Det er ikke første gang, at vi tager et foto i en elevator, når vi er undervejs. Der er noget ved de mange reflektioner, der virker magisk. Her er vi undervejs mellem værelset og morgenmadsrestauranten.
Vi skulle på vores egentlige mission i dag – til Frankrig efter mygge-afviser-midler. Vejret så bedre ud end i går, så der var håb om en fin dag.
Så vi begav os på vej med første stop ved receptionisten for at få billet til garagen, så vi kunne komme ud.
Bilen var allerede kodet til et apotek, et Cora og et Decathlon i Sarreguemines, så det var bare at stige ind, trykke på knappen og rulle ud.
I apoteket fandt vi næsten alt i denne kategori som vi kom efter…
…og det allervigtigste var sikret!
Og resten købte vi i Cora og på et apotek i det samme butikscenter hvor der også var et apotek: mere mygge-Abwehr, hudplejemidler og små Pelegrino’er til turen.
Og det allersidste, T-shirts til Inge, hentede vi her inden vi kørte videre med retning mod det nordlige Schwarzwald.
Ruten førte os gennem Vogeserne på den franske side af grænsen og ved byen Bitche så vi en afviser mod Le Simserhof, som havde noget med Maginot-linien at gøre. Vi fulgte afviseren og kom til dette sted…
…hvor vi i info-centret fik at vide at næste rundvisning begyndte om 10 minutter. Perfekt, tænkte vi – og en anden gang, da damen fortalte os at turen varer 3 timer. Det var vi ikke indstillet på…
…så vi nøjedes med brochuren, der fortæller at Simserhof var et af Maginot-liniens væsentligste konstruktioner, og at den forsynede kanonstillingerne omkring byen Bitche, og bekræfter at rundvisningen tager 3 timer og benytter sig af helt moderne kommunikationsmetoder med kæmpeskærme. Vi kørte videre til Bad Herrenalb, hvor…
…vi ved 14-tiden rullede op foran hotellet i , hvor vi…
… i vores værelse på øverste etage kunne fortsætte vores studier…
…af pude-dyne-konfigurationer og kigge på sort/hvide fotos fra Paris…
…og kigge ud over byen og dens omgivelser. Vi var godt installeret i Bad Herrenalb for 2 dage. Nu var det tid til en Eiskaffee. Vi forhørte os om byens bedste konditori og satte kursen mod Konditorei Café König nede i byen.
Konditorei Café König havde Ruhetag i dag, og vi kunne ikke se et alternativ omkring os, så vi spurgte en dame om hun kunne anbefale os et sted. Hun svarede at Klosterscheuer inde på det gamle klosterområde ville kunne betjene os på den bedste måde. Så efter at have købt et postkort gik vi derhen.
Og der blev tid til at skrive et rigtig gammeldags postkort og med et kryds markere, hvor vi bor. Jeg havde tyske frimærker, købt for så længe siden, at portoen var fordoblet i mellemtiden. Dengang var 45 cents nok til et brev eller postkort til et EU-land, nu skulle der 90 cents til. Det svarer til 7 kr., hvilket er forholdsmæssigt billigt i forhold til de 25 kr. det koster at sende et brev i Danmark. Faktisk kun 1/3 af prisen i Danmark, hvilket får mig til at spørge hvad tyskerne kan så meget bedre end danskerne på dette felt?
I klosterparken kunne vi blive kloge på forskelligt. Blandt andet hvorfor Cistercienser-munkes hårmode er som den er: Hårkransen skal minde om Jesus tornekrans. Og det blanke håndtag øverst på taget af det lille blå hus kan drejes, og dermed drejer munkens hoved også og så kan man overbevise sig om, at det virkelig forholder sig således 🙂
Og på det lille skilt nederst på munkens dragt kunne vi læse, at således så Cistercienser/munkene ud og havde gjort det siden klosterets grundlæggelse i 1149. Vores Eiskaffee fik næsten et helt akademisk efterspil 🙂
Et mindesmærke over sognets sønner, der var blevet dræbt i de 2 verdenskrige. I inskriptionen til højre fortalte, at i den 1. var de fleste døde i Frankrig, og på stenen til venstre fortaltes, at det i den 2. var i Rusland, at de fleste døde. Under løven, blev de døde nævnt som helte og midt i den store sten står: “Niemand hat grössere Liebe denn die der sein Leben lasset für seine Brüder”. Sådan en tekst har jeg et problem med, for i min optik er de døde på grund af de to perioders politiske lederskabers rådvildhed, inkompetence og magtbegær – og det gælder på begge sider af fronten! Ingen af disse burde være dræbt og heller ingen af dem, de dræbte – jeg gætter på, at stort set alle disse mænd hellere ville passe deres arbejde, se familien trives og lokalsamfundet udvikles end at dø en rædselsfuld død langt fra hjemstavnen.
Klosterkirken kiggede vi også ind i…
…og fandt her en model af kloster-komplekset som det har set ud.
Over et gravmonument bemærkede jeg dette lystige hoved, der i øvrigt tjente som piedestal for en helgeninde.
Tilbage på hotellet blev det spisetid og tid til et glas sekt…
…medens vi ventede på aspargeserne og de nye kartofler, ledsaget af oksekød og en intens sovs. Køkkenet var med på den med også at inkludere små blomster i retten – men det hele smagte godt 🙂
Og vi sluttede dagen på balkonen med resten af vinen. Det var blevet en lille smule mere sommer…