Efter en morgenrunde om Åbakken for at sige på gensyn til Hjalmar gik det sydpå mod Billund. Vejr- og vejudsigterne var ikke for rosenrøde, så vi lagde god tid til denne gang.
Vi kom roligt og uheldsfrit til Billund og benyttede denne gang, på grund af vejrliget, aflæsningsmuligheden ud for terminalbygningen. Nu er det ikke derfor at Inge fotograferede denne scene, heller ikke at jeg håndterede de tunge kufferter – nej, det var fordi jeg havde glemt at lukke benzindækslet henne ved benzintanken 
Inge trillede trolley’en ind i terminalen og arrangerede noget ved bagagen, medens jeg kørte bilen hen, hvor den skulle afleveres. Hun fik nøglerne og afleverede dem hos sine bekendte hos Europcar. De ved efterhånden, hvem hun er, når hun ankommer.
Her er jeg på den anden side af “filteret”, som de siger i Frankrig. Det er nemt at forestille sig, at jeg er ved at montere livrem, stoppe T-shirten ned i bukserne, samle mobilen op, osv.
Oppe i “Inges lounge” var vores sædvanlige bord frit, hvor vi havde god tid til at kigge boligblades annoncer for køkkener. Det har vi ikke før beskæftiget os med. Men vi lærte, at det ikke længere hedder “indretningsarkitekt” men “boligstylist” i stedet 
Vejret i Billund støttede håbet om at vi kunne kigge ned over Ho Bugt og sende Søren en tanke…
…men deroppe var der ikke meget udsigt nedad, så det måtte blive ved tanken.
I Schipol skulle der kommunikeres med “Tovholderen” (byggekoordinatoren) på projektet med at færdiggøre lejligheden. Jeg kalder det “apteringen” fra det maritime. Og så skulle jeg indhente noget på “Livet undervejs…”.
I Paris var vi ved det kendte, det var vores venlige og altid præcise taxi-mand også.
Vi havde godt 2 meget travle uger bag os. Vi kunne se tilbage på 2 dødsfald i familien, men også fremad mod en dejlig tilværelse som pensionister “på toppen af Struer”, som “Tovholderen” skrev i en email i dag.