Præcis 07:00 tog Inge dette billede fra balkonen over mod Hugenberg, og må have glædet sig til sin før-morgenmad-tur i det dejlige vejr.
En halv time senere må jeg have haft brug for mine solbriller, for denne seddel faldt på gulvet, og den opbevarede jeg i etuiet. Det havde jeg i mellemtiden glemt, men det var fint nok at se den igen, for den mindede mig om en dejlig dag med Roland og hundene i the Peak District 
Inden jeg gik ned til morgenmad knipsede jeg lidt Schwarzwald-idyl med pelargonier, blidt rundede lave bjerge og skov og eng. En dejlig dag, der næsten gav appetit i sig selv 
Et blik på avisbordet i die Kaminstube fortalte Inge, at Bädische Zeitung beskæftigede sig – over folden – med en drengs protese i Iron-Man design…
Frankfurter Allgemeine var mere dyster i sit temavalg, nemlig de store skovbrande, der har hærget Portugal og kostet 64 mennesker og kvæstet 254.
Men den mest interessante rent billedmæssigt havde Stuttgarter Zeitung med dette billede og artiklens overskrift.
Beslutningerne ventede på os som sædvanligt 
Die Tagesblättle lovede smukt vejr hele dagen og heldigvis nogle grader mindre end i går.
Ellers var der en påmindelse om dress-koden til aftensmaden, som jeg tidligere var inde på. Adiletten = badetøfler, Flip-Flops = damebadesandaler og Shorts er natuligvis shorts. En søgning på Internettet frikender Birkenstock sandaler som vores og vi er derfor dress-code-konforme Derudover var der et turforslag til at køre op på toppen af Feldberg og der besøge das Schwälder Schinken Museum. Vi har dog lidt andre planer for idag, som vil lede os op over Feldbergpasset, men helt op tager vi ikke. Så vores gensyn med Schinken sker ude ved morgen-buffetten.
Die Tagesblättle annoncerede også en Abendliches Konzert mit der Trachtenkapelle Hinterzarten kl. 20:00 foran Kurhuset. Den ville vi overveje at gå til…
Vores plan var at køre til Bernau for der at se Schwarzwald-maleres værker på Hans Thoma Museum der. Derefter til Todtnau for at kigge på die St. Johannes der Täufer Kirche og på hjemvejen over Feldbergpasset, hvor vi vil se die Kirche Verklärung Christi.
På vej til Bernau kom vi forbi en Hirsch, vi tidligere havde set i forbifarten, men ikke fået et billede af. Meget sjovt indfald, især for os Hirschjägern
I den lille by Bernau lå med sin 1975 indbyggere i 893 m højde, og her kunne vi se, at rådhuset og museet delte samme bygning. Rådhuset optog stueetagen og museet de øvrige etager.
Das Hans-Thoma-Kunstmuseum zeigt Gemälde, Grafiken und andere Arbeiten sowie Dokumente von Hans Thoma.
Aufgebaut hat das Museum auch eine vielschichte Sammlung deutscher Kunst nach 1950: Mehr als 40 Werke von Preisträgern des renommierten Hans-Thoma-Kunstpreises und des Naturenergie-Förderpreises sind zu sehen und geben einen Einblick in das Kunstschaffen Baden-Württembergs von einst bis heute. Darüberhinaus bereichern interessante Sonderausstellungen das Hans-Thoma-Kunstmuseum und das Kulturangebot im Schwarzwald.
I entréen hang dette træsnit til minde om ombygningen af rådhuset i 1991. Fin humor i traditionelt håndarbejde
Og en plakat der annoncerede den nuværende gæsteudstiller.
Som bygningen allerede havde antydet, var det et beskedent museum, men der var vilje til at vise malerier og tegninger så godt det nu var muligt inden for de givne rammer.
Og her har vi så den beliebte Heimatsautor Thoma, som i Hinterzarten har givet navn til en gade (hvis det da ikke udelukkende er den lokale skispringer Thoma, det der drejer sig om).
Der Maler und SchriftstellerHans Thoma wurde 1839 in Bernau, im Ortsteil Oberlehen, geboren. In seiner Erinnerung schwebte ihm das Bernauer Hochtal oft “wie ein goldens Glück” vor. Gezeichnet hat er von Kindesbeinen an, um 1900 arrivierte er für viele Jahre zu Deutschlands beliebtestem Landschafts- und Portraitmaler. 85 Jahre wurde er alt, er starb am 7. November 1924 in Karlsruhe.
Han kunne også snitte i træ (eller han fik måske nogle til at snitte for sig?). Her en fantasifuld blæsebælg med et funktions-aktuelt design, og i udstillingssalene var stolene også designet og/eller snittet af ham.
Jeg nærstuderer her værker af gæsteudstilleren Abi Shek…
I museets lille biograf så vi en udsendelse om Hans Thoma (og andre Schwarzwälder Mahlern ?)
Vi plejer at snakke om, hvilket stykke kunst, vi hver i sær ville tage med hjem for at kigge på det i et periode. Inge valgte denne 3D-printede dame, som er ca 25 cm høj.
Die Kirche St. Johann der Täufer lå lige ved siden af Rådhuset/Museet, så det var nærliggende spontant at kigge indenfor.
Et sådant interiør havde jeg ikke forventet. Hvorfor ikke, er svært at sige, men måske mest på grun af højalteret henne for enden. Billederne på hver side af indgangen til koret er i øvrigt malet af Hans Thoma, så hans malervirksomhed smittede af på kirken. Billederne blev indviet i 1912, da han for sidste gang besøgte Bernau.
Overraskende for mig var højalteret med sin baggrundsdrapering. Det mindes jeg ikke at have set før.
Im November 1901 ließ Pfarrer Adolf Wasmer die Kirche restaurieren und im darauf folgenden Jahr wurde der Hochaltar, den die Jugendpatrone „Agnes“ und „Aloysius“ zieren von A. Allert aus Schwenningen erstellt.
Pudsigt at tænke på, at loftsmaleriet blev overmalet da kirken i 1970’erne blev nyindrettet! 25 år senere ved en renovation af kirken, blev det igen afdækket, og vi kan nu glæde os over et stykke loftskunst med himmelsk perspektiv Jesus er i sine hvide gevandter på vej opad til himlen på en sky. Han holder et hjerte i hånden – og dette med et hjerte i hånden forstår jeg endnu ikke, selv om jeg nu har set det adskillige steder.
Her i kirken var die Kreuzwegstationen, der viser Jesus lidelser, skåret i træ med et moderne formsprog. De blev lavet af lokale billedhuggere i 2003.
Hvor Bernau kirke ikke var på rejseprogrammet for i dag, var kirken i Todtnau det.
St. Johannes der Täufer ist eine römisch-katholische Pfarrkirche in Todtnau im Schwarzwald, die Ende des 19. Jahrhunderts nach Plänen des Architekten Georg Schäfer erbaut wurde. Der neoromanische Bau zitiert neben Stilformen der Renaissance auch die des Barocks und gilt damit als Einzelfall vom großen kunsthistorischen Wert. Durch den erhöhten Standort ist das Gotteshaus weithin in der Stadt sichtbar und gilt als ihr Wahrzeichen. Ende des 13. Jahrhunderts wurde Todtnau zur eigenen Pfarrei erhoben und im August 1288 eine Steinkirche zu Ehren des heiligen Johannes des Täufers geweiht. Mehrfach brannten die Vorgängerkirchen nieder. Auch die unmittelbare Vorgängerkirche fiel einem verheerenden Brand im Juli 1876 zum Opfer. Die Pfarrei St. Johannes bildet zusammen mit der von St. Jakobus in Todtnauberg eine Seelsorgeeinheit.
Oppe fra kirken præsenterede byens centrale plads sig i solskinnet og på bakken bagved lader der til at være sommerkælkebane og åbne pister til når/hvis sneen kommer.
Vi vendte os om og gik ind…
Tættere på ses den store mosaik af kunstmaleren Hans Baumhauer, om hvilket wikipedia skriver:
Das vom Kunstmaler Hans Baumhauer entworfene Bild stellt über den vier Evangeliensymbolen einen gewaltigen Pantokrator dar, der in seiner Linken das Buch des Lebens hält. Links von ihm steht in einem dunklen Gewand die fürbittende Maria, rechts der Kirchenpatron Johannes der Täufer, der das Lamm Gottes hält. In der Apsidenkugel ist das All und die Allmacht Gottes in einem Meer von Elementen metaphorisch dargestellt.
Interessant er også alterbordet. Det er fremstillet i Werdenfelser Marmor og skulle veje 8 tons. Lidt af en klods, men det virker ret godt.
Af nyere kunst i kirken er også denne statue af Madonna med barnet, udført i beton og forgyldt. Passer godt til det mindre, men meget robuste alterbord af Werdenfelser marmor, som det står på.
Prædikestolen var også noget for sig selv. Jeg kan godt lide den.
Am linken Chorpfeiler befindet sich ein kanzelartiger Ambo, dessen geschmiedetes Gitterwerk eine vergoldete Darstellung des Pfingstgeschehens zeigt. Ambo und Kommunionbank stammen vom Bildhauer Harry MacLean (som trods sit skotske navn var tysker).
Jeg bemærkede denne lille gruppe snittet i træ stå på en søjle bagerst i kirken, og fandt den sympatisk, selv om der var noget lidt for sentimentalt over den. Hvem munken er og hvad han har i sin venstre hånd, ved jeg ikke – måske Johannes der Täufer med et par småbørn omkring sig – rent gætværk
12:45 var vi ude på vej B317 med retning mod Feldberg – dels for at komme tilbage til hotellet, dels for undervejs at se kirken oppe på Feldberg. Jeg husker, at landskabet her forekom mig lidt mere dystert end oppe ved Hinterzarten, hvor landskabet er mere åbent og bjergene blidt rundede. Dalene her er relativt snævre og skråningerne stejle.
Vi kom ind på scenen fra venstre og kørte umiddelbart forbi opkørslen og ind på en P-plads for at spørge nogle vejarbejdere om vejen op til die Pfarrkirche. Ja, vi kunne ikke blive holdende her, for de skulle til at asfaltere (der gik ellers en sti op til kirken) P-pladsen. Vi vendte så og kørte lidt tilbage til Eberlinstrasse, der fører opad til kirken. Noget var forbudt, men ikke helt klart, hvad der var og ikke var, så jeg fortolkede det sådan, at man godt måtte køre op til kirken. Lige før vi kom til kirken gik en vej meget stejlt ned til parkeringsmulighed foran kirken. Den var så stejl og snæver, at jeg fortsatte ligeud for at køre ned til kirken via vejen lidt længere oppe. Der stod at alt var forbudt, så jeg vendte skuden og bed tænderne sammen og kørte ned foran kirken og parkerede i 1253 m højde.
Vi fandt døren åben, selv om kirken så meget lukket ud, og gik ind…
Die beiden wuchtigen Eisengussportale, durch die man die Kirche betritt, symbolisieren das Alte und das Neue Testament, durch die wir den Zugang finden zum Geheimnis des Glaubens.
Indenfor var der en lille brochure over kirken, og det var rigtig godt, for på grund af den lidt stressede tilkørsel fik vi ikke fotograferet kirken i sin helhed udefra. Men så har vi tegningen af den meget moderne kirke her på forsiden, som allerførst fortæller den besøgende, at han/hun befinder sig i Tysklands højest beliggende sognekirke!
Denne lille pano viser kirkens indre i retning mod bjerget. Der er kun det lille farvede vindue øverst.
Der Raum vermittelt gleichzeitig Größe und Geborgenheit. Der Chorraum wirkt fast höhlenartig. Der Altar steht 10 Meter unter der Bodenhöhe! Besonders im Winter, wenn die meterhohen Schneemassen Berghang und Kirchendach zu einer Einheit verschmelzen, ist diese gewollte Höhlenwirkung einzigartig verwirklicht. Als einziger Schmuck an der hohen Altarwand ist ein rot leuchtendes Glasfenster eingefügt.
Der er helt minimalistisk omkring alteret. Meget spændende interiør i denne relativt moderne kirke.
Endnu et lille pano for at vise vinduespartierne og hvordan orgelet er integreret i betonstrukturen
Talseitig ist das Kirchenschiff fast vollständig verglast und weitet so den Kirchenraum in die Schwarzwaldlandschaft hinein. Er wird dadurch ein Sinnbild für die Offenheit der Kirche, für eine Kirche in der Welt von heute.
Die Fenster sind ein Entwurf von Professor Karl-Heinz Wienert, der diese so kommentiert: “Alle Versuche, dem Thema der Verklärung Christi mit einer gegenständlichen Darstellung gerecht zu werden, erscheinen in diesem Landschaftsraum und zu dieser Architektur nicht angebracht. Vom Geistigen her verlangt das Thema Verklärung eine farbige Entsprechung.”
Licht und Schatten füllen diesen Raum und nehmen den Besucher darin auf. Es wird deutlich: In diesem Raum ist der Mensch nicht nur geborgen und beschützt, sondern er wird auch um-gestimmt: vom lauten zum meditativen, vom Oberflächlichen zum Tiefgründigen.
Jeg skal lige vise denne skulptur af hvad jeg tror er Maria med barnet. Cool!
Det er en valfartskirke, så der var naturligvis et stempel til fri afbenyttelse
Ca. 13:30 var vi tilbage i Hinterzarten. Jeg husker ikke, om vi før har vist billede af “indgangspartiet” i byen, så derfor kommer dette med nu. Byens “strøg” starter her…
…og ender (med lidt velvilje) oppe ved Café Diva, hvor vi en 1/2 time senere var i selskab med et par Nuss-Träume
Medens vi sad der, blev det dog alligevel til en lille skitse under valfarts-stemplerne fra kirken på Feldberg.
Helt aktuelt for vores tur fotograferede Inge på sin eftermiddagstur vejskiltet her. Men denne Hans Thoma, der refereres til, er det kunstmaleren hvis malerier vi så i formiddags, eller er det bysbarnet og olympisk mester i skispring? Selvfølgelig er det da bysbarnet de har villet ære, vejen går jo videre op til skimuseet….
Hun fortsatte ned i engen, hvor Zartenbach løber igennem.
Inge kom tilbage og tog denne groufie af os 2 og Hungerberg i baggrunden. Hvad mon motivationen til dette initiativ var? Skal man have en grund eller er det til en overraskelse når man først får skrevet bloggen en par måneder senere og at man ikke lige husker det? Men vi ser da godt nok ud ikke?
Og hvordan er det så at en tiramisu af vilde skovsvampe, piniekærner og portvin ser ud? Ja, det ved vi nu! Vi bliver så kloge af at spise godt
Himbeer-Limetten-Drink ser sådan ud, men det var som vi forventede. Vi har jo en vis erfaringsmasse desangående 
Efter en fælles tur til salatbuffetten serveredes til mig Schwarzwälder Bachsaibling mit Reis und buntem Sommergemüse, og
Blumenkohl mit Kartoffeln auf Joghurt-Hollandaise til Inge.
Vi sprang igen oste-buffeten over og gik direkte til die Rote Grütze mit Eierlikörsahne und hausgemachtem Joghurteis.
Vejret var fint, så vi lod aftengåturen gå ned i byen til Kurhaus, hvor publikum og die Trachtenkapelle allerede var på plads.
Det lød til min store overraskelse helt fint da de spillede et stykke klassisk musik.
Her et udsnit af forrige billede, der viser hvor gennemførte musikernes kostumer var. Damerne er måske iført Trachten traditionelle for netop Hinterzarten.
Vi lyttede til koncerten en halv times tid og vendte så næsen hjemefter mod hotellet. Kirken viste sig i aftensolen fra sin allerbedste side og der var rigtig sommeraftenstemning i luften.
Jeg var omkring receptionen for at få hjælp til reservation af rundtur i morgen på Rothaus Staatsbrauerei i Grafenhausen Det bliver interessant med et virksomhedsbesøg på et lille bjerg i Schwarzwald.
Vi lod solen gå ned det sædvanlige sted og havde ikke fået parasolen hevet ned, men den passer nu meget godt indi aftenbilledet
