09:52 stod vi på Struer banegård, hvor Inge bemærkede denne sovevogn og vi kom til at snakke om, hvorvidt der i Danmark stadig fandtes sovevogne. Vi kom til, at det gjorde der ikke. Denne er pensioneret hos Jernbanemuseet i Struer, var der en venlig jernbanemand, der fortalte os. Han må have overhørt vores samtale…
Vi takkede for oplysningen og gik ind i IC3-toget, vi skulle med. Det havde navnet Thyra Danebod. Det var ikke bygget helt tilbage på hendes tid, men havde alligevel 25 år på bagen og var samtidig Danmarks mest moderne lyntog!
Vi skulle til København, og jeg kunne næsten ikke vente på at få mig installeret, for jeg manglede afslutningen på en vældig god kriminalroman, som jeg i aftes ikke nåede at læse færdig! Den er skrevet af forfatterinden, som jeg kalder Fru Potter (hun skrev Potter-romanerne) og hendes nom de plume for denne 3-binds serie er Robert Galbraith. I virkeligheden hedder hun J. K. Rawlings 
. Den var så spændende, at jeg valgte at slæbe den tykke, tunge bog med mig til København, for at kunne læse de sidste 30 sider i toget.
Inge læste avis – sandsynligvis Politiken – og fandt denne lille vits, hvis dybere hensigt nok er at mane til eftertænksomhed hvad telefonbrug angår. Eller måske hentydede hun til, at jeg ikke altid får hørt min telefon, når jeg f. eks. er ude for at handle…
…og så susede vi ud over Storebælt! Ja, det var smukt vejr og jeg havde for længt fået læst de sidste sider i min bog.
…og inden vi så os om, var vi checket ind på hotellet og kiggede ud fra 4. etage. Det går hurtigt, når man rejser med lyntog 
Nu var der kommet flere skyer på himlen.
Vi bemærkede forresten, at kongeskibet “Dannebrog” lå oppe ved kajen!
10 minutter senere var vi hos Emmerys for at få lidt energi i form af en bolle med ost, en kaffe til mig og tilsyneladende en grøn Matcha-te til Inge. Næh min hukommelse er kort, måske har jeg stadig slutningen af romanen i hovedet. Hvordan kunne der stå en kop Matcha foran Inge, når jeg først var ved at bestille. Jeg har nok, mens jeg skrev, bare kigget på billedet og ikke tænkt på, at det var damen overfor os, som drak Matcha te! Hvad Inge fik at drikke, husker jeg ikke, men det er jo egentlig også ligegyldigt. Vi skulle have energi til at løbe ud og ind af butiksdøre, men allermest havde Inge brug for stamina til brilleindkøb.
Inges briller og synsprøver og alt, hvad der nu hører med, var overstået cirka 1½ time senere og vi gik videre. Hvor Strøget krydser Bremerholm og bemærkede vi byens anti-terror-foranstaltning i form af nogle grimme betonbjælker. Det bliver spændende at se i den kommende tid, hvordan anti-terror tænkes ind i bymiljøer og arkitektur. Man må kunne gøre bedre end bunkerne langs Vestkysten
Som sidst vi var i byen, klarede vi en halv time mere, inden vi igen måtte have lidt energi. Det blev til en power-drik hos Palæo på toppen af Illum.
En time senere var vi på et lille sprogkursus i italiensk – dets omfang bestod af 1 ord: Occhiali. Og hvor var det dagsaktuelt, idet dagens og rejsens hovedformål var nye briller til Inge. Ja, nu er det jo blevet sådan, at man googler og straks får svaret, så her lærte vi os også lidt italiensk. Men at tænke sig hvordan det var at få briller på den tid, hvor optikeren gik rundt med sit “værksted” på en bordhvor vi nu om dage sidder i en stol med en masse roterende glasdimser på næsen og skal sige, hvad man ser og hvor godt man ser det – men brillerne har måske, subjektivt set, hjulpet lige så meget dengang som nu
Kursusstedet var meget sympatisk. Det ligger i Store Strandstræde og man skal gå ned ad 3-4 trappetrin for at komme indenfor. Et dejligt sted. Man skal sige, hvilken slags vin man godt kan lide og hvilken smag, den meget gerne må have – og ikke vrøvle om årgange og vinslotte og regioner. Ganske enkelt og går man via en smagsprøve før der endeligt skænkes op i glasset.
Det er som om dagen forløber i timeintervaller. 1 time senere valgte vi at prøve pizza-resto’en på toppen af Illum. Kulinarisk set var det en fejl. Det er ikke et sted, man kan anbefale, selv om deres slogan var noget i retning af “italiensk hjemmelavet mad som mor lavede den”. Den den mor var altså ikke en god kok.
Vi gik os en aftentur – rundt om Skuespilhuset – og lærte lidt om hvad der forgår/foregik her i foråret. Vi bliver så kloge, så kloge ved at komme til hovedstaden.
Vi gik over den nye bro. Den var her godt nok sidst vi var i byen, men da havde vi travlt med alt muligt andet end at prøve nye broer Det er nok en bro, man skal vænne sig lidt til, for det var umiddelbart lidt uoverskueligt, hvor cyklister herskede og hvor vi gående kunne være i sikkerhed for dem. Måske var det, fordi cyklisterne gjorde, hvad de ville og hvor de ville…
…og så drejede vi hen til “Papfrøen”, som vi kalder Papirøen (pga. den måde vi fra hotellet læser stedets navn). Nu havde vi set over på den mange gange fra hotellet og altid undret os over, hvordan omsætningen af street-food foregik i en hal og hvor de mange mennesker ville have været, hvis ikke stedet eksiterede. Nå, men det gør det jo heller ikke ret meget længere…
Vi kiggede inden for – og nej, alle spisesteder behøver ikke at repræsentere det højere franske køkken, men her var så skummelt, at det signalerede “Fare! Potentielle hygiejne-problemer!” For os lignede det, hvad amerikanerne kalder en food-mall, men det er nok mere inde i tiden at kalde det street-food.
Kunst i det offentlige rum er vi generelt tilhængere af. Mågerne/fuglene her var skulpturelt interessante, syntes jeg, men havde gerne set dem i en lysere udgave. Inderhavnsbroen ses i baggrunden – og dog, hvis de havde været lysere, var de bare blevet “væk” i alt det andet.
Tilbage på hotellet – 21:09 – kiggede jeg over på Papfrøen. Nu havde jeg set, hvad der var derovre og vidste, at jeg ikke var gået glip af noget ved først at besøge stedet i aften.
En time senere var tusmørket blevet til nat. Operaen blev godnatbilledet.