Livet undervejs…

Den lokale avis beskæftigede sig hovedsageligt på forsiden – over folden – med gårsdagens fodboldkamp mellem Werder Bremen og VfL Wolfsburg. Superlativerne forblev dybt nede i redaktørskuffen og egentlig var der ikke noget at skrive om 

På “Livet Undervejs” beskæftiger jeg mig sjældent med detaljer som typen af Inges morgente (jeg tager normalt kaffe), men her på denne 2. morgen på hotellet havde hun held med en urtete, der i smag og (for mig også) i sin særligt smukke farve som brygget drik gav en sympatisk start på dagen.

Udenfor herskede det vi i sin tid kaldte “Bremervejr”, hvor det var gråt, men ikke regnede og alligevel gjorde det 

Medens jeg pakkede bilen og ordnede “det praktiske”, gik Inge sin morgentur i byen. At vi næsten ikke kunne forlade byen uden et friskt billede af Bremens måske mest berømte indbyggere, var hende helt klart. Dog var det svært, for der var mange turister, som alle skulle fotograferes, medens de rørte æslets ben eller snude (derfor er de så lyse). Det skulle opfylde et ønske – angiveligt 

Schon um 1938 gab es in Bremen im Hinblick auf den sich entwickelnden Städtetourismus Überlegungen, eine Art Denkmal für die Bremer Stadtmusikanten zu errichten, doch erst 1951 gab ein Besuch von Gerhard Marcks, einem der bedeutendsten deutschen Bildhauer seiner Generation, den Anlass zu einer Realisierung. Das vom Verkehrsverein betriebene Auftragsprojekt und die für ein Jahr probeweise geplante Aufstellung der Gruppe (30. September 1953) vor der linken Stirnseite des Bremer Rathauses war von einer regen und anhaltenden öffentlichen Kontroverse um Kosten und fehlende Berücksichtigung Bremer Künstler begleitet. Manchem Bremer war zunächst die Gruppe nicht bewegt und „lustig“ genug. Doch gerade seine Zeichenhaftigkeit, seine formale Strenge und zurückhaltende Stilisierung, also das Nichtanekdotische, hat sicher dazu beigetragen, dass die deutlich unterlebensgroße Bronzeplastik neben dem Bremer Roland zum heimlichen Wahrzeichen Bremens wurde und für Touristen zum obligatorischen Besichtigungsprogramm gehört. Gern wird den Besuchern dabei erzählt, wenn man die Vorderbeine des Esels anfasse, gehe ein Wunsch in Erfüllung.

Derfra gik hun hen forbi Dom’en og ind i Sandstrasse, hvor hun stødte på Haus der Wissenschaft, som hun aldrig før havde bemærket – og jeg må i skrivende stund vedkende, at det havde jeg heller aldrig.

…og så havde huset et par tavler med opbyggelige citater 
Jeg antager at det drejer sig om denne herre, som jeg aldrig havde hørt om:

Johann Caspar Lavater, auch Johann Kaspar Lavater (* 15. November 1741 in Zürich; † 2. Januar 1801 ebenda), war ein reformierter Pfarrer, Philosoph und Schriftsteller aus der Schweiz in der Zeit der Aufklärung sowie ein Hauptvertreter der Physiognomik…

…Nachdem Lavater als Prediger an die St. Ansgariuskirche in Bremen berufen wurde, unternahm er 1786 eine Reise dorthin. Obwohl er die Stelle abgewiesen hatte und weiterhin in Zürich als Pfarrer tätig blieb, wurde er auf der Reise und in Bremen mit Begeisterung empfangen. Auf Einladung des Ministers Bernstorff unternahm er 1793 eine Reise nach Kopenhagen…

Fra Sandstrasse fortsatte hun ind i den smalle gyde “Glockengang”, hvor hun  bemærkede dette lystige murmaleri. Jeg tror, at jeg aldrig har været i denne smalle gyde. Jeg bliver så klog af at skrive rejseblog 

Inges opmærksomme øjne bemærkede også en plade i brolægningen, der minder om at her er plantet et forædlet kugleformet asketræ (Kugelesche) til minde om 500 året for Reformationen.

Die Kugelesche ist eine sehr langsam wachsende Kugelform, die durch Veredlung auf einem Stamm der einheimischen Esche vermehrt wird. Die Blätter sind sehr ähnlich der einheimischen Esche aber etwas kleiner.
Diese Art kann auch auf frischen und feuchte Böden gepflanzt werden und viel Wind vertragen. Kugelbäume finden vor allem Verwendung im Eingangsbereich von Häusern oder kleinen Gärten und Innenhöfen.

Og har har vi så det forædlede kugleformede asketræ! Det står på Domsheide ved koncerthuset “Die Glocke”.

Hun vendte sig om og gik hen for at fotografere der Bremer Roland, før hun returnerede til hotellet. Med denne gennemgang af Inges lille billedserie kom jeg, in absentia, med på en lille turisttur i ukendte gader og stræder 

Vi forlod hotellet ved 9:30-tiden og kørte sydpå…

…til Porta Westfalica, hvor vi havde et møde med Kejser Wilhelm I.

Das Kaiser-Wilhelm-Denkmal an der Porta Westfalica ist ein Kaiser-Wilhelm-Denkmal, das oberhalb des Weserdurchbruchs Porta Westfalica, des „Tors nach Westfalen“, auf dem Gebiet der Stadt Porta Westfalica im nordrhein-westfälischen Kreis Minden-Lübbecke steht. Es wurde durch die damalige preußische Provinz Westfalen von 1892 bis 1896[1] errichtet und entstand vor dem Hintergrund der nationalen Ideen im Deutschen Kaiserreich. Das insgesamt rund 88 m[1] hohe Denkmal reiht sich ein in die Reihe der deutschen Nationaldenkmale.

Der var naturligvis en panoramisk udsigt deroppefra, men den var præget af et større ombygningsprojekt, som jeg ikke havde bemærket, da jeg checkede stedet på nettet inden rejsen. Jeg havde mest bemærket, at der var café oppe ved statuen, men netop publikumsfaciliteter som café, toiletter, etc. var én stor byggeplads! Det var lidt skuffende, for jeg havde planlagt, at netop her ville det være perfekt at holde kaffepause – ca. midtvejs til dagens rejsemål og med fantastisk udsigt. Ja, og hvor jeg ville kunne benytte et ordentligt toilet – nu måtte jeg stå som en akrobat på en stejl skrænt i skoven nede ved P-pladsen 

En stor forklarende plakat ved P-pladen viste visionen for ombygningen…

… så næste gang vi kommer forbi, skulle vi kunne holde kaffepausen i  monumentets nyindrettede fundament 

15 km længere nede ad Autobahn A2 var der en afviser til byen Bad Salzuflen. “Bad” indikerede en kurby og dermed chancen for et Konditori eller Café, så der drejede vi fra motorvejen…

…og vi kom frem til Park Café. Ikke den lige vej, for jeg fortolkede P-skiltene på en måde, så vi godt nok kom til at holde i nærheden af den indre by, men næsten så langt fra Kurparken som vi kunne – og forespørgslerne mht. en god café førte os på en omvej, inden vi endte her  Stedet får 4.8 ud af 5.0 på Google, så den ældre dame, som viste os vej og fortalte at dette var hendes foretrukne café, var altså helt på linie med mange andre.

Besøgende omtaler vafler som en af husets specialiteter. Det vidste vi dog ikke på forhånd, men vi bestilte netop det, og det var fint som en snack omkring 13:30. Vaflerne  markedsførtes på menukortet som “Dänische Butter-Sahne-Waffel” og vores version var “…mit Kirschen”. Mit gæt er, at det hedder dansk waffel fordi den er rød hvid, men det er rent gætværk.

Lige overfor Park-Café stod (rød pil peger på den) de store såkaldte “Gradierwerke”(de aflange strukturer diagonalt over  midten og øverst til højre), der skaber god luft – som ved havet – i byen og giver den status af Luftkurort .

Som værkets hjemmeside skriver:

Hier können Sie frische Luft atmen, so viel Sie wollen: Ein Bummel entlang der Bad Salzufler Gradierwerke ist so gesund, wie ein Spaziergang am Meer.

Over 600.000 liter saltvand risler ned over disse høje “vægge” af slåenkviste og forstøver  undervejs til den fineste tåge og skaber derved et klima, som man ellers kun finder nær havet, og…

Dieser Solenebel gelangt mit einer Fülle von vitalisierenden Mikro-Partikeln in die Atemwege, das stimuliert die Durchblutung der Lunge und den Sauerstofftransport ins Blut auf ganz natürliche Weise.
Die gradierte und gereinigte Sole ist zugleich das wichtigste Kurmittel im Inhalatorium des Staatsbad Vitalzentrum. Hier wird die Sole in unterschiedlichsten Zerstäubungen zur Behandlung von Atemwegserkrankungen eingesetzt.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor netop slåenkviste. Så jeg må gætte på, at det skyldes kvistenes mange lange torne, som saltvandet kan dryppe fra. Disse “mure” af slåenkviste skal skiftes hvert 10-12. år, har jeg læst mig til, fordi de forkalker i tidens løb, og – gætter jeg – så er spidserne efter så lang tid blevet for runde til at lave små dråber.

Den opmærksomme Inge bemærkede denne Toilet-Smiley   i Park-Café’s vindue, og vi kan kun bekræfte, at etablissementet fortjente dette kvalitetstegn. Vi fandt tilbage til bilen og fortsatte rejsen.

…som endte her i Frankenberg (an der Eder) ved hotellet, der…

…stod på Marktplatz lige ved siden af det gamle rådhus.

Das 10-türmige Rathaus. Erbaut 1509 zwischen Ober- und Untermarkt. Es ist bereits das dritte Rathaus der Stadt. Der erste Bau wurde 1421 abgerissen, um den Vorgänger des heutigen Gebäudes zu errichten. Er verfügte bereits über die markanten zehn Türme, welche die zehn damals ortsansässigen Zünfte repräsentieren, fiel jedoch ebenfalls dem großen Brand von 1476 zum Opfer.

Turistmæssigt var vi i det absolut turistmæssige centrum af Frankenberg At vi var her nu, skyldes at jeg i nogle år har haft et godt øje til dette hotel, bla. fordi det har opnået god kritik på nettet og fordi det er i et område, hvor jeg hidtil har haft svært ved at finde hoteller, der er interessante for os. Nu skulle vi så prøve det.

Vi havde været 5:30 timer undervejs og tilbagelagt 282 km. Den blå pil markerer Kaiser Wilhelm Denkmal og den røde Bad Salzulfen.

På højdekurven ser vi tydeligt, hvordan vi er kommet fra det flade Niedersachsen til det relativt bjergrige Hessen.

Vi checkede ind i et tilfredsstillende værelse (dvs. i overensstemmelse med min forudgående telefoniske korrespondance med hotellet)…

…Nr. 203 på 2. etage, hvor der som på alle bedre hoteller…

…lå en Begrüssung til os. Denne gang fra værtinden.

Da klokken endnu ikke var 5 i Frankenberg og fordi vi havde siddet længe i bilen, gik vi en tur.

Ved kirken bemærkede Inge dette trækors, der så ud som om det tjente et dobbelt formål; nemlig det oprindelige og som støtte til en opløben solsikke 

500-året for Reformationen markeres på utallige måder. Dette kunne minde om en dørmåtte; men måden, det sirligt er indrammet, siger at vi nok ikke har noget til skopleje her  Mon det er en rya-tæppe-lignende sag, der lokalt er fremstillet til udsmykning i kirken? Det lå ialtfald foran alteret og jeg tror ikke at hr. pastor bruger det som dørmåtte.

Det for mig mest interessante i kirken var en række informations-plancher med relation til Reformationen og de 500 år, der er gået siden. Jeg stod dermed lidt i modsætning til en mandlig deltager i en hollandsk rejsegruppe. Han arbejdede intensivt med blyant i en skitsebog og lod til at finde motiver overalt at tage med hjem. Jeg havde endda ikke min notesbog med 

Vi forlod die Liebfrauenkirche og gik ned i byen ad den imponerende brede gade Obermarkt. Den blev nok bredt anlagt i sin tid for at der kunne være marked her i parallel til det på Untermarkt, hvor vores bil er parkeret. Her i gaden er der stadig gamle huse, men moderne bygninger har holdt deres indtog. Bortset fra 2 bombardementer af jernbaneområdet i foråret 1945 blev byen i det store og hele forskånet for ødelæggelser.
“Obwohl in Frankenberg weiße Fahnen an den Häusern hingen und die Stadt widerstandslos übergeben worden war, feuerte in der Neustädter Straße ein SS-Mann doch noch eine Panzerfaust ab und wurde sofort erschossen.”

17:45 blev klokken 5 for os. I mit tilfælde i form af en König Pilsener. Inge valgte fra de åbne vine. Blev det til et glas 2016 “Cuvée Sommergewitter”  fra Franken?

Nu kan det give indtryk af, at jeg er i sprit, men der er ca. 2 timer mellem den forsinkede klokken 5 König-Pilsener og denne Stauder Pilsener, jeg fik serveret til aftensmaden…

…som for mit vedkommende var en meget velsmagende  og velsimreret Ragout vom heimischen Hirsch mit Rosenkohl und Kürbisspätzle.

…og hvad fik Inge? Det ser vist ud som en risotto med waldpilzen….

Natten faldt på heroppe i ca. 300 meters højde, hvor der ser ganske hyggeligt ud. Som taget ud af en turistbrochure! Lysene i vinduerne oppe på 2. etage er hos os 

Vi gik ind i baren for at få en apéritif, og her var rart fredeligt i forhold til, da det hollandske rejseselskab propfyldte lokalet i eftermiddags. Vi udsøgte os et hjørne med hønsepinde og højt bord og satte os der. Jeg med en Obstbrand fra regionen, Inge med et glas hvidvin fra Franken eller Nahe.

Enten må jeg ligge på gulvet eller også kørte Inge op alene. Det sidste har nok været tilfældet og så er spørgsmålet: Hvad lavede jeg i stedet for at køre med op? Et gæt kunne være, at jeg vendte tilbage til baren efter “solide glas” til vand på sengebordet – glas med stilk vælter nemlig nemt i nattens løb. Hvis jeg nu havde fotograferet mig selv på vej op, så kunne jeg måske huske det. Det der undrer mig mest er, at Inge ikke tog trapperne. Det gør hun ellers altid!

07:20 var jeg lige ude for at fornemme vejret – der var Frühnebel heroppe i højderne. I stueetagen i bindingsværket overfor er der ifølge…

…nøglekortets punkt (7) das Sonnenland. Nej, det er ikke et solarium, men hotellets butik, hvor der sælges “…Weinen aus aller Welt, zart schmelzende Schokolade, aromatische Gewürze und vieles mehr” 

Inde igen, ved morgenbordet kunne jeg læse hotellets “dagblad” for i dag, torsdag, og herved få en idé om hvilket vejr vi ville køre fra, hvad køkkenet gerne ville tilberede os her til morgen, samt et citat af Albert Schweizer: “Erfolg ist nicht der Schlüssel zum Glück. Glück ist der Schüssel zum Erfolg. Wenn du liebst, was du tust, wirst du erfolgreich sein”.

Den lokale avis beskæftigede sig – over folden – hovedsageligt med den store tilbagegang i friluftbadenes kundetilstrømning i sommerens løb. Hovedårsagen er det dårlige vejr, der har plaget folk denne sommer. Dog kan Frankenbergerne ved læsningen glæde sig over, at netop deres friluftsbad var blandt dem med mindst tilbagegang i antal besøgende 

I aftes sad vi ved bordet forrest til venstre i billedet. Her til morgen ved det bord, jeg havde udset mig til os, men det var reserveret da. Herfra er der blik ind i nabolokalet og helt ind i rummet med morgenmadsbuffetten. Ganske hyggeligt sted og jeg fik i løbet af måltidet et bevis på, at hotellet var relativt godt belagt, for adskillige mappedyr af begge køn, samt turistrejsende som os indfandt sig lidt efter lidt. I aftes var der ikke lys i mange vinduer, da jeg gik en runde inden sengetid.

På hotellet var de generelt ikke så gode til at arrangere billeder på væggene – de kunne godt have brugt Inge som konsulent flere steder. Her har de samlet to billeder af etablissementet og den historiske nabobygning, det 10-tårnede Rathaus. Mon det har givet et par måltider til malerne, eller er de købt i en genbrugsbutik?

Medens jeg pakkede bilen og ordnede formaliteterne (og ved betalingen modtog et glas fedt med fedtegrever i) gik Inge sin morgentur. Hun gik op til die Liebfrauenkirch, det højeste punkt i byen, så det er ikke underligt, at tårnet er diset. Det er simpelt hen ein Wolkenkratzer her til morgen 

Oppe på Burgberg stod denne forvitrede mindesøjle fra 1798, som borgere i Frankenberg havde rejst som tak til og minde for en Oberst Todenwarth, der havde været en hovedkraft i omlægningen af borgruinen heroppe til det flade plateau og park, det nu er.

På den hvide tavle på siden af stenhuset nævnes obersten igen fordi han lod borgruinen jævne med jorden og skabte dette plateau. 101 år senere anlagdes denne “højvandsbeholder” som led i vandforsyningen.

Hun kom forbi dette farveorgie. Blomsterne minder mig om dem af papir, som vi skød af et stykke makaroni i skydeteltene i min barndoms Børnehjælpsdage 

…og forbi et mindesmærke for byens mænd døde i den fransk/tyske krig 1870/71. Det er svært at se, men der er ret mange navne på tavlen.

Jeg slutter foto-turen med Inge ved at vise denne vinduesdekoration. Det er en, der er klar i spyttet vedr. sin positivde holdning til indvandring af flygtninge. The Incredible Hulk er lige så grøn nu om dage, som han var da Roland var lille dreng i Toronto 

Omtrent halvvejs mod vores næste rejsemål havde vi en planlagt pause ved Maria Laach. Nogle gange tidligere var vi kørt forbi – eller relativt tæt forbi – stedet uden at besøge klosterkirken; men nu skulle det være. Og vejret var aldeles strålende for sådan en septemberdag. Wikipedia skriver bla:

Die Abtei Maria Laach ist eine hochmittelalterliche Klosteranlage. Sie ist an der Südwestseite des Laacher Sees gelegen, vier Kilometer nördlich von Mendig in der Eifel, und gehört zu der Ortsgemeinde Glees. Sie wurde als Abbatia ad Lacum, lat. für „Abtei am See“, später auch Abbatia Lacensis „Die zum See/Laach gehörende Abtei“ zwischen 1093 und 1216 als Stiftung Heinrichs II. von Laach und seiner Frau Adelheid erbaut. Ihren heutigen Namen erhielt sie im Jahre 1863. Die Abtei gehört zur Beuroner Kongregation des Benediktinerordens.

Die sechstürmige Klosterkirche, das Laacher Münster, ist eine gewölbte Pfeilerbasilika mit prachtvollem Westeingang, dem sogenannten Paradies (in dieser Art einzigartig nördlich der Alpen) und dem 1859 restaurierten Kreuzgang aus dem Anfang des 13. Jahrhunderts. Sie gilt als eines der schönsten Denkmäler der  romanischen Baukunst aus der Salierzeit in Deutschland. 1926 verlieh Papst Pius XI. der Kirche den Ehrentitel einer „Basilica minor“.

Om det lille atrium, vi gik forbi på vej ind i kirken, skriver dens hjemmeside:

Der Kirche vorgelagert ist das Paradies, ein fast quadratisches Atrium aus dem 13. Jahrhundert, aus drei Flügeln mit offenen Arkaden. Es ist das einzige erhaltene Atrium-Paradies nördlich der Alpen. In der Mitte des Innenhofes befindet sich ein kleiner Garten und der 1928 von Br. Radbod Commandeur geschaffene sprudelnde Löwenbrunnen.

Kirkens indre med højalteret henne for enden, om hvilket kirkens hjemmeside skriver…

Beim Eintreten durch das Westportal fällt der Blick auf den östlichen Chorraum, in dem sich noch heute die Mönche zum Gebet und Gottesdienst versammeln. Unterhalb des großen Mosaikbildes des Pantokrator-Christus, ein Werk der Beuroner Kunstschule, in der Ostapsis befindet sich als Hochaltar ein Ziboriumsaltar, ein auf Säulen gestützter Baldachin aus dem Jahre 1256. Der Altartisch dient der täglichen Feier der Eucharistie.

Pantokrator bedeutet All- oder Weltenherrscher. 

In der Westapsis ist das Pfalzgrafen-Hochgrab aus der zweiten Hälfte des 13. Jahrhunderts. Hier ruhen in einem Steinsarkophag mit holzgeschnitztem Deckel die sterblichen Reste des Stifters Pfalzgraf Heinrich II.

Denne sarkofag syntes jeg godt om. Der var noget mere  folkeligt appellerende og “levende” over dette mindesmærke, end det normalt er tilfældet med billeder og figurer hugget i sten – jeg viser hermed min “folkelighed” 

Der Kryptaraum ist durch die erstmalige Feier der Gemeinschaftsmesse in Deutschland in die Geschichte der Liturgischen Erneuerung eingegangen.
Von der Muttergotteskapelle aus steigt man zur Krypta hinab, dem ältesten Teil der Basilika. Sie wurde unter Pfalzgraf Heinrich begonnen und zum Teil fertiggestellt. Die hohen Basen an den Kalksteinsäulen und die klaren Würfelkapitelle erinnern an die Speyerer Domkrypta.

Vi besøgte klosterets cafeteria og fik der igen bekræftet, at vores appetit ikke er på højde med etablissementets målgruppe. Inge fik  frisklavet Käsebrot med nok til 2 personer, og…

…jeg Schinkenbrot, som jeg lige kunne klemme ned. Måske ville alt være anderldes, hvis vi var cyklet hertil 

14:15 krydsede vi grænsen til Luxembourg. Køreturen gik relativt problemløst, indtil der var 2 km tilbage før vi nåede destinationen! Luxembourg får installeret nye sporvognslinier og med de indskrænkninger det arbejde medførte på infrastrukturen for biltransport, var det som om biler og busser kørte i lim.

Hotellet lå på pladsen af samme navn: Place d’Armes og det kunne man ikke køre til ved at følge sin bilnavigator. En email havde i god tid informeret os om, hvordan vi dog skulle komme frem. Formelen var: Kør ad Avenue Marie-Therèse til De kommer til Rue Philippe II (billedet) og kør ind ad den – selv om det er gågade – og 3 blokke længere fremme drejer De til højre ad Rue Genistre. Så kommer De lige til hotellet på La Place d’Armes.
Det viste sig at holde stik.

Vi kom fint frem til Place d’Armes…

…hvor vi checkede ind på det lille hotel af samme navn. Som forventet tog hotellet sig af bilen – den kunne jo ikke holde ret længe på pladsen foran 

Klokken var lidt i 4, da de administrative og naturlige formaliteter var ordnet, og vi trådte ud af hotellet for at kigge på byen. Vi gik hen til Rue Philippe II (med den røde løber) og drejede til højre…

…forbi Chanel-butikken, hvor Inge bemærkede, at her havde vi nøjagtigt den model støvler, som Charlotte havde set sig varm på. Dette faktum kom til at spille en lille rolle senere i vores korrrespondance med Charlotte …

…og ind i en lille sidegade med små butikker. Vi ledte efter en Café, men fandt i stedet en 2-dames virksomhed ved navn “Rawdish” der laver grøntsags-smoothies og lignende. Alt det, som Charlotte drømmer om (nu jeg lige nævnede hende).

De havde, hvad vi kunne tænke os lige nu, så 5 minutter efter sad vi her i en tidligere skobutik og sugede Cold Pressed Juice i os. Min var en “Beetbanger-Detox” og mon Inges var en “Pocahontas-Immunity”? Hold kæft, hvor vi bliver checkede med dette nyerhvervede ordforråd 

Vi trængte sandelig også til denne styrkning. Dagens rejse havde varet knap 7 timer inklusive opholdet ved Maria Lach (den røde pil) og strakt sig over 353 km.

Maria Lach var nok det laveste punkt på højdekurven – troede jeg, indtil jeg læste, at vulkansøen Laacher See, som klosteret ligger ved, befinder sig i 275 m over havet! Jeg kiggede nærmere efter og kunne konstatere, at det laveste punkt indikerer, hvor vi krydsede Rhinen ved Koblenz. Nemt at tage fejl
På smoothie-baren sad vi i ca. 315 m højde…

Vi kom alligevel lidt rundt. Her krydser vi Place Guillaume II med retning mod rådhuset (tv) og katedralen Notre-Dame med de 2 tvillingetårne. Om pladsen skriver wikipedia:

The square was originally the site of a Franciscan monastery, hence the colloquial name. However, in 1797, during the French Revolutionary Wars, the monastery was dispossessed by occupying French soldiers. In 1804, the visiting Napoleon presented Place Guillaume II to the city as a gift. In 1829, plans were put in place to build a new town hall on the square, based upon the plans of Belgian architect Justin Remont. That same year, the deconstruction of the former monastery was completed, the material from which was used in the new building.

The town hall was completed in 1838, and first used by the city council, chaired by long-time Mayor François Scheffer. However, due to the ongoing Belgian Revolution, the official unveiling could not be held at the time. Instead, the town hall was officially unveiled on 15 July 1844 by Grand Duke William II, as was the statue in his likeness in Place Guillaume II.

Vi gik ind i katedralen, hvor mit første indtryk var, at her er god plads.

Die Kathedrale unserer lieben Frau von Luxemburg (luxemburgisch Kathedral Notre-Dame, französisch Cathédrale Notre-Dame de Luxembourg) ist ein römisch-katholisches Gotteshaus in der Stadt Luxemburg und Kathedralkirche des Erzbistums. Die Luxemburger bezeichnen das Gotteshaus auch als Mariendom.
Sie wurde an der heutigen Stelle als Jesuitenkirche errichtet, die Grundsteinlegung erfolgte 1613. 1794 nahm die Kirche das Gnadenbild der Stadt- und Landespatronin Trösterin der Betrübten auf und wurde Zentrum der Muttergottesoktave. Zuvor verehrte man die Marienfigur in der zerstörten, später wieder aufgebauten Glacis-Kapelle. Rund 50 Jahre nach der endgültigen Übertragung erhielt die Jesuitenkirche den Weihetitel Liebfrauenkirche. Im Jahr 1870 erhob sie Papst Pius IX. zur Kathedrale Unserer Lieben Frau. 1935 kam es zu Umbau- und Erweiterungsmaßnahmen.

Koret var forsynet med prægtige mosaikvinduer, der giver en flot baggrund til den lille gyldne figur på alteret.

Hovedpersonen her er damen i den gyldne brokade: Die Trösterin der Betrübten.

Das etwa 73 cm große Gnadenbild, aus Lindenholz geschnitzt, ist eine Marienstatue, die das Jesuskind auf dem linken Arm trägt. Der rechte Fuß zertritt den Kopf der Schlange, und zu ihren Füßen liegt der sichelförmige Mond. Die Statue stammt wahrscheinlich aus Montaigu in Belgien.

Se, jeg er i tvivl om dette er den berømte restaurerede lindetræsfigur af Maria med lille Jesus på armen, som er iklædt en gylden brokadekappe – eller om figuren står et helt andet sted i katedralen. Husker dog ikke at have set den, og har ikke noget billede af den “upåklædt”. Jeg ville gerne kunne løft en flig af kappen…

I katedralens underetage findes den storhertugelige krypt, som 2 store bronze-løver symbolsk passer godt på. Altså er vi lige nu i Luxembourgs Roskilde Domkirke 

Ude i det gode vejr gik vi den korte tur hen til Chemin de la Corniche for at kigge ned over slugten til bydelen Grund. Ude i baggrunden ses de moderne kontorbygninger i bydelen Kirchberg, hvor bankerne holder til.

Vi står i øjeblikket her. Receptionsdamen havde med sin grønne pen malet Chemin de la Corniche. Den var et absolut must, mente hun. Det mente jeg og adskillige – men dog ikke alt for mange – turister også, og sandsynligvis benyttede de et turistkort magen til vores. X’et med en cirkel om oppe i venstre hjørne viser hotellet (når receptionister skal forklare, hvor noget er, så starter de oftest med at sætte et kryds med en cirkel om og siger “Her er vi”. Klogt nok. Katedralen midt i kortet fik også en cirkel. Det samme fik elevatoren (lige under den røde pil) ned i slugten og udsigten fra Place de la Constitution (til venstre midt i kortet). Så der var nok at kigge på!

Lidt længere henne ad Corniche’n fik vi et godt blik ned på kirken St. Jean du Grund bag den store lyse klosterbygning Abbaye de Neumünster i højre side af billedet. Efter den franske revolution i 1796, som også spredte sig til Luxembourg blev klosteret opløst og straks benyttet som fængsel – en funktion stedet desværre har haft af og til siden:

In 1798, the French authorities installed a prison and a gendarmerie barracks in the former convent…

…In 1867, when the Prussian garrison left, the abbey was again converted into a prison. Since 1830, Luxembourg had been short of prison space because the convicts who from 1815 to 1830 had been held at Vilvoorde and Antwerp were returned to Luxembourg after the Belgian revolution. From 1869 to 1985, the men’s prison was housed on these premises. To give the prisoners something useful to do, the Tutesall – now the Robert Krieps Building – was built. Here the men were employed making paper bags and wicker chairs, binding books etc…

…Political prisoners arrested by the Gestapo between 1940 and 1944 were also held here before being transferred to Trier prison, Hinzert concentration camp or other destinations. For some – before they were deported to be executed – , a farewell wave or glance upwards to the Corniche of the old town was their last contact with relatives or friends who, from this vantage point, observed the comings and goings in the prison courtyard. Some 4,000 men and women passed through this prison during World War II, including members of the Luxembourg resistance, Italian anti-fascists and other opponents of the Nazi dictatorship…

I venstre side af billedet ses rester af Luxembourgs fæstningsværker, hvis tidligere betydning alle lader til at være enige om:

The Fortress of Luxembourg refers to the former fortifications of Luxembourg City, the capital of the Grand Duchy of Luxembourg, which were mostly dismantled in 1867. The fortress was of great strategic importance for the control of the Left Bank of the Rhine, the Low Countries, and the border area between France and Germany.

The fortifications were built gradually over nine centuries, from soon after the city’s foundation in the tenth century until 1867. By the end of the Renaissance, Luxembourg was already one of Europe’s strongest fortresses, but it was the period of great construction in the 17th and 18th centuries that gave it its fearsome reputation. Due to its strategic location, it became caught up in Europe-wide conflicts between the major powers such as the Habsburg–Valois Wars, the War of the Reunions or the French Revolutionary Wars, and underwent changes in ownership, sieges, and major alterations, as each new occupier—the Burgundians, French, Austrian and Spanish Hapsburgs, and Prussians—made their own improvements and additions.

Luxembourg took pride in the flattering historical epithet of the “Gibraltar of the North” as a result of its alleged impregnability. By 1443 it had only been taken by surprise by Phillip the Good. In 1795, the city, expecting imminent defeat and for fear of the following pillages and massacres, surrendered after a 7-month blockade and siege by the French, with most of its walls still unbreached. On this occasion, advocating to extend the revolutionary wars across the French borders, the French politician and engineer Lazare Carnot explained to the French House of Representatives, that in taking Luxembourg, France had deprived its enemies of “….the best fortress in Europe after Gibraltar, and the most dangerous for France”, which had put any French movement across the border at a risk. Thus, the surrender of Luxembourg made it possible for France to take control of the southern parts of the Low Countries and to annex them to her territory.

The city’s great significance for the frontier between the Second French Empire and the German Confederation led to the 1866 Luxembourg Crisis, almost resulting in a war between France and Prussia over possession of the German Confederation’s main western fortress. The 1867 Treaty of London required Luxembourg’s fortress to be torn down and for Luxembourg to be placed in perpetual neutrality, signalling the end of the city’s use as a military site. Since then, the remains of the fortifications have become a major tourist attraction for the city. In 1994, the fortress remains and the city’s old quarter were listed as a UNESCO World Heritage Site.

Men alt det vidste jeg ikke, da jeg stod deroppe på Chemin de la Corniche sammen med Inge 

Medens vi stod der og betragtede udsigten blev klokken 5, så vi søgte tilbage mod bymidten. Inge havde bemærket en stor dør og at en eller anden havde åbnet den og var forsvundet. Måske kunne vi gøre det samme – og det kunne vi. Vi kom ind i underetagen på bymuseet, tog elevatoren op til gadeniveau og kom ud her  Samtidig bemærkede vi, hvor flot det var blevet restaureret derinde, og noterede os, at her var det værd at komme igen.

Parlamentet var få skridt borte…

…og det samme var en vinbutik med smagemuligheder – også af røde og hvide fra Luxembourg  Jeg spurgte bestyreren om, hvorfor netop denne adresse var valgt til en seriøs vinbutik. Var det på grund af de mange jurister og politikere, der huserede i kvarteret. Det vidste han ikke rigtigt, men kunne sige, at ejeren mente, at det nok ville gå her, selv om gaden hed Rue de l’Eau 

En time senere var vi tilbage ved vores lille hotel på Place d’Armes (midt i billedet).

Vores lille hotel havde både Brasserie og Stjerne-restaurant, men vi var i underskud med pizzas, så vi gik hen på Brasserie de Cercle, hvis navn var inspireret af kulturcentret, det delte bygning med: Cercle de Cité. Vi var meget tilfredse.

Ved halv-9-tiden var vi tilbage på værelset – mætte og med en lille aftendrink i glasset. Værelset mindede mig lidt om en gammel lade, men jeg skulle nok sige: et gammelt loft 

Der var loft (i ordets egentlige betydning ) til kip og bad en suite (faktisk en kubus placeret i rummet).

…og her blev vi bragt ajour med TV-serien “Eastenders”  og kunne drikke godt øl til.

Bagefter måtte jeg et smut hen til Chanel-butikken. Og hvorfor det?

Jo, vi havde korresponderet med Charlotte og fortalt, at de støvler hun havde kastet sin kærlighed på, her i byen kunne erhverves for omkring 1400 Euro. Hun skulle i Paris betale 1850 Euro for dem. For nu at være sikker på, at vi ikke havde set forkert, smuttede jeg de 100 m hen ad gaden for at fotografere prisskiltet, der bekræftede de 1400 Euros. Vi blev ikke klar over hvorfor der var den prisforskel…..

Når jeg nu var henne i Rue Philippe II betragtede jeg nærmere det publikum, der var ude at shoppe i eksklusive butikker ved 21:30-tiden. De røde løbere var del af et aftenevent, hvor butikker inviterede på mousserende vin i glas med lang stilk. Om man skulle have et carton, for at komme ind, afprøvede jeg ikke  Jeg havde jo også min gode øl henne på hotellet….

Her ved siden af mig ligger avisen på bænken langs væggen i morgenmadsrestauranten og fortæller på afstand at catalanerne fordrer uafhængighed og at bevægelsens ledere bedyrer, at man vil holde ud indtil uafhængigheden er opnået. Bombastisk! Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er som om nutidens uafhængihedstilhængere fuldstændig har glemt Spaniens nyere historie – mere præcist den rædselsfulde borgerkrig i 1930’erne.

Efter en udmærket morgenmad var vi igen klar til at lege turister i byen. På Place d’Armes – et stenkast fra hotellet – står dette mindesmærke for 2 forfattere. Derfor har det et dobbeltnavn: Dick-Lenz Denkmal,

Edmond de la Fontaine (1823 – 1891), better known by his pen name of Dicks, was a Luxembourgian jurist, poet, and lyricist, known for his work in the Luxembourgish language. He is considered the national poet of Luxembourg,

Michel Lentz (1820 – 1893) was a Luxembourgish poet. He is best known for having written Ons Hémécht, the national anthem of Luxembourg.

Og herfra hen til Place de la Constitution…

…med Pont Adolphe i baggrunden. Et klassisk billede fra Luxembourg!

Det var ikke tilfældigt, at vi var netop her. Herfra starter CitySightseeing Luxembourg og den rundtur, der solgtes her, syntes vi kunne være interessant.

Vi købte billetter (små ørehøjttalere fulgte med) og satte os op i bussen, der holdt og ventede på nye passager. Vi fik plads på øverste dæk helt fremme foran – hvis vi lige glemmer sikkerheden, så var det nok de bedste pladser.

Plugged-in var vi nu rigtige turist-passagerer på rundtur. Her kører vi østpå ad Avenue John F. Kennedy, hvor vi i går på vej ind i byen – i modsat retning – holdt i én lang sammenhængende kø, der kun fodslæbende flyttede sig. Nu går det heldigvis strygende.

Her er vi oppe i forstaden Kirchberg, ved begyndelsen til Quartier Européen/Europaviertel, hvor flere europæiske institutioner har til huse – samt bankerne – og tilsammen er det en “tung” bydel:

Das Generalsekretariat des Europäischen Parlaments: es bereitet die parlamentarischen Arbeiten vor und ist auch Sitz des Übersetzungsdienstes.
Ein Teil der Generaldirektionen der Europäischen Kommission: hier erfolgt die Koordinierung und Ausführung der gemeinschaftlichen Politik.
Der Europäische Gerichtshof: er wacht über die Einhaltung des Gemeinschaftsrechts in den Mitgliedstaaten.
Der Europäische Rechnungshof: er prüft alle Einnahmen und Ausgaben des europäischen Haushalts.
Die Europäische Investitionsbank: sie unterstützt die ausgewogene Entwicklung der Staatengemeinschaft durch die Finanzierung wichtiger Projekte unter Einhaltung der strengen Regeln des Bankenmanagements.
Der Rat der Europäischen Union: er bestimmt die gemeinschaftliche Politik und tagt in Luxemburg in den Monaten April, Juni und Oktober.
Das Übersetzungszentrum für die Einrichtungen der Europäischen Union (CdT) für Übersetzungsarbeiten für die dezentralen Organe und Institutionen der Gemeinschaft.
Die Euratom-Versorgungsagentur zur Versorgung der Union mit spaltbaren Material etwa für die atomare Stromerzeugung.
Das Max Planck Institute Luxemburg for International, European and Regulatory Procedural Law.

Et af dem har jeg haft kontakt med i mit “aktive arbejdsliv” – Der Europäische Rechnungshof, som vi altid omtalte med dens franske betegnele: Court de Comptes 

Der var blå EU-flag overalt – så jeg var tilfældigvis farvemæssigt korrekt påklædt til denne del af turen 

Det var meget interessant at se, hvor tidligere forhandlings- og samtalepartnere har til huse. Og her på Avenue Konrad Adenauer med EU Kommissionens store komplex kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange byggekontrakter der er landet i denne bydel og hvor meget disse institutioner betyder for byen Luxembourg. Det må blandt andet betyde flere hundrede tusinde hotelovernatninger hvert år 

Fra Kirchberg-plateauet kørte vi vest om bymidten til bydelen Gare…

…som hovedbanegården har givet navn til. Her vendte vi…

…og kørte tilbage over den nyligt renoverede Viaduc til…

…Place de la Constitution. Vores rundtur var slut. Det var et godt valg at få et indtryk af byen på denne meget afslappende måde.

Vi havde tilbagelagt godt 20 km med en gennemsnitshastighed på 10 km/t…

… op og ned. Højdekurven vil jeg dog tage et vist forbehold med, for de 3 spidse dyk kan jeg ikke få til at passe, så måske har vi oplevet storbyforstyrrelse af signalet (hvis Inges løbeur da ikke bruger barometrisk højdemåler ).

Godt en halv time senere befandt vi os i den katolske kirke St. Alphonse i Rue Beaumont. Ca. midtvejs var hotellet med dets upåklagelige komfort for afvikling af naturlige behov og trods dette midtvejsophold tog det ikke mere end ca. en halv time fra rundtursbussen til kirken. Det viser, hvor overkommelig den centrale del af Luxembourg by er 

Kirken blev i begyndelsen af 1950’erne det religiøse samlingssted for expats, der i stigende grad kom til byen med begyndelsen af indledende aktiviteter forud for EU og den tiltagende gruppe af banker. I årenes løb udskiltes brugerne i flere kirker og nu virker kirken kun som samlingssted for de engelsk-talende katolikker, der kommer fra flere end 50 forskellige lande.

Over det meget enkle alter hang en usædvanlig “himmel”, der næsten lignede en rekvisit fra Star Wars – en kæmpeklo der er på vej ned for med knusende kraft at lukke sig om alteret med billedet af Maria med Barnet.

Kirken skriver på sin hjemmeside, at menigheden er relativt ung og muligvis årsagen til at børnevenligheden understreges kraftigt her, hvor der tændes lys – rent gætværk 

Ude i den mere verdslige verden gjorde flere butikker os med en gaveidé-inspirrerende plakat opmærksomme på, at den 1. oktober var Fars Dag. Ingen skruenøgler eller golfkøller – men det var også i en herreekviperingsbutik, at denne plakat hang. 

Middagskoncert på Place d’Armes. Jeg kunne godt lide saxofonen, men det kan jeg som regel.

På den lille  opslagstavle til venstre for damen med den røde jakke bemærkede jeg et navn for dem, der spillede netop nu: Laurent Gauthier – og det fik mig til at kigge nærmere på de medvirkende. Jeg har i flere år haft en fransk kollega med netop det navn, men ingen ansigter var velkendte. Der er, som min far sagde, andre røde køer end præstens 

Nu kunne vi ikke alene leve på de åndelige indtryk og forlod musikken for at finde et sted at spise. Undervejs bemærkde vi denne mand, som lavede og solgte små figurer i valnøddeskaller.

De var meget finurlige og at nogen har netop dette som sit levebrød ville jeg aldrig have kunnet gætte 

Spisestedet blev Oberweis i Grand-Rue…

…der leverede en Bouchee à la Reine til mig og en Poelee de legumes de saison til Inge. Begge retter meget velsmagene.

Da jeg fik regningen blev mine øjne en lille smule større – Momsen var kun på 3 (tre) % !!!
Det kalder jeg differentieret moms 

Ikke langt fra Oberweis er Place du Théatre, hvor til min store overraskelse denne herlige gruppe danser og laver narrestreger. De minder meget om die Moriskentänzern, der snittes i Grödnertal i Sydtirol.

Vi kom ind i Rue Sigefroi, der ledte os hen forbi kirken Église Saint-Michel, en blomsterrig katolsk kirke viste det sig, da vi kom indenfor.

Die Michaelskirche ist das älteste erhaltene sakrale Bauwerk in Luxemburg (Stadt). Im Jahre 987 stand an der Stelle der heutigen Michaelskirche die Burgkapelle der
Luxemburger Grafen. Im Lauf der Jahrhunderte wurde die Kirche mehrmals zerstört, jedoch immer wieder aufgebaut, verändert und erweitert.
Ihr heutiges Aussehen erhielt die Kirche im Jahre 1688. Aufgrund der bewegten Geschichte vereint das in den 1960er und 1980er Jahren restaurierte Bauwerk heute Elemente romanischer, gotischer und barocker Architektur.

En lille mur af blomster lagt på et bord med hvid dug gav liv til det ellers noget “forstenede” interiør.

På vej ud bemærkede jeg dette vindue, som jeg efterfølgende ikke har kunnet finde information om; men det er jo heller ikke vigtigt – jeg har haft min æstetiske oplevelse foran det 

Vi kom ud på Le Chemin de la Corniche lige over for kirken St. Jean du Grund og Neumünster klosteret, der i dag er mødested og kulturelt center.

Le Chemin de Corniche er virkelig en interessant “terrasse” at gå på, for der er så meget at opdage for en førstegangsbesøgende som mig.

Og så kom vi til opgangen til Bymuseets underetage-bagindgang, som vi havde udforsket i går.

Vi ville på museumsbesøg!

Vi kørte op med den store stilfulde 0-personers elevator, så vi på ordentlig måde kunne få adgang til museet…

Efter billetkøbet spurgte vi om der var en anbefalet rute at følge i museet. Det var der – man starter i underste etage 

Der var fine modeller af byen fra gamle dage…

…og til dagens Luxembourg City. Jeg spekulerede på, om 3D-data fra satellitbilleder var anvendt på denne store model. Det ville være smart at kunne benytte dem, så hvert hus ikke møjsommeligt måtte fremstilles i korrekt skala og figur.

Denne installation kunne jeg også godt lide: Byens kirker.

Luxembourg har haft mange forskellige soldater fra forskellige stater inde over bygrænsen og især dens bemanding af fæstningen med preussiske soldater en overgang er for mig endnu lidt af en gåde. I museet her var der på en “bro” foran en kulisse med fæstningsbyen opstillet en bred vifte af soldater, der repræsenterede denne forskelligartethed i tidens løb.
Her viser jeg bare et udsnit.

Ude igen under den blå himmel gik vi forbi Storhertugens Palads på vej til et sted, hvor vi kunne få kaffe og kage 

Vi fandt ingen velegnede kandidater før vi igen stod foran Oberweis – så der gik vi ind, ihukommende deres lækkert udseende kager.

…og det blev til kaffe med 2 stk. velsmagende Symfonie Infini – med 3% moms 

Det gav ny energi og vi fortsatte med at lege turister til længe efter, at klokken var blevet 5 her i byen. Og vi var gode turister, for vi købte denne souvenir til magnettavlen derhjemme 

Da vi fandt ud af, hvor sent vi var på den, satte vi os på Place d’Armes i den modsatte side af vores lille hotel. Vi kunne så sidde og kigge på folk og det, men det er så lille, at det ikke var til at få øje på, skjult af træer og folk 

Aftensmadsmæssigt svingede vores fantasi sig ikke op over pizza-niveauet. Vi må virkelig have været i minus med hensyn til gode pizzaer. Samme sted som i går, samme pizza til Inge, Napoli til mig og en Leffe 

Efter aftensmaden slentrede vi ud på pladsen, hvor dagens musikprogram stadig kørte på fuldt tryk.

Lige nu var de musicerende Musikverein “Lyra” fra Welschbillig i Tyskland, en lille by på 2.500 indbyggere en lille times kørsel mod nordøst og mindre end 10 km på den anden side af grænsen. De var meget engagerede og det var nok lidt af et event for dem.
Og med musikken i ørene trak vi os tilbage til hotellet, hvor der var roligt, for vi havde værelse til den modsatte side 

Inge introducerede mig til et par malerier, jeg ikke specielt havde lagt mærke til i går morges. En Monsieur og en Madame, som havde boet en etage højere i nabohuset, som nu er hotellets Michelinstjerne-restaurant, var blevet foreviget med pensel og oliefarver. Hvis nogen havde fortalt dem, at der her i stueetagen – 200 år senere – ville stå en dansk pensionist og kigge hen på lakserullerne, den friskpressede appelsinsaft, de sprøde croissanter… ville de nok have prikket sig på panden med pegefingeren og tænkt, at fortælleren var blevet forrykt.

Her på denne lørdag beskæftigede “Die Welt” sig med det triste ved at valgkampen istedet for at dreje sig om fremtiden, drejer sig om Mütterrente og PkW-Maut. At den endnu kan nå at blive spændende afhænger af Elend der Groko (Die Grosse Koalition) og den barnlige panik for det sølle AfD (Alternative für Deutschland).
Illustrationen er ellers fin med et maleri fra den dramatiske del af Rhinen. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der er svinget ved Lorelei-klippen 

Udenfor på Place d’Armes var dagens Brocante (loppemarked) ved at begynde. Der blev stadig hentet ting og sager frem fra kasser og varebiler.

Vi fik også købt os en Jesus på korset til samlingen derhjemme. Denne model var interessant for os, fordi det ved nærmere undersøgelse viste sig, at den med stor sandsynligvis er håndsnittet. Snitteren har også økonomiseret med træet, for armene er snittet separat.

I den anden ende af pladsen bemærkede vi en yngre mand, som sad på den nu forladte hvide taburet (han står til venstre for de 2 damer, der med ryggen til os kigger på hans sager). Hos ham købte vi…

…dette magnetiske stykke souvenir, som den unge mand havde tegnet og derefter fået overført til magnetplader. Nu kan vi så, her efter rejsen, gætte på, hvor på pladsen denne lygtepæl står  Den tanke faldt mig ikke ind, medens vi var i byen, men det er vel også underordnet. Han var en dygtig tegner og det var en god ide at få tegningerne omlavet til magneter, som det åbenbart er “in” for turister at købe med hjem til køleskabet…

Ca. 10 minutters gang fra hotellet i vestlig retning ad Ave. Emile Reuter findes Villa Vauban – et af Luxembourgs kunstmuseer.

The Villa Vauban is an art museum in Luxembourg City. Recently renovated and extended, it exhibits 18th- and 19th-century paintings acquired from private collections.

Built in 1873 as a private residence, the villa owes its name to a fort built on the same site by Sébastien Le Prestre de Vauban (1633–1707) as part of the city’s defences. An impressive section of the old fortress wall can be seen in the museum’s basement. The renovation work, completed in 2010, was planned by Philippe Schmit of the Luxembourg architectural firm Diane Heirent & Philippe Schmit. As a result of its innovative perforated copper cladding, the extension received the TECO Architecture Award in 2010. The museum is located in a park laid out by the French architect Édouard André (1840–1911), one of the leading landscape architects of his day.

Designed by city architect Jean-François Eydt, the residence was built by an Alsacian glove manufacturer, Gabriel Mayer, in a classical 19th-century style with a Neoclassical facade. It was located on a large plot which became available after the city’s fortifications were demolished, providing room not only for the residence and its stables but also for an extensive French-style garden. In 1874, it was acquired by steel manufacturer Charles Joseph de Gargan before it came into the hands of the industrialist Norbert Le Gallais in 1912. After acquiring the villa in 1949, the City of Luxembourg adapted it for rental by the ECSC Court Of Justice. In 1959, it was converted once again in order to house the art collections which are still exhibited there today. Grand Duke Jean and Grande Duchess Joséphine Charlotte lived there from 1991 to 1995 while renovation work was being carried out at the Palace.

Ja, det var dengang folk gik med handsker….

Interessant for os var en udstilling af en af fotografiets helt store personligheder, Edward Steichen. Hvorfor netop ham? Jo, han var født i Luxembourg og udvandrede som dreng med sine forældre til USA.

Ever since 1980, the collection of the Photothèque de la Ville de Luxembourg has housed 44 photographs by Edward Steichen (1879-1973), including 9 original prints. This collection will be featured in the exhibition, alongside a selection of paintings and sculptures by Luxembourg artists who were contemporaries of the renowned American photographer, from the end of the 19th century to the 1940s. The similarities of these works in terms of subject and composition underline the multifaceted relationships between Steichen’s photographic art and the art of painting.

Det første billede i udstillingen, som også er dens ældste, fra 1898, viser den 19-årige Steichen. Bemærk de lodrette linier på fotografiet og væggen. De var ikke synlige med det blotte øje, men kameraer fanger dem. Nem måde at gøre fotografier taget af udstillingsgæster ubrugelige i kommercielt henseende.

The collection features a broad range of Steichen’s work. The oldest photograph, dated 1898, is a self-portrait of Steichen at the age of 19, while the most recent, dated 1959, is a portrait of his third wife, Joanna. Other subjects include portraits of famous people, landscapes, still lifes, sculptural and architectural depictions, advertising, war documentation and nudes. The majority of the images date from Steichen’s most prolific and significant creative period, from the end of the 19th century to the late 1920s.

Interiørbillede fra museet. På afstand ses de mørke lodrette striber ikke 

“1934, tirage au gelatino-bromure d’argent” står der på etiketten. I dette lokale kommer der vandrette linier i stedet for lodrette i det første lokale.

Mellem fotoudstillingen og den næste satte vi os i et hvilerum…

…hvor jeg adspredte mig med at lave et pano-billede af, hvad vi kiggede ud på.

Bemærk, hvor meget babyen til venstre ligner en helt ung Napoleon Bonaparte  Vi kigger på maleriet “En Moders Glæde” i udstillingen “The Course of Life”:

The exhibition showcases around 80 paintings, drawings and sculptures from different art periods. The works on display are part of Villa Vauban’s collection and depict the human life cycle from birth and childhood via adolescence and middle age up to old age and death.

Specially designed communication aids allow visitors of all ages to discover and appreciate the works of art (paintings by Adriaen van de Velde and Eugène Delacroix, among others) in an unusual and often playful way.

Her er rummet med malerier og rekvisitstativer.

“En Moders Glæde” lavet i 3D, så blinde også kan gå på museum. Det har jeg ikke oplevet før indendørs i et kunstmuseum. Udendørs, ja, med modeller i bronce af bygninger, f.eks. kirker. En vældig godt initiativ!

Particular emphasis is placed on people with disabilities, with all the stations designed so that everyone can use them.

Efter kulturoplevelsen i Villa Vauban gik vi diagonalt gennem byen til Cité Jucidiaire, hvor elevatoren ned til Grund findes. Den er inde i det lille hus med de mørke glasdøre.

Vi mente at kunne huske at Roland og hans gode venner var her på deres årlige drenge-rejse. De tog også turen ned med elevatoren 

Indenfor er der en lille informationstavle til adspredelse, medens man venter på, at elevatoren kommer op.

Og her vises, at elevatoren ved siden af går 4 etager ned i et P-hus. Vi selv skulle på det nærmeste ned i en mineskakt 

Den røde pil viser, hvor vi kom ud. Der var et vist leben hernede af, hvad jeg antog var turister allesammen 

Et spektakulært vue fra broen over Alzette.
På vej til kirken henvendte en meget venlig person – med badge, der viste, at han var turistfører – sig til os og spurgte om vi havde behov for hjælp. Han havde set mig stå og studere kortet. Inge sagde straks “Ja” og han forklarede os vej til kirken med den sorte Madonna, så vi var klar over at det var en vigtig ting, vi skulle se. Han fortalte os yderligere, hvad han mente, at vi skulle se, når vi nu var i “Grund”. Taknemmelige hilsener sendes til ham…

Vi fulgte Rue Münster hen til St. Jean du Grund om hvilken den grønne Guide Michelin kortfattet skriver:

Until the French Revolution, this church was part of the Benedictine Abbey of Munster. The current edifice dates from 1705. Inside, notice the three retables in the choir stalls in Flemish Baroque style, a 16th-Century Way of the Cross in Limoges enamel, the 18th Century organ and the Gothic baptism fountains. In one of the chapels (to the left of the nave), a gracious Black Virgin and Child, sculpted in 1360, is greatly venerated.

…for at hilse på den sorte Madonna, som holder til i et…

…mindre sidealter. Sjældent at se en sort Madonna og turistføreren havde ret. Dette eksemplar lod til at have en ophøjet plads i kirken og hun var smukt udført.

Ellers kan man sige, at kirken er rig på barokt interiør.

Vi fulgte ruten udpeget af den flinke turistfører og kom nu til Neumünster, som jeg introducerede i går, da vi kiggede ned på det tidligere kloster oppe fra le Chemin de la Corniche. Michelin’s grønne rejsefører skriver:

Neumünster cultural centre puts on a series of concerts, meetings and exhibitions. These events offer an opportunity to enter a 17C abbey steeped in history, having served as a prison, a military barracks, an orphanage and a military hospital. Nowadays, the former prison workshop is the Robert Krieps Auditorium (a 300-seat theatre). Permanent exhibition of the work of Luxemburger artist Lucien Wercollier (1908-2002), who created the sculpture The Political Prisoner.

Skulpturen har vi dog ikke set. Måske står den indendøre et sted heromkring?

Vi ville gerne have holdt pause ved restauranten nederst til venstre i billedet, men alt var optaget, så vi gik videre ad den anbefalede rute…

…som ledte os op på kanten af plateau du Rham, hvorfra der var en rigtig udsigt over til byens centrum.

Lidt længere henne blev vi, hvis vi havde læst denne planche, gjort opmærksom på alt det gode byens beplantning gjorde for les luxembourgeois. Det behøvede vi ikke læse, for det vidste vi jo i forvejen 

Inden vi begyndte nedstigningen, fik vi dette flotte vue over til Cité Judiciaire (i højre side), hvor vi kørte ned med elevatoren. Midt i billedet kigger vi over på Plateau du Saint Ésprit og i venstre side kigger vi ind i Vallée de la Pétrusse. At byen engang var én stor fæstning anes helt klart herfra.

Vi fandt en passage ned i dalen og gik hen til elevatoren, der førte os op på niveau med den bydel, vi nu var vant til…

…og plads til eftermiddagskaffen fandt vi (igen) hos Oberweis i Grand Rue. Der var stopfuldt, men mirakuløst, bag denne røde ovale struktur (der dækker elevator og trappehus) var der et ledigt bord. Vi havde ikke fundet noget undervejs, så vi var glade for at vi havde lært dette sted at kende, selv om vi i går var blevet overmætte…

Vores bestilling kræver nok ingen introduktion. Det helt rigtige i en lidt lummer atmosfære – og med energi nok til næste hurdle, hvad det så måtte være…

Den viste sig at være et besøg i en herreekviperingsbutik på Grand Rue! Jeg står her og betaler for 2 x 2 amerikanske underbukser størrelse M – ikke et ord 

Vi må have været i andre butikker, for igen i dag blev klokken laaangt over 5, ja næsten 6, før vi satte os ud under parasollerne på Place d’Armes. Jeg blev introduceret til en ny øl, der skummede flot, så det er som at være på seriøs studietur.

Vi havde i dagens løb gået godt 10 km og stået meget på museum, samt…

….gået op og ned – ja, det meste var med elevator, men alligevel havde vi fortjent dette hvil inden aftensmad, der (igen, igen) blev til pizzaer samme sted som de foregående aftener.

Fra vores pizza-resto-bord havde vi bemærket, at folk ankom til en eller anden festivitas i Palais Municipal – efter dekorationen her gætter vi på, at der er tale om et jubilæum. Damerne ved nabobordet gik meget op i det!

Vi havde ikke modtaget et carton til festlighederne i Palais Municipal, så vi måtte nøjes med de gratis glæder ude på pladsen. Dem lyttede vi lidt til og trak os derefter tilbage til hotellet…

…hvor vi tændte for fjernsynet og kiggede France 2 – også noget sjældent for os nu om dage.

Det er søndag. Kort før morgenmad var Inge ude på pladsen. Der var dis over byen, som vi skulle forlade om ikke så længe for at begive os ud på næste etape af rejsen.

Medens hun var derude begyndte jeg på de indledende aktiviteter omkring vores morgenmad: snuppe en avis, hente vand med brus til vores rejsepulver, 2 flasker friskpresset appelsinsaft, 1 brødkurv med forskelligt brød (inden for rammerne af vores gennemsnitsappetit, naturligvis) 

Det er valgdag i Tyskland, og jeg fik ikke fat i avisen her til morgen!!!

Klokken 10:12 krydsede vi grænsen til Tyskland og fortsatte i samme slags vejr til på den anden side af Rhinen.

Jeg havde ikke i forvejen planlagt et “stoppested med kultur”, hvor vi kunne få en “naturlig” pause og tanke lidt energi. Det blev jeg straffet for i og med, at der ikke kom nogle af de brune turist-begejstrings-skilte, omkring og efter Koblenz, der fristede til frakørsel og pause. Jeg måtte køre med benene nærmest over kors indtil vi efter ca. 2:30 timer uafbrudt kørsel i den lille by Rennerod fandt die Mühlenbäcker – lige før lukketid. Vi fik dog vores “Stück Heimat” med ost og uden smør (som ønsket) og en kop kaffe. Ikke noget specielt, men damerne var flinke, toiletterne rene, og ostemadderne OK.

De sidste 100 km op til og i Sauerland havde jeg glædet mig til. Bemærkelsesværdigt nok var der stort set ingen holdepladser med udsigt. Det var først på Hochsauerland Höhenstrasse ved Rastplatz Albrechtplatz B236, at der kom en mulighed – kun 10 minutters kørsel fra målet! Men udsigten bekræftede, at vi var i Sauerland – og det var jo så godt nok, for det havde jeg glædet mig til

Efter de sidste 10 minutters kørsel var vi i Winkhausen og drejede vi ind her.

Så snart bilen holdt stille foran hotellet steg Inge ud og forsvandt med det formål at  akkumulere skridt på sin plageånd. Hun havde jo også siddet stille i mange timer og med hendes normalt 2 timers rask gang hver morgen må det have forårsaget lidt stress – især nu, da vi undervejs ikke havde været ude at gå i og omkring noget interessant.
Mange veje førte hertil og herfra, og Golfplatz-pilen vandt, da Inge valgte retning, for…

…et næste billede der blev taget, var med hendes telefon oppe fra bakken vest for hotellet, som ses dernede i dalen.

Efter at have ordnet ankomstformaliteterne, fået koden til internettet og parkeret bilen i garagen sendte jeg denne sms til Inge, så hun vidste hvor hun skulle styre skridtene hen, når gåturen var slut.

Imedens checkede jeg faciliteterne og kom til at smile ad denne telefon. Men der er noget korrekt over at have en for svagtsynede, skulle de bruge hjælp i badeværelset – måske lå brillerne inde i værelset, hvis noget det gik galt 

Jeg kunne glæde mig over, at værelset var placeret i hotel-komplexet nøjagtigt som aftalt med reserveringsdamen, da jeg ringede hertil inden rejsen. Midt i og “auf der Etage”. Vi var på 3. etage og midt for, så det var helt rigtigt. “Unsere beliebtesten Zimmern”, sagde hun, og det tror jeg gerne.

Til højre i den nære udsigt var wellness-faciliteterne placeret…

…og til venstre restauranten. Vi var centralt placeret (“mittig”, som damen sagde).

En times tid efter ankomsten mødtes vi til en “Begrüssungsdrink”, og kunne ved den lejlighed studere das Tagesblatt. Vi ville jo snart blive konfronteret med spisekortet…

Inge  havde undervejs, observant som hun altid er, bemærket denne plade på en sten. Jeg vidste, at hotellet lå ved Alte Handelsestrasse, men at det var Heidenstrasse mellem Leipzig og Köln, vidste jeg ikke – og så oven i købet en pilgrimsrute. Så bliver det vel ikke bedre 

Valgresultaterne var kendte i store træk. Mutti Merkel fortsætter.

Danmarks Radio talte om “en lussing til Merkel” at CDU/CSU var gået tilbage med 33.3%.

Her er aftenens kulinariske udfordring. Hvis ingen af hovedretterne tiltrækker, er der en “redningskrans” i die Offene Küche, hvor der tilberedes et alternativt måltid. I aften spaghetti med friske kantarreller på 2 måder og med eller uden kød.

Her den velsmagende starter: tunfisk på asiatisk nudelsalat med wasabi-creme.

Græskarsuppen: Muskatkürbiscremesuppe mit steirischen Kernöl.

Efter at vi havde været en tur omkring salat-buffetten…

serveredes der til Inge: Buntes Gemüse Risotto mit sautierten Waldpilzen…

…og til mig: Rosa gebratene Rücken und geschmortes Ragout vom Schwarzkopf-Biolamm an feinem Ratatouille und Parmesan-Polenta 

Vi sluttede begge af med Gateaux Opera mit Mascarpone-Kaffeeeis und Orangengel. Vi var mætte nu og besøgte ikke oste-buffetten.

Vi rundede af i baren. Inge med vin og jeg med en espresso + en Obstbrand fra regionen. Den er lavet på 60% æbler og 40% pærer, så vidt jeg husker. Meget, meget længe siden, at jeg har smagt en Obstbrand; men den var dejlig som digistif.

På en måde havde det været en lang dag. Vi havde kørt 329 km og været undervejs i knap 6 timer.

Midt i ses klart hvornår vi krydsede Rhinen – midt på ruten. Vi er her i Winkhausen ikke meget højere oppe end Luxembourg 

Morgen i Winkhausen   De lyse nætter er også forbi på disse breddegrader. Her lidt over 7 er forberedelserne nede i restauranten allerede igang. Der åbnes kl. 08:00.

Wellness-området derimod åbner allerede klokken 7:00 og serverer en let morgenmad til de wellness-glade gæster.

Det var mandagen efter valget – som ikke var gået helt så godt for CDU. Mutti Merkel ser på dette foto træt og gammel ud. Det gør de fleste andre på billedet også. En valgkamp må være udmattende. Hele tiden på, altid svar på rede hånd uanset hvilket emne, der spørges til eller diskuteres. I en valgkamp skal politikerne være omnipotente og omnipresente. Nådesløst – men de vil jo gerne selv 

Kolumnisten Zippert udgød sin mening om valget – eller rettere: vælgerne, og gjorde det ad en længere omvej bag rattet sammen med landets andre bilister 

Af informationsmateriale udgiver hotellet hver uge “Ihre Wochenpost” i A3-format (recto-verso), hvori gæsterne kan læse de kommende 7 dages planlagte aktiviteter. De strækker sig fra Frisørsalon, over Vandgymnastik, Sauna med æteriske olier, rådgivning om smykker, Tai Ji i stillerummet, Yoga, etc. etc…

Hotellet har, som de bedre af slagsen, naturligvis også sin daglige huspost. Her kaldes den “Ihre Tagespost”.

Avisen er trykt på A3 format og foldet 2 gange. Her orienteres (tv) om hotellets program i rubrikken “Ausblick” og i midten om hotellets “butiksstrøg”, muligheder for at leje en Porche for at prøve sådan en bil i Sauerlands bakkede natur og om hotellets andet hotel inde i Schmallenberg.

På den anden side skema over dagens programmerede aktiviteter, inkl. spisetider, forslag til vandretur og reklame for golfbanen. I midten aftenens menu (så alle kan glæde sig på forhånd) og vinforslag. Til højre er er der efteruddannelse i mad, vin og forslag til drinks

Aftenens kulinariske glæder i lidt større format, så det kan læses her på rejsebloggen. Vi skulle ikke beslutte os om morgenen, som det er tilfældet i Hinterzarten, og det var egentlig fint nok.

Ved 10-tiden var Inge allerede i støvlerne og på vej ud i omgivelserne. Her vender hun sig om og fotograferer hotellet – hun er på vej nordpå ud af haven. Jeg sidder inde i værelset, som pilen peger på.

Set lidt fra oven (cirklen med “+” viser, hvor jeg stod, da jeg lavede dette screen-shot senere på dagen).

Jeg kiggede i nogle brochurer og bemærkede denne reklame for Falkes fabriks-butik inde i Schmallenberg – vores naboby 15 bil-minutter herfra. Fotograferede den for at have adressen i det tilfælde, at vi fik lyst til at køre til Schmallenberg. Falke laver vores favorit-strømper og -sokker.

Her et blik mod nordøst op på “Knollen”, nabobjerget på 533 m. Vejret var blevet aldeles dejligt, hvilket passede mig ganske godt, for jeg ville nemlig også ud at gå.

Og her et blik op mod nordvest over Winkhausen og op mod Kiefernhütte i 484 m højde.

Da Inge kom ud af Winkhausen, bemærkede hun dette forslidte skilt. Forhåbentlig har det gjort god nytte i årene, det har stået her 

Og oppe ved Kiefernhütte bemærkede hun dette fugleskræmsel – avanceret med LED-lamper. Gad vide, hvad de gør godt for? Fuglene sover jo, når det er mørkt og jeg kan ikke forestille mig natugler på rov i en grøntsagshave, hvis det er det, der er bag hækken…
Ja, gad vide, hvad der på den anden side af hækken, der er så vigtigt at passe så godt på – hamp?

Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 187°, Version : 8.0.0(325), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.3)

Inge kiggede mod sydvest over mod Wilzenberg og tog et foto med ViewRanger-appen. Kompasset er ikke helt kalibreret, men forestil dig, at navneskiltene er rykket lidt til venstre, så Wilzenberg-pilen er på toppen af bjerget derovre, så passer Winkhausen-pilen også. Det tager en forfærdelig tid at kalibrere telefonens kompas, selv om man står midt på en åben mark uden metalstrukturer i nærheden. Derfor er det normalt for os, at stednavnene ikke er nøjagtigt placeret på fotografierne.
Hotellet betragter Wilzenberg som sit “Hausberg” og netop i dag har jeg tænkt mig at gå rundt om det 

Og hvorfor var jeg ikke ude at gå for længe siden? Jo, jeg legede kunstner på vores balkon; men, som jeg skrev, så var der ikke meget fremskridt at spore, siden jeg tegnede hjemmeværnsskibet i Kerteminde Havn 

Inges kom om på den anden side af golfpladsen, hvor mange morsomme tekster vedrørende golf er hængt op i træerne.

11:45 var jeg på banen! Som sagt for at gå rundt om Wilzenberg – ifølge skiltet her en strækning på 5.9 km og jeg skulle følge rute “W1”. Her er jeg i 407 m højde ved turens begyndelse. Hotellet lader til at have sponsoreret skiltningen.

Her er jeg lige kommet over floden Lenne. Tur “W1” går forbi husene deroppe – altså når man går mod uret rundt om bjerget, som jeg har til hensigt.

Deroppe kigger jeg over mod Winkhausen, hvor hotellet ikke er at se, men nabobjerget “Knollen” markerer sig i højre halvdel af billedet.

I mellemtiden var Inge nået op i nærheden af Holthausen.

Das Dorf liegt östlich von Bad Fredeburg. Es wurde als Bundesgolddorf ausgezeichnet, wie viele Dörfer dieser Region, denn im Jahre 1979 wurde der Ort Bundessieger im Wettbewerb „Unser Dorf soll schöner werden“, heute “Unser Dorf hat Zukunft”.

Sehr bekannt ist das Westfälische Schieferbergbau- und Heimatmuseum, welches seit 1975 seine Tore geöffnet hat. Auf rund 2300 m² Fläche informiert das Museum unter anderem über den Schieferbergbau, zu heimat- und naturkundlichen Dingen, über das Wirtschaftsleben (Landwirtschaft, Textilverarbeitung, Druckerei, Buchbinderei usw.), zu Volksfrömmigkeit und Aberglaube und seit 2009 auch über das Thema Kunst in der angegliederten Südwestfälischen Galerie.

…og lidt længere oppe ad vejen bemærkede hun denne golfbold, som var kommet meget langt væk hjemmefra. En eller anden  mangler den nok stadig 

Hvor Inge mødte Holthausen-Winkhausen-vejen er en kirkegård med et lille kapel, som jeg ikke ved noget om.. Altså indtil videre “det anonyme kapel”.

På nogenlunde samme tid mødte jeg den første fluesvamp 

Da jeg vendte min opmærksomhed fra svampen og kiggede ud over landskabet kunne jeg se Ohlberg (681 m) ude i højre side med das Hunauturm bag sig på bjergtoppen Tüsgenegg (799 m).

Sjovt nok fotograferede Inge Wilzenberg (til venstre for midten), som jeg var ved at gå rundt om. Jeg står faktisk, hvor den røde pil peger og kigger op til hende, men for os begge er den anden en så lille prik, at en pixel vil være nok til os – og så vidste vi iøvrigt intet om vores respektive positioner.

Lidt længere henne og ude af et skovstykke fik jeg en god udsigt over Gleidorf, golfbanens vestlige nabo.

Her har Inge “fanget” en golfspiller, der lægger sin golfbold til rette for derefter at slå den med en udvalgt kølle eller jern. Jeg kan forestille mig, at det nogen gange kan virke intimiderende at skulle ramme og skyde langt nok og dog ikke for langt og helst i den rigtige retning 

Længere fremme og oppe blev udsigten over Gleidorf mere panoramisk. Jeg tog notesblokken frem fra tasken og udvalgte mig et sted i udsigten (rød ramme), der skulle inspirere mig til en lille tegning.

…og det var, hvad jeg fik kradset ned – stående 

Inge var igen kommet ind på en strækning med bon mots vedrørende golf.

Hos mig kom adspredelserne i form af svampe (som her) og blomster og blade…

Her er jeg ved Sellmanns Linde. Det ved jeg, fordi krucifixet er angivet på det udmærkede vandrekort, jeg har købt på hotellet, og som følger mig idag.

Inge er her, tror jeg, kommet tilbage i nærheden af Kiefernhütte og kigger vestpå mod Schmallenberg.

…og her stødte hun på en opbyggelig tekst til hundeluftere. Det må virkelig være en plage for borgerne her i udkanten af Winkhausen – eller også er der en gruppe særligt krakilske iblandt dem 

På samme tid var jeg kommet ca. 3/4 omkring Wilzenberg og kunne kigge ned på Kloster Grafschaft. Et stort Anwesen i en lille by, må jeg sige. Ved at læse om det på nettet blev jeg klar over, at det idag er et såkaldt Fachkrankenhaus med hovedvægt på luftvejsproblemer. Det er, ud over lægestaben, hovedsageligt bemandet med Boromännerinnen (nonner, der tilhører denne gruppe) som er sygeplejersker.

Vor mehr als 60 Jahren legten die Schwestern vom Hl. Karl Borromäus nach ihrer Vertreibung aus Schlesien in der ehemaligen Benediktiner-Abtei Grafschaft, gegründet 1072, den Grundstein für das heutige Fachkrankenhaus Kloster Grafschaft. Das schöne barocke Gebäude, errichtet in der ersten Hälfte des 18. Jahrhunderts, befand sich in einem erbarmungswürdigen Zustand. Nach dem zwangsweisen Auszug der Benediktiner-Mönche im Jahre 1804 infolge der Säkularisation hatte das Gebäude den verschiedensten Zwecken gedient und 1945 in den letzten Tagen des Krieges noch zusätzlichen Schaden erlitten.

Im Februar 1948 kamen die ersten drei Schwestern nach Grafschaft. Um sich zunächst eine Unterkunft zu schaffen, packten sie selbst mit an. Nach und nach fanden sich die Schwestern, die durch Vertreibung aus Schlesien im gesamten Bundesgebiet verstreut waren, in dem heutigen Mutterhaus Kloster Grafschaft zusammen.
Durch ihrer eigenen Hände Arbeit, mit sehr bescheidenen Mitteln und unter großen Schwierigkeiten versuchten sie, das Haus so herzurichten, dass Kranke Aufnahme finden konnten. Am 24. April 1950 weihte Kardinal Dr. Lorenz Jäger aus Paderborn das wiedererstandene Mutterhaus der barmherzigen Schwestern vom Hl. Karl Borromäus ein, und am 1. Juli des gleichen Jahres konnte in einem Teil des Gebäudes das Krankenhaus eröffnet werden.

Og her fandt jeg das Goldene September 

Hvor nedstigningen til Winkhausen begyndte, stod dette Heiligen-Häuschen “Stellmecke”. Hvem og hvad Stellmecke er eller var, ved jeg ikke. Jeg har naturligvis søgt information om det, men uden resultat 

På nedstigningen kom jeg til et område med mange blomster som denne. Fascinerende i sin form. Det ligner en orkidé af en slags, men hvilken?

Og så var jeg ved at være “hjemme”…

…efter at have gået denne rute på beskedne 6.8 km.

Højdekurven ser dramatisk ud, men der er kun tale om 122 m højdeforskel. Så, alt i alt, en komfortabel 2-timers gåtur med indlagt kunstpause 

Idéen kom, at jeg måske kunne lave skitsen lidt mere interessant ved at komme farver på, så mine schweiziske (vand)farveblyanter og vatpindene kom frem.

Belønningen kom lidt senere i form af en blommetærte med flødeskum til mig og vaffel…

…med vaniljeis, llun kirsebærsauce og flødeskum til Inge 

Som modvægt endnu en gåtur. Jeg tror, at Inge er på vej op ad nabobjerget “Knollen”…

Et kvarters tid var jeg også på vej derop og kom til Weisses Kreuz (495 m), hvor 5 veje mødes.

Det var først heroppefra at den fine udsigt med efterårsfarver i skovbrynene var tilgængelig. Fra hotellet og herop går man mest i skov uden ret mange muligheder for at kigge langt.

Heroppe så jeg også flere fluesvampe – som der endda var bidt stykker af. Gad vide, hvilke dyr, der kan klare sådanne svampe…

På vej ned deroppefra fik jeg den tanke, at et jordskred var nært forestående – hvorfor ellers denne revne på ydersiden af vejen?

Men mine ængstelige forestillinger kunne jeg have sparet mig. Den hvide maskine til venstre havde en slags mejsel monteret på sin “arbejdsarm”, hvormed den havde lavet revnen, så der efterfølgende kan lægges kabel i.

Lidt efter var jeg ved at være “hjemme”. Pilen viser hvor vores værelse er.

Det havde været en beskeden tur på 4 km, men mest i skov. Som sagt, så var det faktisk kun helt oppe ved Weisses Kreuz, at der var smukke panoramaer. Men Waldluft er jo heller ikke at kimse af 

93 m forskel i højden var jo heller ikke at kimse af. Der var kompenseret for blommetærten, mener jeg.

Klokken var over 6 før klokken 5 manifesterede sig i noget drikkeligt. For mig et godt glas Warsteiner Pilsener. Og hvad fik Inge – måske en 2015’er Weissburgunder -BIO – fra Philipp Wittmann i Rheinhessen?

Inge husker altid at fotografere navnekortene, der sørger for, at andre ikke “tager vores bord!!” Vi diskuterede de forskellige koder på det, og havde kun problemer med “L5”. Løsningen fik vi vist aldrig formelt, og jeg gætter på at L5 betyder Länge 5, hvor 5 angiver hvor langt vores ophold er 

Ved bordet lå menuen (på lidt tykkere papir) så gæsterne ikke havde nødigt at medbringe “Ihre Tagesblatt”.

Forretten, vitello tonnato, fik jeg ikke fotograferet, men “Ihre Tagesblatt” havde introduceret den, så jeg kompenserer med at gengive opskriften her 

Suppen og salatbuffetten må vi også tænke os til. Men det er heller ikke så svært.

Gebratenes Rotbarschfilet an Limetten-Schaum und Safran-Risotto havde vi begge valgt som hovedret.

Dessert: Snickers Törtchen mit zweierlei von der Banane. Jeg havde ikke fattet det med Snickers, men det er nok fordi jeg ikke køber candy-bars. Det gør Inge heller ikke, men hun vidste straks, hvorom det drejede sig. Det var ikke en dessert, der er noget at skrive hjem om og vi kan ikke forestille os at klientellet på denne årstid var i overekstase efter at have spist den. Der er nok gledet en Obstbrand eller 2 ned efterfølgende som digéstif 

Jeg tror, at vi hoppede over oste-buffeten…

Lidt i 8 så landskabet sådan ud. Hvordan mon vejret vil udvikle sig i løbet af dagen? Måske fortæller “Ihre Tagesblatt” os om det til morgenmaden 

Avisen var afventende med hensyn til dannelsen af den nye regering – den kunne vel heller ikke andet og nøjedes med at fortælle at det gærer i AfD, i CSU og i SPD, samt at Kanzler Merkel afventer om der findes en stabil partner til at danne regering med.

I mine forberedelser – inden Inge kom ned – med at hente vand, juice og brødkurv havde jeg her fornøjelsen af at presse grøntsagsjuice. I går bemærkede jeg ikke faciliteten, men Inge gjorde mig opmærksom på den i går. Her har vi af mig presset saft i de høje glas (gulerødder og æbler, ca. 50:50) og i de små glas friskpresset appelsinsaft. Vand med medium kulsyre i de små glas til opløsning af vores rejse-pulver 

Den opmærksomme læser har naturligvis straks bemærket, at datoen er tirsdag den 25. september! Og det kan jo ikke passe, for i går var det også den 25. men dog mandag, så selvfølgelig er det tirsdag den 26.
Das “Tagesblatt” forudså blandet vejr i morgen- og aftentimerne, tørt og blandet midt på dagen. Ikke helt dårligt til gåture.
Bladet annoncerede, at der i aften var “Sauerländischer Abend in der Wein- und Bierstube “Wilzenkeller””. Det var en mulighed og ikke noget gæsterne var tvangsindlagte til. De, der ønskede det, kunne spiser her i restauranten som de plejede.
Som Wander-Tipp havde de “Sorpetal-Rundweg” på 26 km. Interessant, for jeg havde tænkt at gå op i dalen i dag – dog ikke 26 km 

Lidt i 10 tog Inge dette billede over Winkhausen og op mod die Kiefernhütte. Skydækket virkede løsere. Det lod til, at “Ihre Tagesblatt” havde hentet en realistisk vejrudsigt.

En halv time senere var jeg på vej ind i Sorpetal, og henne i svinget…

…bemærkede jeg et Kneipp-Becken, som vandrere kan benytte til at køle fødderne i, eller spadserende kan give sig en lille gratis kur. Jeg følte ingen trang 

Jeg gik stadig i træernes skygge, men kunne nyde solskinnet i udsigten, der blev tilgængelig af og til. Niedersorpe anes lidt til højre for midten.

Jeg forlod Sorpetal-ruten og krydsede floden Sorpe for at gå ind i Niedersorpe. Koen her var den første, jeg mødte.

Henne om hjørnet bemærkede jeg indskriften på dette hus: “Kriges Wut hat mich vernichtet – Neu bin ich aufgerichtet – Arbeitskraft in Gottes Willen – hilft die die leere Scheune füllen – 21. VII 1945”. Andre huse havde lignende indskrifter. Her, langt ude på landet, måtte voldsomme begivenheder have udspillet sig.

Lige i nærheden var landsbyens historie at læse. Det har jeg ikke set før, men det er da en god idé, for det viser et sammenhæng fra gamle dage til nu og illustrerer, hvilke begivenheder, der har haft indflydelse på liv og levned her.

Nu jeg kigger nærmereser jeg i midten en træskive og det er, som om der er sat søm i årringene. Det må jeg kigge nærmere på, næste gang jeg kommer til Niedersorpe.

Line 33 og især 34 fangede min interesse, for de antyder at noget gik grueligt galt i landsbyen i 1945, at huse blev ødelagte og beboere dræbt. Min nysgerrighed blev vakt, så jeg skrev mig bag ørene, at når jeg senere skrev på Livet Undervejs, så ville jeg kigge nærmere på dette.

Mine efterfølgende undersøgelser viser, at the 7th Armored Division fra US Army var involveret i heftige kampe i hele vores ferieområde i dagene 7-9 april 1945, for de mistede 5 soldater i Niedersorpe, 14 ved Holthausen, 3 i Winkhausen!

På den årstid har der stadig været koldt heroppe i højderne. Måske lå der sne hist og her – og golfbanen var der ikke på den tid, så hele det åbne stykke vi ser nu i landskabet var sandsynligvis skov og græsmarker, som det omgivende landskab er nu. Tyskerne havde mobiliseret alle i uniform (heriblandt meget fanatiske delinger) og forskanset sig på forskellige måder oppe i bjergene nord for golfbanen, hen over Ohlberg og ned til Niedersorpe og Winkhausen. De rådede over nogle Tiger tanks, 88 mm antiluftskyts (var effektive horisontalt også) og andet isenkram.

Krigen, i traditionel forstand, kom altså her til området den 7 april og varede 4 dage. Så var krigen rykket videre og man kunne tælle sine døde. Meningsløse tab, for den ene side havde allerede i realiteten tabt krigen og den anden side i realiteten vundet den.

Så dette smukke fredeligt udseende landskab er fuldt af dramatiske hændelser. Og så taler vi kun om den seneste af de krige, der har præget historien her.

Die Kapelle St. Sebastian lå lige i nærheden. Jeg havde glædet mig til at se den lille landsbykirke…

…med rødder tilbage til det 13. århundrede.

Men jeg fandt kirken spærret! Det ligner ikke noget! Niedersorpe faldt på mit popularitets-barometer 

…og jeg gik straks videre nordpå og over floden ved første lejlighed – tilbage på vandreruten “S” (= Sorperundweg).

Omtrent på samme tid kiggede Inge over golfbanen mod Gleidorf (i midten) og Holthausen (ude til højre). Hun var ca. 70 m højere oppe end jeg, som gik langs floden Sorpe.

I den første lille bebyggelse på den anden (østlige) side af floden bemærkede jeg denne krans og tænkte, at den måtte jeg sende et billede af til Ruth. Det gjorde jeg næste dag og fik…

…svaret her. Ja, måske ville en tørret naturlig rose gøre sig godt i stedet for en af tekstil 

Denne keglebane med bålplads syntes jeg var herlig. Der må den lille bys beboere med lyst til keglespil have nogle fine komsammener efter fyraften, kan jeg forestille mig. Hvad det hvide tårn til højre bruges til, fandt jeg ikke ud af. Måske en middelalderborg til børnene?

Her sidder jeg på en bænk med ryggen mod et skur. Det var et godt sted at sidde og en fin mulighed for at få gang i notesblokken og kuglepennen.

Det blev til denne lille skitse – med 3 heste!

Inge står her, tror jeg, lidt øst for Holthausen på vejen der fra til Niedersorpe, og kigger mod syd. Den højeste bjergtop til venstre i billedet må så være Wilzenberg.

Og her har hun fotograferet et af de mange katolske religiøse tilkendegivelser langs veje mennesker går. Hvor, kan jeg ikke bestemme ud fra billedet, men GPS koordinaterne viser ca. 200 m NØ for golfklubhuset, men da hun 7 minutter senere er i Holthausen, så er koordinaterne ret langt ud i hampen 

“Gott schütze unsere Heimat” er jo en forståelig bøn, nu vi har erfaret om det aldeles frygtelige, der i mands minde er overgået egnen her. Korset, ganske enkelt i træ, står i nærheden af Holthausen, så vidt jeg husker.

Inge gik ind i byen, hvor hun blev budt velkommen af en anprisning af byen og dens skønne beliggenhed og udsigt 

Og en herlig fakta-tavle havde byen også. Jeg bemærker specielt at de 2 Gasthöfe + 10 Pensionen har 22.500 overnatninger om året. Ikke dårligt, selv om de har både sommer- og vintersæsonerne. For de 610 indbyggere må det betyde noget, og de gør jo også noget for at være attraktive med eget kildevand fra bjergene og biologisk rensningsanlæg.

Et billede af kirketårnet og by-typiske huse, der ser relativt nye ud – men årsagen til flere af dem ligger nok 72,5 år tilbage.

Jeg var i mellemtiden nået til die Kunstschmiede & Galerie in der Waldemai.

I parken omkring sit hus og Galerie var udstillet adskillige arbejder. Disse køer kunne jeg særlig godt lide. Fulde af dynamik og kraft.

Kunstsmeden var ved at male sit Galerie. Jeg vekslede et par ord med ham og spurgte om det var et problem, at jeg fotograferede i parken (jeg havde intet forbudsskilt set). Det var ikke et problem.

Hans park var i orden, det må man sige…

Her et par insekter. Vi ville virkelig have problemer, hvis de var så store i virkeligheden.

“So hat 1968 alles einmal angefangen…” stod der på et skilt. Det var kunstsmedens første “kunstarbejde” og jeg synes, den er flot – tidløs, må den vel så være 

Inge havde forladt Holthausen og var nu, tror jeg, kommet et stykke ned af vejen mod Niedersorpe. En fantastisk udsigt, hun her oplever igen.

Jeg mødte et skilt, der informerede om, at stien var blevet omlagt. Den var blevet kortere, men indsnævredes til en lille fodsti. Til gengæld var efterårsfarverne superbe.

Inge havde forladt landevejen og var gået omkring majsmarken og nærmede sig nu Napoleons træ.

Der stod en bænk, så udsigten mod nordvest kunne betragtes i fred…

…og så var der en informationstavle man kunne adsprede sig med  Men på den mere alvorlige side, gav teksten grund til eftertanke. I historietimerne lærte vi om den ene krig efter den anden, men hvad det betød for folkene i de berørte områder, blev der ikke snakket så meget om. 50000 mand + Napoleon selv skulle jo have noget at spise hver dag – “An army marches on its stomach” – og der skulle jo fourageres undervejs. Der har ikke været meget til overs at leve af efter sådan et ophold – og staldene og hønsegårdene var sandsynligvis tomme i miles omkreds.

Jeg var kommet til det fjerneste punkt på denne gåtur – et sted bag Ohlberg, men alligevel i 552 m højde. Der var 6 km tilbage til hotellet.

Efter et stykke kunne jeg kigge ned til landevejen, som jeg havde krydset ved det hvide hus til venstre…

Inge var, antager jeg kommet ned på stien syd for golfbanens café og kigger over landevejen (B236) fra Winkhausen til Gleidorf.

…og her vil jeg tro, at hun er kommet lidt nærmere Gleidorf, men har lidt svært at lokalisere stedet, selv om fotografiet er taget kun 3 minutter efter det foregående 

Jeg er her kommet ud af skoven nord for Niedersorpe. Det var ikke en rar tur gennem skoven, fordi vejen var meget mudret. Det var, som om en bæk, eller flere, havde fundet det sjovt at bruge skovvejen istedet for deres oprindelige løb. Men her er jeg ude i åbent landskab med Wilzenberg midt i billedet ude i baggrunden.

Jeg har her med orange farve indtegnet min gåtur. Desværre lå Inges løbeur, som jeg bruger, på hotellet under hele gåturen, så jeg har ikke den nøjagtige længde eller højdekurven for den. Jeg skønner ca. 13 km.

Ved 3-tiden mødtes vi til Kaffee und Kuchen. Det havde vi begge fortjent 

Vi ønskede ikke at deltage i hotellets spise-Event: Sauerländer Abend” nede i vinkælderen og spiste i restauranten som normalt. Aftenens kulinariske udfordring blev derfor for os at spise os igennem denne menu 

Jeg fik ikke fotograferet den bagte Reibekuchen (består af revne kartofler, løg, æg og havreflager) med gravad laks og dildsauce. Men den smagte udmærket.

Kartoffel mit Mettwurst (Inges version var uden Mettwurst)

Til mig: Geschmorte Ochsenbacke in Burgundersauce mit glasierten Karotten und Kartoffelpüree…

Til Inge: Waldpilze in leichtem Kräuterrahm mit Semmelknödeln und geschmorten Tomaten. Ja, pynten var et eller andet i den farve, nærmest cyklamen (hvis det hedder det?) men det smagte vist ikke grimt 

Dessert til os begge: Winkhauser Herrencreme mit Zartbitterschokolade und Rum.

Det var dernede, at vi spiste. Nu er der tomt. Klokken er snart 21…

Jeg havde fundet et hotelkatalog i stablen af læsestof, og bemærkede dette oppe vest for Husum. Det skal vi nok have prøvet af, for det ser ret godt ud. Med disse tanker tror jeg, at jeg lukkede for tankevirksomheden for idag 

Inge var den første ude på balkonen, så vi starter dagen med det billede hun tog…

Inden morgenmad var jeg lige en runde udenfor for at fornemme vejret. I baggrunden ses en sort Porsche. Det er den, man kan leje, hvis man er en drengerøv, der godt kunne tænke sig at suse rundt på de smalle veje i Sauerland.

Den lille tur udenfor kan ikke retfærdiggøre både pølse OG bacon til spejlæget, men jeg skal i dag gå lidt i Inges fodspor fra i går.

Og her er det, at jeg mangler et billede. Det, hvor dugen er helt appelsingul. Jeg flyttede blomsterpotten så brødkurven kunne stå mere hensigtsmæssigt – og kom ved den lejlighed til at vælte glasset med friskpresset appelsinsaft. Utroligt, som det kan farve – og det meget intenst.

Morgenmadsdamen forbarmede sig over mig med en ny serviet. Så kunne ingen på afstand se, at der her for få øjeblikke siden var sket et uheld.

Jeg fik desværre ikke læste sandheden om den østtyske mand. Istedet kiggede jeg den satiriske artikel om “udrejse” fra partiet af flere medlemmer af AfD.

“Ihre Tagesblatt” lovede pænt vejr hele dage med milde temperaturer. Billedet øverst på siden anbefalede en 6-retters gourmetmenu i hotellets gourmetrestaurant, som man mod en merpris i rammern af halvpensionen kan benytte.
Ellers anbefaledes Relax-Wohlfühl-Massage, som jeg kan forestille mig hvad indebærer, men hvad Entspannende Moorpackung medfører er derimod sværere. Er det mon en form for mudder- eller tørvebad?

…og naturligvis, hvad smagsløgene kunne se frem til i aften 

På vej tilbage fra morgenmad – eller på vej ud ad døren for at påbegynde morgengåturen – bemærkede Inge denne opstilling. Det må have været ein Moment der goldener September 

Jeg købte et kort, så Annemi kunne få endnu et kort. Der var 2 at vælge imellem. Dette og så det samme, bare i vinterforklædning 

Inge var, så vidt jeg kan se, gået op mod Kiefernhütte og drejet til højre lige inden hun kom helt op til den. Om det er Napoleons træ, vi kan se fremme, må jeg have spurgt hende om, men jeg tror det

På min vej gennem Winkhausen bemærkede jeg dette fuglehus ved et picnicbord.

Når klappen åbnedes kom 2 glas frem og nede i kassen akvavitflasken. Meget sympatisk installation. Min ornitologiske interesse blev fornyet 

Henne ved, eller lidt før Napoleons Træ er hun sandsynligvis gået nedad i dalen, hvor åen Schmalnau løber, og her er hun nede ved broen over åen.

Jeg kigger mig tilbage og knipser dette billede over Winkhausen. Til venstre rejser Knollen sig og til højre er det Wilzenberg vi ser lidt af.

Inge er kommet lidt længere nordpå op fra Schmalnau, op i det fri, hvor hun knipser Knollen. Hun kan dermed næsten se “hjem” til hotellet, som dog ligger nede i dalen til højre for bjerget.

Jeg er kommet op til “kiggekasserne” ved Kiefernhütte. Den nærmeste peger på…

…Schmallenberg. Lennetal er dalen landevejen fra Winkhausen til Schmallenberg. Den har navnet fra floden Lenne, der løber i den.

Og det passer jo godt nok. Vi har Schmallenberg i højre halvdel af dette billede. Jeg tænkte ikke på at sigte helt nøjagtigt langs “kiggekassen” 

Nu er Inge kommet helt op til skoven på Ohlberg. Og det er via vejen der ses helt ude til højre. Byen ca. i midten er Schmallenberg…

Hun drejer sig lidt til højre og fotograferer igen. Schmallenberg nogenlunde midt i og Holzhausen i højre side af forgrunden. Kirken helt ude til højre.

Skulle man, når man endelig er trampet helt herop, være i tvivl om, hvad det er man kigger ud over, er der en megt fin panoramatavle. Så Inge var helt klar over, hvad hun så – det var hun nok i forvejen 

Og så lavede hun sit eget pano fra et udsigtslæskur, hvor man sidder ganske fint, selv om det blæser.

Jeg havde en mission heroppe. Jeg ville lave kunst i dag og syntes, at bænken oppe ved Kiefernhütte var hensigtsmæssig. Jeg sad med solen og vinden i ryggen. Motivet kender vi ret godt nu, ikke?
Men et er fotografier, et andet die künstlerische Interpretation des Motifs 

Jeg sad længe på den bænk, blev vist lidt kold af vinden, men den følelse gik over da jeg fik gang i benene igen. Min udsigt var snart efter op mod det sted, hvor Inge sad og fotograferede sit pano (rød pil).

Smukke efterårsfarver over golfbanen. Bad Fredeburg ude til venstre og Holzhausen bag busken til højre – og bag mig…

…stod Napoleons Træ version 2.0 

Jeg fulgte i Inges spor ned i dalen, over broen, og op på den anden side, hvor udsigten kom igen.

Ved P-pladsen i golfbanens nordøstligste hjørne var dette kort med markering af at  Holthausen er såkaldt “Golddorf”…

Es wurde als Bundesgolddorf ausgezeichnet, wie viele Dörfer dieser Region, denn im Jahre 1979 wurde der Ort Bundessieger im Wettbewerb „Unser Dorf soll schöner werden“, heute Unser Dorf hat Zukunft.

Det er et stykke tid siden, for Roland var dengang kun 2 år gammel  men landskabet og byen har nok ikke ændret sig væsentligt siden…

Jeg fulgte i Inges fodspor op til Otto Moebius Strasse, hvorfra jeg kiggede stik vest hen på Holthausen.

Dette pano er taget fra hvor jeg kom op til Otto Moebius Strasse. Jeg kom fra vejen der peger ned mod Wilzenberg i venstre side og fortsatte ud af den vej der går lige ud set herfra.

Lige om lidt drejer jeg ned i landsbyen for at kigge på kirken. Byen kalder på egen hjemmeside (delt med Huxel) sig Panoramadorf Holthausen am Sauerland Höhenflug og referer til en fjernsynsredaktørs udtalelser:
„Schmucke Fachwerkhäuser mit Blumengärten, saftig grüne Wiesen, auf denen rotbunte Kühe weiden, und goldbraun schimmernde Kornfelder. Mittendrin, die dunklen Schieferdächer überragend, die Dorfkirche; ihr mächtiger Turm ist rund und nicht wie sonst in dieser Landschaft üblich, viereckig – und so erinnert er fast an einen Leuchtturm. Holthausen und Huxel – 2 km von Bad Fredeburg entfernt – im Hochsauerland, abseits der Durchgangsstraßen in stillen Winkeln gelegen, bieten noch ein Stückchen heile Welt”.So beginnt WDR-Redakteur Frank Schürmann seinen Bericht im Westfalenspiegel „Zwei Schieferdörfer und ihr Museum”. Dem ist nicht viel hinzuzufügen!

Die St. Michael Kirche in Holthausen wurde in den Jahren 1927 bis 1928 erbaut, die Grundsteinlegung erfolgte am 18.April 1927. Das Richtfest konnte am 17.10.1927 gefeiert werden, die Kirchweihe erfolgte am 19.07.1928. Bereits im darauffolgenden Jahr  – Ostern 1929 – verließ Vikar Möbius Holthausen, um eine neue Stelle im Ruhrgebiet anzutreten.  Vikar Otto Möbius hatte bereits kurz nach seinem Amtsantritt in Holthausen – Ostern 1924 – mit den Vorbereitungen für den Kirchbau begonnen und diesen trotz vieler Widerstände zu Ende geführt. Im Jahr 1932 wurden drei Glocken angeschafft, die zum Weihnachtsfest 1932 erstmals läuteten. 

Die Steine für den Neubau der Kirche wurden in einem Steinbruch am Jüberg gewonnen. Über 10.000 Arbeitsstunden haben Holthauser und Huxeler Familien im Steinbruch gearbeitet. Um den Dachschiefer für die Kirche kostenlos zu erhalten, opferten die Grubenarbeiter 107 Schichten á 8,5 Stunden – insgesamt über 900 Stunden. In der Chronik des Kirchbaus sind weitere 4.000 Arbeitsstunden für Ausschachtungen, Holzfällarbeiten, Anfahren von Baumaterial etc. dokumentiert.

I en niche i ydervæggen var den traditionelle mindetavle for sognets faldne. 3/4 af navnene findes i perioden 1939-45 + de savnede fra og  med 1946. Her i skrivende stund bemærker jeg, at ingen af sognets uniformerede mænd deltog i kampene omkring byen i begyndelsen af april 1945. De var alle langt hjemmefra.
Jeg kan godt lide det lidt skæve ved Frelserens gengivelse på korset.

Jeg var lidt overrasket over kirkens indre – måske mere nøgtern, end jeg havde forventet af en katolsk kirke langt ude i en bjergrig egn. Det skyldes måske at vi er nogenlune oppe midt i Tyskland, og at afstanden fra Oberbayern er den afgørende faktor. Måske er kirketraditionerne rent interiørmæssigt på disse breddegrader ikke så forskellige mellem katolske og evangeliske kirker?

Jeg ved ikke noget om hvem, der har fremstillet altertavlen. Den er sympatisk via sin enkelhed og sammenknytningen med den skovrige egn, den står i.

Jeg forlod Holthausen og drejede sydpå lige før det lille kapel, som Inge besøgte i går. Jeg tog dette billede lidt nede ad vejen, for herfra ses kirken tydeligt mod den mørke skov i baggrunden.

Gik ned langs den vestlige slugt, der afgrænser golfbanen på dette stykke. Wilzenberg ses til venstre for midten.

Ved 2-tiden var jeg nede i Winkhausen…

Jeg havde tilbagelagt 8.4 km og været godt 3 timer undervejs

Lidt interessant højdekurve for turen, der viser slugterne på begge sider af golfbanens centrale del.

Jeg kunne nu vise Inge min “künstlerische Schöpfung” 

Vi valgte at gå op til golfbanens klubhus for at tage Kaffee und Kuchen pausen der.

Vi gik ikke den lige vej tilbage til hotellet, men op om Kiefernhütte, som vi ser oppe på bakkekammen. Den røde pil viser bænken i nærheden af Kiefernhütte, hvor jeg sad og tegnede i formiddags.

Efter at have passeret Kiefernhütte tog jeg dette billede af Knollen, som ellers på vores billeder har ligget i modlys. Her ses vejene tydeligt i de områder hvor nye træer vokser op.

Der var flere skridt i Inge, så vi gik ad “W2”-stien mod nordøst indtil vi kom til skoven. Her vendet vi om og er nu tilbage mod vejen ned til Winkhausen. Wilzenberg tårner sig op i venstre side.

Efter 5 o’clock tog jeg blokken frem med skitsen, jeg lavede i går…

…og trak den op med min tushpensel. Det gav den mere kraft, syntes jeg 

Og så fandt jeg også farveblyanterne frem, så der kunne komme lidt efterårsfarver på.

Imedens havde Inge kigget i et af de mange blade værelset var udstyret med, som testede forskelligt – heriblandt knive. Laguiole vandt. Sådanne har vi villet købe i flere år, så det var jo en glæde, at vi lod til at være på rette spor.

Forretten i aften: Tomaten-Brotsalat mit Mozzarella, Rucola und Fenchelsalami. Overraskende god.

Suppe von Karotte & Ingwer, og derefter…

…gik vi til salatbuffetten og undtagelsesvis har jeg idag taget billede af mit udpluk.

Til mig: Glasierte Barbarie-Entenbrust an Orangesause mit Mandelbrokkoli und gebratenen Mohn-Schupfnudeln. Meget velsmagende og mørt.

Til Inge: Gefüllter Kräuterpfannkuchen mit sommerlichem Gemüseragout und Erbsencreme. Inge var vist også tilfreds med sin ret.

Dessert: Kirschmousse mit Pistazien-Spongecake und Mohneis lukkede måltidet for os – der var ikke plads til ost fra buffetten 

Medens Inge var ude for at samle skridt og fotografere månen, der står op over Wilzenberg…

…gik jeg – via baren – op på værelset. En espresso og en Obstbrand (på vilde kirsebær, vist nok) var helt på sin plads efter en sådan god dag og aftensmad 
Jeg er sikker på, at der var et godt glas hvidvin til Inge, da hun kom tilbage fra sin mørkevandring omkring hotellet.

Billedet tog jeg ca. 07:25 og da var der allerede plasken nede i det udendørs bassin og inde i hallen var der også aktivitet. Inge fortæller, at der er en gruppe, der starter allerede 07:00 

Jeg var i restauranten klokken 8 og startede på morgenritualet med at hente saft, vand og brød. Der var ret fredeligt, så jeg benyttede lejligheden til at fotografere lidt dernede. Vores bord er markeret med en blå pil.

Henne fra vores bord vendte jeg mig om og tog dette billede. Morgenbuffetten er i den retning, vi kigger i nu.

Og et lille drej til venstre giver et kig over til wellness-centret med svømmepølene.

På vej til morgenmad bemærkede Inge disse engle. “Hovederne” er lavet af  fyrrekogler.

Morgenbordet, som Inge kom ned til. I det høje glas er æble og gulerodssaft, jeg har lavet ved morgenbuffetten. Det midterste glas er med medium perlende vand til rejsepulveret og den gule væske i det sidste glas er friskpresset appelsinsaft. Så ligger dagens “Ihre Tagespost”, som lagt af personalet. Så er det bare individuelt at forsyne sig fra buffetten, hvor der også er en kok, som laver en æggeret efter ønske.

“Ihre Tagespost” forudsagde gråvejr med opklaring ved middagstid, som så skulle holde dagen ud. Ikke dårligt.

Og så var der orienteringen om aftensmaden, så smagsløgene kunne forberede sig. Sommelier Philipp Oltersdorf anbefaler som hvid følgevin en 2015 Riesling “Klosterberg” 1. Lage trocken fra Rheingau (den har Inge vist allerede smagt).
Derudover var der i posten forslag til brødbagning i Backhaus Wenholthausen (ca. 30 minutters kørsel mod nord herfra), besøg i kirken i Holthausen eller gå på indkøb hos Falkes fabriksudsalg i Schmallenberg.

Endvidere kunne vi læse, at hotellet i sit Saunaområde også har et Gradierwerk! Det kender vi jo fra Salzuflen på vejen fra Bremen til Frankenberg.  Her benytter de også slåenkviste. Menschens Kinder, hvor er vi blevet kloge af at rejse 

På denne torsdag mener dagens avis at Wolfgang Schäuble er den eneste tænkelige afløser for den nys afdøde Bundestagspräsident. Det kommer nok til at holde stik. Lige over folden understreger avisen, at det industrielle opsving ikke lader til at stoppe. Det er jo interessant, for det lader til at have klaret at Trump blev præsident med hensigt til at isolere USA, at EU slår revner og får blå mærker af Brexit, uroen i Spanien, den gærende uro i Italien, mukken i de nye EU-lande i Østeuropa…

Og inde i bladet bemærkede Inge, at piger bør have andre forbilleder end Prinsesse Lillifee – bedre ville det være med Onkel Joakim, herskeren over patriakatets magtmiddel 

Efter morgenmad drejede Inge en runde i Winkhausen og fotograferede undervejs die Kapelle St. Katharina, som det omtales i en brochure og nogle steder på nettet. Andre steder på nettet kaldes det for die Jacobus Kapelle. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, men det ligger lidt henne ad B236 (Alte Handelsstrasse).

Tilbage på hotellet – på vej op til etagen – fotograferede hun disse engle af træ. Meget sjove og ganske enkle.

En times tid senere var Inge ude at gå igen. Denne gang startede hun ud i vestlig retning og gik i nærheden af B236 der er hovedlandevejen til Schmallenberg.

Et sted på stien GL1 – syd for golfbanens klubhus, antager jeg – stødte hun på dette helt enkle kors. Det ligner en bil/motorcykelulykke i nyere tid. Ingen inskription, der hjælper.

Her vender hun sig om og kigger tilbage mod Winkhausen. Bjergtoppen lidt til venstre for midten er “Knollen” ved siden af hotellet og til højre er det Wilzenberg.

Og ligeud kigger hun lige ind i Gleidorf.

Der Ort mit seinen ca. 1400 Einwohnern liegt etwa im Zentrum der Stadt. Der Name “Gleidorf” leitet sich ab von der Gleier, ein Fluß, besser gesagt, ein etwas größerer Bach, der hier in die Lenne mündet. An den Ufern dieser beiden Flüsse liegen die Wohnhäuser. Die weit auseinander liegende Bebauung lässt viel Raum für grüne Inseln. Ein teilweise recht alter Baumbestand verteilt sich über die gesamte Ortschaft. 

Im Jahr 1072 wurde die Siedlung zum erstem Mal in einer Urkunde des Kloster Grafschaft erwähnt. Lange Zeit bestand sie nur aus recht wenigen Häusern und Höfen die recht günstig an der alten “Heidenstraße” lagen. Ein sehr alter und wichtiger Handelsweg, der von Köln über Kassel bis nach Leipzig führte. Interessant ist, dass der Jakobsweg, einer der berühmtesten Pilgerwege, der zum Grab des Apostels Jakobus in Santiago de Compostela in Spanien führt, hier die gleiche Streckenführung hat.

10:45 var jeg selv undervejs op til det højtbeliggende sted over Holthausen, hvor Inge havde været i går, og var nået herop på Lascheid-Rundweg med udsigt over til Knollen.

Inge styrede hen mod den katolske Herz-Jesus-Kirche. Døren var åben og hun gik ind. Moderne look!

Baujahr: 1983/84
Die erste Pfarrkirche in Gleidorf wurde 1905/06 mit sehr bescheidenen finanziellen und somit unzulänglichen Mitteln erbaut. So fehlte sogar das Geld für einen Glockenturm. Das Bauwerk zeigte bereits nach 75 Jahren starke Mängel in der Bausubstanz – eine Sanierung erwies sich nicht als sinnvoll und somit wurde das Gebäude am 15. Februar 1982 binnen weniger Stunden abgerissen. An gleicher Stelle wurde 1983/84 die jetzige Herz-Jesu Kirche errichtet.
Erbaut nach den Plänen des Architekten Johannes Reuter aus Kassel ist dieses Bauwerk sicherlich ein gelungenes Beispiel zeitgenössischer Kirchenarchitektur, u.a. erbaut mit den regional typischen Grauwackesteinen der Vorgängerkirche. Im Mai 2009 konnte eine restaurierte historische Holdich Orgel aus Enfield, einem Stadtteil Londons, eingeweiht werden. 

Kirken betoner sine særlige egenskaber blandt andet på denne måde:

“…Seit  2015 ist die Gleidorfer Herz- Jesu Kirche als Lichter- und Zuspruchskirche gestaltet.
Haben Sie schon einmal den Innenraum einer Kirche entsprechend Ihrer Stimmung selbst gestaltet ? Die Gleidorfer Kirche möchte für Sie zu einem Ort werden, an dem Sie Ihre persönlichen Anliegen vor Gott bringen können.
Die neuartige Lichterkirche in Gleidorf bietet Ihnen tätsächlich diese Möglichkeit. Entsprechend Ihres momentanen Gefühls erhält der Kircheninnenraum eine dezente Farbgebung. Dazu passend hören Sie  Musik und mediative Gedanken”

En “Lichterkirche” er en kirke, der belyses udelukkende med stearinlys. Det medfører en helt særlig stemning – og som plakaten viser, så kan man vælge sin helt personlige stemning (sammensat af lys og musik) for en periode af 10 minutter.

Dette tæppe fotograferede Inge i kirken. Jeg gætter på, at vi her har den hellige Franz – kirkebyggeren!

“… Og han begyndte at bede til Gud, og foran et byzantinskkrucifiks i den lille forfaldne kirke San Damiano hørte han den korsfæstede tale til sig og sige: “Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen”. Frans tog det meget bogstaveligt og begyndte en restaurering af den lille kirke…”

Måske kan vi knytte denne overlevering til Frans som kirkebyggeren? Jeg gætter bare 

Inge forlod kirken og gik nordud af byen til hvor vejen (vandresti GL2) går til Dicke Linde i nordenden af Schmallenberg. Wilzenberg ses i baggrunden, Gleidorf i midten og Schmallenberg i højre side i baggrunden.

Nogenlunde samtidig var jeg kommet ud af skovstykket på Lascheid-Rundweg og nærmede mig landevenen fra Niedersorpt til Holthausen. Jeg husker, at mit indtryk ved at komme her ud i det fri og se de bløde kurver på landskabet og den vide udsigt var særdeles positivt.

Og Inge kiggede nu ned i Schmallenberg. Hvilke af træerne derhenne i forgrunden, der er Dicke Linde har jeg ingen anelse om 

Jeg var da kommet ud på den asfalterede landevejen Niedersorpe-Holthausen, hvor jeg endnu engang blev betaget af landskabets liner. Det var en fantastisk oplevelse, husker jeg – pudsigt, for der var jo intet dramatisk i det, eller opsigtsvækkende. Måske var de en form for harmoni, der betog mig.

Inge bemærkede dette krucifix. Ydre rammer helt simple med knaster og revner, men så med tilføjet high-tech belysning i form af en LED-lampe drevet af et solbatteri 

11:30 fik jeg mit mål i sigte.

Inge bemærkede på sin vej dette kors med indskrifter: “Herr erbarme Dich” og “…Kreuz das hier am Wege steht will dem Wanderer der vorübergegeht das Wort des Trostes sagen – Der Herr hat deine Schuld getragen” – Ja, men vandringsmanden måtte stadig selv bære sin jordiske bagage…

Inge var vendt om og havde nu Wilzenberg til højre i udsigten – bag højspændingsmasten.

Og på vejen fastholdt hun med telefonen en Goldener September..

Om lidt vil – henne ved P-pladsen (uden for billedet til venstre) – vil jeg dreje ind på vejen op til skoven.

Her endnu et af Inges pano-billeder. Hun vender sig om og får Schmallenberg med i højre side og Wilzenberg helt ude i venstre side.

Oppe fra mit niveau lavede jeg også et pano-billede, der viser vejen op og vejen jeg fortsatte til højre ud af billed på. Inge befinder sig ca. midt i billedet nede i Lennetal langs hovedlandevejen B236.

Jeg gik længere hen ad vejen mod nordvest, indtil jeg kom til dette læskur. Det så ideelt ud til at sidde i og lave verdenskunst 

Her er min udsigt fra bænken i skuret. Vi genkender nu alle straks Holthausen på grund af den karakteristiske kirke med det runde fyrtårnslignende tårn.

Jeg fandt min lille postkort-blok frem, samt tush-penslen og farveblyanterne. Men det blev dramatisk for mig, for tush’en strømmede ud af penslen, så jeg måtte tegne hurtigt og tørre penslen af hele tiden. Heldigvis kom der ikke pletter på bukserne, men så heldig var bænken ikke. Hvis jeg kommer tilbage til Winkhausen, må jeg absolut op for at se, om pletten stadig er der 

Inge nærmer sig golfbanen, så hun er nok tilbage på hotellet inden klokken 1.

Nogle minutter efter at Inge knipsede det forrige billede, lagde jeg blokken på mit skød og fotograferede dagens kunstneriske resultat  Det havde været rigtig dejligt at sidde deroppe, højt over landskabet i det læskur.

På vej tilbage gjorde jeg mig lidt umage for at få et billede af efterårets præg på skoven, men det var ikke så nemt. Selv et udsnit af dette billede gengiver ikke bedre oplevelsen jeg havde.

Dette herlige par i wellness-hallen fotograferede Inge. Efter hendes lange gåtur må det have været dejligt at prøve de forskellige svømmepøle.

Den hvide pil viser, hvor jeg sad og malede. Jeg havde været undervejs i ca. 3 timer (inklusive den kunstneriske aktivitet oppe i læskuret) og tilbagelagt 9.6 km.

Jeg havde forventet at toppen af kurven var fladere, men den viser, at jeg i dag arbejdede hurtigere end forleden, hvor jeg sad næsten 1 time på bænken oppe ved Kiefernhütte 

Overfor hotellet, på den anden side af die Alte Handelsstrasse sad en dreng, på en bænk, der stod skævt omkring et træ, der stod skævt. Han havde hver dag og hver nat siddet sådan med sin lille hvide hund – og han sidder der nok endnu. Mon han er lavet af den samme person, som lavede parret i wellness-hallen?

Eftermiddagssolen varmede efterårsfarverne rigtigt op, og lige så stille var klokken blevet over 5… …og senere blev den langt over 6…

…og så blev det tid til forretten: Ziegenfrischkäse-Taler mit Walnuss- und Blütenhonig gratiniert auf Birnen Chutney. Smukt anrettet og velsmagende – hvis man, som jeg, ikke har noget imod en frisk gedeost 

Suppen: Senfschaumsüppchen mit Kerbel.

Fisken: Gebratenes Medaillon vom Seeteufel auf Perlgraupenrisotto.

Hovedret til Inge: Tomatenbulgur mit Paprika auf Karottencreme mit Kräuterschaum.

Hovedret til mig: Kalbshüfte mit Burgundersauce an Steckrübenpüree und gebackenen Süsskartoffelkrapfen.

Dessert: Zitronen-Tarte mit Baiserhaube und Joghurtschaum.
Ostebuffetten sprang vi over – og bemærkede I, at der ikke var indlagt gåtur i denne aftens menu – ingen tur til salatbaren 

På vej op på værelset fotograferede vi de 3 engle i korridoren. Jeg har tidligere introduceret de 2 små.

Og så introducerede Inge mig til opskriftsiderne i bladet GENUSS, hvor opskriften til Verdens bedste schnitzel blev givet til læserne 

En Schnitzel skal være 5 mm tyk, så passer gennemstegningen med stegetiden for paneringen. Sådan! Og Herr Schliechs hentydning til at den skal svømme er, at der skal være rigeligt med olie på pannen. 2-3 cm dybt i panden, så der kan sagtens gå det meste af en flaske olie til stegningen  Vi bliver så kloge af at rejse.

Inge fortalte, at hun havde bemærket dekorationer i blandt andet hotellets bibliotek, så ved 21:30-tiden huserede jeg rundt dernede med mobiltelefonen. Meget flot installation og kunstfærdigt lavet “frugt” der hænger i grenene.

På den modsatte side af lokalet stod denne – eller disse.

Den lille set lidt tættere på. Vasen er transparent. Gad vide, hvad den var lavet af?

“Frugten” i den høje installation er lidt svær at gætte på, hvad materialer angår. Dens top lader til at være lavet af frøskaller og “kroppen” lader til at være lavet af bark – men det er rent gætværk ud fra fotografiet.

Og endelig dette træ, lavet af træ, som med nogle kugler og røde sløjfer nemt kan tjene til pynt i december måned.

Nej, der var også denne krans lavet af kogler og frøskaller. Meget smuk!

Hugh Hefner var over folden denne fredag morgen – fordi han var død. Ham og hans brug af kvinder havde Inge stærke meninger om. Jeg husker hans produkter fra mine unge år, og især, at det vist var via annoncer i hans blad, at danske mænd begyndte at finde Old Spice produkter (specielt after shave’n) eksklusive 

Jeg har ikke fået vist denne smør-leverandør. Man trykker på den grønt lysende cirkel og holder sin tallerken under, der hvor der lyses ned på bunden.

Og et stille dump markerer at smørskiven er landet på tallerkenen. Temperaturen sikrer, at det straks er smørbart uden at være “lummert” 

“Ihre Tagespost” lovede samme vejr som i går, med lidt højere temperaturer. Det lyder jo meget fin, for så får vi pænt vejr at køre herfra i. Det er nemlig afrejsedag.

Same procedure… Medens jeg pakkede bil og ordnede formaliteterne forbundet med afrejsen, gik Inge sig en tur og høstede skridt på sit armbånds-aktivitets-center. På vej ud, antager jeg, bemærkede hun denne beplantning.

Den udendørs del af morgengåturen førte op forbi die Kiefernhütte. Vi ser Bad Fredeburg i midten og helt til venstre Gleidorf.

Tilbage ved hotellet fangede hun dette gode reklamebudskab!

Og så forlod vi hotellet og kørte til Schmallenberg – nærmere betegnet FALKE’s fabriksbutik.

Fabriksudsalget så ud, som jeg havde forventet…  …og nej, det er ikke vores bil, der er parkeret uregelmæssigt der i højre side  Vi holder naturligvis (når Inge er med) reglementeret på P-pladsen for besøgere.

…men det kan nok være, at jeg gjorde store øjne, da jeg kom indenfor! Butikken var som taget ud af et af de allerbedste stormagasiner og var med sandsynlighed grænsende til vished den butik i Tysklands (og måske Verdens), der havde det mest komplette udvalg af FALKE-produkter. Damen sagde, at de havde ALLE produkter repræsenteret her, måske ikke hver dag i alle størrelser…

Og jeg, som kun kender FALKE som fabrikant af meget komfortable strømper, blev lamslået over det brede sortiment både til herrer og damer.

Det blev en god start på dagen for FALKE 

Næste planlagte stop var i en mindre by, en kurby, hvor jeg et par aftener før havde fundet denne café på nettet. Hvorfor denne? Jo, det skulle være et sted nogenlunde midtvejs for dagens etape, og gerne udenfor storbyerne, og gerne i en Kurort, for da var chancerne for at finde en god café alt andet lige bedst.

Ca, 15o km nord for Schmallenberg (ja, jeg fik ikke startet uret i selve Schmallenberg, så jeg rundede op) er byen Rothenfelde, hvor caféen er.

Vi bestilte en frisklavet ostemad…

…og en frisklavet skinkemad. De mente os det godt. Medens jeg ventede på at betale var Inge ude for at samle skridt til sin tæller, og hun kunne fortælle at ovre på den anden side af gaden var en café der så god ud og havde bedre udsigt. Ja, sådan kan det være svært at tolke udtalelser på nettet, hvor “vores” fik de bedste karakterer . Den overfor havde jeg i min søgning overhovedet ikke lagt mærke til…

Vores madder var OK, men et nummer for store for os, men ambienten var ikke noget at skrive hjem om. Nå, hvorom alting er, så fik vi noget mad, og var klar til næste etape på dagens rejse.

17:15 kunne Inge fra hotelværelsets balkon tage dette modlysbillede over Zwischenahner Meer, som egentlig ikke er et hav, men en sø .

Denne etape var på 158 km, så vi havde tilsammen kørt 320 km siden vi forlod hotellet. Det oplevedes som værende lige i overkanten og ankomst en times tid tidligere ville have været bedre – som vi var enige om, da vi evaluerede dagen den aften. Nogle uger senere, derhjemme, kom vi til den slutning, at Bremen havde været bedre for os, rent rutemæssigt og vi ville så have kunnet ordne nogle indkøb, for hvilke vi ikke havde fået afklaret købsbeslutningerne da vi var her på udrejsen.

Hotellet har sin egen “avis”, som dog ikke har et navn. Vi kunne i dagens udgave læse vejrudsigten for dagen og 3 dage frem, og at der havde været udflugt til Bremen. Der var også mulighed for at tage på bustur til Zwischenahner Moor, hvis man havde lyst til det. Den ugentlige klipning af hotellets 30000 m2 græsplæne var gjort i morges, så det vil ikke blive en gene for os under vores korte ophold her  …og så meddeltes det også at hotellets sol-produkter solgtes med 15% rabat. Solbadesæonen er vel også forbi…

Set fra Inges fotoposition på den nyklippede græsplæne stikker min hårtop lige akkurat op over balkongelænderet. Gad vide, hvad jeg har travlt med?

Inge vendte sig om, gik lige ned til hotellets bådebro og fotograferede denne fredelige scene.

Til den anden side lige så fredeligt.

Og så lige et drej til den anden side, lidt mere end da hun fotograferede i retning af lystbådehavnen: Hotellets strandvogne – kan man mon kalde dem “Mobile Umkleidekabinen” ?

Nej, det er Sauna-Strandwagen! Det var vist Inge, som havde læst denne lille annonce i hotellets “avis”.  Annnoncen fortæller også, at nøglekortet til hotelværelset er nødvendigt for at komme til “stranden”.

Aftenens menu…

Efter den udmærkede salatbuffet (her starter man med den) fik Inge Kräuterkartoffelstampf ohne  gebeizter Entenbrust…

…og Friesische Krabbensuppe mit Safran (Krabben = rejer) til mig.

Inge valgte kødet fra igen, og fik sig en portion Safran-Erbsen-Risotto.

Jeg tog hele pakken med fisk : Souffliertes Fischfilet in Wermutschaum mit muntem Gartengemüse und Linguine.

Jeg havde udsigt til smukke Inge, og hun havde til gengæld en smuk udsigt til en stor tegning på væggen bag mig. Den var virkelig interessant og valør-forskelle var lavet med blyant. Ingen laveringer…

Inge valgte dessert uden for menuen: Rote Grütze eller Waldbeeren mit Vanilleeis.

Jeg havde heller ikke lyst til en dessert med mascarpone, så jeg valgte  en kugle is med flødeskum…

Jeg flottede mig med en digestif – en Obstbrand fra Schwarzwald.

På vej fra restauranten til værelset kom vi forbi dette “juletræ” af kronhjortegevirer – lige noget, tror jeg, for vores jægerven nede på heden