06:57 fotograferede jeg den umiddelbare udsigt – die Martinikirche – for med det grå Bremervejr var der ikke meget fornuft i at gå efter den fjernere udsigt. Kirken havde været os nådig at holde klokkerne i ro natten over, og her i skrivende stund husker jeg ikke, om de overhovedet bimlede før klokken 7.
Die St.-Martini-Kirche (Plattdeutsch Sunte Marten) in der Altstadt von Bremen liegt in unmittelbarer Nähe zur Weser über dem nach ihr benannten Schiffsanleger an der Schlachte und gehört zu den ältesten Kirchen der Stadt. Der spätgotische Backsteinbau erlitt 1944 schwere Zerstörungen und wurde nach dem Krieg wieder aufgebaut. Seit 1973 steht das Bauwerk unter Denkmalschutz.
…Bereits 1524 – also nur sieben Jahre nach dem Anschlag der 95 Thesen durch Martin Luther zu Wittenberg und nur drei Jahre nach dem Reichstag zu Worms – stand mit Johann Timann aus Amsterdamin den Niederlanden erstmals ein lutherischer Prediger auf der Kanzel von St. Martini…
…1867 trat mit Treviranus’ Nachfolger, Pastor Moritz Schwalb, ein Umschwung ein, wie er sich dramatischer kaum denken lässt. Schwalb vertrat eine freisinnige, später sogar radikal-sozialistische Theologie, die bis in das 20. Jahrhundert auch von den Pastoren Albert Kalthoff und Emil Felden fortgesetzt wurde. Kalthoff lud 1904 die amerikanische Predigerin Anna Howard Shaw ein, in St. Martini zu sprechen. Shaw war damit wohl die erste Frau, die jemals in Deutschland in einer Kirche gepredigt hat.
Dette vidste jeg desværre ikke, da jeg klokken 06:47 fotograferede kirken. Selber Schuld, for jeg kunne have læst på lektien hjemmefra. Men hvad, vi indhenter det forsømte ved at skrive rejseblog 
Den lokale avis, som vi kender fra gamle dage, beskæftigede sig hovedsageligt med brune bjørnes komfort-temperaturer…
Der var dog mere drengerøv i en artikel øverst side 14, hvor der fortaltes om et tyskbygget kæmpestort krydstogtskib, der skulle på prøvesejlads 
Weseren flyder lige omme bag die Martinikirche, så det var helt naturligt for os at starte vores bytur ved at dreje en runde hen om kajen. Her lå blandt andre skibe Alexander von Humboldt fortøjet.
Alexander von Humboldt blev bygget i 1906 på det tyske værft AG Weser i Bremen. Skibet løb af stabelen den 10. september 1906 som det første af fire søsterskibe. Skibet var oprindeligt et fyrskib og navnet var Reserve Sonderburg. Hun sejlede over hele Nordsøen og Østersøen indtil 1986, hvor en ombygning forvandlede skibet til en tremastet bark på det tyske værft Motorwerke Bremerhaven. Ved samme lejlighed fik skibet den karakteristiske grønne farve på skrog og sejl. I 1988 indgik skibet under dets nuværende navn Alexander von Humboldt i den tyske skoleskibsflåde under “Deutsche Stiftung Sail Training”. Lanternen fra fyrskibet kan stadig ses på søfartsmuseet i Kiel.
Alexander von Humboldt deltager i Tall Ships’ Races, en årlig regatta for skoleskibe. Herudover er skibet kendt som reklameskib for Brauerei Beck & Co.
…Heute findet die Alexander von Humboldt Verwendung als Hotel- und Gastronomieschiff in Bremen. Ihr Nachfolgeschiff ab 2011 wurde die Alexander von Humboldt II.
…så jeg har med aftenens Beck-pilsner støttet dette gode skib
Ved siden af det agtværdige og pensionerede skoleskib “Alexander von Humboldt” lå pandekageskibet “Lord Nelson” fortøjet. Om det kan man læse:
Ende 2000 ging die ehemalige “Conway“ auf große Reise vom Liverpooler Hafen zu umfangreichen Umbau- und Restaurierungsarbeiten nach Groningen in Holland, bevor sie im Januar 2001 an Ihr Ziel, die Hansestadt Bremen kam.
Der originalgetreue Nachbau einer Fregatte, wie sie auch der berühmte englische Admiral Nelson 1805 zur Schlacht von Trafalgar befehligte, dient der Stadt Bremen seit dem Jahre 2001 nicht nur als touristisches Highlight, sondern ist in erster Linie ein Restaurantschiff mit “piratischer“ Atmosphäre …og pandekager som specialitet
Som nævnt i går var Inge med mig på studietur i stormagasinernes under- og nattøjsafdelinger. Nu var jeg alene med den opgave at købe! Skrækkelig opgave, når jeg også blev konfronteret med nye “funktions”-modeller med f.eks. mikrofiber-felter i underbukserne! Jeg skulle jo også have nogle, der sikrede min personlige komfort, selv om jeg nok mere er tilbøjelig til at have min six-pack hjemme i køleskabet end under maveskindet
De fandtes også i røde – ikke i sorte, som er min foretrukne farve – og så fik jeg at vide, at disse modeller mest var for meget aktive mænd! Den forstod jeg godt Inge var kommet mig til hjælp. Underbuksekøbet blev lagt på is og så gik det fremad med at købe pyjamasser. Tilværelsen blev nemmere. Indtil vi så skulle købe strømper! I over 30 år har jeg ikke benyttet bomuldsstrømper, kun behagelige i bedste uld. Inge mener, at jeg bør skifte, så jeg oftest benytter bomuld – eller et mix af bomuld og uld – og kun i sjældnere tilfælde om vinteren uld. Jeg er forandringsparat og vi gik i gang med at samle forskellige modeller fra forskellige firmaer, og til sidst kunne vi forlade det sidste stormagasin med store plastposer og ligne pro-shoppere
Men energi-niveauet nærmede sig nul, så vi måtte søgte hen til Stecker, som også har mindre frokostretter på kortet. Jeg bestilte broccoli-tærte (og fik nok til 4 personer!) og Inge bestilte sig en Zwiebelkuchen…
…der i sandhed levede op til sit navn, men den var alt for massiv for hende. Her var også til mindst 4 personer. Vi er åbenbart ikke helt på omgangshøjde med den nordvesttyske frokostappetit.
En af de helt store fordele ved at bo centralt er, at vi lige kan smutte op på værelset, slappe lidt af og derefter blive klar til mere Bummeln in der Stadt. En sådan Verschnaufspause kan også benyttes til at studere hotelkunst. I dette tilfælde var benyttet en grafisk fremstilling af historiske fund, der dukkede op, da hotellet blev bygget. Potteskår, mønter, osv.
I stuen var kunsten i samme stil. Om terningerne også blev fundet, ved jeg ikke, men især med den højre terning havde jeg det problem, at jeg oftest så den som et “hjørne” med 3 sider (lidt som den model Roland brugte i sine studier) – eller en del af terningen set indefra, og når sådan noget en gang har sneget sig ind, så kommer det hyppigt tilbage
Næste oplevelse blev et gensyn med Schnoor, hvor vi postede et brevkort i en blå postkasse. Iflg. kortsælgersken, skulle dette være den eneste blå postkasse i byen.
I Schnoor findes endnu gamle huse (her fra 1402) og mange finurligheder at kigge på.
Der Schnoor beherbergt viele Kunsthandwerksbetriebe, Galerien, Cafés und Restaurants, Antiquitätengeschäfte. Im Jahr 2005 wurde ein Antikenmuseum im Schnoor eröffnet. In einem modernen Anbau des ehemaligen Packhauses finden Theateraufführungen statt. Im Mai 2006 eröffnete in dem teilweise noch erhaltenen alten St. Jakobus-Packhaus die Einrichtung des Bremer Geschichtenhauses. Gemeinnützige Vereine tragen zum Erhalt und zur kulturellen Belebung bei.
Als letztes Quartier der Bremer Altstadt mit größtenteils erhaltener und zusammenhängender Bausubstanz aus dem 15. bis 19. Jahrhundert hat sich der Schnoor zu einer Hauptsehenswürdigkeit in Bremen entwickelt.
Vi havde også en lille turistaktivitet i Schnoor: Køb af en magnet-souvenir med de vigtigste turistmål: Rathaus, Dom, der Roland, die Stadtmusikanten og Schnoor
På vejen ud af Schnoor kiggede vi ind i Propsteikirche St. Johann, som vi aldrig har været inde i. Men indenfor var det ikke Johann, men St. Antonius, der modtog os
Noget nøgternt interiør uden charme, syntes jeg.
Et gammelt budskab i moderne indpakning. Jeg synes, at det er fint, at der også er plads til tidsaktuelle fortolkninger – og så synes jeg her, at blomsterne med fordel kunne være stillet et andet sted
Det blev til det rene kirkekiggeri, for efter St. Johann gik vi ind i St. Petri Dom, for der havde vi heller ikke været i lang tid. Vi havde ingen ambitioner om at bestige tårnet eller dykke ned i blykælderen. Den nedstyrtede tagdækker i kælderen, som viser sig ikke at være nedstyrtet, men istedet har en kugle siddende i rygraden og som måske slet ikke er tagdækker, måtte vente
Domkirken virker mørk og lidt dyster på mig, men henne ved alteret kom dog lidt lys ind på den sidste nadver – som også er gengivet 3-dimensionalt på det store bord i forgrunden.
Ude af domkirken drejede vi til højre ind på Domhof, hvor Neptunbrunnen plaskede løs. Jeg betragter den som Bremens moderne svar på Gefionspringvandet
Brønden var der ikke i “vores tid”, men jeg kan godt lide den, for der er mange detaljer, og figurligt fornemmer jeg et sammenfald med Klabautermanden i Husum – men de er lavet af 2 forskellige mænd med 22 års mellemrum.
Der Neptunbrunnen auf dem Domshof in Bremen ist ein Kunstwerk des Bildhauers Waldemar Otto das im Jahre 1991 aufgestellt wurde. Es handelt sich um einen der wenigen modernen Neptunbrunnen.
Inge foreslog, at vi tankede energi hos Alex henne i den anden ene af Domshof. Først satte vi os udenfor under parasollerne, men det varede kun 1 minut før vi sad indenfor. Det var for ungemütlich draussen.
Vi måtte gerne få sådan en lille kaloriebombe, for vi havde alligevel tilbagelagt knap 8 km i dagens løb.
Det gav energi til en tur hen til Weseren, hvor vi ude på en af ponton’erne mødte denne mand på en stol og med en måge på skulderen. Resten var op til os at fantasere om
Vi prøvede at komme med på en Weser-tur, men de ville kun sejle, hvis der var 10 passagerer. Og vi var kun 2. Måske var den ventende dame på kajen den 3. mulige. Så det blev ikke til noget.
Ude vestpå var himlen på vej til en mørkere version end den, vi var stået op til, men endnu regnede det da ikke, så det var fint nok. Det er Martinikirche i højre side af scenen, den vi kigger lige over til fra værelset.
Regnen kom dog allerde, da vi var oppe i Böttcherstrasse, hvor vi stod i læ og kiggede på uret for at se, om klokkespillet ville begynde 16:45, altså om 2 minutter. Det gjorde det ikke…
Bemærk den lille detalje oppe i det åbne vindue. Umiddelbart kunne jeg på fotografiet ikke se, om det var et bevidst Trompe-l’œil, eller en tilfældig realitet…
Det var en tilfældig realitet – en dame får sig en smøg
Vi stod egentlig med ryggen til dette etablissement, hvor vi aldrig havde været. Det så seriøst ud, så vi gik ind.
Medens vi sad og sippede til vores udmærkede vin, bemærkede vi i stigende grad dette maleri, som vi med ejeren og indehaveren af kontoret fik en meget interessant diskussion om – hvordan han var kommet i besiddelse af det og hvad motivet forestiller. Det er markedspladsen i Riga, hvor der også står en Roland-statue – altså en gammel Hansestad. De 2 små billeder på hver side viser 2 frimærker af karakteristiske huse på den markedsplads. Ja, ejeren anbefalede os at tage på et krydstogt, hvor der blev lagt til i Riga. Senere på aftenen så jeg på krydstogter, noget der aldrig har interesseret mig
Frimærkerne er ens, bortset fra, at beløbet er i cent på det ene og den tidligere lettiske møntfod på det andet. De må altså være før Letland blev del af Euro-zonen.
Maleriet er et rigtigt konversationsstykke – og manden kom fra Riga, hvor hans familie havde boet i 600 år, sagde han. Meget at snakke om, og så kunne han også forstå lidt dansk…
Jeg fik skrevet endnu et postkort og Inge postede det – igen i en blå postkasse! Så den vi benyttede i Schnoor er alligevel ikke den eneste blå i byen, som vi fik fortalt
Lige ved siden af Weinkontoret var et spisested, som vi havde udset os til aftensmaden.
Vi fik bænket os med god udsigt over lokalet og bestilte drikkevarer og mad. Foto-temaet spredt på væggene var “Politikere”, så naturligvis var vi i sort/hvidt selskab med Konrad Adenauer, Willy Schmidt, Helmut Schmidt og en masse personer, vi ikke havde anelsen om, hvem var Det var også her Inge fotograferede “Bremens politikerstab” i går…
Flammkuchen var, hvad vi havde bestilt!
19:44 var vi på vej op med hotellets elevator…
Og sådan var aftenudsigten over byen. Hvilket vejr mon den himmel vil bringe i morgen?
Jeg havde et ærinde i bilen og kørte elevatoren ned til -1, hvor jeg kunne glæde mig over den gode plads, jeg havde fået til den. 10 meter fra døren og easy access til alle døre. Jeg går lidt op i, hvordan forholdene er for vores lille bil, når vi er undervejs, og den komfort parkeringen giver for os, når vi skal bruge den eller hente noget
Med glæden over en god P-plads kunne jeg – tilbage på etagen – lægge mig roligt til at sove. Dog havde der forinden igen været en te-seance, da hotel-aftæppe-damen kun havde lagt et enkelt Sweet Dreams tebrev! Så jeg gik ned for at få endnu et sammen med tekander og vand, men den slags te havde de ikke i køkkenet, så jeg endte med at få noget helt tredie. Ak ja alt det man oplever…
Den lokale ugeavis takkede os – læserne – for året, der er ved at løbe ud for dage, og med festfyrværkeri over folden ønskede den os alle et rigtigt godt nytår. Det håber vi, at det bliver.
Da jeg kiggede op fra avisen forevigede Inge mig – troede jeg. Men i virkeligheden var det for at vise, at det ikke er alle steder sort/hvide fotografier er interessante: Mad duer ikke i sort/hvid. Er der feks. mælk eller appelsinsaft i glasset til højre, og hvad er der mon i skålen i forgrunden og hvilken dunkel drik er der i de små glas til venstre? 
Minsandten om ikke solen var nådig her til morgen! Omkring 09:30 var den så højt oppe på himlen, at den kunne kaste sit lave lys ind over byens tage, dog endnu ikke på den famøse grevelige byggegrund i forgrunden. Vi lærte iøvrigt forleden, da vi spurgte receptionisten om byggegrunden, at de hvide kanter på de røde tegltage kaldes “blonder”. Ja, hvorfor ikke 
Inge var allerede ude at gå, da jeg satte afsted. Min agt var at gå op til enden af Buttervej for at se, hvad der er tilbage af det gamle Højen Fyr. På vej dertil, på Hamiltonvej, mødte denne viking mig. Han står lidt på lur inde i en villahave, og selve villaen ligner noget en nordmand har bygget for at komme så tæt på Valhal som muligt – men det er naturligvis bare et gæt, som muligvis er påvirket af den lydbog jeg hører for tiden. Den handler om krigene i det, der senere blev England, mellem sakserne og vikingerne 
Inge havde også et mål for sin gåtur. Hendes var urnekirkegården i Skagen, hvor hun ville se, hvordan Knuds grav fremstod her midt i den mørke juletid. Den var omkranset af en “Græsplænepyntning” i form af en granguirlande,
Den passede fint omkring stenen og Knud vill være tilfreds.
Nogenlunde samtidig var jeg oppe i nærheden af Buttervej og kunne herfra se Inges og min gamle arbejdsplads. Mere korrekt, jeg kunne se det af arbejdspladsen, der er over jorden. For det meste opholdt vi os under jordoverfladen – nemlig i den bunker, som radartårnet står på 
10 minutter senere var jeg ved resterne af Højen Fyr. Det lave tårn var her endnu i “i min tid”, men nu er det ikke længere at se. Egentlig synd, syntes jeg med nogen nostalgi i sindet, da jeg stod her.
Jeg besluttede mig at gå tilbage langs stranden. Undervejs gjorde jeg mig umage for også at få et billede af edderfuglene. Lidt svært med en mobiltelefon, og de er kun synlige her, fordi dette billede er et udsnit 
Min gåtur havde ifølge min app varet halvanden time og bragt mig 7.3 km rundt i omegnen. Inges var naturligvis meget længere, men midt på dagen var vi sammen på hotellet og kunne følge den nye vane med en middags-snack og til mig en Nespresso – og klassisk musik fra TV’et.
…og sådan var udsigten fra Inges stol, hvor hun sad og strikkede og læste og lyttede 
Jeg troede, at vi havde været helt pjattede efter den varme chokolade med koldt flødeskum, siden vi efterfølgende lavede denne groufie. Men billedet blev taget for at demonstrere, hvad et rød-filter på cameraet gør, og hvorfor det ofte benyttes til sort hvide portrætter.
Efter aftensmaden, Ruths fiske & skaldyrssuppe med hvidløgscroûton, bemærkede vi at en pianist var aktiv ved pianoet. En ung mand, som spillede udmærket. Så vi satte os med resten af øllet og vinen for at lytte lidt til hans musik. Meget hyggeligt at sidde her, syntes jeg, og undrede mig over, hvordan han kunne huske alle sine numre udenad – og det så godt, at han havde plads til at improvisere over de forskellige temaer.
Inden vi gik op på værelset, foreslog Inge at vi sendte dette billede af 2 gæs + 1 gase til Whaley Bridge. Her er ikke benyttet rød-filter, så der er ikke nogen hjælp til at forskønne den gamle gase 
Inden sengetid var jeg blevet færdig med karusselhest nr. 2. I allersidste fase var hestehalen blevet modificeret, efter at Inge havde påpeget, at den var for tynd i begyndelsen og at den startede for langt nede på bagdelen 
Inges gåtur førte hende ind i Skagen, nærmere betegnet til det gamle rådhus, hvor vi i det Herrens år 1977 blev viet. Nu er det, efter kommunesammenlægningen med Frederikshavn, siden 2011 ikke længere rådhus. Der er noget trist over en by, der har mistet sin rådhusfunktion. Da jeg kom til byen som ung mand var rådhuset spritnyt, flot og moderne og jeg var meget tilfreds med det.
