Livet undervejs…

Turen blev forberedt fra morgenstunden i dag, både med hensyn til at få tøj og  tandbørster i tasker og med at brygge te til undervejs i vores bil-tilpassede thermokrus.

Bilens navigator var sat til eco-rute og da vi kom syd for Give lod vi den bestemme resten af vejen til Christiansfeld. Undervejs så vi i Hjortsballe-rundkørslen ved Give denne skulptur i en rundkørsel. Den hedder “Solhjulet”, vejer 15 tons og er 11 meter høj. Vi havde ikke set den før, og forklaringen er nok den, at den kun har stået der 1 år. Den ledte umiddelbart tanken hen på en turbine af en slags, og da der i Give er vindmølle-industri troede jeg, at skulpturen havde noget med den at gøre. Men den kaldes altså “Solhjulet”, er inspireret af gamle egehjul og Fibonacci og står midt i Jylland i en by, der kalder sig for “Skulpturbyen”

Længere nede i landet, på den gamle hovedvej 10 holdt vi ind for at kigge på Den Gamle Grænsekro. Ja vi har jo set den mange gange, men aldrig stået ud af bilen for at kigge på den.

På den anden side af hovedvejen bemærkede vi et museum, som vi ikke havde set før. Det viste sig desværre stadigvæk at være vinterlukket…

Christiansfeld var vores 1. etapemål og her fandt vi i parken foran Gudsageren et ideelt sted til at spise vores medbragte ostemadder. Gudsageren er Brødremenighedens kirkegård. Træet vi står under er en Konge-eg, der blev plantet i 1969 på Kong Frederik IX’s 70-års fødselsdag.

Midt på plænen står en Dronninge-eg, plantet den 16. april 2000 på Dronning Margrethes 60-års fødselsdag, og henne i den fjerne ende, hvor jeg står og fotograferer, er der endnu en Konge-eg, plantet den 27. september 1940 i anledning af Kong Christian X’s 70-års fødselsdag.

I parken var der mindesmærke for Genforeningen i 1920. Da jeg stod og fotograferede det, bemærkede jeg ikke Dannebrog i den nederste halvdel.

Stenen havde en ganske enkelt tekst hugget ind.

Selve kirkegården var meget speciel at gå rundt i. Kulturministeriet skriver blandt andet følgende om den:

Gudsageren præsenterer en i Danmark enestående kirkegårdsarkitektur, der er direkte inspireret af brødremenighedens andre gravpladser i Europa, hvilket ses i placeringen uden for byen og selve udformningen, der følger anlægsmønsteret fra andre menighedsbyer. Hertil kommer, at Gudsageren indgår som en væsentlig del af Christiansfelds oprindelige, og særdeles velbevarede byplan, der aktuelt er det eneste Herrnhutersamfund i Skandinavien og et af de bedst bevarede i Europa.

Gudsageren er tillige liturgisk specifikt indrettet, idet alle brødre og søstre er begravet med hovedet i vestlig retning, således at man kigger mod øst, hvor menigheden på det yderste dag skal se Herren komme igen og alle de begravede skal opstå til evigt liv.

Gudsagerens kulturhistoriske værdi relaterer sig overordnet til kirkegården som en fysisk manifestation af det velorganiserede herrnhutersamfunds arbejdsomme, fællesskabsprægede og ydmyge livsholdning. Der er således en nær sammenhæng mellem den reformatoriske frimenigheds religiøse overbevisning og lighedsorienterede samfundssyn, der baserede sig på dygtighed, flid og dydighed, og kirkegårdens udformning med retvinklede alléer, feltinddelte områder og opdeling i henholdsvis brødre og søstre.  

Brødremenighedens åndelige og sociale fællesskabs- og lighedstanke ses i den stringente opbygning, fraværet af familiegrave, gravstenenes udprægede ensartethed og i det faktum, at ingen grave sløjfes. Der ligger således en væsentlig kulturhistorisk værdi i det faktum, at samtlige gravsteder siden 1773 er bibeholdt. 

Ikke langt fra Gudsageren, i byens absolutte centrum, kan man købe det bagværk, som Christiansfeld efterhånden er blevet synonymt med – Honningkager. Det gjorde vi så

Hovedformålet var at besøge Brødremenighedens kirke. Men den var lukket på grund af renovering, og forbliver sådan indtil ind i november i år. Så det besøg har vi tilgode.

Så i stedet gik vi hen i Søsterhuset, hvor informationskontoret var præget af denne formidable kakkelovn – som kom med Herrnhutterne i 1700-tallet. Den har 3 varmeplader og skulle være ganske fortrinlig til at afgive varme, idet den også stod 15-20 cm fra væggen.

Jeg var meget imponeret af disse kakkelovne. Her er en anden, lige så gammel som den første.

…og ovenpå var Søstrehusets korsal, hvor der for tiden holdes gudstjeneste, nu hvor kirken er under renovering. Meget interessant at se enkeltheden og forresten afholdes der her gudstjeneste om vinteren. Kirken er nok for dyr at fyre op…

Christiansfeld Centret skriver blandt andet dette om Søsterhuset:

Søstrehuset, Nørregade 14, blev opført i 1776 og yderligere udvidet flere gange indtil 1881 og omfatter 4000 m2. Her boede de ugifte kvinder og pigekostskolens elever.

Huset var oprindelig indrettet med sovesale, stuer, værksteder og en korsal, der er byens næststørste rum og bruges af menigheden som kirkesal om vinteren. Husets indre byder på de særlige lange korridorer med mange smukke døre, rokokotrapper samt empiredetaljer bl.a. lysekronerne i den smukke korsal. Bag Søstrehuset ses et gårdmiljø med Brødremenighedens værksted samt en del af det oprindelige haveanlæg der stadig er bevaret.

Huset er de seneste år renoveret og rummer i dag  “Kulturarvens, Kunstens og Videnskabens Hus” med Christiansfeld Centret, Brødremenighedens Museum og Arkiv, Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv, Brødremenighedens Danske Mission, Stjernebutikken og Kolding Musikskoles afdeling i Christiansfeld.

I Haderslev checkede vi genbrugsbutikker, og det blev til 3 manglebrætter med interessante håndtag, som skal ind i samlingen.

I  Aabenraa checkede vi ind på det sædvanlige hotel og bemærkede, at der var blevet lavet overdækket parkering – som viste sig at fortrinsvis at være en terrasse
Jeg kan godt lide at parkere i skyggen og kunne profitere med det samme…

Jeg havde en aftale kl. 15:00, men inden da var vi hos Fru Geest, hvor jeg købte rabarberkager til at tage med. Inge købte rabarberkage til at spise på stedet, så efter at have slubret et glas æblesaft i mig begav jeg mig afsted til mit besøg med Annemi.

…og omkring 18:00 kunne Inge og jeg gå ned i kælderen for at forberede vores besøg hos Fru Geest en time senere.

Vi ville prøve hendes torsdags-buffet…

…og jeg lagde sådan ud. Det smagte godt, og det gjorde resten af måltidet også.

Vi forlod Fru Geest kvarter i ni, gik en lille omvej til hotellet og lod hvilen falde over os.

Bortset fra de ældre ægtepar til venstre i billedet var hotellets gæsteliste ellers fyldt op med mænd og kvinder fra politistyrken, der havde været på kursus. De var vist 80 ialt og det forklarede, at det tilstødende restaurantlokale var åbent her til morgen. Så uden at vi vidste det, har der været passet godt på os i nat.

Dagens aktiviteter starter med en “forretningsrejse” til Harrislee lige syd for grænsen. Derfor kom notesbogen frem, så vi kunne købe ind med erfaringen fra sidste indkøb som baggrund.

Vi kørte ad den gamle hovedvej. Pudsigt at se den så trafiktom og tænke på at den inden motorvejen kom var landets hovedfærdselsåre til Europa – med 1 spor i hver retning. Og så kan man tænke videre på, at motorvejen nu er utilstrækkelig og mangler et 3. spor i hver retning…

Ved grænsen var alt roligt – og lidt længere fremme vejede det Slesvig-Holstenske flag sammen med Tysklands og EU’s flag. Det kan jeg godt lide.

Vores indkøb var, kan man sige, målrettet med eneste afvigelser i form af sorte Gajol og Billed Bladet 

I en korrespondance med en af Birtes skoleveninder kom Frøslevlejren på tale. Der har jeg aldrig været – ja, jeg har værget mig hver gang Inge foreslog, at vi besøgte stedet. Men nu tog jeg mig sammen og vi kørte derhen.
Lejrens hjemmeside fortæller blandt andet:

Vi fik heldigvis en venligere modtagelse end lejrens oprindelige beboere. Det mest overraskende for mig var, at der også er efterskole på stedet. Men det er jo positivt, at et så dystert sted får nyt og fremadrettet formål.

Vejret passede perfekt til dette sted med den dystre historie. Det var lige på grænsen – og nogle gange over grænsen – til regn; men det gav den helt rigtige baggrund for Dannebrog og museumsbarakkerne.

“De førtes bort under tvang fra Frøslevlejren 1944-1945 og gav livet for Danmark” står der på denne sten, som mindes de 220 af de ca. 1600 fanger var så uheldige at blive deporteret til KZ-lejre i Tyskland.

Her er lejrens centrum med vagttårn.

Med det gamle ord for ske: “slev” fortolkedes Frøslevlejrens navn mange gange således

En gong-gong. Hvor simpelt kan sådan en laves. Alt var simpelt…

…hvilket blev illustreret på mang måder i lejren.

Ialt passerede 12000 fanger gennem lejren i perioden august 1944 til maj 1945. Her er navnene på dem alle – og ca. 220 med kors ved.

Der var mange stemningsfulde akvareller og tegninger på væggene (se bort fra de reflekterede loftslamper). Fangerne må have fået akvarelfarver og tusch og penne smuglet ind på en eller anden måde.

Hjemmeværnet havde udstilling i en af barakkerne og da vi så denne kutter tænkte vi uvilkårligt på Arne.

Arne som skipper på MHV60, der var hjemmehørende i Aabenraa og Sønderborg. Han ville have været meget tilfreds med at have været med os på dette besøg – ja, også på “forretningsrejsen” til Harrislee

Gendarmmuren, et mindesmærke over de grænsegendarmer, der  omkom i lejren. Det er beliggende helt ude ved lejrens perimeter, hvor det dobbelte pigtrådshegn med løbegård (til hunde) er et dystert mindesmærke over indespærringen som fangerne var udsatte for.

…og lige ved siden af var mindesmærket “Prebens sten” over en af fangerne, som blev skudt af en tysk vagtpost.

I går fortalte Annemi, at 2 af hendes morbrødre (hvis jeg husker korrekt) ikke kom hjem fra påtvunget tysk fronttjeneste under 1. verdenskrig. Vi tog derfor forbi Tinglev kirke for at se, om der skulle være en mindesten der med deres navne på. Et telefonopkald til Annemi gav den yderligere oplysning, at disse morbrødre kom fra Bylderup, og at der ikke var nogen mindesten her i Tinglev. Besøget var dog ikke forgæves – selv ikke med kirkedøren låst !!! – for kirken og den omkringliggende kirkegård var meget smukke og klædte hinanden godt. De har/har haft en god gartner ansat der, må man sige.

Vi kørte så til Bylderup. På kirkegården var der intet mindesmærke for faldne i 1. verdenskrig og i kirken stod en kiste parat til at blive pyntet med blomster til en bisættelses-ceremoni senere på dagen. Derfor gik vi ikke ind for at se, om der skulle være en mindetavle indenfor.

Vi kørte også forbi Burkal kirke i nærheden. Der var der en mindestøtte, men ikke med morbrødrenes navne. Så gik det mod Aabenraa og lige før Bredevad-krydset bemærkede vi denne lille mindelund. Siden min skoletid har “krydset ved Bredevad” været  indbegrebet af dansk modstand mod den tyske invasion i 1940. Leksikon om Grænselandet skriver følgende:

Tyske og danske soldater ankom på samme tid til det vigtige vejkryds i byen. Den danske enhed åbnede ild og uskadeliggjorde den forreste panservogn i den tyske kolonne. Men overmagten blev hurtigt for stor, og de danske soldater måtte overgive sig.

Efter befrielsen blev der oprettet en mindelund på stedet hvor den danske kanonstilling havde været. Mindelunden er senere flyttet ca. 100 meter, så den nu ligger synlig fra hovedvejen.

Let regn havde vi haft siden Frøslev og det fortsatte indtil vi kom tilbage til Aabenraa, så vi kørte direkte til Fru Geest for at få en kop te og en bolle med noget på. Sjovt som det er blevet et af vores faste bespisningssteder i byen.

…og medens vi nu holdt midt i byen smuttede vi lige op til Carstensens Tehandel (som i mine drengeår hed Købmand Trans og lå længere nordpå (Nørreport eller Ramsherred) i det der nu er gågade – og gågade var der ingen byer der havde dengang

Her, hvor jeg går med teposerne, kørte i min barndom bybusser, cykler, biler og folk gik på fortovet i begge sider! Billedet har jeg tilladt mig at hente på bloggen “Aabenraa i gamle dage”.

Så tog vi til blomsterhanleren i Forstallè…

…altid 5 blomster – en for hver vi mindes her.

Lidt i 7 gik vi hen til tapas-resto’en for at spise aftensmad…

Det blev til oste- og Spanienvariationerne. Bemærk, at rødvinen ikke er kommet endnu. Da vi bestilte den hvide øko-vin, varede det  også længe, før den unge dame næsten forpustet kom og meddelte at den var udsolgt. Vi valgte en anden. Her med rødvinen gættede vi på, at det samme var tilfældt…

…hvilket det var – men da var det mester selv, som kom og beklagede situationen og sagde at nu var han jo nødt til at åbne en bedre til os til samme pris. Den var god og vi fik en fin snak med ham…

…som fortsatte lidt senere, da han kom og tilbød os en portugisisk (?) hvid, som vi absolut skulle smage. Vi duftede til den og jeg nævnede at jeg i tysk TV havde set en madudsendelse, hvor gæsten stak næsen ned i glasset og kaldte det en “Duftkamin”. Mester fortalte så, at han havde været til et vinforedrag, hvor foredragsholderen lod dem smage samme vin i 4 forskellige glas – og de smagte forskelligt”.
Jeg snakkede med Inge om, at vi vist skulle kigge efter forskellige glas næste gang vi er i genbrugsbutikker – og det skal vi jo i morgen

Dagens første etape gik til Lagkagehuset for at få et par boller med ost til undervejs, plus brød der kunne friste. Jeg skal da vist have kortet remmen lidt på min taske – den ser lidt “damet” ud her, ville min tidligere svenske kollega have sagt.

Det blev til 3 brød ud over bollerne

Vi havde kun pilevisning på navigatoren og Struer som endemål – og ville ind om Gram for at kigge i genbrugsbutikker. Vi tog den gamle Ribevej ud af Aabenraa og så her en afviser til Hærulfstenen. Den husker jeg aldrig at have set, så vi drejede fra.

Hærulfstenen er en dansk runesten fra 800-tallet. Den står på Hærvejen i Øster Løgum Sogn og kaldes også for Øster Løgum-stenen. Runestenen har været kendt siden 1592, og dens tidligst kendte plads var på en mark ved Hovslund umiddelbart vest for “Oxevejen” fra Haderslev. I begyndelsen af 1800-tallet omtales den som stående i en jordvold. Et sagn fortæller, at stenen vender sig, når den lugter brød. Frederik Karl af Preussen fjernede stenen efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 som krigsbytte og lod den opstille ved sit jagtslot Dreilinden mellem Potsdam og Berlin. I 1951 tog Berlins borgmester Ernst Reuter initiativet til, at Hærulfstenen kom tilbage til Danmark som en forsonende gestus. Den står nu nær sin oprindelige plads.

…og lidt længere nordpå var Immervad Bro, som jeg heller ikke husker at have set, så det var en meget god indskydelse at dreje fra.

Immervad bro er en af kun en håndfuld bevarede broer på den gamle Oksevej i Sønderjylland. Den er bygget i 1786 og er en stenbjælkebro. Modsat de senere byggede broer med hvælvede gennemløb har man her konstrueret broen med forbillede i tidligere broer af træ. Broen har to gennemløb, for det samlede spænd er så stort, at man har været nødt til at afstive konstruktionen med lodrette bropiller midt i åløbet. Selve broen dannes af vandrette stenbjælker, der er op til 4,35 m lange og alle udspaltet fra én og samme granitblok, som lå ved Fredhule nær Haderslev. Åløbet er i tørt i dag på grund af, at man har omlagt åerne i nabolaget.

På vejen fra Immervad Bro lykkedes det mig at blive forvirret over retningen og kom over på den forkerte side at motorvejen – og senere oppe syd for Gram manglede der i en rundkørsel pludselig skilt til Gram, som ellers havde været godt afmærket indtil da, så jeg kom ud af den forkerte frakørsel. Resultatet var at vi kom ind i byen nordfra! Så fik vi til gengæld omkørslen forbi haveudstillingen og alle dannebrogsflagene med – og det to gange endda! Jeg må nok have genopfrisket min Sønderjyske geografi lidt

Men jeg kunne per hukommelse (fra mine kortstudier på hotellet) finde de 2 butikker i byen. En havde lukket, den anden ikke. Senere, i Rødding, kiggede vi indenfor i en butik vi kendte fra tidligere, samt i en vi ikke havde besøgt og det er her billedet er taget.

Syd for Foldingbro, lige før man kommer til Kongeåen, er der en vejviser til “Kanonstillingen”. Den havde jeg lagt mærke til tidligere og var nysgerrig for at se denne kanonstilling fra 1. verdenskrig, hvor det Tyske Riges nordgrænse gik hernede i ådalen. Vi tænkte, at det kunne være et godt sted at spise vores boller og drikke den te, vi havde i termokopperne. Det viste sig at være en stilling fra 2. verdenskrig og det blæste så meget at det var ubekvemt deroppe.

Gudrun-stillingen fra Anden Verdenskrig.
Efter invasionen i Normandiet frygtede tyskerne en allieret invasion i Jylland. I august 1944 begyndte de derfor at anlægge tre forsvarsstillinger i form af pansergrave på tværs af Sydjylland. I løbet af efterår og vinter 1944 og forår 1945 blev arbejdet udført af krigsfanger, tyske arbejdere og soldater, medlemmer af det tyske mindretal og danske entreprenører. Nogle af de russiske krigsfanger, der arbejdede på pansergravene sov i barakker ved Sønderskov Mølle.
De tre forsvarsstillinger i Danmark fik navnene Brunhild, Gudrun og Kriemhild fra Wagners opera Nibelungens Ring. Gudrun-stillingen var den mellemste forsvarsstilling og gik fra Kolding til vestkysten nord for Ribe. Stillingen løb langs med Lille Å, Gesten Å og Kongeåen.
Stillingen bestod af pansergrave, der var fem meter brede og tre meter dybe. De skulle stoppe tanks. Der var også beton- og pigtrådsspærringer, skyttegrave, løbegange og stillinger til maskingevær, mortér og kanon. Her ved Dover ville en kanon have deltaget i forsvaret af Tyskland, hvis der var opstået kamp. Det skete ikke. I april 1945 vendte tyskerne fronten mod syd og flyttede næsten alt udstyr fra Gudrun-stillingen til Kriemhild-stillingen sydpå.
Efter krigen rejste ejeren af den nærliggende gård Marienlyst en mindesten med indskrifterne ”Tysk Skanse 1944” og ”Guds nåde alene frelste vore hjem fra ødelæggelse”.

Vi kørte videre over Kongeåen…

…og denne gang var der ingen biler bag os, så Inge stod lige ud og knipsede selve åen, som vi ellers ikke ser så meget til lige her.

Og så var der lige 3 genbrugsbutikker i Grindsted, vi gerne ville kigge på. Men tiden var knap og vi var spændte på om vi nåede det. Vi kom indenfor i 2 af dem inden lukketid kl. 13:00 (det var jo lørdag), og denne var en ret stor af slagsen. Her fandt Inge et keramisk håndværkerrelief (af en smed/blikkenslager) fra Bing & Grøndahl.

Der havde ikke været nogle steder undervejs, der var tillokkende nok til at vi steg ud for at spise vores boller. Regnen varede nemlig ved helt til det sidste, så det blev hjemme hos os selv ved 3-tiden at vi rundede rejsen af med dejlige boller og nylavet te.