Inden Inge gik ned til morgenmad knipsede hun udsigten. Dagen ser ud til at begynde gråt. Den opmærksomme læser vil se, at vi er kommet en etage højere op, vi holdt flyttedag i går.
…og på vej ned til restauranten knipsede hun denne lidt morbide humor, som jeg i øvrigt godt kan lide 🙂
Og som de andre morgener ventede menu-kortet på, at vi traf vigtige beslutninger.
Vi tog på tur igen idag – helt op til Sankt Peter – og turen var landskabelig interessant, selv om skyerne hang lavt.
På turen til Sankt Peter kom vi igennem Sankt Märgen, som kendetegnes ved sine 2 klostertårne…
…og der skulle vi naturligvis hen, for da vores vej til Hinterzarten førte os gennem byen her, havde vi ikke tid til at besøge stedet. Vi parkerede lige i nærheden og gik ind i klostergården for at komme til kirken, som her er skjult af træet.
Om klosteret skrives der:
Das Kloster St. Märgen ist ein ehemaliges Augustiner-Chorherrenstift in St. Märgen im Schwarzwald, das um 1118 unter der Bezeichnung Cella Sanctae Mariae gegründet wurde. Die deutsche Form des Namens, „Maria-Zell“, wandelte sich im Lauf der Jahrhunderte über Marienzell, Sante Merien und St. Mergen zum heutigen Kloster- und Ortsnamen St. Märgen.
Die barocke Klosterkirche Mariä Himmelfahrt ist heute katholische Pfarrkirche von St. Märgen und eine der bedeutendsten Marien-Wallfahrtskirchen des Erzbistums Freiburg.
Fünfmal wurde das Kloster durch Feuer zerstört, das erste Mal 1284 oder kurz davor, zuletzt 1907. Fünfmal wurde es wiederhergestellt oder neu aufgebaut.
In der Kunstgeschichte hat es einen besonderen Rang, weil einer der bedeutendsten Bildschnitzer des Rokoko in Süddeutschland, Matthias Faller, zeitweise hier wohnte und arbeitete.
Det er som regel festligt at komme ind i en tysk barokkirke. Dekorationsmæssigt er her liv og glade dage – med alvorlige undertoner, naturligvis – og kirken repræsenterer med symboler, allegorier og glans den himmelske herlighed, som de små fromme hverdagsmennesker, der med Jesus i hjertet går rundt på jorden, med forventning kan glæde sig til, når deres jordiske liv rinder ud.
Hovedalteret var udstyret med 4 gyldent klædte herrer…
Ved et andet alter havde vi denne scene 🙂
Ofte er barokkirkernes lofter holdt i lette farver og pyntet med stuk og bibelske billedfortællinger. Jeg elsker disse lofter og letter på hatten over for de bestræbelser, der er gjort for at få dem gjort “luftige” og lette som skyer!
Orgelet var smukt integreret i kirkens interiør.
Når vi er på kunstmuseer, stiller vi ofte spørgsmålet til sidst om hvilket af værkerne vi kunne tænke os at tage med hjem. Hvis spørgsmålet blev stillet her i denne kirke, hvilket det vist blev, så blev det for mig denne figur. Om hun forestiller Sankt Märgen, ved jeg ikke, men skøn er hun!
På vej ud bemærkede Inge, at der i denne valfartskirke også var et stempel med stempelpude. Den souvenir skulle vi have med i den lille sorte notesbog. Vi stemplede vist også et postkort til Annemi 🙂
Sydtyskland er rig på kristelige symboler, hvilket er fint for vandrere og sådan nogle som os. Inge fandt denne interessante kombination af forgrund og baggrund med en sammenhæng – måske utilsigtet, men god alligevel.
Vi kørte fra Sankt Märgen til Sankt Peter. I gråvejret så vi klosteret med sine 2 tårne passe fint ind i landskabet. Om kirken skriver byens hjemmeside:
Die erste Kirche, 1093 erwähnt, muss – Überlieferungen zufolge – eine romanische Basilika gewesen sein. Nachdem sie beim zweiten Großfeuer im 15. Jahrhundert vollständig ausbrannte, ist ein Neubau mit gotischer Ausstattung erstmals um 1500 belegt.
Nach mehreren Restaurierungen, die im Zuge von Kriegswirren notwendig geworden waren, wird sie im 17. Jahrhundert als Gotteshaus mit gotischer Fassade und barocker Innengestaltung beschrieben. Als nun in St. Märgen, der Nachbargemeinde St. Peters, eine neue barocke Kirche entstand, erhielt auch St. Peter im frühen 18. Jahrhundert (Bauzeit: 1724 – 1727) unter Abt Ulrich Bürgi nach Plänen des Vorarlberger Baumeister Peter Thumb ein neues Kirchengebäude mit barocker Fassade und barocker Innenausstattung – vergleichbar mit den Gotteshäusern in St. Blasien und Ebersmünster (Elsass).
Byen havde en stor parkeringsplads 4-5 minutters gang fra kirken, hvis hovedindgang vi her nærmer os. Facaden mindede mere om et rådhus end en kirke.
Men indenfor var der ingen tvivl om, hvad bygningens formål var. Klosterkirken her i Sankt Peter overstrålede i pragt og størrelse den, vi lige kom fra…
Loftet manglede ikke noget…
…og det gjorde prædikestolen bestemt heller ikke.
Orgelet var smukt og barokt integreret i bygningen og bemærkelsesværdigt nok var der et stort ur prominent i dets midte. Uret kan klart ses fra prædikestolen og vi lærte, at dets formål var at beskytte menigheden imod for lange prædikener.
Og det lærte vi ved at sidde og lytte til en introduktion til klosterkirken, som var meget interessant og til tider endda morsom. Det mest interessante var, at man ved genopbygningen, der tog 4 års frostfrie perioder, benyttede lovende unge talenter fra regionen til at dekorere kirken. Håndværkerne og kunstnerne fik ikke løn, men når de var færdige her, så havde de en anbefaling, der gav fast arbejde resten af livet 🙂
Efter disse 2 massive kultur-indsprøjtninger kørte vi stille og roligt videre mod nordøst for at besøge en træskærer i Schonach. Vi kom tilbage gennem Sankt Märgen og på den anden side så vi igen en afviser til “Hexenlochmühle” og fulgte den ad vej K4987 gennem en dal, der blev mere og mere snæver. Vi kom til vej K5752, hvor vi drejede til højre – og her lå “Hexenlochmühle”. Vi følte os ikke inspireret til at stoppe her, og fortsatte nordpå gennem dalen.
Vi kom op fra dalen midt i billedet her. Og ja, da vi var i bunden af dalen fik vi ikke noget billede, måske fordi vejen var meget smal og omgivet af tæt bevoksning og stort set ingen parkeringsmuligheder, hvis vi ser bort fra “Hexenlochmühle”, som er et gammelt vanddrevet savværk, nu museum med Einkehrmöglichkeit 🙂
Herude i det fri…
…blomstrede det i vejsiden.
I Furthwangen kørte vi efter disse to østrigske fyre. En gang ude i fremtiden vil de sikkert med et smil minde hinanden om dengang, da de var på scooter-tur til Schwarzwald 🙂
Vi var på vej op til Schonach, som har flere urfabrikker og hvor jeg havde fundet en af de meget få træsnittere, der er at finde på nettet…
…og minsandten om vi ikke undervejs, i Schönwald, kom forbi et sted med kukkukure og træsnitterier.
Der var enorme mængder af kukkukure og træting. Vi kiggede blandt andet på elektriske kukkukure. Dem var der dog ikke så mange af, så vi nøjedes med at købe en græshoppe til rosen hjemme på brovingen, og fortsatte til Schonach. Her hilste vi på træsnitteren, som jeg havde fundet på nettet. Han havde dog ikke meget, men sagde at han samarbejdede med en butik/værksted i Triberg, som var kukkukurbyen i Schwarzwald.
I Triberg var der kæmpebutikker. OK, alt er relativt, men bag facaden på denne var der en af de største kukkukur- og træsnitterbutikker, vi har set. Den var orienteret mod turister, fortrinsvis amerikanere lod det til – og det var ifølge træsnitteren i Schonach ikke den, vi skulle opsøge.
Vi skulle hen til Oli’s Schnitzstube! Her gik vi ind omk. klokken 14:00.
Og her var kukkukure af en helt anden klasse, fantasi og stil end vi hidtil havde mødt. Meget interessant.
Disse var omkring 1 meter høje og selv om vi nok ikke var målgruppen, så kunne vi dog beundre hvor fint de håndværksmæssigt var lavet.
En af de 5 indehavere, ven med den Schnitzer vi havde adressen fra, fik os overbevist om, at hvis man skal have et Kuckuck-Uhr, så skal det være et mekanisk. Han havde, sagde han, i butikken kun et batteridrevet eksemplar – udelukkende til skræk og advarsel!
Det var meget overbevisene, især i lyset af, hvilke imponerende mekaniske ure, der blev produceret her og hvilke batteridrevne vi havde set andre steder. Skal vi have et, bliver der dermed mekanisk 🙂
Vi købte en engel til Inges samling og fortsætter vores overvejelser med hensyn til Kuckuck-Uhren…
Jeg spurgte indehaveren om der var et Konditorei i byen. Dem var der 2 af, og det bedste lå lidt nede ad gaden ved byens eneste lysregulerede kryds. Det andet overfor. På grund af vejarbejde havde bedste af dem lukket og vi krængede mule af det andet – og besluttede at det var værd at vente til vi kom til Hinterzarten. Her blev det til et stykke Schwarzwälder Kirschtorte 🙂
Vi skiftede værelse i går. Nu en etage længere oppe kunne vi indhente det forsømte, nemlig at studere pude-dyne-kombinationen 🙂
Borddækningen reflekterede vores nye adresse i hotellet…
Blandt retterne i aftensmaden var en Terrine von Flusskrebsen mit Kräuterschmand…
…og 2 forskellige pastaretter med en fælles Weissherbst i karaflen. Dejligt!
I morgen forlader vi Hinterzarten. Mon jeg i den anledning kigger efter hotelkandidater her efter aftensmaden? Jeg må have en fiks idé med at lede efter hoteller, eller at sikre mig en god overnatning den næste dag…