Her ved siden af mig ligger avisen på bænken langs væggen i morgenmadsrestauranten og fortæller på afstand at catalanerne fordrer uafhængighed og at bevægelsens ledere bedyrer, at man vil holde ud indtil uafhængigheden er opnået. Bombastisk! Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er som om nutidens uafhængihedstilhængere fuldstændig har glemt Spaniens nyere historie – mere præcist den rædselsfulde borgerkrig i 1930’erne.
Efter en udmærket morgenmad var vi igen klar til at lege turister i byen. På Place d’Armes – et stenkast fra hotellet – står dette mindesmærke for 2 forfattere. Derfor har det et dobbeltnavn: Dick-Lenz Denkmal,
Edmond de la Fontaine (1823 – 1891), better known by his pen name of Dicks, was a Luxembourgian jurist, poet, and lyricist, known for his work in the Luxembourgish language. He is considered the national poet of Luxembourg,
Michel Lentz (1820 – 1893) was a Luxembourgish poet. He is best known for having written Ons Hémécht, the national anthem of Luxembourg.
Og herfra hen til Place de la Constitution…
…med Pont Adolphe i baggrunden. Et klassisk billede fra Luxembourg!
Det var ikke tilfældigt, at vi var netop her. Herfra starter CitySightseeing Luxembourg og den rundtur, der solgtes her, syntes vi kunne være interessant.
Vi købte billetter (små ørehøjttalere fulgte med) og satte os op i bussen, der holdt og ventede på nye passager. Vi fik plads på øverste dæk helt fremme foran – hvis vi lige glemmer sikkerheden, så var det nok de bedste pladser.
Plugged-in var vi nu rigtige turist-passagerer på rundtur. Her kører vi østpå ad Avenue John F. Kennedy, hvor vi i går på vej ind i byen – i modsat retning – holdt i én lang sammenhængende kø, der kun fodslæbende flyttede sig. Nu går det heldigvis strygende.
Her er vi oppe i forstaden Kirchberg, ved begyndelsen til Quartier Européen/Europaviertel, hvor flere europæiske institutioner har til huse – samt bankerne – og tilsammen er det en “tung” bydel:
Das Generalsekretariat des Europäischen Parlaments: es bereitet die parlamentarischen Arbeiten vor und ist auch Sitz des Übersetzungsdienstes.
Ein Teil der Generaldirektionen der Europäischen Kommission: hier erfolgt die Koordinierung und Ausführung der gemeinschaftlichen Politik.
Der Europäische Gerichtshof: er wacht über die Einhaltung des Gemeinschaftsrechts in den Mitgliedstaaten.
Der Europäische Rechnungshof: er prüft alle Einnahmen und Ausgaben des europäischen Haushalts.
Die Europäische Investitionsbank: sie unterstützt die ausgewogene Entwicklung der Staatengemeinschaft durch die Finanzierung wichtiger Projekte unter Einhaltung der strengen Regeln des Bankenmanagements.
Der Rat der Europäischen Union: er bestimmt die gemeinschaftliche Politik und tagt in Luxemburg in den Monaten April, Juni und Oktober.
Das Übersetzungszentrum für die Einrichtungen der Europäischen Union (CdT) für Übersetzungsarbeiten für die dezentralen Organe und Institutionen der Gemeinschaft.
Die Euratom-Versorgungsagentur zur Versorgung der Union mit spaltbaren Material etwa für die atomare Stromerzeugung.
Das Max Planck Institute Luxemburg for International, European and Regulatory Procedural Law.
Et af dem har jeg haft kontakt med i mit “aktive arbejdsliv” – Der Europäische Rechnungshof, som vi altid omtalte med dens franske betegnele: Court de Comptes 
Der var blå EU-flag overalt – så jeg var tilfældigvis farvemæssigt korrekt påklædt til denne del af turen 
Det var meget interessant at se, hvor tidligere forhandlings- og samtalepartnere har til huse. Og her på Avenue Konrad Adenauer med EU Kommissionens store komplex kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange byggekontrakter der er landet i denne bydel og hvor meget disse institutioner betyder for byen Luxembourg. Det må blandt andet betyde flere hundrede tusinde hotelovernatninger hvert år
Fra Kirchberg-plateauet kørte vi vest om bymidten til bydelen Gare…
…som hovedbanegården har givet navn til. Her vendte vi…
…og kørte tilbage over den nyligt renoverede Viaduc til…
…Place de la Constitution. Vores rundtur var slut. Det var et godt valg at få et indtryk af byen på denne meget afslappende måde.
Vi havde tilbagelagt godt 20 km med en gennemsnitshastighed på 10 km/t…
… op og ned. Højdekurven vil jeg dog tage et vist forbehold med, for de 3 spidse dyk kan jeg ikke få til at passe, så måske har vi oplevet storbyforstyrrelse af signalet (hvis Inges løbeur da ikke bruger barometrisk højdemåler ).
Godt en halv time senere befandt vi os i den katolske kirke St. Alphonse i Rue Beaumont. Ca. midtvejs var hotellet med dets upåklagelige komfort for afvikling af naturlige behov og trods dette midtvejsophold tog det ikke mere end ca. en halv time fra rundtursbussen til kirken. Det viser, hvor overkommelig den centrale del af Luxembourg by er
Kirken blev i begyndelsen af 1950’erne det religiøse samlingssted for expats, der i stigende grad kom til byen med begyndelsen af indledende aktiviteter forud for EU og den tiltagende gruppe af banker. I årenes løb udskiltes brugerne i flere kirker og nu virker kirken kun som samlingssted for de engelsk-talende katolikker, der kommer fra flere end 50 forskellige lande.
Over det meget enkle alter hang en usædvanlig “himmel”, der næsten lignede en rekvisit fra Star Wars – en kæmpeklo der er på vej ned for med knusende kraft at lukke sig om alteret med billedet af Maria med Barnet.
Kirken skriver på sin hjemmeside, at menigheden er relativt ung og muligvis årsagen til at børnevenligheden understreges kraftigt her, hvor der tændes lys – rent gætværk
Ude i den mere verdslige verden gjorde flere butikker os med en gaveidé-inspirrerende plakat opmærksomme på, at den 1. oktober var Fars Dag. Ingen skruenøgler eller golfkøller – men det var også i en herreekviperingsbutik, at denne plakat hang.
Middagskoncert på Place d’Armes. Jeg kunne godt lide saxofonen, men det kan jeg som regel.
På den lille opslagstavle til venstre for damen med den røde jakke bemærkede jeg et navn for dem, der spillede netop nu: Laurent Gauthier – og det fik mig til at kigge nærmere på de medvirkende. Jeg har i flere år haft en fransk kollega med netop det navn, men ingen ansigter var velkendte. Der er, som min far sagde, andre røde køer end præstens
Nu kunne vi ikke alene leve på de åndelige indtryk og forlod musikken for at finde et sted at spise. Undervejs bemærkde vi denne mand, som lavede og solgte små figurer i valnøddeskaller.
De var meget finurlige og at nogen har netop dette som sit levebrød ville jeg aldrig have kunnet gætte
Spisestedet blev Oberweis i Grand-Rue…
…der leverede en Bouchee à la Reine til mig og en Poelee de legumes de saison til Inge. Begge retter meget velsmagene.
Da jeg fik regningen blev mine øjne en lille smule større – Momsen var kun på 3 (tre) % !!!
Det kalder jeg differentieret moms
Ikke langt fra Oberweis er Place du Théatre, hvor til min store overraskelse denne herlige gruppe danser og laver narrestreger. De minder meget om die Moriskentänzern, der snittes i Grödnertal i Sydtirol.
Vi kom ind i Rue Sigefroi, der ledte os hen forbi kirken Église Saint-Michel, en blomsterrig katolsk kirke viste det sig, da vi kom indenfor.
Die Michaelskirche ist das älteste erhaltene sakrale Bauwerk in Luxemburg (Stadt). Im Jahre 987 stand an der Stelle der heutigen Michaelskirche die Burgkapelle der
Luxemburger Grafen. Im Lauf der Jahrhunderte wurde die Kirche mehrmals zerstört, jedoch immer wieder aufgebaut, verändert und erweitert.
Ihr heutiges Aussehen erhielt die Kirche im Jahre 1688. Aufgrund der bewegten Geschichte vereint das in den 1960er und 1980er Jahren restaurierte Bauwerk heute Elemente romanischer, gotischer und barocker Architektur.
En lille mur af blomster lagt på et bord med hvid dug gav liv til det ellers noget “forstenede” interiør.
På vej ud bemærkede jeg dette vindue, som jeg efterfølgende ikke har kunnet finde information om; men det er jo heller ikke vigtigt – jeg har haft min æstetiske oplevelse foran det
Vi kom ud på Le Chemin de la Corniche lige over for kirken St. Jean du Grund og Neumünster klosteret, der i dag er mødested og kulturelt center.
Le Chemin de Corniche er virkelig en interessant “terrasse” at gå på, for der er så meget at opdage for en førstegangsbesøgende som mig.
Og så kom vi til opgangen til Bymuseets underetage-bagindgang, som vi havde udforsket i går.
Vi ville på museumsbesøg!
Vi kørte op med den store stilfulde 0-personers elevator, så vi på ordentlig måde kunne få adgang til museet…
Efter billetkøbet spurgte vi om der var en anbefalet rute at følge i museet. Det var der – man starter i underste etage
Der var fine modeller af byen fra gamle dage…
…og til dagens Luxembourg City. Jeg spekulerede på, om 3D-data fra satellitbilleder var anvendt på denne store model. Det ville være smart at kunne benytte dem, så hvert hus ikke møjsommeligt måtte fremstilles i korrekt skala og figur.
Denne installation kunne jeg også godt lide: Byens kirker.
Luxembourg har haft mange forskellige soldater fra forskellige stater inde over bygrænsen og især dens bemanding af fæstningen med preussiske soldater en overgang er for mig endnu lidt af en gåde. I museet her var der på en “bro” foran en kulisse med fæstningsbyen opstillet en bred vifte af soldater, der repræsenterede denne forskelligartethed i tidens løb.
Her viser jeg bare et udsnit.
Ude igen under den blå himmel gik vi forbi Storhertugens Palads på vej til et sted, hvor vi kunne få kaffe og kage
Vi fandt ingen velegnede kandidater før vi igen stod foran Oberweis – så der gik vi ind, ihukommende deres lækkert udseende kager.
…og det blev til kaffe med 2 stk. velsmagende Symfonie Infini – med 3% moms
Det gav ny energi og vi fortsatte med at lege turister til længe efter, at klokken var blevet 5 her i byen. Og vi var gode turister, for vi købte denne souvenir til magnettavlen derhjemme 
Da vi fandt ud af, hvor sent vi var på den, satte vi os på Place d’Armes i den modsatte side af vores lille hotel. Vi kunne så sidde og kigge på folk og det, men det er så lille, at det ikke var til at få øje på, skjult af træer og folk
Aftensmadsmæssigt svingede vores fantasi sig ikke op over pizza-niveauet. Vi må virkelig have været i minus med hensyn til gode pizzaer. Samme sted som i går, samme pizza til Inge, Napoli til mig og en Leffe
Efter aftensmaden slentrede vi ud på pladsen, hvor dagens musikprogram stadig kørte på fuldt tryk.
Lige nu var de musicerende Musikverein “Lyra” fra Welschbillig i Tyskland, en lille by på 2.500 indbyggere en lille times kørsel mod nordøst og mindre end 10 km på den anden side af grænsen. De var meget engagerede og det var nok lidt af et event for dem.
Og med musikken i ørene trak vi os tilbage til hotellet, hvor der var roligt, for vi havde værelse til den modsatte side