Livet undervejs…

Daily Telegraph havde på toppen af side 1 en smagsprøve på noget stof for modeinteresserede, der ville komme længere inde i avisen. Jeg tænkte straks på, at det måtte interessere en mode-afficionados som Charlotte, og var spændt på, hvordan den artikel ville være sat op.

Det var en dobbeltside med den annoncerede 50 mest velklædte damer over 50 år….

…og i bunden af dobbeltsiden en stribe af, hvad en moden kvinde ikke må mangle  Jeg sendte disse billeder til Charlotte i et par whatsapper…

… og de kom rent i mål, interessemæssigt.

Avisen indeholdt også en satire med Queenies nytårstale, der sluttede med en bemærkningn om Brexit. Den sendte jeg til Roland 

Den regionale avis havde som største overskrift på forsiden – over folden – en historisk meddelelse om checkens død. Jeg husker fornemmelsen, da jeg fik mit første checkhæfte – at nu var jeg en rigtig voksen borger i landet – men hvornår det var, husker jeg til gengæld ikke. Og som lille notits – dog stadig på forsiden – og over folden – oplysningen om, at sommerhuset “Fellen” vi kiggede på ude i havstokken og Solnedgangspladsen havde fået en hård medfart af stormen Urd. Vi kunne så sidde her i hjørnet i Brasseriet og over morgenmaden bekræfte hinanden i, at “det vidste vi da godt” 

Et kig ud af vinduet lidt over 9 viste et relativt pænt vejr. Det måtte vi ud i…

…og omkring 09:30 var vi henne på stranden ved Solnedgangspladsen. Familien, der ejer huset derhenne på kanten må her i julen have et overordnet samtaleemne: kystsikring.

Og her i dagslyset fik vi bekræftet, at alt det sand, vi gik på den første aften heroppe, var skyllet bort. Betonfundamentet, som manden i den røde jakke står på var ikke synligt. Nu er det helt blottet.

Vi gik hen ad Højensvej og drejede ind ad Nansbovej for at komme hen til det strandstykke, hvor Inge havde bemærket, at der var mange sten. Og der var virkelig mange, så den medbragte plastpose kom hurtigt op af lommen! Samtidig var vi igen på Nordsøstien.

Efter 5-10 minutter var posen tung nok og det gjaldt nu om at komme tilbage til hotellet med den. Vi gik lidt længere hen ad stranden og klatrede op på klitrækken, hvor vi fandt en sti, der ledte hen til Hamiltonsvej, hvorfra vi fulgte Redningsvej tilbage til Højensvej.

Ved hotellet lagde jeg posen med sten i bagagerummet og fulgte efter Inge, som var gået op til sømærket på Kikkerbakken.

10:47 var jeg deroppe og kunne kigge ud over sommerhusene og Skagen Klitplantage i baggrunden. De 2 sommerhuse i bagrunden til venstre for midten er “Jægerens” og “Fiskerens” sommerhuse, som vi har døbt dem efter deres respektive meget flotte vindfløje – en ræv og en fisk 

Vi tog den “dovne” vej fra Sømærket ned til Rævehulevej…

Ude ved begyndelsen af Annemettes vej for enden af Kanalvej kiggede jeg efter, hvor mange satellitter min Garmin havde øje på – 12 stk! Jeg mente, at der måtte være nogle Galileo satellitter iblandt dem, apparatet kunne se, og var begejstret over præcisionen på 3 meter.
Men da jeg skrev bloggen her, kom jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig så og spurgte min gamle kollega Rafael.
Han antog, at de “3 m” er den såkaldte User Range Accuracy, der angiver den statistiske horisontale præcision af positionbestemmelsen. Det er noget, som GPS systemet selv beregner. “1 m” over feltet med satellitter kunne være den aktuelle horisontale præcision.
1 meter er fantastisk, hvis det er tilfældet. Jeg havde ikke aktiveret EGNOS/WAAS funktionen, for jeg fandt først ud af hjemme, at min Garmin kan modtage EGNOS og WAAS korrektioner til GPS signalet og dermed forbedre præcisionen.

Nå, det er ikke vigtigt her, men hvor jeg troede, at de åbne gratis signaler fra GPS og Galileo var kompatible, så viste min diskussion med Rafael, at det ikke (længere ?) er tilfældet. Numrene på satelitterne på skærmen er GPS satellitternes ID. Jeg havde forventet et E12, for eksempel, for en Galileo-satellit.
Rafael beklagede at måtte fortælle mig, at min Garmin ikke kan dekode Galileo’s signaler og at jeg skal have et apparat med en Galileo-dekoder produceret i 3. kvartal af 2016 eller senere, for at kunne. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle være ked af det, for så havde jeg jo en god undskyldning til at købe en ny – og før de kommer på markedet til almindeligt brug fra fra producenter som Garmin, vil det meste af 2017 nok være gået 

Vores formiddagstur blev på 15.2 km. Det er rigtig godt gået – i ordets egentlige forstand 

Vi kender nu omegnen så godt, at der på denne gråvejrsdag ikke blev taget billeder undervejs i plantagen. Dog fik Inge dokumenteret, at vi tog den “lange” vej op over Kikkerbakken.

Stormen Urd havde aflejret en masse salt og sand på vinduerne og vi havde snakket om evt. at tage et initiativ selv for at klare udsigten en lille smule. Men så pludselig lød der en skraben på ruden og dernede stod en vinduespudser. Det må være fast arbejde at vaske vinduer heroppe, hvor det ofte blæser kraftigt. Når jeg ser disse vinduesvaskere skubbe de lange stænger op og ned tænker jeg, at de ikke behøver at gå i et fitness-studio for at udvikle biceps’erne 

Stenen med de små skibe på var nu lakeret flere gange og tør og klar til at blive fotograferet, så jeg kunne vise den til Ruth. Den er ca. 9 cm på længste led.

Medens jeg fotograferede sten, var Inge ude på en runde, som førte hende hen til stranden for enden af Redningsvej…

…og op ved det truede hus omkring 14:00.

Og pigvharren blev også fotograferet, inden jeg smurte lak på.

16:23 tog Inge dette billede – så mørkt var det, nærmest nat, allerede så tidligt.

17:02 var hun nået hen foran Kikkerbakken og tog dette dramatiske billede med et sømærke og en planet 

Billedmæssigt springer vi til 18:57, men det betyder ikke, at vi forsømte den varme chokolade med den kolde flødeskum, eller før-middag-pausen i Pejsestuen med øl fra Skagen Bryghus og Riesling fra Frankrig.
Valget for aftensmaden faldt på fiskesuppe med ostetoast. Passede perfekt til en Gl. Skagen øl og under overfladen var der en stime af fiskestykker. En fiskesuppe, som jeg ikke kommer til at lave, for der skal koges hoveder og haler osv. i lang tid for at få den intense smag. Heller ikke i aften var der plads til dessert – selv ikke en lille crême brulée, så det må vente!

Måltidet var enkelt, og enkelt at spise, så allerede efter en halv time var vi igen oppe i korridoren ved værelset, hvor de gamle tursitplakater hænger. De er herlige! Det må være Kronborg, vi har her, med udsigt til Sverige 

Vi hoppede i støvlerne, fik overtøjet på, og så var vi udenfor i natten.

Og ved dagens slutning sad jeg igen i sofaen og udvekslede whatsapper med Charlotte og/eller sendte email til Roland.

Her til morgen – og ja, jeg var den første i restauranten  – var jeg inspireret til et pocheret æg med pølse og bacon. Smagte fortrinligt. Inge var på omelet.

Inge var ude af døren 09:30 – før mig – og fra Kikkerbakken kiggede hun ud til Fellen – huset, der står alene og delvist ituslået af stormen Urd ude på stranden – inden hun fulgte stien ned ad den “lange vej”, der giver flest skridt til plageånden på armen. Jeg var ude lidt senere og fra Kikkerbakken kunne jeg ikke få øje på hende. Ringede og fik at vide at hun allerede var ved “jægerens” og “fiskerens” huse så jeg tog den kortere “dovne vej” og mødte hende ned på Rævehulevej.

Ude på Kanalvej kom vi til at snakke om, hvorvidt der overhovedet var vand i den kanal – ja, om den var der endnu? Det var den, men der var ikke en dråbe vand i. Det ledte til spørgsmålet om, hvor de vilde dyr drikker? Der er ikke nogen sø i plantagen. Et mysterium, hvis svar må vente til vi evt. møder naturvejlederen igen 

På Pælebakkevej, lige før vi nåede grill-pladsen, hvor Pløjede Vej og Jenses Vej går fra, checkede vi Nordsøstiens forløb. Og da slog det mig, hvordan vi var udstyret med elektroniske hjælpemidler. Foruden min Garmin til venstre og det affotograferede kort over plantagen på min telefon, havde Inge og jeg hver vores aktivitesmåler på håndledet, og på det andet havde jeg Inges Garmin løbeur, som optegnede vores rute 

Vi passerede grillpladsen og fortsatte ned ad Nordsøstien på Pælebakkevej – helt ud til klitterne kom vi, så vi er rigtig tæt på kysten. At vi er så tæt på forklarer også at der er mere sand på vejen end længere oppe, hvor vi kom fra.

Hvor Nordsøstien bliver til en sti og vejen bliver til Rødstensvej vendte vi om.

Det var som at gå i et vinterlandskab med sne – her var det bare lyst sand. Træerne herude var første række af værnet mod sandflugten. Nu kan det jo være, at stormen Urd har flyttet et ordentligt læs sand herind, for interessant nok er der en frodig skovbund. Måske klarer biotopen her sig lige akkurat ved at kunne spirre igennem i perioderne mellem de storme, der virkelig flytter sand… rent gætværk fra min side 

Der er en egen ro over stedet – ret zen at gå her.

Inge gjorde mig opmærksom på denne karl – 6-7 cm lang. Den er alt for tidligt ude, skulle jeg mene. Men måske kan den blive en lækkerbidsken for en krage en af dagene.

De større klitkonstellationer har navne og der er 4-5 af dem på den strækning vi gik. Det kan være Vindhvarre Mile vi ser her.

Og så må dette være Skrøtbakke Klit.

På alle turene i plantagen har vi været betaget af den farverigdom i lav og lave planter og græsser, der findes i skovbunden. Det er helt fantastisk.

Og her ser vi sydenden af Pælebakke Klit. Det er her, at der går en “genvejssti” fra til Annemettes vej…

…men vi gik hen til, hvor Annemettes vej krydser Pælebakkevej. Kendetegnet ved stedet er dette lille egetræ fyldt med visne blade. Meget smukt.

Det var formiddagsturen. Vi var knap 3 timer undervejs og tilbagelagde 12.6 km. Ved at blive en vane med den distance 

Ved 13:30-tiden kørte vi over til Østerstrand og parkerede lidt længere henne mod vejens ende. Vi ville se, om der der var flere interessante sten at samle op. Der var stort set ingen – fin badestrand derimod  – men det kunne vi jo ikke bruge til noget. Vi kørte derefter hen forbi havnen og op til Nordstranden for at samle sten der. Det var det bedste sted, vi havde fundet, og det var det stadig.

Jeg havde naturligvis plastposen i lommen – og som sidste gang heroppe på Nordstranden blev den hurtigt tung at bære på. Det her må være et af de mest vindforblæste steder i Danmark. Jeg synes, at det altid blæser ugemytligt her – sådan havde jeg det også i de unge år sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne 

Undervejs var vi i halvanden time og inden vi så os om, havde vi tilbagelagt 24 km – men det var i bil, så det blev vi ikke ømme af.

Efter at vi var retur i Gl. Skagen måtte Inge hen for at checke situationen ved Solnedgangspladsen…

…og stranden henne for enden af Nansbovej. Ingen store ændringer siden sidste check!

Efter den varme chokolade med det kolde flødeskum til en krydsogtværs i Pejsestuen blev jeg tilbage på værelset med mine sten, medens Inge hoppede i støvlerne og overtøjet for at checke byen og dens omgivelser 

Brasseriets menukort havde 2 retter med marv. En var direkte marvben, en anden var del af en 3-retters menu og den bestod af kalvemørbrad med marvstykker. Det var denne sidste, der ligger på min tallerken. Smagte godt og “Klitnissen” fra Skagen Bryghus passede godt til. Inge fik dagens Skagen Fisk, som vist nok var lyssej.

Vi gik en lille runde efter aftensmaden. Først hen til Solnedgangspladsen i nederste venstre hjørne af billedet her, dernæst hen til stedet hvor Niels Ottesens Vej møder Havbakken (mærket i øverste højre hjørne)…

…hvor dette vildskud ud i nattemørket gav dette billede af havstokken og…

…huset til venstre for os. Der var nogen hjemme. De var sandsynligvis ved at forberede sig til at opleve nytårsaften i huset – endnu en gang. Måske ikke for sidste gang, men tanken må strejfe dem, at et par velvoksne storme med retning mod kysten kan betyde at det bliver, omend ikke den sidste gang, så en af de sidste. Hvis ikke det på mirakuløs vis bliver muligt at sikre kysten…

Dagens sidste billede blev taget i korridoren foran vores værelse. Vi ved ikke hvilken bygning, det forestiller. Checkede med Charlotte om hun kunne hjælpe, men det kunne hun ikke…

Der var morgenmad i Brasseriet pga. opdækning til i aften i den normale morgenmads-resto. Jeg snuppede et par aviser med hen til bordet.

Politiken var satirisk. Helt hvordan denne tegning af dronningen, som smider de 4 konger væk, skal forstås, kunne jeg ikke se. Det kan jeg stadigvæk ikke.

Derimod var denne satiretegning fra samme avis’ kultursektion mere klar 

Vi sad længere ved morgenbordet end normalt. Her har jeg lige sendt en email til Roland…

…med dette hurra-billede og ønsket ham hjerteligt tillykke med fødselsdagen. For os er den 31. december naturligvis mere fødselsdag end nytårsaftensdag – og det har det været lige siden 1977 

Det var gråvejr med stærk blæst, men det afholdt os ikke fra den daglige formiddagstur, som igen gik ned i klitplantagen. Her vender jeg mig om og fotograferer Pælebakkevej, som vi kom ned ad.

Ved picnic-stedet drejede vi østpå ad Jenses vej. Der havde vi ikke været før og der var da også nyt at se. For eksempel var lav-væksten anderledes, end vi havde set de andre steder i plantagen. Her på et dødt nåletræ…

…og her på et levende, som virkede helt surrealistisk.

Ca. halvvejs inde på Jenses Vej fandtes en sti til et udsigtspunkt. Den fulgte vi…

Heroppefra kunne vi kigge ud over de fleste trætoppe, men det var klart, at tårnet nok skulle et par etager ekstra på for at holde trit med trævæksten. Udsigten var ikke særlig betagende på grund af det dårlige vejr…

…så der var mere raison i at lave en groufie for at dokumentere, at vi havde gået den ekstra vej, der havde bragt os herop.

Ved stien, som førte fra udsigtspunktet, bemærkede vi dette fænomen, og kom til den konklusion, at det måtte være et træ, der var “ringet”, som naturvejlederen havde forklaret forleden. Et “ringet” træ dør relativt hurtigt, brækker efterfølgende og giver senere god grund til råd og langsom nedbrydning ved hjælp af insekter. Dermed hjælpes småfuglene og biodiversiteten fremmes.

På samme måde fældes dominerende træer ved at save dem over en meter over jorden, så de kan stå som rådnende stube. Jeg forestiller mig også, at rovfugle vil være glade for at kunne sidde her og kigge på buffetten. Vi bliver så kloge af at gå ture her i plantagen 

For enden af Jenses Vej drejede vi op ad Arpsvej og her blev det til et sandt studie i lav-formationer…

…og skovbundsfarver. Vi var meget betagede af den intense rødbrune farve skabt af nedfaldne fyrrenåle.

Turen blev på 12 km – præcis! – og varede 2:43 timer.

Og da turen – relativt set – nærmest har været højalpin i karakter, er det vel på sin plads at vise højdekurven 

Et par timer senere var Inge ude på en lille tur hen ad Havbakken og ud til kysten. Her et blik i nordøstlig retning langs kysten. Der var stadig godt gang i brændingen.

Jeg blev på hotellet og så til mine små dekorationsprojekter. Om denne rødlige sten havde jeg den forestilling, at den i sin “våde” fremtoning ville være en interessant farve for en akvariefisk. Det blev derfor til en slørhale. Og så skulle der en ekstra til, for at stenen blev interessant …sagde Inge – og det kunne jeg jo godt se ved at holde min lille skabelon op til den, der allerede var tegnet på stenen.

Karpen havde fået hvide konturlinier på for at give den liv. Fiskens skind har stenens egen “tørre” farve, fordi der endnu ikke er kommet lak på.

Med den forestående 5-retters nytårsaftensmenu in mente, gik vi allerede 14:30 ned i Pejsestuen for at få den nødvendige varme chokolade med koldt flødeskum. Som i går medbragte vi Weekendavisens “Dobbeltkryds”, som udfordrer nogle – sprogligt set – nydanskere som os

“De provencalske fyrretræer” fik jeg lakeret for sidste gang, og sørgede for, at den sorte streg flød ud og smudsede de malede flader i forgrunden og  stammerne, så stenen igen fik det “look”, Inge godt kunne lide i første omgang 

Inden aftens  tour de force begyndte var vi lige ude for at gå en runde og kunne ved turens start med glæde konstatere, at personalet guffede godt i Brasseriet, så de ville have stamina til at klare aftenens udfordringer til på den anden side af midnat.

Vi gik hen ad Jeckelsvej…

…og passerede “Strandhotellet”, der også tilhører Ruths Hotel. I aften er der flere oplyste vinduer, end tilfældet var for nogle dage siden. Men hotellet er jo også fuldt, inklusive dets ferielejligheder.

17:30 samledes hotelgæsterne i Pejsestuen, hvor der serveredes canapéer, østers og champagne. 10 minutter senere bød hoteldirektøren velkommen, fortalte om aftenens program og inviterede os til at orientere os om bordplanen. Imedens masede receptionisten med at få TV-billede på skærmen. Der er også et TV inde i Brasseriet, og da det blev koblet til, forsvandt billedet her i Pejsestuen. Receptionisten havde det ikke nemt – for Majestæten ventede jo ikke på, at det blev bragt i orden her oppe på toppen af Kongeriget 

Det hele var meget lækkert og der skænkedes gavmildt ud. Østersbowlen stod centralt i Pejsestuen, men resten af buffet-udbudet var fordelt både derinde og her i Brasseriet. Der var ikke nogen fornemmelse af trængsel. God plads til alle…

Jeg vovede pelsen og snuppede mig en østers…

TV-problemerne blev udbedret inden Dronningens traditionelle nytårstale klokken 18:00. Vi fulgte den i Brasseriet. Hendes Majestæt var igen i år modig og holdt sin tale direkte – ikke noget med at servere en perfekt sammenstukket film med en tale på. I år havde hun dog klipset de mange ark sammen, så de ikke som sidste år fejlagtigt blev blandet og rækkefølgen ødelagt.
Efter talen og Dronningens traditionelle slutbemærkning: “Gud bevare Danmark”spillede gardernes musikkorps nationalsangen. Mange rejste sig, som man bør, men jeg bemærkede til min store overraskelse, at det ikke var alle, der havde den pli og anstand – og jeg sigter ikke her på de yngre blandt hotelgæseterne.

18:30 var den ajourførte bordplan klar og vi fik et godt bord i den lille gourmet-resto. Der var dækket flot op med et helt batteri af vinglas. 5 retter med 5 forskellige slags vine. Jeg stod foran en udfordring 

På buffetten ved siden af bordet stod kølere fulde af vinflasker. De gav anledning til denne vidvinkeloptagelse.

Ved måltidets begyndelse introducerede hoteldirektøren aftenens madmæssige program og lod derefter chefkokken og sommelieren om den detaljerede gennemgang af aftenens menu og vine.

Maden var prima og meget velsmagende. Her første ret: Stegt Skagen fisk.

…og kammuslingen.

…og de stegte kalvebrisler.

…og det Danske Kvæg, hvor kødet for mig var det eneste minuspunkt i menuen, fordi det var hårdt og fuldt af sener. Grøntsagerne og saucen var velsmagende.

Efter hovedretten tog Inge dette billede, som viser det kulinarisk interessante skab bag mig. Man kan ikke umiddelbart se på mig, at der blev skænket rundhåndet under hele måltidet, men det gjorde der og sådan noget er lidt farligt for mig. Det viste  da også, at min evne til at være den perfekte bordherre svandt langsomt, og jeg brugte for meget tid til at checke mail og sende

…som Inge dokumenterede her i vinkølerens duggede spejl 

Men dermed ikke sagt, at vi ikke kunne grine. Inge må have fyret en vits af, eller måske da hun til min store overraskelse hev noget af bordpynten op…

…som var denne lametta-viking 

Så kom desserten: Chokolade med syltede grønne frugter og makroner. Smagte dejligt!

Nu, vi var igennem måltidet, var det tid til at brænde pynten af. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har brændt en stjernekaster af – sidste gang må have været da Roland var lille. Men jeg husker dem tydeligt fra min barndoms nytårsaftener.

22:02 knipsede Inge dette billede. Der viser, at bordherren ikke er ved bordet. Han benytter den strategisk gode bordplacering til at smutte ud for at klare en naturlig, men presserende situation. Hvis jeg kender mig selv nogenlunde, så var det ikke første gang under måltidet, at jeg måtte ud – men det ville have været tilfældet på hvilken som helst dag på året, hvis væskeindtaget havde været det samme over så lang tid. Jeg ville ønske, at det var tilfældet, men selskabsblære er jeg desværre ikke udstyret med 

Vi tog kaffen/teen med op på værelset. Omkring 22:30 trængte vi til lidt frisk luft og hoppede i støvlerne og overtøjet. Det var dejligt at komme ud efter at have siddet så længe.

Henimod midnat gik vi ned i Pejsestuen for at skåle til rådhusklokkernes 12 slag. Der var til formålet champagne og kransekage. Jeg havde lige smagt på kransekagen og nippet til champagnen, da jeg absolut og uden tøven måtte på toilettet. 5 minutter efter at jeg var tilbage og igen havde fat i kransekage og champagneglas.

Klokken blev 24:00 og vi skålede. 00:03 tog jeg dette billede, medens “Kong Christian stod ved Højen Mast” blev spillet. 5 min. efter skulle jeg på toiletttet igen og valgte at gå op på værelset for at ordne det. Følte mig utilpas og blev oppe, og glemte desværre at gå ned med nøglerne til Inge. Jeg havde – inden vi gik ned til aperitif’en profylaktisk taget en gang loppefrøskaller for at modvirke en mulig irritation af min tyktarm på grund af den vin, jeg vidste fulgte med i aftenens forløb. Det havde i de forløbne uger virket upåklageligt uden hastige alarmtilstande. Hvorfor det så skulle snyde mig i aften?
Som sagt blev jeg oppe på værelset, og fik derfor ikke fyrværkeriet med. Det gjorde Inge derimod, men fordi hun ikke havde nøglen, følte hun, at hun skulle skynde sig op til mig inden jeg faldt i søvn – og det var jo ikke så godt

Men nytårsaften endte alligevel godt, for der var email fra Roland. Han var glad for fødselsdagsgaverne og de opfyldte behov og ønsker han havde, og det var jo så fint, som det kunne være. Vores indkøbsstrategi havde virket i overensstemmelse med vores hensigt 

Grundet den sene sengetid i går serveredes morgenmaden 1 time senere, så jeg var der først 08:30 – dog alligevel som den første . Det var ikke nogen overraskelse, at der ingen aviser var, og altså ingen overraskelse, at jeg ikke kan indlede denne dag med et billede fra pressen. Min mave var helt i orden og jeg fik mig et godt gedigent morgenmåltid med æg, bacon, pølser og ellers laks, ost, marmelade… En god måde at starte et nyt år på.

Inden vi begav os ud på formiddagens gåtur, lakerede jeg et par dekorerede sten – heriblandt pighvarren for sidste gang. Det var vist 3. lag lak! Jeg havde en forestilling at flere lag ville give en eksklusiv “dybde” i motivet

10:05 tog jeg dette billede. Om Inge var gået i forvejen, husker jeg ikke, men det tror jeg ikke, fordi…

…jeg tog mig tid til også at fotografere den lille by, hvor vi nu havde tilbragt de sidste 8 dage. Jeg tog det, fordi vi i morgen kører hjem, og da regner jeg ikke med, at der vil være tid til at løbe herop for at fotografere.

20 minutter senere var vi nede på Kanalvejen og der skete der det bemærkelsesværdige, at jeg bemærkede en blomst på en gyvelbusk. Det bemærkelsesværdige var, at jeg var årvågen nok til at se denne lille bitte blomst inde i et filigran af grene og visne blade. Men allerførst var det bemærkelsesværdigt, at der overhovedet var en blomst på denne årstid og at vi ikke havde set en eneste blomst på de hundredevis af gyvelbuske, vi var gået forbi på vores ture.

Men det var ikke fata morgana – det var en reel gul gyvelblomst. Foråret er her allerede!

Vi fortsatte ud til enden af Kanalvejen og drejede sydpå ad Annemettes vej. Turen blev stort set som i går, bortset fra, at i dag gjorde vi ikke den lille afstikker til udsigtstårnet nede ved Jenses Vej. Vinden var ikke for stærk, så det var en meget behagelig tur. Og skovbunden begejstrede endnu engang med sin intense rødbrune pragt af nedfaldne fyrrenåle.

Tilbage på Kanalvejen bemærkede Inge, at der var en ekstra sol, som her på billedet ser ud som en regnbue, det hele hedder et eller andet……

Her på Kanalvejen så vi det eneste stykke vildt på turen. Det var en fasanhøne, der flagrede op et lille stykke inde i marehalmen mellem vejen og selve kanalen. Men det skete så pludseligt, at der ikke blev tid til at få mobilen op af lommen.

Turen blev på 11.6 km og den varede ca. 2:30 timer. Mærket på ruten viser omtrent, hvor den blomstrende gyvelbusk står.

Tilbage på hotellet fortsatte jeg dekorationen af stenen med slørhalen på. Den skulle jo have en kammerat at svømme rundt med.

Inge læste lidt og gik sig så en ekstra tur. Den førte hende hen til det gamle og meget udsatte sommerhus på Havbakken. Med så relativt stille vejr, vi havde haft nede i plantagen, var det ikke nogen overraskelse, at havet også var ganske roligt nu. Heroppe er der altid skibe ude i horisonten, som bryder ensformigheden i overgangen mellem hav og himmel.

Imedens fik jeg den idé at fotografere værelset, for det havde jeg ikke gjort endnu – og vi havde jo været ganske godt tilfredse med det…

… så hvorfor ikke tage det med hjem i stakken af souvenirs?

Og mit atelier skulle også med hjem – billedmæssigt  – slørhalen havde i mellemtiden fået en kammerat at svømme med.
Inge kom tilbage fra sin tur og ved 3-tiden gik vi i Pejsestuen for at få varm chokolade med flødeskum. Krydsogtværs’en var naturligivs også med.

16:22 stod Inge ved sømærket på Kikkerbakken og fotograferede denne solnedgang – med det dødsdømte sommerhus i profil bag klitterne. Billedet kunne være indledningsscenen til en gyserfilm 

Et par minutter senere drejede hun sig og knipsede Gammel Skagen i det sidste af dagens lys.

Vi gentog tidligere afteners ritual med at sætte os i Pejsestuen til en øl og et glas vin, for senere at spise i Brasseriet. I aften bestilte vi rørt krabbesalat. Vi havde prøvet den før, og den var lige så lækker dennegang. Jeg var overrasket over, hvor godt disse 2 kvarte salathoveder gik til. De var meget fine i strukturen og ganske sarte at spise. Hvad det var for en slags salat, fik jeg aldrig spurgt om, og jeg synes ikke, at jeg har set noget lignende hos Meny, så det forbliver nok et mysterium 

Der var ikke så mange gæster tilbage på hotellet, så morgenmadsdamerne havde dækket op i den lille gourmet-restaurant, hvor vi spiste nytårsaften. Den åbnede til normal tid 7:30 og i dag var jeg ikke de første, så jeg må ikke have været helt præcis – eller også havde den tyske familie, der allerede sad der, da jeg kom, tyvstartet, fordi de som alle os andre skkulle forlade hotellet idag og havde langt at køre. Hotellet lukkede nemlig midt på dagen for at holde ferie i 14 dage og samtidig renovere forskelligt, blandt andet i Pejsestuen.

Ved 8:30 tiden, da vi stort set var færdige med at spise, fotograferede Inge morgenhimlen fra restauranten. Det så jo lovende ud!

Jeg var mere optaget af at få et billede af kølevitrinen, som jeg ikke havde fået kigget nærmere på nytårsaften…

…hvor der var røget, saltet og syltet – ja, alskens godt til ganen!

10 minutter efter var vi oppe i gangen ved værelset, hvorfra der er denne udsigt, som jeg kom til at holde af. Der er noget sommerligt, ferieagtigt over den, og så er motivet dybt – helt ud til hvor Vesterhavet møder himlen 

Jeg begyndte at pakke bilen og Inge gik ud på en morgenrunde. Det er ikke så spændende at følge mit bilpakkeri, så læseren af vores blok har nok mere ud af at tage med Inge på gåturen, der naturligt først gik hen om Solnedgangspladsen, hvor solopgangens rosa farver prægede de fjerne skyer.

I den anden retning stod juletræet – vel på sine sidste dage i denne sæson – i relief mod morgenhimlen. Det ville blive en fin dag.

Hun skulle også lige hen til enden af Niels Ottesens Vej…

…og hen ad Havbakken.

…hvor der er lynafledere i fornemme udførelser.

Fra klitterne hvor Nansbovej slår sit sving var Inge så højt oppe at hun nu havde morgensolen i syne.

Tilbage til Nordsøstien…

…og op til sømærket på Kikkerbakken. Klokken var 09:42 og det var nu blevet dag – en solrig dag!

Vi kørte fra Gl. Skagen lidt over 10. Undervejs var vi i genbrugsbutik i Ålbæk, kørte gennem Frederikshavn og under Limfjorden i Ålborg, og omkring 12:15 var vi drejet fra hovedvej 13 for at komme til Virksund.

Nedkørslen fra øst mod Virksund synes jeg er meget sympatisk, for vi er midt i Jylland med marker og  skov og fjord – der er det hele. OK, måske mangler vi et Himmelbjerg, men det går alligevel uden 

Vi snakkede om, at sidste gang vi kørte her, da manglede vi en Einkehrmöglichkeit. Det var ikke tilfældet i dag. Men det kunne have været hyggeligt et sted som her at sætte sig ind og få kaffe og ostemad/kage 

Indkørslen til Skive er også meget karakteristisk…

…og minder på mange måder om indkørslen til Struer.

14:54 var vi hjemme og kunne se, hvad stormen Urd havde efterladt af salt på vinduerne  På vej fra garagen kunne vi med tilfredshed konstatere, at viceværtens planlagte forsvar af vores postkasser havde virket. De var intakte, og oppe på etagen havde han meget venligt lagt vores post i depotrummet, og låst det efter sig. Det er service!

Vores jule/nytårsferie var nu forbi, og vi havde haft et dejligt afbræk fra den travle pensionisthverdag – og det uden at skulle stå i en lufthavn og sidde mange lange timer i en flyvemaskine. Det passede os godt, så godt, at vi kunne finde på at gentage det igen