Lidt i 8 så landskabet sådan ud. Hvordan mon vejret vil udvikle sig i løbet af dagen? Måske fortæller “Ihre Tagesblatt” os om det til morgenmaden 
Avisen var afventende med hensyn til dannelsen af den nye regering – den kunne vel heller ikke andet og nøjedes med at fortælle at det gærer i AfD, i CSU og i SPD, samt at Kanzler Merkel afventer om der findes en stabil partner til at danne regering med.
I mine forberedelser – inden Inge kom ned – med at hente vand, juice og brødkurv havde jeg her fornøjelsen af at presse grøntsagsjuice. I går bemærkede jeg ikke faciliteten, men Inge gjorde mig opmærksom på den i går. Her har vi af mig presset saft i de høje glas (gulerødder og æbler, ca. 50:50) og i de små glas friskpresset appelsinsaft. Vand med medium kulsyre i de små glas til opløsning af vores rejse-pulver 
Den opmærksomme læser har naturligvis straks bemærket, at datoen er tirsdag den 25. september! Og det kan jo ikke passe, for i går var det også den 25. men dog mandag, så selvfølgelig er det tirsdag den 26.
Das “Tagesblatt” forudså blandet vejr i morgen- og aftentimerne, tørt og blandet midt på dagen. Ikke helt dårligt til gåture.
Bladet annoncerede, at der i aften var “Sauerländischer Abend in der Wein- und Bierstube “Wilzenkeller””. Det var en mulighed og ikke noget gæsterne var tvangsindlagte til. De, der ønskede det, kunne spiser her i restauranten som de plejede.
Som Wander-Tipp havde de “Sorpetal-Rundweg” på 26 km. Interessant, for jeg havde tænkt at gå op i dalen i dag – dog ikke 26 km
Lidt i 10 tog Inge dette billede over Winkhausen og op mod die Kiefernhütte. Skydækket virkede løsere. Det lod til, at “Ihre Tagesblatt” havde hentet en realistisk vejrudsigt.
En halv time senere var jeg på vej ind i Sorpetal, og henne i svinget…
…bemærkede jeg et Kneipp-Becken, som vandrere kan benytte til at køle fødderne i, eller spadserende kan give sig en lille gratis kur. Jeg følte ingen trang
Jeg gik stadig i træernes skygge, men kunne nyde solskinnet i udsigten, der blev tilgængelig af og til. Niedersorpe anes lidt til højre for midten.
Jeg forlod Sorpetal-ruten og krydsede floden Sorpe for at gå ind i Niedersorpe. Koen her var den første, jeg mødte.
Henne om hjørnet bemærkede jeg indskriften på dette hus: “Kriges Wut hat mich vernichtet – Neu bin ich aufgerichtet – Arbeitskraft in Gottes Willen – hilft die die leere Scheune füllen – 21. VII 1945”. Andre huse havde lignende indskrifter. Her, langt ude på landet, måtte voldsomme begivenheder have udspillet sig.
Lige i nærheden var landsbyens historie at læse. Det har jeg ikke set før, men det er da en god idé, for det viser et sammenhæng fra gamle dage til nu og illustrerer, hvilke begivenheder, der har haft indflydelse på liv og levned her.
Nu jeg kigger nærmereser jeg i midten en træskive og det er, som om der er sat søm i årringene. Det må jeg kigge nærmere på, næste gang jeg kommer til Niedersorpe.
Line 33 og især 34 fangede min interesse, for de antyder at noget gik grueligt galt i landsbyen i 1945, at huse blev ødelagte og beboere dræbt. Min nysgerrighed blev vakt, så jeg skrev mig bag ørene, at når jeg senere skrev på Livet Undervejs, så ville jeg kigge nærmere på dette.
Mine efterfølgende undersøgelser viser, at the 7th Armored Division fra US Army var involveret i heftige kampe i hele vores ferieområde i dagene 7-9 april 1945, for de mistede 5 soldater i Niedersorpe, 14 ved Holthausen, 3 i Winkhausen!
På den årstid har der stadig været koldt heroppe i højderne. Måske lå der sne hist og her – og golfbanen var der ikke på den tid, så hele det åbne stykke vi ser nu i landskabet var sandsynligvis skov og græsmarker, som det omgivende landskab er nu. Tyskerne havde mobiliseret alle i uniform (heriblandt meget fanatiske delinger) og forskanset sig på forskellige måder oppe i bjergene nord for golfbanen, hen over Ohlberg og ned til Niedersorpe og Winkhausen. De rådede over nogle Tiger tanks, 88 mm antiluftskyts (var effektive horisontalt også) og andet isenkram.
Krigen, i traditionel forstand, kom altså her til området den 7 april og varede 4 dage. Så var krigen rykket videre og man kunne tælle sine døde. Meningsløse tab, for den ene side havde allerede i realiteten tabt krigen og den anden side i realiteten vundet den.
Så dette smukke fredeligt udseende landskab er fuldt af dramatiske hændelser. Og så taler vi kun om den seneste af de krige, der har præget historien her.
Die Kapelle St. Sebastian lå lige i nærheden. Jeg havde glædet mig til at se den lille landsbykirke…
…med rødder tilbage til det 13. århundrede.
Men jeg fandt kirken spærret! Det ligner ikke noget! Niedersorpe faldt på mit popularitets-barometer
…og jeg gik straks videre nordpå og over floden ved første lejlighed – tilbage på vandreruten “S” (= Sorperundweg).
Omtrent på samme tid kiggede Inge over golfbanen mod Gleidorf (i midten) og Holthausen (ude til højre). Hun var ca. 70 m højere oppe end jeg, som gik langs floden Sorpe.
I den første lille bebyggelse på den anden (østlige) side af floden bemærkede jeg denne krans og tænkte, at den måtte jeg sende et billede af til Ruth. Det gjorde jeg næste dag og fik…
…svaret her. Ja, måske ville en tørret naturlig rose gøre sig godt i stedet for en af tekstil
Denne keglebane med bålplads syntes jeg var herlig. Der må den lille bys beboere med lyst til keglespil have nogle fine komsammener efter fyraften, kan jeg forestille mig. Hvad det hvide tårn til højre bruges til, fandt jeg ikke ud af. Måske en middelalderborg til børnene?
Her sidder jeg på en bænk med ryggen mod et skur. Det var et godt sted at sidde og en fin mulighed for at få gang i notesblokken og kuglepennen.
Det blev til denne lille skitse – med 3 heste!
Inge står her, tror jeg, lidt øst for Holthausen på vejen der fra til Niedersorpe, og kigger mod syd. Den højeste bjergtop til venstre i billedet må så være Wilzenberg.
Og her har hun fotograferet et af de mange katolske religiøse tilkendegivelser langs veje mennesker går. Hvor, kan jeg ikke bestemme ud fra billedet, men GPS koordinaterne viser ca. 200 m NØ for golfklubhuset, men da hun 7 minutter senere er i Holthausen, så er koordinaterne ret langt ud i hampen 
“Gott schütze unsere Heimat” er jo en forståelig bøn, nu vi har erfaret om det aldeles frygtelige, der i mands minde er overgået egnen her. Korset, ganske enkelt i træ, står i nærheden af Holthausen, så vidt jeg husker.
Inge gik ind i byen, hvor hun blev budt velkommen af en anprisning af byen og dens skønne beliggenhed og udsigt
Og en herlig fakta-tavle havde byen også. Jeg bemærker specielt at de 2 Gasthöfe + 10 Pensionen har 22.500 overnatninger om året. Ikke dårligt, selv om de har både sommer- og vintersæsonerne. For de 610 indbyggere må det betyde noget, og de gør jo også noget for at være attraktive med eget kildevand fra bjergene og biologisk rensningsanlæg.
Et billede af kirketårnet og by-typiske huse, der ser relativt nye ud – men årsagen til flere af dem ligger nok 72,5 år tilbage.
Jeg var i mellemtiden nået til die Kunstschmiede & Galerie in der Waldemai.
I parken omkring sit hus og Galerie var udstillet adskillige arbejder. Disse køer kunne jeg særlig godt lide. Fulde af dynamik og kraft.
Kunstsmeden var ved at male sit Galerie. Jeg vekslede et par ord med ham og spurgte om det var et problem, at jeg fotograferede i parken (jeg havde intet forbudsskilt set). Det var ikke et problem.
Hans park var i orden, det må man sige…
Her et par insekter. Vi ville virkelig have problemer, hvis de var så store i virkeligheden.
“So hat 1968 alles einmal angefangen…” stod der på et skilt. Det var kunstsmedens første “kunstarbejde” og jeg synes, den er flot – tidløs, må den vel så være
Inge havde forladt Holthausen og var nu, tror jeg, kommet et stykke ned af vejen mod Niedersorpe. En fantastisk udsigt, hun her oplever igen.
Jeg mødte et skilt, der informerede om, at stien var blevet omlagt. Den var blevet kortere, men indsnævredes til en lille fodsti. Til gengæld var efterårsfarverne superbe.
Inge havde forladt landevejen og var gået omkring majsmarken og nærmede sig nu Napoleons træ.
Der stod en bænk, så udsigten mod nordvest kunne betragtes i fred…
…og så var der en informationstavle man kunne adsprede sig med Men på den mere alvorlige side, gav teksten grund til eftertanke. I historietimerne lærte vi om den ene krig efter den anden, men hvad det betød for folkene i de berørte områder, blev der ikke snakket så meget om. 50000 mand + Napoleon selv skulle jo have noget at spise hver dag – “An army marches on its stomach” – og der skulle jo fourageres undervejs. Der har ikke været meget til overs at leve af efter sådan et ophold – og staldene og hønsegårdene var sandsynligvis tomme i miles omkreds.
Jeg var kommet til det fjerneste punkt på denne gåtur – et sted bag Ohlberg, men alligevel i 552 m højde. Der var 6 km tilbage til hotellet.
Efter et stykke kunne jeg kigge ned til landevejen, som jeg havde krydset ved det hvide hus til venstre…
Inge var, antager jeg kommet ned på stien syd for golfbanens café og kigger over landevejen (B236) fra Winkhausen til Gleidorf.
…og her vil jeg tro, at hun er kommet lidt nærmere Gleidorf, men har lidt svært at lokalisere stedet, selv om fotografiet er taget kun 3 minutter efter det foregående
Jeg er her kommet ud af skoven nord for Niedersorpe. Det var ikke en rar tur gennem skoven, fordi vejen var meget mudret. Det var, som om en bæk, eller flere, havde fundet det sjovt at bruge skovvejen istedet for deres oprindelige løb. Men her er jeg ude i åbent landskab med Wilzenberg midt i billedet ude i baggrunden.
Jeg har her med orange farve indtegnet min gåtur. Desværre lå Inges løbeur, som jeg bruger, på hotellet under hele gåturen, så jeg har ikke den nøjagtige længde eller højdekurven for den. Jeg skønner ca. 13 km.
Ved 3-tiden mødtes vi til Kaffee und Kuchen. Det havde vi begge fortjent
Vi ønskede ikke at deltage i hotellets spise-Event: Sauerländer Abend” nede i vinkælderen og spiste i restauranten som normalt. Aftenens kulinariske udfordring blev derfor for os at spise os igennem denne menu
Jeg fik ikke fotograferet den bagte Reibekuchen (består af revne kartofler, løg, æg og havreflager) med gravad laks og dildsauce. Men den smagte udmærket.
Kartoffel mit Mettwurst (Inges version var uden Mettwurst)
Til mig: Geschmorte Ochsenbacke in Burgundersauce mit glasierten Karotten und Kartoffelpüree…
Til Inge: Waldpilze in leichtem Kräuterrahm mit Semmelknödeln und geschmorten Tomaten. Ja, pynten var et eller andet i den farve, nærmest cyklamen (hvis det hedder det?) men det smagte vist ikke grimt
Dessert til os begge: Winkhauser Herrencreme mit Zartbitterschokolade und Rum.
Det var dernede, at vi spiste. Nu er der tomt. Klokken er snart 21…
Jeg havde fundet et hotelkatalog i stablen af læsestof, og bemærkede dette oppe vest for Husum. Det skal vi nok have prøvet af, for det ser ret godt ud. Med disse tanker tror jeg, at jeg lukkede for tankevirksomheden for idag