17. september 2017

Inge går tur og kigger sig tilbage 10 minutter i 8. Solen er oppe og jeg lukker kufferter og pakker bil.

Vores jagt på Das Goldene September er begyndt. Første tegn på, at den er på vej, finder vi på en P-plads mellem Holstebro og Skjern

I Skjern fik Inge den idé at hilse på Holger Danske. Bronzestatuen står på byens torv til glæde specielt for os i dag, og byens beboere og gæster i almindelighed. I 2013 blev statuen solgt på internet-auktion af Hotel Marienlyst nord for København, hvor den havde stået i 100 år. For 3.200.000 kr. blev den købt af en gruppe erhvervsfolk i Skjern. Sjovt nok kaldes den “Holger Danish Statue” på Google’s kort

På Banktorvet står en anden bronzestatue. Den er lavet af Hanne Varming og opført i 1998.
“Skjernpigen” er resultatet af en jubilæumskonkurrence udskrevet af Skjern Bank i anledning af bankens 75 års jubilæum i 1981. Man ventede dog med afsløringen af statuen indtil byfornyelsen af centrum: Banegårdspladsen, Banktorvet og Hotel Vestjyden var færdiggjorte.

Ved afsløringen udtalte Ny Carlsbergfondets direktør, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, at figuren skal symbolisere “en person der er indstillet på at få noget ud af livet, et liv i frodighed – Figuren skal få os til at vedgå glæden ved det vi er. Måtte i komme til at slide figuren med helsen”.

“Nicole med stolen” er faktisk figurens rigtige navn ifølge kunstneren Hanne Varming. Hun fortalte om om Nicole, salsapigen, som hun havde truffet til en fest, og som flere gange siden havde stået model for kunstneren.

“Der var alle de her unge piger, som danser rundt til salsa og sådan. Og pludselig råber en af dem: Nicole – kom og dans – du er den eneste der kan gøre det ordentligt – og det var hun bare”, fortalte Hanne Varming om sit første møde med Nicole.

Inspirationen til skulpturen kom i et glimt: “Da jeg skulle lave denne her figur, kom Nicole en dag ind i mit atelier og stillede sig ved stolen. Og stol og model passede bare sammen. Det undrede mig, og det gør det stadig, og jeg håber i vil undre jer på samme måde” sagde kunstneren i sin korte overdragelsestale.

Efter afsløringen er figuren sikkert blevet en af Skjerns oftest fotograferede “piger”: Det er der, turisterne lader sig fotografere i Skjern by.

…og det er jo sandt nok i vores tilfælde

Nede omkring Ribe trak skyerne sammen, så vi nu kørte i gråvejr…

Vi havde et par boller med hjemmefra og kiggede efter et sted at holde pause, for maven kunne godt have noget at arbejde med. Det blev Sølsted Mose, som vi aldrig havde hørt om. Dokumentkasserne var minsandten fulde af belærende brochurer…

…så vi kunne blive klogere. Man bliver så klog af at rejse. Dansk Ornitologisk Forening skriver bla.:

Sølsted Mose er en gammel hedemose. Den er opstået ved at tørvemosser (sphagnum) begyndte at gro ovenpå et lag af flyvesand, der havde lagt sig over området for mange tusinde år siden. Nedbrydningen af tørvemosserne har givet en sur, næringsfattig tørv. Som følge af afvanding og opdyrkning i løbet af 1900-tallet begyndte mosen at gro til med pile- og birkekrat…

På de åbne områder i mosen yngler karakteristiske fugle som dobbeltbekkasin, vandrikse, blåhals, bynkefugl, rødrygget tornskade og græshoppesanger. Rørhøg, og visse år hedehøg, yngler her. I krattet yngler den sjældne lille flagspætte, fyrremejse og pungmejse. Mosen er også kendt for sine nattergale og er en af de bedste lokaliteter i Sydvestjylland for denne fugl. En ny ynglefugl er tranen, der ynglede for første gang i mosen i 2007.

Sølsted Mose er formodentlig det eneste sted i Danmark hvor den sjældne luftåndende fisk dyndsmerlingen yngler. Man ser næsten aldrig denne fiskeart. Det store genopretningsprojekt har også til formål at skabe bedre levevilkår for netop dyndsmerlingen. Desuden findes ræv, rådyr, hare, snog og af og til krondyr i mosen – og desværre mårhund…

Vi krydsede grænsen ved Sæd.

I Süder Lügum holdt vi ind hos Fleggård for at købe vand og en karton vin. Vi er jo danskere og har ikke noget imod, at en hæderlig vin kommer fra kartoner.

Klokken 15:00 tog Inge dette billede fra 4 sal på hotellet i Husum. Derfra kunne vi se ud over det flade land – helt over til halvøen Nordstrand 6-7 km borte.

Dejligt at være fremme. Vi havde været 5:18 timer undervejs og tilbagelagt 252 km…

…med mindste højde på -3 meter og højeste på 90. Helt tydeligt var de laveste punkter i løbet af den sidste times køretid inden vi kom til Husum.

Vi kunne naturligvis godt have noget styrkende, så der var lidt turistenergi i os til at opleve den centrale bydel. Her er vi bænket med menukort i Jacqueline’s Café…

…der udefra ser sådan ud. Vi havde af hotellets receptionist fået den anbefalet som en af 2 muligheder, hvis vi ville have god kaffe og kager. Og det ville vi jo gerne. Den korte vej derhen til fods er kun 450 m, men vi kom til at gå forbi indgangen til den smalle gyde Schlossgang, og fik derfor en lidt længere tur ud af det – et par hundrede meter hen ad Norderstrasse og tilbage, så der kom vel 1 km på skridttælleren og det nød vi efter køreturen

Men den fysiske ekstraydelse blev nu kompenseret for i form af en Eiskaffee til Inge og en lun Apfelkuchen mit Vanilleeis und Schlagsahne til mig

Efter Café-styrkningen var der energi til at lege turist og vi fokuserede på kirken. På vejen over markedspladsen mødte vi Tine. Om hende skriver Husums turistwebsite:

Die Tine, das heimliche Wahrzeichen Husums, steht auf dem Sockel des 1902 errichteten Marktbrunnens. Von dem gebürtigen Husumer Bildhauer Adolf Brütt geschaffen, stellt die bronzene Figur eine junge Fischersfrau in Holzschuhen dar. Die Tine in Husum erinnert an zwei Wohltäter der Stadt: Catharina Asmussen und Friedrich Woldsen, von deren Namen auch die Kurzform für die Figur abgeleitet ist. Als “Tine-Brunnen” ist er bekannt, aber eigentlich heißt der Marktbrunnen mit der imposanten Dame Asmussen-Woldsen-Denkmal.

Og bag Tine står St. Marien Kirche, der på forsiden af husets brochure beskrives således:

Jeg erfarer fra wikipedia, at Von Hans Brüggemann, einem der bedeutendsten gotischen Bildschnitzer, der zwischen 1514 und 1523 in Husum lebte, ist eine Skulpturengruppe des Hl. Georg als Drachentöter aus der Marienkirche in das Dänische Nationalmuseum Kopenhagen gekommen og spørger mig selv, om det ikke var mere rimeligt, at dette sandsynligvis formidable træskærearbejde var til glæde for kirkegængere og besøgende i den kirke, hvor det burde være, i stedet for at være gemt væk i et museum langt borte

Kirken virkede pænt stor og passende for en by på størrelse med Husum, syntes jeg. Men brochuren fortæller, at kirkens forgænger fra Middelalderen mindede om kirken i Haderslev og at den havde et tårn, der var 100 meter højt! Må i dette flade landskab kunne ses i mange miles omkreds!

Kirkens indre gav et meget nøgternt indtryk. En katolsk sognepræst fra Allgäu ville sandsynligvis føle sig mere som på et hospitals operationsstue end i et Guds hus; men interessant at se, hvordan en Königlich Dänischer Oberbaudirektor fra København ved navn C. F. Hansen fortolkede byggetrenden i det tidlige 19. århundrede. Som jeg forstår det, så var han helt fremme i skoene Kirken her i Husum var hans sidst store værk – sein Alterswerk. Forinden havde han bla. bygget både Københavns domkirke og slotskirke.

Gennemført var stilen, må man sige. Oprindeligt var kirken malet i en varm beige og søjlerne var i rød granit. Det ville være interessant at se, men i 1984 renoveredes kirken og de, der bestemte dengang, valgte at alt skulle stå strengt i hvidt. Synd, synes jeg.
Men fra brochuren forstår jeg, at man siden 2001 har forsøgt at føre kirken så meget tilbage til dens oprindelige fremtoning, som muligt er. Dog er alt ikke længere muligt

De stramme overlæber lod dog nåde gå for ret hvad angår denne gamle døbefont i bronze. De 4 profeter må nok efter så mange år at have båret selve das Taufbecken trænge til et besøg hos en fysioterapeut

Fra kirken gik vi hen til havnen (blå pil) , inderhavnen for at være mere præcis, for at kigge nærmere på den og det marked, der var i fuld gang på kajen. (Den røde pil viser, hvor vi boede).

Fra Schiffbrücke mødte der os en interessant udsigt i nærområdet. Dels at det var lavvande, så mudderet var helt tydeligt, dels at her helt klart tidligere havde været et skibsværft (Husumer Schiffswerft), ligesom hjemme hos os, hvor vi under særlige omstændigheder kan se skinnerne på havnebunden.
Ovre på den anden side af skibet, der er halet på land, læste vi, at det er vagerskibet “Hildegard” fra 1907, der i 2000 købtes af Skibsfartsmuseet i byen.
Man kan ikke se det, hvis man ikke lige ved det, men bygningerne til venstre er faktisk byens rådhus

Og Husum har åbenbart også sin Islands Brygge – dog mere beskedent

Lidt længere henne ad Hafenstrasse gik vi ind på Turistinformationen. Ikke specielt for at blive klogere på das Wattenmeer, mere for at kigge på souvenir og købe et postkort.

Souvenir’en blev til denne magnet til tavlen derhjemme (vi havde set det hele, undtagen rejerne, men det kunne nås endnu) og…

…dette lille konservesdåseskib til samlingen af små maritime fartøjer. Det er kun 10 cm langt og vi ved ikke, hvor det er fremstillet. Noget af blikket har fransk tekst, andet tekst på et sprog jeg ikke har nogen anelse om
Postkortet fik vi, så vidt jeg husker, ikke hos Turistinformationen, men en af de mange souvenirbutikker.

Som København har Husum også en fodgængerbro – der kan åbnes – over inderhavnen

Fra den bro fik vi et godt indtryk af folkemængden på kajen, samt gemte et indtryk af det overmåde stærke lys, der var over hele scenen.

Vi gik over broen, hen forbi “Hildegard”, rundt om rådhuset og ud på kajen igen for at få en lille forfriskning. Vi satte os ved et ledigt bord ud for Osteria bei Peci. Klokken var jo langt over 5, og halvt nede i min Krombacher Pils kom postkort og kuglepen frem.

En lille groufie blev der tid til efter indkøb, øl/vin og postkort. Turistmæssigt er vi slet ikke på niveau med fjernøstlige rejsende, for vi strækker stadig armen ud, istedet for at manøvrere med en teleskobstang af kevlar Men det gjorde ikke noget her. Der var ikke skyggen af en fjernøstlig turist, så vi mistede ikke ansigt…

Vi var blevet sultne og kunne godt tænke os en pizza, og dertil sad vi jo helt rigtigt. Vi havde bedt Osteria bei Peci om at holde et bord til os indendørs, så vi kunne spise, når vi var færdige med vores drinks herude. På spisekortet så vi, de også havde Zuppa di Cipolla, en feinwürzig løgsuppe. Den måtte vi starte med! Vi trængte pludselig til en varm løgsuppe, det er jo efterår og ikke sommer længere

Og med denne pizza kom vi hele vejen rundt på souvenir-magneten. Min var nemlig en Gamberetti mit Nordseekrabben und Knoblauch! Det har ikke noget med krabber at gøre. Nordseekrabben er små grå rejer, der fanges i Vadehavet. De smager rigtig godt!
Bort set fra, at personalet glemte os mellem suppen og pizzaen og lod os vente til et selskab på 12-14 personer havde fået deres, var det et udmærket måltid. Og…