Gårsdagens avis var kommet og er her fotograferet på bænken i Brasseriet. Der spiser vi nemlig morgenmad i dag. Og det gør vi, fordi morgenmadrestauranten siden i går er ved at blive gjort klar til aftenens bespisning og dans!
– og idag er det Rolands fødselsdag, hurra, hurra, hurra! For os er den 31. december altid først og fremest Rolands fødselsdag – sekundært nytårsaften 
I avisen faldt jeg over en artikel om en kro “out in the middle of Nowhere” i the Pennines. Sendte den til Roland, for det var lige ved, at vi kunne være gået forbi den, havde vi startet vores tur 1-2 etaper sydligere. Hvis vi kommer på de kanter igen – hvilket er en meget sympatisk tanke – var det eventuelt et sted at kigge indenfor til lunch 
På vores vandreture på “The West Highland Way” og “The Pennine Way” var det altid hyggeligt, når vi satte os indenfor på et spisested for at få lunch. Så sad vi på en stol og hvilede os og maven blev fyldt. “An army is marching on its stomach” hørte jeg engang i Houston. Og det er så sandt, så sandt, selv om hæren kun er Roland og mig
Inges tur gik igen idag helt ind i Skagen, også idag til en kirke: den svenske sømandskirke. Billedet af den får mig til at undre mig over, hvad den lille balkon oppe på tårnet egentlig er beregnet til. På internettet erfarede jeg overraskende, at kirken her formelt er nedlagt, så der kun er svensk kirke i København – selv om det var kirken her i Skagen, der havde flest besøgende årligt. Nu har en forening overtaget bygningen: ”Stiftelsen För Kyrkliga Byggnader För Västkustfikara I Utlandet”
Medens Inge og jeg holdt middagspause med snack og espresso, kom et billede fra Roland. Han sendte det for at vise, hvordan den lille B&o bluetooth-højttaler har fået sin plads i kontorhjørnet derhjemme. En smart måde at benytte et “skråt hjørne”
Efter pausen kørte vi ind til urnekirkegården på Markvej for at lægge hilsenen til Knud.
Den lå ganske fint og diskret – men alligevel synlig. Et lille projekt vi havde fuldendt heroppe. En god tanke
Medens vi var her på urnekirkegården, sendte Charlotte os en hilsen fra Billund. Hun var på vej til Paris med dagens sidste fly. Hun følte sig vist lidt som Palle, da han drømte at være alene i hele verden
Det kunne ellers have været hyggeligt at have hende her på Ruths som nytårsgæst.
Der er gode vaner, vaner og uvaner. Mindst en god vane havde vi tillagt os heroppe hos Ruths: eftermiddagspausen i Kaminstuen med et glas varm chokolade (Valhrona) med koldt flødeskum på toppen. I dag var ingen undtagelse, selv om vi allerede om 3 timer skulle i lag med 5 retters aftensmad
Aftenens program fik vi forleden. Det var ikke overraskende, for vi var her sidste år, og det var jo meget betryggende
Jeg var nede i Kaminstuen lige tidsnok til at sikre os et par lænestole, hvorfra der var godt blik hen mod TV’et, og tidsnok til at vi kunne få et glas champagne med snacks til. Og disse snacks var ikke “franske kartofler” (som kartoffel-chips hed i vores unge dage), men østers og helt tynde strimler af rug-knækbrød med en “ragout” af kammuslinger. Meget lækkert!
Vi rejste os naturligvis, da Kong Kristian blev spillet. Og med et lille stik af selvglæde bemærkede jeg, at ikke alle gæsterne var klar over, at det altså hører sig til.
Vi havde samme bord i aften, som vi havde juleaften, og herfra kunne Inge . hen over et par dekorative nytårscrackers – igen holde øje med køkkenet og aktiviteterne derude.
Og så havde hun udsigt til mig, som sad der i samme jakke, jeg havde på sidste nytårsaften – og imellem de to aftener har jeg ikke brugt den Hun havde også udsigt til Flora-vaserne (large) fra Georg Jensen, de høje konveks/konkave metalvaser bag mig. Dem var der mere mening i at diskutere end min gamle jakke, og vi blev enige om, at sådan en vase ville være flot på vores køkkenbord.
Koldpocheret torsk, marineret agurk, ramsløgskapers, peberrod og røget muslingeemulsion kom som første ret. Ser ikke ud af meget, men der var flere retter inden desserten skulle runde måltidet af Dertil en Sauvignon Blanc fra New Zealand.
Dejlig start.
Godt en halv time senere serveredes ristet jomfruhummer, morkel, vild brøndkarse og hummersauce. Dertil en Petit Chablis fra Frankrig. Meget lækkert. Morkel er en af mine favoritsvampe, så denne lille mellemret var den rene Gaumenfreude for mig
Fyrre minutter senere landede på vores bord stegt pighvar med grillet løg, umodne ferskener og svampesauce med sherry. I glasset en Chardonnay fra Frankrig. Jeg har aldrig smagt umodne ferskener. Det er de grønne skiver med hvid midte. Og hvordan smagte de så? Ja, som jeg husker det, var det lidt hen ad kapers med ferskensmag
En time senere servedes aftenens kødret: oksemørbrad, terrine på brissel og trompetsvampe, fermenteret hvidløgspuré og trøffelsauce. Og i glasset var skænket en spansk rødvin. Vi kunne gå igang igen
En meget velsmagende og mør ret. Trompetsvampe minder mig altid om, da jeg som lille dreng var med min mor på svampetur i Nørrreskoven. Hun roste mig og kaldte mig sin “lille findefugl”, fordi jeg var ret skrap til at finde netop trompetsvampe. Og hvorfor var jeg det? Jo, sandsynligvis fordi jeg var lille med kort afstand til jorden og udstyret med et prima syn.
Aftensmaden rundedes af med Ruths chokoladedessert og i glasset en mousserende hedvin fra Piemonte. Et godt makkerpar, der sørgede for, at vi efter knap 4 timer ved bordet var mætte uden at være overmætte.
Medens vi drak resten af den italienske hedvin fornøjede vi os – som gæsterne ved de andre borde – med at hive i hver ende af et par crackers, der hidtil havde tjent som dekoration. Resultatet var et lille smæld, 2 plast-charms og 2 bon mots og fornøjelsen var til at overse, men stor jubel ved nabobordet, hvor 8 gæster var i højt og vådt humør – dog stadig på den absolut sympatiske side
Som sidste år var der dans i den store restaurant og musikken leveredes af et mand-kone-band, der sørgede for kendte numre. Forskellen, den afgørende forskel, fra sidste år var, at JEG var på dansegulvet 
Inge inviterede mig derud, og det var jo skønt at have en charmerende dansepartner. Men, hvor hun sprang rundt let på tå, som var hun 18, og holdt takten og kunne huske valse- og andre trin – ja, så følte jeg mig som en elefant i en porcelænsbutik. Så længe siden var det, at jeg havde taget et dansegulvs udfordringer op, at mine skuldre løftedes, hofteleddene blev stive og fødderne blytunge. Men Inge var tålmodig og jeg var knap af dansegulvet. Min puls kom op på 158 på det dansegulv!
Stemningen var over det hele sympatisk og lattermild, så det var meget fornøjeligt det hele.
Klokken 12 var der pause i musikken, for nu skulle der skåles i champagne og ønskes godt nytår og spises kransekage og lyttes til pigekor og der skulle hentes lidt overtøj…
…for herefter var det udenfor, det foregik. Da vi kom ud bragede det løs ovre ved Hotel Traneklit og lidt efter også ved Jeckels Hotel – og så kom Ruths Hotel med i koret. Jeg, og andre omkringstående, var tilfredse med det og især, at det var mere imponerende end naboernes
Vi var nu i 2018.