja, vi er i England!

Der, hvor jeg købte vandrestøvler sidst, ville jeg prøve at se, om jeg kunne finde hvad tyskerne kalder “Halbschuen” og englænderne “On the approach”, og sørme om jeg ikke fandt et par dejlige italienske. Der var god betjening – ligesom sidst!

Vi besøgte et par butikker mere, dog uden at det resulterede i indkøb. Det var nok til, at vi kom til at trænge til en kop te, så vi fandt et sted og bestilte earl grey. Vi er jo i England, så vi fik hver en lille kande med mælk til.

…og vi fik en gulerodskage til, og den var god!

De unge mennesker – som vel ikke er så unge længere, da de er i trediverne – ville komme til vores hotel omkring klokken 19. Vi plejer at mødes med dem i baren, så vi gik ned og ventede på dem der. Til vores store overraskelse var der monteret en glasplade på væggen, der var af massivt granit eller måske betonsten. Vi tænkte, at det nok ville være koldt at sidde der, men der kom overraskende nok varme fra glaspladen, der viste sig at være en radiator – meget smart idé.

Vi gik sammen hen på en restaurant, hvor der var bestilt bord til os, og jeg vil lige be’ de læsende folk om at holde tungen lige i munden og læse, hvad der står! “Australasia”. Ens øje får det lige hurtigt læst som “Australien”. Men det er det ikke. Restauranten laver mad efter opskrifter fra Australien og Asien – og det den er kendt for! Det er en slags Tapas….

Man bestiller hver 3 “tapas” og så får man lidt soya-sovs som i Japan og den der peberod, som er meget stærk, derude fra, Wasabi. Og så spiser man lidt ala japanerne eller kineserne. Det var meget godt, sjovt og anderledes – en absolut dejlig restaurant, som vi desværre ikke fik taget et billede af. For at komme til den gik man ned i et “hul” midt på en plads, som var det en undergrundsparkering man skulle til, og ikke en trendy restaurant…

…og et af de så berømte halvdårlige billeder, hvor tjeneren er fotografen…

Her har tjeneren lige revet lidt mere at den stærke “peberrod” Wasabi til os.

Steen var også lige en lille tur i køkkenet. Jeg tror, det var i forbindelse med hans besøg i “det lille hus”.

Mætte og tilfredse gik vi tilbage til vores hotel, hvor vi fik os en drink, inden de lidt yngre mennesker skulle med toget hjem.
En god dag var til ende, og vi var trætte. Vi havde jo også den lille time ekstra, som klokken skal justeres, når man tager til England.

Sidste år var vi her en uge tidligere. Men for en uge siden besteg Roland og hans 3 venner Englands højeste bjerg “Scafell Pike”, så da var der ikke meget mening i at tage herover. Sidste år var de ved at fylde Santa med luft, i år er han fyldt helt op – vi kan se hans hoved henne ved rådhustårnet, hvor klokken viser 8.

De engelske nyhedsoverskrifter i dag i The Times.

Vi løb lidt rundt i den regnvåde by og kiggede på forskelligt. I en butik så vi, hvordan de meget godt havde udnyttet mannequin’erne til at holde julepynten – i mine øjne en god og sjov idé.

Hr. Oren var på arbejde i dag, og han er altså meget sjov og meget god. På spørgsmålet om, hvad Steen havde brug for som pensionisttøj, var svaret: en tweedjakke med en trøje under. Nå ja, så fortalte han også om sit 4-dages trip til København, og det var sjovt at høre, hvad han havde set og oplevet.

Trætte i benene af alt for meget ståen og gåen besluttede vi at tage te på hotellet. I baren havde man ristede crumpets og ristet tekage. Vi kendte ikke til nogen af dem. Dem længst væk er crumpets, og det er svært at forklare, hvad crumpets egentlig er udover noget luftigt noget. Tekagen på den forreste tallerken var, hvad vi ville kalde en krydderbolle med rosiner. Så nu har vi smagt crumpets og teacakes….

Crumpets may have been an Anglo-Saxon invention. An early reference to them comes from English Bible translator John Wycliffe in 1382 when he mentions the ‘crompid cake’. The early crumpets were hard pancakes cooked on a griddle, rather than the soft and spongy crumpets of the Victorian era, which were made with yeast. The crumpet-makers of the English Midlands and London developed the characteristic holes by adding extra baking powder to the yeast dough. The term itself may refer to a crumpled or curled-up cake, or have Celtic origins relating to the Breton krampouezh meaning a “thin, flat cake” and the Welsh crempog or crempot, a type of pancake.

Crumpets are the quintessential, afternoon tea treat, served warm with lots of butter. The soft, spongy crumpets we know today, reputedly, come from the Victorian era and are very different form early, flat griddle cakes. It is the extra yeast in the batter which creates the soft texture and the myriad of little holes on the top (so perfect for soaking up the butter).

A teacake in England is a light yeast-based sweet bun containing dried fruit, typically served toasted and buttered. In the U.S. teacakes can be cookies or small cakes. In Sweden they are sweetened wheat soda breads served with butter, jam and often cheese. In India and Australia a teacake is more like a sponge cake. Tea refers to the popular beverage which these baked goods are an accompaniment to.

Lidt før klokken 18 besluttede vi at gå op på Albert Square for at se, hvad og hvordan alt omkring tændingen af byens julelys handlede om. Det skulle starte klokken 18 og gader var mange steder spærret. Mange børnefamilier og teenagere strømmede derop og mærkeligt nok så vi ikke folk gå omkring med øldåser og andre alkoholiske drikke, men derimod sælgere, som solgte ting med blinkende lys, så som Minnie Mouse-sløjfer, Darth Wader lyssværd, nogle fe-lignede lyspinde med en stjerne i enden. Ja, det var alt muligt bras, der blev solgt…

Her er et par drenge, der har fået tiltigget sig et par lyssværd. Santa sidder oppe på sin piedestal i mørket. Det hele går ud på, at der skal tændes lys i ham…

…og hvad der egentlig var sjovt – eller skulle jeg skrive forundrende – var, at der på en kæmpestor lystavle, der skiftede med forskellige reklamer, også var denne. Men der stod ikke et ord om, hvilken dato eller hvilket klokkeslet begivenheden ville finde sted.

I et hjørne af Albert Square var der en scene, og fra den begyndte vi klokken 18:00 at høre musik, men vi så ingenting! Folk stod og kiggede på scenen og vi fandt ud af, at en af sponsorene var en radiostation, så vi hørte småfrysende et par musiknumre fra denne radiostation, inden vi gik tilbage til hotellet og fik os et glas hvidvin, mens vi ventede på Roland. Vi troede, at han nok ville blive forsinket på grund af alle vejafspæringerne, men der skete det modsatte – han kom lidt tidligere! Han kender omvejene, eller skulle jeg sige “det offentlige trasportsystem” i byen…

Roland havde bestilt bord på en italiensk restaurant, der var åbnet for nylig. Roland havde ikke prøvet den før. Den var meget italiensk og ganske udmærket, selv om der var en par fadæser i betjeningen…

Vi gik tilbage til hotellet..

Her tog vi en drink, mens vi ventede på Rolands togafgang.

Dørmanden holdt venligst døren for Roland, da vi havde sagt “farvel og tak for en dejlig aften” – en aften, hvor vi havde snakket om mangt og meget, og der blev også set frem i tiden, hvor der blev lagt planer for Steens og Rolands vandreben….

Lørdag morgen i Manchester. Julemanden sidder nu belyst, så det var da godt, at de fandt ud af at tænde lyset i går. Det var vistnok en celebritet fra X-faktor, som trykkede på kontakten, og ja, der blev nævnt et navn, men det siger mig overhovedet ingenting. Det er sjovere at se Santa her fra hotelværelset med lys, end uden lys…

Dagens forside-nyheder ifølge The Times.

…og indeni kunne jeg blive belært om valmue-etiketten. Meget interessant.

Vi havde aftalt at mødes med de lidt yngre mennesker på hotellet her til formiddag. Vi gik sammen op i byen for at købe Rolands julegave – i regnvejr – og vi kunne lige hilse på Santa, som stadig sad på sin piedestal og så ud i Manchesters gadebillede. At bemærke er, at der på rådhuset også er sat en stor rød valmue. Det var der også sidste år, så det må være noget de gør hvert år til minde om de, som døde i krig.

Roland skulle nemlig have sig en Barbour, men det blev ikke den, han prøver her på billedet.

Da Roland bestemte sig for hvilken Barbour han ville have allerede i den første butik, havde vi tid til overs og gik tilbage til hotellet, for det var ikke så sjovt at gå rundt i byen i øsende regnvejr – men så kunne vi da fotografere os selv.

Der var bestilt bord til os i Manchester House klokken 13. Da vi gik derhen, var solen kommet frem, og det var da vældig pænt af den. Manchester House er en rimelig ny restaurant og der er ventetid på et sted mellem 3 og 6 måneder for at få et bord. Roland har været heldig og fået et bord her til frokost. Det er åbenbart nemmere på den tid af dagen.

Receptionen var nede i stueetagen. Efter at Roland havde checket med receptionisten mht. reservation af bord, kunne vi køre op på 2. etage.

…og her et tjener-foto. At bemærke er, at køkkenet er i samme lokale bag os.

Steens og min forret smukt og – kan man sige i vore tider – lidt vovet arrangeret på en tallerken med et motiv af et træ. Det var noget med agerhøne. Vi fik bryst, lever og lår rullet ind i noget skinke af en slags – smagte virkelig godt.
Inden da havde vi fået den såkaldte “hilsen fra køkkenet”, der havde smagt så godt, at vi allerede da vidste, at vi var inde for en smagsoplevelse af de helt store. Nu har restauranten været omtalt i BBC, fordi det var vovet at lave en helt ny restaurant samtidig med en anden nyåbnet og de drømmer begge om at få en Michelinstjerne.

Min sea bass øverst og Steens John Dory, vores hovedretter – begge fisk.

Roland fik noget råvildt fra området. Han fortalte, at kokkene i restaurnaten havde brugt 1 år, ja 1 år, på at lave en harmonisk menu. Der var mange tjenere og deres uniformer var blå stramme jeans, hvid skjorte med slips og grå vest. Man kan vel kalde det en vovet uniform til et sted, der gerne vil have en stjerne.
Der havde også været en fortælling i tv-udsendelsen om, at en tjener var blevet fyret inden restauranten åbnede, fordi han var kommet 5 minutter for sent. Tjenernes “opførsel” var anderledes end “normal”, men jeg vil sige til det absolut bedre.

Vi valgte 4 forskellige desserter. Min var den flotteste, og den smagte himmelsk. Vi sluttede af med kaffe og te og der kom en træ-æske med Thank You på låget og deri var der det, jeg kalder franske makroner – selvfølgelig også lavet daglig hos dem.

Lidt elevatorsjov mens vi kørte ned fra restauranten. Og ja, vi var mætte og tilfredse. En god idé at tage en froskost sammen i stedet for aftensmad. Så bliver det ikke for sent for os, der har et jetlag på en time og for de, som skal med toget hjem.

De lidt yngre gik til togstationen. Vi gik tilbage til hotellet og Steen fik taget sine ting ud af indkøbsposen og taget alt papir og andre dikkedarer ud, så fylder det ikke så meget i kufferten. Indkøbsposen, det havde været i, var gået helt i stykker, da den var blevet godt våd af regnen.

Nu var det jo ikke sult vi led af. Den mad, vi havde fået var bare i en hel særklasse og det samme var det gode samvær, vi havde delt den oplevelse med. Men ja, vi besluttede alligevel at gå ned i baren og dele – ja dele! – en ostesandwich til et glas vin og vi sad ved den varme radiator og så over på den kunstige ild – og der var lige det ved den, at den var “frosset” – dvs at den ikke rørte sig – og jeg havde mærket på den, da den “duede” for et par dage siden, at den var kold. Det er egentlig synd, da den jo skulle være varm, for så ville det virke bare lidt mere rigtigt.

Nu kommer vi jo ikke så meget omkring – eller måske gør vi – men vi var trætte, egentlig meget trætte, og lad os give jetlaget på 1 time hele skylden. Men vi tændte fjernsynet, noget vi ikke gør ret tit, når vi er på farten. Vi vidste via hotellet, at Manchester United spillede fodbold og så lidt på – ligeså sløret som billedet er, så slørede var vi også, så vi aner ikke hvordan kampen gik mod Crystal Palace. Det kan jeg slå op på internettet, men det gider jeg ikke.

Det er svært at være julemand i november måned, eller måske er det, fordi han skal have ekstra hvile, for han var ikke oplyst her til morgen, en søndag i november.

Os var der ikke ekstra hvile til, som den julemanden åbenbart fik. Vi skulle på farten, men da vi kom udenfor hotellet, var der ikke en taxi til stede. Derimod strømmede det til med uniformsklædte mænd og kvinder. I dag er det remembrance søndag, og da det i år er 100 år siden, at 1. verdenskrig startede, skulle der ske en masse i byen. Ja, så meget – da vi fik en taxi omkring hjørnet – at vi sammen med chaufføren opdagede, at stort set alle veje var spærrede…

Vi skulle med toget mod Buxton, og jeg bemærkede, at her var togafgangene ikke vist tidsmæssigt, men alfabetsmæssigt.

Vi bemærkede også denne information på en lystavle, hvor vi kan se, at det engelske togsystem var bedømt som nummer 1 i Europa – og nu til den store drum roll: Frankrig som nummer 2. Det kunne Steen slet ikke forstå, men han har jo også kun 4,5 arbejdsdage tilbage og så behøver han ikke længere at klage over de franske togstrejker. Hvad mon han så kan finde på at klage over?

Da vi stod af toget i Whaley Bridge, bemærkede vi, at vi havde siddet i en togvogn, hvor bla. The Beatles var afbilledet udenpå. Toget var kørt, før vi fik læst, hvad der ellers stod, men i dag skulle vi jo også videre og ikke tilbage i fortiden…

Vi var ventet og blev afhentet og kørte straks mod dagens planlagte udflugtsmål.

Efter at have betalt 3 pund kunne vi parkere, og det skete helt herskabeligt foran vores udflugtsmål, Chatsworth House, som er et ganske smukt “lille” hus.

Billetterne – og læg mærke til, at der er to senior’er og to adult’er! Det er første gang, jeg er kommet ind på en senior billet, men i England er man allerede senior, når man er over 60!

Der strømmede mennesker til i lange baner, og det var fordi deres “juleshow” var startet den 8. november. Deres tema var Alice i Eventyrland. Vi gik i gåsegang – eller endnu langsommere – for der var børn, der skulle hilse på alle de kendte figurer fra Alice’s verden, men det var da en anden slags julehalløj end “vores” uoplyste Santa….

Vi kom også forbi et sted, hvor en “dame” fortalte om wish-trees. Det var der flere af, og på et bord ved siden af kunne man skrive et ønske og hænge det op på træet. Ens ønske ville blive hængende indtil efter jul. Steen havde et ønske…

Han besluttede, hvor det skulle hænge.

Og lad os håbe, at han får sit ønske opfyldt!

Nu er det mange år siden, jeg har læst Alice in Wonderland og efterfølgeren Through the Looking-Glass. Det må jeg nok få gjort igen, men jeg vil gætte på, at hun har haft et tea-party.

Der var også en lille udstilling om, hvordan ejerne af stedet også mistede sønner – både i første og anden verdenskrig. Roland fortalte, at der kun er 3 byer i England, hvor der ikke er gået mænd til i en af de to verdenskrige. Meget skræmmende at tænke på. Det kan vi ikke sige i Danmark, og det var måske noget, man skulle præcisere mere for at få os til at tænke på, hvor heldige danskerne har været i begge krige. Gad vide hvor mange sønderjyske byer, der mistede mænd i første verdenskrig….

Efter alle de mennesker i huset – hvor vi gik igennem det hele, som man går igennem en lang supermarkedskø – besluttede vi os for at tage frokost. Men så skulle man ud af huset og parken og for at kunne komme tilbage, skulle man behørigt stemples, og det sørgede Katy for, at vi blev…

Vi kom i rette tid til en dejlig lille restaurant, som kort tid efter var fuld.Vi drak lokalt kildevand til vores frokost.

Det lille herresæde set fra parken. Vejret og landskabet var rigtig dejligt sådan en novembersøndag.

Parken var enorm. Der var meget at se, og vi besluttede at gå igennem en labyrint, der ikke var nem og ligetil. Roland og Katy havde været her før og brugt lang tid til at finde ind og ud af den, så Roland havde affotograferet den set fra oven. Men selv med det kort var det lidt svært at finde rundt. Jeg havde aldrig været i sådan en labyrint før, men i adskillige computerspil er jeg gået igennem den slags

…vi måtte ofte lige standse op og orientere os.

Vi nåede ind i midten og nogle unge mænd af asiatisk oprindelse havde med glæde fulgt os, for ellers vidste de, at de ikke selv ville finde igennem. En af dem var så venlig at tage dette foto af os.

Steen steg op på den højeste “platform” derinde og tog dette billede ud over labyrinten.

…og den anden vej.

Vi havde besluttet at få taget vores “sædvanlige” familiefoto et sted i parken og gik hen mod stedet, men der blev det nu ikke taget. Det blev igen vores asiatiske ven, som tog det. Det bliver spændende, hvordan det kommer ud, men det blev ikke taget med telefonen – dertil havde vi medbragt cameraet…

Der var lidt skulptur-kunst i haven. Her står vi og undrer os over, at på det skrevne “vrøvl” havde kunstneren skrevet, at det tog ham mere end 40 år at lave denne, som han kaldte “Planks”, hvis jeg husker rigtigt…

Da vi havde set nok og var ved at forlade stedet, kom vi forbi 3 svingede jazz-musikere. De underholdt parkens gæster, og der var meget snak om spillemanden til højre og hans instrument, som jeg ikke husker, hvad hedder. Men den unge mand var kun 14 år og man syntes, at det var fantastisk, så godt han kunne spille på det instrument.

Det blev bestemt, at vi lige skulle have en kop te, inden vi tog toget hjem. Vi tog et sted hen, og jeg aner ikke hvor, men jeg ved, hvor smukt der var med alle de visne bregner oppe på bakkerne.

Hver af os fik den slags te eller kaffe vi ønskede. Vi passede tiden af til vores tog tilbage til Manchester.

Stedet hed Losehill House Spa Hotel. Men der var ikke tid til at inspicere stedet nærmere, for vi skulle videre dennne smukke efterårsdag, hvor solen var ved at gå ned bag bakkerne.

I nærheden af jernbanestationen i Whaley Bridge var der også blevet lagt valmuekranse i dagens anledning ved dette helt enkle kors, hvor der ikke står det mindste på.

Det blev tid til farvel og tak for denne gang – tak for de mange hyggelige timer, vi har tilbragt sammen….

Vi skulle over på den anden side af sporene.

Sjovt nok er køreplanen placeret så lavt – de røde tal er for søndage – men vi er jo også i landet, hvor hobbitterne hører hjemme.

Toget kom og vi kørte til Manchester.

Vi fik en clubsandwich og et glas vin…

…og så det sidste af en Supermand film fra 1978. Det var godt at falde i søvn på. Sådan en film kan man kun sidde og smile af med alt det, der sker og alt det, han kan – i en film, der er omkring 35 år gammel.

Dagens forside af avisen The Times.

Indeni kunne man bla. se denne lille dejlige tegning, som man straks ved, hvor stammer fra. Al den harmoni, der strømmer ud fra den, er guld værd, men det bliver ikke mig, der investerer i den originale…

Det blev check-ud tid.

Hvad man ikke kan læse – men hvad jeg ved – er, at på trekanten til højre for det røde lys står: Manchester Airport.

Taxien blev betalt, vi fik checket ind…

I “Ingenmandsland” kunne vi, mens vi spiste vores sandwiches, drikke vand og derefter, mens vi drak vinen, reflektere tilbage over en dejlig tur, med masser af nye gode oplevelser.

Air France maskine holdt dernede og ventede på os, så vi måtte afsted fra loungen.

Det er nærmest som om, at manden i den gule jakke vinker farvel til os og ønsker os en god flyvetur…

Lidt tid til at læse nogle sider i den bog, som man nu læser i øjeblikket. For mit vedkommende er det stadig “Shantaram” og den er stadig lige god. Steen læser den også og synes det samme.

Vores venlige og flinke taxi-mand var trofast på pletten for at hente os.

Lige straks ville vi sidde i taxi’en, og lige straks ville vi være hjemme.