Livet undervejs…

05:03 knipsede jeg dette morgenbillede – og gik straks igen hen under dynen  Der var 3 timer til morgenmad…

Halvanden time senere var jeg igen ude på terrassen og drejede telefonen til venstre (mod nordvest) op mod Dorf Tirol og bag byen den 2628 meter høje Rötlspitze, der selv har Texel-bjergene som baggrund. Det er da en dejlig udsigt at begynde dagen med.

Inge blev på sin før-morgenmads-tur i haven oplyst om, at der på det tidspunkt var 18 grader C i skyggen. Det dejlige ved at være her midt i juni – i forhold til august, som vi har prøvet – fordi nætterne er relativt kølige.

Og her har vi hotellet set fra rosenhaven. Vores værelse er på næstøverste etage midt i, hvor balkondøren står åben. Morgenmad spiser vi på taget af hotelfløjen til venstre.

Inge mødte denne romantiske ikon. Selv om jeg ikke er katolik, synes jeg at disse små påmindelser om Bibelens grundlæggende budskaber, der findes rundt om – selv langt ude i skoven eller højt oppe i bjergene – er meget sympatiske.

Jeg var blandt de allerførste – hvis ikke den første – i restauranten og kapitaliserede på min erfaring høstet i går – i solsiden på den anden side af taget – og valgte et bord i skyggesiden på vestsiden…

…og havde fornøjelsen af at foreslå dette bord til Signora Mardal 

Lige om lidt går Inge til venstre ud på terrassen og der er hendes plads med ryggen til det midterste af de 3 vinduer vi ser bag søjlen.

Her et kig ind gennem disse vinduer, hvor Inge overvejer hvilken frugtmos, hun vil forskønne sin morgenyoghurt med.

Inde i “drivhuset” sørgede vandfordampning for at holde temperaturen nede. Med mellemrum sprøjtede dyser i loftet en aerosol af vand ud, som hurtigt fordampede og brugte varme i processen. Ganz einfach!

Irmas Morgenbote havde på toppen af forsiden et billede fra et af de 2 pool-områder og beskæftigede sig hovedsageligt med emnet “Die erste Whisky Destillerie in Italien”.

Ofte er der nogle opbyggelige ord et sted i sådan en hotelavis. I dag havde Irma fundet et Spruch af forfatteren til “Den lille Prins”. Og ja, det er jo rigtigt, og måske giver det nogle gæster mod på at prøve noget, der ligger udenfor de normale hverdagsrammer og den personlige selvopfattelse 

Og på bagsiden en samling fakta. Blandt andet om nydelse, hvor vi lærte, at vi ikke kendte til de 3 mest typiske brødsorter i Tirol. Vi kiggede lidt nærmere efter, da der næste gang skulle skæres brød fra brødbuffetten, men jeg husker ikke, at vi blev meget klogere…

Jeg havde i aftes fået gang i min nye aktivitetsmåler, som jeg betegner som min nye plageånd. Den informerede mig om min øjeblikkelige puls, og hvad gennemsnitspulsen var…

…og med et stryg af pegefingeren fik jeg at vide, hvordan min puls har været i de sidste 4 timer. Så jeg kan se, hvornår jeg kom ud af sengen og/eller om jeg har haft mareridt i den periode 

Merans butikker i den centrale og gamle bydel åbner normalt klokken 10, og nøjagtig på det tidspunkt gik vi ind på Der Steinerner Steg / Ponte Romano…

…over floden Passer, der giver os en tørskoet mulighed for at komme ind i byen. Her har vi gået mange gange på tidligere besøg.

Den gamle dør i bymuren, hvis overligger i årenes løb er blevet moderniseret med utallige brugte stykker tyggegummi. Gad vide, hvornår det første er blevet sat på, og af hvem…

Efter 2 timer ind og ud af butikker blev det tid til en Eiskaffee. Den bestilte vi i den italienske restaurant Giardino ved siden af Kurhaus Meran og fik den serveret i blå glas – det var første gang, vi havde oplevet det! Herfra kunne vi se promenerende på Passer-Promenade Meran og vurdere, om herrernes shorts var akceptable eller ej. De fleste var ikke 

Vi havde fået købt magnet til tavlen derhjemme, fået spurgt på en plastikkat med batteridrevet hale (den ville evt. komme til butikken på fredag, så vi skulle kigge forbi senere), forgæves kigget efter en ikke for tyk ulden trøje til Inge (til brug derhjemme, naturligvis)…

Vi snuppede os lidt fra frokostbuffetten, og Inge gik en tur derefter medens jeg kiggede på kort for at lave en rute til Grödnertal i Dolomitterne, hvor der findes flere træsnitter-firmaer. Dem ville vi gerne besøge igen.

Vi gik igen hen til Mösl for at få en drink i haven under de skyggefulde træer. Det lykkedes at få et bord, under den forudsætning, at vi var væk 19:30 for fra da af var det reserveret.

Tilbage på hotellet checkede Inge aviserne. Den schweiziske kunne fortælle at 20-30% af de amerikanske shopping-malls står til at lukke på grund af internethandelen og avisen mente, at Macron kunne vinde valget.

Bunte havde helt andre prioriteter med hensyn til at informere de ærede læsere 

Så blev det spisetid. I går viste jeg ikke noget fra salat/antipasti-bufffetten. Det gør jeg så her. Blandt det store udvalg snuppede jeg marinerede grillede champignon, marinerede løg, kartoffelsalat, gulerodssalat, rødbeder, små buffalo-oste og rejer 

Og så var det, at vi blev præsenteret for en anden type koldskål, end den tradtionelle kærnemælksbaserede danske version. Her serveredes, jvf. vores valg i morges Birnen Kaltschale mit Gartenmünze. Smagte vidunderlig!

Aftenmenuen så i øvrigt således ud. Til næste ret havde vi valgt…

Bärlauchknödel mit Fondutacreme. Et helt lille kunstværk, der endda kunne spises og som smagte godt. Knödel kan variere meget i kvalitet – her var vi i toppen!
De gratinerede asparges og hvad jeg hentede fra ostebuffetten, har vi ikke billeder af, men…

desserten: Variation von der Valhrona Schokolade mit Amarena Kirschen, fik vi med. den smagte ganske dejligt. Ingen tvivl om, at her var kirsebær med i spillet, i en duet med god chokolade 

Gårsdagens duo med kontrabas og knapharmonika havde endnu et afsnit i deres underholdningsprogram. Det lyttede vi til indtil vi mente, at vi måtte op på balkonen…

…hvor vi lod natten falde på.

 

 

 

 

06:27 så morgenvejret lidt mere blandet ud end de foregående dage. Gad vide, hvad det udvikler sig til.

Jeg har ikke fortalt, at morgenmadskøkkenet er leveringsdygtigt i forskellige æggeretter, lavet helt efter ønske og serveret ved bordet. Her er en omelet med friske krydderurter på Inges tallerken. Jeg skulle gerne have lidt flere ingredienser i, men sådan er smag og behag jo heldigvis individuelt.

Og så må jeg præsentere denne Dingsbums – en skinkeskiver! Sådan en er nødvendig for at skære den lufttørrede skinke i hudtynde skiver. Den var til selvbetjening. Jeg spurgte dog, inden jeg benyttede den første gang og fik at vide, at der skulle et ordentlig Schwung på det store svinghjul. Det gav jeg den så og var imponeret over, hvordan den skød skinkeslæden frem og tilbage og skivede, så det var en lyst – som lidt senere fra min tallerken blev til den rene Gaumenfreude 
Fabelagtig skinke, de har her.

Næsten hver dag sendte vi et kort til Annemi og i dag skulle det være et af hotellets egne. Det blev et med motiv fra pool-området med de runde bassiner. I baggrunden ses værtsparrets datter, som dels arbejdede i receptionen, dels som bestyrer af morgenmadsresto’en. Hun er nok på vej hen til os for at forhøre sig om vores ønsker for aftensmaden 

Dette var valgmulighederne. Og dog, der var altid i parallel en à la carte afdeling…

…som vi kunne vælge fra, skulle noget på halv-pensions-menuen ikke falde i smag. Endnu havde vi ikke fundet anledning til at vælge herfra.

Morgenavisen har også i hvert nummer en vejrudsigt.

Og her fik jeg svaret på morgenstundens spørgsmål om, hvordan mon vejret ville udvikle sig. Det kunne blive til alt!

Ved 10-tiden forlod vi Meran for at køre til Grödnertal. Det lykkedes mig at køre forkert i en rundkørsel, selv om navigatoren var til, så vi fik lidt utilsigtet sightseeing på bjergskråningen, inden vi kom tilbage på “MeBo”, som die Schnellstrasse Meran-Bozen kaldes.

Vi rundede bjergmassivet (der gjorde, at vi ikke bare kunne køre østpå fra Meran) ved Bozen og da navigationen i byen havde været lidt tvivlsom, og fordi jeg havde checket ruten på Googlemap i går, foreslog jeg, at vi tog motorvejen nordpå mod Brenner. Det måtte absolut være hurtigere, mente jeg. Inge bemærkede dog, at der blev lagt tid til, før vi ville være fremme ved kirken i St. Ulrich / Ortico. Så måske var den alligevel ikke hurtigere?

Valget var truffet og vi kørte mod nord på denne autostrada, der for et langt stykkes vedkommende bestod af broer. Som om den var anlagt i en smal dal på den nemmeste måde, nemlig at bygge den på betonpæle.

Oppe ved Chiusa skulle vi køre fra, og bemærk den blå rute, som fører sydpå førend vi kommer til at køre østpå! Der var årsagen til den forlængede tid og afstand. Jeg tror, at der blev lagt 15-20 km på ruten 

Dette var det første sted, vi var inde, før vi kom til St. Ulrich. Umiddelbart kunne det ligne en scene fra en kriminalfilm, hvor morderen er lige ved at slå til – i ordets egentlige forstand 

Vi havde været her før – jeg kunne kende den store trappe i butikken – og denne gang var vi på jagt efter kronhjorte.  Og vi fandt en – en lille en – og det var meningen, at den skulle være lille. Den skal nemlig opfylde et bestemt behov derhjemme 

Længere inde mod St. Ulrich holdt vi ind hos firmaet Deur, der også snitter i træ.

Jeg mente at huske, at sidst vi var her, da stod der en Schnitzer, som arbejdede på en næsten legemstor klovnefigur. Størrelsen imponerede mig meget. Han var der nu ikke længere, ej heller den store klovn. Jeg tog nemlig fejl, for damen i butikken – som i øvrigt var udlært mesterdekoratør – forklarede, at det er i en af firmaets andre butikker, at de store klovne bliver snittet.

Vi så på små og store klovne, engle og hjorte og Moriskentänzern – og besluttede, at vi måtte tænke over det over en Eiskaffee inde i byen.

På vej fra parkeringskælderen regnede det, så vi søgte ly i sognekirken, der er indviet til St. Ulrich. Vi har været her før. Det var dengang, da vi rejste i Dortheas spor, og da var den vist også ret dunkel. Nu, under tunge regnskyer, forekom dens indre mig uhyggelig mørk, og det var synd, for der er fine træskærerier derinde. Det blev derfor til et relativt kort besøg.

Damen i træskærerbutikken med klovnene anbefalede os Café Demetz (og understregede, at selv om hun selv hed Demetz, var det ikke familie). Den anbefaling fulgte vi – og var iøvrigt glade for, at der var god plads indendøre, for snart begyndte det at regne rigtig kraftigt. Dette sted besøgte vi ikke sidste gang, vi var i byen og det bliver heller ikke et sted, som vi vil besøge igen. Kvaliteten var under niveau – under vores niveau, i hvertfald 

Det regnede stadig, da vi gik derfra.

Tilbage hos firmaet Deur, hvor målestokken kom frem og hvor vi diskuterede, hvor vores klovn skulle stå derhjemme og om, hvor stor den skulle være, og om vi skulle have 2 små i stedet for 1 stor…

Og så var der spørgsmålet, om der også her i butikken var hjorte til vores hjortesamling derhjemme. Firmaet havde også hele det traditionelle sortiment – ikke alt lavet af firmaet selv, antager jeg, så der var også en opgave at tage fat på.

Vi faldt for denne engel, fandt ingen hjorte her…

…men endte med 2 små klovne. De er da lystige, ikke 

Vi følte, at vores træsnitarbejde-mission var vellykket og satte navigatoren til at finde tilbage til hotellet – denne gang efter dens eget valg! Det gav mulighed for dette billede af autostradaen Bozen-Brenner, der viser, hvad jeg skrev tidligere mht. at den stort set er bygget som een lang bro.

Vi fik rundet bjergmassivet ved Bozen og fortsatte op gennem Adige-dalen mod Meran på “MeBo”. Lige fremme kører vi gennem bjerget under Castel Firmiano / Schloss Sigmundskron, der er…

… eine ausgedehnte Burg- und Festungsanlage bei Bozen in Südtirol. Die Ruine beherbergt heute das vierte Bergmuseum des Südtiroler Extrembergsteigers Reinhold Messner…
…Die Festungsanlage ist ein wichtiges politisches Symbol für die Südtiroler: 1957 fand hier unter der Führung von Silvius Magnago die Großkundgebung von Schloss Sigmundskron statt. Über 30.000 Südtiroler versammelten sich in der Burganlage, um gegen die Nichteinhaltung des Pariser Abkommens zu protestieren und die Freiheit für Südtirol zu fordern („Los von Trient“)

Her er ruten vi kørte – 160 km inklusive min fumlen rundt for at finde ned på “MeBo” til at begynde med 

Og det var interessant at se, at vi alligevel var kørt 1000 højdemeter op til St. Ulrich. Det havde jeg ikke forventet (jeg havde ikke læst så detaljeret om byen).

Da vi var tilbage i Meran, trængte Inge til en gåtur og hun bemærkede, at de henne hos Mösl holdt Ruhetag, så der var ingen drink i haven før aftensmad. Nu advaret, slap jeg for at gå de 100 meter derhen og  ordnede istedet det med en før-aftensmad drink på en helt lavpraktisk måde…

…nemlig ved at jeg hentede fadøl og hvidvin i hotellets bar og at vi drak som rigtige turister, tilbagelænet i polstrede liggestole på balkonen 

Og notesblokken og Lystbæks kuglepen kom frem. Motivet er hjørnet af den terrasse, hvor vi spiser morgenmad.

På vej til restauranten knipsede Inge denne gang en italiensk avis. Den fedeste overskrift – over folden – relaterede til debatten for og imod vaccinering af skolebørn, specielt hvad mæslinger angår.

Et barn skal være vaccineret mod 12 sygdomme for at kunne blive skrevet op til skole i Italien.
Den italienske regering har fredag vedtaget en ny lov, der gør, at et barn skal have en række vaccinationer for at få lov til at starte i skole. Den nye lov kommer efter et udbrud af mæslinger i landet.
Den nye lov kommer på trods af modstand fra det italienske uddannelsesministerium og oppositionspartiet Fem Stjerne-bevægelsen, der mener, at den nye lov er en gave til medicinalfirmaerne.

Billedet midt i drejer sig, som jeg kan fortolke teksten (vi kan vel alle lidt italiensk ), om en skolevej, der er blevet gjort mindre sikker for børnene.

I aften fik vi ikke fotograferet mad, bortset fra Inges Bramata und Thymianjus, der egentlig på menuen skulle følge lammestegen, som Inge undslog sig. Bramata er polenta lavet på grove majsgryn, typisk for Bündnerland i Schweiz. Vi bliver så kloge af at spise godt 

Inge gik sig sædvanen tro en aftenstur og fandt anledning til en selfie i et gadespejl. Lige hvor det er monteret, husker jeg ikke.

…og sådan fandt hun mig, da hun kom tilbage  Jeg havde snakket med Herrn Meister om steder, han evt. kunne anbefale os at tage hen, og han gav mig en håndfuld idéer, som jeg naturligvis skulle checke geografisk og indholdsmæssigt.

 

Inge tog dette billede ca. 6:30 i retning mod Dorf Tirol og den spidse Rötlspitze og bag den Texel-bjerggruppen, som er dagsaktuel, fordi vi skal ud i den retning og se bjerge 

Vi fik det samme gode bord som i går. Udsigten er her set fra Inges stol.

Blandt de steder, som Herrn Meister havde anbefalet (hele venstre side i notesbogen var de forslag, han kom med), valgte vi en lille kirke i Naturns/Naturno, godt en halv times kørsel mod vest. Den var jeg spændt på og glædede mig til at se den. På fotografiet her kom også lidt af min morgenmadstallerken med. Derpå ses skinke fra regionen, skivet tyndt på den snittermaskine, som jeg viste igår og lidt melon og purløg. Ja, man skal jo nyde morgenmaden på ferier og sørge for at smage lidt forskelligt!

Morgenavisen havde som billede et motiv fra terrassen ud for restauranten. Sommerligt ser det ud, og vejret var helt i overensstemmelse.

Hotelavisen havde den frækhed at servere en hård nød til morgenmaden. På mindre end 1 minut havde jeg nedskrevet 2 ligninger med 3 ubekendte. Men kunne ikke komme på den 3  Løsningen er også i avisen, men den har jeg ikke set, så udfordringen kan jeg jo tage op en dag.
Derudover fortaltes om store træer i Meran og omegn, samt fiskemuligheder i regionen, især efter den marmorerede forel. På bagsiden diskuteredes Merans marked med en understregning af, hvor verdensberømte designere fra byen er.

Morgenmad = travlhed. Der skulle også tages stilling til aftensmaden og menuen kan være lidt af en udfordring en gang imellem. I dag måtte vi spørge ind til, hvad Egerlingen er. Det er en slags champignon. Vi valgte ikke Bananensorbet (vi vælger aldrig sorbet – det sukkerchok har vi ikke behov for), så der var på stedet ikke behov for at spørge ind til Drachenfrucht. Nu, hvor jeg skriver bloggen, ved jeg, at det er en pink kaktusfrugt, der også går under navnet Pitaya – vi bliver så kloge af at bo på hotel 

11:45 var vi ude ved den lille kirke i Naturno/Naturns – St. Procolus Kirchlein.

Vi havde noteret os, at museet var på den anden side af vejen, men først ville vi kigge på kirken, for den lukkede nominelt klokken 12:00, så der var kun et kvarter tilbage af åbningstiden!

St. Prokulus ist eine der ältesten frühchristlichen Kirchen in Südtirol. Erbaut im 7. Jahrhundert in Gedenken an den heiligen Prokulus beherbergt die kleine Kirche einzigartige Fresken aus dem vorkarolingischen Zeitalter und zählt heute zu den bedeutendsten Kunstschätzen in Mitteleuropa. Neben den Wandmalereien aus dem 8. Jahrhundert sind auch die gotischen Fresken aus dem 14. Jahrhundert sehenswert. Die Schöpfungsgeschichte ist an der südlichen Außenwand dargestellt. Im Prokulusmuseum befinden sich die abgelösten gotischen Fresken, die sich über den vorkarolingischen Wandmalereien befanden.

Kustoden, den pensionerede lærer Herr Heinrich Koch, skulle egentlig være taget hjem til middagspause klokken 12, men han blev der meget længere og fortalte os om kirken og især dens 1300 år gamle kalkmalerier. Han havde en laser dims, der lyste rødt, når han pegede. Da han til sidst tog hjem til middagspausen, så vi, at det foregik det på en hvid Vespa scooter 

Seit mehr als 30 Jahren arbeitet der pensionierte Lehrer in der St. Prokulus Kirche als Führer. Langweilig wird es mit Heinrich Koch nicht: Die bunten Kühe und der Schaukler sind nämlich nicht die einzigen Besonderheiten in St. Prokulus. Zu fast jeder Darstellung hat er etwas Spannendes zu erzählen. “Byzantinische Mäanderkästchen und ein keltisches Band”, er deutet auf die gut erhaltenen Verzierungen. “Beide zur Abwehr böser Geister. Und das in einer christlichen Kirche.” Heinrich Koch ist ein Mensch mit festem Glauben, aber ohne Paradigmen. Für ihn bedeutet die Kirche St. Prokulus mit ihren scheinbaren Widersprüchen Versöhnung, eine Einigkeit der Religionen.

Herr Koch fortalte om dette billede, der normalt omtales som “den gyngende St. Proculus”, at det viste historien om, hvoran biskoppen var undsluppet fra Verona ved at en af hans fortrolige havde firet ham ned med et reb fra bymuren og holdt rebet som bjergbestigere ofte holder rebet over skuldrene. Derved bemærkede de andre på bymuren ikke, at denne flugt var i gang. Jeg kan godt lide, når der er en god historie i alt det ellers ophøjede  Kloge hoveder havde fortalt Herr Koch, at de ikke mente, at den historie var sand, men han kunne begrunde sin historie, der for os ulærde virkede meget sandsynlig.

Alteret var helt enkelt – tiltalende. Der er noget ved at være blandt så gamle fortolkninger af historiske og bibelske begivenheder – en egen ro. Vi havde lidt den samme følelse i Lugano, da vi besøgte den gamle kirke (Santa Maria degli Angioli) med vægmalerier af  en af Leonardo da Vinchis elever.

Herr Koch fortalte lystigt om de forskellige malerier, englene i hjørnerne, malernes idé med at fremhæve øjnene som 2 prikker, osv. 10 minutter over kirkens åbningstid fortsatte Herr Koch, inden han lukkede for middagspausen. Han fortalte også, at de øverste mere farverige kalkmalerier var lavet efter, at kirken blev bygget om, hvorved der blev højere til loftet. Hvornår det skete, husker jeg ikke.

Vi fik et stempel i bogen og…

… gik over til museet på den anden side af gaden med vores billetter til kirken, som skulle give os rabat på selve museet. Damen sagde, at det ikke var værd for os at begynde en besigtelse af museet, for hun lukkede om et kvarters tid, og det ville være ALT for kort tid, for museet var SÅ spændende. OK, vi kunne så kigge indenfor på tilbagekørslen til Meran – men om jeg lige måtte låne toilettet? Det holdt hårdt, men jeg pressede lidt på, og så gik det alligevel 

Det var vigtigt for mig at få en “naturlig afklaring” på mit presserende problem, for vi skulle videre op i de høje bjerge. I går bemærkede jeg. at en vej førte her fra Naturns op til et højalpint sted kaldet Kurzras/Maso Corto, hvorfra der går 3 Seilbahnen videre op til bla. Europas højestbeliggende hotel (ca. 3000 m). Der går en vej fra Naturns (518 m) op gennem dalen Schnalstal/Val Senales til “endestationen” Kurzras/Maso Corto (2011 m) – hvilket vil sige at vi skulle tilbagelægge ca. 1500 højdemeter.

Det blev sparsomt med bebyggelse og nogle af spidserne i Ötztaler Alpen begynder at markere sig.

…indtil vi kom op til Kurzras/Maso Corto, der primært bestod af mindre vintersportshoteller. En Kirchlein manglede dog ikke og heldigvis var en af restauranterne åben, Hotel Restaurant Piccolo Gurschler til højre i billedet. Det gamle træhus i midten er fra omkring 1300! Træ holder sig fantastisk godt heroppe.
Det høje bjerg midt i billedet gætter jeg på er Schwemser Spitze (3459 m) – men det er bare et gæt 

Heroppe stod et stykke kunst-i-det-offentlige-rum, der i sig selv var meget lystigt i den måde, det illustrerede arbejdet med at bygge Seilbahnen.
Am 1. September 2007 wurde zu Ehren des letzten Kurzras-Bauern Leo Gurschler, der 1983 nach einem Bankrott Suizid begangen hatte, ein Denkmal für seine Pioniertätigkeit beim Seilbahnbau errichtet. Das Werk aus Granit und Bronze wurde von Martin Rainer und Sohn Josef geschaffen und befindet sich vor der Kapelle.

Pausen holdt vi henne i Restaurant Piccolo Gurschler. Vi var glade for at sidde inderst i skyggen, for der var enorm energi i solskinnet. Heroppe var der ikke 4G på mobiltelefonen og husets wifi var ikke så ligetil at komme på, så pausen blev helt gammeldags i og med at vi ikke kunne sende en hilsen via nettet. Igen ikke en mindeværdig iskaffe….

Interessant var det også at vide, at ikke langt herfra er stedet, hvor det ca. 5259 år gamle gletschermumie “Ötzi” eller “Manden fra isen” blev fundet i 1991 ved det højtliggende (3208) pas Tiesenjoch. Stedet er markeret med en rød trekant i øverste højre hjørne.
Nu, vi har kortet fremme, kan vi bruge det til at vise, hvad vej vi kørte det sidste stykke. Vi kom op til Vernagt/Vernago i nederste højre hjørne og kørte nordom Vernagt Stausee og op til Kurzras/Maso Corto, hvorfra vi egentlig skulle have kunnet komme med gletscherbahnen op til Bergstation Grawand (3751). Men de var ved at bygge en ny bane, en Umlaufbahn, som den vi benyttede forleden til at komme op til Meran2000.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været oppe i sådan en højde (på dette panoramakort oppe i venstre hjørne) , og stadig stået med fødderne på jorden – der er noget til en fremtidig udflugt, måske med en hotelovernatning inkluderet 

Vi kørte nedad igen. Standsede ved Vernagt/Vernago og besluttede at gå frem og tilbage over dæmningen. Hvorfor opdæmmede søer i alperne har denne turkisfarve, er stadig et mysterium for os.

Fra dæmningen et blik ned i dalen. Det må være lidt specielt at bo som nabo til så meget vand – når vandspejlet er 50 meter over taget på ens bolig.

Længere nede i dalen var der en afviser til Katharinaberg/Monte Caterina (1245 m). Den fulgte vi spontant og kom op på et “bjergfremspring”, hvor der lige var plads til en lille landsby – og i tidligere tid også en fæstning, der lå, hvor kirken nu er.

Selv om vi var på et bjergfremspring, var der ikke en vind, der rørte sig. Der var masser af varme og masser af lys.

Inge fotograferede kirken indefra. Stor nok til de måske max. 200 indbyggere i byen. En lokalfødt billedhugger, Friederich Gurschler, har sin mor liggende på kirkegården her, men der er ikke skrevet noget om, hvorvidt der her i kirken er skulpturer eller billedtavler lavet af ham. Det havde ellers været fint med sådan en kunstnerisk dialog.

Jeg har ikke indsat dette billede for at introducere den Fjälräv rygsæk, vi købte i Meran forleden, men for at runde dette besøg i Katharinaberg af med at nævne en meget ubehagelig oplevelse, jeg havde her ved dette hus. Efter at have fulgt en labyrint af skilte kom jeg endelig til et offentligt toilet – og som en hest der lugter stalden, blev jeg mere trængende for hvert skridt jeg nærmede mig – og så skulle der minsandten indkastes 50 cent for at åbne døren! Jeg var heldig at have netop 50 cent, fordelt på 2 x 20 og 1 x 10, og da jeg skulle til at trykke dem ind gennem sprækken, så jeg, at der stod, at her accepteredes kun 50 cent-mønter. Det gør man bare ikke !!!
Der var i nærheden en gruppe halvvoksne skoleelever på tur. De ventede på bussen, og jeg spurgte, om en af dem havde en 50 cent-mønt. Det havde en og han fandt venligt og hilfsbereit sin pung frem – og så kom bussen for at hente dem! Hans kammerater råbte, at han skulle skynde sig – hvilket han sofort gjorde – og både han og hans 50-cent mønt forsvandt ned ad vejen. Lorteby, tænkte jeg. Her er alt for varmt og det offentlige toilet er en forbrydelse mod menneskeheden. Jeg kneb sammen endnu en gang – og vi kørte tilbage til Meran…

…og så var der nede på SS38 kø ved Först-bryggeriet! Formildende omstændighed var, at jeg her kunne sidde og tænke på den gode fadøl, de brygger herinde og glæde mig til jeg er tilbage på hotellet

16:00 sad vi i hotellets kølige restaurant – der var for varmt ude – og med en tømt blære og lyst til et stykke kage eller to, var verden igen i orden 

Her er ruten, vi kørte. Den grønne start-pin burde være gemt bag den røde stop-pin, men jeg fik først startet uret halvvejs ude ved Naturns.

Højdekurven viser naturligvis den samme “skævhed”, men det betyder ikke så meget, for tilbageturen fra Naturns til Meran var jo den samme. Den lille “pukkel” i højre side oppe midt på er turen op til Katharinaberg. Max. højde var 2026 m.

Inge trodsede lummerheden derude og samlede skridt til plageånden. Igen kom hun forbi et af disse små vidnesbyrd på det folkelige behov for symbolsk nærhed til der Herrgott, der Gottessohn eller die Maria Jungfrau. Meget sympatisk.
Jeg beskæftigede mig med at svare det franske skattevæsen på en email, jeg havde modtaget vedrørende boligskatten, de mente, vi skulle betale. Jeg skulle vise, at lejligheden havde stået tom fra vi flyttede til Danmark og til den blev solgt. Heldigvis havde jeg på min laptop en serie fotografier, samt lokale vidner – så det var en helt spændende aktivitet. Og så fik jeg skrevet lidt fransk igen 

Lummerheden var et varsel om uvejr. Det brød løs lige før vi skulle ned for at spise aftensmad. Meget dramatisk scenario, som vi komfortabelt kunne iagttage fra liggestolene på balkonen, medens vi sippede til vores pre-dinner drinks.

Efter salatbuffetten, hvor vi selv er ude at gå, serveredes ved bordet Smoothie von Guave und Litschi. Lidt meget sødme, men dejlig kølig og på en dag som i dag bestemt at foretrække frem for en varm Süppchen.

Derefter Gefüllte Calamaretti auf Ratatouille til mig og…

…Gebackene Kartoffel-Teigtaschen mit Bel Paese Käse und Egerlingen til Inge.

Dernæst hovedretten: Weisser Terlaner Stangenspargel mit neuen Kartoffeln und Bozner Sauce. Herrlich!
Inge sprang ostebuffetten over. Jeg har nok taget mig en lille bid, nu den i aften bestod af franske og italienske råmælksoste med frugter og Mostarden 

Tiramisu hører Italien til, og denne gjorde landet ære, selv om halvdelen af de lokale måske ville sige, at den gjorde Italien mere end ære, for den var lavet i Südtirol 
Tiramisu med friske bjerg-jordbær fra Hafling (hvor vi var oppe forleden), så bliver det ikke meget bedre i denne dessert-kategori.

På vej tilbage til værelset checkede Inge papir-medierne for det vigtigste. Salzburger Nachrichten løb af med opmærksomheden 

Og oppe på balkonen faldt tusmørket på, lysene tændtes i rosenhaven…

…og en time senere var det nat.

 

En halv time inden morgenmadsrestauranten åbnede, var jeg lige oppe for at checke skaderne forårsaget af nattens voldsomme uvejr. Den væltede blomsterpotte kunne vi se fra balkonen, og heroppe viste det sig, at det var den eneste skade, der var sket. Uvejret ville altså ikke forstyrre de morgenmadsvaner, vi allerede havde tillagt os 

Morgenens udfordring, der lovede yderligere udfordring, når vi i aften når til desserten!

Morgenavisens motiv er hentet fra østsiden af hotellet. Indkørslen til garagen er på den anden side af det lange staudebed, og henne bag, yderst til højre, kører man ind i garagen. Dette staudebed gør, at bilens afstandsmålere (foran, på siderne og bagved) spiller en hel melodi, når jeg kører til garagen. Melodien skaber buskene afhængig af, hvor tæt de er på bilen.

Temaet i dag på forsiden er byen Merans 700 års jubilæum i år. I overskriften over billedet får vi et lille kursus i østrigsk. “Heuer” betyder på tysk “Dieses Jahr”. En anden kuriositet er “Jänner” = “Januar” 

Og bagsiden kunne bla. fortælle os om det med at være karl for en tidsbegrænset periode, i hvilken man mod kost og logi hjælper til med alt arbejde på en gård oppe i højderne.

Artiklen fortæller interessant om, hvordan landbrugssektoren er sat sammen i dag. Jeg har taget to udsnit af teksten med her i bloggen, så jeg en gang i fremtiden, når jeg genlæser den igen kan nikke og sige, at det var interessant information, som giver et mere nuanceret perspektiv på, hvad vi ser omkring os i alpelandet.

Apropos artiklen bag på hotellets “Morgebote” havde avisen “Dolomitten” midt på forsiden – midt på folden – et suk på bøndernes vegne. Det er for tørt, og høhøsten er i fare. Som dansker er det nemt at tænke, at hvor stort problem kan mere eller mindre hø være, men når man  har set, hvad der er (eller rettere sagt: hvad der ikke er) til rådighed af landbrugsjord oppe på og over 1500 m, så er det stort set kun græsskråninger – og har man bare set et par gange, hvor nidkært dette græs høstes, rives sammen og tørres til hø, så forstår man, hvor alvorligt det er, hvis der ikke er hø nok til den kommende vinter. Derudover er Almheu en exportvare, sehr beliebt til høbade, eller fodertilsætning til sindsvagt dyre og skrupforkælede raceheste 

Inden sin morgentur nr. 2 var Inge inden om hotellets bibliotek / lounge, hvor hun bemærkede dette lystige Ludo-spil. Brikkerne er da helt sikkert mere interessante end de små plastik-dimser, vi spillede med som børn 

Og et sted fandt hun en model af, hvad jeg antager er hotellet trætop-suite. Den findes i haven, henne i krogen ved den store svømmepøl. Hotellet har oppe i bjergene en “resort”, hvor der er flere af denne slags hotelværelser beliggende ved en lille sø med værelser liggende halvt ude i vandet. Hvis man ikke har problemer med myg, så kunne det evt. være spændende. Men det har vi, så vi holder os hernede i Merans bedre udkant 

I området, vi bor i, findes adskillige steder, hvor drikkevand løber ud, så beboere og andre forbipasserende kan få slukket tørsten. Sikkert en meget gammel skik. Nede i Merans absolut mest betydende indkøbsgade, Lauben-Strasse, bemærkede Inge, at her findes der også denne form for service. Jeg troede først, at vi her havde at gøre med endnu en lille Manniken Pis, men her drejer det sig om en dreng, der åbenbart har flair for fiskeri 

Et af vores ærinder var at forhøre os om, hvorvidt en butik havde fået en plastik-kat med ur og logrende hale hjem til butikken. Det havde den desværre ikke Vi var også i outdoor-butikker, hvor Inge inspirerede mig til køb af et par skjorter. Trættende, så vi måtte som sidste gang hernede i byen lige tanke energi. Det blev samme sted som sidst ved Kurparken, og igen blev det en Apfelschörle.

Tilbageturen gik der turisme i. Vi kiggede blomsterarrangementer. Hvert år har Meran nye, især på og omkring Kurparken.

…og dovnede på die Postbrücke over Passer, som turisterne her…

…der læner sig op ad gelænderet, medens de betragter floden bruse afsted mod vest.

Tilbage på højre bred drejede vi op ad Sissi-Weg, eller die Winterpromenade, som den også kaldes. Inge med 2 indkøbsposer fra sport-butikken i Laubenstrasse. I en af dem er 2 kortærmede herreskjorter fra Schöffel i muntert tern. De blev som sagt købt på Inges initiativ, for hun bruger selv skjorter fra dette firma, og de er meget plejenemme og især gode til rejser, når det er varmt og de er selvfølgelig beregnet til vandreture.
Sommerpromenaden er ovre på venstre bred under de skyggefulde træer. Vinterpromenaden her syntes vi i dag var mere interessant, især på grund af dette galleri (die Wandelhalle) med malerier fra Meran og omegn, malet af forskellige kunstnere. Mange af scenerne har vi besøgt, men mange har vi stadig til gode.

Om die Wandelhalle skriver Südtirol Kultur:

Flussaufwärts neben dem Sandplatz beginnt die Winterpromenade, mit der reizenden Jugendstil-Wandelhalle, die ursprünglich dazu bestimmt war, Erholungsbedürftigen einen geschützten Ort der Ruhe zu bieten. Zahlreiche zeitgenössische Maler, u.a. Franz Lenhart, schmückten diese im 19. Jahrhundert mit ihren Werken und verwandelten die Wandelhalle in eine offene Bildergallerie.

Heute dient die Wandelhalle weniger den Erholungssuchenden als vielmehr den lustwandelnden Wanderer, der gemächlich die Passerpromenade entlang spaziert und sich von den gemütlichen Caffee’s zum verweilen einladen lässt.

Dorthea har helt sikkert været glad for denne promenade, der fører helt op til den ældgamle Römerbrücke, som vi normalt benytter til at krydse floden.

Men denne gang krydsede vi floden halvvejs oppe mod die Römerbrücke og gik over på flodens venstre side og fortsatte ad Sommerpromenaden. Her ser vi over på den højre bred, hvor die Römerbrücke anes til højre midt i billedet.

Tilbage på hotellet var den lette frokostbuffet anrettet, hvilket passede os fint.

Bagefter kørte vi en tur. Først op til Verdins og bagefter op til Dorf Tirol. Man skal her ikke lade sig forstyrre af, at det grønne startpunkt ikke er sammenfaldende med det røde slutpunkt. Jeg fik bare startet løbe/køre-uret lidt sent 

Her udsigten over Verdins (i forgrunden). Lidt dramatisk at komme herop, for vejen er meget smal og pludselig mødte vi en stor lastbil, der var på vej ned. Vi bakkede ned for at finde et sted at komme fra vejen, så den kunne komme forbi. Men det varede et stykke tid, før den kom, hvilket fik os til at spekulerede lidt over, hvad de italienske færdselsregler siger om en sådan situation. Skal den neadkørende eller den opadkørende bakke?

I Dorf Tirol prøvede vi at se, om vi kunne komme hen til klosteret, men jeg svingede forkert fra og kom ned i en blindgyde. Derefter prøvede vi, hvor langt op bag byen vi kunne komme, og det var ikke så langt. Jeg havde håbet at kunne komme op på den Alm, vi kan se fra morgenmadsterrassen. På tilbagekørslen fra Dorf Tirol tog Inge dette billede. Pilen peger på hotellet.

På vej til vores bord i restauranten kom vi uundgåeligt forbi dessertbuffetten. Måske en strategisk klog måde at arrangere den på, for så var gæsterne advaret, eller skal vi sige “inspireret” til evt. at holde lidt igen på de foregående retter, hvis appetitten er lille 

Her nogle detaljer fra henne midt på buffetten. Spørg mig ikke, hvad vi har her. Alt jeg ved er, at det er italienske / sydtyrolske delikatesser fra det søde køkken. Om vi, når vi når det punkt på menuen, vil række ud efter netop disse, vil tiden vise 

Smoothie von Berg-Erdbeeren und Rhabarber fulgte salatbaren, som jeg allerede har introduceret – skal dog sige, at der var variationer i den fra aften til aften.

Derefter Fusiloni “Felicetti” mit ligurischem Pesto til mig og…

Champagner Risotto mit Bittersalaten und Salsiccia til Inge. Ja, billedet blev lidt uklart, men heldigvis var dommen over retten helt skarp: Ganske dejlig!

Til os begge derefter: Bouillabaisse Riche von Edelfisch-Filets im Krustentier-Süppchen mit Sauce Rouille und Crostini.

Og så til die süsse Leckerbissen für alle Naschkatzen vom Dessertbuffet – udfordringen vi blev “truet” med, da vi kom til restauranten i aften  Jeg tror, at vi gik ret beskedent til den. Lidt Obstsalat, lidt Crème Brulée og så en italiensk eller südtiroler specialitet (Kaisershmarn?)

Så var vi igen mætte. Inge fik sig noget hvidvin med ud på terrassen, jeg skulle have en digestif i form af en espresso. Sommer var det og livet var godt – la dolce vita 

Og senere, oppe på etagen, beskæftigede vi os mere med den tidligere kanslers død. Interessant som hans omdømme er skiftet i tidens løb for nu at nå europæiske højder.

Vi lod tusmørket komme – kunne vel ikke andet  – og ellers vente på…

…at natten skulle falde på. Jeg lader dette 1950-postkort-lignende billede være godnatbilledet for i dag.

 

Morgenen introducerede dagen på den allerbedste måde. På varme dage som disse, som vi oplever på dette ophold, har vi ingen fornemmelser i retning af, at det må være skønt ovre på de solbeskinnede Alm’er. Solen har nemlig magt, stor magt allerede fra morgenstunden, så skygge er luksus 

Skygge har vi også heroppe, hvor vi nu skal tage alle beslutningerne mht. aftensmaden, skrive postkort og måske have notesbogen og Lystbæks reklamekuglepen frem.

Og indenfor var udfordringen at vælge mellem alt det buffetten havde at byde på – og det var ikke så lidt – dejligt 

Hotelavisen havde som hovedmotiv den sydøstlige del af tagterrassen. Avisen fortalte, at vejret skulle blive “Sonnig und warm” og anbefalede at nyde Meran og omegn og ellers lade sig forkæle her på hotellet. Adskillige udenoms aktiviteter blev også nævnt, så som et besøg i Frauenmuseum for at se 200 års kvindehistorie dokumenteret, alternativt at tage ud i Ötztal for at muntre sig i den “Rope Park”, vi så afviser til, da vi var derude. Men at svinge som en abe oppe i træerne er vist for de yngre årgange 

Så var der morgenens udfordring at kaste sig i lag med. Vi fik af en eller anden grund den engelske version, måske kan det ses på os, at vores søn er brite? Men vi kan vel alle også en smule italiensk, ikke, så det går nok – ellers spørger vi bare.

Jeg fik lov at komme med på Inges morgentur, der gik til Schenna. Som det fremgår af kortet, fik jeg (igen, igen) startet uret lidt sent, men det meste af ruten fik jeg da med…

…og ikke mindst højdekurven, der klart dokumenterer, hvorfor Inge, de gange hun gik herop, kom hjem med svedperler på panden. En dejlig tur var det…

Vi har lige vendt om efter at have været på toppen af højdekurven. Jeg havde tidligere spurgt Inge om, hvordan udsigten var på gåturen…

…og den var jo panoramisk. Ved at dreje hovedet lidt til højre kom dette sceneri over Meran ind i billedet, og ved at dreje hovedet lidt mere…

…fik jeg panoramaet fuldendt med et blik ind i dalen i baggrunden, som fører til Schweiz og hvor vi kørte forleden, da vi skulle til den lille kirke St. Prokulus. Dalen har navn efter floden Adige/Etsch, italiens næstlængste flod, der gennemløber den og Meran og Bozen og Verona for at løbe ud i Adriaterhavet. Den hedder derfor logisk nok Val d’Adige/Etschtal. Ötztal, hvor vi kørte op efter at have besøgt den lille kirke, kan også ses her. Yderst til højre i midten har vi Dorf Tirol. Ret meget geografi i dette billede, og så har jeg endda ikke kloget i bjergtoppene 

Lidt længere nede mod byen. Helt typisk vej i grænseområdet mellem by og land.

Tilbage på hotellet bemærkede Inge et spil Rummikup i loungen, og kom i tanker om, at vi i Manchester i lufthavnen havde set et par spille Rummikup med et lille rejsesæt. Sådan et må vi også have, og nu kom dette ønske ind på lystavlen igen 

Men egentlig gik hun ind for at fotografere aviserne. De tyske var forståeligt nok intensivt beskæftiget med den tidligere kanslers død.

Bild takkede ham endda. Interessant hvordan den tidligere så udskældte kansler nu i døden bliver “taget til nåde” overalt og rost som “den store europæer” 

Efter en let lunch kørte vi op til Hafling og videre derfra ned til Mölten, for at få et indtryk af, hvordan landskabet udviklede sig. Der var jo så kønt omkring Hafling, så det kunne jo være, at der var flere smukke udsigter og landskaber, der ventede på os deroppe.

Her er et blik ned mod Hafling med den lille kirke på “kanten” af bjerget, hvor vi var forleden. Kirken er midt i billedet…

Her har jeg “zoomet” (ikke optisk zoom, jeg har bare brugt billedets fulde opløsning og klippet denne del ud) ind på kirken, der er halvt skjult af et træ, men dog let genkendelig. Bygningen er et hestestutteri, der har Haflinger. Vi så dem kun på afstand, men vi er jo heller ikke “heste-klappere”.

Og her et vue i retning af det bjerg, der rejser sig fra plateauet ved Meran2000, hvor vi var forleden.

De høje bjerge med evig sne i Texlerbjergene kan her ses midt i billedet. Det var dem, vi var ude ved, da vi kørte op i Ötztal.

Højdekurven viser, at vi har kørt oppe på en bjergryg, der ligger næsten 1000 meter over den del af Meran, hvor vi bor, så det er intet under, at der er flotte udsigter deroppefra.

Og så blev det igen tid til lidt aftensmad. Efter salatbuffetten serveredes jvf. vores valg i morges “homemade ice tea with verveine from our garden” – Ja, som nævnt tidligere fik vi af en eller anden grund den engelske version af “Dinner kortet”. Nice på en varm dag 
Og så har verbena egenskaber:
Beroligende, krampeløsnende, mildt sveddrivende, nervestyrkende, galdedrivende, bitter tonic.
Det med sveddrivende behøver vi nok ikke så meget af, men resten er jo godt hen på aftenen – alt det vidste jeg ikke, da jeg drak den. Noterede mig bare, at drikken smagte godt  

Inge fik “Arancino di riso on spicy tomatoes sugo”. Det rene sprogkursus og quizz på én gang. Arancino er en paneret kugle af risotto og sugo er en sovs (eller “jus” på de bedre restauranter) baseret på tomater, kødafkog og/eller urter. Retten er siciliansk af oprindelse. Den præsenterer sig vældig godt.

…og på min side af bordet sattes en tallerken med “Pacheri with fresh mussels”. Og hvad er så Pacheri? “Pacheri er en let og delikat pasta, der er god i mange sammenhænge” fandt jeg på nettet. Der er også en legende om, at de blev lavet så store og rørformede, fordi de italienske bønder dermed kunne putte 4 fed hvidløg i dem, og på den måde smugle hvidløg ind i Preussen – en gang i gamle dage, hvor der åbenbart i Preussen var embargo på italienske hvidløg. Vi bliver så kloge af at spise godt – og at skrive blog bagefeter 

Næste ret var for mig “Steamed halibut with fennel, saffron and vanilla”. Smagte dejligt – et helt lille kunstværk! Mon der fiskes helleflyndere i Adriaterhavet, eller kommer den langvejs fra?

…og til Inge var der “Taleggio cheese in ciabatta coat and chicorée”. Ifølge wiki:
Taleggio er en halvblød skorpet ost, der er opkaldt efter Val Taleggio (en dal øst for Como-søen, så den var ikke lokal). Osten har en tynd skorpe og en stærk aroma, men dens smag er forholdsvis mild med en usædvanlig frugtagtig lugt.

Oste-buffetten sprang vi over – jeg husker ikke, om vi også gjorde det med desserten. Vi havde jo fået lagt bunden 

På værelset lå en kuvert med en hilsen fra hotellet og påmindelse om, at vi i morgen forlader hotellet og tak fordi vi valgte deres hotel. Nogle gange ligger regningen i sådan en hilsen, men det var ikke tilfældet her.

Aftenudsigten viste sig ved 21-tiden fra en lidt dramatisk side. Hvad mon sådanne skyer bringer? Det får vi at se i morgen…

 

 

 

Ja, så fik vi svaret på, hvilket vejr aftenhimlen i går ville bringe i dag. Smukt vejr at stå op til og at rejse videre i.

Medens jeg pakkede bil og ordnede “formaliteterne” vedrørende afrejse, gik Inge en før-morgenmad-tur…

Hvor hun mødte denne fyr på en stang. Mon han tjener som fugleskræmsel? Nej, Inge fortæller, at den “skjuler” vandsprinkleren.

Igen denne nærhed med Frelseren, her helt konkret med – gætter jeg på – ønsket om en god majshøst eller bare en god høst, også i vinmarken.

Frugtplantager endnu i skygge med dette flotte alpine sceneri i baggrunden. Inge kunne så vinke farvel til Dorf Tirol derovre i højre side og sige Auf Wiedersehen. Mon hun tænkte på, at om et par timer ville vi køre gennem den dal, der fører hen til bjerget med den lille hvide sky på toppen – på vej til næste opholdssted 

Vinen er ikke helt glemt her på egnen, hvor æbler, abrikoser, ferskner og lignende fylder mest. Har vi mon smagt nok lokal vin under vores besøg her i byen, eller har vi ladet os vejlede på hotellet om vin fra området? Nok ikke i tilstrækkelig grad – vi har en opgave foran os, næste gang vi besøger byen 

Her er æbler til højre og skal vi gætte på abrikoser til venstre? Inge er ikke langt fra hotellet her – måske 5 minutter. Det er et af de skønne aspekter ved hotellets beliggenhed, at man på få minutter er ude i “landlige omgivelser” og områdets “frugteri”

Samme morgenbord (hvor min sorte taske ligger) og samme formidable udsigt over samme frodige egn og høje bjerge.

Bilen var pakket og regningen betalt, så vi kunne 08:45 dykke ned i garagen, hvor bilen med bagagen stod og ventede på os. Jeg havde været udmærket tilfreds med denne garage.

Ved 9-tiden var vi ude på Strada del passo dello Stelvio (SS38) blandt motorcykler, vejarbejder og andre bilister. Vi havde regnet med, at søndagen ville være en god dag at rejse videre, men det viste sig, at utallige søndagsfarere også skulle ud på asfalten og nyde søndagen,
Bygningen til venstre er et (måske tidligere) hotel. Jeg gætter på, at det, sidst i 1800-tallet da det sandsynligvis blev bygget, lå relativt bedre end det lader til at gøre nu om dage. Nemt er det ikke at beskytte sig mod “fremskridtet”

Normalt ville jeg forvente, at dalen snævrer ind jo længere op vi kommer, men der er en overraskelse her fremme, hvor dalen vides markant ud. Bjergene helt i baggrunden er schweiziske – ihvertfald nogle af dem 

Så kom vi til Glurns, som om sig selv på nettet skriver:
Glurns, die kleinste Stadt Südtirols, verzaubert alle Besucher mit seinem charmanten, mittelalterlichen Flair, den vollständig erhaltenen Ringmauern und den drei malerischen Tortürmen. Seit dem 16. Jh. kaum verändert, spürt man die bewegte Geschichte der ehemaligen Handelsstadt in jeder Ecke. Der romantische Charakter, das reiche Kulturleben und die idyllische Umgebung machen aus Glurns ein einzigartiges alpines Juwel.

Byen er Sydtyrols mindste by og blandt de mindste i Alperne. Jamen, vil man da invende, der er da mindre byer. Nej, ikke her i landet, de mindre byer er Dörfer  Men Herr Meister (hvis hotel vi boede på i Meran) havde anbefalet dette sted som sehenswürdig og værd at køre til.

Da vi holdt foran denne byport, havde vi begge en fornemmelse af déjà vu – og sandsynligvis har vi været her før. Jeg var, inden vi kom helt hen til Glurns, lidt i tvivl, om vi skulle have drejet af mod Passo dello Stelvio, men navigatoren vaklede ikke og sagde “Fremad”.

Vi kørte gennem byporten og fortsatte ad Florastrasse mod byens centrum…

…hvor vi så, at der var koncert med der Stadtskapelle. Herligt med lidt folklore, når man nu er på turistrejse. Inge sagde: “Halt! Det må vi hen og se”.

Der var Fahnen, Lederhosen, Dirndln, Blasinstrumente und Kapelmeister. Alt, hvad der hører til  Apropos hører, så ville jeg gerne have hørt lidt mere af deres koncert, for ikke alt, der spilles på blæseinstrumenter, behøver være militærmusik eller Oktoberfest. Desværre begyndte de at pakke sammen efter at have spillet nummeret færdigt.

På vej hen til Stadtplatz’en nåede Inge lige at fotografere et meget fint arrangement med “der Brückenheilige” Johannes von Nepomuk, som skal beskytte byen og dens beboere mod at floden Etsch/Adige ikke oversvømmer byen og/eller ødelæggger broerne. Den løber nemlig gennem byen. Fra en website om østrigske sagn har jeg følgende:

Heiliger Johann Nepomuk,
halt uns die Wassergüss zurück.
An allen Wegen, Stegen und Brucken 
Stehen hölzerne und steinerne Nepomuken.

Johannes von Nepomuk (16. Mai) ist – abgesehen von Maria – neben Sankt Florian wohl einer der häufigst dargestellten Heiligen und zwar meist als Statue.

Und stets ist er angetan mit der Priester-Kleidung, einem weißen Chorrock und schwarzem Barett, das Haupt umgeben von fünf Sternen, er trägt den Gekreuzigten im gebogenen Arm oder hält den Zeigefinger vor den Mund, als ob er Schweigen geböte. In letzterer Haltung steht er da und dort auf Beichtstühlen.

Eine solche Darstellung geht aus der Legende hervor ob seiner standhaften Wahrung des Beichtgeheimnisses der Gemahlin des Königs Wenzel von Böhmen, der um ihre Sünden wissen wollte. Doch Johannes schwieg beharrlich, weswegen ihn der erzürnte Herrscher foltern und dann am 20. März 1393 in die Moldau werfen ließ. Fünnf Lichter aber offenbarten die Lage des Leichnams.

Dem heiligen Florian war ja der gleiche Tod beschieden gewesen, und er galt einstmals auch als Wasserpatron, und im Mittelalter besonders auch der heilige Nikolaus, doch Nepomuk lief beiden darin den Rang ab. Seine Verehrung als solcher und Wahrer des Beichtsiegels setzte namentlich im 17. Jahrhundert ein gegen die Lehren von Hus und Ziska. Sie ward hauptsächlich betrieben von den Jesuiten, deren zweiter Schutzpatron Nepomuk ist.

Dramatisk fortid! Vi bliver så kloge af at rejse og skrive rejseblog bagefter 

Vi besluttede at sætte os hen til “Gasthof zum grünen Baum” (i parentes bemærket: Gasthofen udmærker sig bla. for at have blitzsaubere toiletforhold) for at få en Apfelschorle, og der…

…skrive et postkort til Annemie. Vi havde købt det henne i den lysegrå bygning i baggrunden.

Her har vi det så i en 100% turistsammenhæng – som det selv.

Vi benyttede en postkasse på Stadtplatz, der var halvvejs camoufleret med pynt til en eller anden festlighed – måske den, der fik die Musikkapelle på banen  Hvordan kunne vi vide, at den var der? Jo, vi havde spurgt os for, hvor der mon var en postkasse og fik at vide, at den var skjult henne under de afskårne grene.

Siden vi købte postkortet herinde, havde vi overvejet også at købe en filt-pose med filt-hjemmesko. Beslutningen blev, at det ville vi. Butikken havde udvidet sit areal til det 3-dobbelte ved at inddrage en god bid af der Stadtplatz og det var herude foran, at vi tidligere fik øje på dem. Vi glæder os til at gæster kan bruge dem i vores hjem…

Med den i Struer ambitiøst (min) planlagte – og alt for lange, syntes det nu – rejsedag måtte vi videre og forlod byen ved at køre over floden Etsch/Adige og hen forbi sognekirken indviet til St. Pankratius.

På vejen op til grænsen ved Puntweil havde vi igen et déjà vu – så vi har helt sikkert kørt her før. Og, forresten, hvis vi er i tvivl, kan vi jo altid søge i Livet Undervejs og få svaret der  Godt at skrive blog – kan anbefales til eftertiden…

Jeg fik købt en vignette for at kunne køre på de schweiziske motorveje. Her skal man købe for hele året, for der er ingen mulighed for at købe for 10 dage som i Østrig. Så var spørgsmålet, om vi skulle klistre den i forruden – vi kørte jo i en lejet bil. Tankpasseren mente, at vi kunne få “Ärger mit den Polizisten”, hvis de så den sidde løst. Men dem mødte vi ingen af, og vi har den endnu. Hvem ved, måske er vi endnu en gang i landet inden året er omme, og det var en god tanke 
Og så kørte vi videre gennem den øvre del af Müstair-dalen, også kaldet Münstertal, der her i moderne tider også refereres til som Biosfera Val Müstair – måske på grund af dens helt specielle natur og klima…

…og havde Park Naziunal Svizzer foran os. Navnene er lidt mærkelige, men vi befinder os i et relativt lille sprogområde, hvor der tales Rätoromanish, der vist er i familie med det Ladinish, der tales ovre i Grödnertal i Dolomitterne. Nu vi er ved sprogene, så lad os lige kigge på fakta:

Die Verteilung der Sprachen ist heute wie folgt: (Schweizer-) Deutsch wird von 63,9% der Bevölkerung gesprochen, Französisch von 19,5%, Italienisch von 6,6% und Rätoromanisch von 0,5%. Die verbleibenden 9,5% fallen auf den Bevölkerungsteil, der eine Fremdsprache als Muttersprache hat.

Theoretisch sind alle vier Sprachen in der Schweiz gleichberechtigt. In der Praxis ist dies jedoch häufig nicht der Fall, da die kleineren Sprachgruppen trotz Ihrer Homogenität um Ihre politische und wirtschaftliche Einflussnahme kämpfen müssen. Laut Schweizer Gesetzgebung sind Deutsch, Italienisch und Französisch die offiziellen Amtssprachen der Schweiz, während das Rätoromanische ”nur” eine offizielle Sprache zur Kommunikation mit der Romanisch-sprechenden Bevölkerungsgruppe gilt. Deutsch, Französich und Italienisch hingegen gelten im Parlament, der Vewaltung und der Armee als gleichgestellte Sprachen.

Med rejsebloggen her bliver turen til den rene akademikerrejse 

Oppe på passet – Ofenpass/Fuorn Pass – i 2149 m højde, var der en vis forvirring i mit hovede – og det var ikke på grund af den tynde luft  Jeg havde ikke forventet, at vi allerede ville være der og syntes også, at restauranten var lidt mindre og så lidt anderledes ud, end den burde.

Kiosken i forgrunden burde ikke være her…

…og her burde der være en lille sø! I stedet var der det 2985 m høje Piz Daint. Vi var ikke, hvor jeg troede, vi var.

Over en Apfelschorle, hhv. kaffe diskuterede vi, hvor fejlerindringen var og senere kom Inge med en interessant teori. Men den gemmer vi til senere, for på dette tidspunkt kunne hun ikke have formuleret den   Her oppe i over 2000 m højde er lyset på sådan en dag ekstremt intenst, så jeg var glad for både hat og briller.

Klokken 12:00 sad vi igen i bilen og nu gik det nedad mod Zernez, hvorefter navigatoren førte os nordpå…

…og hertil! Forvirringen var der lidt igen, for jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle med et biltog – havde aldrig hørt om det eller bemærket det på et kort og guderne skal vide, at jeg har kigget kort i årenes løb . På den anden side, så var det da en afveksling, og på nummerpladerne omkring os lod det til, at også schweizerne er glade for denne forbindelse.

Vi holdt nu i kø for at køre med tog igennem Vereinatunnellen. Stedet, vi holdt på, hedder i jernbanetermer Sagliains (Verladestation) og er på Wikipedia angivet til at være i 1432 m højde. Vores navigator viste 1467 m, så måske har vi et lille kalibreringsproblem. Men jeg har jo heller ikke gjort noget for at 0-stille den.
I stedet for at køre over bjergmassivet, ville vi nu køre lige igennem!

Da die Strasse von Davos nach Susch über den 2383 m hohen Flüelapass starker Lawinengefahr ausgesetzt ist, stand seit längerem die Schaffung einer wintersicheren Verbindung zwischen Nordbünden und dem Unterengadin zur Debatte. Dabei kam entweder ein (unter den gegebenen Umständen relativ aufwändiger) Ausbau der Flüela-Passstrasse oder eine Lösung mit Eisenbahntunnel und Autoverlad zwischen Klosters und dem Raum Susch/Lavin in Frage.

Der 19.042 Meter lange Vereinatunnel ist das Kernstück der meterspurigen Vereinalinie, auch Vereinastrecke oder Vereinabahn genannt, der Rhätischen Bahn (RhB). Diese verbindet Klosters im Prättigau mit Sagliains im Engadin und ist damit Bindeglied zwischen den RhB-Strecken Landquart–Davos Platz über Klosters und Pontresina–Scuol-Taraspüber Sagliains. Darüber hinaus schafft sie mittels Autoverlad auch eine schnelle und wintersichere Strassenverkehrs-Anbindung des Unterengadins an die Nationalstrasse 28 (Prättigauerstrasse) und somit an den Hauptteil der schweizerischen Nationalstrassennetzes. Der Vereinatunnel ist der weltweit längste Meterspur-Eisenbahntunnel.

Vi var ikke den eneste bil, der skulle med og der var lidt spænding om, hvorvidt vi kom med det næste.

Det gjorde vi. Det tog relativt lang tid at komme ind på togvognene, fordi en stor turistbus, der lige akkurat passede til fri-højde og -bredde foran os, skulle lirkes fremad i toget. Vores tanker gik tilbage til vores mange ture under Kanalen til England i Rolands studietid…

…og så rullede vi gennem bjerget – lidt mere komfortabelt end Bilbo Sækker, da han skulle igennem bjerget for at finde Gollum  Selv om det ikke blev til en ægte Nickerschen, kunne jeg – efter fotograferingen her – sidde og slappe helt af med lukkede øjne og være klar over, at jeg ikke er 17 år mere, selv om jeg dengang ikke havde et motorførerbevis!

13:10 var vi fremme og begyndte at køre “fra borde”…

…og kom ud i det strålende solskinsvejr i Klosters Selfranga (Autoverlad) i 1281 m højde.

Bemærk, her passer navigatorens højdeangivelse (1280 m) meget flot overens med Wikipedias angivelse (1281 m) af denne biltogsstation. Så formelt har vi på togturen tabt 151 højdemeter over 19.5 km.
Og nu formuleredes Inges teori: Bemærk den lille vej, der kommer ind i bunden af navigatorens kort ude til højre. Havde vi ikke taget toget, var vi kommet ad den vej – op over bjerget vi kørte igennem med toget, og deroppe genfundet vores restaurant på kaffepause-passet – Flüelapass 

En website: “Dangerous Roads – the worlds most spectacular roads” beskriver Flüela-passet således:

Fluela Pass is a high mountain pass at an elevation of 2,383 m (7,818 ft) above the sea level, located in the Swiss Alps in the canton of Graubünden. The pass road connects the cities of Davos and Susch in the lower Engadin valley. Since the Vereina Tunnel (som vi kørte igennem på toget) opened in 1999, the road is no longer open all year (det må have været fantastisk at køre gennem dette højalpine vinterlandskab).

There are 2 routes to reach the summit. From Susch, the ascent is 13 km long. Over this distance, the gain is 957 heightmeters and the average percentage is 7.4 %. And from Davos, the ascent is 13 km long with an elevation gain of 829 heightmeters. The average percentage is 6.4 %. The road climbs and descends with winding curves, although many of these curves on the wider stretch of road soon become narrow towards their end, so this route will put your driving skills through their paces. When you reach the peak of this magnificent drive, you can stop off at a parking bay and enjoy the stunning visuals of Lake Davorsee and its surrounding area.

Det var ikke mange solstråler, der landede på vores bil, før vi blev ledt ind i den 4.2 km lange Gotschnatunnel, som for enden…

…har en fortsættelse i form af den nye Sunnibergbrücke. Tunnellen og broen er hovedelementerne i omfartsvejen om byen Klosters, der derved slipper for gennemkørsel af fjerntrafikken. Det er lidt andet end at bygge en omfartsvej omkring Brande! Broen blev iøvrigt indviet af Prins Charles, der var inviteret som æresgæst til åbningen. Han tilbringer nemlig sine skiferier i Klosters  Vi lærer så meget ved at skrive blog om en god dag et eller andet sted i verden…

Vi forlod vej 28 i Landquart og kørte ind på motorvej 13/E45 for lidt senere at forlade den til fordel for motorvej 3 og er her i Flums-dalen ikke lang fra Walensee. Vi syntes, at disse bjergformationer var meget anderledes end dem, vi hidtil havde set. De hedder Churfirsten:

Die Churfirsten sind eine Kette von relativ jungen Kalksteinerhebungen. Im Norden laufen sie in relativ flachen Bergrücken bis zum Toggenburg aus. Südwärts fällt die Kette beinahe senkrecht bis Walenstadtberg und anschliessend zum Walensee bis auf 419 m ü .  M. ab. Wesentlich geprägt wurde die felsige Südflanke durch den Rheingletscher in der Würmeiszeit. Die Churfirsten sind das Wahrzeichen des Toggenburgs und markante Punkte des Sarganserlandes.

Og så havde vi Walensee på højre side og Churfirsten-bjergkæden ovre på den anden side af søen – vi kan bare ikke se dem, for de er uden for billedet 

Der See liegt auf 419 m ü. M. und hat eine Oberfläche von 24 km². Seine grösste Tiefe beträgt 145 m. Durch seine besondere Lage (inmitten eines Tals und auf beiden Seiten bis zu 1000 Meter hohe Steilhänge) ist die Wassertemperatur des Walensees um einige Grad kälter als diejenige benachbarter Seen. Er wird im Sommer selten über 20 °C warm.

Vi fulgte motorvej 3 langs Zürichsee til Dietikon nordvest for Zürich, hvor vi tog motorvej 1 et stykke, indtil vi drejede fra op mod Baden. Der holder vi på billedet her, bag en BMW cabriolet med en ung “Feine Max” bag rattet, armen ud over venstre dør, en Kumpel på det andet forsæde og et par Mädchen på bagsædet. Jeg var tilfreds med Inge på passagersædet, for det er godt at rejse med en person, der kender een. Inge var mere interessant end dette selskab og bilen er ikke det interessante ved at holde her for rødt. Næh, det er Schloss Stein, ruinen øverst i billedet 

Schloss oder Ruine Stein ist die  Ruine  einer  Höhenburg  auf 445 m ü. NN in Baden im Schweizer Kanton Aargau. Sie überragt die Badener Altstadt und sicherte einst zusammen mit dem Landvogteischloss am Ufer der Limmat die enge Klus zwischen Schlossberg und Lägern. Die Burg Stein entstand vor dem Jahr 1000 und diente zeitweilig als Archiv der Habsburger. Die Eidgenossen zerstörten die Burg im Jahr 1415. Die Stadt Baden liess sie von 1657 bis 1670 als Festungneu errichten, 1712 wurde sie jedoch nach dem Zweiten Villmergerkrieg erneut zerstört; aus dem Abbruchmaterial entstand die reformierte Kirche. Vollständig erhalten geblieben ist nur die Burgkapelle Sankt-Nikolaus.

Lidt længere nordpå, i Koblenz (ja, der er andre røde køer end præstens, som Arne sagde ) nåede vi grænsen. Vi skulle bare lige svinge til venstre henne ved viadukten…

…og krydse Rhinen, hvor de tyske toldere havde deres kontrolstation. Jeg synes, at der mangler et “Herzlich willkommen”-skilt. Lige på den anden side var der vejarbejde og her fik jeg valgt den forkerte vej, bakkede langt tilbage og tog vejen til højre. Men lidt senere begyndte navigatoren at omregne ruten og så vidste jeg, at det første valg i det nye vejkryds var rigtigt. Men…

…efter en lille omvej var vi tilbage på ruten op gennem det sydligste Schwarzwald. Så familiært – næsten som at komme hjem 

Bakkerne blev højere – men det er jo også Hochschwarzwald vi skal til, så det er helt rigtigt

Og så svingede vi fra hovedvejen til Freiburg og kørte ind i Hinterzarten. Bemærk, at det er en blind vej – altså ingen gennemgående traffik 

Die Kirche Maria in den Zarten lige fremme. Det var dejligt at være nær rejsens mål, for køreturen viste sig at være længere, end jeg havde regnet med – ikke kilometermæssigt, for distancen kendte jeg, men med alle oplevelser og indtryk vi havde haft og alle de vejsving, hvori jeg havde siddet og hevet i rattet (OK, der var både automatgear og servostyring, men alligevel )…

Her på Sickinger Strasse mangler vi kun de sidste 100 m, så er vi fremme og om ikke så mange minutter vil bilen stå i garage på venstre side efter det gule hus, medens vi sidder med en velkomstdrink på højre side…

Værelset var klart. Vi har været her adskillige gange og kender huset og de forskellige procedurer, osv…

…så der gik ikke mere end 10 minutter fra ankomt til dette billede blev knipset. Klokken er 16:51, så det er næsten 5 o’clock og timingen må siges at være fin. Det var dejligt at være fremme…

Men beslutningerne stod allerede i kø for at blive taget. Hvilken aftensmenu kunne vi tænke os at komponere fra de givne muligheder? Vi klarede opgaven med vanlig professionalisme, medens vi forenede os med vores Begrüssungs-Drinks efter eget valg, der naturligvis blev god tysk vin 

…og jeg måtte give Inge ret! Der skulle have været indlagt en overnatning midt i Schweiz.  De 6:14 som kortet angiver er uden pauser, så det har været en lang rejsedag. Vi kunne f.eks. have taget et ophold i Chur og dermed prøvet nye veje og set en ny region, som vi ellers “kun” har set i forbindelse med vores tur med den legendariske The Glacier Express den 7. marts 2010 (min 60-års fødselsdag, derfor husker jeg den helt nøjagtigt ) – en formidabel og uforglemmelig togrejse fra St. Moritz til Zermatt!

Højdekurven på mobil-app’en ser dramatisk ud, for vi havde været oppe i 2173 m højde. Det bratte fald omkring 4:13 kan ikke alene være turen i biltoget, der kun bidrog med et fald på 151 højdemeter over 19.5 km. Men hvis vi hertil lægger Gotschnattunnellens højdeforskel på 168 m (4% af 4200 m =  168 højdemeter) får vi en total på 319 m. Vi nærmer os… 
Højdekurven her stopper inden vi nåede til Hinterzarten, fordi løbeuret løb tørt for strøm. Vi fik sat det til bilens USB-stik og kunne så optegne resten af turen.

Jeg fik lige idéen at checke højdekurven på laptoppen, og her har vi en klar illustration af min hypotese og regnestykket ovenfor. Jernbanetunnellens forløb er mellem de 2 lodrette streger, og til højre for det stykke ses vejtunnellen som et lige stejlt nedadgående stykke, der bringer os ned i godt 1000 m.

18:30 deltog vi i die Gästebegrüssung, hvor Herr Erfuhrt præsenterede hotellet, forbedringer og udbygninger ggennemført det sidste år, dets medarbejdere, ugens program og mindede om aftenernes dress code. Smart casual ønskes af hotellets “anspruchsvolle Gäste”, altså ikke noget med shorts, undertrøjer og caps… Fint nok, indtil han spurgte en af medarbejderne om der var mere? Ja, han havde glemt, at Flip-Flops ikke var velsete i restauranten. Flip-Flops? Hvad var definitionen lige her? Inge tænkte på, at hun her på hotellet altid har haft Birkenstock sandaler på – og dette var vores 7. eller 8. besøg. Hun spurgte datteren, Miriam, som nu er medlem af direktionen, om hendes – altså Inges -Birckenstock var Flip-Flops? Jaeøøø, det var de vist strengt taget. Jeg har ikke andre, svarede Inge. Men det er jo Birkenstok, sagde Miriam og så smilede de til hinanden, og Inge og jeg gik ind i resto’en, begge med Birkenstock’erne på 
Ja, vi er i en anden kulturkreds med tradition for at tage pænt tøj (såkaldt Smart Casual er trenden, slips og jakke ses sjældnere) på til aftensmaden, her i det sydvestlige Tyskland, hvor de fleste af gæsterne kommer fra Tyskland og Schweiz, nogle få fra Frankrig og England – og så os!

Mousse von grünem Spargel mit geschmolzenen Tomaten. Let og lækkert. God start efter en lang køredag – men det ville det også være efter en hvilken som helst anden dag.

Og så det helt rigtige lige nu: Anti-Stress Drink 

Ingen salat-buffet i aften = ingen motion i måltidet  En variation af sommersalater med dressing lavet på balsamico af Gewürztraminer serveredes ved bordet.

Til mig kom Markgräfler Spargeln mit gemischtem Schinken, neuen Kartoffeln und Sauce Hollandaise. En rigtig herreret. Og ja, jeg fik en Rothaus Pils at drikke dertil.

Gebratene Scholle mit Kartoffel-Gurkensalat und Remouladensauce til Inge. Det skarpe lys, der falder ind på tallerkenen afslører, at vi har et vinduesbord – faktisk har vi et 2-vinduesbord.
Vi sprang over osten og hentede lidt fra dessertbuffetten. Vi var trods alt ikke gået hertil fra Meran 

Ved 21-tiden var vi godt installeret på balkonen med resten af vinen…

…og her sad vi til ved 10-tiden og sammen med alle pelargonierne så vi lyset svinde – det lidt mærkelige lys, der er her, fordi solen går ned bag en bjergtop, inden den går helt ned.

Det var bag dette bjerg, at solen gik ned i aftes. Bjerget hedder Hugenberg, og nu skinner morgensolen på det. Vi ligger i skygge – og som i Meran passer det os fortrinligt. Udsigten er os meget familiær, for vi har været her adskillige gange. Ude i baggrunden, i venstre side af billedet, stikker en bjergtop op – jeg tror, at det er Hummelberg (1174 m).

I går nævnede jeg, at vi havde et 2-vinduesbord denne gang, men viste det ikke. Henne i det fjerne hjørne er hjørnebordet “vores” under dette ophold. Hotellet ved, at vi gerne spiser i denne restaurant (der er også “Kuckuck-Uhren Stube” og “Bauern Stube”).

Ja, nu jeg er den første hernede, benytter jeg lige lejligheden til at præsentere morgenbuffetten med røget Bachorelle til højre over forsk. Aufschchnitt, Käse og…

…forsk. Obst og Gemüse…

…til Smoothies, Yoghurt  og lignende til de varme Frikadellen, der dog ikke kom med på billedet her.

Sådan serveres det blødkogte morgenæg – hvis man som jeg idag bestiller sådan et.

Morgenens vigtigste beslutning landede på Vitalmenuen, bortset fra desserten – vi spiser ikke så gerne sorbet, derfor Baba au Rhum mit frischen Beeren. I min første tid i Paris serveredes der af og til Baba au Rhum, så det er spændende, om det bliver et sammenligneligt gensyn 

Erfurth’s Tagesblättle er ikke så elaboreret som Irma’s Morgenbote, der kom i farver og på A3-papir, men darauf kommt es ja nicht an, for vi er udmærket tilfredse med Erfurth’s lille dagblad  …der i øvrigt her på denne mandag lovede 26 C og fuld sol, samt måneskin (på halv styrke) i nat. Apropos nat, så er vi meget tilfrede med at temperaturen går ned på 11 C. Så langt kom den ikke ned i Meran, men her er vi også knap 500 m højere oppe og nord for Alperne.

Efter morgenmaden skiltes vore veje. Inge gik ud på sin morgentur – og jeg gik ud på min, dog ikke alene, idet jeg havde en sort permanentpen (Lystbæks reklamekuglepen var løbet tør!) og notesbogen med. Om  jeg fik dem i sving, ville tiden vise  Foreløbig nød jeg den unge dag og det gode vejr – det næsten for gode vejr, for det var allerede meget varmt. Her står jeg syd for byen og kigger ned over den.

Jeg gik op ad vejen til Matieslehof og vendte mig om her for at udfordre mit kunstneriske talent. Notesblokken og den sorte pen kom frem.

Medens jeg fandt grejet frem kom 2 personer til syne. De var også på vej op mod Mathieslehof, og måske længere, så de kom med. Det var ikke så svært at få dem med, som det var at give et indtryk af, hvordan vegetationen i baggrunden spillede fint sammen om at danne et “bagtæppe” til scenen – og samtidig få dybde i perspektivet. Svært. Svært!

Samtidig, ovre på den anden side af Hugenberg, tog Inge dette billede, da hun var på tilbagevejen til Hinterzarten. Jeg tror, at det viser Ospelehof.

Imedens botaniserede jeg lidt ved Mathieslehof…

…der ligger meget idyllisk her oppe på bakken syd for byen.

Lidt længere sydpå fandt jeg igen blok og pen frem – og det blev til lidt af en udfordring for en eventuel beskuer, for de mørke plamager til højre i forgrunden er køer! og resten skulle være en fortolkning af det skønne landskab, der når helt op til Rössleberg nord for Hinterzarten.

Dette lille private kapel ved Altenvogtshof kan jeg godt lide, fordi det ligesom de forskellige små religiøse krybber og krucifixer i Meran vidner om en umiddelbar folkelig nærhed til de højere magter – direkte adgang uden klerikale mellem-managere i form af præst, biskop eller pave  Jeg har ingen idé om, hvorvidt det er i brug i dag.

Jeg var hjemme ved 12-tiden og fik idéen at fotografere kilden til den klukken af vand, som vi hører, når vi sidder i liggestolene på balkonen. Det er den udendørs del af svømmepølen, som man kan svømme ud til indefra – også om vinteren.

Vi havde lagt mærke til denne båd, som er brun på den anden side. Den mindede os om Ruths pinde-kreationer, og jeg har lige sendt hende dette billede til inspiration 

Klokken 14:00 kom chocket! Café Divas døre var lukkede og låste, da vi kom derhen – det er Ruhetag i dag!!! Kaffepausen blev derfor forlagt til et Konditorei nede i byen. Men hvor Café Diva leverer på et højt niveau i konditorkunsten, var vi her i kælderniveau. Eine wahre Katastrofe! Vores efterhånden forfinede konditor-vaner blev helt slået ud af disse beton-isanretninger og den middelmådige kaffe. Vi var virkelig udfordrede og gik dybt frustrerede derfra – efterladende det meste på tallerkenerne – medens vi var enige om, at “Nie wieder” var skudsmålet for dette etablissement.

På vejen tilbage kigger vi indenfor i den evangeliske kirke “Zu den Zwölf Aposteln” (som slet ikke ligner en kirke udefra – mere en lille lokal virksomhed )  for at se nærmere på de store glasvinduer i dens østfacade. På billedet her ses 2 af de 4 vinduer…

…hvorom der fortælles:

Die Fenster wurden nach dem Bau der Kirche Anfang der 1960-er Jahre von dem Künstler Helmuth Uhriggestaltet. Die Glasfenster sind als Werk einzigartig.

Das Gesamtthema des Werkes war durch den Namen der Kirche Zu den zwölf Aposteln gegeben. Das Leben der Apostel sollte ins Bild gesetzt und vor Augen geführt werden.

Die vier großen Fenster aus buntem Glas, angefertigt in Ravensburg, setzen sich aus 112 Einzelfeldern zusammen, die über 100 Bilder beinhalten. Sie sind konzipiert in der Art der mittelalterlichen biblia pauperum, der sogenannten Armenbibel für die Unbelesenen und Unwissenden. In ihr war das Leben Jesu Christi in Bildern dargestellt… Das Thema der 3,50 x 4 Meter großen Farbfenster heißt: “Das Heilswerk Gottes, abzulesen am Leben und Wirken Jesu und seiner Apostel”.
Das Heilswerk ist auf den inneren Hälften der beiden Mittelfenster dargestellt: links die Passion und die Taufe, rechts die Auferstehung und die Erhöhung und das Hl. Abendmahl.” 

Jeg synes, at både temavalget for og udførelsen af vinduerne er genialt tænkt. Jeg havde aldrig hørt om den såkaldte Armenbibel, Biblen for de uvidende og dem, der ikke kunne læse.

Kirken minder på en måde om den danske kirke i Paris, der udefra – og for en stor del indefra – ikke ligner en kirke i traditionel forstand. Som nævnt ovenfor kunne bygningen her tilhøre en mindre virksomhed, f.eks. et trykkeri, og det er ikke svært at forestille sig maskiner og andet process-udstyr herinde. Men vinduerne, alteret og orgelet signalerer jo alligevel “kirke”. Som gammel orgelbygger-stik-i-rend-dreng kigger jeg altid på orglerne – jeg ved ikke, hvordan dette lyder (har egentlig heller ikke forstand på, hvordan det skal lyde) men jeg kan have en mening om dets æstetiske ydre. Og det gefaller mig ikke rigtigt med mine danske øjne; men her, hvor jeg skriver rejsebloggen, kan jeg godt fornemme noget Schwarzwaldsk i designet, og da det står her midt i Hochschwarzwald, kan jeg jo ikke forvente, at det skal ligne orgelet i Hjerting kirke, vel? Den sidste sætning skrev jeg, fordi jeg husker Hjerting kirkes meget moderne ydre. Jeg har lige checket kirkens orgel, og minsandten om ikke den centrale del minder rigtig meget om dette her i Hinterzarten – en virkelig overraskelse for mig, for jeg ville umiddelbart have tænkt på noget 1960’er design i lyst eg til Hjerting – så hvor har Havsteen-Mikkelsen hentet sine design-idéer fra? 

Og så var der et stempel! Kirken er vel som evangelisk kirke ikke Wallfahrtskirche, så dette stempel her – gætter jeg på – må så være ment som en lille souvenir besøgende kan tage med hjem i deres notesblokke 

Vi havde en aftale senere på eftermiddagen: Vinprøve i den butik, hvor vi flere gange har handlet, men som nu har fået ny indehaver og et helt nyt interiør.

Her har vi så den Herrn Kellermeister Thomas Knab til højre, butiksindehaveren i midten (hans Spitzname er Luca, heraf halvdelen af forretningens navn “Vinoluca”) og en solbrændt herre til venstre (kunne ligne Lucas far). Jeg kan godt lide interiøret med gedigent træ som gennemgående træk.

Der var velkomstsekt (Grauburgunder extra trocken) medens vi ventede på, at alle skulle møde op, og selve degustationen strakte sig over 11 vine. Herrn Knab var meget lystig og præsenterede vinene fra Winzergenossenschaft Oberbergen, hvor han arbejdede som Kellermeister. Han gjorde det på en jordnær måde og uden at være plat eller snobbet. Ind imellem kom han med en regional vits, bla. en om en Grossmutter og 6 kys, som jeg desværre ikke husker, men vi lo meget ad den.

En deltager kom dog for sent – der Pfarrer, sognepræsten! Han undskyldte sig med, at det ikke altid var nemt for en præst at planlægge aktiviteterne. Det var ikke noget problem, han fik Sonderbedienung, og den modtog han med et stort smil.

Aperitifferne havde vi fået og arrangementet hos Vinoluca passede med vores spisetid, så vi fortsatte i restauranten med Blume von Steinchampignons mit Radieschen und Frischkäsedressing. Dejlig starter.

Efter tomatdrikken og salatbuffetten stod den på Gebratene Perlhuhnbrust mit Nudelrisotto auf Thymiansauce – og så var der Pfifferlinge! Elsker Pfifferlinge.

Jeg tror, at vi sprang osten over, og sluttede af med Baba au Rhum mit frischen Beeren. Den smagte godt og bedre end jeg husker dem fra de tidlige år i Paris 

Klokken 20:00 præcist, altså 20:00:00 (jeg nævner det, fordi det er sjældent at noget så tilfældigt rammer et talmæssigt så rundt og roligt tidspunkt) tog jeg dette billede af Sickinger Strasse. Hotellets garage med Dirndl-koen på taget har vi til højre og hotellet er til venstre.

Og så nød vi ellers aftensolen på balkonen efter en lærerig dag.

21:15 kunne vi sige godnat til solen og lade dette billede blive godnatbilledet.

 

 

 

 

 

Scenemæssigt starter vi dagen, som vi sluttede den med solnedgangen i aftes. Det ser ud til at blive endnu en dejlig dag.

Inden jeg går videre med dagens blog, kan jeg lige vise svømmepølen og die Liegewiese i nattøjet 

Inden morgenmad gik Inge ud på en tidlig morgentur. Jeg kan her se, at hun startede nede i ådalen og tog retning nordpå mod kirken.

…og her kommer hun tilbage ved 8-tiden. Klar til et godt morgenmåltid.

Jeg havde et ærinde i garagen på den anden side af gaden og benyttede lejligheden til at knipse hotellet i morgensolen. Det ser da meget Schwarzwaldsk og hyggligt ud, ikke? – og derinde venter en dejlig morgenmad 

På vej ind til “vores” bord i restauranten kiggede jeg ind i den afdeling, der hedder Kuckuck-Stube for dels at fotografere det moderne kuckuck-ur, dels at fotografere de knaldrøde kronhjorte. Vi har jo på denne rejse et vist fokus på kronhjorte…

De vigtige beslutninger blev truffet således over alle 3 søjler!

Die Tagesblätle lovede solrigt og varmt vejr – og mente i øvrigt, at folk skulle genopdage Titisee, eventuelt gå dertil. Det har vi gjort, og i dag har vi andre planer.

Vi ville på tur til en seværdighed, som vi på ingen af vores tidligere besøg har set. Men først skulle morgenrunderne gennemføres. Min var meget kort og strakte sig kun til en lille tur gennem skoven og ned ad stien fra Kesslerhof.

Vi ville ned til den lille by St. Blasien for at kigge på dens kirke, og der var ikke nogen lige vej derned.

Her er vi nået om på den anden side af Titisee…

…og her halvvejs nede ved Schluchsee.

På L146, midt mellem Äule og Menzenschwand holdt vi ind for at få nogle skridt på plageånden og ellers kigge ud over landskabet. Vi er her oppe i 1145 m.

Jeg fik idéen at fotografere bilen, for ellers kommer vi hjem uden at have et ordentligt billede af den, og så kan Roland og jeg have lidt drengerøvssnak om VW Tiguan vs Range Rover 

I St. Blasien fandt vi nemt P-Dom, hvorfra der var 5 minutters gang til domkirken, som var vores første mål på turen. Undervejs kom vi forbi dette solur – et, der virkelig vil noget 

Der Dom St. Blasius er meget stor, og fra den vinkel, hvorfra vi kom dertil, havde vi modlys. Derfor træet midt i motivet – ikke særligt professionelt, men det gav skygge på telefonen 

Jeg stod ca. hvor pilen peger. Det er et stort komplex af bygninger, vi står foran, og selve domkirken er den groft skraverede centrale del.

Jeg havde forberedt mig på hotellet i går og kunne disse mål, fordi jeg havde lavet en skitse af de centrale mål. Men i kirken gav en informationstavle os en meget bedre tegning, så den bruger jeg her til at vise, at designet er bygget over en kugle med en diameter på 36 m, hvis halvbue genfindes i kuplens tag. Søjlerne i hovedrummet er = radius = 18 m.

På nettet har jeg hentet flg.:
Der Dom St. Blasius steht in St. Blasien im Landkreis Waldshut, im Südschwarzwald. Die ehemalige Abteikirche des Klosters St. Blasien hat eine Gesamthöhe von 62 Metern und wurde 1783 eingeweiht. Sie war damals die drittgrößte Kuppelkirche Europas. Mit einer Spannweite von 36 Metern gehört ihre Kuppel gegenwärtig noch zu den größten in Europa. Der Architekt Pierre Michel d’Ixnard errichtete den im Zopfstil gehaltenen Bau nach dem Vorbild des Pantheons in Rom. Die Kirche wird von der römisch-katholischen Pfarrgemeinde St. Blasius genutzt und ist Veranstaltungsort einer jährlich im Sommer stattfindenden internationalen Domkonzertreihe.
Die volkstümliche Bezeichnung als „Schwarzwälder Dom“ weist nicht auf einen Bischofssitz hin; als ehemalige Klosterkirche müsste die Kirche, wie ihre Vorgängerkirche, eigentlich Münster heißen.

Og så kan man spørge sig selv om, hvordan i alverden sådan en gigantisk kirke finder plads i sådan en lille by i en krog af Schwarzwald? Det har kirkens hjemmeside et svar på:

Wie kommt ein so majestätisch wirkender Kirchenbau in die Waldeinsamkeit des Albtals? Diese Frage ist nicht zu beantworten, ohne die geniale Person des Erbauers und seiner geistigen Weltsicht Fürstabt Martin Gerbert. Stark vom Gedankengut der französischen Aufklärung beeinflusst, die den Glauben an Gott durch den Glauben an die Vernunft ersetzen wollte, suchte er nach der Brandkatastrophe des Jahres 1768 das von der Aufhebung bedrohte Benediktinerkloster zu retten. Der Bau dieses Domes sollte ein steingewordenes Zeugnis sein für die neue geistesgeschichtliche Epoche. Eine Antwort auf die Aufklärung in dreifacher Hinsicht: durch seine theologische Konzeption der Vereinbarkeit von Glaube und Vernunft, durch die neue klassizistische Architektur, die den Sakralbau im Stil der Moderne ermöglichte, schließlich als „letztes Aufbäumen gegen die von Untergangsstimmung gekennzeichnete kirchenpolitische Lage“.
Der sogenannte „Schwarzwälder Dom“ wurde im Jahr 1783 als Abteikirche mit der damals drittgrößten Kirchenkuppel in Europa eingeweiht.

Her står St. Blasius – den helgen, som kirken er indviet til. Jeg havde i min notesbog skrevet om ham, at man ikke kendte ret meget til ham, men han skulle stamme fra Lilleasien og blev fremtrædende trosbekender for den armeniske kristendom. Hans navn skulle have en latinsk rod, men dets betydning er ukendt. Han skulle være en afholdt læge, som også hjalp nødlidende dyr. Han blev halshugget i 316. Inden det skete, bad han en bøn, hvori han ønskede, at alle syge (vistnok med fokus på strubelidelser), der bad en bøn i hans navn, skulle blive helbredte.

Udenfor – i den moderne kunsts navn – fortælles St. Blasius’ skæbne i klart formsprog…

…samt på en lille messingtavle.

Vi gik naturligvis også indenfor, og vidste på forhånd at søjlerne var 18 m høje og tangerede indersiden af en cirkel med diameter 36 meter  Vi sad lidt her helt bagerst for at fornemme kirkens interiør, der var meget åbent og nærmest klinisk i sin fremtoning.

In der Mitte der Innenkuppel findet sich ein großes Deckengemälde des deutschen Malers Walter Georgi, das 1912 geschaffen wurde. Es stellt die Aufnahme Marias in den Himmel dar. Das Bild ersetzt ein 1874 durch einen Brand zerstörtes Gemälde von Johann Wentzinger, das die Glorifizierung des heiligen Benedikt darstellte.

Die heutige Orgel an der Rückwand des Chores wurde in den Jahren 1911 bis 1913 von den Orgelbauern Wilhelm Schwarz & Sohn (Überlingen) errichtet. Das Orgelgehäuse im Stil der früheren Silbermann-Orgel ist 12 m hoch, 7 m breit und 4 m tief, und bildet mit ihrem dunklen Naturholz einen farblichen Kontrast zum weißen Innenraum der Kirche.

Gitteret bag alteret er det såkaldte Hildebrandt  Chorgitter fra 1983. Inge og jeg stod ovre på den anden side af det og diskuterede designet, specielt den lille platform til et rødt bæger med et brændende Kerzenopfer. Det stod på en lille platform til venstre for midterlinien, og den platform passede ikke med symmetrien i gitteret. På tegningen her ses den lille platform ikke, så den må være svejset på senere – men af hvilken grund er det efter 1983 blevet vigtigt at have et lille tændt Kerzenopfer her?

Senere var vi omme på den anden side af gitteret, hvor en gruppe fik en rundvisning med forklaringer om kirken, som vi så kunne lytte lidt med på.

Gruppen gik og vi kunne komme nærmere alteret og selve gitteret. Bemærk i venstre side af billedet det lille brændende Kerzenopfer på en lille platform monteret på gitteret. Alteret herinde er også bemærkelsesværdigt. Jeg mener at have læst, at det er denne del af kirken, altså på denne side af gitteret, der nu om dage benyttes aktivt til sognekirkens gudstjenester.

I et af de 6 små siderum med altre brændte lys i røde glasbægre og…

…på en stol derinde lå denne lille hjælp til en bøn, man eventuelt kan bede efter at have tændt et Kerzenopfer. Vi tændte også et lille lys.

Herinde fik St. Blasius lidt mere kulør på. Fantastiske træsnit-arbejder vi ser rundt omkring.

Hvor farven fuldstændig manglede, var hos Werner von Wiblingen (ved Ulm), hvis rester opbevares her i kirken i en sidegang. Werner blev sendt fra St. Blasien til Wiblingen med en gruppe munke, for der at etablere et kloster. Det var vist omkring år 1100, så intet under, at der mangler lidt af ham. Han må så – gætter jeg på – være bragt tilbage hertil, da klosteret i Wiblingen ophørte med at fungere.

Et af siderummene var indrettet meget moderne, hvilket vel bidrager positivt til at modsvare det moderne samfund udenfor, også hvad angår behov for mindre lokaler til de små aktive menigheder – bare endnu et af mine gæt 

Mange kirker har en illustration – enten indendøre eller udendøre – af “den Kreuzweg” i 12 billeder. En indendørs-serie var på væggene herinde i dette lille siderum. Vi syntes godt om den, så godt at vi gik hen for at læse kunstnerens navn: Otto Hebel (1922-1996)

Efter dette grundige besøg i dem Dom zu St. Blasien forlod vi byen ved 1-tiden. Jeg skal dog ikke undlade at fortælle, at jeg blev udsat for samme formastelige behandling af et offentligt toilet uden for kirken, som i Sankt Catherina i Südtirol. Igen havde jeg fulgt skiltene og fremme og trængende var det samme dørtype – en, der kunne åbnes med en enkelt 50-cent mønt – og jeg havde ikke fået vekslet til småpenge. Jeg måtte på stedet lave knibeøvelser et par gange og gå tilbage til P-kælderen med uforrettet nødtørft og køre hjemad

Her ved kortet kan jeg fortsætte min lidelseshistorie og vende den positivt. Ved Menschenschwand så vi en afviser mod et vandfald og evt. ville vi kigge på kirken i byen der. Men det viste sig at være kompliceret, så vi vendte om og kørte tilbag til hovedruten. Men lige inden var der en lille P-plads med god vegetation på siden, hvor det gik stejlt ned. Her kunne jeg i naturen træde af på dens vegne …

Jeg fik startet uret lidt sent, men ruten er i det store og hele godt dokumenteret…

…en god times tid senere var der serveret hos Café Diva 

Jeg havde denne lille fontaine i synsfeltet fra hvor jeg sad og det varede ikke længe inden Inge kom med en hentydning til, at der jo ikke var blevet lavet mange skitser i dag 

Så jeg fandt kuglepen (fra et mindre dansk hotel ) og blok frem og begyndte at kradse lidt ned på papiret. Det er svært.

Det blev 5 o’clock somewhere, og faktisk hos os et kvarter over. Med det gode vejr var der dejligt ude på balkonen, så hvorfor sidde nede i die Kaminstube? Jeg indtog rollen som tjener og hentede op.

Siden var vi naturligvis igen nedenunder, for vi skulle jo smage konsekvenserne af vores kulinariske valg i morges. Inge startede med Weisses Tomatenmousse mit Tomaten-Büffelmozzarella-Salat und Balsamico…

…og jeg Carpaccio di polpo mit Limettendressing. For de gæster, hvor det italienske ikke slog helt til her var der en oversættelse på menukortet: Marinierter Tintenfisch. Vi bliver så kloge af at rejse og spise 

Efter en dejlig og kold gazpacho og besøg ved salat-buffetten serveredes til Inge Ratatouille-Strudel mit zweirlei Mais im Avocadocrème…

…til mig Gebratener Seeteufel mit Steinpilzstaub und Safranreis. Smagte dejligt.

Og vi rundede begge måltidet af med Bananen-Stracciatella-Parfait. Alt i alt et dejligt måltid.

Medens jeg i baren ventede på en tjenende ånd, bemærkede jeg, at Helmut Kohl ikke længere var tema på forsiden, men henlagt til lederen. Derimod beskæftigede avisen sig med den tiltagende varme i det sydvestlige Tyskland og citerede Der Deutsche Wetterdienst for at advare mod fysiske udfoldelser udendørs i varmen, som i denne uge vil nå årets hidtil højeste!

Heroppe i over 800 m højde er der om aftenen ganske dejligt udendørs på balkonen og den kølige Rothaus Pils og Weissburgunder så velbehagelig, at vi ser resten af ugen i møde med sindsro.

 

Inges første dokumenterede indtryk fra før-morgenmads-spadsereturen denne morgen er dette billede. Temaet er jo næsten dagsaktuelt, idet der her er en, der har fået øjnene op og modtager forskønnende behandling med Verlängertes Wimpenpflege  Hvor mon Inge bemærkede det? Det gjorde hun nede i byen, hvor et vindue i en kosmetikbutik var klistret til med dette motiv.

Den hyggelige Pfarrkirche præsenterede sig fra en af sine allerbedste sider – den anden må være på en vinterdag med et godt lag sne overalt, men den side har jeg kun set på postkort.

Trafikprop i byen på grund af en andefamilie var hun også vidne til. Og da hun kom ind i hotellet et stykke længere henne ad gaden…

…bemærkede hun specielt dette billede i en af korridorerne. Der er adskillige af denne type billeder, som vi godt kan lide. De har været her i den tid, vi har frekventeret hotellet, så det er nok Frau Erfuhrt, der har været indkøberen.

Bädische Zeitung beskæftigede sig – over folden – med det dame-band, der underholdt ved åbningen af Ascot…

…hvor Frankfurter Allgemeine – også over folden – havde en historie om, hvor skønt der kan være oppe i Emsland  Vi er jo stadig på Hirsch-Jagd, så den centrale opsats på væggen var jo ferie-tematisk helt aktuelt.

Vi mødtes ved morgenbordet, hvor menukortet igen udfordrede os. Vores valg spreder sig igen idag over alle 3 søjler.

Sol over hele linien. Jeg kunne godt lide Spruch des Tages  og ellers var dagens anbefalede aktivitet en vandretur rundt om Rossberg ved Breitnau, en lille by nord for Hinterzarten. Hvis solnedgangsbilledet fra i går havde været 3-4 cm bredere i højre side, ville vi kunne se Breitnau og Rossberg bag byen.

Inge gik igen rundt om Windeck og op mod Thoma Skihütte, hvorfra jeg tror hun har taget dette billede over den nordlige del af Hinterzarten. I baggrunden til venstre tror jeg, at vi ser Weisstannenhöhe, som ViewRanger-App’en et par gange har fundet, og bagerst i højre side Spriegelsbacher Höhe nord for Titisee. En rigtig panoramamorgentur hun der har haft 

Ved 11-tiden tog vi afsted nordpå ad B500. Den kaldes også Schwarzwald Panoramastrasse og her ved Ramshalde nord for Breitnau standsede vi for lige at få panoramaet med. Ret fantastisk og jeg tør ikke gætte på, hvor langt vi kan se herfra. Vindmøllerne i midten kunne stå i Buchenbach ca. 6 km borte. Her ville det være på sin plads med en godt kalibreret mobiltelefon og ViewRanger-app’en.

Vi springer en halv time frem, hvor jeg lige har hentet en P-billet, så vi lovligt kan forlade bilen, som vi fandt en plads til i nogenlunde komfortabel nærhed af målet for denne tur: Deutsches Uhrenmuseum i Fuhrtwangen.

På vej hen til museet bemærkede vi denne bemandede, selvkørende vandkande. Smart!

Museet er bygget sammen med en Hochschule og var helt moderne indrettet. Efter en times tid derinde havde vi set ure i alle afskygninger, hvoraf nogle vises herunder.

Über 160 Jahre besteht die Sammlung des Deutschen Uhrenmuseums, heute zählt sie mehr als 8000 Objekte aus aller Welt. Rund eintausend Uhren sind für die Besucher sichtbar…
…Von der Beobachtung des Sonnenlaufs bis zur koordinierten Weltzeit, die Ausstellung im Deutschen Uhrenmuseum lädt Sie ein zu einer Reise durch die Zeitgeschichte. Und natürlich ist hier auch der Kuckuck zu Hause!

Museet var ikke overvældende stort, men virkede rummeligt og lyst. Helt igennem en moderne indretning, som gjorde en udstilling af ure muligt. Det må have været lidt af en udfordring, for hvor spændende kan ure være?

Skibskronometer fra midt i 1800-tallet. Interessant for mig, som har beskæftiget sig med satellitnavigation, at se et af disse for den tid helt afgørende præcisionsinstrumenter, for ingen af de moderne systemer beskrives uden at gå tilbage til dengang, da det blev muligt at bestemme længdegraden præcist.

Et af de første ure vi fik øje på var dette Astronomische Kunstuhr der Superlative, udtænkt over 25 år og konstrueret i løbet af 8 år (1980-86) af en urmagermester i Dresden. Dokumenteret vedholdenhed og evne til præcisionsarbejde!

Hvis vi syntes, at det astronomiske kunstur på det forrige billede var lidt af et monstrum, så måtte vi revidere vores opfattelse, da vi kom forbi dette virkelige monstrum, der også har lirekassefunktioner til afspilning af mere komplicerede melodier på bestemte tidspunkter – gad vide, hvortil det var tiltænkt 

Og så var der denne herlige reklame for et rejsevækkeur, som åbenbart begejstrede Madame, da hun fik den som gave af Monsieur. Det er fra min tid – jeg husker dem, og havde vist selv et med grønt etui! Om det var fra Kienzle, husker jeg ikke, men hvorfor ikke?

Og der var denne perle til sengebordet  Jeg bemærker de “selvlysende” visere på uret, der muliggjorde at se hvad klokken er om natten. Gad vide om knappen til venstre er til at trække uret op, og den til højre til at trække en fjeder op, så parret kan tage en svingom en gang imellem?
Oven på alle de ure fik vi købt postkort og et lille Kuckuck-Uhr til magnettavlen derhjemme og begav os videre på dagens tur.

Vi søgte stadig efter Hirschen og tænkte, at et besøg i  Triberg eventuelt kunne kaste et resultat af sig. Som sidst vi var her, var det smukt og alt for varmt vejr, men vi fik parkeret centralt (bemærkede på vejen tilbage, at der er mulighed for skyggefuld parkeringsgarage og måtte gemme denne viden til næste gang vi kommer hertil) og stak hovedet ind i Haus der 1000 Uhren på hovedgaden. Butikken er som sat op til amerikanske turister (det vidste vi) og ikke lige til et par optimister som os, der søgte et kronhjorthovede
Efter dette forgæves besøg gik vi op til Oli’s Schnitzstube, hvor vi tidligere har handlet med den karismatiske ejer. Måske ville heldet være med os der…

Vi forelagde Oli vores problem: vi ville gerne købe et kronhjortehovede og måske havde han det som “byggeklods” til de Kuckuckuhren, der fremstilledes her i værkstedet. Han inviterede mig med op allerøverst i det gamle hus, og her fandt han hoveder frem i forskellige størrelser, alle ubehandlede. Jeg valgte det største og vi gik ned i værkstedet. Her trepanerer Oli hjortens kranie 2 steder, så gevirerne kan sættes i 

Her er indgrebet lidt tydeligere…

Vi købte også en lille “hel” Hirsch hos Oli, inden vi kørte sydpå igen. Og så kom vi forbi en Kuckuhr-og-meget-andet-butik, som vi også har været inde i før. Nu kiggede vi efter noget, der kunne genere duerne derhjemme. Desværre er vi i denne sammenhæng fløjet til München, og det begrænser jo, hvad vi kan tage med hjem. Det var dog forsøget værd, men vi måtte gå tomhændede derfra.

15:26 blev denne selfie taget. De mange ure, det varme vejr og kronhjortejagten havde krævet sit, som vi på Café Diva vidste, hvordan vi skulle kompensere for. Jeg lod mig introducere til en Schwarzwälder Eis-et-eller-andet (heriblandt naturligvis moreller eller kirsebær) og Inge til en Nuss-Traum, som viste sig at være en drøm af en is.

Vi havde været undervejs i 4:30 timer og tilbagelagt 92 km, så vi måtte godt få den is 

…og uden is, ingen kunst 

Aftensmaden: Tafelspitzsülze auf Rote Bete mit Meerrettichmousse til mig…

…og Gemüsepralinen mit Linsenvinaigrette und Kresse til Inge. Disse startere efterfulgtes af en Gurken-Joghurt-Drink og en tur til salatbuffetten, inden…

der til Inge serveredes Kohlrabi-Schnitzel mit Kerbelpolenta, og til mig…

…en Schwarzwälder ret: Ragout vom heimischen Reh mit handgeschabten Spätzle und Pfifferlingen. Her var rådyr og kantareller og tyttebær fra omegnen. En rigtig herreret, som var velfortjent efter en dags hårdt arbejde… 

Jeg husker ikke, om vi rundede ostebuffetten for at få lidt Bauernkäse aus der Region, eller om vi gik direkte til endnu en Schwarzwälder ret: Schwarzwälder Mini-Kirschplotzer mit Nussnougateis. Vi gik vist nok mætte fra bordet 

Dagens aktiviteter rundedes af med en gåtur, medens solen endnu var over Hugenbergs top. En skøn sommeraften.

På sin før-morgenmad-tur fotograferede Inge hotellet nedefra og her ser vi indgangen til garagen, hvortil der er adgang via elevator fra hotellet. Det er længe siden, jeg har været hernede på Birkenweg…

…for siden den nye garage blev bygget overfor hotellet, har jeg foretrukket den. Ikke kun på grund af den fine Dirndl-Kuh på taget, men mest fordi den er lysere og nemmere at parkere i.

Inge kommer godt rundt i omegnen på sine ture, og kender derfor byen bedre end jeg. Dette billede fra hendes morgentur kunne jeg ikke stedbestemme, så jeg måtte spørge. Det er taget ovre på Erlenburger Str. hvor Hotel Kesslermühles personale parkerer deres biler. I baggrunden har vi Sprigelsbacher Höhe på den anden side af hovedvejen.

På samme tid knipsede jeg hotellet, som det ligger sympatisk i morgensolen.

I går var det jævndøgn og idag – over folden – minder Badische Zeitung læserne om, at fra nu af bliver dagene kortere.

Frankfurter Allgemeine sammenligner – også over folden – den franske regering med “leichtfüssige” cancan-dansere, og refererer til det relativt store antal ministre, der allerede har forladt regeringen, og skriver, at præsidenten håber, at hans nye “dansere” ikke er så lette på tå.

Så til det mere alvorlige: aftensmaden, som vi hver dag beskæftiger os med fra morgenstunden. Beslutningerne bredte sig i dag over alle 3 menu-søjler.

Die Tagesblättle lovede sol hele dagen og mere varme end vi bryder os om – og anbefalede blandt andet en tur til Deutschlands höchsten Naturwasserfall: Der Todtnauer Wasserfall. 

I dag ville vi dog køre til Grafenhausen. Og hvorfor netop dertil? Jo, jeg havde spurgt en af receptionsdamerne, om hun kunne anbefale en Holzschnitzer, der kunne være interessant at besøge. Vi kender ham i Titisee, så det ville være fint med et alternativ. Hun anbefalede en i Grafenhausen. Dertil vilvi køre langs Schluchsee og tage en anden vej hjemad for at besøge nogle Wallfahrtkirchen.

Nede i bunden af rutens sløjfe – der, hvor ruten fortsætter sydpå til Grafenhausen – var en rundkørsel ved et større bygningskompleks. Et bryggeri – Rothaus – var det, og det er jo dem, der laver den gode Pils, jeg drikker på hotellet 

I Grafenhausen parkerede vi ved kirken og gik over gaden til det gule hjørnehus – over til Holzschnitzerei Stiegeler.

Vi kom ind i butikken hvor (Træskærerens mor, antager jeg) Frau Stiegeler kom vimsende og bød os velkommen. Vi startede med at kigge os omkring…

Vi mødte sælsomme masker som Schnitzer Simon Stiegeler har snittet og hans kone malet. Her er en afvigelse fra de mere traditionelle masker, må man sige. Ham her er nok ikke lige til kommoden i soveværelset 

Længere inde i huset var andre hyggelige og uhyggelige ting og sager…

…indtil vi kom til der Schnitzer og hans lærling. Han viste sig at være en meget lystig fyr og han kunne berette, at han for nogle år siden havde deltaget i en træskærer-workshop i Ringkøbing. Samme slags workshop holdes hvert 3. år i den nærliggende Skulpturenpark.

Vi gik hen til denne nærliggende Skulpturenpark, inden vi returnerede til butikken for at købe et par fugle. Et indtryk fra parken var disse “Sternsucher” snittet af vores Snitzer oppe i huset, Simon Stiegeler. Helt risikofrit er det ikke at stå i lang tid og kigge stjerner – fuglene får før eller siden ram på en 

Der Park präsentiert momentan Werke zeitgenössischer Kunst von preisgekrönten und international beachteten Künstlern.
Abwechslungsreiche Wege durchziehen den Park, verlaufen in geschwungenen Linien durch das Gelände, führen auf Holzstegen über Feuchtwiesen zu Aussichtsplätzen und laden zum Spazieren und Verweilen ein. Auf der Freilichtbühne innerhalb des Parks finden Sommerkonzerte, Theater, Schulunterricht im Freien oder Feste für Groß und Klein statt.

Da vi holdt få skridt fra kirken i Grafenhausen, var et besøg der helt ligetil. Den er indviet til den hellige Fides, en pige hvis frygtelige endeligt fortsattes med en omtumlet tilværelse som relikvie i eftertiden.

Die Hl. Fides, ein etwa 12 jähriges Mädchen, das im dritten Jahrhundert während der Christenverfolgung unter Kaiser Maximinus Daia (303 – 313) mutig seinen Glauben bekannte, wurde gefoltert und hingerichtet. Die Reliquien wurden zunächst in Aden (Arabien) aufbewahrt und kamen im Mittelalter nach Conques (Südfrankreich). Der Begründer von Grafenhausen (1078) Graf Eberhard III. von Nellenburg hatte auf seiner Pilgerreise nach Santiago de Compostella die Verehrung der Hl. Fides (im französischen Sainte Foy) in Conques kennengelernt und diese nach Grafenhausen gebracht.

Eine Urkunde, die im Schaffhauser Museum Allerheiligen aufbewahrt wird, berichtet, dass im Jahr 1096 Bischof Gebhard III. von Konstanz die St. Fides Kirche in Grafenhausen einweihte. Bereits 1078 war durch den Abt Siegfried vom Kloster Allerheiligen in Schaffhausen ein Tochterkloster der Benediktinerinnen in Grafenhausen gegründet worden. Es war, wie die daran angegliederte Pfarrkirche, der Hl. Fides geweiht.

Nach einer Feuersbrunst, die 1622 einige Häuser, die Kirche und das Pfarrhaus zerstörte, wurde die jetzige Kirche neu aufgebaut. Lediglich der Kirchturm überstand die Katastrophe. 1899/1900 wurde die Kirche, da sie zu klein geworden war, im neugotischen Stil erweitert.

Ved indgangen stod dette mindesmærke over sognets faldne i de 2 verdenskrige. Jeg har ikke talt dem alle, men her er mange navne, og et sted så jeg 4 med samme efternavn!

Som vi fik at vide ovenfor blev kirken udvidet i ny-gotisk stil omkr. 1900. Jeg vover et ukvalificeret gæt: udvidelsen er sket i venstre side af kirkerummet 

Og henne for enden var dette alterrum med baldakin i hvidt og guld. Jeg mindes ikke at have set et lignende arrangement andetsteds.

Der findes meget drama i katolske kirker. Her en billedlig påmindelse om Marias 7 hellige smerter:

Die Sieben Schmerzen Mariens sind der Gegenpol zu den Sieben Freuden. Im einzelnen sind damit folgende schmerzhafte Erfahrungen im Leben von Maria gemeint:

• Die Weissagung Simeons, bei der Darstellung Jesu im Tempel, Jesus werde viel widersprochen, aber auch seiner Mutter werde ein Schwert durch die Seele dringen(Lukasevangelium 2, 35). 
• Die Flucht vor dem Kindermörder Herodes nach Ägypten (Matthäusevangelium 2, 13 – 15). 
• Das Verlieren des zwölfjährigen Jesus im Tempel in Jerusalem und die drei Tage dauernde Suche nach ihm (Lukasevangelium 2, 42 – 48). 
• Die Begegnung Marias mit ihrem Sohn auf dessen Weg zum Kreuz, dargestellt in der 4. Station der Kreuzwegandacht (vgl. Lukasevangelium 23, 27). 
• Das Ausharren unter dem Kreuz Jesu (Johannesevangelium 19, 25 – 27). 
• Die Kreuzesabnahme Jesu, bedacht in der 13. Station der Kreuzwegandacht, in der Kunst dargestellt als Pieta. 
• Die Grablegung Jesu, erinnert in der 14. Station der Kreuzwegandacht.

Jeg ved ikke, om jeg har set en billedlig fremstilling af Marias 7 glæder. Jeg ved i skrivende stund ikke, hvad disse specifikt var. Det har jeg kigget på og er blevet klogere:

Die sieben irdischen Freuden Marias sind:

1) Verkündigung 
2) Heimsuchung 
3) Geburt Jesu 
4) Anbetung der Weisen 
5) Das Wiederauffinden des Knaben Jesus im Tempel 
6) Auferstehung Jesu 
7) Himmelfahrt Marias

Noget andet, der ofte gør katolske kirker interessante, er sidealtrene. Denne altertavle er særdeles finurligt opbygget og næsten helt eventyragtig.

Her et nærmere kig på hovedmotivet.

Der var også initiativer til at få de små i nettet, Jesus’ net, forstås 

Næste stop var die Pfarrkirche St. Nikolaus i Lenzkirch og idéen var at køre så direkte dertil som muligt. Den idé var god nok, hvis der ikke var vejarbejde undervejs, som gav os en god omkørsel – og det på smalle veje gennem skov eller over bakketoppe, som her.

Vi fik slet ikke taget et billede af kirken, så jeg benytter et udsnit af et fotografi, jeg tog af en brochurestander i kirken 

Die katholische Pfarrkirche von Lenzkirch ist dem Heiligen Nikolaus geweiht. Sie war ursprünglich 1818 nach Plänen von Gottlieb Lumpp im Weinbrennerstil erbaut worden. 1935 wurde eine neue Kirche nach einem Entwurf des Stuttgarter Architekten Otto Linder übereck zu dem beibehaltenen Turm der Vorgängerkirche errichtet, sodass von Lumpp nur noch der Aufsatz auf dem mittelalterlichen Turm stammt.

Indenfor bemærkede vi straks den moderne baggrund i koret…

…som faktisk er speciel i sin modernitet, der kontrasterer det mere klassiske kirkeinventar.

Im Jahr 2009 wurde der Innenraum der Pfarrkirche aufwendig restauriert. Auf Wunsch der Lenzkircher kehrten viele Kunstwerke wieder in die Kirche zurück, so die Seitenaltäre und wertvolle Figuren. Der Wiesbadener Künstler Eberhard Münch schuf das Gemälde an der Wand des Chorraumes. Bei dieser Neugestaltung des Innenraumes wurde auch der Taufstein im Zentrum des Kirchenschiffs neu aufgestellt.

Hvis vi går 2 billeder op, bemærker vi, at der er en fløjaltertavle på hver side af kor-åbningen. Det til højre ser sådan ud…

…og det til venstre ser sådan ud. Jeg har i skrivende stund ikke detaljeret information om dem, men nøjes med at glæde mig over træskærerarbejdet.

Inge ved kirkens 3 Schutzpatronen, hvor hun affotograferer en længere informationstekst om dem. Kirkens egen hjemmeside skriver på noget kortere form:

Unsere Pfarrkirche hat drei Kirchenpatrone:

• Bischof Nikolaus von Myra (erstmals bei der Weihe der Kirche 1487 erwähnt)
• Laurentius (Nebenpatron seit dem 19. Jahrhundert; dieses Laurentius-Patronat leitet sich vom Ortsnamen ab: Laurentius abgekürzt “Lenz”-kirch)
• Bruder Konrad von Parzham (seit dem Neubau 1935, dem Jahr seiner Heiligsprechung)

I en lille folder om St. Nikolaus fandt vi denne lille sang. Han lader til at være ret omnipotent, den gode St. Nikolaus 

Også i denne kirke var der en billedserie om Jesus lidelser, her i en robust og sympatisk keramikversion, der i stil går godt med motiverne i de to fløjaltertavler oppe ved koret. Skriftestolen til venstre og de 3 Kirchenpatrone, som vi jo nu ved, hvem er 

Lenzkirch havde også en snitflade mod børnene, her er deres portrætter på flagguirlander på en båd. Jesus ser vi dog ikke, han er nok under dækket 

Og der var en Stempelstation, så vi kunne få et valfartsstempel i bogen. Med denne officielle dokumentation for vores besøg drog vi videre…

…til die Pfarrkirche St. Johann der Täufer i Lenzkirch-Saig. På afstand så den helt dansk ud – i hvertfald ikke i en arkitektur,  jeg havde forventet mig her i Hochschwarzwald.

På det lille kapels mur fik vi det hele at vide og kunne gå velinformerede ind i kirken.

Relativt nøgternt interiør, som jeg måske ville forvente i en svensk kirke.

Her var billedserien (Kreuzwegstationen) om Jesu lidelser gestaltet som nummererede oliemalerier med meget drama i, hvor ikke ret meget var overladt til fantasien – kun de rædselsfulde smerter sådan en behandling må have påført den ulykkelige dømte.

Modernitet og barok i skøn forening.

Igen modernitet i form af et dåbsfad af glas og tradition i form af Kerze og Jesusfigur.

I et siderum var denne iscenesættelse af Jesus i en af hans mange lidende stunder. Vi har set noget lignende før – dog uden en vandflaske af plastik 

Det er en valfartskirke, vi er i, og derfor er der også en stempelpude og et (lænket) stempel, som vi naturligvis måtte have et aftryk af som souvenir.

14:15 var vi tilbage i Hinterzarten og begav os uden unødige svinkeærinder hen til Café Diva, hvor det helt rigtige var at bestille 2 Nussträume.

 Jeg måtte give Inge ret i hendes bedømmelse af den i går – den var en syndigt god kombination af husets egen pistacie is, kokosis og vanilleis (?). Den helt rigtige verdslige modvægt til al den åndelige ballast vi havde hevet om bord i formiddags.

Vi havde alligevel været undervejs i 4 timer og kørt 80 km, så vi måtte gerne få den is ifølge Inge og Steens is/kage-lov paragraf 1 

Men trods turstrabadserne blev det til en lille skitse af en lygtepæl og et træ  fra parken ved Café Diva. Det er så svært at tegne…

Der var Italienisches Vorspeisenbuffet i aften. Dette er Inges tallerken, hvis jeg havde fotograferet min, ville vi have set blæksprutte 

Inge fik herefter serveret Kartoffel-Steinpilz-Knödel auf jungem Spinat…

…til mig Gebratener Kabeljau mit Meerrettich-Erbsen-Rahm und Knusperkartoffeln 

Vi hoppede samtidig over buffetten med franske råmælksoste og gik videre til desserten: Crème Brulée – og så var vi mætte.

Senere havde jeg travlt med at kigge på turmuligheder i morgen, hvor vi evt. vil ned til Thoma-museet for at se værker af Schwarzwälder-Mahlern.