Det var bag dette bjerg, at solen gik ned i aftes. Bjerget hedder Hugenberg, og nu skinner morgensolen på det. Vi ligger i skygge – og som i Meran passer det os fortrinligt. Udsigten er os meget familiær, for vi har været her adskillige gange. Ude i baggrunden, i venstre side af billedet, stikker en bjergtop op – jeg tror, at det er Hummelberg (1174 m).
I går nævnede jeg, at vi havde et 2-vinduesbord denne gang, men viste det ikke. Henne i det fjerne hjørne er hjørnebordet “vores” under dette ophold. Hotellet ved, at vi gerne spiser i denne restaurant (der er også “Kuckuck-Uhren Stube” og “Bauern Stube”).
Ja, nu jeg er den første hernede, benytter jeg lige lejligheden til at præsentere morgenbuffetten med røget Bachorelle til højre over forsk. Aufschchnitt, Käse og…
…forsk. Obst og Gemüse…
…til Smoothies, Yoghurt og lignende til de varme Frikadellen, der dog ikke kom med på billedet her.
Sådan serveres det blødkogte morgenæg – hvis man som jeg idag bestiller sådan et.
Morgenens vigtigste beslutning landede på Vitalmenuen, bortset fra desserten – vi spiser ikke så gerne sorbet, derfor Baba au Rhum mit frischen Beeren. I min første tid i Paris serveredes der af og til Baba au Rhum, så det er spændende, om det bliver et sammenligneligt gensyn 
Erfurth’s Tagesblättle er ikke så elaboreret som Irma’s Morgenbote, der kom i farver og på A3-papir, men darauf kommt es ja nicht an, for vi er udmærket tilfredse med Erfurth’s lille dagblad 
…der i øvrigt her på denne mandag lovede 26 C og fuld sol, samt måneskin (på halv styrke) i nat. Apropos nat, så er vi meget tilfrede med at temperaturen går ned på 11 C. Så langt kom den ikke ned i Meran, men her er vi også knap 500 m højere oppe og nord for Alperne.
Efter morgenmaden skiltes vore veje. Inge gik ud på sin morgentur – og jeg gik ud på min, dog ikke alene, idet jeg havde en sort permanentpen (Lystbæks reklamekuglepen var løbet tør!) og notesbogen med. Om jeg fik dem i sving, ville tiden vise Foreløbig nød jeg den unge dag og det gode vejr – det næsten for gode vejr, for det var allerede meget varmt. Her står jeg syd for byen og kigger ned over den.
Jeg gik op ad vejen til Matieslehof og vendte mig om her for at udfordre mit kunstneriske talent. Notesblokken og den sorte pen kom frem.
Medens jeg fandt grejet frem kom 2 personer til syne. De var også på vej op mod Mathieslehof, og måske længere, så de kom med. Det var ikke så svært at få dem med, som det var at give et indtryk af, hvordan vegetationen i baggrunden spillede fint sammen om at danne et “bagtæppe” til scenen – og samtidig få dybde i perspektivet. Svært. Svært!
Samtidig, ovre på den anden side af Hugenberg, tog Inge dette billede, da hun var på tilbagevejen til Hinterzarten. Jeg tror, at det viser Ospelehof.
Imedens botaniserede jeg lidt ved Mathieslehof…
…der ligger meget idyllisk her oppe på bakken syd for byen.
Lidt længere sydpå fandt jeg igen blok og pen frem – og det blev til lidt af en udfordring for en eventuel beskuer, for de mørke plamager til højre i forgrunden er køer! og resten skulle være en fortolkning af det skønne landskab, der når helt op til Rössleberg nord for Hinterzarten.
Dette lille private kapel ved Altenvogtshof kan jeg godt lide, fordi det ligesom de forskellige små religiøse krybber og krucifixer i Meran vidner om en umiddelbar folkelig nærhed til de højere magter – direkte adgang uden klerikale mellem-managere i form af præst, biskop eller pave Jeg har ingen idé om, hvorvidt det er i brug i dag.
Jeg var hjemme ved 12-tiden og fik idéen at fotografere kilden til den klukken af vand, som vi hører, når vi sidder i liggestolene på balkonen. Det er den udendørs del af svømmepølen, som man kan svømme ud til indefra – også om vinteren.
Vi havde lagt mærke til denne båd, som er brun på den anden side. Den mindede os om Ruths pinde-kreationer, og jeg har lige sendt hende dette billede til inspiration
Klokken 14:00 kom chocket! Café Divas døre var lukkede og låste, da vi kom derhen – det er Ruhetag i dag!!! Kaffepausen blev derfor forlagt til et Konditorei nede i byen. Men hvor Café Diva leverer på et højt niveau i konditorkunsten, var vi her i kælderniveau. Eine wahre Katastrofe! Vores efterhånden forfinede konditor-vaner blev helt slået ud af disse beton-isanretninger og den middelmådige kaffe. Vi var virkelig udfordrede og gik dybt frustrerede derfra – efterladende det meste på tallerkenerne – medens vi var enige om, at “Nie wieder” var skudsmålet for dette etablissement.
På vejen tilbage kigger vi indenfor i den evangeliske kirke “Zu den Zwölf Aposteln” (som slet ikke ligner en kirke udefra – mere en lille lokal virksomhed ) for at se nærmere på de store glasvinduer i dens østfacade. På billedet her ses 2 af de 4 vinduer…
…hvorom der fortælles:
Die Fenster wurden nach dem Bau der Kirche Anfang der 1960-er Jahre von dem Künstler Helmuth Uhriggestaltet. Die Glasfenster sind als Werk einzigartig.
Das Gesamtthema des Werkes war durch den Namen der Kirche Zu den zwölf Aposteln gegeben. Das Leben der Apostel sollte ins Bild gesetzt und vor Augen geführt werden.
Die vier großen Fenster aus buntem Glas, angefertigt in Ravensburg, setzen sich aus 112 Einzelfeldern zusammen, die über 100 Bilder beinhalten. Sie sind konzipiert in der Art der mittelalterlichen biblia pauperum, der sogenannten Armenbibel für die Unbelesenen und Unwissenden. In ihr war das Leben Jesu Christi in Bildern dargestellt… Das Thema der 3,50 x 4 Meter großen Farbfenster heißt: “Das Heilswerk Gottes, abzulesen am Leben und Wirken Jesu und seiner Apostel”.
Das Heilswerk ist auf den inneren Hälften der beiden Mittelfenster dargestellt: links die Passion und die Taufe, rechts die Auferstehung und die Erhöhung und das Hl. Abendmahl.”
Jeg synes, at både temavalget for og udførelsen af vinduerne er genialt tænkt. Jeg havde aldrig hørt om den såkaldte Armenbibel, Biblen for de uvidende og dem, der ikke kunne læse.
Kirken minder på en måde om den danske kirke i Paris, der udefra – og for en stor del indefra – ikke ligner en kirke i traditionel forstand. Som nævnt ovenfor kunne bygningen her tilhøre en mindre virksomhed, f.eks. et trykkeri, og det er ikke svært at forestille sig maskiner og andet process-udstyr herinde. Men vinduerne, alteret og orgelet signalerer jo alligevel “kirke”. Som gammel orgelbygger-stik-i-rend-dreng kigger jeg altid på orglerne – jeg ved ikke, hvordan dette lyder (har egentlig heller ikke forstand på, hvordan det skal lyde) men jeg kan have en mening om dets æstetiske ydre. Og det gefaller mig ikke rigtigt med mine danske øjne; men her, hvor jeg skriver rejsebloggen, kan jeg godt fornemme noget Schwarzwaldsk i designet, og da det står her midt i Hochschwarzwald, kan jeg jo ikke forvente, at det skal ligne orgelet i Hjerting kirke, vel? Den sidste sætning skrev jeg, fordi jeg husker Hjerting kirkes meget moderne ydre. Jeg har lige checket kirkens orgel, og minsandten om ikke den centrale del minder rigtig meget om dette her i Hinterzarten – en virkelig overraskelse for mig, for jeg ville umiddelbart have tænkt på noget 1960’er design i lyst eg til Hjerting – så hvor har Havsteen-Mikkelsen hentet sine design-idéer fra?
Og så var der et stempel! Kirken er vel som evangelisk kirke ikke Wallfahrtskirche, så dette stempel her – gætter jeg på – må så være ment som en lille souvenir besøgende kan tage med hjem i deres notesblokke
Vi havde en aftale senere på eftermiddagen: Vinprøve i den butik, hvor vi flere gange har handlet, men som nu har fået ny indehaver og et helt nyt interiør.
Her har vi så den Herrn Kellermeister Thomas Knab til højre, butiksindehaveren i midten (hans Spitzname er Luca, heraf halvdelen af forretningens navn “Vinoluca”) og en solbrændt herre til venstre (kunne ligne Lucas far). Jeg kan godt lide interiøret med gedigent træ som gennemgående træk.
Der var velkomstsekt (Grauburgunder extra trocken) medens vi ventede på, at alle skulle møde op, og selve degustationen strakte sig over 11 vine. Herrn Knab var meget lystig og præsenterede vinene fra Winzergenossenschaft Oberbergen, hvor han arbejdede som Kellermeister. Han gjorde det på en jordnær måde og uden at være plat eller snobbet. Ind imellem kom han med en regional vits, bla. en om en Grossmutter og 6 kys, som jeg desværre ikke husker, men vi lo meget ad den.
En deltager kom dog for sent – der Pfarrer, sognepræsten! Han undskyldte sig med, at det ikke altid var nemt for en præst at planlægge aktiviteterne. Det var ikke noget problem, han fik Sonderbedienung, og den modtog han med et stort smil.
Aperitifferne havde vi fået og arrangementet hos Vinoluca passede med vores spisetid, så vi fortsatte i restauranten med Blume von Steinchampignons mit Radieschen und Frischkäsedressing. Dejlig starter.
Efter tomatdrikken og salatbuffetten stod den på Gebratene Perlhuhnbrust mit Nudelrisotto auf Thymiansauce – og så var der Pfifferlinge! Elsker Pfifferlinge.
Jeg tror, at vi sprang osten over, og sluttede af med Baba au Rhum mit frischen Beeren. Den smagte godt og bedre end jeg husker dem fra de tidlige år i Paris
Klokken 20:00 præcist, altså 20:00:00 (jeg nævner det, fordi det er sjældent at noget så tilfældigt rammer et talmæssigt så rundt og roligt tidspunkt) tog jeg dette billede af Sickinger Strasse. Hotellets garage med Dirndl-koen på taget har vi til højre og hotellet er til venstre.
Og så nød vi ellers aftensolen på balkonen efter en lærerig dag.
21:15 kunne vi sige godnat til solen og lade dette billede blive godnatbilledet.