05:19 så der sådan ud i dalen…
06:40 så der sådan ud…
…og 07:43 var udsigten denne. Jeg forestiller mig, at dette er den gamle spisestue, som efter moderniseringen er blevet til morgenmadsstue. Min kommentar i går om stilen i moderniseringsbestræbelserne kunne måske illustreres godt af denne stue, som har lokalt præg. Ikke at alt skal se gammeldags ud, men der er en mellemvej. OK, smag og behag er forskellig. Det yderste venlige og imødekommende ejerpar er sikkert ganske godt tilfredse – og det er jo hovedsagen.
Morgenmadsdamen introducerede buffetten og understregede at en af pølserne var hjemmelavet hjortepølse. Den var god!
En af de sjove ting ved bordene var, at der i nogle af dem var indlagt glasplader hvorunder der lå forskellige memoire med tilknytning til hotellet. De var sjove. Der var et avisudklip om krofatter, som engang skød på en buk, men i stedet ramte en elektrisk luftledning og dermed mørklagde en hel bydel i Dillenburg – en by ca. 30 km syd for stedet her. Udklippet ses delvist til højre for det gamle postkort af hotellet, som det så ud, dengang det var en Gasthof og hed “Zur alten Post”.
Her er hele artiklen om den uheldige jæger. Den håndskrevne bemærkning til Hans-Georg er skrevet lidt på dialekt: “Ihr müsst a bisserl genauer zielen! Sonst gibt’s den kleine Kalb von gegenüber am SOnntag für die Hausgäste. Grüsse….”
De mange jagttrofæer fik os til at tænke på Jesper. Han ville nok også have talt ender på gevirerne og måske justeret sine jagtdrømme i opadgående retning – men om sådanne fyre kommer ind i hans jagtområde, aner jeg ikke 🙂
Inges morgen-selfie. Eller hedder det en groufie, når der er flere end en selv på?
Inge er igen observant. Hun bemærker dette kobberstik fra 1719. Det blev lavet til minde om en hjort med et ulige gevir på 24 ender, der blev skudt af Hans Højfyrstelige Durchlauchtighed Herr Markgreve Wilhelm Friederich af Brandenburg-Onoltzbach.
Når Jesper en dag nedlægger et tilsvarende bytte, må vi helt naturligt forevige bedriften med et kunstværk, så eftertiden i de næste 300 år kan beundre den guddommeligt talentfulde jæger!
Udenfor blev vejret bare bedre og bedre…
…så det var bare at få pakket og komme derudad. Vi skulle til Slesvig.
Den opmærksomme læser bemærker at ruten fører ad Autobahn 1 – og ikke længere østover – og hvorfor det? Jo, da jeg kodede navigatoren, viste den at der var et biluheld oppe på Autobahn 44 mellem Dortmund og Hanover og foreslog en alternativ rute, som altså går via 1’eren. Det var en fejl, at jeg valgte den, for så fik vi en omvej på 75 km og ikke den mere interessante tur nordpå gennem Sauerland. I bagklogskabens klare lys skulle jeg have fulgt den oprindelige rute i håb om at biluheldet ikke længere spærrede, når vi kom dertil – eller alternativt tage omvejen deroppe.
Da vi nærmede os Bremen øgedes trangen til en Eiskaffee. Vi kørte fra mod Gross Ippener i håb om at finde en Einkehrmöglichkeit der, men vi skulle længere sydpå til Harpstedt, hvor vi efter lidt søgen og spørgen fandt Eiscafe Venezia!
Og der fandt vi en plads udenfor under parasollerne. Dejligt på en varm dag som denne.
Og så kom de to vigtigste rollespillere på scenen. Dejligt!
15:00. Ingen trafikproblemer ved Elbe-tunnellen! Herligt.
Der var freie Fahrt ned i dybet 🙂
16:50 kunne vi fortsætte vores pude-dyne-konfigurations-studier i Slesvig…
…og godt en time senere kunne vi afprøve baren, som lå i et travlt – alt for travlt – “transit-område” mellem tjenernes base, mødelokaler og restauranter.
Pludselig åbnedes dørene til et kæmpestort mødelokale og ind i området hvor baren og vi var, strømmede det med mødedeltagere. Så blev der ekstra travlt!
Efter et kort blik på deltagernes påklædning, foreslog Inge at jeg skulle spørge Charlotte om, hvordan ESA’s dress code er nu om dage – om den er sammenlignelig med, hvad vi så her :-))))
Da jeg reserverede værelset, reserverede jeg samtidig et bord i hotellets brasserie – for damen havde bekræftet, at de havde et brasserie, da jeg spurgte. Det viste sig at være den bedre restaurant kaldet “Fasanerie”. Sprogforvirringen viste sig at være til vores fordel, for i modsætning til den mere “folkelige” restaurant, havde denne her air condition, og det var i dag absolut en fordel. Her venter jeg på en vildtret, der smagte aldeles pragtfuldt. Ingen kritik der.
Det værste til aftensmaden var at vi nu var nær Danmark og der var nogle temmelig højrøstede danskere i restauranten og vi gætter via deres dialekt på at de var fra Vendsyssel, men forhåbentlig havde de en god aften, sådan lød det ialfald til, der var alle mulige historier om bla hvordan man kunne komme igennem tolderne ved grænsen uden at blive undersøgt – jo jo gråhårede damer var tolderne ligeglad med og sådan fortsatte det derudaf…..
Retten ser ikke ud af meget på billedet, men den var meget smagsintensiv og kødet var mørt hele vejen igennem og vi blev så mætte, at vi ikke kunne have dessert.
Og imedens vi spiste, var det bare vådt og lummert udenfor.
22:31 da Inge tog godnatbilledet, var vejret det samme – lummert Aprilsvejr, hvis sådan noget findes 🙂