Inge var den første ude på balkonen, så vi starter dagen med det billede hun tog…
Inden morgenmad var jeg lige en runde udenfor for at fornemme vejret. I baggrunden ses en sort Porsche. Det er den, man kan leje, hvis man er en drengerøv, der godt kunne tænke sig at suse rundt på de smalle veje i Sauerland.
Den lille tur udenfor kan ikke retfærdiggøre både pølse OG bacon til spejlæget, men jeg skal i dag gå lidt i Inges fodspor fra i går.
Og her er det, at jeg mangler et billede. Det, hvor dugen er helt appelsingul. Jeg flyttede blomsterpotten så brødkurven kunne stå mere hensigtsmæssigt – og kom ved den lejlighed til at vælte glasset med friskpresset appelsinsaft. Utroligt, som det kan farve – og det meget intenst.
Morgenmadsdamen forbarmede sig over mig med en ny serviet. Så kunne ingen på afstand se, at der her for få øjeblikke siden var sket et uheld.
Jeg fik desværre ikke læste sandheden om den østtyske mand. Istedet kiggede jeg den satiriske artikel om “udrejse” fra partiet af flere medlemmer af AfD.
“Ihre Tagesblatt” lovede pænt vejr hele dage med milde temperaturer. Billedet øverst på siden anbefalede en 6-retters gourmetmenu i hotellets gourmetrestaurant, som man mod en merpris i rammern af halvpensionen kan benytte.
Ellers anbefaledes Relax-Wohlfühl-Massage, som jeg kan forestille mig hvad indebærer, men hvad Entspannende Moorpackung medfører er derimod sværere. Er det mon en form for mudder- eller tørvebad?
…og naturligvis, hvad smagsløgene kunne se frem til i aften
På vej tilbage fra morgenmad – eller på vej ud ad døren for at påbegynde morgengåturen – bemærkede Inge denne opstilling. Det må have været ein Moment der goldener September
Jeg købte et kort, så Annemi kunne få endnu et kort. Der var 2 at vælge imellem. Dette og så det samme, bare i vinterforklædning
Inge var, så vidt jeg kan se, gået op mod Kiefernhütte og drejet til højre lige inden hun kom helt op til den. Om det er Napoleons træ, vi kan se fremme, må jeg have spurgt hende om, men jeg tror det
På min vej gennem Winkhausen bemærkede jeg dette fuglehus ved et picnicbord.
Når klappen åbnedes kom 2 glas frem og nede i kassen akvavitflasken. Meget sympatisk installation. Min ornitologiske interesse blev fornyet
Henne ved, eller lidt før Napoleons Træ er hun sandsynligvis gået nedad i dalen, hvor åen Schmalnau løber, og her er hun nede ved broen over åen.
Jeg kigger mig tilbage og knipser dette billede over Winkhausen. Til venstre rejser Knollen sig og til højre er det Wilzenberg vi ser lidt af.
Inge er kommet lidt længere nordpå op fra Schmalnau, op i det fri, hvor hun knipser Knollen. Hun kan dermed næsten se “hjem” til hotellet, som dog ligger nede i dalen til højre for bjerget.
Jeg er kommet op til “kiggekasserne” ved Kiefernhütte. Den nærmeste peger på…
…Schmallenberg. Lennetal er dalen landevejen fra Winkhausen til Schmallenberg. Den har navnet fra floden Lenne, der løber i den.
Og det passer jo godt nok. Vi har Schmallenberg i højre halvdel af dette billede. Jeg tænkte ikke på at sigte helt nøjagtigt langs “kiggekassen”
Nu er Inge kommet helt op til skoven på Ohlberg. Og det er via vejen der ses helt ude til højre. Byen ca. i midten er Schmallenberg…
Hun drejer sig lidt til højre og fotograferer igen. Schmallenberg nogenlunde midt i og Holzhausen i højre side af forgrunden. Kirken helt ude til højre.
Skulle man, når man endelig er trampet helt herop, være i tvivl om, hvad det er man kigger ud over, er der en megt fin panoramatavle. Så Inge var helt klar over, hvad hun så – det var hun nok i forvejen
Og så lavede hun sit eget pano fra et udsigtslæskur, hvor man sidder ganske fint, selv om det blæser.
Jeg havde en mission heroppe. Jeg ville lave kunst i dag og syntes, at bænken oppe ved Kiefernhütte var hensigtsmæssig. Jeg sad med solen og vinden i ryggen. Motivet kender vi ret godt nu, ikke?
Men et er fotografier, et andet die künstlerische Interpretation des Motifs
Jeg sad længe på den bænk, blev vist lidt kold af vinden, men den følelse gik over da jeg fik gang i benene igen. Min udsigt var snart efter op mod det sted, hvor Inge sad og fotograferede sit pano (rød pil).
Smukke efterårsfarver over golfbanen. Bad Fredeburg ude til venstre og Holzhausen bag busken til højre – og bag mig…
…stod Napoleons Træ version 2.0
Jeg fulgte i Inges spor ned i dalen, over broen, og op på den anden side, hvor udsigten kom igen.
Ved P-pladsen i golfbanens nordøstligste hjørne var dette kort med markering af at Holthausen er såkaldt “Golddorf”…
Es wurde als Bundesgolddorf ausgezeichnet, wie viele Dörfer dieser Region, denn im Jahre 1979 wurde der Ort Bundessieger im Wettbewerb „Unser Dorf soll schöner werden“, heute Unser Dorf hat Zukunft.
Det er et stykke tid siden, for Roland var dengang kun 2 år gammel men landskabet og byen har nok ikke ændret sig væsentligt siden…
Jeg fulgte i Inges fodspor op til Otto Moebius Strasse, hvorfra jeg kiggede stik vest hen på Holthausen.
Dette pano er taget fra hvor jeg kom op til Otto Moebius Strasse. Jeg kom fra vejen der peger ned mod Wilzenberg i venstre side og fortsatte ud af den vej der går lige ud set herfra.
Lige om lidt drejer jeg ned i landsbyen for at kigge på kirken. Byen kalder på egen hjemmeside (delt med Huxel) sig Panoramadorf Holthausen am Sauerland Höhenflug og referer til en fjernsynsredaktørs udtalelser:
„Schmucke Fachwerkhäuser mit Blumengärten, saftig grüne Wiesen, auf denen rotbunte Kühe weiden, und goldbraun schimmernde Kornfelder. Mittendrin, die dunklen Schieferdächer überragend, die Dorfkirche; ihr mächtiger Turm ist rund und nicht wie sonst in dieser Landschaft üblich, viereckig – und so erinnert er fast an einen Leuchtturm. Holthausen und Huxel – 2 km von Bad Fredeburg entfernt – im Hochsauerland, abseits der Durchgangsstraßen in stillen Winkeln gelegen, bieten noch ein Stückchen heile Welt”.So beginnt WDR-Redakteur Frank Schürmann seinen Bericht im Westfalenspiegel „Zwei Schieferdörfer und ihr Museum”. Dem ist nicht viel hinzuzufügen!
Die St. Michael Kirche in Holthausen wurde in den Jahren 1927 bis 1928 erbaut, die Grundsteinlegung erfolgte am 18.April 1927. Das Richtfest konnte am 17.10.1927 gefeiert werden, die Kirchweihe erfolgte am 19.07.1928. Bereits im darauffolgenden Jahr – Ostern 1929 – verließ Vikar Möbius Holthausen, um eine neue Stelle im Ruhrgebiet anzutreten. Vikar Otto Möbius hatte bereits kurz nach seinem Amtsantritt in Holthausen – Ostern 1924 – mit den Vorbereitungen für den Kirchbau begonnen und diesen trotz vieler Widerstände zu Ende geführt. Im Jahr 1932 wurden drei Glocken angeschafft, die zum Weihnachtsfest 1932 erstmals läuteten.
Die Steine für den Neubau der Kirche wurden in einem Steinbruch am Jüberg gewonnen. Über 10.000 Arbeitsstunden haben Holthauser und Huxeler Familien im Steinbruch gearbeitet. Um den Dachschiefer für die Kirche kostenlos zu erhalten, opferten die Grubenarbeiter 107 Schichten á 8,5 Stunden – insgesamt über 900 Stunden. In der Chronik des Kirchbaus sind weitere 4.000 Arbeitsstunden für Ausschachtungen, Holzfällarbeiten, Anfahren von Baumaterial etc. dokumentiert.
I en niche i ydervæggen var den traditionelle mindetavle for sognets faldne. 3/4 af navnene findes i perioden 1939-45 + de savnede fra og med 1946. Her i skrivende stund bemærker jeg, at ingen af sognets uniformerede mænd deltog i kampene omkring byen i begyndelsen af april 1945. De var alle langt hjemmefra.
Jeg kan godt lide det lidt skæve ved Frelserens gengivelse på korset.
Jeg var lidt overrasket over kirkens indre – måske mere nøgtern, end jeg havde forventet af en katolsk kirke langt ude i en bjergrig egn. Det skyldes måske at vi er nogenlune oppe midt i Tyskland, og at afstanden fra Oberbayern er den afgørende faktor. Måske er kirketraditionerne rent interiørmæssigt på disse breddegrader ikke så forskellige mellem katolske og evangeliske kirker?
Jeg ved ikke noget om hvem, der har fremstillet altertavlen. Den er sympatisk via sin enkelhed og sammenknytningen med den skovrige egn, den står i.
Jeg forlod Holthausen og drejede sydpå lige før det lille kapel, som Inge besøgte i går. Jeg tog dette billede lidt nede ad vejen, for herfra ses kirken tydeligt mod den mørke skov i baggrunden.
Gik ned langs den vestlige slugt, der afgrænser golfbanen på dette stykke. Wilzenberg ses til venstre for midten.
Ved 2-tiden var jeg nede i Winkhausen…
Jeg havde tilbagelagt 8.4 km og været godt 3 timer undervejs
Lidt interessant højdekurve for turen, der viser slugterne på begge sider af golfbanens centrale del.
Jeg kunne nu vise Inge min “künstlerische Schöpfung”
Vi valgte at gå op til golfbanens klubhus for at tage Kaffee und Kuchen pausen der.
Vi gik ikke den lige vej tilbage til hotellet, men op om Kiefernhütte, som vi ser oppe på bakkekammen. Den røde pil viser bænken i nærheden af Kiefernhütte, hvor jeg sad og tegnede i formiddags.
Efter at have passeret Kiefernhütte tog jeg dette billede af Knollen, som ellers på vores billeder har ligget i modlys. Her ses vejene tydeligt i de områder hvor nye træer vokser op.
Der var flere skridt i Inge, så vi gik ad “W2”-stien mod nordøst indtil vi kom til skoven. Her vendet vi om og er nu tilbage mod vejen ned til Winkhausen. Wilzenberg tårner sig op i venstre side.
Efter 5 o’clock tog jeg blokken frem med skitsen, jeg lavede i går…
…og trak den op med min tushpensel. Det gav den mere kraft, syntes jeg
Og så fandt jeg også farveblyanterne frem, så der kunne komme lidt efterårsfarver på.
Imedens havde Inge kigget i et af de mange blade værelset var udstyret med, som testede forskelligt – heriblandt knive. Laguiole vandt. Sådanne har vi villet købe i flere år, så det var jo en glæde, at vi lod til at være på rette spor.
Forretten i aften: Tomaten-Brotsalat mit Mozzarella, Rucola und Fenchelsalami. Overraskende god.
Suppe von Karotte & Ingwer, og derefter…
…gik vi til salatbuffetten og undtagelsesvis har jeg idag taget billede af mit udpluk.
Til mig: Glasierte Barbarie-Entenbrust an Orangesause mit Mandelbrokkoli und gebratenen Mohn-Schupfnudeln. Meget velsmagende og mørt.
Til Inge: Gefüllter Kräuterpfannkuchen mit sommerlichem Gemüseragout und Erbsencreme. Inge var vist også tilfreds med sin ret.
Dessert: Kirschmousse mit Pistazien-Spongecake und Mohneis lukkede måltidet for os – der var ikke plads til ost fra buffetten
Medens Inge var ude for at samle skridt og fotografere månen, der står op over Wilzenberg…
…gik jeg – via baren – op på værelset. En espresso og en Obstbrand (på vilde kirsebær, vist nok) var helt på sin plads efter en sådan god dag og aftensmad
Jeg er sikker på, at der var et godt glas hvidvin til Inge, da hun kom tilbage fra sin mørkevandring omkring hotellet.