15. juni 2017

Inge tog dette billede ca. 6:30 i retning mod Dorf Tirol og den spidse Rötlspitze og bag den Texel-bjerggruppen, som er dagsaktuel, fordi vi skal ud i den retning og se bjerge

Vi fik det samme gode bord som i går. Udsigten er her set fra Inges stol.

Blandt de steder, som Herrn Meister havde anbefalet (hele venstre side i notesbogen var de forslag, han kom med), valgte vi en lille kirke i Naturns/Naturno, godt en halv times kørsel mod vest. Den var jeg spændt på og glædede mig til at se den. På fotografiet her kom også lidt af min morgenmadstallerken med. Derpå ses skinke fra regionen, skivet tyndt på den snittermaskine, som jeg viste igår og lidt melon og purløg. Ja, man skal jo nyde morgenmaden på ferier og sørge for at smage lidt forskelligt!

Morgenavisen havde som billede et motiv fra terrassen ud for restauranten. Sommerligt ser det ud, og vejret var helt i overensstemmelse.

Hotelavisen havde den frækhed at servere en hård nød til morgenmaden. På mindre end 1 minut havde jeg nedskrevet 2 ligninger med 3 ubekendte. Men kunne ikke komme på den 3 Løsningen er også i avisen, men den har jeg ikke set, så udfordringen kan jeg jo tage op en dag.
Derudover fortaltes om store træer i Meran og omegn, samt fiskemuligheder i regionen, især efter den marmorerede forel. På bagsiden diskuteredes Merans marked med en understregning af, hvor verdensberømte designere fra byen er.

Morgenmad = travlhed. Der skulle også tages stilling til aftensmaden og menuen kan være lidt af en udfordring en gang imellem. I dag måtte vi spørge ind til, hvad Egerlingen er. Det er en slags champignon. Vi valgte ikke Bananensorbet (vi vælger aldrig sorbet – det sukkerchok har vi ikke behov for), så der var på stedet ikke behov for at spørge ind til Drachenfrucht. Nu, hvor jeg skriver bloggen, ved jeg, at det er en pink kaktusfrugt, der også går under navnet Pitaya – vi bliver så kloge af at bo på hotel

11:45 var vi ude ved den lille kirke i Naturno/Naturns – St. Procolus Kirchlein.

Vi havde noteret os, at museet var på den anden side af vejen, men først ville vi kigge på kirken, for den lukkede nominelt klokken 12:00, så der var kun et kvarter tilbage af åbningstiden!

St. Prokulus ist eine der ältesten frühchristlichen Kirchen in Südtirol. Erbaut im 7. Jahrhundert in Gedenken an den heiligen Prokulus beherbergt die kleine Kirche einzigartige Fresken aus dem vorkarolingischen Zeitalter und zählt heute zu den bedeutendsten Kunstschätzen in Mitteleuropa. Neben den Wandmalereien aus dem 8. Jahrhundert sind auch die gotischen Fresken aus dem 14. Jahrhundert sehenswert. Die Schöpfungsgeschichte ist an der südlichen Außenwand dargestellt. Im Prokulusmuseum befinden sich die abgelösten gotischen Fresken, die sich über den vorkarolingischen Wandmalereien befanden.

Kustoden, den pensionerede lærer Herr Heinrich Koch, skulle egentlig være taget hjem til middagspause klokken 12, men han blev der meget længere og fortalte os om kirken og især dens 1300 år gamle kalkmalerier. Han havde en laser dims, der lyste rødt, når han pegede. Da han til sidst tog hjem til middagspausen, så vi, at det foregik det på en hvid Vespa scooter

Seit mehr als 30 Jahren arbeitet der pensionierte Lehrer in der St. Prokulus Kirche als Führer. Langweilig wird es mit Heinrich Koch nicht: Die bunten Kühe und der Schaukler sind nämlich nicht die einzigen Besonderheiten in St. Prokulus. Zu fast jeder Darstellung hat er etwas Spannendes zu erzählen. “Byzantinische Mäanderkästchen und ein keltisches Band”, er deutet auf die gut erhaltenen Verzierungen. “Beide zur Abwehr böser Geister. Und das in einer christlichen Kirche.” Heinrich Koch ist ein Mensch mit festem Glauben, aber ohne Paradigmen. Für ihn bedeutet die Kirche St. Prokulus mit ihren scheinbaren Widersprüchen Versöhnung, eine Einigkeit der Religionen.

Herr Koch fortalte om dette billede, der normalt omtales som “den gyngende St. Proculus”, at det viste historien om, hvoran biskoppen var undsluppet fra Verona ved at en af hans fortrolige havde firet ham ned med et reb fra bymuren og holdt rebet som bjergbestigere ofte holder rebet over skuldrene. Derved bemærkede de andre på bymuren ikke, at denne flugt var i gang. Jeg kan godt lide, når der er en god historie i alt det ellers ophøjede Kloge hoveder havde fortalt Herr Koch, at de ikke mente, at den historie var sand, men han kunne begrunde sin historie, der for os ulærde virkede meget sandsynlig.

Alteret var helt enkelt – tiltalende. Der er noget ved at være blandt så gamle fortolkninger af historiske og bibelske begivenheder – en egen ro. Vi havde lidt den samme følelse i Lugano, da vi besøgte den gamle kirke (Santa Maria degli Angioli) med vægmalerier af en af Leonardo da Vinchis elever.

Herr Koch fortalte lystigt om de forskellige malerier, englene i hjørnerne, malernes idé med at fremhæve øjnene som 2 prikker, osv. 10 minutter over kirkens åbningstid fortsatte Herr Koch, inden han lukkede for middagspausen. Han fortalte også, at de øverste mere farverige kalkmalerier var lavet efter, at kirken blev bygget om, hvorved der blev højere til loftet. Hvornår det skete, husker jeg ikke.

Vi fik et stempel i bogen og…

… gik over til museet på den anden side af gaden med vores billetter til kirken, som skulle give os rabat på selve museet. Damen sagde, at det ikke var værd for os at begynde en besigtelse af museet, for hun lukkede om et kvarters tid, og det ville være ALT for kort tid, for museet var SÅ spændende. OK, vi kunne så kigge indenfor på tilbagekørslen til Meran – men om jeg lige måtte låne toilettet? Det holdt hårdt, men jeg pressede lidt på, og så gik det alligevel

Det var vigtigt for mig at få en “naturlig afklaring” på mit presserende problem, for vi skulle videre op i de høje bjerge. I går bemærkede jeg. at en vej førte her fra Naturns op til et højalpint sted kaldet Kurzras/Maso Corto, hvorfra der går 3 Seilbahnen videre op til bla. Europas højestbeliggende hotel (ca. 3000 m). Der går en vej fra Naturns (518 m) op gennem dalen Schnalstal/Val Senales til “endestationen” Kurzras/Maso Corto (2011 m) – hvilket vil sige at vi skulle tilbagelægge ca. 1500 højdemeter.

Det blev sparsomt med bebyggelse og nogle af spidserne i Ötztaler Alpen begynder at markere sig.

…indtil vi kom op til Kurzras/Maso Corto, der primært bestod af mindre vintersportshoteller. En Kirchlein manglede dog ikke og heldigvis var en af restauranterne åben, Hotel Restaurant Piccolo Gurschler til højre i billedet. Det gamle træhus i midten er fra omkring 1300! Træ holder sig fantastisk godt heroppe.
Det høje bjerg midt i billedet gætter jeg på er Schwemser Spitze (3459 m) – men det er bare et gæt

Heroppe stod et stykke kunst-i-det-offentlige-rum, der i sig selv var meget lystigt i den måde, det illustrerede arbejdet med at bygge Seilbahnen.
Am 1. September 2007 wurde zu Ehren des letzten Kurzras-Bauern Leo Gurschler, der 1983 nach einem Bankrott Suizid begangen hatte, ein Denkmal für seine Pioniertätigkeit beim Seilbahnbau errichtet. Das Werk aus Granit und Bronze wurde von Martin Rainer und Sohn Josef geschaffen und befindet sich vor der Kapelle.

Pausen holdt vi henne i Restaurant Piccolo Gurschler. Vi var glade for at sidde inderst i skyggen, for der var enorm energi i solskinnet. Heroppe var der ikke 4G på mobiltelefonen og husets wifi var ikke så ligetil at komme på, så pausen blev helt gammeldags i og med at vi ikke kunne sende en hilsen via nettet. Igen ikke en mindeværdig iskaffe….

Interessant var det også at vide, at ikke langt herfra er stedet, hvor det ca. 5259 år gamle gletschermumie “Ötzi” eller “Manden fra isen” blev fundet i 1991 ved det højtliggende (3208) pas Tiesenjoch. Stedet er markeret med en rød trekant i øverste højre hjørne.
Nu, vi har kortet fremme, kan vi bruge det til at vise, hvad vej vi kørte det sidste stykke. Vi kom op til Vernagt/Vernago i nederste højre hjørne og kørte nordom Vernagt Stausee og op til Kurzras/Maso Corto, hvorfra vi egentlig skulle have kunnet komme med gletscherbahnen op til Bergstation Grawand (3751). Men de var ved at bygge en ny bane, en Umlaufbahn, som den vi benyttede forleden til at komme op til Meran2000.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været oppe i sådan en højde (på dette panoramakort oppe i venstre hjørne) , og stadig stået med fødderne på jorden – der er noget til en fremtidig udflugt, måske med en hotelovernatning inkluderet

Vi kørte nedad igen. Standsede ved Vernagt/Vernago og besluttede at gå frem og tilbage over dæmningen. Hvorfor opdæmmede søer i alperne har denne turkisfarve, er stadig et mysterium for os.

Fra dæmningen et blik ned i dalen. Det må være lidt specielt at bo som nabo til så meget vand – når vandspejlet er 50 meter over taget på ens bolig.

Længere nede i dalen var der en afviser til Katharinaberg/Monte Caterina (1245 m). Den fulgte vi spontant og kom op på et “bjergfremspring”, hvor der lige var plads til en lille landsby – og i tidligere tid også en fæstning, der lå, hvor kirken nu er.

Selv om vi var på et bjergfremspring, var der ikke en vind, der rørte sig. Der var masser af varme og masser af lys.

Inge fotograferede kirken indefra. Stor nok til de måske max. 200 indbyggere i byen. En lokalfødt billedhugger, Friederich Gurschler, har sin mor liggende på kirkegården her, men der er ikke skrevet noget om, hvorvidt der her i kirken er skulpturer eller billedtavler lavet af ham. Det havde ellers været fint med sådan en kunstnerisk dialog.

Jeg har ikke indsat dette billede for at introducere den Fjälräv rygsæk, vi købte i Meran forleden, men for at runde dette besøg i Katharinaberg af med at nævne en meget ubehagelig oplevelse, jeg havde her ved dette hus. Efter at have fulgt en labyrint af skilte kom jeg endelig til et offentligt toilet – og som en hest der lugter stalden, blev jeg mere trængende for hvert skridt jeg nærmede mig – og så skulle der minsandten indkastes 50 cent for at åbne døren! Jeg var heldig at have netop 50 cent, fordelt på 2 x 20 og 1 x 10, og da jeg skulle til at trykke dem ind gennem sprækken, så jeg, at der stod, at her accepteredes kun 50 cent-mønter. Det gør man bare ikke !!!
Der var i nærheden en gruppe halvvoksne skoleelever på tur. De ventede på bussen, og jeg spurgte, om en af dem havde en 50 cent-mønt. Det havde en og han fandt venligt og hilfsbereit sin pung frem – og så kom bussen for at hente dem! Hans kammerater råbte, at han skulle skynde sig – hvilket han sofort gjorde – og både han og hans 50-cent mønt forsvandt ned ad vejen. Lorteby, tænkte jeg. Her er alt for varmt og det offentlige toilet er en forbrydelse mod menneskeheden. Jeg kneb sammen endnu en gang – og vi kørte tilbage til Meran…

…og så var der nede på SS38 kø ved Först-bryggeriet! Formildende omstændighed var, at jeg her kunne sidde og tænke på den gode fadøl, de brygger herinde og glæde mig til jeg er tilbage på hotellet

16:00 sad vi i hotellets kølige restaurant – der var for varmt ude – og med en tømt blære og lyst til et stykke kage eller to, var verden igen i orden

Her er ruten, vi kørte. Den grønne start-pin burde være gemt bag den røde stop-pin, men jeg fik først startet uret halvvejs ude ved Naturns.

Højdekurven viser naturligvis den samme “skævhed”, men det betyder ikke så meget, for tilbageturen fra Naturns til Meran var jo den samme. Den lille “pukkel” i højre side oppe midt på er turen op til Katharinaberg. Max. højde var 2026 m.

Inge trodsede lummerheden derude og samlede skridt til plageånden. Igen kom hun forbi et af disse små vidnesbyrd på det folkelige behov for symbolsk nærhed til der Herrgott, der Gottessohn eller die Maria Jungfrau. Meget sympatisk.
Jeg beskæftigede mig med at svare det franske skattevæsen på en email, jeg havde modtaget vedrørende boligskatten, de mente, vi skulle betale. Jeg skulle vise, at lejligheden havde stået tom fra vi flyttede til Danmark og til den blev solgt. Heldigvis havde jeg på min laptop en serie fotografier, samt lokale vidner – så det var en helt spændende aktivitet. Og så fik jeg skrevet lidt fransk igen

Lummerheden var et varsel om uvejr. Det brød løs lige før vi skulle ned for at spise aftensmad. Meget dramatisk scenario, som vi komfortabelt kunne iagttage fra liggestolene på balkonen, medens vi sippede til vores pre-dinner drinks.

Efter salatbuffetten, hvor vi selv er ude at gå, serveredes ved bordet Smoothie von Guave und Litschi. Lidt meget sødme, men dejlig kølig og på en dag som i dag bestemt at foretrække frem for en varm Süppchen.

Derefter Gefüllte Calamaretti auf Ratatouille til mig og…

…Gebackene Kartoffel-Teigtaschen mit Bel Paese Käse und Egerlingen til Inge.

Dernæst hovedretten: Weisser Terlaner Stangenspargel mit neuen Kartoffeln und Bozner Sauce. Herrlich!
Inge sprang ostebuffetten over. Jeg har nok taget mig en lille bid, nu den i aften bestod af franske og italienske råmælksoste med frugter og Mostarden

Tiramisu hører Italien til, og denne gjorde landet ære, selv om halvdelen af de lokale måske ville sige, at den gjorde Italien mere end ære, for den var lavet i Südtirol
Tiramisu med friske bjerg-jordbær fra Hafling (hvor vi var oppe forleden), så bliver det ikke meget bedre i denne dessert-kategori.