Livet undervejs…

05:57 lokal tid.

Som på Radisson inde i byen er der også her sort/hvide fotografier på værelserne. Inde i byen med motiver fra byen og her et relevant motiv med en dreng, som nok sagde “brrrrrrmmmm”, da det blev taget for en del år siden.

Morgenmaden startede vi i restauranten nede på 3. etage, men da vi havde smagt kaffen, vidste vi, at det var bedst for os at fortsætte oppe i salonen på 9. etage, hvor der også var anrettet morgenmad. Der var “bland selv yoghurt”.

…og her var Nespresso og croissant’er og meget andet godt henne på buffetten. Og så kunne vi sidde  med benene oppe…

…og kigge ned på morgenens aktiviteter…

…og smile ad denne tegning i The Times. Tegningen førte i øvrigt vores samtale ind på, hvorfor Manet havde damen til at sidde uden tøj, medens mændene var påklædte, som var det godt henne på efteråret. Måske kan man, hvis man kigger nærmere på Manet’s oprindelige billede, se, at han har malet gåsehud på damen  Inge bemærkede, at May’s glæde ved sko var blevet inkluderet i tegningen.

09:10 var vi på vej hen til The Car Rental Village for at hente lejebilen, vi havde bestilt.

Det viste sig, at der ikke stod en bil, der lignede en Opel Astra 1.6 med automatgear, men en Fiat 600 Compact, som agenten bedyrede var i samme klasse som Astra’en. Fiat’en havde ikke indbygget navigation, og agenten fandt en TomTom frem. Den var helt ny, og ikke ladet op. Jeg forestillede mig besværet med at initialisere den og få den igang, samt min irritation over at have den siddende i vinduet, som vi brugte det for 15 år siden.
Hvad havde han med indbygget navigation? Svaret var en Nissan X-Trail, men den var med manuelt gear og kostede 20 GBP mere per dag. Da han så mit utilfredse ansigt ændrede han det til manuelt gear og samme pris – og understregede med betydningsfuld mine og stemmeføring at det var en diesel, hvilket han betragtede som en stor fordel – og så var bilen splinterny.
Jeg accepterede og vi gik ud for at finde den – og finde ud af den  Her på billedet står jeg og fumler med kontakten, der aktiverer lukningen af bagklappen. Sådan noget har vi ikke i vores lille BMW.

Og indenbords var der også en masse knapper. Her indstiller jeg elektrisk førersædet. Bilen var i øvrigt vældig godt udstyret ud over det indbyggede navigationsanlæg: 4-hjulstræk, automatisk klimaanlæg, detektor for biler i den blinde vinkel, fartpilot… Og så var det en SUV. Sådan en har jeg ikke kørt før. Drengerøven kom op i mig 

…og så gik det derudaf – vestpå ad M56 – i det “stille” spor på motorvejen, medens vi vænnede os til bilen og det at køre i “den forkerte side”. Vi havde dagen foran os, så der var intet hastværk.

Landskabet og beplantingen mindede os om Bretagne.

Efter et par timers kørsel var vi ude på den del af the North Wales Expressway, der løber langs Det Irske Hav og kunne se Rhos on Sea på kystfremspringet. Vi skulle ud på den anden side af den by.

Det kom vi så – midt på dagen – og stillede bagagen ind i receptionen på Llandudno Bay Hotel indtil værelset var parat. Vi kigger her fra strandpromenaden over The Parade til hotellet. Biludlejningsmanden lærte os at hvis noget i Wales starter med LL så skal det første L udtales som et K.

Strandpromenaden er bred, meget bred, og asfalteret. Nem for alle at gå på.

Henne for enden, lige før det store hvide hotel, rager the Llandudno Pier ud i det Irske Hav. En badeby med respekt for sig selv skal have en pier – og gerne lang…

…0g en respektabel pier skal have souvenir- og isboder og forlystelser af forskellig art. Vi fik da også købt os en magnet….

…en nyfødt rød walisisk drage 

Ude for enden var der endnu nogle meter at gå, men det kun for lystfiskerne. Der sad en dernede med nogle stænger i aktion.

Men der var en bænk – der var egentlig mange bænke på pier’en – som vi satte os til med ryggen mod det Irske Hav og blikket mod Snowdonia.

Llandudno Pier is a pier in the seaside resort of Llandudno on the coast of North Wales between Bangor and Colwyn Bay. At 2,295 feet (700 m) the pier is the longest in Wales and the fifth longest in England and Wales. It was originally opened to the public on 1 August 1877.

A British Tourist Authority report in 1975 said of it: ‘…. It zooms out of the sea…. in a spectacular Indian Gothic style rather like a Maharajah’s palace floating on a lake. Cast iron, brackets of iron lacework, an outstandingly pretty balustrade like an enlarged fish net, ogee roofs curling away to the sky, all add up to a totally pleasurable experience.’

The pier is very unusual in that it has two entrances, one on the promenade at North Parade and the other, the original entrance, on Happy Valley Road. Between the two entrances is the Grand Hotel. At the end of the pier is a deep-water landing stage, completely rebuilt for the third time in 1969, which is used by the Isle of Man Steam Packet Company for occasional excursions to Douglas, Isle of Man, and for an annual visit of the PS Waverley or the MV Balmoral preserved steamers. The June 2007 sailings of the Balmoral were rescheduled to start at Menai Bridge Pier, after it emerged that Llandudno Pier’s Landing Stage was no longer safe to use. The Landing Stage was rebuilt in 2012 and the MV Balmoral called there, the first ship since 2006, on 2 July 2015.

Selv om solen skinnede var det meget rart at have tøj på, som kunne holde den kolde vind ude. Men den afholdt ikke briterne fra at gå rundt i T-shirts og lade, som om det virkelig var sommer 

På vej op til en lille park fik vi dette billede af the Pier.

Llandudno Pier is often chosen for Victorian and Edwardian seaside filming locations, notably for the 2002 TV production of The Forsyte Saga, and in 2005, was voted “Pier of the Year 2005” by the members of the National Piers Society. It also featured prominently on a 2013 advert for Volkswagen.

Happy valley Gardens hedder parken og herfra denne udsigt. Igen de mange bænke, som næsten alle har en lille messingplade øverst på ryglænet, der fortæller om i hvis “loving memory” bænken er skænket.

Og da parken blev lavet i anledning af dronning Victorias guldjubilæum i 1887 mangler en buste ikke af hende. Hun har et fint tag over sig og en drikkevandsfontaine nedenfor – og så den storslåede udsigt, naturligvis.

Da vi igen var nede i byen stod et Café- eller Tea Room besøg øverst på ønskelisten…

Det vist sig at være sværere end oprindeligt tænkt. Vi var endda inde i en butik eller 2 for at spørge os for – med det resultat at vi endte i dette lokale, som jeg ikke husker navnet på. Andet husker jeg heller ikke, så præstationen må have været meget anonym  Inge mener at den hed Kitchen 50 Six og at vi fik grillede sandwich med te til.

Ude på promenaden blev det lystigt med denne træskulptur af en af typerne i Alice in Wonderland. Hvis jeg forstod det korrekt, så er der rundt om i byen adskillige sådanne træskulpturer fra netop denne fortælling. Jeg bemærkede den ældre gentleman til venstre i billedet. Han mindede mig utroligt om Jørgen…

…og på billedet taget fra den anden side var ligheden endnu mere markant. Landudno – af alle steder at have mødt Jørgens dobbeltgænger her 

Klokken er altid 5 et eller andet sted, og det blev den efterhånden også i Llandudno. Vi slappede af i en af salonerne, hvortil elevatoren også kørte. Inge var hurtig til at se, at der måske var en groupie at tage i det øjeblik elevatordøren var åben. Jeg skulle prøve 2 gange før det lykkedes.

Nu sad vi jo ikke bare der og dovnede over en drink – nej, vi havde travlt med at forholde os til det faktum at the Duke of Edinburgh i dag meddelte at nu gik han på pension. Meddelelsen ledsagedes af reportager fra hans aktive liv som Elisabeth II’s gemal. Vi blev så kloge  Han skulle vel også have lov til at blive pensionist med en alder på næsten 96 år.

Prince Philip, Duke of Edinburgh (Philip Mountbatten; born Prince Philip of Greece and Denmark, 10 June 1921) is the husband of Queen Elizabeth II. A member of the House of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, Philip was born into the Greek and Danish royal families.

Fish and chips, mushy peas and chunky tartar sauce, stod der bla. på menukortet. Den valgte vi. Vi var jo trods alt i Storbritannien  Vi spiste aftensmad på hotellet.

Ved 20:30 tiden sad vi ved vores bay-window og kiggede nordpå over det Irske Hav – kunne dog ikke se helt til the Isle of Man  Vi havde været ude på en meget blæsende aftengåtur på Promenaden efter aftensmaden.

…og lige så stille kom tusmørket. Hotellet tændte sine selvoplysende projektører (som vi godt kunne undvære) og antallet af promenerende og hundeluftere svandt ind og vi lod dette billede blive dagens godnatbillede.

06:51 – udsigten havde mht. indhold ikke ændret sig, blot var der nu morgensol fra øst. Frisk vind og udsigt til en dejlig dag. Roland fortalte tidligere at han og Katy havde været i Llandudno og at deres indtryk var, at det var en rigtig pensionistby. Det kunne vi kun give ham ret i, for i går havde vi stort set kun set seniorer, og hotellets andre gæster lå på 70+ 

I går aftes forsøgte jeg at åbne vinduet på vores værelse. Det lykkedes ikke. Vi havde ellers set frem til at lytte til bølgerne og få den friske Irskehavsluft ind. Minsandten om ikke Inge fik det store midtervindue op lige så let som ingenting. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor jeg ikke kunne, for jeg drejede på alt og hev i alt, men lige meget hjalp det 

I restauranten lå et lille 2-ords sprogkursus. Det kunne vi lige klare, og kan nu vigte os af, at kende walisisk 

Daily havde en “historisk kongelig minde-udgave” af avisen i anledning af gårsdagens meddelelse fra hoffet.

The Times var mere formel i sit foto-valg. Hertugen i fuld uniform.

A member of the House of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, Philip was born into the Greek and Danish royal families. He was born in Greece, but his family was exiled from the country when he was an infant. After being educated in France, Germany, and the United Kingdom, he joined the Royal Navy in 1939, aged 18. From July 1939, he began corresponding with the 13-year-old Princess Elizabeth (his third cousin through Queen Victoria of the United Kingdom and second cousin once removed through King Christian IX of Denmark), whom he had first met in 1934. During the Second World War he served with the Mediterranean and Pacific fleets.

After the war, Philip was granted permission by King George VI to marry Elizabeth. Before the official announcement of their engagement, he abandoned his Greek and Danish royal titles and became a naturalised British subject, adopting the surname Mountbatten from his maternal grandparents. After an engagement of five months, he married Elizabeth on 20 November 1947. Just before the wedding, he was created Duke of Edinburgh. Philip left active military service when Elizabeth became Queen in 1952, having reached the rank of commander. He was formally made a Prince of the United Kingdom in 1957.

Vi bliver så kloge 

En lille overraskelse ved morgenbordet: kontekst-korrekte små beskeder til spiseren

Vi havde god til inden vi skulle mødes med Roland og Katy. Derfor trillede vi lige så roligt afsted som i går med retning mod Anglesey.

Første oplevelse blev en anonym tunneltur i Storbritanniens første sænketunnel færdigbygget i 1991: the Conway Tunnel. Næste gang må vi tage den gamle bro over the Conway River og se Conway Castle majestætisk dominerende for enden af broen.

Men vi kom hurtigt op i det smukke vejr og var snart ved endnu en tunnel. Meget afvekslende tur.

Og snart efter endnu en.

Expressway’en reduceredes fra 4 spor til 2 da vi skulle over the Menai Strait på Pont Britannia for at komme til øen Anglesey. Arkitektonisk en katastrofe, men den ser solid ud og reflekterer de lokale byggematerialer.

Og så var vi på Anglesey. Landskabet var meget åbent og vi diskuterede om der overhovedet er en skov på øen. Vejret var formidabelt og vi trillede afsted i vores lejede Nissan X-trail…

Roland og Katy foreslog, at vi mødtes på the Oyster Catcher ude på vestkysten af øen. Det så helt rigtigt ud, og vejret var som sagt formidabelt. Kunne ikke blive bedre.

Vi var der ca. 11:30 og havde aftalt møde 13:00, så der var god tid til en kop kaffe og en tur til stranden. Jeg får her forklaret af servitricen, hvordan vi bedst kommer til stranden – og i baggrunden står en ung mand og tilbereder vores kaffe…

…som vi tog på en hønsepind.

Og så var det bare at komme ned til stranden. Det virkede helt hjemligt med klitterne og marehalmen og den lige horisont. Her er forskellen bare at Irland er på den anden side af horisonten 

Mod nord så vi den lille by Rhosneigr…

…og mod syd hotellet The Red House eller Tan Y Graig, som det hedder på det lokale sprog.

Og ligefremme stranden ved lavvande. Uimodståelig –  der måtte jeg ud.

Fantastisk oplevelse at gå derude i dette flotte vejr og med det rolige hav foran. Ren zen-følelse!

Og derudefra kunne jeg se Inge inde på stranden, hvor hun ledte efter souvenirs at tage med hjem.

Mod syd kunne vi se bjergene i Snowdonia. Helt fantastisk optisk oplevelse.

Klokken var ved at nærme sig 13:00 og vi skulle tilbage til The Oyster Catcher. Vi gik op ved The Red House og langs bagsiden af klitterne hen til restauranten. Der traf vi disse små blå planter. Hvad de hed vidste jeg ikke, men vidste at sommeren var på vej!

Snart havde vi the Oyster Catcher lige fremme. Billedet her blev taget 12:57:29 og dokumenterer med stor sandsynlighed, at vi var præcist fremme på mødestedet til det aftalte tidspunkt 13:00 – det er ikke altid, at vi er helt præcise, når jeg er med 
Roland og Katy og the Hounds var der, så vi kunne straks finde menukortene frem, bestille og ellers få gang i snakken. Det var dejligt at se dem igen. Hvorfor vi ikke fik taget et billede af os alle inde i restauranten, har jeg ingen forklaring på. Det ville jeg ellers gerne have haft.

Vi fortalte Roland og Katy at det var en fremragende idé at mødes her, for det gav os dels mulighed for at komme i god tid, dels at opleve den smukke kyststrækning og dels at få lidt at spise sammen her midt på dagen. Nu skulle vi så op til hytten, hvor de næste dage skulle tilbringes. Vi fulgte efter Roland…

…men han var for hurtig for mig. Ikke noget problem, for adressen var kodet ind på navigatoren, så vi kørte lige så stille derop. Det var en ren turistur med fine udsigter. Her med Holy Island i baggrunden.

Hytten er en blandt en håndfuld huse og jeg mener, at det er dem vi ser fremme for enden af vejen her. Det smukke vejr, den særlige natur og nærheden til havet skruede forventningerne op til opholdet her ude i kanten af Wales 

Roland anviste os en parkeringsplads bag hytten, men jeg var ikke så ferm til at få den helt op langs muren. Inge foreslog at Roland lige svingede den ind, og det ville han gerne. Den blev naturligvis parkeret perfekt 

Og her er første indtryk af udsigten. Formidabel! Et dejligt sted. Det lovede godt…

Få minutter efter ankomsten var vi på vej ned til stranden, som kaldes Porth Trwyn, og jeg var mægtig spændt på at se hvordan hundene ville spurte hen over sandet. De kunne nok heller ikke vente 

Der var lavvande. Det lovede godt for hundene. Masser af fast sand at spurte hen over.

Roland havde en pudsig orangefarvet kastebold, som ikke var helt rund – måske så hunde bedre kan få fat i den? Når han kastede den kan det nok være at der kom gang i hunden. Nu husker jeg ikke, hvilken af de 2 hunde det var, der løb her. En af dem har en flot karriere på væddeløbsbanen bag sig, den anden kom vist aldrig på banen. Men de kunne begge løbe med stor enthusiasme.

Katy havde en plastikgaffelske, hvormed hun kunne slynge en gul gummibold af sted til stor glæde og inspiration for hunden. Bemærk hundens skygge – Greyhound pur!

Her et blik ned på stranden, hvor vi lige havde været med hundene. Blomsterfloret var helt fantastisk og udsigten så fin, som man kunne ønske sig. Selv The Skerries med fyrtårnet ude i horisonten til venstre i billedet var helt klar.

Lidt tættere på. Vi fandt vist ud af, hvad de hed – Inge mente at de var fra skilla familien.

…om det var Katy der googlede dem, husker jeg ikke. Måske ledte hun efter noget andet?

…og der var Girakker (som de hed i min barndoms Aabenraa). Dem kunne jeg kende uden at skulle google 

Så bliver det ikke meget bedre. Jeg var meget begejstret over stedet! Og så havde vi lige hilst på et pindsvin.

Vi havde medbragt nøddetoppe fra Lemvig og det var det helt rigtige til en kop eftermiddagsthe/kaffe. Jeg tror, at det er her, at Roland viser Inge en app, der hedder Viewranger – men jeg kan tage fejl. Hytten er, som vi ser her, meget rummelig med 2 soveværelser med en suite badeværelser. Meget comfy 

Fra deres nyelige rejse til Israel havde Roland og Katy medbragt en rød vin. Meget sødt af dem at dele den med os. “A harmonious, flavorful red from the sun-kissed Mediterranean vineyards of Israel, Yasmin is the perfect all-occcasion wine” stod der blandt andet på bagsideetiketten – og det var sådan den var 

20:45 var vi ude igen for at lufte hunde og se solnedgangen, som allerede havde farvet husene let rosa…

…og den skuffede ikke!

Vi gav os god tid, og hundene var tålmodige og lod til at være meget tilfredse. Det var vi vist alle. Tænk at kunne stå på et ægte blomstertæppe ved dagens afslutning. Billedet her er vores godnatbillede.

07:30 var Roland og hundene og jeg ude på morgenhundeluftningstur. Roland har alt det nødvendige grej med i baglommen (poser til hundelort) og rygsækken (større pose til hundelort). Det er meget hyggeligt for mig at være med ham på disse morgenture og bemærke hvordan hundene er opdraget til aldrig at gå længere frem en ham…

De holder sig på linje med ham.

Sådan en morgen med sønnike – uden ret meget snak – på sådan et sted – er lidt af et privilegium for en farmand 

Inge var også ude at gå, og observant, som hun altid er, bemærkede hun en lille plade skruet på et eller andet – måske en mur. Richard Evans, har jeg efterfølgende googlet og fik at vide at han var fra egnen og var “…one of the famous Anglesey bonesetters”. Nu om dage ville han være tituleret “ortopæd”, hvis jeg ikke tager meget fejl. Det har været vigtigt med sådan en, kan jeg forestille mig, med alle de klipper man kan falde ned fra osv.

Hun bemærkede også en enkelt lama blandt mange får på en mark, og fik på sin tur afpatruljeret de nærmeste veje og stier. I baggrunden ses Holyhead.

08:05 var Roland og jeg og hundene tilbage ved hytten…

Inge var stadig ude på sin tur og bemærkede noget, som nok fik øjenbrynene helt op i panden! Herude, næsten ved Verdens ende, tømmes postkassen 2 gange om dagen mandag-fredag og 1 gang om lørdagen! Gad vidst om posten også udbringes hver dag?

Meget dramatiske billeder hun kom hjem med – tung himmel og mørkegrønne toner over det meste. Gyvelen – hvis det er en gyvel, kørvelen og denne store skærmplante var vel det eneste, der lyste op.

Og hun kom hjem med dette billede af en “kissing gate”.

Consisting of a semi-circular, square or V-shaped enclosure on one side and a hinged gate that swings between two shutting posts, it allows one person at a time to pass through but keeps livestock out.
As for the title, the prosaic answer is that it derives from the fact that the hinged part touches – or ‘kisses’ – both sides of the enclosure rather than being securely latched like a normal gate.
That hasn’t stopped many clinging to a more romantic notion: that the first person to pass through would have to close the gate to the next person, providing an opportune moment to demand a kiss in return for entry.

Oppe på bakken havde hun et dramatisk vue over til Holyhead. Der er meget Bretagne over stedet her.

Inge var nu inde på samme sti, som Roland og jeg havde benyttet – bare i modsat retning…

…og kom ind på det samme næsten magiske blomstertæppe.

Nu er mit kendskab til walisisk ikke det, det måske burde være, men jeg gætter på, at dette skilt med dragen fortæller, at der er en havn – måske viser det ned til bugten kaldet Porth Trwyn?

Ha, det skal nok passe, for det næste billede i Inges album viser denne informationstavle – hvor heldig kan man være  Ja, det kan man så alligevel ikke, for et senere billede viser, at Porth muligvis betyder Bay (bugt)!

Dette er det senere billede, taget 10:48 ved Church Bay, hvor sammenfaldet mellem “Porth” og “Bay” næsten er entydigt.

Efter morgenmad, ved 10-tiden forlod vi hytten for at gå op til Church Bay for at spise lunch på the Wavecrest Café.

Her er Roland bag mig på stien. Hytten vi lejer er nogenlunde midt i bebyggelsen oppe i baggrunden. Det er en gammel gård, som er blevet renoveret på den måde, at der blev 3-4 hytter til udlejning.

Der var masser af blomster på turen derop, bla. andre denne, som er en af mine yndlingsblomster. Hvad er det nu den hedder? …noget med bæger?

…og Inge gjorde mig opmærksom på denne sukkulent, som vi tidligere har set på Belle Isle. Smuk og speciel er den, men igen er spørgsmålet: Hvad hedder den?

Kyststien var smal hele vejen og havde nogle dramatiske fald til vandsiden. Igen blomster allevegne. Virkelig en oplevelse, selv om jeg kun kan identificere “Girakker” 

Ca. 10:45 var vi ved Caféen. Men det hjalp os ikke meget at den havde fået en award i 2010, når vi ikke kunne komme indenfor med hundene. Roland havde ellers checket om hunde var velkomne. Det var de. Dog – udenfor ved picnic-bordene. Og det var klimaet alligevel ikke til.

Vi besluttede os til at lade os oplyse af en nærliggende informationstavle, hvorfra billedet tidligere blev benyttet til at finde ud af ordet “Porth” og derefter at gå lidt videre nordpå inden vi vendte om til hytten for der at spise lunch.

Stien blev lidt smallere og det gik ned og op…

11:10 standsede vi her, hvor landskabet blev mere åbent og blev enige om at det var et godt sted at vende om, så det gjorde vi.

Da vi vendte os om, fik vi dette vue over kyststrækningen vi var kommet fra.

At gå tilbage ad den samme vej var på ingen måde kedelig. Aldrig før har jeg set en flok larver udklækket på disse klæbrige spind, som jeg ikke kender navnet på. Det meste af disse her ender nok i maven på kragerne, men måske kommer der et par smukke sommerfugle ud af kuldet.

Vi gik ned til Church Bay for at lade hundene løbe og samle sten til at male på.

12:45 var vi tilbage i hytten og fik lavet os noget frokost – en dejlig suppe. Vi havde rugbrød med fra Lemvig som vi fik til den.

Medens Roland og jeg havde køkkentjansen var Inge udendørsfotograf. Vejret var i mellemtiden blevet markant bedre 

I Llandudno ledte vi efter – og fandt – en sten, der kunne benyttes som spillebræt til X-og-Bolle. Den kom frem, for nu skulle der laves et spil. Der skulle naturligvis laves 9 felter, og til det formål benyttede jeg 2 elastikker som ledetråde – det var vist Inges idé at gøre det på den måde 

Roland skulle have bundet en stump blåt reb om sin hundekastebold. Det kunne vi kloge meget i…

…rigtig meget, begge to 

Og vi fik en tilfredsstillende løsning!

Og af en eller anden grund fik vi ikke taget flere billeder den dag. Var det fordi vi spillede Rummikup eller Røvhul og at det optog os så meget – det er ligegyldigt det var en dejlig dag….

07:20 var Roland og jeg og hundene på benene. Vejret var igen formidabelt og havet helt stille.

Meget disciplinerede holdt hundene sig på linje med Roland. Bemærk, han går kun i en skjorte. Jeg havde flies og vindjakke på – men jeg er jo heller ikke brite 

Kysten lå næsten helt jomfruelig og stille foran os – endnu ubrugt af dagen.

Hundene ser for mig ofte ud til at have færten af et eller andet, men de står alligevel stille. Roland fortæller, at hvis de ser en kanin pile hen over græsset, så tændes der for deres instinktive jagtsystem, og så glemmer de vist meget om den opdragelse de har modtaget 

Inge var også ude på sin morgengåtur og var lige så betaget af udsigten som vi. Det er rent zen, dette motiv.

Oppe på toppen havde hun et flot blik over til Holyhead, hvor 2 Irlands-færger lå til kaj.

Ved 8-tiden var Rolands og min tur slut og Inge kom et kvarter senere.

En time senere var vi ude på The North Wales Expressway A55 med retning mod Beaumaris…

… – som vi kører ind i her – for der at gå ombord  på et skib, der skal sejle os op og rundt om Puffin Island. Det glædede vi os til.

Vi var heldige at finde en parkeringsplads i nærheden af anløbsbroen, så det kunne ikke være bedre, rent logistikmæssigt. Vejret var der heller ikke noget at udsætte på, så det tegnede til en fin dag.

Allerførst måtte jeg hen i køen for at købe billetter hos “Puffin Island Cruises”.

Der var en tegnet panoramaprofil af bjergene ovre på den anden side af the Menai Strait. Som Inge siger, nu hvor jeg skriver bloggen, havde vi dengang haft Viewranger App’en på telefonerne, behøvede vi ikke denne tegning 

Tegningen var nemt tilgængelig og vi kunne stå 3-4 personer og kigge på den på en gang.

Der var et fint parkanlæg langs kystmuren og i anledning af det gode vejr og vel mest kapronings-arrangementet var der fuldt af biler.

Jeg bemærkede dette mærke i det rødligt asfalterede fortov. En mand på bænken i nærheden sagde: Pas på. Det er en tyske mine. Hvis du træder på den, så eksploderer den!” Det kunne i øvrigt være en god tur at gå the Isle of Anglesey Coastal Path. Den er 200 km lang, så der skal nok en uges tid til at gå den 

Lige over for billetkontoret fandt vi et godt bord under palmerne hos The Bulkley Hotel, og fik os en kop kaffe og lidt at guffe til. Vi havde jo en sørejse foran os så det var godt at have noget at stå imod med 

Det var vist Katy, som fik den gode idé at sejle en tur til Puffin Island, og nu var der ikke længe til at vi skulle over på anløbsbroen.

Dette skib, nærmere en båd hvad størrelse angår, kunne utroligt nok medbringe 60 passagerer. Den gik vi ombord i…

…og fik strategisk gode pladser på samme polstrede bænk lige bag styrhuset – ikke dårligt når vi kom ud i åbent farvand, for vinden var stadig kold. Hundene havde fået frakker på…

Skipper – en dame – introducerede skibet og dets besætning (hende selv og den unge mand i rød jakke). Hun var ret god til det og viste også undervejs at have check på det og prøve at gøre turen så interessant som muligt.

Efter 10 minutters sejlads op ad det rolige Menai Strait kom vi ud i lidt mere åbent vand, men der var ikke nogen søgang at tale om – måske havde hundene en anden mening om det. Det var deres første tur på vandet og selv om de virkede anspændte og nervøse var de meget rolige 
Roland havde kikkerten med. Det var rart at se og høre at han var glad for den. Han har nok lige kigget på de 2 sømærker i baggrunden. Den røde er the Perch Rock Bouy og det sort/hvid-stribede fyr er the Penmon Lighthouse. Pynten bag dem er the Penmon Point. Så er vi grundigt lokaliseret 

Så kom vi til Puffin Island. Skipper sejlede stille ind til kysten og udpegede de forskellige fugle, der lige var at se.

Båden var fuld og billederne her kan give indtrykket af, at det var svært at få et godt udsyn, men det gik egentlig helt fint, og medpassagerne var flinke, hvis vi ville fotografere. Bemærk Inges telefon i nederste højre hjørne 

Katy og Roland kigger sæler. Og der skal kigges godt efter, for de har kun hovederne oppe.

Vi kom til øens nordøstligste pynt, som vi skulle rundt om. Ruinen på toppen er, hvis jeg husker korrekt, en gammel semaphore/telegraf-station.

Puffin Island (Welsh: Ynys Seiriol) is an uninhabited island off the eastern tip of Anglesey, Wales. It was formerly known as Priestholm in English and Ynys Lannog in Welsh. A hermitage was established here around the 6th century and there are remains of a 12th century monastery on the island. The island is also a Special Protection Area for wildlife.

Puffin Island is the ninth largest island off the coast of Wales and marks the northeastern end of the Menai Strait. Puffin Island’s highest point is Carboniferous limestone, at 192 feet (59 m) above sea level having steep cliffs on all sides. It has an area of 69 acres (0.28 km2). The island is privately owned by the Baron Hill estate.

Omme på den anden side var øen karakteriseret af stejle klipper velegnede til rugende fugle. Og de sad tæt. Her var bla. rider, som på Bulbjerg i Nordjylland. Søpapegøjer var der ikke nogle af her…

Længere omme var der mange fugle i vandet, og måske var der nogle puffins deriblandt, men ikke på det billede jeg fik knipset  Skipper var ellers meget flink til at udpege dem, og jeg fik da set dem. Det havde jeg aldrig gjort før, og det var bla. det, jeg havde glædet mig særligt til på denne tur.

Jeg lånte Rolands kikkert og var ekstra glad fordi han havde den med, for så kunne jeg også se søpapegøjerne inde på klipperne.

På tilbagevejen sejlede vi tæt forbi the Penmon Lighthouse. Vi kunne nu høre, at der også var en klokke, der klimtede en gang imellem.

I styrhuset var der en samling souvenirs til salg, heriblandt magneter til køleskabsdøre og lignende.

Der var en søpapegøje iblandt dem, og sådan en måtte vi da have med hjem til den magnetiske tavle i stuen. Billedet af den har jeg lige taget herhjemme, hvor den er i brug 

På den sidste strækning ned gennem the Menai Strait prøvede jeg at lave en groufie, men Inge må have bemærket at det ikke gik så godt. Hun fik så dette billede på sin mobil, og det er da et fint og lystigt billede. Hun er selv med i mine solbriller 

13:09 gik vi fra borde. Jeg roste skipper for hendes livlige forklaringer og bestræbelser på at give os så gode muligheder for at se the wildlife ude på Puffin Island. En af hundene rystede hele tiden. Roland sagde, at det ikke hjalp at berolige den. Det skulle komme helt af sig selv.

Man kan ikke fortænke hundene i, at trænge til at komme af med både det ene og det andet – selv havde jeg fået lettet mig på skibets toilet, så min forståelse var stor – og jeg måtte endnu engang beundre Rolands tålmodighed med omhyggeligt at samle hundebæ op i en pose og pænt skaffe sig af med den i en affaldsspand.

Med lejen af hytten fulgte der en walisisk kage med. Den havde Katy medbragt og vi kunne nu få en bid medens hundene faldt til ro. Bemærk at jeg sidder med min solhat og hætten oppe. Vinden var stadig kold, syntes jeg, men se de britiske damer, de er sommerklædt!

Vi var klar til næste etape af dagens tur. Vi skulle hen til et spisested, som “those in the know” kender til, som Katy udtrykte det. Roland laver vægtløftningsøvelser med Greyhounds i stedet for tungt metal. Han har opgivet at få dem til at springe op i bilen

Dette var stedet! En campingplads med spisested…

Maden var virkelig velsmagende, og uventet at få i en restaurant på en campingplads.

…og det gjaldt også desserten, lavet som en inspiration over rababer.

Klokken blev 16:15 før vi kom derfra, men så havde Katy og jeg også fået kaffe. Den tog det lidt vel lang tid med at få serveret…

En lazy afternoon, som vi fortsatte tilbage i hyttens have.

Vi havde også været meget omkring på øen, så lidt afslapning var os vel undt 

Roland introducerede Viewranger app’en til mig på Inges telefon…

Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 20°, Version : 7.4.3(294), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.1)

…og minsandten om den ikke kunne pege på en bakketop og en bebyggelse og navngive dem og informere om afstanden derhen. For 12-14 år siden hørte jeg om smarte anvendelser af navigationssystemers informationer, og da var noget lignende i støbeskeen, sammen med elektroniske førerhunde og mange andre  Nu var det så langt, at alle kunne have den på mobiltelefonen.

Vi fandt spillet Rummikup frem. Nu skulle hjernerne på arbejde. Og solen skinnede!

Indledende måtte vi have spillereglerne på plads. Roland googlede dem…

… og så lærte vi som spillet gled frem.

20:50 var vi på vej mod solnedgangen. Den var helt formidabel – endnu en gang!

Her er vi alle nede ved kanten af Anglesey. Rent zen!
Dette bliver godnatbilledet.

07:02 var Roland og jeg klar til at lufte hundene. Og det under en blå himmel og med en fantastisk udsigt. Det bliver ikke meget bedre!

Inge var også klar til sin morgentur og startede den ved sofabordet for at have et billede med hjem af vores spilleremedier.

Hendes rute gav igen et fantastiske morgenbillede over Holyhead.

Det gjorde Roland og jeg også, bare fra en lidt anden vinkel.

Inge havde en botanisk oplevelse, som vi ikke havde, eller ikke lagde mærke til. Jeg gætter på en stenfrugt af en slags 

Hun tog også dette billede af hytten. Vi skulle forlade den her til morgen efter disse dejlige dag på stedet.

Traditionen tro fik vi taget et billede af os 3, den lille familie.

…og et af Katy og Roland. De to havde virkelig arrangeret dette ophold på en fremragende måde. Endda solskinsvejret havde det styr på 

10:06 var vi godt undervejs på The North Wales Expressway A55 og havde Snowdonia i modlyset. Jeg sad og tænkte på at køre tværs over for nu at få en bjergtur og anderledes retur til lufthavnen i Manchester.

Og så var vi ved Pont Britannia igen.

Så drejede vi fra A55 og kørte op ad A5 for at få bjergturen, men vi kom ikke meget længere end til Bethesda før det blev helt klart, at da skulle man have rigtig god tid, fordi vejen kun er 2-sporet og der derfor ville blive køkørsel bag langsomme køretøjer.

Tilbage på A55 gik det roligt derudaf, og vi fik hurtigt et gensyn med Puffin Island og kunne med glæde tænke på turen i går. Det var en oplevelse.

…og vi fik et gensyn med knolden Great Orme fra en vinkel vi ikke havde set den fra. Llandudno ligger på den flade tange til venstre for knolden, så vi kigger på en måde bag ind i byen.

Og her sidder jeg ovre i højre side og kører deruda’ 

…indtil det blev tid til at svinge fra motorvejen.

12:30 svingede vi ind for at aflevere bilen.

Jeg begik en strategisk fejl ved at optimere kørslen med lufthavnsbussen. T2 ligger nærmest Radisson, men det tager en farlig tid at komme dertil. Nemmere var det at stå af i T3 og spadsere de 10 minutter hen til hotellet. Derved ville vi også få nogle skridt på aktivitetsmåleren 

…men 13:15 sad vi i loungen på øverste etage og kunne tanke op med vand og hvad vi nu havde behov for – og samtidig følge med i lufthavnens travle liv.

Her er turen vi kørte. Næsten stik østpå gik det. Som det kan ses, gik den alternative rute, som vi opgav, gennem den nordlige del af Snowdonia National Park for at ende oppe vest for Chester. Den har vi så til gode til næste gang 

Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 136°, Version : 7.4.3(294), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.1)

Det filosoferede jeg nu ikke så meget over, for der var jo Viewranger Skyline at lege med. Nu her, hvor jeg har “behandlet” billedet taget med app’en ser jeg, at der var skjult information, som hægtes ved.

App’ens kort er meget detaljeret, mere end de alm. Google maps, forekommer det mig.

Daily Mail ajourførte os mht. Macron’s fejring af sin valgsejr.

It is always 5 o’clock somewhere – og det blev det også her. Der blev stillet vin frem og canapéerne begyndte at strømme ind.

…  og jeg kunne træne dovne områder i hjernemassen 

Salonen var propfuld, og mange af de britiske rejsende var efterhånden ved også at blive fulde – og meget højrøstede. Vores naboer i sofagruppen var stille og rolige, en overgang satte en mor og datter sig. Datteren tilbød at tage et billede af os – måske fordi jeg sad og fumlede med  min telefon for at tage en groufie af os. Det blev jo udmærket, billedet.

Ved 21-tiden begyndte mørket at falde på, men ikke i loungen. Det britiske selskab var nu overstadige og meget larmende. Receptionisten måtte ind og bede dem dæmpe sig.

Klokken 22 lukkede loungen og vi trak os tilbage ganske sobert og roligt. Det var blevet nat i lufthavnen.

05:56 var vi vågnet og lufthavnen ved at gøre det samme. Vores fly afgik 09:00, så vi skulle ikke dovne alt for meget her til morgen.

06:06 var vi nede i restauranten, for morgenmad blev ikke serveret før 07:00 oppe i loungen, så den oplevelse må vente til næste gang.

Men allerede 07:32 sad vi loungen ovre i lufthavnen, så man kan næsten kalde os lounge-hoppere 

Inge fotograferede sin beskedne ekstramorgenmad. Meget spartansk.

Taken with ViewRanger Skyline – Compass Heading : 68°, Version : 7.4.3(294), Field of View : 58.0, Device : iPhone7,2(10.3.1)

Der var tid til at lege lidt med Viewranger Skyline igen. Meget sjov app. Dog noget tricky nogen gange, hvis den ikke har fået kalibreret kompasset korrekt.

KLM var på pletten – gætter på, at den også har sovet her i nat…

08:58 sad jeg i flyet og kunne fortsætte min hjernegymnastik.

14:03 kunne jeg igen fotografisk dokumentere, at Skallingen (øverst) lå, hvor den lå, da vi fløj ud på rejsen. Fanø lignede også sig selv 

I Billund stod bilen hvor vi havde forladt den…

…og så var det bare med at komme ud fra garagen, svinge til venstre og køre den kendte vej hjem.