Livet undervejs…

07:03 Torsdag den 15. september 2016. Den første rejsedag på denne tur begynder derhjemme. Besætningerne på træbådene i “Limfjorden Rundt” slumrer stadig – meget liv er der ihvertfald ikke at se dernede i havnen.

Ved 9-tiden begynder bådene at forlade havnen med kurs mod Glyngøre. Vi er også ved at forlade byen, men efter planen er det ikke endnu.

Inge var ude på sin morgenrunde og så byens eget skib, skonnerten “Marilyn Anne” stævne ud. Sjældent at se den med så stor sejlføring i havnen.

Der var publikum på molen med mobiltelefonerne fremme, så selv om den store begivenhed var ankomsten i går, så foregik afrejsen dog ikke helt uden opmærksomhed, men det var også dejligt vejr både til at sejle og til at starte en ferie.

Vi holdt pause i mølleparken i Ballum Enge.

Inden da havde vi gjort holdt hos Hansens Bageri i Varde for at få dem til at lave os et par småbrød med ost. Det gjorde de gerne og vi spiste dem i mølleparken på det højeste sted i Ballum Enge. Bageren var nabo til en genbrugsbutik, som vi et par gange har købt nogle træskærerier i. Vi stak hovederne indenfor for at se om der skulle være kommet noget interessant siden sidst. Det var der ikke.
Pælen i baggrunden – lige til højre for det hvide stakit – er en “stormflods-pæl”…

Ringene oppe midt på pælen – under marskbøndernes stav til at komme over grøfter – viser forskellige stormfloders højder og klodsen i toppen viser den særligt alvorlige stormflod i 1634, der nåede en højde af 6 meter over normal-nul.

“Klodsen” på pælens top er en træskulptur af enorme bølger, der opsluger et lille hus. Meget dramatisk udtryk den “klods” formidler og det er ikke svært at forestille sig den katastrofe stormfloden har været. 10-15000 mennesker anslås omkommet – og dertil kommer kvæg og alt muligt andet habengut!

Vi krydsede grænsen ved Rudbøl, fik købt nogle flasker vand lige på den anden side af grænsen og fortsatte mod Husum…

…hvor vi svingede mod vest og kørte langs nordkysten af halvøen Eiderstedt – nogle gange oppe på digerne, nogle gange langs dem, som her ved Tetenbüller Sielzug, hvor vi først fik udsigt efter at have taget en god portion trapper op. Der var lavet badeanlæg og folk solede sig og badede!

Ankommet til hotellet i Sankt Peter – Ording synkroniserede jeg med Inges løbeur (som jeg havde på armen) med app’en på min mobiltelefon og fik ruten på skærmen. Vi havde kørt 307 km. På den sidste halvdel af turen havde vi bevæget os i meget lavt land, og somme tider under normal-nul.

I hotellets café var jeg lige hurtig nok til at bestille en Blaubeer-Käsetorte og tænkte ikke på muligheden af at få en Eiskaffee. Det havde gjort os bedre, for det begrænsede udvalg af kager indeholdt ikke noget, der kunne friste Inge, så hun fik ikke noget substantielt udover en dejlig kop te…

…men senere blev der rådet bod på hos i restauranten “Die Insel”, som hotellet havde anbefalet os. Vi indledte med Seelachs og risotto…

… og fulgte op med en portion “Heisse Liebe” (Hauseigene Vanilleeis mit Schlagsahne und warme Kirschsauce). Kirsebærsovsen var dejlig syrlig og slet ikke som den danske kirsebærsovs til risalamande. Vi blev mætte uden af få spist op…

…og kunne sidde madmæssigt velforsynede med resten af vinen i den dejlige sommerlige septemberaften.

For mig var der meget varmt, ihvertfald så varmt, at jeg syntes at jeans var for tykke, så jeg fiskede mine i Manchester indkøbte lette sommerbukser frem og satte min Stetson sommer-cap på hovedet og stak fødderne i de franske “weekend-sko”. Jeg havde det meget behageligt i min påklædning

Inge mente, at vi skulle spørge Charlotte – vores outfit ekspert (hvilket jeg gør her på hotelværelsets loggia) om, hvorvidt mit outfit var maskulint, pensionistagtig eller om jeg lignede en gammel mand, der prøvede at se ud som en anden “dandy”. Charlotte svarede noget hen i retning af, at så længe jeg ikke havde halsklud på, så gik det fint og jeg fremstod som en, der er sin påklædning bevidst. At Charlotte så ikke er tilfreds med min taske, det er en anden sag, som der skal arbejdes på.
Med et glas Riesling rundede vi denne første rejsedag af.

06:43 blev dagens morgenbillede taget over gaden Im Bad, som lå roligt hen. Vi havde hørt morgenmadsdamerne ankomme, måske også en leverandør i en mindre lastbil. I nattens løb havde der ellers været helt stille – kun vindens lette susen i træerne var der at høre.

Medens jeg var i bruseren fotograferede Inge den bog, der lå på hendes sengebord. Titlen er jo genial og helt rigtig.

Hun fik også studeret tidevandstabellen. Vigtig at kende i visse situationer.

Inge fortalte mig om badereglerne og de dermed knyttede signalflag, og jeg lærer nu i skrivende stund, at navnet for kalenderen er “Gezeitenkalender”

Hvert hotel har sine vaner. Her ligger Godmorgen-posten rullet sammen som var den en festsang…

… men indholdet var mere faktuelt med tidevandstabel og vejrudsigt for dagen, samt hvad der er af foranstaltninger i byen – og naturligvis mangler der ikke et lille “Spruch”.

Hotellet er et såkaldt “Frühstückshotel”, også kaldet “garni”, selv om det første er mere jordnært og præcist, og der var virkelig gjort noget ud af morgenmaden. Morgenmadsdamerne havde ikke ligget på den lade side og jeg kunne ikke lade være med at fotografere de mange marmelader

Jeg kendte ikke Inges løbeur godt nok og måtte en tur på gaden for at få et nyt track at lege med. Det blev en kort tur, kun hen til Hotel Wiking, der understregede sit navn med et stort vikingeskib i kobber. Inge havde bemærket det på sin morgentur og givet mig et praj om det.

På sin morgentur var Inge henne ved begyndelsen af broen “Die Seebrücke”, der med sine mere end 1000 meters længde når ud til pælehusene på badestranden – og lidt op ad formiddagen gik vi sammen derhen. Man skal betale for at benytte broen – hvis man da ikke har et Gästepass, hvilket vi som hotelgæster har (betalt gennem kur-afgiften, der af hoteller opkræves særskilt fra selve hotelregningen).
Vi bor i den del af Sankt Peter-Ording, der kaldes Bad, og om den skriver byens hjemmeside:

Der Ortsteil St. Peter-Bad ist das Zentrum des Nordsee-Urlaubsortes. Hier ist einiges los und für jedermann etwas dabei. Ihr unvergessliches Urlaubserlebnis setzt sich hier zusammen aus Wellness, Shopping, Kulinarik und Geschehnissen. Zu den Highlights des Ortsteils zählen die Dünentherme, die Seebrücke, das Dünen-Hus und die Erlebnis-Promenade. Restaurants, Imbisse und Bars laden hier zum gemütlichen Beisammen sein oder Mittagssnack ein. Mehrere Boutiken mit maritimen Flair befinden sich hier nah an der Erlebnis-Promenade. Hier finden Sie garantiert ein schönes Souvenir für Zuhause.

Von der Erlebnis-Promenade aus haben Sie eine wunderschöne Aussicht über die Salzwiesen und Dünen, bis hin zum Strand. Den Strandabschnitt des Ortsteils Bad erreichen Sie über die mehr als 1000 Meter lange Seebrücke. Haben Sie den Strand erreicht, begrüßt Sie sofort das Pfahlbauresturant Arche Noah und lädt zu einem Getränk oder Essen mit atemberaubenden Meerblick an.

Vi har idag en aftale på en Pfahlbaurestaurant, dog ikke den her omtalte “Arche Noah”, men en der er på stranden længere mod syd. Jeg havde fået booket bord allerede klokken 12:00 og ikke fået det ændret efter at Inge mindede mig om, at det måske var lidt for tidligt. Jeg havde ikke hjemmefra undersøgt starttidspunktet for morgenmaden på hotellet. Den var med sin klokken 08:00 meget afslappet.

Nå, men konsekvensen var, at vi idag ikke gik ud på Die Seebrücke, men istedet tilbage til hotellet og slappede af (Inge på loggiaen til venstre på 1. sal) og trak tiden så meget vi kunne, inden vi kørte ned til Böhl Strand…

…hvor vi var ved 12-tiden. Jeg gik til parkometeret og Inge satte kursen mod “Die Seekiste” og tog dette billede ved begyndelsen af stien derud.

Der Böhler Strandabschnitt ist geprägt durch das Pfahlbaurestaurant “Die Seekiste”, in dem die Besucher Genuss auf Stelzen mit einem einzigartigen Meerblick erfahren können. In den 70er Jahren war der Strandabschnitt Böhl eine belebte Badestelle. Jedoch ist diese im Laufe der Jahre weiträumig versandet, so dass er heutzutage direkt mit dem Auto angefahren werden kann. Der flachzulaufende Strandabschnitt eignet sich hervorragend zum Baden mit kleineren Kindern. Zudem bietet der Strand beste Voraussetzungen für einen Ausritt hoch zu Roß.

Pælen i det forrige billede er en “stormflodspæl” – ligesom vi så oppe i Ballum Enge.

Jeg kom for at spise Labskaus og Inge for at spise Nordseekrabben. Og hvorfor det? Jo, fordi vi havde set manden til venstre i billedet (bag disken) et par gange i tyske mad-udsendelser og “Die Seekiste” er legendarisk kendt for sin Labskaus. Det er en af årsagerne til at vi overhovedet er herude – den anden er, at vi aldrig har berejst Wattenmeer. Og Wattenmeer er berømt for sine Nordseekrabben. Desværre for Inge havde de ingen Nordseekrabben i dag (hvis jeg husker korrekt, så nævnede tjeneren at der kun var få på markedet og at prisen derfor var for høj), så hun valgte også at smage Laubskaus.

Men før jeg lærte Labskaus at kende, blev jeg introduceret til “Flens”.  Jeg bestilte en “Alkoholfreies Pilsner”. “Ein Flens. Gerne” sagde tjeneren, da han tog imod bestillingen. Han omtalte konsekvent pilsnere fra Flensburger Brauerei som “Flens” lagde  jeg mærke til når andre gæster bestilte det samme På parasollerne ude på terrassen kunne jeg se, at Flensburger Brauerei var hovedleverandør af øl til restauranten.

Vi havde et godt bord. Inge med udsigt til mig, terrassen og stranden, jeg til Inge og restauranten.

Og her er retten så. Den er lavet efter en opskrift fra en kaptajns-enke og videreudviklet af chefen her på “Die Seekiste” til et niveau, hvor den har opnået kult-status. Ingredienserne er “Gepökeltes Fleisch” af Galloway-kvæg, kartofler, syltede agurker, rødbeder, selleri, kartofler, løg og salte sild. Dertil laurbærblade, sennepsfrø og sort peber.
Jeg spiste op, men Inge fik ikke spist meget af sin! Men nu har vi begge smagt den og ved hvordan sådan en skal smage.

Beskeden vi hørte fra højttalerne, da vi kom herud, blev nu alvor. Advarslen til bilister, der parkerede i første række, om at flytte bilerne, var helt aktuel.

20 minutter senere var det for sent for nogle…

Også mod syd var udsigten præget af tidevandet.

13:45 var vi frokostmætte og forlod Die Seekiste – en kulinarisk erfaring og oplevelse rigere. Nu ved vi, hvordan Labskaus skal smage

Et kig bagud viste, at der var en grund til at bygge på pæle.

Med labskausen som ballast var der kun lille til moderat appetit om aftenen. Eftermiddagen var ikke præget af den store fysiske udfoldelse, kun en tur hen i byen for at købe postkort. En bagt kartoffel med kogte rejer fra Wattenmeer var vores valg på spisekortet hos “Die Insel”. Det var  bagt kartoffel med Nordseekrabben, så dem fik Inge alligevel, men ikke på “Die Seekiste”. Vi valgte at sidde indendørs….

…og under bordet var Inges fødder i meget trendy fodtøj

Godnatbilledet blev dette fra balkonen. Næsten vindstille og relativt mildt, når jeg tænker på, at vi jo er midt i september.

07:49. Vejrmæssigt ikke den store forskel på i går morges.

Morgenmadsdamerne havde ikke tabt pusten…

…og så var der frisklavet smoothie

På hoteller, hvor man ofte bor en uge ad gangen, er der gerne et “Tagesblatt” lagt frem på bordene om morgenen. Da denne her var rullet som en festsang, var Inge bekymret for om jeg ville begynde at synge, men jeg kendte ikke melodien; “von Samstag, dem 17. september 2016”. Havde det været “Edelweiss” så var sagen en anden, for den kan jeg næsten udenad. Men så langt mod syd var vi heller ikke

Spøg tilside. Her hed det “Die Wasser-Post”. Praktiske informationer om høj/lav-vande, sol op/nedgang og vejrudsigten for området fik vi dermed til Bircher-müesli’en, samt en anbefaling til at spise i “die Insel”. Den anbefaling havde vi allerede fået aftenen før – og fulgt.  Nu var der bare lige det, at vi i går prøvede at reservere bord til i aften, da vi vidste at det var lørdag aften, og fået at vide at alt var reserveret. Men hoteldamen mente, at det kunne hun nok klare og vups, så var der bestilt bord til os! Der er godt nok flere restauranter i byen, men nogle skal man gå længere til og alle de andre – nå, ja – havde måske ikke lige mad, som vi ville fylde maven med….
Der er også gerne et “Spruch” i sådanne morgenbordsaviser – her: “Manchmal muss man einfach nur ans Meer fahren, um glücklich zu sein”. Og det kan hotelejeren jo have lidt ret i, og iøvrigt er det titlen på den bog, der ligger på natbordet

Disse “Sprüche” er så beliebt blandt hotelejerne her, at de også findes i badeværelset.

Formiddagen skulle bruges til et besøg på stranden, og for at komme dertil skulle vi bruge den lange bro, der fra husene i mellemgrunden fører over saltmarsken og ud til pælehytterne i baggrunden. At bemærke er de små pælehuse af metal monteret ovenpå de blå skilte i forgrunden. Pælehusene er stedets signatur.

Det er en betalings-bro, men så bliver man også godt informeret. Med vores turistkort slap vi for at betale.

Vi vidste ikke, at Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer er den største nationalpark mellem Sicilien og Nordkap. Respekt! Nationalparken er, sammen med danske Nationalpark Vadehavet i nord og den hollandske del af Wattenmeer af UNESCO udnævnt til at være Verdensarv.

Og om selve broen fik vi at vide at der siden 1926 har været bro her og at den idag er 1095 meter lang…

Vi begyndte at trave derudaf – hen over saltmarsken – eller “die Sandsalzwiesen” som de også kaldes…

Og så kom vi ud til den berømte brede sandstrand, samtidig med at himlen mørknedes betænkeligt.

Inge foreslog at vi skulle sende et foto af mig til vores outfit-ekspert Charlotte og spørge om jeg i dag mere lignede en mand fra Struer, end tilfældet var igår. Her er billedet – og kommentaren fra Charlotte var: “Mht. billede af dig med bøllehat, så slog det mig, at du faktisk kunne ligne en tysk kunstmaler, der er ude og få inspiration Hvis bøllehatten ikke var der, var du mere “manden fra Struer”…”

Der var god plads derude på stranden. Her kigger vi mod syd.

Mod nord var der kursus i at styre strandsejlere og flyve med drager. Sandskabet var helt unikt, meget, meget brede sandstrande. Der var stort set ikke en sten, men en del muslingeskaller ved vandkanten. Det var fast sand og ikke det der bløde klitsand. Der var rent, intet affald og det var mange, mange kvadratmeter vi taler om.

Regnen slap vi ikke for. Vi blev våde. Måske trængte vi til en bid, eller en smule trøst, så omkring 13:30 opsøgte vi “die Insel” igen. Vi måtte have en vaffel. Inge havde bemærket at der rundt omkring blev solgt frisiske vafler og sådan en måtte vi da smage, når vi nu var i det frisiske land. At bemærke er også, at de kun bliver solgt om eftermiddagen….

Valget faldt på “Süsse Pflaume”. Smagte trøstende og humøropløftende dejligt!

Og minsandten om ikke vejret i mellemtiden blev fint sommerligt igen med solskin på “die Insel”! En frisisk vaffel kan altså gøre en forskel….

“It is always 5 o’clock somewhere…” men for os blev den 5:30 før vi sad hos “Rialto” i byens turistmæssige centrum. Helt sommerligt her midt i september. Betjeningen var italiensk, så naturligvis er der Pinot Grigio i glassene…

En halv time senere kiggede vi på, hvilke Flammkuchen “Die Insel” havde på menukortet.

Veggy’en vandt hos os begge og vi spiste indenfor….

Ved 8-tiden var vi tilbage. I morgen skal vi videre på næste etape af rejsen, så mon ikke jeg her kigger på kort

Godnatbilledet blev taget en halv time senere. De lyse nætters tid er definitivt forbi.

Da vi var oppe 06:48, var månen det også. Det lignede begyndelsen på en fin dag!

07:21 var Inge allerede oppe forbi “die Seebrücke” på sin morgentur og tog dette billede, da hun vendte om.

Tilbageturen gik ud over broen…

…hvor hun fotograferede de naturligt dannede vandløb i “die Sandsalzwiese”.

Videre gik det ad det store dige. Smukt er det ikke, men effektivt ser det ud og viser, at herude tages truslen om højt højvande alvorligt.

Fotografisk kom jeg først på banen 07:55 – og det for at vise noget, jeg ikke har set før: en lille morgenfrikadelle med et hulrum i midten, hvori der var sennep og chutney! Jeg spurgte naturligvis morgenmadsdamen om de var lavet her i huset. Det vidste hun ikke, så jeg kunne ikke få hemmeligheden om, hvordan de var produceret. Jeg forestillede mig en bolle af kødfars i den ene hånd og en kanyle med sennep, og derefter en med chutney

Morgenposten kunne fortælle, at om halvanden time ville lavvandet være på sit laveste, at temperaturen ville nå 20 grader C. Der Spruch var: “Die Grösste Sehenswürdigkeit, die es gibt, ist die Welt – sieh sie dir an”.

Vi forlod Sankt Peter – Ording ved 8-tiden. Jeg var spændt på, om BMW’s rute ville føre os over Die Eider Sperrwerk, så vi kunne se det og få en flot udsigt derfra. Ruten førte via die Sperrwerk, men ikke over, derimod igennem! Så dette billede viser, hvad vi fik at se

09:30 holdt vi forrest i opmarch-båsen for bilister med e-billet – ligesom sidst vi var her i Brunsbüttel. Vi var i god tid, for færgen afgik først 10:45 og selv om vi havde denne margin i rejseplanen var jeg undervejs lidt betænkelig ved, hvad de alarm-røde biler i bilens navigationssystem ville betyde for os i form af omveje. Det viste sig, at spærringen af vejen var ved den rundkørsel, hvor vi alligevel skulle svinge ned ad vejen til færgen!
At bemærke i dette foto er den sorte Mercedes cabriolet, der holder bag os, med 2 bilers afstand…

Et kig i den modsatte retning viste en solbeskinnet Elbe. Sidste gang var det gråvejr med middelmådig udsigt. I dag helt sommerligt.

Kort før vi skulle køre ud på færgerampen var der stadig stor afstand mellem vores bil og den sorte cabriolet. Årsagen var, at fører og passager til bilen intet sted var at se. Færgekontrolløren rendte rundt og spurgte folk, om de havde set dem, men det var der ingen, der havde. Han løb også op på diget og spurgte folk der. Uden resultat. Ganske få øjeblikke før vi skulle køre ud på rampen kom cabrio-folkene slentrende. Da den lidt ophidsede færgekontrollør skældte dem ud for ikke at være ved bilen kiggede de på ham som om han var idiot. De var jo her ved bilen!

Vi var de første til at køre ud på rampen, hvor vi ventede på, at færgens tømning skulle begynde. Pludselig kom 2 damer strygende bagfra i en Morris Mini! Den kørte forbi os og frem mod færgen. Da skred færgekontrolløren til handling og fik den stoppet. Hvad vi kunne forstå var, at de fortalte ham, at de havde fået besked på at køre frem til færgen. Om de med vilje valgte at forstå det på den måde, at de skulle have forrang for alle andre der holdt og ventede på at køre ombord på færgen – eller om de var helt fra den af nervøsitet for at komme for sent – ved vi ikke. Færgekontrolløren havde ikke andet valg end at få dem til at køre tilbage til pladsen lige foran os.
Nå, vi kom op og fik en plads, hvorfra vi kunne kigge ud på Elben.

Dog sad vi ikke optimalt. Døren bag Inge blev lukket op og i hele tiden, så hun trak ud på dækket med sin bog og jeg fulgte efter. Med en fleece på, gik det jo også fint. Vi nærmede os Cuxhaven.

12:12 blev dette billede taget. Det viser de overivrige Morris Mini damer henholdsvis stige ind i bilen og fotografere næsten det samme motiv som os. Jeg bemærker, at de har Union Jack i bagruden på deres tysk-indregistrede bil. Måske er de expats, som ikke er bedre til tysk end jeg til fransk

Det var lidt kompliceret at finde frem til Hotel Reichhofs parkeringsplads. Jeg måtte en tur ad gågaden, men det gik, fordi det er søndag og byen stort set er uddød. Jeg havde, tror jeg, angivet hotellets adresse, hvilket er på gågaden, i stedet for adressen på parkeringspladsen, der er et lille stykke derfra. Den havde hotellet ellers skrevet i en email, så det var selvforskyldt!
Det var dog en bagatel i forhold til, at vores opfattelse af det værelse hotellet havde afset til ikke var det samme som receptionistens. Hun hævdede, at det var i den kategori, vi havde bestilt (den næsthøjeste), men for os var det væsentligt under kvaliteten for et ****S-hotel. Der var et ekstra værelse, som vi ikke kunne bruge, der var nøgne vægge overalt og møblementet var under det, vi ser i danske genbrugsbutikker. Jamen, det er jo nyrenoveret, fastholdt seniordamen i receptionen. Det er under niveau, fastholdt vi, og bad om et andet – vi skulle jo være her i 3 dage. Det eneste, de havde i den kategori, var i deres lille havehus. Det viste sig at være nyrenoveret og meget hyggeligere, så vi så bort fra det med udsigten (hvilket fra det første værelse var gågaden). Oprindeligt ville jeg have haft et værelse i et hotel i Norddeich på kysten 6 km nordligere, men jeg var alt for sent ude med at bestille værelser til denne tur. Hvad vi havde her, var det bedste vi kunne få i Ostfriesland. Vi fik desværre ikke taget et interiørbillede af de to værelser…

Selv om byen, Norden hedder den, virkede uddød, var den ikke helt død. Café ten Cate var endnu åben…

…og vi fandt et bord og bestilte østfrisisk te…

…og en østfrisisk specialitet, nemlig Apfelstrudel med Schlagsahne til mig og med Eis til Inge – en regional traditionel kombination. Bemærk de små kopper. I Ostfriesland er de tilsyneladende ikke større, så vi kan bruge Jørgens udtryk: “En lille fin kop the”

Vi havde tilbagelagt ca 275 km, diskuteret med hotellet om værelset og flyttet om på bagage (det havde vi så delvist en hotelmedarbejder til, men han var ikke tilfreds for det 1. værelse var på 1. sal og der var der ingen elevator  i den bygning) så det føltes helt rigtigt at sidde her på caféen og tanke op.

Inge bemærkede, at der i fortovene af og til var en “Stolperstein” af messing med et navn på. Her var 3 navne, som vidnede om, at der her på adressen engang boede 3 jøder – alle deporteret i 1942 for senere at blive myrdet i en udryddelseslejr i Polen.
Om Stolpersteine skriver Wikipedia:
Ein Kunstprojekt für Europa heißt ein Projekt des Künstlers Gunter Demnig, das im Jahr 1992 begann. Mit im Boden verlegten kleinen Gedenktafeln soll an das Schicksal der Menschen erinnert werden, die in der Zeit des Nationalsozialismus (NS-Zeit) verfolgt, ermordet, deportiert, vertrieben oder in den Suizid getrieben wurden. Diese quadratischen Messingtafeln mit abgerundeten Ecken und Kanten sind mit von Hand eingeschlagenen Lettern beschriftet und werden von einem angegossenen Betonwürfel mit einer Kantenlänge von 96 × 96 und einer Höhe von 100 Millimetern getragen. Sie werden meist vor den letzten frei gewählten Wohnhäusern der NS-Opfer niveaugleich in das Pflaster bzw. den Belag des jeweiligen Gehwegs eingelassen. Mittlerweile gibt es über 56.000 Steine (Stand: Dezember 2015) nicht nur in Deutschland, sondern auch in 19 weiteren europäischen Ländern. Die Stolpersteine sind das größte dezentrale Mahnmal der Welt.
På min søgning om begrebet Stolpersteine kom jeg forbi andre websites, der gav udtryk for, at dette projekt ikke er lige vellidt af alle i befolkningen…

Ved 18-tiden checkede vi hotellets bar, men den var lukket. Der var kun 1 bardame, og hun havde fri. Flexible og løsningsorienterede satte vi os i restaurantens “lounge-område” og fik en lokal pilsner, henholdsvis et glas tysk hvidvin.

Vi var på 1/2-pension og i 5-retters menuen valgte vi blandt de 3 hovedretter fisken. Retten var helt enkel.

Nu kom vi, som nævnt ovenfor, på grund af min alt for sent påbegyndte rejseplanlægning ikke til at bo på et hotel oppe på kysten, men da jeg spontant kiggede indenfor i spa-området her på Reichshof bemærkede jeg, at hotellet kulissemæssigt gav gæsterne mulighed for at henføre sig drømmende til klitlandskabet deroppe 

Dagens godnatbillede blev af det lille gæstehus, hvor vi beboede det ene af de 4 værelser, det rummede.

Før morgenmad var Inge på rundtur med sin aktivitetsmåler og fotograferede kanalen Norder Tief, som vi kører over for at komme til hotellets parkeringsplads.

Bemærk søvngængeren, som den altid observante Inge fotograferede oppe på taget af hotellets “bomsted”. Lige på den anden side kører vi mod venstre ind til parkeringsområdet. Søvngængeren har derfor retning mod højre, mod hotellet. Logisk, når man tænker over det.

Hotellets “reichhaltiges Frühstücksbuffet”, som hoteller ynder at kalde deres morgenmadsarrangementer, fotograferede jeg 07:39, 9 minutter efter den formelle åbningstid. Den var OK, men ikke på niveau med den forrige vi oplevede i Sankt Peter – Ording.

Bag mig var der yderligere et bord med røræg, bacon, pølser – og kogte æg. En dame fra et rejseselskab sagde til mig, at hun ikke nu om dage kunne koge et æg på 3 minutter. Skallen var nu om dage for tyk til at det kunne lade sig gøre. Det måtte ligge i hønsefoderet, mente hun. Jeg er ikke selv den skarpeste kniv i skuffen, ej heller den hurtigste knallert på månen, så det tog mig et øjeblik at fordøje dette udsagn. Så man nøjere efter i æggekurven bemærkede man, at der også var et H på nogle æg. 3-tallet var naturligvis et W for Weichgekocht. Men da var damen fra rejseselskabet forlængst videre i sin morgenmad

Hotellets “Hauszeitung” fortalte også om høj- og lavvandetider, informerede om, at hotelbaren “Wolbergs” ved siden af havde Ruhetag idag og foreslog at vi skulle tage til det ugentlige marked og/eller besøge Ludgeri-kirken.

Hotellet mente at Inge og jeg skulle sidde i skum med rosenblade strøet omkring os og drikke skum i 25 minutter og føle os afslappede bagefter  Vi koncentrerede os mere om vejret,  som på denne mandag ikke så værst ud. Fin til en udflugt. At das Wattenmeer var UNESCO Weltnaturerbe vidste vi allerede fra opholdet i Sankt Peter – Ording. Vi bliver så kloge af at rejse…

Vi ville på udflugt i dag, men først en lille gåtur i nabolaget. Her et blik på Norder Tief i den anden retning end ovenfor.

Ovre ved broen, vi så på forrige foto, stod den store Doornkater-flaske. Og hvorfor stod den her? Jo, Doornkater – en Korn-Schnapps – blev fremstillet her i byen, og gav i generationer arbejde til mange mennesker. Så blev familiefirmaet solgt, og produktionen flyttet. Derfor er der i hotellets nære omgivelser store tomme fabriksbygninger, som der endnu ikke har været råd til at rive ned eller renovere til andre formål.

Ikke langt derfra Die Deichmühle – en prægtig bymølle. Dens website skriver bla. følgende:
Die Deichmühle ist eine funktionsfähige Galerie-Holländerwindmühle von 1900. Sie wurde als Mehl- und Peldemühle (Graupen)  am Norder Hafendeich gebaut. Bereits 1597 drehte sich an dieser Stelle vor der Stadt Norden eine Bockwindmühle. Diese wurde 1900 abgebrochen und die neue Deichmühle errichtet. 1974 erwarben Maria Anna und Hermann Wagener aus Papenburg das Ensemble “Deichmühle”. Seit dieser Zeit ist die Deichmühle wieder funktionsfähig und dient heute als Museumsmühle. Zahlreiche Maschinen zur Müllereitechnik dokumentieren den Wandel des Müllerhandwerks. Die Mühle kann besichtigt werden. Je nach Wetterlage wird sie auch in Funktion gezeigt.

Respekt for arbejdet med møllen, men hvor mon man finder en så stor begejstring for en mølle, at man køber den og restaurerer den til fuld funktionalitet?

Udflugten havde som første mål at parkere bilen i Norddeich ca. 6 km nord for Norden…

…dernæst at vente på at komme ombord på færgen til Norderney.

Vi styrede direkte op til soldækket og kunne herfra se over til Norderney.

Det var nu så som så med sol på soldækket. Men vi klarede udfordringen og blev på dækket hele vejen over, for det var en helt fin sejltur med god udsigt til alle sider.

Norderney lærte vi at kende på gåturen fra færgehavnen til byens centrum – så bekendtskabet stikker ikke så dybt. Vi var ikke specielt imponerede eller charmerede, men vi købte et fint postkort til vores næsten 90-årige veninde i Aabenraa (vi skriver et kort til hende næsten hver dag, så hun kan “være med på rejsen”).  Det blev skrevet på stedet og postet  inden vi forlod øen (jeg har et ark selvklæbende frimærker). Pudsigt så koncentreret jeg ser ud på billedet…

Vi sad på Kurplatz foran Conversationshaus ved et bord, der tilhører en Café i huset. De havde Eiskaffee på menuen, og sådan en havde vi lige tid til, og det var hvad blodsukkeret havde brug for. Mit ansigtsudtryk er mere afslappet. En Eiskaffee kræver ikke den store koncentration

Ca. 2 timer efter ankomst var vi klar til afgang fra øen (sejlturen var vores primære oplevelse, så vi havde ikke afsat mere tid på selve øen) – lidt i god tid…

…men vi fik lov til at gå ombord og 12:56 kunne vi tage denne groufie på soldækket – i solskin.

Dette kunne være et billede af Edvard Hopper Vi var i god tid og valgte “midterbanen” på soldækket.

Inge var, som 5 andre passagerer, interesseret i at følge med i hvilke og hvor mange biler, der gerne ville med ombord.

Der var mange hestetransporter på grund af, at der havde været et ridestævne på øen. De fylder godt, og var nok også årsagen til, at der var sat ekstra færgeafgange ind på ruten. Nogle af transporterne har nok måttet se en færge eller to blive fyldt inden de selv kom med.

Overfarten forløb roligt og vi fandt bilen, hvor vi havde forladt den. Nabobilen, som var efterladt med åben dør, da vi kom i formiddags, stod der også – og stadig med åben dør – mirakuløst!

På vej tilbage til Norden foreslog jeg, at vi kørte lidt ud langs kysten for at kigge på Wattenmeer. Der var ikke meget at kigge på, andet end et højt dige, og fladt land med agerbrug 

Tilbage i Norden. Inge havde på sin runde bemærket et kafferisteri i kort afstand fra hotellet. Der måtte vi ind ved kaffetid – i dag allerede 15:30! Der duftede herligt i butikken, hvor kafferisteriet også stod, og hvor kaffelageret også var. Det var seriøst her…

Medens vi ventede på vores kaffe, kunne vi studere ejernes praktiske humor.

Så kom kaffen. Smukt tilberedt. Og som den smagte!

I forgrunden til venstre kafferisteren. I baggrunden Herrn und Frau Kafferisteriejere seriøst ved at lave kaffe, henholdsvis pakke kaffe til forsendelse. Jeg har aldrig set en lave filterkaffe så omhyggeligt!

Hvorfor viser jeg denne pose? Jo, fordi den husker på, at den altid observante Inge også havde bemærket en skobutik i samme gade som kafferisteriet lå. Andre billeder fra butikken har vi ikke, men det var ellers en herlig forestilling som det indledende kiggeri gled over i ein wenig Plaudern med butiksbestyreren og derfra til at prøve nogle par sko, for tilsidst efter en lille runde i byen at købe et par til mig….

“It’s always 5 o’clock somewhere…”. Ikke fordi tiden var gået som “…molasses in winter”, men omkring 17:30 var det på sin plads med en lille forfriskning. Vi sidder her uden for baren “Wolbergs” som vi fra die Hauszeitung vidste havde Ruhetag, men der var betjening af restaurantens tjenere.

Dagens “Halbpensionsmenü” så således ud. Som forret valgte Inge den lille salattallerken og jeg tunfisk-salaten. Inge fik en kæmpestor portion – 5 gange så stor som en forret skal være. Det må være rablet for en i køkkenet.

Chili glasierte Hänchenbrust mit grünem Gemüse und Zwiebel-Risotto vandt i valget af hovedret. Smagte udmærket.

Vi var lidt spændte på den der Mandel-Milchcreme mit Rotweinkirschen und gebackenen Teigscherben. Det viste sig at være en dejlig dessert!

Dagens godnatbillede. Kigger jeg mon på kort igen…

Det er ikke let at være Kansler Merkel, tænkte jeg, da jeg lidt i god tid kom ned i morgenmadsrestauranten og så avisen. Jeg snuppede den med til bordet for at læse nærmere, medens Inge var ude på en morgenrunde – pisket ud på gåtur af sin nye armbånds-aktivitetsmåler

Inge gik bag om hotellet, forbi parkeringspladsen, hvor hun bemærkede dette advarselsskilt – og samtidig noterede sig, at bommen var i stykker og stod åben.

Hun fik sig et daggrys-vue over Norder Tief…

…og vendte om inde på parkeringspladsen og gik tilbage over broen. Fin lille bro, som giver en lille middelalderfornemmelse ved at køre over et vandløb for at parkere i sikkerhed

Hun rundede sin gåtur af ude på gågaden med at fotografere os begge. Jeg er dybt koncentreret med at skrive et postkort og bemærkede slet ikke papparazzi’en derude.

Vi mødtes ved morgenbordet og kunne sammen studere die Hauszeitung, som blandt andet fortalte, at i dag ville baren være bemandet. Udflugtsforslagene til das Ostfriesische Landesmuseum i Emden og die Seehundestation oppe i Norddeich fristede ikke.

Vigtigt var dagens vejr. Gråvejret skulle forsvinde midt på dagen. Øen Baltrum måtte vente, for vi ville til Greetsiel, en lille havneby sydvest for Norden. Den havde skotøjshandleren anbefalet i går, og jeg kom i tanker om, at receptionisten også havde nævnt den, da jeg ringede og bestilte hotelværelse.

I en af hotellets korridorer hænger et gammelt oliemalet kort, hvorfra jeg har taget dette udsnit for med en hvid pil at pege på Greetsiel.

Klokken 10:00 var vi derude – 1 time før de fleste butikker og caféer åbnede, men dermed også 1 time før de fleste turister ville ankomme. Vi havde derfor ingen problem med parkeringsplads.

Overraskende nok var der Kreuzfahrten at tage med på fra Greetsiel. Der er endda hele 4 muligheder: Kreuzfahrt ins Weltnaturerbe (Wattenmeer), Minikreuzfahrt in See, Tagesfahrt nach Juist og Tagesfahrt nach Norderney. Her i havnen er der konstant vandniveau – takket være Leyhörn-slusen længere ude.

Der skulle være 16 aktive rejefiskekuttere hjemmehørende i Greetsiel…

…og turistcheferne elsker at fotografere dem med nettene foldet ud. Jeg synes, at de også er fine med nettene foldet sammen som her.

Havnen havde beskæftigelses-aktuel kunst – en Granat (reje), udført af Kunstschmiedemeister Alfons Hieser og skænket af ham til byen som tak fordi den tog ham til sig i 1945. Han var i den tyske Kriegsmarine og ved krigsafslutningen lå skibet i Emden. Det var løbet ud for proviant, hvilket fik kaptajenen til at opfordre besætningen til at gå i land og hver især prøve at finde sig et arbejde. Hieser fandt et hos den lokale smedemester Jacobsen her i Greetsiel og boede her til sin død 35 år senere. Messingpladen kom på i 2014.
Jeg kan godt lide sådanne små historier…

Byen har også sin egen højvandepæl. På højre side viser de blå skilte, hvor højt vandet har stået. Den øverste af dem siger 6.5 m over normal-nul, oplevet i 1976. Dengang var den også gruelig gal i det danske Vadehav, og jeg husker Arne som klistret til radioen, der løbende gav meldinger om stormflodens udvikling. Måske regnede han muligheden for at Hjemmeværnet skulle mobiliseres som værende ret høj?
De øverste grønne skilte til venstre viser udbygningen af digerne. Det øverste af dem siger 9.5 m over normal-nul – altså 3 m margin over den højest målte vandstand! Man tager det alvorligt, det med digerne…

Ved dette afpillede fiskeskelet vendte vi om…

…for at kigge lidt på byen.

Kiggede indenfor i kirken.

Efter min skoletids sommerferiejob hos orgelbygger Marcussen & Søn er et orgel aldrig ligegyldigt. Om det er et lille beskedent som her, eller de store som i Hildesheimer Dom.

Vi kørte hjemad, og forsøgte undervejs lige nordøst for Greetsiel at komme ud til sluseanlæggene. Men der var spærret for biler. Kun cyklister og fodgængere kunne komme derud – og så meget trak det heller ikke. Vi fortsatte og tog halvvejs en alternativ rute ind i Norden.

Tilbage i byen gik vi hen for at kigge på kirken, hvis klokketårn vi ser her. Det er adskilt fra selve kirken for at undgå noget, der skete med en kirke nede i nærheden af Emden. Der trak det tunge tårn kirken skævt – fordi der var bygget på blød jord. Selv om Norden er bygget på en Geest, med relativt hård jord, tog man altså ikke chancen her. I middelalderen var det, har jeg senere læst, i Ostfriesland almindeligt at bygge klokketårnet separat, så måske var det ikke kun den utilsigtede skæve kirke ved Emden, der skyldes adskillelsen.

Kirken og dens klokketårn set fra den anden side. Adskillelsen er så stor, at den tillader en gade i mellemrummet!

St. Ludgeri Kirche viste sig at være meget større, end jeg kunne have gættet på. Jeg ville være nødt til at gætte, for jeg havde ikke sat mig ind i byens seværdigheder inden besøget her. Vi kom i snak med den tidligere pastors hustru, som meget gerne oplyste kirkens besøgere om dens træk og historie. Hun fortalte, hvis jeg husker korrekt, at kirken er kombineret af en tidligere klosterkirke og en nyere tilbygning – den vi kigger ind i på, på den anden side af galleriet henne ved orgelet.

Et kig i den anden retning – den gamle kirke med træloftet.

I den nye del, fortalte pastorinden emeritus, var kirkens virkelige skat – altertavlen! Om den skriver kirkens hjemmeside:
Der Hochaltar geht auf das späte 15. Jahrhundert zurück, gehörte sicherlich auch zur Erstausstattung des Hochchors und ist der einzige von ursprünglich fünf Altären, der die Reformation wenigstens in Teilen überdauert hat. Erhalten ist aus dieser Zeit noch der spätgotische Baldachin mit dem reichhaltigen Schnitzwerk als Bekrönung. Im unteren Teil wurde der einstige Schnitzaltarschrein nach der Reformation (1577) durch Einsetzen einer großen Tafel zu einem protestantischen Schriftaltar im Renaissancestil umgestalltet. Die Beschriftung in Goldbuchstaben auf azurhitblauem Hintergrund zeigt in mittelniederdeutscher Sprache auf der Mitteltafel die Einsetzungsworte zum Abendmahl, auf den Flügeln zu beiden Seiten weitere Bibeltexte zum Abendmahl und auf den Außenseiten der Flügel die Zehn Gebote.

Nach den liturgischen Gepflogenheiten der damaligen Zeit waren bei den täglichen Wochengottesdiensten die Flügel zugeklappt und die Zehn Gebote zu sehen, die das Alltagsleben regeln. Für die Gemeinde waren sie zugleich Ermahnung und Aufruf zur Reue, wenn man sie übertreten hatte. Sonntags waren die Flügel geöffnet, denn dann wurde das Abendmahl gefeiert, in dem die Vergebung der Sünden erfahren wurde.

Det meste af dette fik vi fortalt af pastorinden emeritus.

Hun opfordrede os til at åbne en låge i et sakramenthus i en af søjleornamenteringerne, for derinde at se…

…gamle malerier i deres originale farver, der på grund af indelukketheden ikke har været udsat for ret meget dagslys.

Pastorinden fortalte – da hun erfarede, at vi var danskere fra det nordvestjyske -videre om, hvordan hendes mor med børnene og forældrene i 1945 af den tyske marine i sidste øjeblik blev reddet over fra Danzig til Danmark, inden russerne løb byen over ende. De endte i den flygtningelejr i Thisted, hvor folk fra Randstaterne, Ungarn og Rumænien blev samlet af de danske myndigheder. Hendes bedsteforældre tilhørte, hvis jeg husker korrekt, det tyske mindretal i Ungarn. Forældrene var gamle og valgte at blive i Thisted til de døde.
Efter at vi takkede hende for alle de fine informationer og sagde farvel, lavede jeg denne groufie

Der var mere turist-energi i os, så vi styrede hen imod en anden af byens seværdigheder: Das Teemuseum, som vi kigger hen på i dette fotografi.

Das Teemuseum virkede nyindrettet og moderne i sine fremvisningsmetoder. Vi så blandt andet en teposefyldningsmaskine…

…og hvor mange farvenuancer den samme tesort kan have afhængig af dens dyrkningssted…

…og kuriositeter, der havde noget med te at gøre…

…og noget, som jeg tror – jeg husker ikke et forklarende skilt – er en formaning til den britiske befolkning under en af verdenskrigene, på grund af de meget stærke nationale symboler – kronen og flaget!

Og minsandten om der ikke også var fundet plads til at fortælle om familien Doornkaat og deres produkter. Firmaet markedsførte i en periode også eget the-mærke, så det er relevant at repræsentere det her på museet.

10 minutter efter at have forladt das Teemuseum sad vi her…

…med dette scenarie foran os!

Vi var – ifølge skotøjshandleren – i byens absolut bedste italienske Eisdiele!

To en halv time senere var vi, med mig i spidsen, på vej ind i kafferisteriet

Jeg skulle opleve på nærmere hold, hvordan en filterkaffe skal laves. Først lidt kogende vand på kaffepulveret i bunden af filteret, så lidt mere vand…

Og efter hver påfyldning af kogende vand røres der langsomt rundt…

…så man til sidst får en intenst velsmagende kop kaffe – seriøst, næsten kult!

Hvis ikke vi havde fået et glas øl, henholdsvis vin, inden aftensmaden havde vi stadig haft den intense kaffeeftersmag i munden, indtil vi stod foran aftenens Middelhavs-buffet – hotellets kulinariske udspil i aften…

…som var udmærket.

Godnatbilledet, den smalle passage mellem hotellets værelsesbygning til højre og restaurantbygningen til venstre, er taget af Inge. Hendes aktivitetsmåler må have pisket hende ud på en lille runde 

Inge var også idag tidligt ude at gå tur med sin aktivitetsmåler og allerede 07:17 fotograferede hun hotellets restaurantbygning fra gågaden…

…fortsatte hen ad den og drejede ud på broen, hvorfra hun fotograferede Norder Tief med hotelparkeringspladsen og dens bro…

…og gik hen over parkeringspladsen og broen til gaden bag hotellet, hvor hun fotograferede “bagsiden” af det lille hus, vi bor i – vi havde heldigvis ikke vinduer ud til gaden og havde mere ro end vores værelsesnaboer.

Sidste billede på den gåtur var af den lille fløjtespiller i hotellets gårdhave.

Vi mødtes til morgenmad og kunne i die Hauszeitung læse om Doornkaat’s historie og erfare, at det lille hus i gårdhaven oprindeligt var das Hausmeisterhaus der Firma Doornkaat- vi boede altså i portnerboligen

Den “rigtige” morgenavis beskæftigede sig igen med problemerne i Mellemøsten.

Hvorfor fotograferede jeg bagsiden af en ske her til morgen? Jo, vi havde bemærket, at hotellets bestik var meget behageligt at spise med, og da vi er på jagt efter en afløser for det bestik, vi har derhjemme, gjaldt det her om at memorisere mærket. Og jeg var ikke sikker på, at jeg om et stykke tid stadig kunne huske dette stels navn: WMF Cromargan 

Medens jeg pakkede bilen gik Inge endnu en tur og kom forbi et hus med lystige sørøvermotiver. Det var ikke kun for sørøvere, men for børn med behov for lektiehjælp og det var en god måde at gøre huset venligt/lystigt og ikke gravalvorligt. Norden har en havn, eller noget de kalder havn – og den er ikke mange hundrede meter borte – så murmaleriet er vel helt relevant.

Hun “stolperte” også over “Stolpersteine”…

…og mindestenen for byens synagoge, der blev ødelagt i 1938. Man kan godt reflektere over, at den jødiske menigheds historie med relevans til byen Norden på Wikipedia starter med et afsnit “16. Jahrhundert – 1933”, dernæst et “1933-1938”, dernæst “Reichspogromnacht 1938”, dernæst “Exodus, Vertreibung und Ermordung” og til sidst “Nachkriegszeit”. Halvdelen af menigheden forsvandt og en egentlig jødisk menighed findes ikke længere i Norden – et resultat, i mine øjne, af at demokratiet ikke fungerede i 1933, men druknede i partiskænderier indtil en “stærk mand” kom på scenen. Jeg er bange for “stærke mænd” i politik og har det ikke helt godt med den politiske udvikling i Europa for tiden.

Da jeg på billedet så båden for foden af mindestenen, kom jeg til at tænke på min veninde Ruth, som laver smukke ting af ilanddrevne grene og sten.

Vi er jo på ferie – eller på rejse, skulle jeg som pensionist måske hellere sige. Og et traditionelt europæisk rejsemål havde vi foran os 15:15 – Rhinen. Vi var midt i endnu et UNESCO Naturwelterbe: Kulturlandschaft Oberes Mittelrheintal zwischen Bingen/Rüdesheim und Koblenz.

Her, i Weinhaus Weiler i Oberwesel, checkede vi ind og fik hjørneværelset på 1. etage med pelargonierne foran. Gennem porten i den gamle bymur ses den grønbrunlige Rhin. Billedet er som trukket lige ud af afsnittet “Romantiske Rhin” i et busrejsekatalog fra 1960-70’erne 

Vi havde kørt ca. 490 km (lige under vores planlægningsgrænse på 500 km/dag) og været ca. 6 timer undervejs, så inden nogen turisme kunne komme på tale, måtte vi lige over til La Dolce Vita på den anden side af markedspladsen (der var kun 100 meter)…

…for at få en dosis Eiskaffee. Vi bestilte og jeg løb hen på turistkontoret et par huse borte for at få brochurer over sejlture på Rhinen inden de lukkede. Da jeg kom tilbage til La Dolce Vitas fortovsrestaurant stod der 2 velvoksne Eiskaffee – i glas med farvet fod!

Fra det flade østfrisiske land til Rhindalen var der en markant forskel. Et kig på turens højdekurve viser også, at vi havde været oppe i 505 meters højde og nu var i omkring 80 her på gaden i Oberwesel.

Den altid observante Inge havde bemærket en hestesko mellem de andre Pflastersteine – endnu ikke nogen “Stolpersteine” – der er 12 af dem i byen!

Med fornyet energi slentrede vi rundt i byen, naturligvis først ned til Rhinen…

…og så på hovedgaden lidt mod syd…

…der ikke var specielt interessant. En kunsthandlers vindue fangede dog blikket.

Og jeg lagde mærke til dette hus med en korsfæstet Kristus mellem 2 vinduer på 1-salen.

Vi gik lidt opad de skrå gader og kom til das Franziskaner-Minoritenkloster.

Fra gaden kunne vi se ruiner af noget, der nok engang i bedre tider var en kirke. Om klosteret skriver byens kulturhus:
Geschichte des Klosters
1242 wird das Franziskanerkloster in Oberwesel gegründet. Um 1280 beginnen die Mönche mit dem Bau einer Kirche im gotischen Stil.
Bei der Spaltung des Ordens um 1500 schließen sich die Oberweseler Franziskaner den Minoriten an. Infolge der Reformation kommt das Klosterleben allerdings bald zum Erliegen.
Eine zweite Blüte erlebt das Kloster in der Barockzeit. Die Gebäude werden renoviert oder neu aufgebaut. Mit der Säkularisation 1802 kommt das endgültige Aus, das Kloster wird aufgelöst. Bis 1836 finden jedoch Gottesdienste in der Kirche statt.
Bei einem Stadtbrand 1836 wird das gesamte Kloster zerstört und arme Oberweseler Bürger lassen sich in den Ruinen nieder. Ein außergewöhnliches Wohnviertel entsteht, das bis heute seinen Charme nicht verloren hat.

17:15 var vi tilbage på Marktplatz og dermed i umiddelbar nærhed af hotellets terrasse…

…hvor der snart efter stod en karaffel hvid Rhinskvin og 2 glas.

Så her slappede vi af med henholdsvis fartplaner for Rhindamperne og en politidetektivroman (for nu at bruge min farmors udtryk).

18:30 indfandt vi os i restauranten. Et lille bordstaffeli med menutavle fortalte, at vi skulle have Lauwarmes Ziegen-Camenbert am Kirschconfit mit Blattsalaten til forret, Rheinischer Sauerbraten mit hausgemachten Klösschen und Apfelkompot til hovedret og Crème Brulé til dessert. En anstændig menu!

Her forretten…

Inden den regionale hovedret var der tid til at smage på vinen…

Jeg husker ikke hvor længe retten har simret i gryden, men forberedelsen tager flere dage, fordi kødet skal ligge og trække længe i rødvin, eddike og krydderier, inden det ristes på panden og derefter lægges i gryden med marinaden og grøntsager og simrer 2 timer. Sovsen tilsættes smuldret Pumpernickel og Sultanas (hvide rosiner, hvilket er naturligt for området der svømmer i Rhinskvin). Retten var meget mørk, mør, smagte meget intenst – og godt.

Desserten skilte sig ikke ud fra andre Crème Brulé’er så den fik ikke et billede med her i rejseberetningen Aftenen faldt på. Inge gik en tur med aktivitetsmåleren og fotograferede hotellet i skumringen. Ser helt fredeligt og idyllisk ud

…og derinde…

…sad jeg endnu med min smartphone i skødet

20:50 fotograferede jeg markedspladsen fra værelset. Det blev dagens godnatbillede, hvor alt så så stille og roligt ud…