Ha, vi var heldige. Aftenhimlen signalerede i går omskiftelser i vejrliget og de viste sig at gå mod bedre vejr!
På sin før-morgenmad-tur under den perfekte blå himmel tog Inge dette billede hen over die Dorfwiese til skolen (og rådhuset helt ude til højre) og længere borte bjerget Windeck (1209 m). Inges ture er normalt gået op ad skråningen mod Windeck.
Hun er på vej ned i byen, ser jeg, for nu er hun ved den evangeliske kirkes klokketårn. Det er super, synes jeg.
Als im Jahre 1990 der Adlerweg in Hinterzarten ein neues Gesicht bekommen sollte, bot die Evangelische Kirche an, vor ihrem Gemeindehaus ein gestalterisches Element einzubringen: ein freistehendes, künstlerisch gestaltetes Glockenspiel.
Das Modell und die Gestaltung der vier musizierenden Engel stammen von dem in Königsfeld im Schwarzwald lebenden Künstler Jo Emil Homolka.
Die geistig-geistliche Idee wurde dem 150.Psalm, dem letzten des Psalters entnommen. Er beginnt: Halleluja! Lobet Gott in seinem Heiligtum. Dann wird das Instrumentarium des Gotteslobes genannt: Posaunen (Schofar), Psalter und Harfe, Pauken (Zylinder), Saiten (Gambe) und Pfeifen (Querflöte). Schließlich heißt es: “Lobet ihn mit hellen Zimbeln, lobet ihn mit klingenden Zimbeln (Glöckchen)”
Die Instrumente wurden Engeln in die Hand gegeben, die in Psalm 103,20 aufgerufen werden: “Lobet den Herrn, ihr seine Engel, ihr starken Helden, die ihr seinen Befehl ausrichtet, dass man höre auf die Stimme seines Wortes!”
So führen die Engel in lauschender Versunkenheit – für unsere Ohren unhörbar – das Lob Gottes an, in das wir mit unseren Stimmen und Instrumenten einfallen mögen.
Die 16 Melodieglöckchen tragen das Gotteslob hinaus in die herrliche Schwarzwaldlandschaft und verkünden in Chorälen Gottes Heilstaten. Je nach Kirchenjahreszeit erklingen verschiedene Lieder, dazu auch Volkslieder.
Das Glockenspiel wurde am 5. August 1990 von Prälat Gerd Schmoll, früher Gemeindepfarrer in Hinterzarten geweiht.
Her nærmer hun sig det katastrofale Konditorei på højre side under det røde tegltag. Længere fremme står byens majstang. Den står der permanent 
Ved Majstangen drejede hun til venstre for at gå op ad Rathausstrasse på den anden side af die Dorfwiese. Bag sognekirken, oppe på Kesslerberg ses die Adlerschanze, som stadig benyttes til internationale skihopkonkurrencer.
Ved kirken er monteret en bænk med “Treffende Worte” fra Bibelen. Meget moderne måde at kommunikere alte Sprüche på 
Så mødtes die Herrschaften til morgenmad…
Badische Zeitung fandt det vigtigt at markere, at valgkampen allerede er i gang
Frankfurter Allgemeine havde en identisk tilgang til situationen…
Die Tagesblättle lovede godt vejr, men det regionale vejr var i dag ikke så vigtigt som de andre dage. For de gæster, der bliver boende, anbefales en tur til “panoramabjerget Belchen”. Jeg mener, at vi har været på Belchen og spist på restaurant Belchenhaus, der ligger deroppe i 1360 m højde, hvilket gør den til den højstbeliggende restaurant i Baden-Württemberg – ja, alt er jo relativt . Menuen havde vi ikke fået, og det er der jo også en god grund til
Ca. 09:30 rullede jeg bilen ud af garagen. Inge steg ind og…
…vi var undervejs på rejsens næstsidste etape.
Efter ca. 2:30 timers kørsel var vi forbi Stuttgart og kørte ad Autobahn 8 i retning af München. Det ligner vejarbejde forude…
…hvilket det også var.
Vi prøvede at få lidt kultur ind undervejs ved at svinge fra, hvor der var angivet noget seværdigt, men det havde vi ikke held med. Så mellem Augsburg og Dachau fandt Inge en dåse Bülow-lakrids frem. Så behøvede vi ikke køre ind i Dachau for at finde et konditori, der kunne forsyne os med en Eiskaffee – vi var jo heller ikke så langt fra lufthavnen
Lidt over 3 var vi her igen. Bilen tanket og afleveret, og…
…fået bestilt 2 tiltrængte Eiskaffee
Vi havde fortjent denne lille energi-opladning, for vi havde været 5:30 timer undervejs og tilbagelagt 402 km…
…og kørt op og ned ad bakker.
Vores værelse – det samme som da vi var her sidst – blev klart og vi kunne tage det i besiddelse. Congiergen kørte kufferterne op for os, så vi skulle ikke trække dem gennem de tykke tæpper. Hans trolley havde væsentlig større hjul end vores kufferter.
Inge gik rundt i arkitekturen og samlede skridt til plageånden.
…som jo faktisk er så spændende, at den også er interessant at gense.
Her er hotellet i baggrunden. Meget luftig arkitektur, må man sige.
Så blev klokken 5 et eller andet sted et godt stykke øst for, hvor vi var, men det kunne vi sagtens leve med. Jeg trængte til en pils, ganz einfach!
Inge skulle lige have et par ekstra skridt på måleren og fotograferede dette stykke kunst. Her er virkelig plads til store formater. Dette spænder over 3-4 etager
Et par timer senere var det blevet spisetid her i München Flughafen…
…og den klarede vi med en ganske dejlig ravioliret. Helt enkelt. Og det var alt, hvad vi havde brug for.
Vi lod aftenen falde på i baren. Meget afslappet ikke at skulle halse ud til et fly efter at have afleveret bilen
Hotellet syntes at gå til ro…
…medens solen forsvandt under horisonten og vi under dynerne