Livet undervejs…

Klokken 07:01 gik vi forbi avisbordet. Invandrerdebatten var denne søndag overtrumfet af et interview med en kontroversiel person i show-bizz

…og ved samme tid var udsigten sådan fra morgenbordet. Gråvejr og vådt og ikke ret varmt.

Jeg har et møde klokken 10 med gamle skolekammerater – årsagen til vores ophold her – og sidder her ved morgenmaden og glæder mig til at se dem. Det er 50 år siden sidst for de flestes vedkommende, og vel 45 år siden for resten af dem. Det bliver spændende på en måde, der er svær at sætte ord på…

At jeg går ud for energi inden jeg skal spise frokost med dem er der ingen fare for med hotellets “Genießerfrühstück”

Jeg havde bestilt taxi til klokken 09:30. Han var der da jeg kom ned foran hotelindgangen og inden vi kørte skulle han lige have skoddet sin smøg – receptionen havde informeret ham om, hvor  jeg skulle køres hen, så alt var i orden.

Her, over for Brauerei Hansen (det lyse hus på den anden side af gaden), skulle vi mødes klokken 10. Jeg var der 20 minutter for tidligt…

…men det så jeg positivt på, for langs kajen lå mange gamle skibe og der var boder på kajen (der var “Fischmarkt” i dag) og det regnede kun ganske lidt. Der var noget interessant at kigge på

Som i Struer, præsenterer også her i havnen et bådelaug sin samling af gamle restaurerede “klassiske yachter”. Det bidrager meget til det gode miljø langs kajen og selv om skibet i baggrunden oser op af skorstenen, så er det dog charmerende, at der stadig sejler et dampskib rundt  på fjorden

Blandt laugets samling er verdens ældste racer-båd, bygget i 1886! Den danske version af informationen under tegningen af båden lyder sådan:
“En lodret, lige forstævn, en hæk, som rækker langt agterud, et uhyre slankt skrog og en bovsprit, som strækker lig lige over vandoverfladen foran de sejlende: Det er den smukke victorianske racer-kutter (“Victorian Racing Cutter) “Willow Wren”.

Jeg fik ikke taget et billede af “Willow Wren”, men dette billede viser – med St. Jürgens Kirke i baggrunden – flere af de andre både – og de er, set med Struer-øjne ikke så bette endda

Da St. Jürgens kirke viste 10:00 på tårnuret og bimlede 10 gange var jeg tilbage på mødestedet. Her var ingen, men jeg så en gruppe stå ovre foran fiskerestauranten, hvor vi skulle spise. Det var de gamle klassekammerater. Nu viste det sig, at restauranten ikke var reserveret til os før 12:00 så på grund af den lette regn blev det nødvendigt at finde et sted. Det lykkedes mirakuløst nok i et lokale der vist hed Café Central. Medens vi ventede på kaffen blev der knipset løs, især med mobiltelefoner. Her er det meste af den del overstået (mine billeder fra det indledende knipseri duede ikke til ret meget).
I forgrunden til venstre knipser Kurt, bag ham knipser Rita, Verner sidder med armene over kors, Hanne smiler nede fra hjørnet, Astrid sidder i sin røde trøje, Birgitte smiler til Rita, Bent i sin hvide skjorte, Christian kommer lige med og Pouls hænder er det eneste der er af ham og Karin sad hvorfra jeg fotograferer (hun må have forladt bordet for et øjeblik)…

Her har vi så Christian til venstre, Poul for bordenden, Kurt står og Karin er kommet tilbage i stolen. Så skulle alle vist være foreviget. Men vi glemte bagefter at tage et billede af os alle sammen…

Klokken 12 var vi i fiskerestauranten, der var udsmykket med memorabilia fra Tysklands tid som kolonimagt…

Efter fiskerestauranten tog lidt over halvdelen af selskabet (her er kun 6 mig inklusive, resten var undervejs) til Sandwig nær Glücksburg for at få kaffen…

… på Strandhotel Glücksburg. Snakken gik stadig fint og det havde været en dejlig dag med de gamle skolekammerater og jeg glæder mig til næste gang om 3 år. Poul og Verner tog mig med til Alter Meierhof og selv fortsatte de til Aabenraa.

…så jeg var i fin tid til aftensmaden med Inge.

Og så var der det alvorlige om aftenen: Tyskland (i hvide trøjer) mod Ukraine (i gule trøjer). Men die Mannschaft klarede sagerne som Forbundsrepublikken forventede det af dem.

Morgenen var trüb und grau!

Men morgenbuffetten var farvestrålende og frisk som den plejer

Og det samme gjaldt den lokale avis, da den på forsiden – over folden – bragte den gode nationalnyhed om fodboldkampen i aftes.

Og hotellets morgenpost rundede, som mange af de bedre hoteller hvor folk holder ferie, af med et Spruch – denne gang af Goethe. Jeg spurgte Inge om hotellerne havde en tyk bog med sådanne kloge ord. Hun sagde, at dem kunne man såmænd finde på internettet

Vi skulle videre sydpå idag og kørte diagonalt over Sydslesvig mod Brunsbüttel. Fra omfartsvejen ved Friderichstadt foreslog jeg at vi skulle køre ind og se byen. Ingen problem med at finde parkeringsplads, men vejret var altså ikke til turisme…

…så vi nøjedes med et ben ud af bildøren for at fotografere markedspladsen – og gemte så ellers resten til en anden gang i bedre vejr…

…og kørte over Eideren lige syd for byen. Eideren var, har jeg hørt, i spil i den danske argumentation for genforeningen af Slesvig med kongeriget – “Danmark til Eideren!” skulle et af kampagneråbene have lydt. Så langt sydligt kom grænsen så alligevel ikke til at gå.

Pudsigt at køre ind i færgehavnen i Brunsbüttel, for diget langs Elben var så højt, at det var det eneste at se i den retning.

Færgehavnen er bygget i 2010 som den ene af de to havne i Brunsbüttel-Cuxhaven forbindelsen. En “rigtig” havn ligner det jo ikke, mere en avanceret anløbsbro til et floddige

Vi havde fornøjelsen at være først i rækken af biler der skulle køre ombord, men først skulle der ventes ude på pier’en indtil færgen blev tømt.

“Førstepladsen” gav os mulighed for at kigge nærmere på færgens lidt udsædvanlige konstruktion, hvor for- og agterdækket skrånede relativt meget op mod det vandrette midterdæk. Min teori bag denne konstruktion er, at færgen ikke må stikke dybt for at give den mulighed for at sejle i det lave vand langs kanten af Elben.

Jeg troede at sejlturen varede 60 minutter, men kaptajnen annoncerede, at det var 90. Det gjorde ikke os noget, vi havde vores bøger og der var ingen bølgegang. Jeg kunne ikke lade være med at smile over færgeselskabets markering af de evige køer ved Elbtunnellen i Hamburg

Vi udnyttede vores “førerplads” i ombordkørslen til at komme tidligt op i restauranten, hvor vi fandt et bord til 4, som vi satte os ved, så vi  begge kunne kigge ud. Det virkede fint og vi blev ikke forstyrret og kunne spise en ostebaguette og drikke en kop kaffe/te i fred og ro. Her er søsterfærgen, så sådan ser vi også ud derovrefra

Vi nærmede os Cuxhaven og gik ud på promenadedækket, hvorfra vi kunne kigge ned på bilen, som den holdt på det skrå fordæk…

…og frem mod Cuxhaven. Det var en fin sejltur, og i godt vejr må den være meget fin
Hvorom alting er, så var det et godt indlæg i rejseruten og vi kom omkring et hjørne af Tyskland, hvor vi ikke havde været før.

Og så kom vi igennem Wesertunnellen, syd for Bremerhaven, for første gang. Jeg var i tvivl om vi havde været under den i vores tid i Bremen, men et check på nettet fortalte mig at det ikke kunne være tilfældet, for tunnellen blev bygget i 2004 – altså mellem 32 og 37 år efter at vi forlod Bremen :-))))

Klokken 17:15 var vi fremme ved dagens rejsemål – et Landhaus nord for Münster.

Her kunne vi fortsætte vi vores studier af dyne-pude-konfigurationer…

Vi havde et værelse i stueetagen…

…og kunne gå lige ud i en have med høje gamle træer og udsigt over kornmarker.

Senere kunne vi sæson-aktuelt guffe asparges…

…som kom fra nabogrunden, her fotograferet 20:30 under en lille runde efter aftensmaden.

Stedet var godt besøgt, vist nok 100% belagt (vi fik det sidste dobbeltværelse).

Vi rundede dagen af på værelset med havedøren åben og resten af vinen i glasset. Jeg tror, at jeg her kigger efter hoteller til i overmorgen

6:40 kunne vi løfte hovede fra puden og kigge ud i en regnvåd have.

En væsentlig forudsætning for en god rejsedag er et godt morgenmåltid. Vi er som regel på hoteller med forudsætninger for netop det Her var det OK, men ikke noget at skrive hjem om. Måske er jeg ikke mere positiv i min beskrivelse, fordi vi har nogle referencer af guddommelig karakter, som vi har oplevet i årenes løb, og som vi ikke glemmer

Som pressen generelt beskæftigede den lokale avis sig med det frygtelige myrderi i Orlando og stiller spørgsmålet om, hvad der er der driver et menneske til at foretage sig sådanne handlinger.

Hotellet her har også “fastliggere”, forstået på den måde, at der er gæster, som bor en uge eller 2 på stedet, og som andre hoteller med samme klientel har de også en Tagespost, hvor dagens Spruch ikke må mangle

Inge pegede på nøglen, som lå på bordet, og mindedes den udstilling vi for nyligt så på Koldinghus med værker af Fabergé. Ja, inspirationskilden kunne sagtens være ham

Vejret var, da vi forlod stedet, det samme som i aftes, da vi gik runden efter aftensmaden – gråt og vådt.

13:30 var vi foran Porta Nigra i Trier – det regnede stadig og undervejs havde vi ikke taget billeder. Planen var at køre hertil ad motorvej og så bruge eftermiddagen til kulturelle og turistmæssige oplevelser. Det var der stadig tid til – nu skulle vi lige hen til vores hotel først.

Vi havde talt om, at det ville være fint med 2 dage i Trier og forsøgte at få reservationen forlænget. Hotellet var propfuldt, sagde den unge receptionistinde, så det var ikke en mulighed. Jeg havde ringet i forvejen for at få mulighed for tidlig check-in. Værelset var ikke parat, så den mulighed eksistrede ikke. Vi lod bagagen stå i bilen og gik ud i byen.
Da vi kom tilbage henvendte jeg mig til receptionen og nu var en senior person også til stede bag skranken. Han beklagede at der ikke var plads til os i 2 dage, men havde sørget for, at vi fik en suite i aften. Måske virkede mit medlemskort til hotelkæden

Der var også et soveværelse, hvor vi kunne fortsætte vores pude/dyne-studier…

…og en terrasse, som vi på grund af vejrliget ikke rigtig kunne bruge til noget
Men, hvorom alting er, så var hotellet velvalgt med hensyn til placering i byen. Alle de væsentlige seværdigheder var indenfor 10 minutters gang.

På forespørgsel i receptionen vidste den unge (en anden af de unge) dame ikke hvor Triers bedste Konditorei lå, men en mere senior dame trådte til og satte et kryds på et bykort. Det gik vi efter, men ved krydset var der ikke noget Konditorei. Imidlertid var vi kommet forbi dette etablissement, og efter en bomuldsgarnhandel lidt henne ad den regnvåde gågade gik vi ind…

…og fandt et bord og inden for 10 minutter var vi i kontakt med en Dinkel-Nuss-Torte

Det gav ro på situationen og fornemmelse af tom mave. Der var energi til at fortsætte vores kulturelle oplevelser i Trier, som vi kun havde eftermiddagen og aftenen til. Som første kulturindslag bemærkede vi Sankt Georgs Brunnen på Kornmarkt. Højt til vejrs på obelisken slås han med dragen og nederst er rokokobrønden fra 1749 pyntet med allegoriske fremstillinger af de fire årstider. I baggrunden ses Konstantin-Basilikaen. Den skulle vi også se

Den ligger på Konstantinplatz – hvor ellers

Og det varede ikke længe inden vi stod i dens kæmpestore rum. Det forekom mig, at der havde været etager, men lige nu var det bare et stort rum med et 12 x 12 meter “koncertloft” over tribunen/alteret. Det 4 tons tunge loft forbedrer lyden for både præsten, musikere, sangere og publikum.

Optisk set virkede det også ret smart…

…og i den anden var orgelet også en moderne komponent i dette store rum, hvorom Wikipedia skriver:
Die Evangelische Kirche zum Erlöser (Konstantinbasilika) in der Stadt Trier (Augusta Treverorum) war ursprünglich eine römische Palastaula. Sie wurde als Audienzhalle der römischen Kaiser, die im 4. Jahrhundert in der Stadt residierten, erbaut. An diese Zeit und Zweckbestimmung erinnert nur noch die Nennung des Kaisers Konstantin in Konstantin-Basilika. Die Bezeichnung des Bauwerks als Basilika stammt vom Heimatforscher Johannes Steiner (19. Jahrhundert), der sie einer spätantiken Lobrede auf den Kaiser Konstantin entnahm. Sie ist aus heutiger Sicht unpassend, da sie nicht dem Bautyp einer Basilika, sondern dem einer Saalkirche entspricht. Auch der katholische Ehrentitel Basilika trifft nicht zu, denn das Bauwerk war nie eine katholische Kirche.

….så på grund af en overbegejstret hjemstavnsforsker hænger ordet “basilika” ved endnu, selv om bygningen aldrig har været sådan en

Udenfor på Konstantinplatz holdt regnen pause. Vi ville nu hen til Liebfrauenkirche, hvis spir vi ser i baggrunden og Trier Dom, hvis 2 slanke spir vi ser længere til højre i billedet. Hvad der var unormalt for os at opleve var alle turisterne. Der var rigtig mange af dem, men det gik. Jeg tør ikke tænke på, hvordan der er her i højsæsonen…

Der var ikke langt derhen…

Inge havde ikke stået længe i Liebfrauenkirche før hun havde lagt mærke til, at der var 12 søjler til at bære konstruktionen – en for hver apostel. Meget symbolsk. Wikipedia skriver:
Die Liebfrauenkirche in Trier befindet sich unmittelbar neben dem Trierer Dom im Zentrum der Stadt. Sie gilt zusammen mit der Elisabethkirche in Marburg als älteste gotische Kirche in Deutschland und als bedeutendster und frühester gotischer Zentralbau des Landes.
Det er altså ikke hvilken som helst kirke!
Nachdem die antike Doppelkirchenanlage aus der Zeit Kaiser Konstantin des Großen nach tausend Jahren wegen Baufälligkeit abgebrochen werden musste, begann Erzbischof Theoderich von Wied mit dem Bau der Kirche. Hierbei wurden teilweise die Fundamente der Vorgängerkirche benutzt. Das genaue Datum des Baubeginns lässt sich nicht mehr ermitteln, eine gemalte (später entstandene) Inschrift im Innern auf einer Säule lautet: „Der bau dieser Kirche ward angefangen im Jahr 1227 und geendigt im Jahr 1243“, jedoch geht man heute von einem Baubeginn um 1230 aus. Am Bau waren Baumeister und Künstler aus der Champagne und Île de France des 13. Jahrhunderts maßgeblich beteiligt. Dadurch kam die Gotik zum Tragen, die beherrschende architektonische Idee dieser Zeit, die in Frankreich bereits hochentwickelt war. Das Bauwerk gehört damit zu den frühesten deutschen Zeugnissen der Gotik und ist außerdem einer der seltenen Zentralbauten dieser Zeit.

…og når man kiggede opad var der elegante loftshvælvinger. Kirken gennemgik en 3-årig restaureringsprocess, der var færdig i 2011, så vi var heldige at kunne profitere af dette arbejde.

Inden vi gik ind i Trier Dom knipsede jeg en oversigtsplan, der på bedste vis orienterede om, hvordan de var vokset sammen.

Dom’en var – i mine øjne – et sammensurium af forskellige dekorationer, balustrader, altre og hvad der ellers er af inventar. Men tag ikke mine ord for pålydende, for det er ikke en hvilken som helst domkirke.
Die Hohe Domkirche St. Peter zu Trier ist die älteste Bischofskirche Deutschlands und die Mutterkirche des Bistums Trier. Mit einer Länge von 112,5 Metern und einer Breite von 41 Metern ist das bedeutende sakrale Bauwerk abendländischer Baukunst das größte Kirchengebäude der Stadt Trier.

Og dens relikvier er heller ikke en gang skrabsammen:
Der Heilige Rock ist die bekannteste Reliquie im Domschatz. Sie wird in einem Anbau unter einem Schutzglas in einem Holzbehältnis aufbewahrt und nur selten der Öffentlichkeit präsentiert, ähnlich wie das Turiner Grabtuch. Daneben besitzt der Trierer Dom einen der Heiligen Nägel vom Kreuz Christi.

Den hellige kåbe/tunika befinder sig i et aflukket område i kirken, der kan kigges ind til fra det sted det forrige billede er fotograferet  – bare man vender sig 180 grader. Det er deroppe hvor turisterne står i den fjerne ende.

Dette er hvad de kan se deroppe…

Hvis man ikke på forhånd ved det, fortæller en lille plade om dette betydningsfulde relikvie…

og på Dom’ens hjemmeside kan man lære mere. Jeg vidste ikke noget som helst om Dom’en. Min forberedelse til turen havde koncentreret sig om at finde hoteller vi kunne tænke os at bo på, og som lå hensigtsmæssigt hvad etape-længder angår.

Der var også ydmyge steder i den ellers så dekorerede domkirke…

…og nede i kælderen et helt enkelt rum til bøn og fordybelse.

…og i en dunel kælderniche dette mystiske skrin, der ville være det perfekte startpunkt for en roman eller adventure-game

For en gammel orgelbygger-medarbejder som mig var “svaleredeorgelet” interessant. Smukt var det i mine øjne ikke…
“Die Schwalbennestorgel des Trierer Domes ist ein Instrument der Bonner Orgelmanufaktur Klais, sie wurde gleichzeitig mit dem renovierten Dom am 1. Mai 1974 geweiht. Die von Domorganist Wolfgang Oehms erstellte Disposition umfasst 67 Register (5602 Pfeifen) auf vier Manualen und Pedal und ermöglicht die Wiedergabe von Orgelmusik aller Stilepochen bis zur Avantgarde. Die größte Pfeife wiegt 125 kg. Die Orgel wiegt etwa 30 t. Sie ist 16 m hoch und etwa 8 m breit.

Im Fuß der Orgel befindet sich eine Darstellung des Hirtengottes Pan als des Erfinders der Panflöte, wenn man so will also eines primitiven Vorgängers der Orgel, der vom Organisten aus dem Gehäuse geklappt werden und fünf eigene Töne spielen kann. Die Figur kann wegen ihrer Hörner auch als Teufel gedeutet werden, der vom Orgelbauer gezwungen wird, zur Ehre Gottes zu musizieren; eine wirklich harmonische Musik ist aber dem Teufel nicht möglich, und so sind die fünf Pfeifen der Panflöte deutlich verstimmt.”

…og utroligt at man i 1974 byggede sådan. Men det skulle jo også passe ind i det sammensurium af udstyr, der ellers var i domkirken. Ikke et let valg.

Det var utroligt så meget kultur vi havde fået indenbords på et par timer, og det fortsatte da vi gik over Hauptmarkt på vej tilbage til hotellet. Om Petrusbrunnen her på billedet skrives der:
Der Petrusbrunnen im südlichen Bereich des Platzes steht etwa im Schnittpunkt von Grabenstraße und Dietrichstraße und wurde 1594/95 von dem Bildhauer Hans Ruprecht Hoffmann geschaffen. Auf seiner Spitze steht eine Figur des Stadtpatrons Petrus, die dem Brunnen seinen Namen gab.
Og om markedspladsen:
Der Hauptmarkt von Trier ist der zentrale und einer der größten Plätze der Stadt. Er liegt im historischen Stadtkern…  … Im Jahr 958 wurde der Hauptmarkt durch Erzbischof Heinrich I. mit dem Marktkreuz als Hoheitssymbol ausgestattet. Der Hauptmarkt diente der mittelalterlichen Stadt als Warenverkaufs- und Handelsplatz. Die Marktumbauung mit Häusern der Renaissance, des Barock, des Klassizismus und des Späthistorismus ist zu zwei Dritteln bewahrt.

Det er er ikke altid givet, at en tysk bykerne i dag ser ud som den gjorde før 2. verdenskrig, men her er altså 2/3 bevaret og det giver os mulighed for at opleve en bys kontinuitet fra middelalderen og op til idag. Min farmor, Dorthea, ville have følt sig helt hjemme her

Tilbage på hotellet måtte jeg lige fotografere de små gule ænder på håndklæderne…

…der var som skabt til at blive del af vores lille samling derhjemme. Og da jeg kiggede ned på gulvet bemærkede jeg…

…en for mig ny måde at få bademåtterne præsenteret på – foldet med 4 bølger – hotelkultur er jo også kultur :-)))

Mosel flyder gennem byen, og vi valgte respektfuldt at spise aftensmad på en Weinstube over for Liebfrauenkirche.

Her var ganske hyggeligt og det var der andre der også syntes, for de fleste borde var reserveret. Vinstuen tilhørte et vinbrug og naturligvis var det vine derfra, der solgtes.

Der var små skilte med “Das Leben ist schön” og “Gaumenfreude” og vores helt enkle måltid bestående a vin og Hobelkäse med brød – og for mit vedkommende også tørret okseskinke – levede helt op til disse skilte. Ren madkultur

Kulturen fortsatte klokken 20 med et gensyn med “svaleredeorgelet” i Trier Dom.

Vi var til orgelkoncert med en Domorganist fra Essen, der gav gæstekoncert. Vi så ham ikke under koncerten, for han sad jo helt deroppe i svalereden, men han spillede stykker af Bach, Alain, en egen improvisation over et emne han fik under koncerten, Reger og Widor. Jeg havde kun hørt navnet Bach før, så for mig var det næsten bevidsthedsudvidende og selv om jeg ikke har en pind forstand på musik, så nød jeg oplevelsen her i domkirken…

… og da alle klappede begejstret ved slutningen gjorde jeg det også og kiggede op mod orgelet, hvor et lille hoved med krøllet hår kom frem og bukkede som en gøg i et Kuckucksuhr

Koncerten varede en time, så lidt over 21 krydsede vi igen Hauptmarkt og kunne glæde os over at vejret lod til at være på vej mod det bedre.

Som i går rundede jeg dagen af med at kigge på hoteller. Jeg havde en lille håndfuld kandidater i det nordlige Schwarzwald, som lige skulle checkes og sættes i rangfølge, så morgendagens check for ledige værelser og reservation går hurtigt.

Det er ikke første gang, at vi tager et foto i en elevator, når vi er undervejs. Der er noget ved de mange reflektioner, der virker magisk. Her er vi undervejs mellem værelset og morgenmadsrestauranten.

Vi skulle på vores egentlige mission i dag – til Frankrig efter mygge-afviser-midler. Vejret så bedre ud end i går, så der var håb om en fin dag.

Så vi begav os på vej med første stop ved receptionisten for at få billet til garagen, så vi kunne komme ud.

Bilen var allerede kodet til et apotek, et Cora og et Decathlon i Sarreguemines, så det var bare at stige ind, trykke på knappen og rulle ud.

I apoteket fandt vi næsten alt i denne kategori som vi kom efter…

…og det allervigtigste var sikret!

Og resten købte vi i Cora og på et apotek i det samme butikscenter hvor der også var et apotek: mere mygge-Abwehr, hudplejemidler og små Pelegrino’er til turen.

Og det allersidste, T-shirts til Inge, hentede vi her inden vi kørte videre med retning mod det nordlige Schwarzwald.

Ruten førte os gennem Vogeserne på den franske side af grænsen og ved byen Bitche så vi en afviser mod Le Simserhof, som havde noget med Maginot-linien at gøre. Vi fulgte afviseren og kom til dette sted…

…hvor vi i info-centret fik at vide at næste rundvisning begyndte om 10 minutter. Perfekt, tænkte vi – og en anden gang, da damen fortalte os at turen varer 3 timer. Det var vi ikke indstillet på…

…så vi nøjedes med brochuren, der fortæller at Simserhof var et af Maginot-liniens væsentligste konstruktioner, og at den forsynede kanonstillingerne omkring byen Bitche, og bekræfter at rundvisningen tager 3 timer og benytter sig af helt moderne kommunikationsmetoder med kæmpeskærme. Vi kørte videre til Bad Herrenalb, hvor…

…vi ved 14-tiden rullede op foran hotellet i , hvor vi…

… i vores værelse på øverste etage kunne fortsætte vores studier…

…af pude-dyne-konfigurationer og kigge på sort/hvide fotos fra Paris…

…og kigge ud over byen og dens omgivelser. Vi var godt installeret i Bad Herrenalb for 2 dage. Nu var det tid til en Eiskaffee. Vi forhørte os om byens bedste konditori og satte kursen mod Konditorei Café König nede i byen.

Konditorei Café König havde Ruhetag i dag, og vi kunne ikke se et alternativ omkring os, så vi spurgte en dame om hun kunne anbefale os et sted. Hun svarede at Klosterscheuer inde på det gamle klosterområde ville kunne betjene os på den bedste måde. Så efter at have købt et postkort gik vi derhen.

Og der blev tid til at skrive et rigtig gammeldags postkort og med et kryds markere, hvor vi bor. Jeg havde tyske frimærker, købt for så længe siden, at portoen var fordoblet i mellemtiden. Dengang var 45 cents nok til et brev eller postkort til et EU-land, nu skulle der 90 cents til. Det svarer til 7 kr., hvilket er forholdsmæssigt billigt i forhold til de 25 kr. det koster at sende et brev i Danmark. Faktisk kun 1/3 af prisen  i Danmark, hvilket får mig til at spørge hvad tyskerne kan så meget bedre end danskerne på dette felt?

I klosterparken kunne vi blive kloge på forskelligt. Blandt andet hvorfor Cistercienser-munkes hårmode er som den er: Hårkransen skal minde om Jesus tornekrans. Og det blanke håndtag øverst på taget af det lille blå hus kan drejes, og dermed drejer munkens hoved også og så kan man overbevise sig om, at det virkelig forholder sig således

Og på det lille skilt nederst på munkens dragt kunne vi læse, at således så Cistercienser/munkene ud og havde gjort det siden klosterets grundlæggelse i 1149. Vores Eiskaffee fik næsten et helt akademisk efterspil

Et mindesmærke over sognets sønner, der var blevet dræbt i de 2 verdenskrige. I inskriptionen til højre fortalte, at i den 1. var de fleste døde i Frankrig, og på stenen til venstre fortaltes, at det i den 2. var i Rusland, at de fleste døde. Under løven, blev de døde nævnt som helte og midt i den store sten står: “Niemand hat grössere Liebe denn die der sein Leben lasset für seine Brüder”. Sådan en tekst har jeg et problem med, for i min optik er de døde på grund af de to perioders politiske lederskabers rådvildhed, inkompetence og magtbegær – og det gælder på begge sider af fronten! Ingen af disse burde være dræbt og heller ingen af dem, de dræbte – jeg gætter på, at stort set alle disse mænd hellere ville passe deres arbejde, se familien trives og lokalsamfundet udvikles end at dø en rædselsfuld død langt fra hjemstavnen.

Klosterkirken kiggede vi også ind i…

…og fandt her en model af kloster-komplekset som det har set ud.

Over et gravmonument bemærkede jeg dette lystige hoved, der i øvrigt tjente som piedestal for en helgeninde.

Tilbage på hotellet blev det spisetid og tid til et glas sekt…

…medens vi ventede på aspargeserne og de nye kartofler, ledsaget af oksekød og en intens sovs. Køkkenet var med på den med også at inkludere små blomster i retten – men det hele smagte godt

Og vi sluttede dagen på balkonen med resten af vinen. Det var blevet en lille smule mere sommer…

Dagens første fotos blev taget omkring 9:30. Gråvejr. Vi havde ingen dagsorden idag…

…og det var ikke før 15:14 at vi sad hos Konditorei Café König med Sachertorte, Kaffee und Mineralwasser.

…og så skulle der købes et postkort til Annemi – på denne rejse sender vi gammeldags kort, dem med frimærker! Bemærk, at jeg ikke har kortet i hånden…

….selv om jeg lige om lidt skal ind på posthuset efter frimærker til det. Det lå stadig på disken

Medens jeg købte frimærker og gik tilbage til kiosken efter kortet fortsatte Inge op ad bjerget mod hotellet, så hun havde fået et godt forspring. Billedet her er et udsnit – på det originale billede var jeg bare en lille prik

20:45 var vi tilbage på balkonen efter aftensmaden og samtidig var de mørke skyer også tilbage. Her et kig mod øst.

Her et kig mod syd. Belysningen perfekt til vinen…

Og her et kig mod vest.

Som de andre aftener sluttede jeg af med at kigge hoteller

Den lokale avis havde den uafgjorte fodboldkamp mod Polen på forsiden – over folden, hvilket understreger betydningen i Tyskland af Europa-Mesterskabet i fodbold.

Med kvitteringen for hotelregningen fulgte en lille pose Buddha-Bärchen…

…og åbenbart er sådanne noget specielt! Vi bliver så kloge – og lagde Buddha-bamserne hen til Gummi-bamserne på bilens midterkonsol, som lå der fra vores forrige tur gennem Tyskland, da vi var nede for at sælge lejligheden. Da lå die Gummi-Bärchen på motorhjelmen med en note om at forruden var blevet rengjort af hotellets personale. Det var på hotellet Der Waldkater i Rinteln mellem Hannover og Dortmund. Ja, bilen samler også på gode minder. Nu kan die Bärchen underholde hinanden indtil de bliver spist!

Vi kørte sydpå i Schwarzwald. Jeg ringede her til morgen til vores sædvanlige hotel i Hinterzarten og forhørte mig om de havde et værelse til os for 3 dage – og det havde de, så det er der, vi er på vej hen.

På vej ned ad vej 462 så vi i Raumünzach en afviser til Schwarzenbachtalsperre. Vi vendte om og fulgte afviseren opad til dæmningen, hvorom der skrives:

Die Schwarzenbachtalsperre ist das wichtigste Bauwerk des Pumpspeicherkraftwerks Rudolf-Fettweis-Werk. 1926 fertiggestellt.
Der Stausee sammelt das Wasser am Ostabhang des niederschlagsreichen Hauptkamms des nördlichen Schwarzwalds, unterhalb von Hornisgrinde, Mehliskopf und Badener Höhe. Der Schwarzenbach und der Seebach werden direkt gestaut, das Wasser der Bäche Biberach und Hundsbach (Quellbäche der Raumünzach) wird per Stollen aus benachbarten Tälern zugeführt. Zudem wird Wasser der Murg aus derMurgtalsperre Kirschbaumwasen in den Stausee gepumpt. Die Anlage dient dem Lastenausgleich in der Energieversorgung. Die Maximalleistung liegt bei 44 MW. Die Gewichtsstaumauer ist 400 Meter lang und 65 Meter hoch. 

Søen er 2 km lang og benyttes rekreativt om sommeren og om den skrives:
Der See ist über 2 km lang. Der Auslegungs-Staupegel liegt auf 668,5 Meter ü. NN, dabei speichert der See 14,4 Millionen Kubikmeter Wasser. Am Grund der Staumauer gibt es einen Grundablass zur Entleerung des Stausees, die 2 Monate und 14 Tage dauert.

Altså et ret kompliceret arrangement af vandtunneller, rør, opsamlingsbassiner og turbinerør. Jeg tænker på de arbejdere, der i årene forud for åbningen i 1926 har maset rundt i tunneller, slæbt sten, hamret og boret – men de var jo nok Bergleute, som kunne dette og ingeniører, der kunne regne på konstruktionen med et samlet fald på næsten 400 meter. Respekt!

Vejret var ikke på landskabsturistens side

På vej ned ad L405, stort set en asfalteret skovvej, der løber nogenlunde parallelt med hovedvejen 294, så vi en afviser til Kloster Wittichen, som vi fulgte. Vi fik ikke fotograferet selve kirken, men det første billede, der kom ind på stedet var dette mindesmærke for sognets faldne i de 2 verdenskrige. Mønsteret var her det samme som i Bad Herrenalb: i den 1. krig faldt størstedelen i Frankrig, i den 2. i Rusland. Centralt under jernkorset med egeløv står: “Unser Opfer ist Eure Verpflichtung” og “Den Helden die Ehre und unsern Dank”. Ja, disse meningsløse ofre er nutidens forpligtelse, forpligtelse til at undgå at komme i lignende situationer. Men at disse mænd er helte og at de skal takkes for hvad de gjorde under krigen, er sværere at forstå. Måske giver det mening, hvis det ses fra den enkeltes synspunkt, hvor man er en god kammerat, der hjælper andre gennem rædslerne og måske ofrer sit liv derved. Men de stakler der er frosset ihjel, alene og sultne og sårede og lidende, eller de der blev flået i stykker af artilleriild foran Verdun – hvordan passer de ind i disse inskriptioner?

Vi fik som nævnt ikke taget et foto af kirken, men på dette billede, der fortæller om den hellige Luitgard og hendes klosterlige resultater, ser vi, hvordan det engang har set ud.

Her et udsnit af ovenstående billede. Kirken er her endnu og det er den lange bygning der går fra midten ned mod nederste højre hjørne også.
Das Kloster Wittichen ist ein ehemaliges Klarissenkloster in Wittichen in einem engen Seitental der Kleinen Kinzig bei Schenkenzell im oberen Kinzigtal im Schwarzwald. Gegründet wurde das Kloster von der seligen Luitgard von Wittichen im Jahre 1324. Gott soll der Überlieferung nach der Luitgard, die aus dem Schenkenzeller Ortsteil Kaltbrunn-Vortal stammte, an der Stelle des Klosters gesagt haben: „Hier sollst du mir ein Haus bauen!“ Also machte sie sich auf die Suche nach Mitschwestern und gründete mit 33 Schwestern in der Einöde von Wittichen ihr Kloster.

Kirken var fuld af detaljer og bibelske fortællinger i form af malerier og skulpturer.

Her er der ikke overladt meget til fantasien. Antyder tornekronen mon, at det drejer sig om Jesus, pisket og forslået inden han blev anbragt på korset?

Ren barok på prædikestolen – men festligt er det!

Tilbage i sidste halvdel af 1300-tallet var klostermoden ganske raffineret…

Som enhver pilgrimskirke har klosterkirken her også sit stempel, så valfartende kan dokumentere og/eller have et minde om deres besøg her. Det har jeg også nu i min notesbog

Halvanden time efter vi havde forladt klosterkirken begyndte vi at få disse karakteristiske udsigter over Schwarzwald –  og samtidig passende parkeringspladser, hvor vi kunne komme ud af bilen. Klokken 14:00 er dette billede fotograferet.

Og 10 minutter senere kom der endnu en mulighed for en fin udsigt – endda med en Blumenwiese i forgrunden.

En god times tid senere var vi installeret i hotellet i Hinterzarten og en kort gåtur til Café Diva fulgte umiddelbart. Et nyt bekendtskab blev gjort: en vidunderlig Apfeltorte, meget “lettere” end den ser ud til og med en fantastisk Crême Anglaise smag mellem æbleskiverne.

Og forpligtelserne slap vi ikke for. Velkomstglasset. Vi lod det fylde op med en dejlig “almindelig” sekt og lænede os tilbage. Vi talte om at selv om vi undervejs havde kigget efter, så havde vi ikke set en eneste træspån fra en træsnitter, eller hørt et eneste kuk-kuk fra et ur
Men vi havde allerede forhørt os om muligheden for at lave vores 3-dages ophold om til et 4-dags. Og muligheden eksisterede, med et værelsesskift til den sidste dag.

Work! Work! Work! Vi skulle også tage stilling til aftensmaden! At holde ferie er travlt arbejde

Vi havde jo haft så travlt med Café-besøg og velkomstdrik, at det først var nu, at vi kunne fortsætte vores føljeton af pude-dyne-konfigurationer.

Som altid knyttes et bord til et værelse for den tid, opholdet varer. Huset ved, i hvilken af restaurantlokalerne vi foretrækker at spise og det tog de også hensyn til denne gang.

Og så gik vi i gang med menuen. Her må vi være ved trin 3 – Gurkendrink mit Meersalz. Den var dejlig frisk, forresten! Måske ser Inge lidt træt ud, men hun glædede sig over dette lette mellemmåltid og glædede sig over, at det ikke var en suppe eller en sorbet.

Og her et billede af desserten: Mini-Gugelhupf mit Rumrosinen, Tonkabohnenreis und Karamellsauce. Vi snakkede om dengang vi boede i Tyskland og jeg købte mig en Gugelhupf form og lavede vel kun en ret i den. Den bliver jo brugt til både kødrand og tærte og jeg tror, at jeg købte den fordi jeg havde set den i bladet Essen & Trinken.

Ved 21-tiden var solen gået ned bag bjerget overfor, så alt her ligger i skygge. Men klart og lyst var det – med håb om en god dag i morgen. Det var “hjemligt” og dejligt at se denne udsigt igen. Det er 1½ år siden vi var her sidst og hvor er denne tid henne? Ja, vi havde skiftet adresse i mellemtiden, men uanset hvor vi bor, så er her også hjemligt, vi har trods alt tilbragt adskillige ophold, inklusive et par juleaftener, her!

Denne dobbeltt selfie lavede jeg for sjov som godnatbillede…

… men mest for at huske spejlet, som vi diskuterede, især den måde den var monteret med en markant snoet ledning direkte til en stikkontakt. Måske kunne vi lave samme kunststykke hjemme hos os, hvis vi altså kan finde et spejl vi vil have. Det er ikke lykkedes for os endnu

Morgenbilledet her gælder ikke mig, men æggevarmeren. Den kan vi godt lide og den sættes på ude i køkkenet, når ægget er færdigkogt og bringes til gæsten, som har bestilt det. Blyanten i garntrissen nederst til venstre tjener 2 formål. Det ene er at signere vin/kaffe/kage-regningen fra dagen før, det andet er…

…at krydse af i aftenens menu, så køkkenet ved, hvad vi gerne vil have.

Aviserne beskæftigede sig med mordet på Jo Cox. Demokratiet er under pres!

Helt usædvanligt for vores ophold i Hinterzarten var vi nede i byen for at købe tøj. Vi gik derned og var glade for at det var “opholdsvejr”, som det vist hed engang. Inge gjorde mig opmærksom på majstangen og jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke specielt havde lagt mærke til den. Den hører nok bare med til byens billede, men ved næremere eftersyn er den meget høj og meget flot, og så passer den godt til det sted, hvor den står.

Inge manglede varmt tøj – vi var jo her i 800 meters højde uplanlagt, og garderoben skulle lige justeres. Og minsandten om ikke der var bingo – 2 beklædningsstykker blev købt. Det havde jeg ikke regnet med i en lille bys lille outdoor-shop.

Så spadserede vi tilbage til hotellet…

…og det var ikke tilfældigt, at vi gik denne vej omkring den store Dorfwiese. Vi skulle lige ind i Vinotheket efter en Sauvignon Blanc fra vinhuset Lindenhof, som vi godt kan lide. Men det blev der ikke noget af – mandag lukket!

Men i morgen er der atter en dag, så vi skal nok få en kasse med hjem. Der var ro på i dag, vi skulle ingenting – ikke andet end at læse i en bog eller skrive blog eller kigge hoteller Vejret var ustadigt, men en gang imellem kom der sol på pølen dernede. Ikke fordi den mangler varme, selv om vinteren er den 30 grader varm

Omkring 13:30 fortalte vores maver os, at vi vist havde en aftale på Café Diva…

…og den blev fulgt op med valget af et stykke Divatorte! Vi har før fået kagen, men det er ikke en kage for en diva. Vi kunne ikke spise op og vi huskede den slet ikke så bastant med smørcreme eller hvad det nu var. En note til os selv, den skal vi ikke have en anden gang!

Inge har her fotograferet interiøret, medens jeg var ved kassen for at betale. Der er ikke selvbetjening ved kassen – tjeneren er i øjeblikket netop bag palmen og de to hotel-paraplyer har da heldigvis ikke været i brug på vej til Diva’en.

Divatorten hører, som nævnt ovenfor, ikke til de allerletteste blandt konditorkager, så det var i ren harmoni, at vi syntes, at en lille gåtur i dalen ville være fin. Så kunne vi rigtig kigge på alle de vilde blomster, der pryder og farvelægger engstrækningerne på begge sider af Zartenbach.

Alt er så grønt, så grønt. Naturligvis på grund af den megen regn, som hotelejere og gæster gerne ville bytte lidt af for noget solskin.

Ved skimuseet, hvor denne prægtige ørne-skulptur findes, var en bryllups-reception lige ved at ende. Gæsterne strømmede ud til deres biler for at køre et sted hen, antageligt for at feste. Vi tror, at det var et par skiløbere, der var blevet gift der og som gæster havde deres skiløberkollegaer med.
Det var et festligt syn, men vi fik desværre ikke et billede af situationen, hvor de strømmede ud, ej heller da bruden smed skoene for at kravle op i…

… denne camping-van, som var behørigt forsynet med tylle og på køleren et hjerteformet fotografi af de 2, der nu var nygifte.

Oppe for enden af dalen ligger Kesslerhof med sit lille kapel og her var græsset med vilde blomster og alt, hvad der hører med, blevet høstet. Måske bliver dette blomsterrige Schwarzwald-hø solgt dyrt som kosttilskud til heste

Frodigheden er enorm!

Vi gik bag om husene på Sickinger Strasse og kunne dermed hilse på hotellets farverige ko på taget af dets garage (vi ser hotellet på den anden side af gaden). Vi var heldige på gåturen, for der kom ingen byger. Det var nok fordi vi havde hotellets paraplyer med……

En 3-4 timer senere forberedte vi os til aftensmaden med et glas Winzer Sekt. Som er fremragende, takket være kældermesteren Moritz,  som virkelig går op i sit job og finder perler både i mindre, progressive vinbrug og i større kendte.

…og en halv time senere var vi ved 3. ret: Petersilienwurzelsuppe mit Gemüsestroh.

Den 4. ret var på min side Kross gebratener Zander auf Kopfsalat-Püree og på Inges side Spargel-Risotto mit Grenadineschaum.

Champagne-Sorbet’en sprang vi over og gik til Ravioli gefüllt mit Ricotta-Bärlauchcreme auf schaumiger Zitronen-Butter-Sauce.

Vi sprang gedeosten rullet i aske over og gik direkte videre til desserten: Variation von der Erdbeere. Og hele vejen havde vi drukket en meget intens tysk rosévin til – tung og kraftig som en god vin fra Beaune

Og efter alle dagens anstrengelser var det helt rigtigt at få benene op

21:45 blev dagens godnat-billede fotograferet. Det var næsten nat allerede med det tykke grå tæppe, der var trukket over himlen. Men der var en lysning…

Ved 8-tiden var vi på banen. Jeg skulle i dag besøge en gammel kollega ved Bodensøen og havde aftalt at være der ved 11-tiden.

Men inden da kaldte en af dagens vigtigste opgaver

Avisen beskæftigede sig naturligt nok med the Brexit og trak paralleller til Titanic’s forlis.

Vejret, hvordan så det ud fra balkonen? Nass und trüb…

9:15 forlod jeg hotellet, men kunne ikke tage den lige vej ud af byen. Der var Umleitung på grund af, at Hinterzarten i dag er start-by for en række mountain-bike-løb.

…og ordensmagten var til stede for at sikre, at alt gik til som det skulle. Min omvej var ikke ret lang, så der var for mig ikke noget at brokke mig over – det havde i øvrigt heller ikke nyttet noget som helst

Min rute gik stort set mod øst og her er jeg efter Geisingen kommet ind på Autobahn 81, der går mod sydøst og havde det været klart vejr, ville der nok have været et alpepanorama ude i horisonten at kigge på. Her var jeg glad for, at regnen var stilnet af, og udsigten var ikke så ringe endda.

Ved første mulighed for at holde ind til siden i nærheden af Bodensøen havde jeg en pragtfuld udsigt over søen. Det var 10:35 på en lille p-plads på vej 31/E54 ved Uhldingen-Mühlhofen, lige efter Zisterzienser Priorat Kloster, hvis kirke dekorerer udsigten på bedste vis…

…og vinstokkene stod fyldige og friske. Et sted for det gode liv

Men skyerne trak op og da jeg 10:50 rullede ind i Kippenhausen var det meget tæt på at regne.

2 minutter senere svingede jeg ind på Widdum, og jeg skulle kun 5 huse hen ad gaden.

Franz og Marlis var i fin form og i begyndelsen sad vi ved sofabordet og snakkede. Da faldt et godt lys på dem begge to, men jeg syntes ikke, at jeg lige kunne tage et billede der. Senere kom lejlighed nr. 2, og det var efter at Franz havde lavet middagsmad. Ikke det mest idéelle scenario, men Marlis skulle snart hvile sig, så jeg skønnede, at det ville blive den sidste mulighed på dette besøg. Det var ellers planen, at vi skulle have spist et sted lige i nærheden, men de snød os med at have lejet hele restauranten ud til en fødselsdagsfest. Derfor kogte Franz selv, så vi fik ikke snakket så meget i den tid. Dog var det godt at se dem begge to igen…

Inge var alene på Café Diva – hvilket hun absolut ikke havde et problem med – og her kunne hun glæde sig over samværet med Stern (hvorfra denne satire om dress code på kontoret) og et stykke af den lækre Apfeltorte…

16:30, sådan ca., var jeg hjemme og vi gik straks en tur. Her en udsigt over Hinterzarten fra stien op til Kesslerhof.

Her zoomet ind…

Vi gik om på vestsiden af dalen…

…hvorfra vi kunne se over til “vores” hotel – det store rødlige på den anden side af dalen.

Vi kom forbi et krucifix, som vi ikke huskede fra tidligere besøg. Meget gennemført i træ og med inskriptionen: “Im schönen Tempel der Natur, siehst du des grossen Gottes Spur. Doch willst du Ihn noch grösser sehn, dann bleib vor seinem Kreuze stehen. D.+R. Ruch 2007.” Men, hvis det er sat op i 2007, så må vi jo have set det flere gange

Her er da dejligt, ikke?

Senere, tilbage på hotellet, havde jeg et ærinde i garagen og bemærkede kældermesterens parkering. Den er lige så slem som mine, og det var vigtigt for mig at vise Inge, at jeg ikke er den eneste, der har problem med at parkere en BMW helt præcist

I dag har vi ingen fotos af aftensmaden, men noterer os lige denne Riesling, som kældermesteren anbefalede os. Han kender vores smag, så vi er lynhurtigt på bølgelængde over vinkortet. Den blev serveret i glas så store, at de kvalificerer sig som “Duftkaminen”.

Inge tog godnat-billedet – og hvis jeg ikke tager fejl, så kigger jeg efter hotelkandidater til hjemturen…

Allerede 06:15 var Inge vågen og gik en tur ud på balkonen. Smuk mandag morgen, der lovede godt.

Til gengæld var jeg først nede til morgenmad – af os to, så jeg, for der var allerede hentet juice af ægteparret der sad ved bordet i nederste højre hjørne af billedet. Vores bord er i højre side, lige på den anden side af rumdeleren.

“Erfurth’s Tagesblättle” havde i dag som Ausflugtipp en tur til Belchen og citerede Karl Baedekers rejsehåndbog ved at skrive, at det er Schwarzwalds skønneste bjerg. Inge sagde: “Når vi er her, tager vi aldrig nogen steder! Hvorfor ikke gøre det denne gang?” Vejrudsigten lovede godt vejr for både for- og eftermiddag, så det besluttede vi at gøre.

I afslappet tempo forlod vi hotellet 10:20, fortalte Fräulein BMW, hvor vi ville hen – og kørte ud i det dejlige vejr.

På vejen kørte vi ind i Tittisee for at se om træskæreren havde noget interessant. Vi fik ikke fotograferet hans butik, men i stedet busholdepladsen ved banegården! Og hvorfor gjorde vi det? Var det som en lille husker til når vi skulle skrive denne blog? Ja og fordi træskærerens butik er bag den grønne bus, der holder lidt længere fremme!

Men så fik vi et kort med i posen, da vi forlod butikken. Det kan så bruges i stedet – og med fordel, for her ser vi der Holzschnitzer i arbejde på en legemsstor skulptur af Skt. Florian. Den havde han stående færdig (umalet) i butikken og den gjorde indtryk på mig. Et fremragende stykke arbejde! Han er en meget dygtig træskærer….

Til vores samling købte vi en bjørn i ubehandlet træ. Ubehandlet træ, for Herr Holz (ja, det hedder træsnitteren) forklarede os, hvordan man bejdser, henholdsvis maler, træfigurer. Så det vil jeg selv prøve. Det bliver spændende at prøve, nu har jeg jo ganske lidt erfaring med spritbejdse, men hr. Holz havde himmelvendte øjne, da jeg nævnede det! Næh, det skal være vandbejdse! Hr. Holz fortæller altid velvilligt om hvordan han gør, men er også altid behjælpelig med gode råd til os vedrørende køb og kendskab til denne verden.

Inge købte en engel til sin englesamling.

Vi forlod Titisee og begav os mod sydvest mod bjerget “Belchen”. Undervejs kom vi op i 1233 meters højde ved et andet bjerg, “Feldberg” – et udflugtsmål vi også skal besøge en dag.

Et meget sjovt billede, Inge knipsede der på P-pladsen ved Talstation Belchen. Jeg ligner en fra SOKO Wien in action! Måske ser vi her en stor skuespillerkarriere, der aldrig blev til noget

En stor planche oplyste om mulige vandreture for at komme op på toppen i 1414 meters højde.

Men vi valgte den sorte linie på kortet, der symboliserede svævebanen og de gule pile på gulvet i dalstationen. Det var godt, at Inge købte sig en fleece i går, ellers kunne vi ikke være taget op i højderne. Vi lod venligt de andre tage afsted…

…så vi kunne få en kabine for os selv. En af fordelene ved at rejse inden den absolutte højsæson starter er, at der normalt er god plads ved turistmål.

Så vi kunne brede os i hele kabinen…

…og knipse løs.

Og så var vi oppe! Flot vejr, ikke? Og flot udsigt mod syd, som ved klart vejr viser Mont Blanc, Jungfrau og en hel række berømte bjergtoppe. Vi måtte “nøjes” med dette, men for os var det fint – bare det at have godt vejr

Vi stod så her ved “Belchenhaus” i 1360 meters højde og besluttede os til at gå rundturen med uret omkring og til toppen.

Ved hvert af numrene på kortet stod en informationstavle ved stien. Her lærte vi, at de blomster, der var masser af omkring os og som gav en dejlig blomsterduft heroppe på bjerget, hedder Bärwurz (Meum athamanticum). Kvæget kan ikke lide den, men den anvendes gerne til Schwarzwälder Kräuterschnaps
Om planten skrives der:
Bjørnerod (Meum athamanticum)
(Bjørnedild, Bjørneurt, Katterod, Moderurtsrod, Karryplante)
Bjørnerod bliver ca. 45 cm høj, med fine bregnelignende fjersnitdelte frodiggrønne blade med trådformede afsnit. De er meget velegnede til buketter. De typiske hvide skærmplanteblomster fremkommer i juni-juli. De kraftige rødder er tæt behårede, hvilket får dem til at ligne en bjørnepels.
Blade og rødder har en mild løvstikke-selleriagtig duft. Blomsterne dufter lidt af karry.
Den vokser hovedsagligt på bjergenge i Europa, men har været vidt udbredt som haveplante i bondehaver førhen. At den er gledet lidt ud, er temmelig uforståeligt i betragtning af hvor køn og anvendelig en plante det er. Det skyldes formentlig at den er lidt svær og langsom at formere fra frø.
Den er blevet dyrket som persillerodsagtig rodgrønsag i Skotland og andre steder.

Her ses blomsternes mangfoldighed på Bergwiesen i forgrunden til højre i billedet. I den fjerneste baggrund er vi nede i Rhindalen og hvis skyerne ikke trak ind fra nordvest, så havde vi kunnet se Alsace. Men skyerne giver drama til udsigten og opholdet heroppe.

Her udsigten mod syd/sydvest.

Næste informationstavle fortalte os, at det var almindelige ravne (Kolkraben) og sortkrager (Rabenkrähen) vi så i luften over os. Vi bliver så kloge.

Fra vest – eller var det nordvest? – begyndte der at komme skyer. Det var spændende hvilken virkning de ville få…

Så blev vi igen belært om bjerget. Denne gang fik vi svaret på, om “Belchen” altid havde været ubevokset: Nej! For 800-1000 år siden ryddede bønderne skoven, der dækkede hele bjerget, hvis top er 200 meter under den naturlige skovgrænse. De gjorde det for at få græsarealer til deres kvæg. Og så var skaden sket…

Skyerne fra vest kom nærmere og skjulte Rhindalen….

På toppen så vi en håndfuld af sådanne udhuggede granitpæle, som nok har markeret noget, vi ikke ved, men kan gætte på: Ejerskabet af bjerget

Og snart kom skyerne også op ad nordsiden og 90 graders udsigt var væk

En orienteringsskive fortalte hvilke bjergtoppe eller byer vi teoretisk skulle kunne se og hvor langt borte de ligger. Yderst til højre i billedet ser vi, at Zugspitze med sine 2963 meters højde befinder sig 241 km. borte

Og et lille stykke derfra…

…kunne Inge læse, at hun i godt vejr mod sydvest kan se det 4848 meter høje Mont Blanc 233 km borte

Endnu en informationstavle. Den fortalte, at bjergpiberen opholder sig på bjerget om sommeren og at “Belchen” er det eneste af de tyske “Mittelgebirge”, hvor den alpine bjerggræshoppe findes. Vigtigt at vide. Turen blev nærmest helt akademisk

Vi var kommet om på toppens østside og kunne kigge ned i dalen, hvor vi kom fra. Set herfra var vejret stadig dejligt og vi var ligeglade med, om man kunne se noget mod nordvest eller ej

Og så fik vi at vide, at bjerggræshoppen, blandt andre af bjergets beboere, var en slags overlevering fra Istiden.

Og så var vi ved rundturens ende! Den begyndte og endte ved “Belchenhaus”, hvor der var Einkehrmöglichkeit – et ord man som vandrer hurtigt lærer og skatter, når det dukker op

Vi fandt et bord, købte te og kaffe og postkort og lidt at spise. Det at spise skulle bringes ud af personalet, så ventetiden brugte vi til at skrive kortet på stedet.

Så kom den – Käsebrot mit Essiggurken. Overraskende god! Men også overraskende så stor portionerne var. Ingen af os kunne spise op, men det var godt med Essiggurken til!

Og så kørte vi ned. Igen kun os to i kabinen – som skrevet tidligere, en af fordelene ved at rejse uden for højsæsonen

Vi kørte “gennem det skønne Swarzwald og måtte standse for rigtigt at kunne nyde det og fotografere”, som min farmor Dorthea ville have skrevet i sin rejsedagbog. Vi har ikke beviser på, at hun nogensinde kom til denne del af Tyskland, men hun ville have eeeelsket at være med. Inge mener, at hun måske sidder på bagsædet sammen med Arne – en sympatisk tanke og hvor ville det have været herligt

I lørdags måtte vi gå med uforrettet sag fra vinbutikken, så tilbage i Hinterzarten holdt vi ind for at købe en kasse Sauvignon Blanc fra Lindenhof.

Nu var der ikke brug for vinen øjeblikkeligt, for huset, vi bor i, har en stor kælder og en dejlig åben Riesling, som er perfekt følgesvend til de emails, der er kommet ind i dagens løb. Her læser jeg en fra Charlotte

Vi fik jo også noget at spise. Mon ikke der er lidt perlehøne på tallerkenen og Weissherbst i glassene?

…og dessert var der også.

Det havde været en oplevelsesrig dag og vi talte om, at sådanne udflugter skal vi have flere af. Inge sørgede for godnat-billedet. Mon jeg også kigger hoteller her?

Inden Inge gik ned til morgenmad knipsede hun udsigten. Dagen ser ud til at begynde gråt. Den opmærksomme læser vil se, at vi er kommet en etage højere op, vi holdt flyttedag i går.

…og på vej ned til restauranten knipsede hun denne lidt morbide humor, som jeg i øvrigt godt kan lide

Og som de andre morgener ventede menu-kortet på, at vi traf vigtige beslutninger.

Vi tog på tur igen idag – helt op til Sankt Peter – og turen var landskabelig interessant, selv om skyerne hang lavt.

På turen til Sankt Peter kom vi igennem Sankt Märgen, som kendetegnes ved sine 2 klostertårne…

…og der skulle vi naturligvis hen, for da vores vej til Hinterzarten førte os gennem byen her, havde vi ikke tid til at besøge stedet. Vi parkerede lige i nærheden og gik ind i klostergården for at komme til kirken, som her er skjult af træet.

Om klosteret skrives der:

Das Kloster St. Märgen ist ein ehemaliges Augustiner-Chorherrenstift in St. Märgen im Schwarzwald, das um 1118 unter der Bezeichnung Cella Sanctae Mariae gegründet wurde. Die deutsche Form des Namens, „Maria-Zell“, wandelte sich im Lauf der Jahrhunderte über Marienzell, Sante Merien und St. Mergen zum heutigen Kloster- und Ortsnamen St. Märgen.
Die barocke Klosterkirche Mariä Himmelfahrt ist heute katholische Pfarrkirche von St. Märgen und eine der bedeutendsten Marien-Wallfahrtskirchen des Erzbistums Freiburg.
Fünfmal wurde das Kloster durch Feuer zerstört, das erste Mal 1284 oder kurz davor, zuletzt 1907. Fünfmal wurde es wiederhergestellt oder neu aufgebaut.
In der Kunstgeschichte hat es einen besonderen Rang, weil einer der bedeutendsten Bildschnitzer des Rokoko in Süddeutschland, Matthias Faller, zeitweise hier wohnte und arbeitete.

Det er som regel festligt at komme ind i en tysk barokkirke. Dekorationsmæssigt er her liv og glade dage – med alvorlige undertoner, naturligvis – og kirken repræsenterer med symboler, allegorier og glans den himmelske herlighed, som de små fromme hverdagsmennesker, der med Jesus i hjertet går rundt på jorden, med forventning kan glæde sig til, når deres jordiske liv rinder ud.

Hovedalteret var udstyret med 4 gyldent klædte herrer…

Ved et andet alter havde vi denne scene

Ofte er barokkirkernes lofter holdt i lette farver og pyntet med stuk og bibelske billedfortællinger. Jeg elsker disse lofter og letter på hatten over for de bestræbelser, der er gjort for at få dem gjort “luftige” og lette som skyer!

Orgelet var smukt integreret i kirkens interiør.

Når vi er på kunstmuseer, stiller vi ofte spørgsmålet til sidst om hvilket af værkerne vi kunne tænke os at tage med hjem. Hvis spørgsmålet blev stillet her i denne kirke, hvilket det vist blev, så blev det for mig denne figur. Om hun forestiller Sankt Märgen, ved jeg ikke, men skøn er hun!

På vej ud bemærkede Inge, at der i denne valfartskirke også var et stempel med stempelpude. Den souvenir skulle vi have med i den lille sorte notesbog. Vi stemplede vist også et postkort til Annemi

Sydtyskland er rig på kristelige symboler, hvilket er fint for vandrere og sådan nogle som os. Inge fandt denne interessante kombination af forgrund og baggrund med en sammenhæng – måske utilsigtet, men god alligevel.

Vi kørte fra Sankt Märgen til Sankt Peter. I gråvejret så vi klosteret med sine 2 tårne passe fint ind i landskabet. Om kirken skriver byens hjemmeside:

Die erste Kirche, 1093 erwähnt, muss – Überlieferungen zufolge – eine romanische Basilika gewesen sein. Nachdem sie beim zweiten Großfeuer im 15. Jahrhundert vollständig ausbrannte, ist ein Neubau mit gotischer Ausstattung erstmals um 1500 belegt.
Nach mehreren Restaurierungen, die im Zuge von Kriegswirren notwendig geworden waren, wird sie im 17. Jahrhundert als Gotteshaus mit gotischer Fassade und barocker Innengestaltung beschrieben. Als nun in St. Märgen, der Nachbargemeinde St. Peters, eine neue barocke Kirche entstand, erhielt auch St. Peter im frühen 18. Jahrhundert (Bauzeit: 1724 – 1727) unter Abt Ulrich Bürgi nach Plänen des Vorarlberger Baumeister Peter Thumb ein neues Kirchengebäude mit barocker Fassade und barocker Innenausstattung – vergleichbar mit den Gotteshäusern in St. Blasien und Ebersmünster (Elsass).

Byen havde en stor parkeringsplads 4-5 minutters gang fra kirken, hvis hovedindgang vi her nærmer os. Facaden mindede mere om et rådhus end en kirke.

Men indenfor var der ingen tvivl om, hvad bygningens formål var. Klosterkirken her i Sankt Peter overstrålede i  pragt og størrelse den, vi lige kom fra…

Loftet manglede ikke noget…

…og det gjorde prædikestolen bestemt heller ikke.

Orgelet var smukt og barokt integreret i bygningen og bemærkelsesværdigt nok var der et stort ur prominent i dets midte. Uret kan klart ses fra prædikestolen og vi lærte, at dets formål var at beskytte menigheden imod for lange prædikener.

Og det lærte vi ved at sidde og lytte til en introduktion til klosterkirken, som var meget interessant og til tider endda morsom. Det mest interessante var, at man ved genopbygningen, der tog 4 års frostfrie perioder, benyttede lovende unge talenter fra regionen til at dekorere kirken. Håndværkerne og kunstnerne fik ikke løn, men når de var færdige her, så havde de en anbefaling, der gav fast arbejde resten af livet

Efter disse 2 massive kultur-indsprøjtninger kørte vi stille  og roligt videre mod nordøst for at besøge en træskærer i Schonach. Vi kom tilbage gennem Sankt Märgen og på den anden side så vi igen en afviser til “Hexenlochmühle” og fulgte den ad vej K4987 gennem en dal, der blev mere og mere snæver. Vi kom til vej K5752, hvor vi drejede til højre – og her lå “Hexenlochmühle”. Vi følte os ikke inspireret til at stoppe her, og fortsatte nordpå gennem dalen.

Vi kom op fra dalen midt i billedet her. Og ja, da vi var i bunden af dalen fik vi ikke noget billede, måske fordi vejen var meget smal og omgivet af tæt bevoksning og stort set ingen parkeringsmuligheder, hvis vi ser bort fra “Hexenlochmühle”, som er et gammelt vanddrevet savværk, nu museum med Einkehrmöglichkeit

Herude i det fri…

…blomstrede det i vejsiden.

I Furthwangen kørte vi efter disse to østrigske fyre. En gang ude i fremtiden vil de sikkert med et smil minde hinanden om dengang, da de var på scooter-tur til Schwarzwald
Vi var på vej op til Schonach, som har flere urfabrikker og hvor jeg havde fundet en af de meget få træsnittere, der er at finde på nettet…

…og minsandten om vi ikke undervejs, i Schönwald, kom forbi et sted med kukkukure og træsnitterier.

Der var enorme mængder af kukkukure og træting. Vi kiggede blandt andet på elektriske kukkukure. Dem var der dog ikke så mange af, så vi nøjedes med at købe en græshoppe til rosen hjemme på brovingen, og fortsatte til Schonach. Her hilste vi på træsnitteren, som jeg havde fundet på nettet. Han havde dog ikke meget, men sagde at han samarbejdede med en butik/værksted i Triberg, som var kukkukurbyen i Schwarzwald.

I Triberg var der kæmpebutikker. OK, alt er relativt, men bag facaden på denne var der en af de største kukkukur- og træsnitterbutikker, vi har set. Den var orienteret mod turister, fortrinsvis amerikanere lod det til – og det var ifølge træsnitteren i Schonach ikke den, vi skulle opsøge.

Vi skulle hen til Oli’s Schnitzstube! Her gik vi ind omk. klokken 14:00.

Og her var kukkukure af en helt anden klasse, fantasi og stil end vi hidtil havde mødt. Meget interessant.

Disse var omkring 1 meter høje og selv om vi nok ikke var målgruppen, så kunne vi dog beundre hvor fint de håndværksmæssigt var lavet.

En af de 5 indehavere, ven med den Schnitzer vi havde adressen fra, fik os overbevist om, at hvis man skal have et Kuckuck-Uhr, så skal det være et mekanisk. Han havde, sagde han, i butikken kun et batteridrevet eksemplar – udelukkende til skræk og advarsel!
Det var meget overbevisene, især i lyset af, hvilke imponerende mekaniske ure, der blev produceret her og hvilke batteridrevne vi havde set andre steder. Skal vi have et, bliver der dermed mekanisk
Vi købte en engel til Inges samling og fortsætter vores overvejelser med hensyn til Kuckuck-Uhren…

Jeg spurgte indehaveren om der var et Konditorei i byen. Dem var der 2 af, og det bedste lå lidt nede ad gaden ved byens eneste lysregulerede kryds. Det andet overfor. På grund af vejarbejde havde bedste af dem lukket og vi krængede mule af det andet – og besluttede at det var værd at vente til vi kom til Hinterzarten. Her blev det til et stykke Schwarzwälder Kirschtorte

Vi skiftede værelse i går. Nu en etage længere oppe kunne vi indhente det forsømte, nemlig at studere pude-dyne-kombinationen

Borddækningen reflekterede vores nye adresse i hotellet…

Blandt retterne i aftensmaden var en Terrine von Flusskrebsen mit Kräuterschmand…

…og 2 forskellige pastaretter med en fælles Weissherbst i karaflen. Dejligt!

I morgen forlader vi Hinterzarten. Mon jeg i den anledning kigger efter hotelkandidater her efter aftensmaden? Jeg må have en fiks idé med at lede efter hoteller, eller at sikre mig en god overnatning den næste dag…