4. maj 2017

05:57 lokal tid.

Som på Radisson inde i byen er der også her sort/hvide fotografier på værelserne. Inde i byen med motiver fra byen og her et relevant motiv med en dreng, som nok sagde “brrrrrrmmmm”, da det blev taget for en del år siden.

Morgenmaden startede vi i restauranten nede på 3. etage, men da vi havde smagt kaffen, vidste vi, at det var bedst for os at fortsætte oppe i salonen på 9. etage, hvor der også var anrettet morgenmad. Der var “bland selv yoghurt”.

…og her var Nespresso og croissant’er og meget andet godt henne på buffetten. Og så kunne vi sidde  med benene oppe…

…og kigge ned på morgenens aktiviteter…

…og smile ad denne tegning i The Times. Tegningen førte i øvrigt vores samtale ind på, hvorfor Manet havde damen til at sidde uden tøj, medens mændene var påklædte, som var det godt henne på efteråret. Måske kan man, hvis man kigger nærmere på Manet’s oprindelige billede, se, at han har malet gåsehud på damen  Inge bemærkede, at May’s glæde ved sko var blevet inkluderet i tegningen.

09:10 var vi på vej hen til The Car Rental Village for at hente lejebilen, vi havde bestilt.

Det viste sig, at der ikke stod en bil, der lignede en Opel Astra 1.6 med automatgear, men en Fiat 600 Compact, som agenten bedyrede var i samme klasse som Astra’en. Fiat’en havde ikke indbygget navigation, og agenten fandt en TomTom frem. Den var helt ny, og ikke ladet op. Jeg forestillede mig besværet med at initialisere den og få den igang, samt min irritation over at have den siddende i vinduet, som vi brugte det for 15 år siden.
Hvad havde han med indbygget navigation? Svaret var en Nissan X-Trail, men den var med manuelt gear og kostede 20 GBP mere per dag. Da han så mit utilfredse ansigt ændrede han det til manuelt gear og samme pris – og understregede med betydningsfuld mine og stemmeføring at det var en diesel, hvilket han betragtede som en stor fordel – og så var bilen splinterny.
Jeg accepterede og vi gik ud for at finde den – og finde ud af den  Her på billedet står jeg og fumler med kontakten, der aktiverer lukningen af bagklappen. Sådan noget har vi ikke i vores lille BMW.

Og indenbords var der også en masse knapper. Her indstiller jeg elektrisk førersædet. Bilen var i øvrigt vældig godt udstyret ud over det indbyggede navigationsanlæg: 4-hjulstræk, automatisk klimaanlæg, detektor for biler i den blinde vinkel, fartpilot… Og så var det en SUV. Sådan en har jeg ikke kørt før. Drengerøven kom op i mig 

…og så gik det derudaf – vestpå ad M56 – i det “stille” spor på motorvejen, medens vi vænnede os til bilen og det at køre i “den forkerte side”. Vi havde dagen foran os, så der var intet hastværk.

Landskabet og beplantingen mindede os om Bretagne.

Efter et par timers kørsel var vi ude på den del af the North Wales Expressway, der løber langs Det Irske Hav og kunne se Rhos on Sea på kystfremspringet. Vi skulle ud på den anden side af den by.

Det kom vi så – midt på dagen – og stillede bagagen ind i receptionen på Llandudno Bay Hotel indtil værelset var parat. Vi kigger her fra strandpromenaden over The Parade til hotellet. Biludlejningsmanden lærte os at hvis noget i Wales starter med LL så skal det første L udtales som et K.

Strandpromenaden er bred, meget bred, og asfalteret. Nem for alle at gå på.

Henne for enden, lige før det store hvide hotel, rager the Llandudno Pier ud i det Irske Hav. En badeby med respekt for sig selv skal have en pier – og gerne lang…

…0g en respektabel pier skal have souvenir- og isboder og forlystelser af forskellig art. Vi fik da også købt os en magnet….

…en nyfødt rød walisisk drage 

Ude for enden var der endnu nogle meter at gå, men det kun for lystfiskerne. Der sad en dernede med nogle stænger i aktion.

Men der var en bænk – der var egentlig mange bænke på pier’en – som vi satte os til med ryggen mod det Irske Hav og blikket mod Snowdonia.

Llandudno Pier is a pier in the seaside resort of Llandudno on the coast of North Wales between Bangor and Colwyn Bay. At 2,295 feet (700 m) the pier is the longest in Wales and the fifth longest in England and Wales. It was originally opened to the public on 1 August 1877.

A British Tourist Authority report in 1975 said of it: ‘…. It zooms out of the sea…. in a spectacular Indian Gothic style rather like a Maharajah’s palace floating on a lake. Cast iron, brackets of iron lacework, an outstandingly pretty balustrade like an enlarged fish net, ogee roofs curling away to the sky, all add up to a totally pleasurable experience.’

The pier is very unusual in that it has two entrances, one on the promenade at North Parade and the other, the original entrance, on Happy Valley Road. Between the two entrances is the Grand Hotel. At the end of the pier is a deep-water landing stage, completely rebuilt for the third time in 1969, which is used by the Isle of Man Steam Packet Company for occasional excursions to Douglas, Isle of Man, and for an annual visit of the PS Waverley or the MV Balmoral preserved steamers. The June 2007 sailings of the Balmoral were rescheduled to start at Menai Bridge Pier, after it emerged that Llandudno Pier’s Landing Stage was no longer safe to use. The Landing Stage was rebuilt in 2012 and the MV Balmoral called there, the first ship since 2006, on 2 July 2015.

Selv om solen skinnede var det meget rart at have tøj på, som kunne holde den kolde vind ude. Men den afholdt ikke briterne fra at gå rundt i T-shirts og lade, som om det virkelig var sommer 

På vej op til en lille park fik vi dette billede af the Pier.

Llandudno Pier is often chosen for Victorian and Edwardian seaside filming locations, notably for the 2002 TV production of The Forsyte Saga, and in 2005, was voted “Pier of the Year 2005” by the members of the National Piers Society. It also featured prominently on a 2013 advert for Volkswagen.

Happy valley Gardens hedder parken og herfra denne udsigt. Igen de mange bænke, som næsten alle har en lille messingplade øverst på ryglænet, der fortæller om i hvis “loving memory” bænken er skænket.

Og da parken blev lavet i anledning af dronning Victorias guldjubilæum i 1887 mangler en buste ikke af hende. Hun har et fint tag over sig og en drikkevandsfontaine nedenfor – og så den storslåede udsigt, naturligvis.

Da vi igen var nede i byen stod et Café- eller Tea Room besøg øverst på ønskelisten…

Det vist sig at være sværere end oprindeligt tænkt. Vi var endda inde i en butik eller 2 for at spørge os for – med det resultat at vi endte i dette lokale, som jeg ikke husker navnet på. Andet husker jeg heller ikke, så præstationen må have været meget anonym  Inge mener at den hed Kitchen 50 Six og at vi fik grillede sandwich med te til.

Ude på promenaden blev det lystigt med denne træskulptur af en af typerne i Alice in Wonderland. Hvis jeg forstod det korrekt, så er der rundt om i byen adskillige sådanne træskulpturer fra netop denne fortælling. Jeg bemærkede den ældre gentleman til venstre i billedet. Han mindede mig utroligt om Jørgen…

…og på billedet taget fra den anden side var ligheden endnu mere markant. Landudno – af alle steder at have mødt Jørgens dobbeltgænger her 

Klokken er altid 5 et eller andet sted, og det blev den efterhånden også i Llandudno. Vi slappede af i en af salonerne, hvortil elevatoren også kørte. Inge var hurtig til at se, at der måske var en groupie at tage i det øjeblik elevatordøren var åben. Jeg skulle prøve 2 gange før det lykkedes.

Nu sad vi jo ikke bare der og dovnede over en drink – nej, vi havde travlt med at forholde os til det faktum at the Duke of Edinburgh i dag meddelte at nu gik han på pension. Meddelelsen ledsagedes af reportager fra hans aktive liv som Elisabeth II’s gemal. Vi blev så kloge  Han skulle vel også have lov til at blive pensionist med en alder på næsten 96 år.

Prince Philip, Duke of Edinburgh (Philip Mountbatten; born Prince Philip of Greece and Denmark, 10 June 1921) is the husband of Queen Elizabeth II. A member of the House of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, Philip was born into the Greek and Danish royal families.

Fish and chips, mushy peas and chunky tartar sauce, stod der bla. på menukortet. Den valgte vi. Vi var jo trods alt i Storbritannien  Vi spiste aftensmad på hotellet.

Ved 20:30 tiden sad vi ved vores bay-window og kiggede nordpå over det Irske Hav – kunne dog ikke se helt til the Isle of Man  Vi havde været ude på en meget blæsende aftengåtur på Promenaden efter aftensmaden.

…og lige så stille kom tusmørket. Hotellet tændte sine selvoplysende projektører (som vi godt kunne undvære) og antallet af promenerende og hundeluftere svandt ind og vi lod dette billede blive dagens godnatbillede.

 

 

 

This entry was posted in England maj 2017. Bookmark the permalink.